Kors og Hagekors

Af Heinrich Vogel, Tidehverv, aarg. 7, 1933, nr. 6, juni, s.92-94.

Theser til Protest, Spørgsmaal og Bøn, rettet til: ”Glaubensbewegung Deutscher Christen” af Heinrich Vogel. Oversat fra ”Zwischen den Zeiten” af Dr. med. H. Reinhard.

FORORD
Ikke staaende afsides fra vort Folk og dets Rejsning, hverken ud fra en politisk eller en klerikal Særstilling, men solidarisk i Haab og Forhaabninger med den Kamp, som Adolf Hitlers tyske Nationalsocialisme har ført og fører om vort Folk, retter jeg, tvunget af Evangeliet, hvis Forkynder og Theolog jeg er, en Protest mod Sammenblandingen af Guddommeligt og Jordiskt, af Evangelium og Politik, saaledes som denne i ”Glaubensbewegung Deutscher Christen” fører til Miskendelse, ikke blot af Kirkens, men ogsaa af Statens og Folkets Væsen, og truer dette i dets Grundvold. 

THESER
1. Med alle tyske Kristne, der bekender vor evangeliske Kirkes Afmagt og Skyld som egen Afmagt og Skyld, venter og beder vi om en Reformation af vor evangeliske Kirke.
2. Kirkens Reformation forventer vi ikke fra vort Folks Egenart, men fra Evangeliet, ikke fra Hagekorset, men fra Korset.
3. Nationalsocialisme er en politisk Reformation; Kirkens Reformation sker ikke i den politiske Reformations Lignelse.
4. En Trosbevægelse er enten en Bevægelse, hvis Skaber og Herre er Ordet om Korset, eller den er ingen Trosbevægelse.
5. En Trosbevægelse bygges ikke op paa en politisk Organisation, men paa den hellige Skrifts Ord.
6. En Trosbevægelse kæmper ikke med andet end med Guds Ord.
7. En Trosbevægelse protesterer, for Evangeliets Friheds Skyld, mod en Statskommissær for Kirken.
8. Intet Tegn af denne Verden har Plads og Ret ved Siden af Korset.
9. Denne Verdens Tegn har alle deres Plads under Korset.
10. Vi protesterer ikke mod Hagekorset, som vi tværtimod anerkender som vor tyske Folkeligheds Mærke; men vi protesterer mod enhver Sammenblanding eller Ligestilling af Hagekorset med Korset.
11. Ordet om Korset betyder ingen Stadfæstelse og Kroning af menneskelige, politiske, kulturelle eller religiøse Værdier, men er altid og over alt Seglet paa Syndernes Forladelse.
12. Ordet om Korset forkynder kun Naade under Straffedommen.
13. Vi bekender ikke Kristus som ethisk Helt eller religiøs Fører, men som den i vort Sted henrettede, fordømte og oprejste Herre og Frelser.
14. Kristus er sin Hjords Hyrde, ikke som Kirkens Fører, men som Guds Lam, der bærer Alverdens Synd.
15. En bekræftende Kristustro er alene den Tro, der bekræfter Kristus og hans Kors.
16. Der gives ingen folkeligt egenartet Kristustro, men kun den Kristustro, som stemmer med Kristus selv.
17. Troen er ingen menneskelig Kraft eller sjælelig Evne, men Troen lever af det Ord og i det Ord, som er dens Skaber og Herre.
18. Kristus er den Hellige Skrifts hele Indhold.
19. Kristus er Indholdet af hele den Hellige Skrift.
20. Den, der fornægter det Gamle Testamente som Guds Ord, han fornægter ogsaa det Nye Testamente som Guds Ord.
21. Vi bekender i Jesu Kristi Kirke det Gamle Testamente, ikke som en Samling Kildeskrifter til den jødiske Religion, men som Vidnesbyrdet om Guds Aabenbaring i den gamle Pagt, som Profeti, Forjættelse og Fingerpeg om Jesus Kristus.
22. Israel er ikke som Race eller som Nation det udvalgte Folk, men som det Folk, i hvilket alle Folkeslags Frelser skulde fødes og korsfæstes.
23. Ikke Jøderne alene, men alle Folkeslag og Mennesker, ogsaa vi Tyskere, er medskyldige i Kristi Kors.
24. I Bibelen drejer det sig ikke om ædle eller fromme Mennesker, ikke om Helte eller Helgener, men om Gud, om hans Ære og om hans Frelsesvej til os fortabte Mennesker.
25. Synden er ikke en Ufuldkommenhed, en Mangel eller en Forkrøbling af den menneskelige Natur, men det hele Menneskes Frafald fra Gud, dets Skaber og Herre — og fra dets Næste og Broder.
26. Guds Naade er ingen Kapital, af hvis Renter vi lever.
27. Vi er i Troen ikke religiøse Rentiers, men Tiggere, som lever af Guds Naade.
28. Kirken er ikke et Parti af Fromme.
29. Kirken bestaar ikke af fromme, men af ugudelige Mennesker, som ved Guds Ord i Jesus Kristus er beseglede som Guds Ejendom.
30. Kirken er ikke et Udtryk for alle Troskræfter i vort Folk, men den er Jesu Kristi Menighed, som Helligaanden skaber ved Ordet og ved Sakramenterne.
31. Kirken er ikke en Cisterne for kristeligt Tilløb, men den er det Sted, hvor Guds Ord forkyndes og bliver hørt.
