"Kritisk Revu"

Af Kaj Thaning. Tidehverv, 1928, s.141-147. (Tidsskrift: Kritisk Revu).

Tag os ikke højtideligt, men alvorligt!
Naar man kaster et Blik ud over Aandslivet i den Hensigt at opdage, hvor det er, "det sker", vil man før eller senere støde paa det af Indhold og Form lige mærkelige Tidsskrift "Kritisk Revu": et svært, gult Kvartalskrift i Folio, der allerede paa Forsiden gør sig bemærket ved et særlig æggende Greb paa Tingene. I Aar saaledes: 1) Undervisningsminister Byskov svævende i Luften over "Stærekassen", 2) Josefine Baker omgivet af talrige Avisudklip indicerende, hvad Bladet i det Indre gaar løs paa, 3) et Fotografi af to Vindmotorer, der besynges i et Digt nedenunder, et smukt Eksempel paa Redaktøren, Arkitekt Poul Henningsens "anvendte Poesi."

Man studser, slaar op i Heftet - og læser Rub og Stub.

Højst mærkværdigt, for tilsyneladende er Hovedparten af Stoffet af en ret speciel Karakter. Redaktionen bestaar hovedsagelig af Arkitekter, hvad der selvfølgelig præger Emnevalget stærkt. Men ser man nærmere til, opdager man, at der er en Sammenhæng, en Idé, der behersker alt. (I andre danske Blade har ifl. Kr. R. Artiklerne som oftest "kun Omslaget fælles".) Den fremsættes principielt i æggende Ledere, den lyser klart gennem Behandlingen af de talrige praktiske Problemer, der tages op til Drøftelse. Den illustreres gennem det fantasifuldt valgte Billedstof, endelig lyser den frem i Glimt gennem utallige Aforismer, spidse og prægnant formede, der gavmildt strøs rundt i Heftet, undertiden samlende en hel Artikel i een genialt formet Sætning. Man kan foregribe det følgende ved allerede her at tale om "anvendt Kunst." Aforismen er Kr. R.'s livlige Pulsslag, og det er nødvendigt at samle det følgende Forsøg paa en objektiv Fremstilling af Livet i "Kr. R." om disse Guldkorn.

Man finder i "Kr. R." følgende Tips til en daarlige Anmeldelse: "Skriv, at nu har vi tabt Humøret og er blevet kedelige. Gør Nar ad os, fordi fire Professorer skriver i Bladet." Det er muligt, at en saadan Anmeldelse vil kunne skrives. Nogle vil sætte Flabethed i Stedet for Humør og tale om store Ord i Stedet for praktisk Daad. Men da dette skal være en god Anmeldelse, gælder det om at finde Redaktørernes egen Mening, lade dem selv faa Ordet.

Der er kun een Slags Kritik: Den principielle Kritik.
Der er nogen, der paastaar, at der gives to Slags Kritik, positiv og negativ. "Vist gør der saa! - Og saa er det altsaa den positive alene, der er værdifuld - vist er det ej!" Bladet tænker her paa sit direkte nedbrydende Arbejde, Paavisningen af uheldige og usømmelige Forhold, navnlig i den offentlige Administration. Men dette er selvfølgelig i sidste Instans positivt. "Kritik er Gødning paa Brakjord - deraf den ramme Lugt til Tider!" Derfor er der til syvende og sidst kun een Slags Kritik. "Man skal smæde, mens Jernet er varmt", "i Nødden skal man knalde sine Fjender", men Kritikken er dog "Skovlen, der rager Sneen væk om Blomsten".

Selv om Temperament, Forargelse og en spids Pen tager Magten i Øjeblikket, er det dog Tendensen, det kommer an paa. Her møder vi en ejendommeligt formuleret Position i "Kr. R.", for hvilken det vil være hensigtsmæssigt at gøre Rede.

"Tendensen er Idéens Arbejdsdragt."
Det, der siger mest i Bladet, er selvfølgelig det konkrete. Et Eksempel - og Tankegangen er klar; ogsaa dens Virkning paa andre Omraader. Selv om man er blottet for Sagkundskab paa alle Omraader, hvor Kr. R. boltrer sig, faar man Færten af en Idé, noget personligt paagaaende, der bevæger til Eftertanke paa ens private Gebet. I Virkeligheden er der da ogsaa Tale om noget alment, - det drejer sig faktisk om hele vor Kultur og vor, Individets, Stilling i den. Tendensen er Udtryk for en bestemt Kulturopfattelse, en Idé. Aktiviteten beror paa Sammenspillet mellem Individ og Idé.

