Om at have fundet et plankeværk som verdens ende

Af Jesper Langballe, Tidehverv, årg. 73, 1999, nr. 9, november, s.204-211.

Gensvar til Claus Thomas Nielsen

Claus Thomas Nielsen har skrevet et indlæg i Tidehvervs oktobernummer. Selv forstår han det vistnok som et svar til mig, skønt det ikke med en antydning berører ærindet i min kritik af hans essay om ”Arvesynd”. Det væsentlige i hans artikel er en gennemgang af videnskabens såkaldte fremskridt, der stemples som nye mytologier, beregnet på at forklare kristendommen bort.

Denne gennemgang finder jeg i sig selv ganske fortrinlig og kan stort set tilslutte mig hvert eneste eksempel – både hvor jeg kendte det i forvejen, og hvor jeg lærte noget nyt. Indlægget forekommer mig anderledes spændende og vedkommende end Claus Thomas Nielsens anstrengte foredrag om arvesynd. Han synes mig at tale langt klarere, når han selv, bundet af bibel og bekendelse, tager frejdigt fat på fjenden, end når han vil være skriftens apologet. Jeg er enig med ham i, at videnskabens ”afmytologiserende” tilværelsesforklaringer selv er (falsk) mytologi. Og særligt har jeg glædet mig over hans afsluttende tale om modernitetens efterkristelige hedenskab, som er utænkeligt uden kristendommen, og som ved selv at være en slags forvendt kristendom udgør en dæmoni, som Gud har forhærdet med stokdøvhed overfor sandhed og virkelighed. Det svarer til, hvad jeg selv tidligere har skrevet og sagt, selvom jeg muligvis ikke har sagt det så godt. 

Vort mellemværende ligger overhovedet ikke i dette opgørs sigte, men i den apologetiske misvisning, jeg bagved det hele ser hos Claus Thomas Nielsen, og som ærgerligt nok truer med at demontere hans opgør som teologisk opgør.

*

Når mennesker kun kan høre, hvad de selv siger, må de ofte værge sig mod den isolerende følelse af døvhed ved at fortsætte talestrømmen og derved gøre samtalen til en kontinuerlig monolog – evt. afbrudt af nogle irriterede grynt, når de undtagelsesvis får øje på deres tilhører: ”Hvad S...., er De her endnu!”. Sådanne indskudte vris er der også i Claus Thomas Nielsens indlæg, når han kommer i tanke om, at han vistnok har en ”samtalepartner”, der har sagt et eller andet. I modsætning til hans udmærkede gennemgang af videnskabelighedens falske mytologier er disse gengivelser af, hvad jeg mener, rent glasklart nonsens.

Han gengiver nemlig ingenting, men gætter i stedet på, hvilke motiver jeg monstro kan have haft til at anfægte det, han siger. Han har læst det første af min artikel, og så har han gjort som manden, der modtager et brev og bliver ved med at studere udskriften på kuverten, mens han funderer over, hvad der vel kan stå i sådan et brev – i stedet for bare at læse det. Til sidst bliver manden så begejstret for de fortræffelige indsigelser, han i tankerne har bygget op mod det imaginære brev, at han styrter til skrivemaskinen for at svare -mens brevet stadig ligger uåbnet.

Via sine gæt, konstruerede på grundlag af de mest banale liberalteologiske tåbeligheder, får Claus Thomas Nielsen mig anbragt som en fortaler for den autonome fornuft, der ikke vil lade sig anfægte af bibelens tale, men vil have den puttet ned i en bekvem kasse, som der står ”myte” på, o.s.v.

Må jeg i al beskedenhed gøre opmærksom på, at jeg vistnok har prædiket den autonome fornuft imod – med samt dens velfærdsreligiøsitet og dens videnskabelighed, herunder dens videnskabelige bibelkritik – før Claus Thomas Nielsen spyttede sin sut ud.

Han begynder med at citere mig for – ikke hvad jeg selv mener, men hvad jeg anfører, at andre gang på gang har fastslået (at de bibelske forfattere og reformatorerne levede i ”et mytisk verdensbillede”). Tilsyneladende har han derefter, let irriteret, skimmet sig hen til min egen vurdering af dette udsagn, for han skriver så, at jeg ”straks efter, lettere selvmodsigende, trækker i land”.

Hvad er det dog for en forrykt måde at læse på?

I sin argumentation mod det fantom, han har forsynet med mit navn, gentager han, hvad jeg selv har sagt – vendt imod mig. På sin vis en original diskussionsform, men næppe særligt frugtbar. Det gælder f.eks. hovedsagen: Claus Thomas Nielsen erklærer, at skulle han bruge ordet ”myte” positivt, så ville det simpelthen betyde den altomfattende bibelske virkelighed.

Ja, det var lige præcis min egen grundlæggende pointe: Skal der overhovedet være mening i udtrykket ”et mytisk verdensbillede”, er meningen den, at for Luther var den bibelske historie altomfattende sandhed og virkelighed. Ikke død og korrekt bogstavregistrering, men den levende og konkrete Åndens virkelighed, som han selv stod midt i. Thi på nogen anden måde kan man ikke tale om virkeligheden, end når man selv står i den. Det gælder jo ikke at omtale virkeligheden i lærde artikler, men at være tiltalt af virkeligheden. Ikke at erobre en indsigt i livet, men at modtage livet i en myndig befaling.

Det er Gustav Brøndsteds mening med udtrykket ”myten som ansvarliggørende tale”.

