U 90 – en verden i de intellektuelles billede PDF Udskriv Email

Af Steen Steensen, fra bogen: ”Frihed eller lighed – et opgør med U90”, Forældrenes Børnekommission, 1978, s.30-41.

Klassekampen
Karl Marx historiske studier førte ham til den antagelse, at forandringer på det kulturelle område skyldes ændringer i den materielle produktion. Forskydninger i de økonomiske og sociale strukturer begærede så at sige en åndelig tillempning til de nye tilstande. En ændret opfattelse af social adfærd og sand livsførelse forekom ham at være en uundgåelig følge af en anden samfundsorden. Folkenes samvittighed udsattes for korrektioner sådan, at den omlagte kurs i samfundsudviklingen føltes nødvendig og retfærdig.

At den herskende opfattelse af ret og uret, godt og ondt, smukt og grimt, lødigt og ulødigt vekslede efter tid og sted indebar ikke nogen ny erkendelse. Allerede sofisterne i det antikke Grækenland formulerede en filosofi om al tings relativitet. De græske filosoffer nåede imidlertid til deres relativistiske anskuelser ud fra en tolkning af det menneskelige sanseapparats subjektive beskaffenhed. Når menneskene ikke kunne nå frem til en fælles opfattelse af denne verdens natur endsige nå til enighed om etiske og æstetiske spørgsmål, så hang det sammen med den enkeltes individuelle erkendelsesmåde. Det enkelte menneske var målestok for alle ting, hvorfor ethvert udsagn om samfundet og menneskelivet kun havde gyldighed for den talende. Al autoritet blev på den måde forlagt til det enkelte individ.

Det nye hos Karl Marx er, at han omplanter relativismen fra den enkelte til klassen. Den herskende opfattelse af rigtigt og forkert, fremskridt og bagstræb bestemtes af det pågældende samfunds dominerende befolkningsgruppe. Det affattedes på træffende vis således, at en tids herskende ideer, er den herskende klasses ideer. Den rådende retsorden, den pågældende lovgivning, de fremtrædende normer på opdragelsens og kunstens områder er blot udtryk for en klasses vilje. Endog skulle det forholde sig sådan, at enhver videnskabelig produktion er en afspejling af de eksisterende samfundstilstande. Og politiske reformbestræbelser måtte tydes som en klasses forsøg på at tilliste sig nye fordele på den øvrige befolknings bekostning. Karl Marx binder altså menneskets forestillinger til klassen. Tankens kilde udspringer af individets sociale tilhørsforhold. Det er personens klasseinteresser, der former ideerne, og klasseinteresserne er knyttet til individets placering i den sociale orden. Enhver tolkning af et idékompleks må således tage sit udgangspunkt i en analyse af idéskabernes samfundsmæssige position.

Selv om denne tale lyder lige lovlig bombastisk og fordrer en vis nuancering, er det historiske bevismateriale for grundtankens rigtighed ikke desto mindre så overvældende, at enhver nøgtern historiekender tvinges til i en vis udstrækning at tilslutte sig påstanden. Alle samfund over samler- og jægerstadiet har haft en dominansklasse, der gennemgående bestemte retningslinjerne for kultur- og samfundsliv. End ikke folkestyret synes i stand til at hindre en vis hakkeorden, hvor de øverste på den sociale rangstige behersker livet i staten. Folkestyret har kun formået at holde vilkårligheden i ave og lægge en dæmper på den toneangivende klasses mest ambitiøse anslag.

Den intellektuelle klasse
Det er ikke vanskeligt at bestemme den sociale sammensætning af Det centrale Uddannelsesråd. Medlemmernes klassemæssige tilhørsforhold er yderst ensartet. Måske med en enkelt undtagelse kommer de fra det samme sted i samfundet. De tilhører den nye verdensomspændende superkultur af intellektuelle. De intellektuelle er navnet på den klasse, der tildannes på læreranstalterne med henblik på at forrette specielle funktioner i samfundets sociale, økonomiske, politiske og kulturelle liv. Uddannelsesinstitutionerne er deres magtbasis, og teoretisk indsigt er den produktionsfaktor, som betinger deres herredømme.

Magten har til alle tider været knyttet til en bestemt produktiv kraft. I reglen klæber herredømmet sig til den genstand, der er vanskeligst at erhverve og møjsommeligst at erstatte. I det middelalderlige feudalsamfund var det jorden. Gennem lange tidsrum udgjorde denne produktionsfaktor rygraden i samfundet. Besiddelsen af nævnte kraft gav velstand, social prestige, militær position og juridisk myndighed over underklassen. Jorden sikrede kort sagt en magt i staten. Kapitalbesiddelse i sig selv medførte ingen position. Jorden kunne nemlig ikke uden videre erhverves for penge, eftersom den ikke var en fri salgsvare i moderne forstand. Jordeje i større omfang krævede adelig herkomst.