At denne Formulering skal sige noget bestemt, fremgaar af, at Kr. R. gennem den stiller sig i Modsætning til sine Modstandere. Kr. R. har fundet et tankemæssigt Korrellat til sin Arbejdsmaade, sin individuelle Funktion, i Marburgerskolens saakaldte Nykriticisme eller kritiske Idealisme. (Cohen, Cassirer, Paul Natorp). Otto Gelsted, som er "litterær" Medarbejder, gør et Sted opmærksom paa, at Kr. R. i sin Holdning, sin Idé, er afgørende paavirket af Arkitekten Charles I. Schou, der ogsaa undertiden i Bladet lufter sine Vuer udover Kultur og Aand - en Virksomhed, som de praktiske Redaktører ikke altid er lige henrykte for. Folk vil ikke læse Filosofi, og er det Videnskab? Men Schou opnaar dog at give Indtryk af visse Modsætninger indenfor Kulturlivet og faktisk ogsaa ret anskueligt at bestemme Kr. R.'s Stilling indenfor dette.

Idéen er Kulturens evige Opgave.
Schou opererer med den rent formelle Modsætning: objektiv og subjektiv Idealisme og stiller heroverfor sin kritiske Idealisme. Der er et Spændingsforhold mellem "Idéerne" og Individets Aktivitet. Denne bestemmes af noget "over" eller "foran" ham.

Idéerne maa sættes i Forhold til Realiteterne uden selv at gives ud for Realitet, Idéen maa stadig indføres som uendelig Opgave for "Realiteten". Schou anfører Fichtes Ord som programmatiske: "At Idealer ikke lader sig fremstille i den virkelige Verden, det véd vi … vi hævder kun, at i Forhold til dem maa Virkeligheden bedømmes og modificeres af dem, som føler Kræfter i sig til det."

Vi forherliger ikke det nye ubeset. Vi gør kun et Modtræk mod Forherligelsen af det gamle, der har alle Kort paa Haanden.
Man lægge Mærke til, at "Filosofien" ikke betyder en særlig Metafysik eller Tilværelsesforklaring, blot en teoretisk Form for den praktiske Indstilling, - en Arbejdshypotese, om man vil. Men Schou mener, at denne hans kritiske Idealisme er Korrelat til en ny Livsfølelse, der bryder frem rundt om i Europa som en Reaktion mod den overhaandtagende eller snarere allerede udlevede Mekanisering, Dyrkelse af Tingenes Ydre gennem Specialisering og Analyse. Heroverfor betones Sammenhængen, og overfor Subjektivismen, der var Naturalismens Følgesvend, Realismen. Efter Verdenskrigen, som her har sat Skel, skærpes Modsætningerne mellem Traditionalismen og Modernismen, men begge negligerer Individets skabende Virksomhed. Enten tilbedes det bestaaende og det svundne, eller man underkaster sig Udviklingen blindt. Her møder saa Kriticismen og forlanger et Sammenspil mellem de to Kræfter: Udviklingen og Individet.

"Traditionalismen er Arvefjenden, Modernismen den falske Ven."
Traditionalismen er overhovedet ikke noget Problem. Det er simpelthen naturstridigt at stampe mod Udviklingen. Vi vil dog heller ikke underkaste os den. Vi er ikke Herre over den og den kun forsaavidt over os, som den stiller os Opgaverne. Løsningen dikteres ikke. Vi vil derfor vælge det bedste i den. Herved faar Individet den rette Udfoldelsesmulighed uden at faa Lejlighed til at tilbede sig selv. Baade Traditionalismen, der er romantisk af Mentalitet, og Modernismen, som ender i Lyrik over Mekanikken, betyder Jegdyrkelse. Kriticismen, som stiller Jeget paa Plads overfor Udviklingens sande Krav, opnaar derved en Saglighed, der er sund. Opgaven, ikke Jeget, fanger Interessen.

" … en ny nordisk Aand og Kunst."
Skal nu dette Standpunkt gøre sig gældende, naar det som i Kr. R. gøres til Arbejdsprogram, beror det selvfølgelig paa Talsmændenes Tilegnelse af Udviklingens Krav og deres individuelle Duelighed. Og det ser ud til, at Kr. R. her har gjort og fremdeles vil gøre en Indsats, da dets Formaal, at gøre sin egen Kritik overflødig ved at tvinge Udviklingen ind i det rette Spor, efter dets egen Mening ikke synes at skulle naas indenfor en overskuelig Fremtid.