Tag dog lige at gøre mig og læserne den tjeneste at læse, hvad der står, i stedet for at spilde tiden med at konstruere den slags narrestreger.

Det altomfattende er netop karakteristisk ved mytens virkelighed, som jeg bruger det ord. Dens historie kan ikke kan placeres ved hjælp af kalender og kronometer, for den er ikke blot en historie i tiden, men en historie, der omslutter tiden. Den rækker tilbage til skabelsen før syndefaldet, og den rækker frem til de sidste ting og gudsrigets synlige frembrud. Det kan menneskenes egen historieskrivning ikke. Hvor den alligevel vil gøre det, bliver dens myte utopiens djævelskab. Den moderne utopi er eskatologi uden Gud.

Thi når det siges, at myten er sandhedens – ikke korrekthedens – udtryk, skal det tillige siges, at myten er usandhedens udtryk.

Jeg kan udmærket følge Claus Thomas Nielsen, når han overfor Regin Prenter siger, at syndefaldet sker i historien og ikke blot er en transcendent forudsætning for historien, thi ellers er syndefaldet jo ikke menneskets eget syndefald. Men den historie, hvori syndefaldet sker, er den, som Gud fortæller, og ikke den, historikeren ved at berette om. Historikeren må begynde sin fortælling efter syndefaldet – eller syndefaldet må være forudsætningen for alt hans arbejde, hvis dette skal have noget med den jordiske virkelighed at gøre.

Den historie, bibelen fortæller, er ikke en from parentes i den historie, som vi tager del i her i verden, men det er omvendt. Søren Kierkegaard har peget på, at det er vores (kirkens; de kristnes) historiske tilværelse, der er en parentes i Kristi historie – en parentes imellem Kristi himmelfart og Kristi genkomst – ”eksamenstiden”, som han kalder den. Indenfor denne parentes løber historien ikke som ellers ud i eet, så at den enkeltes liv følges af de andre, der tager hans sejr til indtægt, og så fremdeles i en uendelig kæde. Thi Kristus er ”forbilledet” på den særlige måde, at han blev draget op i højheden – og at han kommer igen. Således er historien for den kristne rammet ind. (”Indøvelse i Chr.d.”, 3. udg., bd. 16, s. 190). En moderne historisk forsker vil selvfølgelig ryste på hovedet af et sådant udsagn. Den historie, han undersøger, er jo ikke rammet ind; den er ikke en ”eksamenstid” inden Kristi genkomst. Den vil tværtimod være alt, og i den løber den enkeltes liv og de andres i eet. Denne historie er følgeligt abstraktion og uvirkelighed.

Derfor var det at vende tingene på hovedet, når Claus Thomas Nielsen i sit essay skrev, at skabelses- og syndefaldsberetningen ”handler om noget der foregår i den samme bogstavelige historiske tid, som den fornuften beskæftiger sig med”. – Mon vi skal skaffe Guds historie plads i et tidsbegreb, som fornuften har defineret til brug for forskningens analyser? – Hvordan skulle Guds virkelige og universelle og eksistentielle historie (Guds myte) dog kunne være i det uvirkelige dukkehus, som fornuften kalder ”historisk tid”?

Claus Thomas Nielsen synes at gå ud fra, at begrebet ”historisk tid” blot er et neutralt og formalt begreb. Men så længe verdenshistorikeren nægter, at hans historie er en parentes i bibelens historie, så dækker udtrykket ”historisk tid” i hans mund over et kausalt udviklingsforløb, og det er noget fundamentalt andet end den historiske tid, som kristendommen sætter mennesket i, og hvor mennesket må sige: ”Mine tider er i din hånd.” (Sl. 31,16).

Jeg kunne blive ved med at rydde op i Claus Thomas Nielsens augias-stald af tåbelige og helt unødvendige misforståelser – eller måske bare polemiske klichéer, der er løbet i pennen – men da jeg ikke er nogen Herkules, vil jeg afstå herfra og holde mig til sagen.

*

Vi kan sikkert være enige om, at mange ord vil ingen af os spilde på en semantisk diskussion om betydningen af ordet ”myte”. Den kan vi overlade til Dansk Sprognævn – med mindre semantikken dækker over en saglig uoverensstemmelse, hvilket her synes at være tilfældet.

Men vi må selvfølgelig klargøre for os selv og hinanden, hvad vi hver især mener med de ord, vi bruger – og så forresten høre ordentlig efter.

Selvom Claus Thomas Nielsen har ret i, at oplysningstiden i og for sig ikke opfandt noget nyt, men at fornuftens diktat går tilbage til renæssancen og den lutherske ortodoksi, så er det dog oplysningstiden, der har givet ”fornuftens utyske” (med Grundtvigs udtryk) dens naturvidenskabelige iklædning. Derfor satte den såkaldte videnskabelige bibelkritik ind i det attende århundrede.

Hermed fik den autonome fornuft en ekstra brille på sin næse, der gør den aldeles blind for bibelens tale. Ikke fordi det videnskabelige arbejde i sig selv er nogen skade til, men fordi det gør sig til sagen selv – eller en nødvendig tilgang til sagen – hvilket utvivlsomt også har været den videnskabelige bibelkritiks egentlige intention.

Og selvfølgelig har liberal teologi rask væk anvendt f.eks. ordet ”myte” til dette formål – som en videnskabelig kategori, der skal signalere, at ”det passer slet ikke i virkeligheden”. – Hvis teologen imidlertid heroverfor vil forsvare skriftens sandhed ved at sige: ”Jo, det passer skam!” – så har den videnskabelige fornuft på forhånd vundet spillet, for det er den, der har stillet keglerne op ved at påbegynde en drøftelse om, hvorvidt det ”passer”. Passer med hvad?

