Indledning PDF Udskriv Email

Af Majken Frost, fra bogen: ”Frihed eller lighed – et opgør med U90”, Forældrenes Børnekommission, 1978, 9-10.

»Lighed, sat ubetinget som det eneste, i sig selv tilstrækkelige, og som det, hvorimod det hele skal stile hen, er naturmæssigt en meningsløshed; den er som samfundsidé betragtet noget, der kun hører hjemme, hvor alt grundlægges på en overnaturlig frivillighed og en overnaturlig kærlighed«. Jakob Knudsen 1905

Denne bog er et opgør med U90. Men dens sigte rækker igrunden langt videre. For bogen er lige så meget et opgør med, en protest imod den tendens og tankegang, der som eet af sine udslag har fået U90, men hvis pest rider vor tid som en mare, og hvis gennemførthed vil være en folkelig katastrofe.

For bogen er vendt mod umyndiggørelsen af mennesket.

Mod den frihedsberøvelse og menneskeødelæggelse, som den ideologisk definerede og politiske dirigerede opdragergerning altid vil resultere i.

U90 er et karakteristisk, men ikke enestående led i denne umyndiggørelsens fremtrængen, for den sniger sig ind overalt i dagens Danmark – i retssal og skolestue, på universiteter og institutioner, på arbejdsplads og i hjemmene. Umyndiggørelsen af mennesket, ønsket om og magten til at tage menneskets frihed fra det og gøre det til et væsen, hos hvem eftersnakkeri og konformitet har afløst selvstændighed, hvis frihed er blevet til en frihed på ideologiens betingelser – det er denne umyndiggørelse vi vil protestere imod.

Vi vil opgøret med de toneangivende kredse, der vil definere os vor tilværelse – og dermed tage den fra os som vor – vi vil opgøret med den tankegang, som nok hævder selvstændigheden, men selvstændigheden på det givne værdigrundlag.

Vi vil kort og godt forsvare retten til at være os selv.

Vor tids plages af en dybtgående respekt for videnskaben. En respekt for den videnskabelige analyse og registrering, som i sin ærbødighed har glemt, at videnskaben har sine grænser. Glemt, at en kritikløs brug af videnskaben, hvor videnskaben intet har at gøre, altid vil føre til misbrug, både af det videnskabelige og af det, som det videnskabelige bruges overfor.

Mon det er en tilfældighed, at U90's lighedsforkyndelse underbygges med ét væld af kurver og analyser? Mon det ikke er betegnende, at såkaldt videnskabelige institutters undersøgelser lægger grunden til det lykkeland, som U90 forkynder i uddannelsens navn? Er det ikke en konsekvent understregning af ærbødigheden for det videnskabelige, at menneskets »livskvalitet« i U90 gøres til et produkt af uddannelse? »Jo mere du ved, jo mere vil dit liv Lykkes«. Ikke i karrieremæssig henseende, ikke i materiel henseende – men i enhver henseende. Uddannelse til arbejde og til fritid, uddannelse til ægteskab og til forældretilværelse, uddannelse til indflydelse og uddannelse til kritik, kort sagt – uddannelse til at leve dit liv.

Men man kan ikke leve sit liv på videnskabens opskrift, man kan ikke leve sit liv som resultat af en uddannelse. For livet kan kun leves på eget ansvar og for egen regning, ordet livskvalitet giver kun mening, når det udtales af den enkelte. Uddannelse kan føre til en indsigt i at bestride bestemte arbejdsområder – og det skal være uddannelsens indhold at have sig dette for øje. Skolegang, på hvilket alderstrin den end finder sted og under hvilke former den nu foregår under, skal føre til kyndighed – og ikke have som sit mål at føre til andet. At den enkelte gennemløber en menneskelig udvikling under skolegangen, vil jeg ikke bestride, men denne udvikling skal det aldrig være skolens, uddannelsesinstitutionens opgave at give bestemmelse af, for så har skolen gjort sig selv til frelsesanstalt, og det er ikke det skolen skal være. Skolen skal være arbejdsplads og ikke forkyndelses sted.

For i så fald vil der ikke være frihed i skolen længere.

Vi har kaldt vort opgør med U90 for »Frihed eller lighed«. For konsekvensen af U90's forslag om den lighedsorienterede undervisning vil være, at friheden for den enkelte forsvinder i skolen. Friheden til at være sig selv fornægtes, friheden til selv at mene om sin egen tilværelse, hvad man vil, trædes under fode – for arbejdspladsen er nu ikke længere et sted, hvor krav om indsats skal honoreres, og hvor ordensregler skal overholdes – arbejdspladsen er blevet til en skole for livskvalitet. Og i U90 er livskvaliteten bestemt som lighed.

Derfor er konsekvensen af U90 også tvangen. Derfor er konsekvensen diktaturet. For hvadenten skolen skal udvikle til sympati med et bestemt politisk parti, eller den skal udvikle til en bestemt livsholdning, vil den konsekvente gennemførelse af ønsket altid afhænge af tvangen. Tvangen, som i U90 ytrer sig i forslaget om tvungne børnehaveklasser, i ønsket om på frivillighedens grund at fastholde folk i uddannelsesforløbet, i valget af det centrale fremfor det lokale, i kravet til forældrene om samarbejde – i overordningen af ligheden.

Videnskaben konstaterer i sine analyser og gennem sine registreringer ulighed i landet. Ulighed i arbejde og indtjening, ulighed i boligforhold og levevis, ulighed i opførsel og indstilling. Og ideologen, der som sin religion har den gennemførte lighed, tager videnskabens konstateringer til sig og sætter sine definitioner om lykke og ulykke på disse konstateringer, og i dag har ideologen sat sig til rette på ministertaburetten og omdannet sit ministerium til en propagandacentral. Og der rasles med våbnene, med tvangen, hvis propagandaen ikke tages til indtægt.

Mod alt dette retter vor protest sig. Mod den videnskab, som i sin såkaldte videnskabelighed lægger op til misbruget, mod ideologen, som kamouflerer sin egen ønskedrøm med kurver og analyser, mod ministeren, som glemmer at regere for at propagandere, mod embedsmanden, som lader sin administration tjene propagandaens sag. Mod alt dette, som fører til overgrebet på den enkelte, både barn og voksen.

Vore børn er vore børn, skrev vi i pjecen fra »Forældrenes børnekommission« i 1977. Der er stadig grund til at gentage det, blandt andet har U90 vist det.