Det siger sig selv, at Bladets Virksomhed hovedsagelig maa ligge paa det orienterende Omraade. Privat kan Redaktørerne gøre deres positive Indsats paa hver enkelts specielle Omraade, og selv her gælder det, at "hvad vi producerer er Eksempler paa de Idéer, vi kæmper for," - P.-H. Lampen er allerede verdenskendt -, men i Bladet maa Kritikken dominere. Den skal opdrage til frugtbar Produktion, men er samtidig Udtryk for en Totalindstilling, der rækker ud over det tekniske. Det drejer sig faktisk om det moderne Menneske, dets Plads og Ret i Udviklingen. Derved indtager Kr. R. en fremskudt Plads i dansk Aandsliv af 1928 som Udtryk for en Mentalitet, der helst ytrer sig i det enkelte, men dristigt sætter ind med de mest omfattende Vuer, naar det gælder at skildre Sammenhængen bag den enkelte Indsats, Ja, der maa i Virkeligheden altid begyndes med Sammenhængen. Man stilles derved overfor en bestemt Samfundsopfattelse, en bestemt Opfattelse af Individet i dets Stilling til Samfundet, - til Kunst, Politik, Religion o. s. v.

Forskellen mellem Logik og Konsekvens ligger i Starten.
Linien er klar nok, selv om Udførelsen kan afsløre morsomme Inkonsekvenser. Men det vil være inkonsekvent at laste Kr. R. for Inkonsekvens, Vidnesbyrdet om Liv og Vækst. Naar Principperne bliver Doktriner, kan de gaa hjem og lægge sig. Kr. R. maa for Kampens Skyld fornægte Kræfter og Værdier, der spontant bryder frem midt under Kampen og skaffer sig Ret ved at virke spontant. Det, der skulde bekæmpes, var netop kun Stagnation og Sentimentalitet, d. v. s. Selvbetragtning og Selvføleri. Ved en frisk Fordybelse i det objektive, i Udviklingens Krav, skabes der Frihed for Individet og dets sande Udfoldelse. Men dette er den farligste Streng at slaa paa, derfor betones stedse Kravene, først derpaa placeres Individet i dets Frihed.

Denne Position maa nu belyses ved Spalteindholdet i Kr. R. for ikke at synes abstrakt. Udprægede "Positioner" risikerer nemt at fortabe sig i det abstrakte, - Kr. R. synes dog med sine talrige praktiske Opgaver at kunne bevare Sjælen i dens Spændstighed en Stund endnu. - -

Vist findes Ungdommen, men det er som om den skjuler sig, indtil den er forbi.
Man skulde nødig gennem det foregaaende have faaet Indtryk af en højtidelig, ny Aandsretning, en ny docerende -isme, mellem andre -ismer. Den foretagne Placering skyldes kun Betimeligheden af et samlet Synspunkt. Ud fra et saadant falder der Lys over alt, hvad Kr. R. finder paa: harmdirrende Artikler, litterære Togter, tekniske Smaapluk eller Afhandlinger, poetiske Satirer o. s. v.

Synspunktet er: Sammenspil mellem Udvikling og Individ. Hvad betyder det praktisk i 1928? Hvad betyder det for Kritisk Revu?

Der er Tale om det moderne Menneske, der staar midt i Tiden og dens Strøm, Tidens Strøm er det objektive, vor Kultur er i stadig Skridning, og vi er bundet til den. Men vi skal samtidig bestemme deri. Det drejer sig her om et personligt Valg, - hvor ligger Opgaverne? Kr. R. har valgt at nedsætte sig som Bremse paa det danske Socialdemokrati.