Senere gled autoriteten over på kapitalen. Nu garanterede denne produktionsfaktor en afgørende indflydelse i riget. Kapitalisme afløste feudalisme. Den gruppe i samfundet, der rådede over den efterspurgte og vanskeligt opdrivelige kapital, blev herskende klasse. Radikale ændringer i samfundets åndelige overbygning fandt sted. Den ny klasse gik i gang med at skabe en verden i sit eget billede. De toneangivende ideer om retsorden, videnskaben, kunst og opdragelse tog en drejning i retning af den nyetablerede samfundsmagts interesser. Forandringen i den materielle produktion medførte derfor store kursændringer i den åndelige.

Efter det 20. århundredes midte gled magten imidlertid over på en ny produktionsfaktor. Uddannelsen, det velskolede intellekt, kundskabens vælde trådte i pengenes sted. Uddannelsesmagten blev den kraft, der afløste kapitalmagten. Kundskabsindehaverne overtog ledelsen af produktion og stat. Og ligesom besiddelsen af jord og kapital i disse produktionsfaktorers tid havde givet ejermændene en social magtposition, i lige måde tilsikrede ejerskabet af teoretisk viden dens indehavere klasseherredømmet.

Den ny klasse jog straks til at kreere en verden i sit eget billede. Ligesom forgængerne i embedet indførte en samfundsorden efter eget behov, således tog de nye herrer fat på at forme samfundet i overensstemmelse med klassens tarv. Den kulturelle kurs blev indstillet efter de intellektuelles mål. Kundskabsaristokraternes begreber om social adfærd og livskvalitet krammedes over befolkningen med en kompressors kraft. De intellektuelles normer gjaldt som målestok for alle ting. Som andre herskerklasser i historien gik de i gang med at retsbeskytte den produktionsfaktor, der udgjorde magtens grundlag. Adelen beskærmede jorden, kapitalen den private ejendomsret og de intellektuelle fredlyste uddannelserne. Lovgivningen drejede kursen væk fra kapitalbeskyttelse og ejendomsrettens ukrænkelighed. Social opstigen via kapitalfaktoren sattes under kriminel mistanke. Kundskabsklassen indførte begrebet økonomiske forbrydelser. Hermed havde de opfundet et effektivt våben mod resterne af den gamle fjende. Men samtidig med at privatøkonomiske transaktioner holdtes for synd, posterede de intellektuelle et gærde omkring den ny produktionsfaktor. Uddannelse blev ligeså ukrænkelig som ejendomsretten i kapitalens tid. Lovene tog i stigende grad sigte på at forskaffe den ny samfundskraft de bedste vækstbetingelser. Selv den mest spagfærdige kritik af uddannelsesfaktoren blev mødt med den allerstørste forargelse og misbilligelse.

U 90 – de intellektuelles interesser
U 90 skal netop ses i sammenhæng med ovennævnte udvikling. Den er en afbildning af den nye klasses interesser, et skilderi, der stiller de intellektuelles behov og ønsker til skue. Herværende indlæg i U 90-debatten har just til formål at tolke værkets idékompleks i klassemæssig perspektiv. U 90 er de intellektuelles produkt og må forklares og modsiges ud fra denne forudsætning. Sigtet er imidlertid ikke kun at blotlægge de tilgrundliggende klasseinteresser i U 90, men ligeså vigtigt er det at påpege, at Det centrale Uddannelsesråds lighedsmål savner troværdighed, ligesom midlernes konsekvenser er skæbnesvangre.

Artiklen kan ikke i detaljer gå ind på, hvordan det fundamentale magtskifte fra kapital til uddannelse forløb. Men skal man begribe de intellektuelles verden, forstå de bagvedliggende interesser og klassens indbyrdes sammenhold, er det dog nødvendigt at beskrive visse hovedtræk i den revolutionære proces. Indledningsvis kan det konstateres, at revolutionen ikke artede sig i den oprørske volds skikkelse med skyderi og spektakler i gaderne, men som en undergravende revolutionær proces, hvor den intellektuelle middelklasse langsomt strangulerede den kapitalbesiddende overklasse. Den revolterende klasse marcherede ind i industriens nervecentre og statens institutioner og kvalte systemet indefra. Den kapitalistiske orden knustes med bureaukratiske midler. For så vidt var der tale om en strukturrevolution. Samfundet forandredes gradvis i overensstemmelse med den kommende klasses interesser. De intellektuelle forstod, at den åbenlyse revolte mod den etablerede orden var dømt til nederlag. I stedet listede kundskabsejerne ind i det kapitalistiske erhvervsliv, fagforeningerne, offentlige institutioner og politiske organer på det bestående samfunds betingelser og tog over enhver form for styring. Det praktiske livs mænd blev overalt skubbet til side.

