Et konfirmandmateriale

Af Majken Frost. Tidehverv, 1984, s.126-127. (Ulla Sandbæk & Elisabeth Uldall: I virkeligheden).

For en månedstid siden hørte jeg tilfældigt fra en yngre præst, at Ulla Sandbæks og Elisabeth Uldalls bogsæt, "I virkeligheden", på et stiftskonvent i Århus stift var blevet præsenteret som et fortræffeligt undervisningssystem til konfirmandtimerne, det bedste, der fandtes i øjeblikket. Der havde ikke været kommentarer fra de tilstedeværende præster i den anledning. Oplysningen fik mig til, med et lidt medlidende blik til åbenbart helt utidssvarende bøger, bibel og salmebog, at kigge lidt nærmere på de to damers produkt, som jeg under et vikariat for en nærboende præst tidligere var stødt på. Dengang lagde jeg det meget hurtigt fra mig - jeg har aldrig anet, hvad man stiller op med disse så udbredte "systemer", som med deres tegnesider og drøvtygning forekommer mig at hindre ethvert selvstændigt arbejde hos både præst og børn. Og det lille glimt, jeg dengang fik, røbede så tydeligt den dyrkelse af selvoptagetheden og navlebeskuelsen - af "hvilke forventninger har du selv-pædagogikken" - som under betegnelsen problemorienteret pædagogik i disse år udøves på de sagesløse børn, - så jeg kunne godt dy mig. Jeg har faktisk respekt både for børnene og for konfirmandundervisningen.

Men når nu en provst på et stiftskonvent....

"I virkeligheden", en idebog for konfirmander, en underviserens bog og en antologi med litterære tekster, kom på Haases forlag i 1983 og koster den nette pris af 348,- kr. pr. sæt - og så er idebogen naturligvis engangshæfte. (Tidligere var det biblioteker og skoler, der holdt liv i forlagene, nu ser det ud til at skulle blive menighedsrådene!).

Lad mig indledningsvis slå fast, at bøgerne intet som helst har med kristendom at gøre - men det har heller ikke været forfatternes mening. "Vi har med nærværende bog villet forsøge at forholde os kulturkritisk idet vi gør os til talskvinder for en form for afslørende pædagogik, der ikke tager ansvaret fra den enkelte. Samtidig ligger det os på sinde at medvirke til at opritualisere tilværelsen. Vi vælger i denne forbindelse at tage konfirmationen alvorligt som fest både i kirken og hjemmet ved at tage selve undervisningsforløbet alvorligt som en væsentlig del af børnenes øvrige udvikling". Nej, her skal ikke tales om kristendom, men øves kulturkritik og skabes ritualer - og så er det jo indlysende, at de sparsomme NT-henvisninger og gennemgange, som bøgerne rummer, overalt må fremtræde som en afslutning eller en indledning. Til det væsentlige. Til en omfattende og pågående drøftelse af børnenes egne forestillinger og fornemmelser, således at en risiko for at høre, hvad teksterne siger, elimineres. NT som pynt og krymmel på oplevelseslagkagen i det opritualiserede liv.

Gennemgangen af dåben for eksempel - som vi når frem til efter at have spillet skabelsesspil, været på månerejse, lavet fælles by-projekt og talt om mine forventninger til konfirmationsundervisningen, om magi og hekse og mine forestillinger om Gud og om mig og de andre - om dåben præciseres det for underviseren, at "målet er at nå frem til en forståelse af sammenhængen mellem Jesu dåb og gerning, herunder en begyndende forståelse af, hvad det kan betyde for det enkelte menneske - og den enkelte konfirmand - at være døbt, såvel på det personlige som det kollektive plan". Og arbejdet med NTs dåbs- og fristelsestekster bevæger sig da også hastigt over til det væsentligste spørgsmål, "hvad betyder din dåb for dig?" - og så er der jo rig lejlighed til at fordybe sig i både det personlige og det kollektive. Og til at "legitimere konfirmationen som bl. a. overgangsrite", som forfatterne opfordrer til.