Herre, frels os fra et Socialdemokrati med traditionelt Frisind, historisk Kunstsans og gammel Kultur!
Udviklingen er lig Demokratiseringen, Nedbrydning af alle Klasseforskelle. Fjenden er derfor, som Situationen ligger, al Borgerlighed og Bourgeoisikultur. Med Magten følger Pligten til Kultur. Men Socialdemokratiet, som det er, har kun gjort Skridtet halvt: økonomisk taler det Folkets Sag, men kulturelt fremmer den værste Bourgeoisikultur. Folket overtager sine Begreber om, hvad der er fint, hvad der er attraaværdigt, fra Bourgeoisiet. "Socialdemokratiet"s kulturelle Orientering er lænket til en stereotyp Terminologi. Folk forstaar kun en Tankegang, naar der staar godt med "Overklasse, Proletariat" o. s. v. "Frigør dog Stilen for denne marxistiske Tvang! Sandheden har en egen stærk Tone." Kr. R. er sig bevidst, at Bladet har sin Mission blandt de intellektuelle, - de skal føre an i Udviklingen, og hertil medregnes "Socialdemokratiet"s Skribenter. Det er Kr. R.'s store Sorg, at Hartvig Frisch ikke forstaar Bladet og dets Kulturmission. Uden Samarbejde mellem Politik og Kunst (vidt forstaaet) foregaar Udviklingen kun halvt. Folkets naturlige Smag degenererer, Kunsten degenererer. Og Kunst vil her sige anvendt Kunst. Folkelig Kunst er (foreløbig) anvendt Kunst. I Tider, hvor sociale Problemer ikke trænger sig paa, florerer den frie Kunst og har da de store Muligheder. Men naar Samfundet kalder, maa Kunstneren træde i Samfundets Tjeneste. Derfor beskyldes den frie Kunsts Dyrkere for at unddrage sig Opgaverne. Disse er i det moderne Samfund Plakatkunst, Annoncekunst, merkantil Dekorationskunst o. s. v. Derfra gaar vi til den frie Kunst, der hviler paa Oplevelsen alene, - naar Tiden tillader det. Men saalænge Samfundet kræver sine Spørgsmaal løst, finder vi Oplevelsen i den anvendte Kunst. Og dette er, naar vi ser nærmere til, et vidt Begreb.

Samtiden har den Kunst, Kunsten den Samtid, den fortjener.
Kr. R. er blevet beskyldt for Udviklingstilbedelse i den Forstand, at den eneste personlige Indsats blev den at indfinde sig 10 Minutter før Udviklingen ankom i sin urokkelige Fremmarch. Opgaven blev at gætte Løsningen, ikke at skabe den. Men man har Indtryk af, at Kr. R. paaskønner sin egen Intelligens for meget til at lade sig nøje dermed. "Lad os ikke tilbede Teknikken. Den skaber ikke en ny Fremtid, den skabes af os i Ønsket om en ny Fremtid for Menneskene. Det er Ønsket, Trangen, Manglen, der opfinder. Derfor skal vi søge en aandelig Stræben bag Teknikken. Hvis Radioen havde været nødvendig under Gotiken, saa var den opfundet dengang." Her er Evnerne anspændt: Menneskeaanden søger et Sted forude for at tilfredsstille sit Behov. Denne Aktivitet lader sig ikke nøje med Statistik over det indvundne. Det betyder Stagnation. "Mon man opfandt Skrivemaskinen ved at katalogisere 30.000 gamle Penneskafter?"

Kun tidsbestemt Kunst lever evigt.
Denne anvendte Kunst bunder altsaa i Forstaaelsen af Samfundets, Slægtens Behov. Men "et Menneske er kun et Menneske og maa afgrænse Virkeligheden for at kunne magte den. Paa den rigtige Afgrænsning kender vi da Kunstnerne, Kunstfornyerne … " En saglig Afgrænsning er nødvendig, men "Tiden har vi ikke Lov at skære i, for det er Virkeligheden. Man kan ikke springe over, hvad der er foregaaet i Verden efter 1850. Saa er man Kulturfjende." Og her gaar det ud over "moderne" Foretagender som Christiansborg, Politigaarden, det nye kgl. Teater, Nationalmusæet, alle Løsninger af mere eller mindre paatrængende Opgaver, der kun præges af Snobberi for tidligere Tiders Kultur (der paa den Tid passede til Tiden) eller af Svinkeærinder uden om Opgaven. "Man maa afgrænse sin Opgave sagligt, men ikke tidsmæssigt. Derfor er en Fyldepen større Kunst end Politigaarden. Sjusker Kunstneren sig fra sine Pligter, saa skal han have Snuden dyppet i Virkeligheden."