Analyse – planlægning – administration
De intellektuelles styrke er analyse, planlægning og administration. I den klassiske liberalismes tid kunne disse kvalifikationer dårligt bringes i anvendelse. De frie markedsmekanismers selvregulerende og selvoprettende evne overflødiggjorde al central planlægning. Det kapitalistiske system har så at sige ikke brug for den intellektuelle, hvorfor denne orden da også afskys af bureaukrater som pesten. Øvrighedstænkning og embedsmandskultur nød ringe popularitet.

Imidlertid foregik der processer i det kapitalistiske system, som begunstigede de intellektuelles ambitioner om klasseherredømmet. Den tekniske udvikling stillede krav om planlægning. De omfattende investeringer i maskiner og udstyr bevirkede, at virksomhederne ønskede mere kontrol med afsætningen. Den industrielle planlægning tragtede efter at reducere markedets indflydelse til et minimum, således at en kostbar produktion kunne iværksættes og gennemføres uden væsentlig risiko. Virksomhedsejeren blev afhængig af eksperter i analysens og planlægningens kunst. De intellektuelle rykkede ind i industriens kommandocentral.

Stordriften i erhvervslivet skubbede udviklingen i samme retning. Den voksede efterhånden kapitalisten over hovedet. I det store foretagende svigter ejerens viden. Moderne industriproduktion kræver betydelig indsigt i maskinteknik, kemi, matematik, materialefremskaffelse, produktionsledere og kundskaber om arbejdsforhold, miljøbeskyttelse m. v. Dertil kommer, at salgssiden næsten involverer lige så megen aktivitet som produktionen. Alt dette og mere til kan en enkelt person ikke beherske. Derfor må kapitalisten også af den grund åbne døren for den klasse, hvis ønske er at erobre hans sociale og økonomiske position. Og da driftsherrens kapital samtidig splittes for alle vinde, efterhånden som ejerskabet fordeles over en række mere eller mindre anonyme aktionærer, så kvæles pengefyrsten ganske langsomt, og de intellektuelle rykker ind i det industrielle system og beslaglægger indboet.

Kapitalisten eksisterer altså ikke længere som samfundsmagt. Den private virksomhedsejer har ganske vist overlevet i den lille bedrift, men de overlevende holder sig kun i live på den ny klasses beregning og nåde. De små erhvervsdrivende, der uden forbehold må karakteriseres som vor tids arbejdshelte, er i dag reduceret til arbejdsslaver.

Kapitalmagten er således fortrængt af vidensmagten. Ejerskabets betydning er undergravet af kundskabens nødvendighed. Magten blev forlagt fra ejere til ledere. En kollektiv hjernetrust kom til at udgøre rygraden i det store industrikompleks. Magten spilledes i hænderne på en stab af folk med specialviden. De intellektuelle kunne lægge grunden til en ny tidsregning i historien.

Men de intellektuelle erobrede ikke bare herredømmet over det industrielle produktionsapparat. De marcherede også ind i statens institutioner. Og her var der om muligt endnu flere embeder i udsigt. Læreanstalternes kandidater så med forventning hen til de resultater en stor politik på dette område kunne afstedkomme. Anledningen til et gunstigt udfald frembød 1930ernes økonomiske krise. Dels betød krisens sociale følger, at den stadige kritik af kapitalismen nød større troværdighed, og dels gav de økonomiske sygdomme mulighed for dristige fremstød for statsplanlægning. J. M. Keynes lære om statsindgrebenes nødvendighed skaffede de intellektuelle en uvurderlig ideologi i hænde. I den forbindelse må Keynes betragtes som en ligeså revolutionær skikkelse som Karl Marx. De to herrers betydning for de intellektuelles magtovertagelse kan næppe overdrives.

Det er vel unødvendigt at gøre rede for statsorganernes umådelige vækst siden 1930erne. Antallet af intellektuelle i offentlig tjeneste er uhyre, og der findes stadigvæk på nye opgaver, som kan retfærdiggøre endnu flere foderkrybber til læreranstalternes kandidater. Uddannelsesinstitutionernes magt formeres, og den pædagogiske og videnskabelige stand vokser i anseelse og mægtighed.