Her er det, jeg påstår, at når Claus Thomas Nielsen går til angreb på den videnskabelige historieløshed og virkelighedsfortrængning, så skelner han et forkert sted. Da han slet ikke har hørt kernen i min kritik heraf, vil jeg vise sandt kristeligt tålmod ved at forsøge endnu engang:

Claus Thomas Nielsen vil genetablere en bogstavelig læsning og mener, at den var en hovedsag for Luther. Det var den ikke. Den var for ham nærmest en uproblematiseret selvfølge, og det var ikke i kraft af denne selvfølge, han var en så fremragende bibellæser, men i kraft af den tolkningsnøgle, som evangeliet selv gav ham til skriften – den, der f.eks. lod ham spørge for hver sætning, han oversatte: ”Er disse ord lov eller evangelium?” Et sådant spørgsmål kan kun stilles af en læser, som selv er med i det, han læser.

Når Luther taler om historisk virkelighed i forbindelse med skabelsesberetningen, mener han noget andet hermed end både liberalteologien og Claus Thomas Nielsen – nemlig, at her forkyndes menneskets (hans egen) historiske virkelighed, og den forkyndes i og som en konkret historie, der tiltaler den enkelte hører og placerer ham midt i sig.

Når Luther talte samtidens vilkårlige allegoriske tolkning imod (og herunder fastholdt, at skabelsen bogstaveligt foregik på seks dage), var det for at hævde ”grammatikken”, som han udtrykte det. Det var ikke som hos Claus Thomas Nielsen udtryk for en biblicistisk bogstavelighed, der lænker Guds Ånd, og gør skabelsesberetningen til et referat. Det er Åndens frie valg, at den ikke leder læseren ind i mystiske og skjulte betydningslag, men knytter sig til grammatikken, d.v.s. til den ligefremme mening med ordene, som derfor skal studeres ordentligt og grundigt. Det er jo for Luther Helligånden alene, der kan vejlede læseren til bibelens mening, og netop derved var Luthers ”historiske tid” konkret, mens modernitetens ”historiske tid” er abstrakt. Luthers ”historiske tid” var ikke et neutralt og formalt begreb, men det var den historiske tid, han selv befandt sig i.

Hans på een gang bundne og frie forhold til skriften har jeg fundet udtrykt kort og prægnant i Grundtvigs salmelinier:

Guds ord blev aldrig bundet,
men har i lænken fundet
sin bedste ledetråd
”.

Claus Thomas Nielsen ser ikke tilstrækkeligt radikalt omfanget af modernitetens forsøg på at afvæbne skriftens tale. Når han sammenligner Luthers skriftlæsning med vor tids, overser han, som tidligere sagt, noget afgørende: at med den videnskabelige kritik af bibelens beretning (og for så vidt al historisk beretning) begynder man at skelne mellem det foregåede, som der berettes om (Geschichte) og beretningen (Historie).

For Luther var det eet og det samme, thi det, der berettes om, gentog sig for ham i beretningen.

(Det er det tyske sprog, der knæsætter denne sondring, mens vi endnu på dansk bruger eet og samme ord, nemlig ”historie”, fordi vi mener eet og det samme. Selvom den moderne videnskabelighed tænker ”på tysk” alle vegne – også i Danmark – kan vi dog glæde os over, at vort modersmål fastholder for den danske menigmand, at det berettede er i beretningen. Eller at historien handler om din og min virkelighed.)

Igen har Claus Thomas Nielsen forvrøvlet mine ord til det modsatte af, hvad de siger, når han tillægger mig, at jeg med brugen af ordet ”myte” mener at befinde mig på et mere fremskredent stadium end reformatorerne. Jeg gav udtryk for det stik modsatte: Der er tale om et skæbnesvangert fald fra Luther til vor tid. For med modernitetens adskillelse er bibelens beretning blevet til (på tysk:) ”Historie” – noget, som man løsrevet fra tekstens eget anliggende og indhold kan analysere udfra videnskabelig metode – i stedet for, at bibelens beretning skulle udtrykke den sandhed og virkelighed, som mennesket skal stå ret for.

Claus Thomas Nielsens fejl er, at han teologisk vil rejse sig fra modernitetens fald ved stiltiende og ureflekteret at overtage dens forudsætninger og acceptere adskillelsen mellem ”Geschichte” og ”Historie”, blot sådan, at han nu – i modsætning til den videnskabelige bibelkritik – insisterer på, at vi gennem ”Historie”-referatet kan få bogstavelige oplysning om den virkelige skabelses-Geschichte, som fandt sted engang.

Han opdager ikke, at han med denne velmente insisteren kaster sig i armene på fjenden, fordi denne problemstilling er skabt af moderniteten. Derfor bliver det hans interesse, så at sige imod hans vilje, at forholde sig til ”wie es eigentlich gewesen ist”, blot ikke i dette udtryks videnskabelige betydning, men i from betydning.

– Nej, svarer han blot. ”Jeg spørger alene hvad Bibelen siger om skabelse og syndefald...” – Ja tak, men spørgsmålet er, hvorledes han læser bibelen. Er skabelsesberetningen for ham en reproduktion af skabelsens virkelighed, eller er den en forkyndelse af skabelsens virkelighed? – Er skabelsen et foreliggende, eller er den et forhold, som han selv står i?

