Af Jesper Langballe, Tidehverv, årg. 73, 1999, nr. 6, Juni, s.131-135.
”Det er nemlig Aand at spørge om to Ting: 1) Er det, der siges, muligt; 2) Kan jeg gøre det.
Men aandløst at spørge om to Ting: 1) Er det virkeligt; 2) Har min Nabo, Christophersen gjort det, har han virkeligen gjort det”.
Søren Kierkegaard.
”Skabelses- og syndefaldsberetningen i Det gamle Testamente er naturligvis ikke en myte.”
Med denne programmatiske sætning begynder første del af Claus Thomas Nielsens dobbeltessay om ”arvesynd” i Tidehvervs marts-nummer.
Uden at ville være pedant kan jeg ikke lade være med at hæfte mig ved ordet ”naturligvis” – en glose, som Claus Thomas Nielsen anvender meget ofte. Der er noget besværgende ved det ord.
Hvorfor er det ”naturligvis” sådan? – Og når det ”naturligvis” er sådan, hvorfor så overhovedet omtale sagen? – Hvorfor især gøre det i en tid, hvor alt, hvad der er til, skal være til med det ”naturligvises” umiddelbare og autonome ret?
Når en forkyndende sætning tilføjes et ”naturligvis”, bliver man mistænksom.
*
Claus Thomas Nielsens intention med essay'et synes at være den prisværdige at gøre op med, hvad Grundtvig kaldte ”eksegeternes pavedømme” (der i dag ganske som på Grundtvigs tid er rationalistisk) – et videnskabeligt pavedømme, som har den ene hensigt at tage myndigheden ud af den hellige skrift – og af evangeliet selv – og som camouflerer sin hensigt bag en historisk-kritisk videnskabelighed, der intet sandt eller væsentligt kan sige om de tekster, den læser. Dermed er der åbnet for en brug af de bibelske tekster som en anledning til at forholde sig filosoferende – både til teksten og til menneskets egen virkelighed. Og så kan hvad som helst, selv Løgstrup, presses ind i skabelsesberetningen.
Denne videnskabelige position hænger nu som tidligere sammen med en antinomisme, som ikke vil høre tale om Guds knusende lov og dom, og som vil hævde, at der ingen lov var før syndefaldet, og at frelsens mål derfor er at forløses til en lovløs frihed.
Claus Thomas Nielsen vil samtidigt ramme hele tidens videnskabelighed – herunder professor-historien – som med sin dyrkelse af ”velfærd” går ud fra, at verdenshistorien er en stadig fremadskridende vandring mod stadig mere fuldkommen indsigt – hvorfor de bibelske forfattere må betragtes som tilbagestående. Kort sagt: en socialt og evolutionistisk forstået historie.
Denne intention kan jeg ganske identificere mig med. – Eller rettere: Det havde jeg kunnet, hvis ikke Claus Thomas Nielsen havde smidt barnet ud med badevandet.
Problemet synes mig at være, at han ikke alene er negativt afhængig af sin modpart, men for mig at se udspiller hele sin kamp på modpartens bane. Han er dermed endt i noget, der ligner den lutherske orthodoksis forsøg på at gøre Luther til en position og derved fordærve ham. Han prøver at angribe videnskabelighedens position ved at lave sig en alternativ position – den, som han kalder at læse bibelen ”bogstaveligt/historisk”. Og i diskussionen mellem ”sande” og ”falske” positioner er kristeligt set alt fordærvet.
Det hænger i hele Claus Thomas Nielsens refleksion over bibellæsning sammen med hans forhold til det ord ”myte”.
*
Ordet ”myte” er for Claus Thomas Nielsen synonymt med løgn og digt – i modsætning til den virkelige historie, som bl. a. er den, professoren beskæftiger sig med (men altså desværre ikke forstår på den rigtige måde). Og i denne virkelige historie, som fornuften kan befatte sig med, befinder den bibelske skabelsesberetning sig altså.
Han skriver: ”Der findes altså ikke, således som megen moderne teologi, for ikke at virke for latterlig, hævder, vandtætte skodder mellem den videnskabelige fornuft og så Åndens tale i Skriften, thi i så fald ville skriften jo netop være blevet gjort til en myte, og det er den ikke, heller ikke skabelses- og syndefaldsberetningen, den handler om noget, der foregår i den samme bogstavelige historiske tid, som den fornuften beskæftiger sig med.”