Kunsten for Kunstens Skyld er Højhedsvanvid. Selv Formen paa et Skæg forudsætter Skægget.
Uden Virkelighedssans gaar den anvendte Kunst paa vilde Veje, men l'art pour l'art-Princippet trænger sig ind alle Vegne. Det ideelle Forhold mellem Opgave og Form er Kunstens Maal. Hvad der er hensigtsmæssigt, er derfor skønt. Kunsten er at begrænse sig, at løse Opgaven simpelt og klart: "Man spør en Ragekniv, om den kan skære, og spør en Ske, om man kan skuffe med den. Men spørg en Kunstner, om han kan la' være, for det er nemlig det, der er det svære!" Specielt paa Arkitekturens Omraade eftervises det, hvordan man ikke har kunnet "la' være". Tidligere Tiders Arkitekt blev tilkaldt for at sætte Facade paa, og denne Virksomhed menes han endnu at kæle særligt for. Men de moderne Byggemidler (og de moderne Opgaver) har gjort Arkitekten til Herre over Helheden, det beror paa ham, om Huset skal svare til sin Opgave. Facaden skal bestemmes af det indre, Vinduerne skal have Plads og Form efter deres Mission, om de sidder i en Dagligstue, paa en Trappegang eller i et W. C. ("Mon nogen Eftertid vil begribe, at der har skullet kæmpes om en saadan Selvfølgelighed.") Det afskrækkende Eksempel er for Kr. R. det store Vindue i "Stærekassen", der fører ind til - et Snoreloft. Monumentalitet fremkommer først indirekte, der skal ikke sigtes pseudokunstnerisk derimod, kun paa Opgavens Løsning. Hvis Opgaven er monumental, bliver den gode Løsning det ogsaa. "Formningen bestaar i at akcentuere Opgaven." Hermed er givet et Princip for al kunstnerisk Virksomhed. Og herudfra kan man rette Kritikken mod de mislykkede kunsttekniske Frembringelser, der møder en. "Det ikke videre gamle æstetiske Problem synes mere og mere at spalte sig i Spørgsmaalet om de rent psykologiske subjektive Fornemmelser, som ikke har noget med Alvor at gøre, at blaat er smukkere end rødt, at et stort firkantet Taarn er en herlig Kontrast til en rund Kuppel o. s. v." Det er denne Æstetik, man under et kulturelt Opgør maa kæmpe med overalt.

Den ydre Skønhed er altid et Biprodukt, ofte et Affaldsprodukt.
Man kan begynde med det smaa, og man kan komme vidt omkring: et Ølglas, en Eversharp, en Kontorstol, en Lampe, en Benzintank, en Automobil, et Hus, en Bro, en Havn, en Storby - dér er Opgaverne. Hvis der kun gaves een Løsning, havde Videnskaben alene Ordet. Men her hjælper Tabeller alene ikke. Derfor er det Kunstneren, der skal til. En Fabrikant kan være bedre Kunstner end saa mange "Kunstnere" - fordi han studerer Opgaven. Kr. R. illustrerer Programmet med gode og slette Løsninger. Saa kan man selv se:

Radioapparatet, der er dekorativt camoufleret, Chevroletten med den ved Hjælp af en Blikplade forhøjede Køler (det er fint med høj Køler), Fabriksgardiner á la Hjemmevæv er Eksempler paa Snobberiet. Under en Samling Benzintanke staar denne Kommentar: "Efter Benzinkunsten at dømme, dør der alt for faa fine Folk her i Landet til at tilfredsstille Arkitekternes Mausoleum-Tørst."

En Ting er ikke smuk, før den er rigtigt formet, og den er ikke rigtigt formet, før den er smuk.
De gamle Plydsmøbler skal afløses af "Tidens" Stol, Bord o. s. v. Modernisten slaar sig til Taals med, at Tidens Materialer er Beton, Glas og Staal. Indsatsen bestaar blot i at holde sig dertil. Man mærker intet til en virkelig Stræben, og i Virkeligheden er Sagligheden blevet Ornament: "vi ledes ved at stilles overfor den samme halvandenbenede Lyrik over tre Glasrør og en Glasplade (der afbildes et modernistisk Værelse), som nu i snart et Tiaar har gjort det ud for ærligt Arbejde i Europa." "Arbejdet for Fremskridt kræver Dygtighed og Taalmodighed. Forelskelse er ikke nok." Det der dur, sejrer.

