Af Claus Thomas Nielsen, Tidehverv, årg. 73, 1999, nr. 9, november, s.211.

Jesper Langballe har været så venlig på forhånd at tilsende mig sit indlæg i nærværende nummer af Tidehverv, hvilket giver mig mulighed for hermed straks at svare.

Langballe har ganske ret i at han gjorde op med den autonome videnskab allerede før jeg blev vænnet fra at bruge sut, hvilket jeg senere har gjort mig bekendt med og er blevet overordentligt inspireret af. Derfor blev jeg også noget overrasket over Langballes stærkt polemiske og misforståede udfald mod mit essay om arvesynd, og derfor er jeg tilsvarende tilfreds med, efter Langballes indlæg i dette nummer, at kunne fastslå, at jeg i hovedsagen er enig i alt hvad han nu skriver om sagen selv, også der hvor hans synspunkter fremstår som en fornyet kritik af mig, idet jeg finder at kritikken skyldes en misforstået læsning. En læsning jeg finder det overflødigt at korrigere på ny, da enhver der skulle være interesseret har rigelig mulighed for selv at dømme ud fra det allerede trykte.

Især er jeg glad for at Langballe nu fastslår at han er enig med mig i den pointe der er fortegnet for alt hvad jeg i øvrigt skriver om Bibel og arvesynd, nemlig at syndefaldet ikke er en transcendent (mytisk!) forudsætning for historien, men tværtimod sker i historien, nemlig den historie Gud fortæller med os mennesker. (Og anden historie findes der i sandhed ikke. Udover denne historie finder der med Bibelens egne orde kun ”kløgtigt opdigtede myter”.)

Hvad der derudover står tilbage synes at være en uenighed om hvem der er i stand til at læse hvad den anden skriver og lignende spidsfindigheder, og denne diskussion er der vist endnu mindre grund til at jeg spilder spalteplads på, da også den til fulde kan afgøres ud fra det foreliggende materiale.

For så vidt som Langballe ved sine indlæg dels har fået mig til at klargøre mit standpunkt, og dels selv har bidraget til argumentationen, skal han hermed have oprigtigt tak.


Langballes svar på ovenstående kan læses her.