Tilsyneladende det første. Med energi svinger Claus Thomas Nielsen ”bogstavelighedens” plejl over Luthers genesiskommentar, men det forekommer mig, at han tærsker kernerne bort og propper sin mave med avner.

Han ser ikke, at for Luther handler Adams og Evas og Kains og Abels og Noahs og patriarkernes historie om Luthers egen aktuelle tyske virkelighed – ligesom den handler om Claus Thomas Nielsens danske.

Som jeg skrev: Claus Thomas Nielsen bringer sig på hele historiens afstand af skabelsen.

Han kaster sig ud i spekulationer om, hvordan det onde opstod – om faldne engle og om Lucifers oprindelse og alt sligt, hvormed Luther med vidtløftig grundighed forholder sig til samtidens skolastiske drøftelser – alt det (iøvrigt ganske ubibelske), som jeg ærlig talt læser hurtigt forbi for at komme frem til det væsentlige. Luthers værk er opbyggeligt, aktuelt og polemisk, og det skal læses, ikke refereres med henblik på at finde tilværelsesforklaringer.

Det er jo egentlig ikke skabelsesberetningen, men Luther, Claus Thomas Nielsen læser bogstaveligt og tager til sig som objektiv sandhed – noget, som Luther selv udtrykkeligt frabad sig. Skabelsesberetningen selv indeholder nemlig ingen af disse underlige ting om det ondes eller fristerens oprindelse. Den fortæller, at Adam og Eva faldt – fristede dertil af en slange, hvis oprindelse der ikke gøres rede for. Så den må Claus Thomas Nielsen selv placere – i en teoretisk forklaring eller måske i sit eget bryst.

Mit eget forsøg på at læse i genesiskommentaren er i sidste nummer af Tidehverv fremlagt til kritisk bedømmelse.

Hvad moderniteten har søndret, det heler evangeliet selv – helt uden teologernes hjælp. Og først, hvor der er gjort alvor af det, er Claus Thomas Nielsen selv med i historien om Adam og Eva. Thi dér er skabelsen aktuel nutid – så sandt verden er skabt ved den Kristus, vi forkynder. Og så sandt det ydre ord – verbum vocale – som præsten udsiger søndag formiddag, er det almægtige skabende og frelsende ord selv – og ikke bare en forklarende henvisning til et skaberord, der har lydt i en fjern fortid.

*

Det er ypperligt, når Claus Thomas Nielsen viser intentionerne hos videnskabsmænd som Kopernicus og Galilæi og Darwin – eller den brug, samtiden gjorde af deres teorier. Claus Thomas Nielsen forstår, efter min mening med rette, disse folk som falske teologer, som religionsstiftere – eller bare som bekræftere af tidens falske religiøsitet.

Som sådanne skal de angribes, og det gør han så. Jeg er f.eks. overbevist om, at han har ret i, at socialdarwinismen er ældre end Darwin, og at dennes intention (eller i hvert fald motivet bag samtidens begejstring) har været at føje den biologiske evolution ind i en eksisterende tilværelsesforståelse.

Jeg vil føje til, at som åndsfænomen var darwinismen utvivlsomt afkom af metafysikeren Lorenz Okens spekulative evolutionssystem et halvt hundrede år før. Oken var en Schelling-discipel, som opstillede en fysisk-matematisk trinfølge, hvor livet opstod ved galvanisk strøm, og hvor gud var udtrykt ved tallet nul, mens mennesket var den højeste talværdi. Når ”gud” i den fremadskridende evolutionsproces var nået til mennesket, genkendte han sig selv, thi mennesket var gud skabt af gud.

Mere komisk kan videnskabelighedens udgave af historien om konen i muddergrøften vel ikke fremstille sig. At mennesket (ved sin fornuft) ophøjer sig til gud, og at mennesket (vedrørende sin eksistens) reducerer sig til en abe, er bare to sider af samme sag.

Okens samtid havde hyldet ham som et banebrydende naturvidenskabeligt geni. I dag er han nådigt glemt – dog ikke helt. Amerikansk videnskabshistorie ser stadig videnskaben som værende i gæld til ham og omtaler ham som ”naturvidenskabernes poet”. Det er jo ganske tankevækkende.

Karakteristisk nok var Oken liberal revolutionær og blev landsforvist af den preussiske konge for sine ligeså fantastiske og hovmodige politiske idéer. Faderskabet til Okens naturteori var igen de emanationsteorier, som går tilbage til gnosticismen, og som levede op i det attende århundrede:

Denne falske mytologi er ikke til at tage fejl af: Evolutionens proces i stedet for skabelsens gudsbegivenhed. Fremskridt i stedet for syndefald. Mennesket som gud og udviklingen som hans profet. – Fra sin fødsel er en sådan mytologi i eet og alt kristendomsfjendsk og anti-bibelsk.

Og dette system fremkom faktisk kun ca. 50 år før Darwin. Dennes udviklingslære er ganske vist i sig selv baseret på slutninger udfra iagttagelser mere end på spekulation, så en direkte jævnføring mellem Darwin og Oken ville være urimelig. Men stiller man spørgsmålet: – Hvorfor fremkom darwinismen overhovedet? – så vil det ikke være svært at se mønsteret. Det lå jo tykt i luften at tænke evolutionært. Når tidens naturalisme tog Darwin i den grad til sit hjerte, som tilfældet var (det var som bekendt J. P. Jacobsen, der oversatte ham til dansk, og Brandes, der dyrkede ham), hænger det selvfølgelig sammen med, at tiden, som forstod mennesket videnskabeligt, havde brug for en udviklingslære, der gjorde mennesket til et biologisk fænomen.

