Nietzsches kamp mod sandheden

Af Jack Kornbeck, Tidehverv, årg. 82, 2008, nr. 4, april, s.63-64.

Nietzsche har været død i over 100 år, men han er påtrængende og hårdnakket aktuel på dansk grund. Store dele af hans forfatterskab er blevet udgivet eller genudgivet siden 90'erne, og sekundærlitteraturen om ham er af et forbavsende stort omfang. Han er en hyppig gæst i tidsskriftlitteraturen, og vi har adskillige danske monografier om hans forfatterskab med Villy Sørensens og Peter Thielsts i spidsen. Senest har vi fået Nietzsches Menneskeligt, alt for menneskeligt, der er fra 1878, og som er oversat og indledt af Niels Henningsen. Nietzsche rider højt på den såkaldte filosofibølge. Han er så afgjort dens største navn.

Såfremt han da virkelig er filosof. Det kan man nok have sine tvivl om, og man er ikke alene med dem. Til denne tvivl bidrager mere end noget andet hans eksempelløse angreb på sandheden, ikke denne eller hin sandhed, men på sandheden og sandhedsbegrebet selv. I filosofisk forstand er dette ganske enkelt forfatterskabets katastrofe, og enhver, der overgiver sig til Nietzsche, er deltagere i denne katastrofe.

Tidligt i forfatterskabet stillede Nietzsche Pilatusspørgsmålet og besvarede det selv. Det sker i afhandlingen om sandhed og løgn i udenommoralsk betydning. Den er fra 1872. På dansk er den trykt i Den unge Nietzsches lidelser (1995). Nietzsche bestemmer sandheden således: "Hvad er altså sandhed? En bevægelig hær af metaforer, metonymier, antropomorfismer, kort sagt en bevægelig hær af menneskelige relationer…"

At definere sandheden som en bevægelig hær af metaforer afslører en filosofisk bommert af rang. Den nemlig at forveksle viden og sandhed med hinanden. Vores viden kan med lav træfsikkerhed og inden for snævre rammer beskrives, sådan som Nietzsche gør det. Sandheden kan det ikke under nogen omstændigheder. Et eksempel vil klargøre dette. I gamle dage troede folk, at jorden er flad, siger man. Denne talemåde er forkert. I gamle dage vidste folk, at jorden er flad. Og denne viden var forkert. De støttede den uden synderlig refleksion på umiddelbar iagttagelse. Står man i dag på en mark på Lolland og kigger ned på sine gummistøvler, forstår man dem sådan set godt. Men ræsonnement og mere omfattende observationer gav til resultat, at den er rund. Vor viden havde bevæget sig. Hvad der er i bevægelse, er vor viden. Sandheden er det ikke. Den er det aldrig. Det gælder om en meget stor del af vor empiriske viden, at den kan sætte sig i bevægelse ifølge ny forskning og nye erfaringer (men ikke om al vor empiriske viden, således som Karl Popper principielt vil hævde det. Den påstand, at Århus er større end Skanderborg, er - med tilføjelse af et bogholderagtigt "for tiden" - ikke provisorisk, den bringer en bombefast viden til udtryk). Med sandheden forholder det sig modsat. Om den ligning, der bringer identitetssætninger til udtryk, altså: a=a, gælder det, at den står bomstille. Holder man ikke viden og sandhed ude fra hinanden, går tanken i opløsning, fordi man i så fald mister den standard, der gør det mulig at sondre mellem sand viden og falsk viden. Og der sker videre det, at man ikke længere kan holde begreb og fænomen ude fra hinanden. Flere steder i forfatterskabet røber Nietzsche, at det kan han heller ikke. Sammenbruddet er en meget alvorlig sag. Det tillader, at man fra det rimelige udsagn, at vor empiriske viden ofte er relationel og derfor tit godt kan kaldes relativ, skrider til den forrykte påstand, at også sandheden er relativ (et hjertesuk i parentes. I snart 100 år er ordet relativ blevet brugt i tide og utide i reglen uden definition. Hvis man i stedet brugte Kierkegaards begrebspar: betinget/ubetinget, ville det føre til en automatisk kvalitetsforbedring af tankegangen. I så fald er, eksempelvis, vandets flydende tilstand betinget af vandets temperatur, hvorved relativiteten forsvinder).

At beskrive sandheden som "en sum af menneskelige relationer" er ganske enkelt demonstrativt forkert. At to og to er fire, er ikke nogen menneskelig relation, formlen for vand er det heller ikke. Der findes sandheder om menneskelige relationer (for eksempel den, at alle mennesker har en far og mor), men sådanne sandheder er ikke selv menneskelige relationer. I den ene hånd holder vi sandheden, i den anden viden om sagsforhold, for eksempel en eller flere sandheder om ægteskabet (der selvfølgelig er en menneskelig relation), og vi bruger sandheden til at adskille de gyldige udsagn fra sådanne, der blot er udslag af forelskelsens eller skilsmissens vanvid. Nietzsche formåede ikke altid at holde denne afstand til vanviddet i sit forfatterskab.