De intellektuelle har altså erobret klasseherredømmet, og som enhver anden privilegeret stand i historien har de som mål at bevare de tilkæmpede rettigheder. Ingen klasse har nogensinde givet dem fra sig af egen drift. Men i hvilken retning tenderer den ny klasses stræben? Hvilket samfund tragter den efter, og hvilke goder ønsker den at erhverve?

De intellektuelles samfund
Indledningsvis er det vigtigt at slå fast, at de intellektuelle higer mere efter magt end efter rigdomme. Tidligere herskerklasser i historien anglede på den mest begærlige måde efter penge og ejendom. I det hele taget gælder den grundsætning, at en magtklasse knytter sin stræben til den produktionsfaktor, der forudsætter herredømmet. Adelens ambitioner rakte efter stadig større godser, og kapitalens efter vækst i pengebunken. Uddannelse er den produktionsfaktor, der betinger de intellektuelles overhøjhed, hvorfor denne kraft omgærdesmed den største bevågenhed. Uddannelsesmaskineriet må stedse fungere. Læreranstalterne er ligeså afgørende for de intellektuelles eksistens som herregårdene var for adelen og fabrikkerne for kapitalen. De intellektuelle kan ikke undvære uddannelsesinstitutionerne, men må også have et embede. Hvis uddannelse er det første middel, så er et intellektuelt embede det umiddelbare mål.

De intellektuelle stræber efter en fast livsstilling, hvorfra de kan dirigere livet i staten. I modsætning til kapitalisterne er de nye magthavere ikke besat af pionerånd og vovemod. Snarere er de tryghedsnarkomaner. Tidens unge junkere ønsker ikke at erobre verden med livet som indsats. Deres begær står til et trygt, beskyttet embede med fast løn og pension, et embede, der giver mulighed for at dyrke kulturelle interesser på den produktive befolknings konto. Men det er også et embede, hvorfra de kan underlægge sig verden og bygge op et samfund i sit eget billede. Og dette samfundsbillede er gennemsyret af uddannelse fra vugge til grav.

Dette mål er fælles for hele klassen. Det forholder sig ikke sådan, at industriens lederklike beflitter sig i anden retning end det ledende lag i offentlige bestillinger. De intellektuelle i statstjenesten afskyr kapitalismen i højere grad, men det betydningsfulde er, at den intellektuelle stab i industrien heller ikke har synderlig interesse i at forsvare dette system. Industriens og forretningslivets mægtige direktørbesætning ønsker ligesom de statsintellektuelle at erstatte det frie marked med planlægning. Dertil kommer, at de som lønmodtagere stræber efter en fast, solid indtægt med social anseelse og magt. Disse folk er heller ikke heltemodige eventyrskikkelser udstyret med en alt eller intet mentalitet. Den farverige kapitalist er fortrængt af en embedsmandsagtig grå fremtoning med bureaukratiske tilbøjeligheder. Men ligesom deres kolleger i statstjenesten fører de sig frem med en administrativ sikkerhed, der gør dem dræbende effektive. Den intellektuelle i den private såvel som kollegaen i den offentlige sfære ligner således hinanden til forveksling, har de samme mål og tror begge på planlægningens velsignelser. Hver især har de startet deres karriere på en uddannelsesinstitution, teoretisk indsigt er deres fælles grundlag, og de giver sig af med de samme åndelige sysler. Og den pædagogiske og videnskabelige stand bestræber sig også i anførte retning. For den intellektuelle kommer det ud på ét, om han er ansat i privat eller offentlig tjeneste. Arbejdsgiverforeningen eller LO. De kulturelle og økonomiske interesser er af enslydende art.

Men i og med at de intellektuelle erobrede herredømmet over både produktionsapparatet og offentlige institutioner indledtes en ny fase i forholdet mellem industri og stat. Kapitalisterne havde altid stillet sig skeptiske over for statslige initiativer. For den ny industriledelse betragtes staten ikke længere som en fjende, snarere som en forbundsfælle. Som nævnt er der en anseelig risiko ved igangsætning af en moderne produktion. Mange virksomheder søger derfor statens hjælp og beskyttelse. Konflikten mellem privat og offentlig magt formindskes således til stadighed.