Altså, kære børn, dåben er ikke så vanvittig en ting, som man skulle tro, den kan ha' betydning - og konfirmationen er jo helt naturlig. Trosbekendelsen - jamen det er stort set noget snak, jvnf. underviserens bog p. 61 "det understreges (for konfirmanderne) at man ikke behøver at tro på alt, hvad der siges i trosbekendelsen, for at kunne lade sig konfirmere". Her savner man blot de ellers så omhyggelige forfatteres anvisning på hvormeget. Er første artikel nok? Eller anden måske?

I afsnittet LIGNELSER anføres, hvorledes Gudsrigets virkelighed kan illustreres. (Det har vi i grunden også savnet længe). Men sådan: man undersøger om der i nærheden af konfirmandstuen findes et lille, absolut lydtæt rum (kælder, krypt ell. lign.). Man anbringer sig i rummet i absolut buldermørke (børn med klaustrofobi-fornemmelser kan fritages) og skubber og maser. Ingen har fået noget at vide på forhånd, men en samtale vil efterhånden opstå. Om stress, aggressioner, angst og meget mere; (Gud bevare mig for at antyde, hvad slags samtaler jeg tror der vil opstå). Men - overbefolkning og tortur kan bruges som eksempler på situationen i samtalen. Nu lukkes en dør et par centimeter op - samtale om den ændrede situation - større åbning - ny samtale. Og døren lukkes uden forvarsel helt op, idet lyset samtidigt tændes (hurra for elektriciteten). Tilbage til konfirmandstuen, hvor erfaringerne fra muflerummet overføres på tanken om Gudsriget åbenbaret ved og i Jesus Kristus.
God fornøjelse!

Gudstjenesten, som er "et fællesskab, hvor vi kan dele vore drømme, vort håb og vor glæde i sang, bøn og samtale og fællesskab om sakramenterne" går børnene til medbringende deres arbejdsbøger, så skrivesidernes spørgsmål kan besvares på stedet. Jeg klamrede mig længst muligt til, at indgangsbønnens ord om, at jeg er kommet for at høre Guds ord satte lidt på plads, men man undlader bekvemt at komme ind på problemet. Og det er nok ingen tilfældighed, at Luthers navn ikke findes i underviserens righoldige litteraturliste.

Der skulle jo nødigt komme uorden i begreberne og tilskuerholdningen. Men iøvrigt konstaterede jeg beroliget at afsnit, der udfra titlen kunne forlede en til at tro, at det drejede sig om kristendom, i bøgerne har en beskeden plads. Nej, det er følelser og det psykologiserende, der lægges vægt på - kærlighed, drømme, ensomhed og fællesskab, identitet og hvem er jeg; og det praktiske, konfirmandlejr, medarbejdere og modarbejdere. Og så et afsnit med overskriften "Min drømmekirke"!

Kort sagt, det rene vrøvl og pjank. Og undervisningsmæssigt en åndelig voldtægt og smagløs intimitet, som man sjældent har set magen til. Pilfingret maser de to damer sig ind på de sagesløse 13-14 årige med rollespil og friskhed og plutte-sprog; "husk at tegne med, når børnene tegner", "diskuter præstens kropssprog", "du kommer sammen med en, og dine forældre vil ikke lade jer være sammen om natten, fordi de siger at det er syndigt". Jo, her er sandelig lødigheden i højsædet.

Der er al mulig grund til at minde forældrene om, at der er en ordning, som hedder sognebåndsløsning. Her er en af de anledninger, hvor man skylder sine børn prompte at lade den komme til anvendelse. Hvis de udsættes for "I virkeligheden".

Og så må man jo notere sig, at sådanne bøger anbefales blandt en flok af præster - uden at nogen finder det umagen værd at protestere.

Det er i sandhed tankevækkende!