To sager

Af Søren Krarup, Tidehverv, årg. 84, 2010, nr. 7, september, s. 129-131.

Det er to sager. De har begge to med lov og ret i Danmark at gøre. De har også med jurister at gøre. De taler begge to et alvorsord om danske juristers forhold til lov og ret i Danmark.

Den første sag begyndte sørgeligt, men er indtil videre endt - nej, ikke lykkeligt, men dog sådan, at en vis rimelighed eller en vis lov og ret alligevel skimtes. Det er sagen om den afskedigede sognepræst Mette Villads Christensen fra Rubjerg-Lyngby-Jelstrup sog ne i Hjørring provsti. Hun blev 20. januar 2009 afskediget af kirkeministeriet, læs kontorchef Steffen Brunes, i henhold til paragraf 43 i tjenestemandsloven, som siger, at en præst kan afskediges efter indstilling fra provst og biskop, "såfremt der mellem præsten og menigheden gennem en årrække har bestået en dybtgående uoverensstemmelse, som betyder en væsentlig hindring for det kirkelige livs trivsel".

Denne paragraf blev brugt mod sognepræst Mette Villads Christensen. Der var ikke nogen rimelig baggrund for at bruge den. Mette Villads Christensen var en fittig og samvittighedsfuld sognepræst, som havde det uheld at blive upopulær hos magtfulde personer i sognet, en menighedsrådsformand, som intrigerede imod hende og havde held til at få en del af menighedsrådene trukket ind i sit spil, samt en kirkebetjening, som af bagatelagtige grunde var blevet fornærmet på en ældre kvindelig præst, der ikke smilede nok, og som ikke afeverede salmenumre flere dage før søndag.

Sladder og bagtalelse. Jeg har skildret sagen udførligere i Tidehverv nr. 3, 2009. Her er kun grund til at fortælle, at når sladderen blev katastrofal for Mette Villads Christensen, var det, fordi både provst og biskop støttede de ildesindede sladderhanke og indstillede sognepræsten til afsked, hvorefter juristen Steffen Brunes på kirkeministerens vegne godkendte indstillingen og afskedigede Mette Villads Christensen 20. januar 2009.

Et sørgeligt forløb, som naturligvis er en personlig katastrofe for den afskedigede præst, der forpjusket og beskæmmet sniger sig ud af præstegård og embede. Men Mette Villads Christensen havde haft en fremragende sagfører, som sendte sagen til ombudsmanden, og 4. august 2010 underkender ombudsmanden fyringen af sognepræsten i Rubjerg-Lyngby-Jelstrup sogne. Ombudsmanden konkluderer, at kirkeministeriet ikke havde tilstrækkeligt grundlag for at afskedige Mette Villads Christensen. Dels siger ombudsmanden, at der ikke er tilstrækkelig dokumentation for de påståede problemer i forholdet mellem præst og menighed, dels at der ikke har været tale om "en årrække", eftersom forløbet er foregået i en periode på under to år.

Velgørende klart. Afgørelsen ophæver ikke det tvivlsomme ved paragraf 43 i tjenestemandsloven, eftersom denne snak om samarbejdsvanskeligheder og dybtgående uoverensstemmelse åbner en ladeport for sladder og bagtalelse, som det virkelig kræver rygrad og holdning hos provst og biskop at modstå, men ombudsmandens afgørelse sætter dog grænse for, hvor tilfældigt og sladderagtigt bestemmelsen kan anvendes.

For så vidt en begrænset retsbeskyttelse af præster i den danske folkekirke. Sladder kan ikke uden videre trække grunden væk under en præst. Uvillige jurister kan ikke helt så nemt ramme sognepræster, der falder i unåde hos diverse magthavere. Vi nærmer os en form for lov og ret i Danmark med denne afgørelse, som alle i og uden for folkekirken må glæde sig over.

Selv om Mette Villads Christensen fortsat må græmme sig over sin skæbne.

*

Den anden sag er ikke endt, men skal først til at begynde - hvad der dog ikke betyder, at den er uden forhistorie.

Det handler om paragraf 266b i straffeloven, den såkaldte racisme-paragraf. Den tager udgangspunkt i en FN-vedtagelse om forbud mod forskelsbehandling og blev forelagt Folketinget i efteråret 1970, hvor justitsminister Knud Thestrup foreslog straf for krænkende og nedsættende omtale af andre. Jeg protesterede i en kronik i Berlingske Tidende 8. november 1970 - vistnok som den første - hvor jeg gjorde opmærksom på, at i en retsstat straffer man handlinger, ikke holdninger, og at konsekvensen af en paragraf 266b derfor var som skabt til det diktatur, der ville ensrette en befolkning, idet jeg pegede på, at man med en sådan paragraf i kejsertidens Tyskland kunne lukke alle danske, sønderjydske aviser, Flensborg Avis især, der jo indlysende for enhver talte nedsættende og derfor krænkende om tyskheden.