Claus Thomas Nielsen bedyrer altså, at hvad der står i den bibelske skabelsesberetning, det passer!
At læse skabelsesberetningen som en ”myte” er, skriver han, at lege hedning og overlegent og udeltagende træde et skridt tilbage fra teksten.
Men hvad nu, hvis forholdet er det modsatte: at det er myten, der er sandhedens historiske rum, mens den analyserende professors korrekte historie er meningsløs uvirkelighed – en parentes, indenfor hvilken der egentlig ingen sandhedsgrænse er – og hvor sandhed og løgn derfor ikke kan udtrykkes – men foran hvilken parentes løgnens fortegn er uerkendt til stede.
Hvad nu, hvis myten er sandhedens måde at fortælle historie på?
Myten er åndens form, mens den moderne videnskabelige historie er åndløshedens form. Thi det er myten der taler sandt, mens professor-historien blot taler om, hvad der er korrekt. – Eller hvad der passer.
Når noget passer, så passer det jo med noget andet – med andre videnskabeligt historiske iagttagelser og først og fremmest med den historiske teori, som er korrekthedens prøvesten.
Myten har derimod ikke en sådan verifikations-norm at stå ret for, thi den er sin egen sandheds prøvesten.
I sin insisteren på, at skabelsesberetningen er korrekt (mit udtryk), forekommer Claus Thomas Nielsen mig – trods forsikringer om det modsatte – at have hentet sit sandhedsbegreb fra den videnskabelige professor, som han angriber. Derfor bliver hans angreb en kamp mod vejrmøller. I stedet for at gøre op med professorens sandhedsbegreb – simpelthen ved selv at forkynde den sandhed, der aldrig kan relativeres, eller ved at forkynde Kristus – giver han sig i kast med en endeløs og ligegyldig argumentations-passiar om, at Gud virkelig skabte verden på seks dage.
Og så hævder han oven i købet, at kristentro er afhængig af, om man antager en sådan læresætning. Når hedningen spørger den kristne, om han virkelig tror på, at Gud skabte verden på seks dage o.s.v., skal den kristne ifølge Claus Thomas Nielsen svare:
”... med den Guds Ånd, som jeg har levende i mig, tror jeg naturligvis, at Gud virkelig skabte verden på 6 dage. Hvis jeg ikke kunne tro f .eks. den skabelses- og syndefalds-beretning, der er i modstrid med mine sanser, hvordan skulle jeg så kunne tro, at den Gud, der i sine gerninger i verden for mine øjne fremstår som en grusom Gud, er min kærlige fader?”
Her er antagelsen af en sætning om skabelsens varighed bragt i stand ved helligånden selv og sat på samme plan som troen på Guds kærlighed. Ja, det første er endog nærmest en mulighedsbetingelse for det sidste. Uanset, om man kan tilslutte sig hans skrift-forståelse eller ej, er troen reduceret til en generel mening.
Sæt engang dette udsagn overfor Luthers berømte katekismus-forklaring til l. trosartikel: ”Jeg tror, at Gud har skabt mig og alle de andre skabninger”. Her er det generelle vue over de seks dages skaberværk ikke forudsætningen for, at jeg selv står i troens lydighedsforhold til Skaberen. Men det er omvendt: Det første er troen på det personlige, at Gud har skabt mig og nådigt har opholdt mig hidtildags. Og deraf følger alt det andet.
*
Med videnskaben som sådan har kristendommen intet udestående, sagde Olesen Larsen med rette. Den er i sig selv uskyldig og uskadelig. At tage forargelse af det, som Claus Thomas Nielsen kalder den moderne astrologis ”vildt flagrende mytologiske syner” – vistnok fordi astronomien ikke lægger det bibelske verdensbillede til grund for sin sandsynligheds-kortlægning af planeternes gang – er simpelthen noget pjat. Hvad har det overhovedet med mit liv og mit ansvar som skabning at gøre. Så længe videnskaben holder sig til at være videnskab og ikke bliver til en tidssvarende klædedragt for det autonome menneskes metafysik, der vil forklare mig mit liv, er astronomens gerning jo blot et arbejde, der skal udføres i kald og stand som ethvert andet. – Vel at mærke så længe videnskaben holder sig til at kortlægge sandsynligheder udfra visse hypoteser – og holder sig fra at forkynde sig selv som sandheden.
