Guds historie - og vores

Af Jesper Langballe, Tidehverv, årg. 73, 1999, nr. 10, December, s.229-230.

I sit sidste svar til mig finder Claus Thomas Nielsen, at vi er blevet enige, blandt andet om at syndefaldet sker i historien – altså den historie, som ikke historikeren, men Gud fortæller.

Helst ville jeg efter vores lange drøftelse lade det blive ved denne enighed, men Claus Thomas Nielsen forstyrrer den desværre straks ved i næste sætning at tilføje: ”Og anden historie (altså end den, Gud fortæller) findes der i sandhed ikke. Udover denne historie findes der med bibelens egne ord kun ”kløgtigt opdigtede myter””.

Det udsagn har jeg undret mig over. 

Når jeg fortæller mine børnebørn historier om deres slægt og familie – eller om Niels Ebbesens og Willemoes' bedrifter, som blev øvet for at også mine små tilhørere kunne fødes som danske – så er det sandelig ikke Gud, der fortæller, men Bedstefar. Det er heller ikke – om jeg må be' – ”kløgtigt opdigtede myter”, men eksistentiel, historisk virkelighed.

For den, der fortæller, og for dem, der lytter.

I den forstand skulle historierne rigtignok gerne have mytens præg.

Hvis ikke der i sandhed var anden historie til for os end den, som Gud fortæller, så var Guds historie heller ikke til for os. Thi, vor vantro til trods, har Skaberen givet os ører at høre sin evangeliske historie med ved at sætte os i historien og ved at sætte os til at fortælle vore egne historier for hinanden – ligesom Adam i Edens Have blev sat til at give dyrene navne. Anderledes sagt: Gud har givet os et sprog, som hans ord kan lyde til os i – et fortællesprog, som kan føje sig efter hans fortælling om Kristus og fyldes med dens Ånd og kraft. Det er denne Guds gave, vi ringeagter, når vi gør os sprogløse ved at pervertere fortællesproget til et videnskabeligt forklaringssprog. Med sådan eet kan vi nok docere, men ikke samtale. Med sådan eet kan vi nok høre teologernes passiar, men ikke Guds tale.

Teologen er da sat til at overveje, hvordan Guds historie forholder sig til de historier, i hvilke folkene udtrykker sig selv – dem, som fortælles af en Saxo, en Shakespeare, en Blicher, en Dostojevskij, en Jakob Knudsen samt et ukendt antal bedstefædre. Det gælder her som altid, at kristendommens sandhed er sandheden som et forhold – et forhold, som den lyttende selv er stillet i. På forholdet imellem Skaberens fortælling og vore fortællinger kommer det an – og på forskellen.

Også i vore egne historier (når de er noget værd) lever det skete i beretningen, fordi historien forpligter tilhøreren på hans givne virkelighed og folkelige samhørighed. Men vore egne historier er synderes historier. De famler i mørket, og de handler om et liv, som er levet. De er forgangenhed, thi de beretter om de døde, og de fører selv fra død til død.

Guds historie om Kristus, derimod, fører os fra død til liv. Thi denne ene historie beretter ikke blot om skabningens tilblivelse og død. I den sker skabelsen. I den er livet. – Midt i døden.

Den historie, vi selv har at fortælle om vort eget og vort folks liv, er da dybest set ikke andet end dødens tale – når den ellers er sand og ægte. Den, der vil gøre sig klog ved at uddrage en konklusion af historien, skal vare sig, for historiens ”konklusion” kan kun være, at ”alt er tomhed”. Hvor menneskehistorien vil se længere og vide mere, bliver den rigtigt nok til hedensk visdoms fabler og ”kløgtigt opdigtede myter”.

Men den historie, som til sidst ikke véd andet at sige end, at alt er tomhed, den har Gud i sit ord til den enkelte rammet ind i sin historie. Thi dér har den altid hørt hjemme. Den er med Kierkegaards tidligere anførte udtryk en parentes imellem Kristi himmelfart og Kristi genkomst.

I denne parentes er der ikke plads til forklaringer om ”udviklingen”. Der er kun plads til fortællinger for de levende om dem, der levede.

P. S.: Det har været væsentligt for mig at få ovenstående med – ikke bare i polemisk øjemed, men som en nødvendig efterskrift til det, som jeg tidligere i denne diskussion har sagt om, hvad historie er i lyset af – og i forhold til – evangeliet.

Også jeg vil sige Claus Thomas Nielsen en oprigtig tak for drøftelsen.