Mennesket måtte ikke være en skabning under ansvar. Mennesket måtte ikke tilhøre et historisk betinget folk, men skulle tilhøre en naturhistorisk betinget race. Vort århundredes arv fra darwinismens tro finder vi f. eks. i den nazistiske racelære samt i den moderne ”antiracisme”, der ved at forstå folket som en race er nazisme vendt på hovedet. Vi finder den også i den lovgivning, som for tiden gennemføres i Danmark, hvorefter et barns faderskab ikke mere skal fremgå af forældrenes vielsesattest (når disse har en sådan), men af en blodprøve – en biologisk afstamningstest. I stedet for at høre til i en familie, grundlagt på vielsespagten mellem forældrene – børnenes forældre, som med Luthers ord skal være børnene i Guds sted – skal mennesket nu have en biologisk stambog hos det offentlige og forstå sig selv udfra den – som en kvægrace på et avlsstutteri.

Folkets pagt og familiens pagt, hvori mennesket kender sig selv som skabt og som historisk og som ansvarligt, bagtales konsekvent af propagandaen. Thi mennesket skal ikke opdrages af sine forældre, men dresseres af den offentlige menings forvaltere – som en talende abe med Claus Thomas Nielsens udtryk.

Adskilligt mindre overbevist er jeg, når Einstein også skal placeres i dette mønster. Claus Thomas Nielsen har det med at skovle alle og enhver, der overhovedet driver videnskab, ned i sin modernitetens massegrav. At samtiden brugte Einsteins relativitetsteori til at bekræfte sig i sin relativistiske tilværelsesforståelse, skyldtes nok, som Paul Johnson udmærket har redegjort for i sin verdenshistorie, at Einsteins teori ikke blev forstået.

Men det får nu være. Som sagt kan jeg følge Claus Thomas Nielsen i hans vandring gennem de videnskabelige ”fremskridts” historie – vel at mærke når disse er set som ånds-fænomener – eller som falsk mytologi.

*

Problemet er, at Claus Thomas Nielsen ikke vil holde sig til dette teologiske arbejde.

Han vil samtidigt teologisk forfægte det gamle ptolemæiske verdensbillede hypotetiske gyldighed og fornægte den hypotetiske gyldighed af Darwins teori om arternes oprindelse. Det er her, han så at sige overanstrenger sig.

Dér hvor Darwins teori af evangeliet er aflivet som falsk mytologi, ligger den jo tilbage som en videnskabelig hypotese. Og som sådan finder jeg den meget rimelig, thi som sådan får den sin relative sandhedsværdi alene derved, at den ikke hidtil er modbevist, samt at man ikke hidtil har kunnet pege på nogen bedre hypotese.

Så er jo prøvestenen for den videnskabelige teori den, som britisk tradition kalder induktion – at teorien giver sig af en sum af erfaringer og følgeligt kan falsificeres af nye erfaringer – i modsætning til den aprioriske teori, som er en tro, der uden videre fordrer at blive antaget. Og strider troen mod de erfarede kendsgerninger, så er det med Hegels berømte ord værst for kendsgerningerne. Denne arv fra videnskabelige fantaster som Oken og Hegel blev bl.a. overtaget af Karl Marx og Sigmund Freud.

Da elektrofysikeren G. S. Ohm i 1827 fremsatte ”Ohms lov” (at ledningsmodstand multipliceret med strømstyrke er lig med spænding – grundlaget for al senere elektronik) blev han jaget af lande af Hegel og af dennes lobby for ”den objektive ånd”. Hegel ville ikke finde sig i, at naturvidenskaben holdt sig til erfaring og iagttagelse i stedet for at begynde med teoriens a priori. Ohm rejste til England, hvor briterne værdsatte ham som den fortrinlige videnskabsmand, han var.

Jeg nævner det ikke for at hylde nogen for videnskabelige fortjenester, men alene som et eksempel på, hvordan den metafysiske videnskabelighed optræder som religiøs inkvisition, også overfor en ædruelig videnskab, der kender sin begrænsning.

Til den hegelske kætterdomstol mod Ohm svarer vor tids økologisme, der med en brutal magtsyge, som ikke står tilbage for romerkirkens inkvisition, vil lukke munden på enhver, der f.eks. modsiger teorien om ”drivhuseffekten” – en teori, som søger at bekræfte sig selv ved computer-beregninger, der svulmer mere og mere, men ikke bekræftes af een eneste empirisk iagttagelse. Ja, teorien modsiges endda af fortrinlige iagttagelser, foretaget af tre danske jord-sol-fysikere, som har påvist, at menneskene ikke har den ringeste indflydelse på klimaforandringerne, eftersom disse ikke skyldes CO2-udslip, men forårsages af forhold på solen og i mælkevejen. I modsætning til økologisterne hævder disse forskere imidlertid ikke, at deres forklaring er sandheden, men at den forekommer dem sandsynlig.

Hvad er nu dybest set økologismens (herunder mediernes) interesse i dens magtudøvelse og dens øredøvende propaganda? – Selvfølgelig den gudløses interesse i at hævde, at det menneske, som er altings skaber, også har det fulde ansvar for at opretholde sit eget skabelsesprojekt. – Som en myre, der bener omkring i sin lille tue med en grannål mellem forbenene og siger: ”Se, hvor jeg passer på skoven!”