At det sidste imidlertid altid er, hvad videnskabeligheden i praksis vil bruge sin videnskab til, skyldes ikke, at selve det kald at drive videnskab er at gå i djævelens tjeneste, men at den nævnte metafysik, som er synderens våben til at holde sig sin gudsskabte virkelighed fra livet med, til enhver tid bruger, hvad den har for hånden.
Det er ofte fastslået, at de bibelske skrifters og reformationstidens mennesker levede i et mytisk verdensbillede, og at det – i modsætning til vor egen tid – prægede deres hele forhold til historien, først og sidst til den hellige historie.
Fra oplysningstiden overtog den moderne bibel- og historieforskning naturvidenskabens måde at betragte sin genstand på – for historiens vedkommende udtrykt i Rankes berømte ord om, at historien skal undersøge ”wie es eigentlich gewesen ist, und wie alles gekommen ist”. Gennem en sådan forklaringsmodel ville mennesket lære at beherske virkeligheden. Sådan slog man historien ihjel.
Nu kunne Claus Thomas Nielsen jo så have stillet ”moderniteten” det spørgsmål, om dette forehavende også virkeligt er at beskæftige sig med historien. I stedet giver han sig til at insistere på, at skabelsesberetningen er ”virkelig” historie. – Og hvad er så det? – Ja, det synes faktisk at være lige netop en sådan historie, som forklarer, ”wie es eigentlich gewesen ist, und wie alles gekommen ist” – men forklarer det med en særlig guddommelig autoritet.
Han vil gøre skabelses- og syndefaldsberetningen til et historisk referat. Men det er den ikke: Den er en forkyndelse af historien, d.v.s. af mennesket som historisk og som syndigt. Og denne forkyndelse kan ikke have nogen anden skikkelse end mytens. D.v.s. den må selv være historie – og det en historie, som ikke vil finde sig i at kunne kontrolleres af den videnskabelige fornuft – en historie, som ikke passer, som ikke er korrekt efter nogen som helst betragtende målestok, men som alene er sand og alene er det for den tro, helligånden skaber.
Derfor var der ingen historikere – eller andre vidner – til stede ved Jesu opstandelse. Og derfor blev de videnskabelige kontrollanter, som ifølge Matthæus var posteret ved graven, ”som døde”, da det skete. Bagefter ville de have svoret på, at intet var sket.
Og når verden håner bibelens fortællinger for ikke at holde vand efter noget korrekthedskriterium, så falder teologen i den værst tænkelige af alle fælder, hvis han – som Claus Thomas Nielsen – vil stable en apologetik på benene, der skal forsvare bibelfortællingens holdbarhed på professor-historiens præmisser.
Med den moderne historie-forståelse opstod skellet mellem det foregåede, som der berettes om (”Geschichte”), og beretningen selv (”Historie”). Denne sondring var ukendt for de bibelske forfattere og for reformatorerne. For dem hang beretningen og det berettede uløseligt sammen. Derfor havde al historie mund og mæle – mytens mæle. Beretningen var ikke bare en refererende henvisning til noget, der var sket, men det skete var i beretningen. At de to begreber i moderne tid er blevet adskilt, har gjort den historiske metode til en breche, som adskiller mennesket fra dets egen historie – både den bibelske historie og fædrelandets historie. Det var ikke mere ”min” historie, som ”jeg” var samtidig med, men et stykke død og objektiveret fortid, som fagfolk skulle tolke og forklare. Dermed blev mennesket historieløst, og dermed blev bibelen beslaglagt af eksegeternes pavedømme.
Og her ligger da for mig at se Claus Thomas Nielsens problem: Han accepterer denne adskillelse i sin indædte hævdelse af bibelberetningens korrekthed. Og med det samme er han selv udenfor beretningen – på hele historiens afstand af skabelsen.
