Af Søren Krarup, Tidehverv, årg. 81, 2007, nr. 9, november, s.177.

Inge Lise Pedersen, formand for Landsforeningen af Menighedsråd, er min gamle veninde fra Studenterkredsen, og i 1960´erne vidste hun god besked med luthersk kristendom. Det gør hun ikke mere. ”I og med, at det nu er skåret ud i pap, at menighedsrådet har ansvar for både de kirkelige og administrative anliggender i sognet, må vi begynde med det helt grundlæggende: Hvad vil det sige at være kirke her og nu i vores sogn?” (Menighedsrådenes Blad nr.7, 2007)

Et nødvendigt spørgsmål, men et spørgsmål, hvis svar ikke ligger i samarbejdsformer og organisation, men i noget ganske andet. Et spørgsmål, som hører sammen med det ord, der skal forkyndes i sognets kirke, og som det er præstens opgave at forkynde, sådan som han har lovet det i sit præsteløfte, og hvor det er menighedsrådets opgave at sætte rammerne og sørge for det ydre, men hvor den kirkelige opgave at prædike Guds ord rent og purt påhviler præsten og ham alene. Ikke fordi præsten er særligt hellig. Som lutherske ved vi, at med det almindelige præstedømme er vi alle Gud lige nær, når vi er døbt. Det almindelige præstedømme taler om dåben, ikke om kirkeorganisationen. Vi er alle Gud lige nær i vores dåb, der således sætter det almindelige præstedømme, men det almindelige præstedømme må derfor aldrig, aldrig blive gjort til noget organisatorisk.

Men dette gør Landsforeningens formand, når hun sammenblander det kirkelige og det administrative, præstens og menighedsrådets embeder. Det er derved, Inge Lise Pedersen ophæver den evangelisk-lutherske kirkeforståelse, hun vidste besked med i sin studentertid. Landsforeningen er med til at forvandle folkekirken til en koncern. Det almindelige præstedømme som organisationsform.