Og når man har gjort sig til skaberværkets administrator, der har det i sin magt at afgøre, om verden skal bestå eller gå under, så har man også ret til at udøve en vilkårlig magt over mennesker – f.eks. over hæderlige bønder og andre, der frembringer landets daglige brød uden at føle sig ansvarlige for klodens beståen.

Her sætter min videnskabskritik ind – og ikke ved linie for linie at sammenligne bibelen med Kopernikus og Galilæi, som var der tale om to konkurrerende forklaringer.

Det er videnskabeligheden som tro, vi teologisk skal gøre op med.

Når det derimod drejer sig om spørgsmål indenfor videnskabens empiriske område, baseret på iagttagelser – og på hypoteser, der lader sig falsificere af iagttagelser – så kan ingen påberåbe sig guddommelig indsigt, men enhver må efterprøve teorien ved iagttagelse. Til gengæld har sådanne videnskabelige forklaringsmodeller ikke den ringeste betydning for menneskets eksistens.

Teologen eller metafysikeren Darwin, der ser selve menneskelivet som evolution eller mennesket som en talende abe, vil jeg gerne slås med. Men med hans naturvidenskabelige hypotese har jeg intet udestående.

Ja, jeg må tilstå, at jeg også sådan rent husmands-videnskabeligt går rundt og regner med, at jorden bevæger sig omkring om solen. Det er endda slet ikke noget problem for mig, når jeg gennemgår skabelsesberetningen for konfirmanderne, for her er vi jo ikke videnskabsmænd, der fremsætter og afprøver hypoteser. Her er vi i virkeligheden. Konfirmanderne og jeg er endda i den lykkelige situation, at vort dagligsprog stadigvæk ganske uvidenskabeligt melder os, at solen ”står op” og ”går ned”. Skabelsesberetningens mytiske verdensbillede er dagligdagens og dagligsprogets verdensbillede – det virkelige for dig og mig i modsætning til det videnskabelige.

Det bibelske verdensbillede står jeg midt i. Det videnskabelige verdensbillede må jeg have udenfor mig – på betragtningens afstand – for at kunne forholde mig til det.

Claus Thomas Nielsen angriber de nævnte videnskabelige teoriers grundlag ved at imødegå den tanke, der – i medfør af William Occam's ”barberkniv” – siger, at den enkleste forklaring altid er den sande (jeg går ud fra, at vi stadig taler om ”sandhed” med lille s og på hypotesernes relative plan).

Ifølge Claus Thomas Nielsen er dette enkeltheds-kriterium falsk. Og han tilbyder os næsten at flyve til månen efter iagttagelserne fra Ptolemæus' gamle geocentriske himmelkort, blot med en langt større computer, der kan klare de umådeligt indviklede beregninger. (Han bør for en sikkerheds skyld skrive sin beretning herom inden afrejsen, da Tidehvervs redaktør er meget striks med frister for rettidig stofaflevering).

Her vil jeg give Claus Thomas Nielsen noget at løbe med ved at erklære mig som renlivet occamist. Det kan jeg vel godt være bekendt, når dr. Luther selv havde udbytte af Occam, der vidste at holde åbenbaring og fornuft adskilt, så fornuften reduceredes til simpel erfaring.

Så længe vi er på den simple erfarings og de registrerbare kendsgerningers område, er det for mig at se et oplagt fortrin ved en videnskabelig teori, at den er enkel. Ethvert skolebarn kan på et øjeblik overbevise mig om, at to og to er fire. Men hvis en matematikprofessor efter en ny regnemetode ville overbevise mig om det samme ved hjælp af formler, der fyldte en bog på tusinde sider, så ville jeg nok komme i tvivl.

Erfaringens og kendsgerningernes område er ikke et ”helle”, som er unddraget åbenbaringen og skaberens tiltale. Det er tværtimod denne tiltale, der her på jorden henviser os til erfaringen og jager al metafysikkens ”dybere mening” på porten.

*

Løgstrup m.fl. blev lettere forargede, da Olesen Larsen skrev ”Videnskaben og Mennesket” – hans både sagligt og ironisk sønderlemmende opgør med videnskabeligheden.

Hvad de forargedes over, var, at han venligt og imødekommende fulgte sin videnskabelige modpart på dennes vej gennem et såkaldt videnskabeligt ”enhedssyn”, som gik ud fra, at der sandsynligvis ikke er nogen huller eller sprækker i det område, videnskaben kan udforske og erkende. Det fandt Olesen Larsen yderst plausibelt. Han havde ingen brug for sådanne huller og sprækker – slet ikke for at troen skulle have et sted at være.

Løgstrup sagde irriteret, at Olesen Larsen forærede videnskaben det hele; blot ville han selv beholde nogle enkelte ord som ”Ånd”, ”valg”, ”frihed”, ”ansvar”.

Ja, netop! For med de ord er i grunden alt sagt. At jeg er under ansvar, er jo et andet ord for, at jeg som skabning er under Skaberens fordring.

Når det derimod drejede sig om videnskabelig sandsynlighed og om at se mennesket under synsvinklen ”natur”, ja så kunne videnskaben sagtens overbevise Olesen Larsen om, at hans tanker var et biprodukt ved stofskiftet. Formentligt også, at han biologisk stammede fra aberne. Eller at hans kone og hans børn bestod af atomer. – Blot ville han finde det latterligt, om han gik og betragtede sig selv og dem på den måde.