Og hvad skal så al den bekymring til for? Vor Herre foretager jo selv sammenknytningen ved gudstjenesten, hvor vi som nyskabte er samtidige med skabelsen, fordi vi er samtidige med Kristus – ja, og med Kingo og Grundtvig, hvis salmer vi synger. Det er det sande forhold til historien, hvor historien er aktuel – ikke fordi den er aktualiseret af en smart prædikant, men fordi den selv møder os som nutidig virkelighed ved Guds ord.
*
Claus Thomas Nielsen bruger Luthers genesis-kommentar til støtte for sit anliggende, men det egner Luthers værk sig ikke til.
Det er sandt, at Luther både i genesis-kommentaren og i skriftet mod Latomus på een gang enfoldigt og skarpsindigt hævder den ligefremme bogstavelige og historiske læsning overfor skolastikernes vilkårlige allegoriske tolkninger – og tillige overfor renæssancens moderne humanistiske bibeltolkere, som ganske vist er bedre end skolastikerne til at oversætte ordene, men forstår lige så lidt af sagen selv.
Men ellers er Luthers kommentar til 1. Mosebog nu alt andet end bogstaveligt refererende. Teksten handler fra først til sidst om Luthers eget liv og hans egen reformatoriske gerning – d.v.s. hans kald som prædikant. Derfor er hans kommentar bestandigt meddigtende, som det da i øvrigt fremgår af adskillige af de citater, Claus Thomas Nielsen selv anfører. – Og derfor er det sagen selv og ikke bogstaven, der kommer til orde.
Når Luther side op og side ned beretter om Kain og Abel, handler det fra først til sidst om kirken. Kain og Abel er henholdsvis paven og de lutherske menigheder – ja, de er den falske og magtfulde kirke og den sande og lidende kirke til enhver tid.
Jamen så holder han sig jo ikke til, hvad der står?
Jo, det gør han netop. Han holder sig til selve sagen på den eneste måde, man kan holde sig til sagen på, når man læser bibelen: Ved at teksten bestandigt siger til ham: – Det handler om dig!
Det er den alt afgørende forskel på Luthers og Claus Thomas Nielsens læsning: Luther er selv med i historien. Det er Claus Thomas Nielsen ikke, og han kan ikke være det, når han skal være apologet for bogstav-referatets ”rigtighed”.
Luther hævder i genesis-kommentaren et læsningsprincip, som angiver forholdet mellem ordene og sagen: Ganske vist er det gennem en ligefrem læsning af ordene, man kommer til sagen, men ankommet til den, skal man lade sagen alene belyse ordene.
For at få fat på sagen, er det ikke nok med ”grammatikken” – altså det i sig selv nyttige og nødvendige arbejde med at oversætte og forstå ordene. – ”Der vil teologi til”, siger Luther.
Dermed mener han vel i grunden det samme, som når han siger, at sagen fattes kun, hvor teksten læses med helligånden som vejleder. Helligånden gør historien til hans egen historie.
At bibelen må læses med Åndens vejledning, nævner Claus Thomas Nielsen, men han er så optaget af at forsvare ”bogslaveligheden”, at han ikke gør alvor af det. Eller han glemmer, at Helligåndens vejledning får ”det med Jesus fra Nazareth” til at handle om ham selv.
Claus Thomas Nielsen bruger Luthers afvisning af middelalderens allegoriske tolkning som afsæt til at hævde, at allegorisering og afmytologisering er ”to begreber, som i virkeligheden betyder det samme, nemlig en angivelig systematisk beskrivelse af det indhold som i teksten foreligger usystematisk, altså en ahistorisk tolkning af den fortælling, der selv ønsker at forstås bogstaveligt og historisk ...”.
Denne sammenstilling forekommer mig at være en noget flot behandling af Bultmann. Dennes såkaldte ”afmytologisering” er såvist ikke hævet over kritik, men kritikken forudsætter mere substans og arbejde. Hvor den middelalderlige allegorisering ganske vilkårligt fandt andre betydningslag i teksten end dem, tekstens forfatter udtaler, ville Bultmann (udfra en anden forståelse af ordet ”myte” end den her anførte) holde sig strengt til teksten for at afdække kerygma'et – det egentlige budskab, som netop henviste ham til historien. Nok var det en systematisering – hvem undgår vel at drive systematisk teologi, når han overhovedet vil trænge ind i teksten? – men en systematisering af selve tekstens sigte.