Det fremhæves, at der her er Tale om Standardisering, om Dannelse af Typer. Og det indrømmes (eller forklares), at der ofte skal Generationer til, før de ægte Typer dannes, før "Stilen" er der. Men Kunstnerne, der skal skabe Demokratiets Stil, kan ogsaa forlange lige saa lang Tid dertil, som de fik. der skabte Gotikken og Renaissancen. ("Maaske opstaar den store Kunst før vi véd af det. Men den opstaar ikke, med mindre vi bliver som Børn og begynder forfra.")

Og Danmark, som det Land, der er det klasseløse Samfund nærmest, bør ogsaa staa den klasseløse Kunst nærmest.

Haandværkets Betydning er den at prøve de Veje, den efterfølgende Industri skal gaa. Maalet er den industrielt fremstillede Genstand, Haandværket er Laboratoriearbejdet, der gaar forud. Det haandværksmæssigt fremstillede skal ikke være den finere Vare, der forbeholdes dem, der opdrages til at paaskønne det. Poul Henningsen ejer ikke en Genstand, der er ham uerstattelig. Tingen selv skal træde tilbage for Formaalet (P.-H. Lampen). Ved dette faar Tingen Værd. Men ikke alene det, at jeg kan bruge den, men at Tusinder har Raad dertil, giver Tingen Værd.

Det sociale Problem kan reduceres til et Spørgsmaal om at lukke Øjnene.
Særlig skarpt træder Standardiseringen frem, naar Talen bliver om Menneskets Bolig. Her skal Typedannelsen sætte ind af al Magt. Kr. R. træder i Breschen for Rækkehuse. Det er særlig Bladets Bidrag til Løsningen af Problemet Storbyen. Kæmpekaserner er her den værste Udvej (Kr. R. tror ikke paa den gennemførte Kollektivisme, der praktiseres i Wien o. a.). Det er Decentralisation, det gælder: Sjællands Jernbaner og Landeveje nyorienteres ud fra Hovedstaden med "Planetbyen" som Maal. Københavns Fremtid ligger i Helsingør, Roskilde, Køge. Havebyen er Løsningen, Mennesket skal tilbage til Jorden. "Ikke før i vor Tid er saa stort et Stof paa saa enkel Maade bragt til en fuldkommen Harmoni som i den engelske Haveby." Opgaven er saaledes at skabe - et Kunstværk.

Rækkehuset giver Udtryk for den klasseløse Kunst. Her maa man opgive alle Forsøg paa at udtrykke og hævde sin Personlighed i det ydre. Først bag Væggene kan og skal den have Udfoldelsesmulighed. Udadtil er jeg en Ener i Mængden. "Den Orden, som Standarden skaber, er i Virkeligheden den eneste Mulighed for fin Udfoldelse af Personlighed. Det gælder Klædedragten, Omgangsformen, og hvorfor skulde det ikke gælde de Ting, hvormed vi omgiver os."

Kriticismen er Arbejdshypothesen om en Menneskehed.
Man ser, at et bestemt socialt Syn gør sig gældende. Og man ser, hvor Standpunktet stadig er bestemt til to Sider: Demokratiseringen - Udviklingen - har Ret. Vi stiler imod og skal stile imod det Samfund, hvor alle Svælg er borteliminerede. Det maa selvfølgelig ogsaa betyde Internationalisering.

Men man mærker, vi stadig befinder os i Danmark. Kollektivismen mangler Jordbund, vi er for individualistiske: Socialismen er ikke Maal, men Middel til Individets Frihed. - Kr. R. er blevet beskyldt for at foragte Ejendomsretten. Men der er snarere Tale om et Attack paa Selvforgudelsen i Ejendomsretten, det antisociale. Det drejer sig om at kunne modtage ret og ikke afgrænse sig med sin Ejendom i egoistisk Samlermani. Det er ikke et juridisk, men et etisk Spørgsmaal, Kommunisme er der saaledes ikke Tale om. Poul Henningsen forsøger at skildre Kærnen deri: "Det forekommer mig muligt at leve Have- og Hjemlivet uden at knytte sin Glæde til Retten over Tingene, saa meget mere, som vi med Aarene skrider længere og længere væk fra Detaillerne, som var alt, da vi var Børn, og mere og mere ser Storheden, Solskinnet, Himlen, Vejret, alt det, som vi ikke kan lægge Beslag paa, men kun føler dyb Beskedenhed over at maatte modtage."