Det går hos Nietzsche samme vej med sandheden som værdi, som det gik med den som begreb, og hårene rejser sig på ens hoved, når man læser Hinsides godt og ondt (1885): "Sæt vi ønsker os sandhed. Hvorfor ikke hellere usandhed? Og uvished? Ja, selv uvidenhed?... For os er det, at en dom er falsk, endnu ikke nogen indvending mod denne dom." Nietzsche overser, at det kan være ganske lige meget med ønsket, når talen er om sandhed. En sandhed er ikke nødvendigvis noget, man ønsker sig. En korrekt slutopgørelse fra skattevæsenet er ikke nødvendigvis nogen velkommen begivenhed. Men det er ikke det afgørende. Det afgørende er, at den er pinligt korrekt. At den altså er sand. En meddelelses sandhed og ønskværdighed har intet med hinanden at gøre, og den ene kan derfor ikke gøres gældende som en gyldig indvending mod den anden. Desuden bør et menneske af hensyn til livets bevarelse afslå enhver invitation til ønsketænkning og afholde sig fra ethvert illusionsmageri.

Den formelle logik er sandheden i dens sterile skikkelse, og når Nietzsche så meget som nærmer sig den, så bliver det simpelthen pinligt. Der læses stadig i Hinsides godt og ondt: "Hvad angår logikernes overtro, så vil jeg gerne understrege en lille, enkel kendsgerning, som modvilligt indrømmes af disse mennesker, nemlig at en tanke kommer når "den" vil og ikke når "jeg" vil." Med sådanne ord opnår Nietzsche ikke andet end at demonstrere sin forbløffende filosofiske inkompetence. Det er for et udsagns logiske status fløjtende ligegyldigt, om det kom i forgårs, eller om det først kommer i morgen. Og det er helt uden betydning hvem eller hvad, der har tænkt udsagnet. I øvrigt: Hvilken logiker har nogensinde "modvilligt" indrømmet Nietzsches monstrum af en indvending?

Bortset fra Marx er Nietzsche den filosof, der fik størst betydning for det 20. århundrede, og denne betydning når sit maksimum med den brug, som nazisterne gør af ham, idet de omsætter hans doktriner til følgerigtig politik. På teoriplanet har hans betydning været dybtgående, om end det her har været andre sider af hans forfatterskab, man har efterspurgt, og hans angreb på sandheden kan teorihistorisk efterspores op gennem århundredet med afslutning i postmodernisme og dekonstruktion. Vort formål kræver ikke, at vi foretager en gennemgang heraf.

Vi har det heller ikke nødigt i denne sammenhæng at gå ind på de positive bestemmelser af sandhedsbegrebet. Seneste filosofileksikon på dansk bringer en stor mængde af disse til torvs, men interessen har i mange spændende redegørelser og diskussioner især samlet sig om tre, nemlig korrespondensteorien (sandhed som overensstemmelse mellem beskrivelse og det beskrevne), kohærensteorien (sandhed som konsistent og modsigelsesfri sammenhæng mellem udsagn), og den pragmatiske teori ("the proof of the pudding is in the eating"). Man mærker sig, at disse teorier ikke er eksklusive, idet de ikke nødvendigvis udelukker hinanden. Men når vi ikke går nærmere ind herpå, så ligger grunden nu et andet sted. Vi har ikke den positive bestemmelse nødig af den grund, at løgn, svig og usandhed har prioritet over sandhed og gyldighed. Det, hvorom det først og fremmest gælder, er at kunne identificere logiske brist, usande og fejlagtige påstande og den rene og skære løgn. Hertil behøves ikke en positiv bestemmelse.

Derimod er der grund til at fremhæve, hvad det menneske indlader sig på, der accepterer Nietzsches angreb på sandheden og drager konsekvenser heraf. Det er ikke for meget sagt, at den, der tager afsked med det formelle sandhedsbegreb og sandhedskrav, tager afsked med sin forstand. Når det sådan set kan være lige meget med den evige forskel mellem sandt og usandt, så kan alt tænkes (eller rettere: intet kan tænkes). Dette er slemt. Men værre er det, at alt kan ske, og at enhver uhyrlig handling kan forsynes med en legitimation.