Trods Bultmanns fremragende arbejde med evangelieskrifterne må man dog nok spørge, om et sådant projekt er en teologisk mulighed.
Da Gustav Brøndsted rettede en lødig og uafviselig kritik mod Bultmanns afmytologisering i ”To verdenssyn, to sprog” (i Tidehverv 1954), var kritikkens sigte det modsatte af Claus Thomas Nielsens – nemlig en hævdelse af myten og en kritik af det umulige projekt at ville ”skrælle myten af”. Det ville blot gå, som når man skrællede et løg. Man ville fjerne lag efter lag og til sidst stå – ikke med en kerne eller et kerygma, men med ingenting.
Thi evangeliets sprog er mytens sprog – et ”modtage-sprog” – mens det moderne videnskabelige sprog er et ”tage-sprog”, et beherske-sprog, skrev Brøndsted – og uddybede det:
”I ”Mythe” blev Evangeliet oplevet og forkyndt; og fordi Evangeliet blev modtaget, levede Mythen som Tale ... I sig selv, som Udtryk for gammel Verdensforstaaelse, har Mythen ingen evangelisk Ret. Men Mythe er mere end Mythe; Mythen er hvad Mythen sigter på, som ansvarliggørende Tale.
Det hjælper os ikke at ”afmythologisere” (modernisere) kvantitativt og til en vis Grad. Bøjer vi os for Verdenssproget, det moderne Verdensbilledes Sprog, har vi ingen Ret til kun at afskaffe Dæmoner, Opstandelse o.s.v., men skal ogsaa afskaffe hvad Evangeliet taler om Ansvar, Næste, Liv, Offer, Gud; for Troen bliver det kun ubrugelige Rester, der må skifte Natur, og for Videnskaben og Filosofien er det ingen Opgave, imødekommende at holde en Plads aaben for det der dog kun er Fortidslevn.
Om Evangeliet kan forkyndes paa et andet Sprog end det mythologiske, er ikke det væsentlige; det væsentlige er, at det ikke kan forkyndes på et med Videnskab konformt Sprog, netop fordi dette er methodisk bestemt og bevæger sig i Begrundelser; det kan ikke give Plads for Evangeliets handlende Gud ...” (G. Brøndsted: ”Historie og Evangelium”, s. 272).
Her er der ikke talt bogstav-formalistisk om skriftsyn, men centralt om det ene fornødne: evangeliet.
*
Hvilken følge får nu Claus Thomas Nielsens bibelsyn på hans forståelse af skabelses- og syndefaldsberetningens indhold?
For mig at se den logiske følge, at det bibelske ”referat” af syndefaldet kun kan beskrive en fortidig årsag til nutidens beklagelige tilstand. Synden omtales bestandigt som tilstandsformer. Mennesket er det i sig selv tomme og neutrale kar, som i Paradiset var fyldt med arvet retfærdighed, men siden blev fyldt med arvesynd. Udtrykkene er Luthers, og de siger det sande, at Gud straffer det faldne og ulydige menneske ved at give det hen til sin egen omsiggribende synd. Men sagen er ikke Luthers, når det ikke er fastholdt, at syndefaldet var Adams skyld.
Luther taler også om arvesyndens bestandige tagen til – at synden ikke er statisk, men bestandigt griber om sig. Denne egenskab ved synden, som Gerh. v. Rad kalder ”arvesyndens progressivitet” gengiver Glatis Thomas Nielsen med, at verdenshistorien udviser een lang degeneration af menneskeslægten. Jeg tror næsten, jeg tør påstå, at Claus Thomas Nielsen ikke har fundet ordet ”degeneration” hos Luther – men muligvis hos Erasmus, for hvem der ikke var noget fald, men netop en fortløbende degeneration. Med det udtryk er den lutherske tale om arvesyndens djævelske dynamik blevet til evolutionistisk beskrivelse af en tilstands forfald.