Den konservative justitsminister - som var jurist - blæste naturligvis på kritikken, og med stort flertal vedtog Folketinget paragraf 266b, som siden har bidraget til at tyrannisere og dæmonisere den offentlige debat her i landet med det infame skældsord "racisme". Enhver dybtgående kulturel kritik stemples af de deri interesserede politikere og medier som "racistisk". Enhver principiel undsigelse af en ideologisk og religiøs pression fejes af bordet som "racisme". Og hvor den herskende klasse ønsker en ubekvem debattør afivet, rejser dens jurister straks en anklage for "racisme".

Det er dette, vi i Danmark i øjeblikket oplever med de straffesager, som rigsadvokaten har rejst imod Lars Hedegaard og Jesper Langballe for at krænke og tale nedsættende om islam og om de med islam enige muslimer. Jeg omtalte forløbet i Tidehverv nr. 2, 2010. Der var tale om nogle klodsede, private udtalelser, som Lars Hedegaard havde fremsat under en frokost, og som fra hans side ikke var tiltænkt offentligheden. På grund af sjusket journalistik fra Snaphanens redaktion fremkom de alligevel offentligt. Lars Hedegaard beklagede øjeblikkeligt deres generaliserende karakter - hvilket i øvrigt ikke gjorde sandhedsværdien vedrørende islams behandling af kvinder ringere.

Men rigsadvokaten har ikke desto mindre indledt en retlig forfølgelse af Lars Hedegaard og Jesper Langballe, der i en ironisk form støttede Lars Hedegaards opgør med det islamiske kvindesyn - og så er det, jeg sætter spørgsmålstegn ved juristers sans for lov og ret. Dette forekommer mig dybt kompromitterende for rigsadvokaten som jurist. Ved at benytte paragraf 266b som anledning til at føre en sådan ideologisk retssag gør han sig til ideologisk jurist, hvilket naturligvis er ensbetydende med, at han hører op med at være jurist og bliver til ideolog. I et svar til en spørger siger rigsadvokaten, at hans anklage mod de to bygger på hans opfattelse af, at der er tale om "helt usaglige, generaliserende påstande".

Er rigsadvokaten "saglig"? Skal hans påståede "saglighed" være bestemmende for lov og ret i dette land? Hvad ved rigsadvokaten overhovedet om islam og dets kvindesyn? Denne optræden og argumentation forekommer mig dybt kompromitterende for rigsadvokaten i dette land - og så er det, at jeg mindes fortiden med retsopgøret efter besættelsen, hvor jurister også blæste på lov og ret (jf. Knutzen-sagen), med den tyske besættelse, hvor jurister blæste på grundloven for at tækkes den politiske magt (jf. kommunist-lovgivningen), med forfatningskampen, hvor juristerne holdt med Højre og forfulgte Venstre.

Der er grund til at gøre anskrig. Denne anklage og den deraf følgende retssag taler om et betændt offentligt liv og taler især om jurister, der ikke aner, hvad lov og ret vil sige. Jeg kan ikke lade være med at tænke på tilstanden i Sovjetunionen og Hitler-Tyskland, hvor såkaldte jurister også var magtens lydige tjenere og dødsdømte Bukharin og dem, som Stalin ønskede likvideret, og hvor Roland Freisler rasede mod 20. juli-folkene og sendte dem i galgen.

Det kommer af paragraf 266b. Det er denne ideologiske lovgivning, der er katastrofal. Men katastrofen ville være til at overse, hvis jurister vidste, hvad lov og ret vil sige i en retsstat, hvor man ikke dømmer holdninger, men kun handlinger. Hvor jurister forholder sig til en lovgivning, som sondrer imellem holdning og handling, er vi i retsstaten. Men hvor jurister vil dømme holdninger ud fra en højst privat vurdering af "usaglige, generaliserende påstande", er vi trådt ud af retsstaten og ind i en form for ideologisk retsforfølgelse, hvilket er ensbetydende med retsløshed.

Rigsadvokaten, der tillader sig at kalde sig jurist, kunne begynde en selvransagelse med et studium af nyere historie i og uden for Danmark.

Det ville kunne forsyne ham med en viden, som han tydeligvis savner.