Af K. Olesen Larsen. Tidehverv, 1928, s.74-75. (Bernhard Dörries: Der ferne und der nahe Gott. Eine Auseinandersetzung mit der Theologie Karl Barths. (Leopold Klotz' Verlag, Gotha)).

Forfatteren siger i sit Forord, at han ikke har villet give noget teologisk Opgør. Som saadant er Bogen ogsaa meget ufuldkommen: dels er hans Forstaaelse af Barth temmelig unøjagtig, og dels erstatter han ofte Tankeudviklingen med Lyrik.

Dog er Bogen paa ingen Maade uden Interesse. Forfatteren har i Virkeligheden med sikkert Instinkt fundet de Punkter, hvor den Barthske Teologi maa føles som et farligt Angreb paa værdifulde Besiddelser, der nødvendigvis maa forsvares. Det drejer sig stort set om følgende: Fromheden, Borgerligheden og Nationalismen.

Hvad først Fromheden angaar, da er det naturligvis Barths skarpe Sondring mellem Gud og Mennesker, mellem Guds Ord og Menneskets Oplevelse, mellem Livet før og efter Opstandelsen, Forfatteren tager Afstand fra. Det indvendes - som saa ofte -, at Barths Teologi ikke er dialektisk og paradoksal nok: det er rigtigt nok med de store Modsætninger mellem Gud og Menneske; den hellige og Synderen, Guds Vilje og Menneskets Vilje, men det store i Kristendommen er netop den vidunderlige Sammensmeltning af Gud og Menneske, hvorved Guds og Menneskets Vilje falder sammen, og Mennesket bliver i Stand til at gøre Guds Gerning paa Jorden. Forfatteren overser, at Barth paa det skarpeste har afvist den Dialektik, der til syvende og sidst formaar at sammenknytte Modsætningerne - det kan kun Gud gøre, Mennesket aldrig -, og derved viser, at de alvorlige Ord ikke var bogstavelig ment. Og det kan de i hvert Fald ikke være her, hvor det at tro paa Gud tillige betyder at tro paa sig selv og paa Verden - i hvert Fald da en Del af den (Side 50). Det er tydeligt nok Gud i Mennesket, altsaa Fromheden, der skal forsvares, selv om Udtrykket: den nære Gud ikke straks leder Tanken hen derpaa.

Dette viser sig endnu tydeligere i Bogens senere Afsnit, hvor Borgerligheden forsvares overfor Barths Skaanselsløshed. Familielivets Hellighed forsvares med, at det er her Gudsriget virkeliggøres i det smaa - Bjergprædikenen blev i Virkeligheden sagt med Henblik paa Familielivet, og naar man har det in mente, gør den ikke længer et saa uhyrligt Indtryk.

Behandlingen af Erhvervsproblemet er vel nok det mest karakteristiske. Barth har ikke villet anerkende Samfundslivets Selvlovgivning: at disse Love skal være absolutte, naturnødvendige Udtryk for Livet. Derfor maa han haabe paa Gud. Men for Forfatteren hører dette nødvendigvis med til Evangeliet om den nære Gud, og heri har han sikkert Ret: er Gud aabenbar i Verden, maa Samfundslovene ogsaa Være Udtryk for hans Vilje, at kende dem, lære at kende hans Vilje.

Afsnittet om Krig om Nationalisme er ikke særlig interessant, men ægte tysk. Naar Barth har kunnet kalde Staten for Dyret fra Afgrunden, kommer det af, at han hører til en saa elendig lille Stat som Schweitz og følgelig ikke har kunnet lære Statens Velsignelse at kende. At Krig kan forsvares ved Henvisning til Jesu Død paa Korset og de store Naturkatastrofer gør et sært Indtryk, men er i god Konsekvens af Læren om ,,den nære Gud".