32. Kirken skylder Verden Evangeliet og ellers Intet.
33. Den kristelige Protest mod den gudløse Vranglære bunder i den kristelige Solidaritet med den ugudelige Broder.
34. Thi Kristus blev ikke korsfæstet og oprejst for os fromme, men for os ugudelige Mennesker.
35. Vi siger ”Nej” til den gudløse Vranglære; men vi siger ”Ja” til den gudløse Broder.
36. Vi siger ”Nej” til den religiøse Vranglære; men vi siger ”Ja” til den religiøse Broder.
37. Den religiøse Vranglære forherliger det fromme Menneske.
38. Den gudløse Vranglære forherliger det gudløse Menneske.
39. Hverken den religiøse eller den gudløse Vranglære overvindes med Sværdet, men med Guds Ord.
40. Den tyske evangeliske Kirke er det tyske Folk Evangeliet skyldigt.
41. Kirken er efter sit Væsen hverken national eller international, men overnational; men i sin Tjeneste er den knyttet til hver sit bestemte Folk.
42. Vi bekender, at Gud, vor Skaber, i sin tilgivende Langmodighed og Troskab opholder denne frafaldne Skabning i sine Skaberordninger, til hvilke ogsaa Menneskehedens Inddeling i Racer og Folk hører.
43. Ogsaa i vort Folk og i vor Race er vi mærkede med Afsondringens Forbandelse, og vi lever ogsaa som Folk og Race af Syndernes Forladelse.
44. De Ordninger, i hvilke Gud opholder den faldne Skabning og lader den leve, saasom: Folk, Stat, Ægteskab og Familie, er foreløbige Ordninger, som paa Jesu Kristi Dag i de Dødes Opstandelse bliver ophævede og opslugte sammen med den hele Verden i Guds nye Skabning og Verdens nye Orden.
45. Guds Skaberorden kan ikke aflæses i den synlige Natur, men erkendes ved Guds Ord.
46. Troen sigter ikke paa det, der kan ses, føles og begribes, men hænger ved Guds Ord.
47. Vi bekender ikke nogen Natur-, Race-, eller Folkegud — men Gud Fader, Søn og Helligaand.
48. Den Livets Lov, i hvilken Gud, vor Skaber i sin Langmodighed opholder den frafaldne Verden og lader den leve, har Dødens Straffelov ved sin Side og i sig selv, og er ikke mere Paradisets Livslov.
49. Den, der afsondrer sig fra Folk og Fædreland, begaar Ulydighed mod Guds Skaberorden.
50. Læren om Kollektivmennesket er en Løgne- og Vranglære.
51. Fordi Gud giver os Livet og opretholder det indenfor vort Folk, er vi vort Folk Livet skyldige.
52. Derfor er vi ogsaa vort Folk skyldige at gaa i Krig, naar det gælder at forsvare og opretholde Folkets Liv.
53. Derfor skylder et Folk dem Tak og Ære, som har sat Livet ind og ofret det for Folket.
54. Den skyldige Krigslydighed, til hvilken vi bekender os, lever af Syndernes Forladelse.
55. Livets Selvopholdelse ved Kamp er ikke en Paradisets Lov, men er den haarde Lov over denne syndige Verden, som Gud opholder ved sin Naade.
56. Saaledes som vi forstaar den Ære, Folket yder den, der har sat Livet ind for Fædrelandet, gør den ikke Helten til Helgen, og giver ham ikke den Ære, som alene tilkommer Gud.
57. Staten tjener Nationen med en Højhed og Magt, som ikke er af Folkets Naade, men af Guds Naade.
58. Staten har sin Højhed og Magt for at afværge det Onde og gøre det muligt for Mennesker at leve som Medlemmer af deres Folk.
59. Statens synlige Skikkelse er ikke guddommelig, men er jordisk og nationalt bestemt.
60. En Ligedannelse af Kirke og Stat miskender og sammenblander Statens Væsen og Opgave som den, Sværdet er givet, med Kirkens Væsen og Opgave som den, Guds Ord er betroet og paalagt.
61. Vi skylder vort Folks Stats-Øvrighed Lydighed, for saa vidt den ikke befaler os at handle mod Guds Ord.
62. Den kirkelige Øvrighed er en jordisk Ordning af den jordiske Kirke, som vi skylder Lydighed i kirkelige Sager, for saa vidt dens Anordninger ikke strider mod Guds Ord.
63. I Indførelsen af Fører-Principet i Kirkeordningen ser vi Opløsningen af den sande kirkelige Autoritet, som ikke hviler paa et religiøst Førerprincip, men paa Underkastelse under Guds Ord.
64. Førerprincipet er ikke noget kirkeligt, men et politisk Princip.
65. Tyskere er vi som Lemmer paa vort Folks jordiske Legeme; Kristne er vi som Lemmer paa vor korsfæstede og opstandne Herres himmelske Legeme.

EFTERORD
Naar i disse Sætninger Ordet ”Vi” og ikke ”Jeg” er brugt, saa er det ikke blot, fordi jeg sikkert haaber ikke at staa alene med disse Sætninger, men til syvende og sidst fordi den Sag, det her gælder, kræver det saaledes.

Den, der misbruger disse Sætninger enten politisk eller kirkepolitisk, skal vide, at han dermed handler mod deres Hensigt og Mening.