Post Scriptum

Af Christian Langballe, Tidehverv, årg. 80, 2006, nr. 1, januar, s.15-16. (PS – Om Martin A. Hansens korrespondance med kredsen omkring Heretica).

 

Et PS til de nyligt udkomne breve mellem Martin A. Hansen og resten af Heretica-kredsen er lige udkommet. Der er tale om en samling af artikler redigeret af Anders Thyrring Andersen, hvor flere forsøger at give deres bud på, hvordan man kan komme gåden Martin A. Hansen nærmere gennem læsning af brevene. Den myreflittige og meget dygtige Anders Thyrring Andersen har altså været på færde igen. Det skete først med udgivelsen af dagbøgerne og artikelsamlingen Efterskrift, senere med brevene og nu dette PS. Til trods for de gode intentioner og til trods for et par meget spændende indlæg må jeg desværre indrømme, at det meste i artikelsamlingen kedede mig usigeligt. Jeg overvejede virkelig ved læsningen, om det blot er en talemåde, når man taler om at dø af kedsomhed eller om at kede sig ihjel. Jeg kunne sagtens forestille mig, at det blev udgangen på mit liv, dersom jeg blev dømt til at læse litterære afhandlinger af denne art resten af mine dage. Jeg synes simpelthen, at der er for meget akademisk spilfægteri og for lidt lidenskab i PS. Hvor er ildsjælene, der går i demonstrationstog, kaster med verbale mursten eller skriver begejstrede oder til mesteren? I stedet spildes der alt for mange ord på at placere Martin A. Hansens brevskriveri et bestemt sted i forhold til noget andet, hvad enten det så er i forhold til andre værker eller forfattere eller i forhold til moderniteten og den historiske udvikling. Her en kort opremsning af nogle af indlæggenes anliggender. Jørgen Gustava Brandt skriver om sig selv. Joachim Garff skriver om Martin A. Hansen for at skrive om Kierkegaard for igen at skrive om Joachim Garff og hans kvikke postmoderne teorier om tekst og skriveproces. Anders Kingo skriver udmærket og fint om Kierkegaard. Desværre er der for lidt om Martin A. Hansen og alt for meget om, hvorfor Kierkegaard og Martin A. Hansen er moderne forfattere. Det ender i insisterende besværgelser af moderniteten, hvilket på mig virker temmelig uinteressant. Hans Vium Mikkelsen gør rede for, hvor for Martin A. Hansen i virkeligheden er en dialektisk teolog og derfor lægger sig lige mellem Kierkegaard og Løgstrup. Jeg spørger mig selv, hvorfor det er væsentligt at få pointeret? Hertil kommer de litterærkritiske indlæg, som alle sammen har noget rigtigt at sige, men som alligevel ikke virker vedkommende. Lotte Thyrring Andersen, Nils Gunder Hansen og alle de andre serverer en masse kloge og kritiske pointer, men ikke hvorfor Martin A. Hansen er en stor forfatter, der er værd at beskæftige sig med. Det er for kedeligt, for poleret og for pænt og vidner om, at vi lever i en overreflekteret tidsalder, hvor forfatterskaber hurtigt kan dræbes af overkloge betragtninger. Alt i alt synes jeg, at de fleste bidragydere til PS i for høj grad rider deres egen kæphest, og Martin A. Hansen forsvinder næsten i alle de superkloge betragtninger. Dog er der et par bidrag, som virkelig er spændende og væsentlige. Jeg tænker på Lise Præstgaard Andersens meget grundige gennemgang af den indre sammenhæng mellem det illegale modstandsblad Folk og Frihed, som Martin A. Hansen var redaktør af under krigen, og så Heretica. Dog er det mest spændende indlæg af Anders Thyrring Andersen selv. Langt om længe hamrer han pælen igennem nogle af de myter, som er blevet skabt om Martin A. Hansen. Tillad mig i den forbindelse at gå en omvej.