Knivskarpt så han, hvor den videnskabelige hypotese gik hen og blev til et metafysisk tilværelsessystem – og så sagde han fra. At det metafysiske systemmageri nok hele tiden havde været modpartens bagved liggende motiv, vidste han selvfølgelig godt – dummere var han da ikke – men det forhindrede ham ikke i at give den videnskabelige hypotese ret, så længe den ikke var andet, og så længe den lød sandsynlig for menneskets sunde fornuft.

Før eller siden skal man såmænd nok støde ind i, at videnskabelighedens profet taber objektivitetens maske og siger, at han ikke ville finde sig i et ord som ”ansvar” – når det altså virkelig betyder ansvar og ikke en ”ansvars-oplevelse”.

Efter enhver sandsynlighedsbetragtning må ethvert område være erkendeligt for videnskaben. Også fordringen, når den er genstand for betragtning, men selvfølgelig ikke når den er fordring. Også mennesket, når det er genstand for betragtning, men selvfølgelig ikke når det er menneske. Videnskaben kender ikke – og skal ikke kende – fordringen, ansvaret, mennesket. Noget andet er, at videnskabsmanden – når han træder ud af sin arbejdshypotetiske forudsætning og går hjem til sin kone – selvfølgelig er et menneske under ansvar som alle andre. Og det ganske uanset, om han vil være det eller ej.

Tager han ”sit arbejde med hjem” – eller gør han sin videnskab til norm for menneskets eksistens – da er vi på opgørets sted: det teologiens Rhodos, hvor der skal springes.

Om ikke for andet så fordi dette teologiske arbejde altid i en præstegård må udføres under et vist tidspres, gider jeg ikke samtidigt flyve til månen efter Ptolemæi himmelkort – eller argumentere for muligheden heraf.

Jeg er jo ligesom Claus Thomas Nielsen sat til at forkynde det evangelium, som er sandhed og virkelighed – og at forkynde det midt i modernitetens uvirkelige verden. I dette evangeliums ”verdensbillede” er menneskenes jord i midten, og jeg selv er helt inde i midten og kan takke Gud for, at solen går op og går ned.

”Jeg tror, at Gud har skabt mig og alle de andre skabninger.” (Den lille katekismus)

Frembringerne af den moderne videnskabeligt forståede verden med dens overtroiske mytologi vil jeg når som helst være med til at angribe som religionsstiftere og mytologer, thi deres falske og hovmodige fornuftsovertro raser jo videre i nutiden, og det er nyttigt at efterspore, hvilken interesse de har haft i at tale, som de gjorde. Men jeg vil ikke samtidigt fægte teologisk mod deres videnskabelige hypoteser, følgeslutninger og forskellige tekniske dippedutter, som er fulgt med i løbet. Alt sådant hører til de praktiske og ydre småting i min verden – den, som ikke de, men Gud har skabt.

For så vidt videnskabelighedens sværmeriske repræsentanter frembringer noget – altså noget andet end rent tankespind – må de optræde som Guds nyttige idioter, der uden selv at vide det er sat til at arbejde med Skaberens planer, alt imens de – stadig uden selv at vide det – gør sig komiske ved at fornægte deres arbejdsgiver eller diskutere hans eksistens.

*

Der er et enkelt eksempel i Claus Thomas Nielsens indlæg, som peger i samme retning, og som derfor straks gav mig et vist håb om, at vi kunne komme på talefod. Det er hans interessante og væsentlige redegørelse for processen mod Galilæi. Jeg har ikke før vidst, at denne med rette blev dømt som kætter, men med Bert Brechts fremstilling af frihedshelten Galilæis liv i erindring er det mig ikke ukært at høre.

Claus Thomas Nielsen anfører, at kardinal Bellarmin, som på kirkens vegne afhørte Galilæi, tilbød at acceptere Galilæis heliocentriske verdensbillede – ”såfremt han taler hypotetisk ”ex suppositione”...”.

Galilæis afvisning af at gøre denne indrømmelse afslører ham klart som kætter og metafysiker, så kardinalen havde altså ret, som Claus Thomas Nielsen konkluderer.

Men sidstnævnte er desværre straks efter godt på vej til at spolere eksemplet ved at skrive:

”Også nutidens videnskab indrømmer ganske vist gerne, at den kun arbejder med hypoteser, ja muligheden for falsifikation er vistnok endda en definition på videnskaben, men den indrømmelse Bellarmin krævede af Galilæi, var langt mere vidtgående, nemlig at Gud som sagt kunne have skabt verden i absolut modstrid med det, den reduktionistiske fornuft kan komme frem til, dvs. således at denne afart af fornuften ikke engang vil være i stand til at tilnærme sig sandheden.” (Min fremhævelse).

I dette citat ses det, hvor det går galt.

At ”fornuften ikke engang vil være i stand til at tilnærme sig sandheden”, er en selvfølge. Fornuften kan jo alene tale hypotetisk og relativt – ”ex suppositione”, som kardinalen sagde – mens Guds sandheds ord suverænt skaber den virkelighed, som det nævner. Men med vendingen, ”at Gud kunne have skabt verden i absolut modstrid med det, den reduktionistiske fornuft kan komme frem til”, forekommer det mig, at Claus Thomas Nielsen stiller Gud og videnskabsmanden side om side som to konkurrerende indretningsarkitekter i absolut modstrid med hinanden.