Tendentiøst er det at paastaa, at ikke alt er tendentiøst.
Det er den anvendte Kunst, der er talt om, fra Stolen til Planetbyen. Fri Kunst forkastes ikke, men henvises til bedre Tider. I Tendenskunsten kommer desuden Oplevelsen fuldt ud til sin Ret. Den alene gør Tendenskunsten til Kunst (Dostojefski, Daumier.) Naar Samfundet har Krav paa Kunstnerens Arbejde, skal han ikke pusle med private Oplevelser. I en splittet Tid fører det blot til Rædsler som "det store Relief." Kommentar: "Egen Navle er pompøst Motiv."

Man forløses fra Selvoptagethed gennem de praktiske Opgaver - og denne Retning forfølges ikke blot paa det omtalte Omraade: anvendt Kunst, men det er Nerven i Kr. R.'s Totalindstilling, hvor den giver sig til Kende i den løbende Debat. Kr. R. er bestandig bestemt af Modsætningen til Romantikken, - Bagstræbet i dansk Aandsliv. For at give et Indtryk af, hvad det her kan dreje sig om, blot nogle spredte Antydninger.

Naar Udviklingens Ret anerkendes, er det neutrale Standpunkt reaktionært. Alt er tendentiøst. - Et Udslag af reaktionær Fortidsdyrkelse er de gængse Naturfredningsbestræbelser.

"Tilrejsende til Danmark bedes aflevere Stokke og Paraplyer ved Grænsen af Hensyn til de udstillede Genstande.
- Statspolitiet."

Den gængse Naturopfattelse er "haardt belastet med retrospektiv Fantasi og Inventar fra det kgl. Teater." Man lever i og af Fortiden, man vil paa Liv og Død bevare Fiktionen om uberørt Natur, om at staa i Resterne af en anden Tidsalder. Der forlanges endog undertiden Arrangementer i Naturen. Naturfredningsforeningens Bestræbelser (Aarsberetningen!) er Genstand for udsøgt Haan. Er Poesi absolut noget med Idyl, Oldtid, Ruiner (gamle Vejrmøller) og Postkortmotiver? Forstmandens Skov er den virkelige Natur - "kan Menneskets klare Handlinger ikke se godt ud i Naturen?" Den gængse Naturnydelse er overvejende skilderimæssig, øjeblikkeligt nydende. Der savnes "Sansen for Livets Bevægelse, det unges Afløsen af det gamle, den evige Rundkreds, som vi ogsaa selv bevæger os i." Kr. R. anerkender Videnskabens Naturfredning, - den æstetiske Fredning fører blot til Opelskning af "Dyrehavsmalere og andre Hjemstavnsforhandlere."

Et Landskab i Olie,
en Tudse i Sprit,
en presset Blomst
og en fredet Klit
er et og det samme.

Til Slut er det Land,
som er mit og dit,
skaaret løs med et Snit
og sat fast med lidt Kit
bag Glas og i Ramme.

Udviklingen, og det vil her sige Kultiveringen af Naturen, har Ret. Samtidig med at hævde den gælder det om for Kr. R. at rense ud i Naturfølelsen - Sindet skal holdes frisk mod Fortidslyrikken.

Hvordan kan et Menneske vende bagud?
Bagstræbet giver sig til Kende i den reaktionære nationale og religiøse Bevægelse: Har. Nielsen ("Bedre Byggeskik"), Gravlund, Jacob Paludan, Bukdahl, Helge Rode, Kehler, Bønnelycke. Kr. R. citerer med Begejstring Edv. Lehmann: "Hjemstavnsbevægelsen er i Virkeligheden en Overklassebevægelse, hvor man æstetisk vil nyde de Ejendommeligheder, som selve Lokalitetens Folk med Hænder og Fødder arbejder for at komme af med." Grundtvigianismen er i sin Stagnation blevet aristokratisk. Kr. R. protesterer fra første til sidste Side mod al Reaktions Forsikring om, at "Danmark og Kunsten og Livet var skønnere i forrige Aarhundrede end i dette, skønnere ifjor end i Aar, igaar end i Dag."

Lev Livet levende!
Gennem Programmet - stærkt eller svagt - i Kr. R. har det været Hensigten at trænge ind til Sindet og Sagen deri. Men det er umuligt at gengive det Spil, der er over disse Arkitektdigteres Blad - det er i den Forstand helt trist at referere det. Et Referat er her mere end sædvanlig en Fortegning.