Det er sandhedskravet og alene sandhedskravet, der forbyder mig at fæste lid til hvad som helst. Det er takket være dette krav, at teoretisk bras ryger lige i papirkurven. For eksempel Nietzsches overmenneskelære. Det kan måske være underholdende at læse om den, men forstanden siger, at af mennesker findes der en slags, ikke to, og man kan derfor ikke hævde, at de kan inddeles i overmennesker og undermennesker. Der er ganske enkelt ikke nogen afgørende forskel til stede, der kan berettige sondringen.

Nietzsches forsøg på at destruere den formelle sandhed fører ikke kun til forstandens sammenbrud, men også til moralens og samvittighedens. Den omstændighed, at samvittighedens rørelser ledsages af hæftige følelser, må ikke få os til at overse, at dens operationer ofte er intellektuelle, og at det er denne intellektualitet, der forbyder et åbenlyst forrykt udsagn som det følgende: alle mennesker, der er født den syttende i måneden burde have en bøde på 800 kr.

Sandhedskravets fald medfører, at den emotionelle pose bliver åbnet, hvilket beklageligvis kan føles meget behageligt på grund af de voldsomme energimængder, der frigives. Da nazisterne lagde hans doktriner til grund, indtrådte katastrofen følgerigtigt. Den vilde emotionalitet førte til rædselsfulde politiske orgier. På mange måder gjorde det 20. århundrede Nietzsches tankegange med, og det førte til mangt og meget. Der var muligvis vægtige grunde til, at de to vigtigste psykodynamiske skoler (Freuds og Jungs) kastede sig over drømmetydning, men når denne aktivitet fører til, at det nærmest anses for fornemmere at føle end at tænke, så er den gal, for mens forstanden er konservativ, så er følelserne anarkister og skal behandles som sådanne, hvis ikke kaos og opløsning skal true.

Det er klart som dagen, hvad Nietzsche skulle bruge sit angreb på sandheden til. Han skulle bruge det til at hidkalde den følelsernes rus, der er forfatterskabets særkende. Hans emotionalitet, hans filosofiske impressionisme og hans smag for arbitrære udsagn havde ikke været mulige i tugt og ære for sandheden.

Med Danmark og Nietzsche er det sin egen sag. Nietzsche var ret ukendt, da Brandes kastede sig over ham og efter årene i Tyskland skrev sin helt ukritiske bog om ham Aristokratisk Radikalisme (1889). Harald Høffding imødegik ham i tidsskriftet Tilskueren, hvilket Brandes besvarede med indlægget Det store Menneske, Kulturens Kilde (1890), hvori han fastholdt sit standpunkt og åbent erklærede at bruge Nietzsche til egne formål. Brandes aflæser trivielle påvirkninger hos Nietzsche, men noget så afgørende som mandens umulige kamp mod sandheden kommer Brandes overhovedet ikke ind på.

Idet Brandes skamroser Nietzsche, lyser han op i skæret af den illumination, som Brandes havde antændt til egen ære. Han bliver kendt i kraft af Brandes. Det er derfor ikke for meget sagt, at Nietzsche skylder Brandes sit verdensry. Han kunne meget vel være gået i glemmebogen uden hjælpen fra Brandes.

Nietzsches nej til sandheden ledsages af hans ja til løgnen, den livsbejaende løgn. Brandes fulgte Nietzsche, men med en interessant forskydning. Han prædikede ikke Nietzsche på dette punkt, men praktiserede ham og behøvede egentlig ikke inspirationen fra ham. Allerede i samtiden meldte fortørnelsen sig over hans lemfældige omgang med sandheden i form af anklager for plagiat, brug af "negere" og manglende dokumentation ("Jeg modtager ikke Aabenbaringer," var Brandes svar på det sidste klagepunkt, en sproglig flothed, der er lutter tomme kalorier). Hvor Nietzsche er åbenlys og åbenlyst grotesk, der er Brandes forborgen og underfundig. Men de praktiserer det samme og vil det samme: at få taget livet af en almindelig og gammeldags respekt for sandheden, der truer deres bøger på livet og åbner portene for ideologisk og mytologisk ragelse.

Også Nietzsches overmenneskelære tilslutter Brandes sig (hans skepsis over for demokratiet skal ses i lyset heraf), men også her gør en forskydning og en svækkelse sig gældende. Overmennesket bliver hos Brandes til kulturmennesket, der groft skal favoriseres på andre menneskers bekostning. Denne forestilling er stadig sprællevende i vor kultur- og talentfattige samtid, hvor man helst skriver kunst med stort K.

Den brug, som nazisterne gjorde af Nietzsche, er naturligvis langt mere ondskabsfuld end den danske radikale variant, der udpeger kulturmennesket som overmenneske. Men det står uafviseligt fast, at tysk nazisme og dansk kulturradikalisme vokser på den samme rod: Nietzsches forfatterskab, hvorefter det sådan set kan være lige meget med den evige forskel på løgn og sandhed.