Der er dog ingen tvivl om, at de statsintellektuelle har fat i den lange ende. Denne del af klassen har længe tragtet efter uddannelsesmonopolet. Det er som om de private virksomheder har opgivet kampen om kontrollen med skolingen. Man kunne forestille sig, at det produktive erhvervsliv selv ville kvalificere arbejdskraften for bedre at sikre dens loyalitet. Ikke desto mindre har industriens intellektuelle jævnt hen givet afkald på denne tilsyneladende fordel. Årsagen er måske, at staten for sin eneret påtager sig ansvaret for de enorme udgifter, hvilket medfører den fordel for industrien, at den offentlige magt tvinges til at inddrage arbejdets merværdi. På den måde holdes arbejdsstyrken bedre i ro.

Hermed har de statsintellektuelle fået et afgørende magtinstrument i hænde. Den, der behersker uddannelserne, behersker samfundet. For de intellektuelle i erhvervslivet er denne omstændighed imidlertid ikke katastrofal. Som ansatte på fast løn er statskontrol ingen trussel, ligesom nationalisering ikke er en større ulykke. Man kan ikke skræmme den private industris ekspertstab med socialisering. Snarere tværtimod, skulle en folkelig revolte blive aktuel, kunne man ligefrem forestille sig, at industrilederne ville trygle deres klassefæller i statstjenesten om at socialisere hele foretagendet. At de intellektuelle i almindelighed vil ty til socialisme i en faretruende situation træder stedse tydeligere frem. Intet andet system har hidtil formået at styre en genstridig befolkning med så stor effektivitet. Og i alle socialistiske lande indtager kundskabsklassen en førerposition. For de intellektuelle er kommunismen ingen trussel, men et trumfkort i ærmet. Iøvrigt kaster socialismen ikke færre embeder af sig.

De fælles klasseinteresser bevirker naturligvis også, at der blandt intellektuelle hersker et stærkt klassesammenhold. Ganske vist forekommer der visse interne stridigheder. Det har altid forholdt sig sådan, at der inden for en herskerklasses egne rækker har eksisteret rivaliseringer. Hverken adelen eller kapitalen var enige indbyrdes, men de standende modsætninger var overfladisk af karakter. Når det drejede sig om bevarelse og udbygning af egne privilegier, rådede der massiv samdrægtighed. Kun midlerne til særrettighedernes vedligeholdelse og forøgelse afstedkom uoverensstemmelser. Sådan forholder det sig også med de intellektuelle. En vis konkurrence består, men de grundlæggende klasseinteresser binder dem sammen. Trues klassen nedefra vil de gøre fælles front mod angriberen. Glem ikke den samvirkende reaktion mod rindalist- og fremskridtsbevægelsen!

CUR
Det centrale uddannelsesråd er massivt bemandet af intellektuelle. Ikke desto mindre understreger rådet, at der hersker stærke meningsforskelle i forsamlingen, og det tilkendegives, at sammensætningen repræsenterer og afspejler ulige samfundsinteresser. Forskellige mindretalsudtalelser skulle vel tjene til at understøtte de nævnte bekendelser.

Imidlertid må ovennævnte tale om interessemodsætninger i rådet betegnes som snak. Mere korrekt var det vel at karakterisere udtalelserne som ideologiske sløremidler. I den intellektuelle klasse er der stor sammenhængskraft. En analyse af Det centrale Uddannelsesråds grundlæggende ideer åbenbarer da også en afgørende enighed. Rådet samstemmer nemlig om, at uddannelse skal være samfundets fundamentale produktionsfaktor, og at denne kraft bør styrkes yderligere. Alle må igennem uddannelsessystemet, og enhver restgruppe fordres udryddet. Hvad der er godt for den herskende klasse, er godt for alle. Ingen får lov at snige sig udenom. I kapitalismens epoke måtte menneskene storme efter guldet. Enhver karriere gik over kapitalfaktoren. I intellektualismens tidsalder gælder det ræset efter uddannelse. Ungdommen tvinges til at haste med tungen ud af halsen efter institutionskundskaber. Alle andre kanaler til social opstigen er nemlig spærret af den ny klasse.

Den intellektuelle lighed
Men nu er lighed jo målet. Mere lighed i uddannelserne fører til større lighed i samfundet. Og ved lighed i uddannelserne forstås, at alle sættes i stand til at udnytte uddannelsessystemet i lige mål. Det gælder om at skole intellektet hos alle i en sådan grad, at større lighed i samfundet lettere lader sig realisere.