Man kunde nu ud fra mange Synspunkter - og det er blevet gjort - underkaste Bladet en Kritik (Intelligensdyrkelse - er "Kriticismen" ikke lidt af en Luksusvare? Bourgeoissocialisme - har de noget virkeligt at byde Folket? Udviklingsoptimisme - tror de da paa det ideale Samfund? Kunstforskrækkelse - ja, de er jo kun Arkitekter!), men det betaler sig bedre at hefte sig ved Nerven: Driften mod Sandhed, personligt og sagligt. Af og til undslipper Glosen "naturligt" Redaktørernes Pen. Det turde maaske gengive Meningen bedst. I unaturlige Tider er "det naturlige" ilde stedt, forsaavidt som det kan falde meget unaturligt ud at ville hævde Naturligheden. Det er derfor en Fordel for Kr. R., at det er saa praktisk optaget, som det er. I den Situation er det lettere at være naturlig. Men det gælder jo i Virkeligheden hele Kr. R.'s Indsats: tag ligefremt paa Tingene, nøgternt og aabent. Saa først siger Tingene noget.

Det er noget karakteristisk for dette Øjeblik, der gennem Kr. R. har faaet Mund og Mæle. Og hvem vil nægte, at det er typisk dansk? Nogle vil sige københavnsk og dog derved undgaa det centrale. Givet er det, at Bladet er blevet et Modsigelsens Tegn i Borgerskabet. Man skal saaledes ikke lade sig vildlede af, at et Nr. kan begynde: "Dette Hefte er mildt og godt." Mere rammende er flg. Hilsen i et "harmløst Julenummer": "Glædeligt Nytaar til hele Nordens opstyltede Aandsliv!"

Det vil derfor være hensigtsmæssigt - og mest stemmende med Bladets Aand - ikke nu til Slut at levere et eller andet Slutningsopgør, men lade Bladet faa det sidste Ord. Lad det blive den største Ondskabsfuldhed, Bladet hidtil har leveret, - flg.

REGLER FOR NOBEL POLEMIK.

En Aandsturnering er en Fest
og den har valgt den bedste Del,
som værner om den hvide Vest
og Posen med det rene Mel.
Vær large, urban, fidel, koket,
Stil Skrubben væk og slib din Pil
Og skjul den i din slebne Stil:
Den fine Mand har altid Ret.

Lidt Gift i Blækket gør sin Gavn,
men anvend helst en andens Navn.
du finder let et dødt Geni,
Som du kan dyppe Pennen i.

Hvis du skal stikke, ros saa først,
det viser klart, at du er størst.
Men kniber det, saa ti! saa ti!
til hele Faren er forbi.

En Dagens Mand med Dagens Pen
maa lægge kræsen Smag for Dagen.
- Men Sagen da, hvordan med den?
Hvad Fa'en rager Sagen Sagen!
(Otto Gelsted.)

(Af Pladshensyn har det været umuligt at gøre opmærksom paa de andre Omraader, Bladet bevæger sig paa. Eksempelvis skal nævnes det musikalske, hvor Kr. R. - selvfølgelig - har tilknytning til Carl Nielsen-Retningen i dansk Musik. Komponisten Jørgen Bentzon er Medarbejder. - "Religiøs" Medarbejder er Forfatteren Hans Kirk, som hylder den Adlerske Psykoanalyse - "Mindreværd" og "Ønskedrøm" er Ledemotiver. Det drejer sig om Forbindelsen mellem Religion og social Underkuelse og Religion og Erotik).


(Aforismer citeret løbende under artiklen i Tidehverv):

Den er størst, der skaanes for sine Fjenders Anerkendelse.

Tidspunktet for Ordningen af vigtige Spørgsmaal er aldrig, har altid været eller vil komme.

Vær lidt mere utilfreds og lidt mindre misfornøjet!

En forsigtig Mand spænder en Hest for hver Ende af Vognen.

Alt nyt strander paa, at der er Præcedens for det gamle.

Den Fanden giver et Embede, skænker han ogsaa Frækhed til at beklæde det.

Hvo som bygger et Hus for andre, skulde bare selv bo deri!

Jeg er begyndt at tvivle paa et Liv efter dette ved at se, hvor bange Nonner er for at gaa over Gaden.

Den hule Alvor fortrænger det ægte Gøgl.

Forargelse er den billigste og mest vellystige Form for Usædelighed.

Hvor Livet dog er tendentiøst og Sandheden ensidig! Retouche! Retouche!

I Himmerige behøves ingen Kritik.