Guds skabelse af verden er ikke en sådan indretning af universet, der er i absolut modsætning til menneskers teorier herom. Thi Gud er ikke en formende createur, men han er Skaberen, som skaber alt af intet, og hvis skabende ord lyder til os selv. Hans skabergerning skal ikke erkendes, men tros. Vi skal ikke bruge skabelsesberetningen til at slå efter, hvordan skaberværket er beskaffent, men vi skal af den lære selv at være skabninger – d.v.s. at leve i tilbedelse af Skaberen. For Skaberen er bestandigt ”mellembestemmelsen” i vort forhold til os selv og til den øvrige skabning.

Den absolutte modsætning går imellem bekendelsen af Gud som skaber og fornægtelsen heraf – eller mellem det at være under absolut ansvar og det ikke at være det. Modsætningen går derimod ikke imellem to sæt tanker om, hvordan verden er indrettet. Ethvert partsindlæg i en sådan diskussion befinder sig på menneskefornuftens plan, og Guds skabergerning er højt hævet over en sådan drøftelse.

Som videnskabelig teori anfægter det heliocentriske verdensbillede selvfølgelig ikke skabelsesforkyndelsen det allermindste, men det gør måske videnskabsmandens intention med at fremsætte det – samt den brug, tiden gør af det.

Det er som om Claus Thomas Nielsen ikke blot vil gøre op med den falske tro, men tillige – udfra den sande tro – vil redefinere universet.

Men det er ikke en bekendelse; det er en besværgelse. Især når formålet hermed er at tage bibelen i forsvar. Gamle biskop Balle havde virkelig ret, når han sagde: ”Bibelen forsvarer sig selv”. Dens skabelsesforkyndelse behøver ikke teologernes støtte.

Når evangeliet forkynder skabelsen, beskriver det ikke en fortidig hændelse som årsag til en senere tilstand, men det siger med Kristi stemme: ”Min Fader arbejder indtil nu; også jeg arbejder” (Johs. 5,17). Skaberen er i uafladelig skabende virksomhed, og denne virksomhed er alene kendelig i Jesu Kristi virksomhed, d.v.s. alene kendelig dér, hvor evangeliet om Kristus forkyndes. Mon ikke det er derfor, skabelsesberetningens syv dage skulle gentage sig i hver eneste uge med dens syv dage – hvoraf den syvende er hviledagen, beregnet til at gå i kirke og betragte Skaberens gerning ved at høre evangeliet prædiket?

Hans gerning du betragte,
om din skal vel bestå
”.

Evangeliet sorterer ikke de forskellige hypotetiske verdensbilleder fra fortiden i sande og falske, men går her og nu til direkte angreb på enhver falsk tro – d.v.s. enhver tro, som ikke er tro på Kristus. Sådan nyskaber evangeliet på stedet den verden, hvor ubetinget alt, hvad øjet ser, og alt, hvad der hænder os, er Skaberens og hans forsyns værk.

Og sådan trækker evangeliet på stedet tænderne ud af alle videnskabelige og ikke-videnskabelige religionsstiftere. Så kan vi i ro og mag og med vores begrænsede fornuft undersøge deres hypotesers holdbarhed. Hvis vi ellers har lyst. For vort eget menneskeliv som Guds skabninger er en sådan undersøgelse komplet ligegyldig.

*

Hvad jeg her har prøvet at sige, er ikke spor originalt. Vist nok er det meste af det sagt i Olesen Larsens to afhandlinger ”Videnskaben og Mennesket” og ”Om vort forhold til historien”.

Jeg vil imidlertid slutte med Søren Kierkegaard, der i indledningen til ”Afsluttende uvidenskabeligt Efterskrift” afhandler netop det, vi her taler om. Kierkegaard angriber Claus Thomas Nielsens vilje til at sikre sin overbevisning (f.eks. om at verden engang blev skabt på seks dage) ved at sikre skriften og beråbe sig på dens forfatteres autoritet. Kierkegaard kalder det ”at have fundet et plankeværk, som er verdens og dialektikkens ende”. I en sådan objektivering, hvor man har skriftens sandhed for sig, glemmes det nemlig, at den læsende eller lyttende selv står i forholdet til det sagte – thi kristendommen er sandheden som et forhold, ikke som et foreliggende. Det er som tidligere sagt ikke nok at bedyre, at man læser bibelen linie for linie i tillid til, at den er sand. Spørgsmålet er: hvorledes læser du? – d.v.s. hvem er du selv i forholdet til det læste?

Kierkegaard skriver: ”Det Dialektiske lader sig nu en gang ikke udelukke. Det kan hænde, at een Generation, at to måske, leve hen i den Formening, at have fundet et Plankeværk, som var Verdens og Dialektikens Ende: Hjælper ikke. Saaledes meente man en lang Tid at holde Dialektiken ude fra Troen ved at sige, at dens Overbeviisning var i Kraft af Autoritet. Vilde man da spørge ?: dialekticere med den Troende, vendte han Sagen med en vis unbefangen Frimodighed saaledes: jeg kan og skal ikke kunne gjøre Rede for den; thi jeg hviler i Tillid til Andre, til de Helliges Autoritet o.s.v. Dette er nu en Illusion; thi Dialektiken vender sig blot og spørger, ?: dialektiserer med ham om, hvad Autoritet er, og hvorfor han nu anser disse for Autoritet. Den dialektiserer altså ikke med ham om Troen, han har i Tillid til Hine, men om Troen, han har til Hine”. (3. udg., bd. 9, s. 25, note 2).


Claus Thomas Nielsens svar på ovenstående kan læses her.