Af to grunde er al den konversation om lighed ren humbug. For det første har et aristokrati aldrig nogensinde i historien stræbt efter lighed. Det ville jo indebære et frivilligt afkald på erhvervede privilegier. Ingen fortidig magtklasse har endnu foretaget et sådan skridt, og når man betænker de intellektuelles ivrighed i egne interesseorganisationer, synes det nuværende aristokrati ikke at adskille sig fra historiens andre herremænd. Ethvert samfund fra agerbrugsstadiet har haft tre grundlæggende klasser – en under- en middel- og en overklasse. De tre klassers mål er fuldstændig uforenelige. Underklassen har altid tragtet efter lighed. Overklassens mål er at bevare magten og privilegierne, og middelklassens higen står til klasseherredømmet. Dens mål er altså at knuse overklassen og indtage dens position. I denne strid har middelklassen ofte allieret sig med underklassen og foregivet, at den kæmpede dennes sag. I dette komediespil har det ikke skortet på falske løfter om lighed, frihed og broderskab. Glem ikke læren fra den franske revolution i 1789. Her allierede den revolutionære middelklasse sig med underklassen, bedøvede den med slagord om lighed og frihed. Ved fælles hjælp fik de to klasser da også likvideret overklassen. Den ærgerrige middelklasse indtog dens position, og underklassen blev derefter sat på plads nederst i den sociale struktur. Og glem ikke læren fra den russiske revolution i 1917. Her besnærede den intellektuelle middelklasse også underklassen med bedrageriske fraser om lighed og solidaritet. Da den gamle overklasse lå radbrækket på historiens mødding, havde den revolutionære avantgarde erobret dens plads, og underklassen fastlåstes i dens vanlige sociale bås.

Når en kommende klasse eller et etableret aristokrati taler om lighed, er der grund til skepsis. Paroler om lighed og fraser om fællesskab optræder altid i en revolutionær sammenhæng, hvor den opstigende klasse har brug for støtte nedefra med henblik på tilintetgørelse af den gamle magt. Når de revolutionære bestræbelser er ført til sejr, udsættes ligheden til engang i fremtiden. Dette tidspunkt indtræder imidlertid aldrig. Den ambitiøse middelklasses mål er jo klasseherredømmet – ikke ligheden, og som herskende klasse drejer det sig om at skabe en social orden i sit eget billede. Nu er målet at bevare selve magten og de medfølgende privilegier.

Udvidelse af uddannelseskløften
Men også af en hel anden grund er al parleren om lighed humbug. Uddannelserne er overhovedet ikke et middel, der kan føre til en sådan samfundstilstand. Skolen indsnævrer ikke, men udvider uddannelseskløften yderligere. Alle børn kan ikke eller vil ikke udnytte undervisningen i lige mål. Når børnene starter i skolen er forskellen i viden forholdsvis beskeden, men dette forhold ændrer sig radikalt med tiden. Den mere intelligente, ærgerrige, flittige og interesserede elev suger naturligvis kraftigere til sig af den tilbudte vare end den mindre ambitiøse og lærenemme. Efter få år er forskellen mellem dem betydelig større end ved skolegangens start. Udvider man nu undervisningspligten yderligere, forøges uligheden i erhvervede kundskaber tilsvarende. Deraf følger logisk, at skolen ikke tilvejebringer større lighed, men frembringer tværtom klasseskel. Jo længere skolegang des større afstand mellem menneskene.

Uddannelserne er som sagt den produktionsfaktor, hvortil magten er knyttet. Jo mere man besidder af denne kraft, des mere indflydelse og des flere sociale og kulturelle goder. De intellektuelle har nemlig maget det sådan, at uddannelsesmængden kædes sammen med tildeling af social rolle. Skolegangen lægges til grund for indkomst, ansættelse og avancement. Det drejer sig ikke om at kunne bestride et job på grundlag af personlig dygtighed. Man må igennem læreanstalternes tælleapparater. Kun en sådan passage er kvalificerende. At hæve sig op ved egen kraft tolereres ikke gerne. Måske skyldes det, at den selvhjulpne minder de intellektuelle om, at de selv har erhvervet deres privilegier i ly af statens arm og på skatteydernes bekostning. Samtidig unddrager den selvlærte sig den pædagogiske og videnskabelige stands tilvirkning. Dertil kommer naturligvis, at uddannelsesadelen påføres ubehagelig konkurrence. Det sidste er dog så godt som bragt til standsning.

Uddannelsesbesidderne er endog ved at nå så vidt, at de kan presse en dygtigere mand ud af jobbet. Mangelfuldt skolede folk kan intet steds føle sig sikre. Truslen om at blive anklaget for ukvalificeret forpester allerede mange menneskers daglige tilværelse. De skånselsløse interesseorganisationer viger ikke tilbage for de mest brutale angreb på den ustuderede arbejdskraft. En vældig kædereaktion udløses ovenfra, således at de mere uddannede hakker på de mindre uddannede. Sammentræffende hermed blokeres social opstigen uden om skolestuen. Ingen kan eksempelvis i dag arbejde sig op i toppen i sit eget firma. På et vis niveau bremser de intellektuelles fagorganisationer den videre færd. Disse organers hovedopgave er jo at skaffe plads for læreanstalternes grådige folk. Bogormene æder sig ned gennem virksomhederne og sætter sig på de mest attraktive poster. Som snyltehvepse borer de deres brod ind i produktionslegemet og kaster de tomme hylstre ud på skrammelpladsen.