Skønt Claus Thomas Nielsen ofte taler pathetisk om arvesyndens forfærdelighed (med en nærmest vellystig svælgen i vellystens dynd), bliver arvesynden ligesom til noget kollektivt, som en gang på grund af fristeren er kommet over menneskene i fællig. Synden er ikke rigtigt taget alvorligt som personlig skyld – selvom det dog lige nævnes, at vi dagligt gentager Adams fald. – Ja, syndefaldet er i grunden heller ikke rigtigt Adams skyld, men ”en historisk begivenhed, som langt fra at forudsætte sig selv skyldes en ganske bogstavelig frister.” (Min fremhævelse).
En virkning skyldes jo en årsag. – Skyld derimod er, hvad jeg skylder regnskab for. Her er verbet ikke i passiv, men i aktiv. Skylden beror ikke på en årsagsforklaring, men på en dom, som jeg selv – og jeg alene – har fortjent.
Historien om Adam fortæller mig, at synden er kommet ved eet menneske, og således kom også frelsen i den nye Adam ved eet menneske. – Og sådan skal jeg høre det, just fordi den virkeligt skyldige – jeg selv – er eet menneske. Hele sagen er personlig og derfor uden nogen forbindelse med det, man kalder ”det ondes problem”.
Med Tage Schacks ord om ”den arvesyndslære, der, når den er andet og mere end en lære og en tilværelsesforklaring, betyder, at mennesket er så optaget af sin egen skyld, at det ondes problem bortfalder.”
Claus Thomas Nielsen forsager ofte og udtrykkeligt tilværelsesforklaringer og ”systematiseringer” (også i sammenhænge, hvor det at ”systematisere” egentlig bare skulle betyde at tænke lidt over det læste). Alligevel forsvinder den enkeltes skyld, når han taler om Adams fald. Den forsvinder – forekommer det mig – i et fælles ”syndefalds-kompleks”, hvor vi, som det hedder, alle har syndet i vores fælles stamfader Adam.
Kierkegaard har gjort opmærksom på, at en sådan kollektiv skyld, som man deler med slægten, kendte de hedenske grækere også. (Enten-Ellers første halvbind). Og denne fælles skyld indgød grækerne en mild sorg, men ikke den kristnes skærende smerte. Thi den kristne må bære sin skyld ganske alene. Han kan ikke dele den med slægten, men det kan være, at han skal bære slægtens skyld oveni sin egen.
*
Claus Thomas Nielsen har på sine videnskabelige modstanderes vegne problemer med, hvad de skal sige til deres mindre børn, når de kommer hjem fra skole og spørger, om verden virkelig blev skabt på seks dage.
Jeg synes problemet er overskueligt. De skal selvfølgelig fortælle dem den gamle beretning, som den lyder. Siden bliver børnene større, og de forskellige beretninger begynder at konkurrere i deres hoveder. Så lyder svarene måske lidt anderledes.
Det vil sikkert få alle de bogstaver, Claus Thomas Nielsen har i maven, til at hoppe af forargelse – når jeg nu opridser, hvad jeg siger til mine konfirmander om skabelsen og syndefaldet. (For ikke at pynte mig med lånte fjer, skal jeg anføre, at jeg har lært min pædagogiske katekismus-forklaring af Eigil Hjørnholm.)
Jeg læser skabelses- og syndefalds-beretningen højt for dem – baglænds. Det vil kunne bekræfte Claus Thomas Nielsen i, at syndefald og syndflod har vendt op og ned på alting.
Jeg forestiller mig den israelit, der første gang fortalte historien til sin søn.
Denne far er kommet udmattet hjem fra arbejde, hvor han har slidt med tjørn og tidsel og tunge sten, uden at der er kommet ret meget ud af det. Fra et kammer ved siden af høres høje skrig fra moderens fødselsveer. Og endelig er drengen fyldt med sorg over, at familien for få dage siden begravede hans elskede bedstefar.
Det hele slår op om ham som en meningsløshed, og han spørger sin far, om også han selv skal slide så hårdt, om også hans kone skal lide sådanne smerter ved fødslen, og om alt dette blot skal ende med, at også de til sidst skal graves ned i et hul i jorden som Bedstefar.
Da faderen svarer bekræftende, siger sønnen: – Hvorfor? – Er Gud ond? Eller er det samfundet, der er forkert indrettet? Eller er det en ond skæbne, der har taget bolig hos os.