Jeg har ofte undret mig over, hvordan det kunne gå til, at en så stor dansk digter som Martin A. Hansen i løbet af få årtier næsten er glemt. Det er mærkværdigt at konstatere, at stort set alle over 60 år har læst ”Løgneren”, og at mange i denne generation tænker på Martin A. Hansen med en sympati og respekt, som er forbeholdt de få. Her tænker jeg ikke på de intellektuelle og dannede, men jeg tænker på helt al mindelige folk, som havde læst ”Løgneren”, ”Agerhønen” eller andet, og som derudover betragtede Martin A. Hansen som nationens samvittighed på grund af hans store moralske integritet og autoritet. Hvad andet kunne man over for et menneske, som i den grad stod for indbegrebet af det bedste i dansk åndsliv? I dag er der ingen unge mennesker, der kender ham. Sagen er, at han gik af mode, da 68’erne gik den lange march gennem institutionerne og satte sig tungt på kulturlivet. De forstod, at sejren i kampen om magten gik gennem kulturel, ideologisk og politisk indoktrinering. Det var i denne ideologiske og politiske gæringstid, at Martin A. Hansens forfatterskab kom i klemme. Han var jo en national og folkelig digter – og hvad kunne man bruge ham til, når moden var oprør, marxisme, pigtråd og tjald. Martin A. Hansen var i mangt og meget konservativ, og hans konservatisme var parret med en dyb og ægte solidaritet med almindelige danskere. Det drejede sig tværtimod om en dyb og rodfæstet forankring i noget gammelt og ægte dansk, hvilket gjorde, at han kunne møde nutiden med en sjælden fasthed og frimodighed. Han var antiideologisk og antitotalitær, og vigtigst af alt var han selvfølgelig en stor fortæller og en fabelagtig novellist. Alt sammen stod i modsætningsforhold til 68-oprøret, og derfor blev han anklaget for at være overdrevent alvorstung og kristelig og han blev snart glemt.

Nu havde Martin A. Hansen nok ikke været så nem at affærdige og glemme, hvis ikke nogle af hans bedste venner, Ole Wivel og Thorkild Bjørnvig, efter hans død var begyndt at konstruere en myte om ham, som har været livskraftig indtil for nylig. Thorkild Bjørnvig lagde for med disputatsen Kains alter, hvori Martin A. Hansen blev karakteriseret som en Kains natur eller en "plaget og bodfærdig kristen arvtager – selv for dømmende indtil det destruktive." Netop dette skulle ifølge Bjørnvig have virket hæmmende på Martin A. Hansens forfattervirksomhed. Senere hævdede Ole Wivel stærkt påvirket af Thorkild Bjørnvigs synspunkter, at Martin A. Hansens forsvar for stikkerlikvideringerne i dialogen om ”Drab og ansvar” senere påførte ham en så stor skyldfølelse og anger, at han ikke sidenhen fandt fred. Teorien om, at Martin A. Hansen skulle have været selvfordømmende indtil det destruktive eller være plaget og nedbøjet af skyld, er hentet ud af den blå luft og synes snarere at være projektioner af forfatternes egne frustrationer end at være nogen dækkende beskrivelse af Martin A. Hansens person. Jeg mener, at disse myter var et forræderi, og at det blev begået af hans nærmeste venner, er mig stadig en gåde. Måske var det epigonernes forsøg på at glimre i lyset af mesteren. Ironisk nok gentager Tage Skou-Hansen myten i sit indlæg i PS. Han beklager, at Martin A. Hansen ikke forsonede sig med kunsten, hvorved han jo var blevet kulturradikal, ligesom Tage Skou-Hansen selv er blevet det. Vi andre er taknemmelige for, at det ikke skete.

Under alle omstændigheder er det velgørende, at der nu endelig hamres en pæl gennem disse tyndbenede teorier, og det skal Anders Thyrring Andersen have en stor tak for. Først og fremmest skal der lyde en tak for, at sammenhængen mellem kristendommen og Martin A. Hansens forfatterskab træder frem og påpegningen af, at kristendommen ikke gjorde Martin A. Hansen nedbøjet af skyld, men tværtimod gav ham den frimodighed og fasthed, som alle de andre fra Heretica-kredsen manglede. Dog savner jeg et afgørende perspektiv i PS. Hvad blev der af stridsmanden og Danmarks samvittighed? Hvad blev der af den store nationale digter, som kunne gribe hele nationen og ikke kun var forbeholdt litterater og gymnasielærere? Hvad blev der af den folkelige Martin A. Hansen?

PS – Om Martin A. Hansens korrespondance med kredsen omkring Heretica.
Redaktør: Anders Thyrring Andersen.
Gyldendal 2005.