De intellektuelles lighedsønsker er bluff
Tanken om at ligheden tilnærmes, når alle får en uddannelse, er bluff. Dels ønsker det intellektuelle aristokrati ikke lighed, og dels fører uddannelse logisk til det modsatte. Man udlignede i sin tid ikke svælget mellem fæstebonde og herremand ved at gøre alle til godsejere. Det var en fysisk umulighed. Ligeså bekæmpede man ikke i kapitalismens epoke uligheden mellem arbejder og industrimagnat ved at gøre alle til pengefyrster. På samme måde er det fysisk umuligt at udjævne klasseforskelle ved at gøre alle til intellektualister. Anstrengelser i den retning fører blot med sig, at befolkningen tvinges ind under kundskabsejernes dirigentstok og foranlediges til at danse efter de intellektuelles pibe. Lighedsidealet er imidlertid velegnet til at retfærdiggøre uddannelsesfaktorens fortsatte førerstilling og dermed cementere de intellektuelles dominans. Men dertil kan rigtignok føjes, at en lang række mennesker berøves muligheden for at forme tilværelsen efter et andet mønster. Jo større betydning skolegangen får, des værre er det at falde uden for systemet. Den skoleferme, den bogligt begavede tildeles på forhånd alt for store begunstigelser. Og den skolesvage diskrimineres unødigt hårdt. Den tid svinder bort, hvor skoledosmeren i det praktiske liv overhaler duksedrengen. De elever, der ikke kan klare at leve op til de intellektuelles succesværdier, er dømt til nederlag. Mange unge vil utvivlsomt reagere ved at forkaste intellektualismen i alle dens afskygninger og ty til voldshandlinger. Brugen af knytnæven kan være skoletaberens eneste middel mod det intellektualistiske samfunds overgreb. Magthaverne har jo knyttet al agtelse og selvrespekt til uddannelsesfaktoren. Et menneskes værdi takseres efter graden af uddannelse, ligesom pengemængden udgjorde målestokken i kapitalens tidsalder. Stigende vold i tilknytning til længere skolegang og øgede uddannelseskrav kan forudses. De intellektuelle må bære hele ansvaret for denne udvikling.

Uddannelsens to sider
Af ovennævnte kunne det måske fremgå, at enhver form for uddannelse er skadelig. Denne slutning er for vidtgående. Men det er en illusion at tro, at al læren er et resultat af skolegang, og at enhver art af dygtiggørelse er knyttet til offentlige institutioner. Endvidere skal man ikke være blind for, at uddannelse også har en undertrykkende side. Viden har i en vis forstand de samme egenskaber som penge. Begge dele er praktiske og kan skænke indehaverne større bevægelsesfrihed og livsglæde. Kundskabsbesiddelse og pengebesiddelse er imidlertid besiddelsesformer, hvortil magt er forbundet. Og magt kan betvinge. I kapitalismens periode kunne økonomiske midler skaffe ejerne en forfærdende indflydelse på andre menneskers skæbne. Kundskabsbesidderne har de samme muligheder i intellektualismens tidsalder. Ved hjælp af viden, veltalenhed og skriftklogskab kan de kue omgivelserne til tavshed og gennemtrumfe beslutninger til egen fordel. Det drejer sig altså ikke om at afskaffe al viden, brænde bøger o.l., men det gælder om at fjerne kundskabernes undertrykkende funktion.

Det er naturligvis rigtigt, som det tilkendegives i U 90, at de kedeligste job med den dårligste løn tilfalder folk med den ringeste uddannelse. Ja, for de intellektuelle har selv fremkaldt den situation. Kundskabsklassens stræben gik jo ud på at forfremme uddannelsesfaktoren til samfundets dynamo. Intellektualisterne foregiver nu på hyklerisk vis at bekæmpe den tilstand, der er resultatet af deres egne gerninger. Først udnævnte de uddannelserne til et behov, siden til en nødvendighed og endelig en menneskeret. Men uddannelseskravet har ført til en legal deklassering af mennesker med andre evner og interesser, og forskaffet den herskende klasse et ideologisk alibi for fortsat herredømme. Lighed er et udmærket ideal, men den tilvejebringes ikke via uddannelse. Skal vejen til større lighed betrædes, må uddannelse og social rolle adskilles. Så længe skoling, profit og prestige sammenkædes fører uddannelse til klasseskel. Kravet må lyde, at ingen kan diskrimineres på grund af manglende uddannelse, og ingen må materielt belønnes på grund af uddannelse. Større lighed indebærer også, at mangfoldige kanaler står åbne til det job, der står til den enkeltes hu.