Da svarer Faderen de mærkelige og forfærdende ord: – Det er din egen skyld!
Han siger det ved at udtale Guds ord ved uddrivelsen af Paradiset.
Til kvinden: ”Jeg vil meget mangfoldiggøre dit svangerskabs møje; med smerte skal du føde dine børn; men til din mand skal din attrå være, og han skal herske over dig.”
Og til manden: ”Jorden skal være forbandet for din skyld ... torn og tidsel skal den bære dig ... I dit ansigts sved skal du spise dit brød, indtil du vender tilbage til jorden; thi af den er du taget ...”.
Alt det vidste drengen jo godt. Men stadig: – Hvorfor?
Og Faderen fortæller ham, at det er hans egen skyld. Han fortæller om syndefaldet, hvor Adam og Eva ville være som Gud til at kende godt og ondt i stedet for at leve af Guds godhed i glad lydighed.
Og da spørgsmålet lyder, om Gud er ond – eller måske har skabt os forkert – da er vi tilbage ved begyndelsen, hvor der fortælles om den gode skabelse, som Adam og Eva var bestemte for – i haven, hvor tilværelsen var givet, og hvor alt skaberværket var på plads, da mennesket som den sidste skabning kom til verden. – Det er jo det allerskønneste ved skabelsen: at vi ingenting skal skabe selv, men blot skal leve i lydighed og ansvar dér, hvor Gud har sat os, og hvor han selv har indrettet alt, som det skal være.
Så skulle børnene kunne forstå, at Adam og Eva, det er dem selv.
Naturhistorielærerens abekatte og evolutionslære og ”big bang” giver vi en god dag i. Det kan være meget sjovt, men det har jo ikke rigtigt noget med vores eget personlige liv at gøre.
Myten om Adam og Eva er næsten ikke til at holde ud at høre på. Men den bliver straks til den herligst tænkelige historie, når vi hører dens evangelium: forjættelsen om kvindens sæd, der skal knuse slangens hoved (som Luther læser). – Eller når vi véd, at Kristus har åbnet døren til det tabte Paradis påny – og at ved ham er det forbandede arbejde en velsignelse og fødselsveerne en salig forjættelse og døden en port foran opstandelsen.
Men lovens ord: – Det er din egen skyld! – de bliver uafviseligt stående, for at vi skal øve os på dem hele livet og forstå, at vi umuligt kan leve uden syndernes forladelse.
*
Jeg vil slutte min replik med et andet syn, som steg op for mig, da jeg sidste sommer hørte Claus Thomas Nielsens holde det foredrag, som nu har været trykt.
I ”A Voyage around my Father”, en søns filmatiserede erindring om sin fader, juristen Clifford Mortimer, skildres denne som et naragtigt menneske, hvis monomane rationalisme er forlenet med en utæmmelig selvoptagethed og trang til at docere videnskabelig fornuft.
En dag da sønnen er kommet hjem fra skole og har sat sig til middagsbordet, stiller faderen – meget morsomt spillet af Lawrence Olivier – straks det ildevarslende spørgsmål fra sin bordende: – Hvad har I lært i skolen i dag?
Og før drengen har fået begyndt på sit svar, fnyser faderen selv: – Det skulle overhovedet ikke undre mig, om lærerinden har fortalt jer det fordærvelige vås om, at verden er skabt på seks dage! – Med rivende hast taler han sig op, så han efter et øjeblik slår hånden ned i dugen, mens han bliver ved at gentage med ophidset falset-stemme: – Jeg finder mig ikke i det sludder med de seks dage...! – Jeg finder mig ikke i det!
Jeg véd godt, at det er upassende, men for mit indre blik sad pludselig Claus Thomas Nielsen for den anden bordende. Han slog også i dugen og råbte tilbage, at han ikke ville finde sig i nogen form for benægtelse af det med de seks dage.
Selvfølgelig er Claus Thomas Nielsen ingenlunde ansvarlig for, hvad han foretager sig i mine fantasier. Men een ting er dog sikkert: – Ved dette tænkte middagsbord blev der ikke sagt et eneste kristeligt ord.
Claus Thomas Nielsens svar på ovenstående kan læses her.