Bremse af U 90 – en folkerejsning
U 90 er fabrikeret af intellektuelle og for intellektuelle. Den repræsenterer en hovedhjørnesten i den ny klasses imperiale bygningsplaner. Fuldføres grundtegningen er fundamentet støbt til århundreders vælde. De intellektuelle vil formentlig overgå tidligere herskerklasser i magtfuldkommenhed. Naturligvis har ethvert aristokrati gennem tiderne skabt en samfundsorden i sit eget billede. Alligevel har fortidige herremænd sjældent blandet, sig synderligt i den enkelte families private livsførelse, opdragelsesmetoder og kultursyn. Det ledende lag ønskede fortrinsvis at bevare suveræniteten og privilegierne. Anfægtedes nævnte fænomener ikke lod det jævnt hen befolkningen i fred. En frodig folkelig kultur kunne endog under gunstige omstændigheder folde sig ud. Noget sådan ville være utænkelig i de intellektuelles tidsalder. De nærer en enestående omsorg for hele folkets åndelig og kulturelle helbred. De nye åndsaristokrater griber ind overalt, i familielivet, fritidslivet, arbejdslivet og samfundslivet. Intet får selvstændigt lov at gro. Alt analyseres, planlægges og administreres. I U 90 er det navnlig opdragelse og uddannelse, der gøres til genstand for overvejelser. Dog fremstår det klart, at der ikke gives råderum for en selvstændig folkelig kultur. Ved statens hjælp gøres overklassens kultur til alles kultur. Dens dannelsesidealer og succesværdier bevilges fortrinsret. Næste trin er eneret.

De intellektuelle går altså mere detaljeret til værks i det åndelige opsyn, end deres forgængere fandt påkrævet. Årsagen er næppe alene, at kommunikationsmidlerne er mere fuldkomne nu om stunder, men den vidtfavnende omhu for borgernes bevidsthed hænger givetvis også sammen med, at uddannelse er klassens magtgrundlag. At uddanne betyder blandt andet at forme den menneskelige bevidsthed. Og kontrollen over bevidsthedsfaktoren er med til at sikre en magt i staten.

U 90 er udarbejdet af rigets mest indflydelsesrige folk. Det er et program for en opadstræbende klasses ambitiøse mål. Imidlertid skal projektet vedtages i landets lovgivende forsamling. En del mennesker sætter vel deres lid til, at de stormodige planer lader sig bremse i folketinget. Denne optimisme er uden bund i virkeligheden. Glem ikke at de intellektuelle fuldstændig behersker lovgivningsmagten. U 90's igangsættere, værkets ophavsmænd, og de mennesker, der skal afgøre planernes skæbne, tilhører jo den samme klasse. Ingen institutionel folkemagt kan sættes ind mod de intellektuelles ærgerrige anslag. Heller ikke til landbrugets, fiskeriets eller arbejderbevægelsens organisationer kan der med føje næres større forventninger. Enten har de ingen traditioner for klassekamp, eller også er de helt og fuldt undergravet af intellektuelle. Eneste håb synes at være en ny folkerejsning i stil med forrige århundredes folkelige bevægelser. Nøgtern må det dog erkendes, at dette håb mere er forankret i ønsketænkningens end i realiteternes verden. Imidlertid skal lovgiverne vælges og genvælges af befolkningen. Den omstændighed kan måske moderere de skæbnesvangre planer en anelse.

I det store og hele må man dog regne med, at den overvejende del af tankegodset i U 90 føres ud i livet. De intellektuelles epoke er påbegyndt. Fremtiden tilhører denne klasse, og dens historiske march kan ikke stoppes. Trykket på produktionsapparatet er allerede uhyre. Ikke desto mindre forøges den sociale vægt uafladelig. Vedvarende spytter læreanstalterne kandidater ud i stort mål. Som sultne parasitter borer de sig ind i samfundslegemet og fortærer udbyttet af en tynget befolknings samlede produktionsresultat. Ideologisk gælder det for overklassen om at fremstille hele denne udvikling som både nødvendig og retfærdig.