Af MR, Tidehverv, årg. 85, 2011, nr. 4, april, s.87-90.

Tidehvervs redaktion har tidligere under overskriften ”Sensationelle dagbogsoptegnelser” (Tidehverv nr. 8, 83. årgang) offentliggjort, hvad vi dengang troede var den fulde ordlyd af en dagbog, skrevet af en ældre præst på Salling i 2029. Der er nu til alles overraskelse dukket flere optegnelser op. Igen er der tale om et grønt linjeret hæfte, denne gang omfattende 11½ håndskrevne sider, skrevet med samme håndskrift. Ekspertundersøgelser har vist, at der virkelig er tale om autentiske optegnelser fra engang i sommeren 2029, og vi står hermed atter med en helt unik mulighed for at se de fremtidige konsekvenser af vores samtids kirkepolitiske beslutninger. Dette finder vi så vigtigt, at vi ikke tøver med at skride til en offentliggørelse:

*

Jeg kommer for sent igen! Nåede først kirkehuset og fik stemplet ind kl. 8.13. Ikke godt! De 13 minutter må jeg arbejde over i eftermiddag. Efter at pensionsalderen er sat op igen til 97 år, er der mindre overbærenhed med en gammel tempeltjener som mig. Ved morgenbriefingen denne fredag morgen synger vi Hans Anker Jørgensens fine, lyriske klassiker ”Når jeg er trist, når modet svigter”. Jeg kan særlig godt lide ordene: ”Du lærer mig at se/ mit liv er til at le/og græde over”. Dem har jeg tit brugt i begravelsestaler. Torben, vores kirkemanager, er tilbage på sin plads ved den lille pult. Han har været på orlov, hvor han har færdiggjort sin mastergrad i ledelse sammen med en hel masse kommunale chefer. Der er noget knas med power-point’en. Jeg er lidt distraheret af min sidemand, Sofie. Hun har sådan nogle sorte fodformede sko med en rem over vristen. Det er en mode, som sjovt nok har holdt sig blandt kvindelige teologer helt fra dengang, man selv var ung. Om vinteren har hun sorte strømper på eller eventuelt grå, men om sommeren har hun ingen strømper på. Og så skubber hun altid skoene af, når vi har morgenbriefing, og så sidder hun og vipper med sine bare fødder. Nu læner hun sig over mod mig og hvisker: Hvor er det rart, at Torben er tilbage. Det er dejligt at mærke en fast hånd! Jeg smiler og nikker, selvom jeg altid har haft det lidt svært med netop det. Men det er noget med Leesons’ ledelsesmodel.

Torben har nu fået styr på mekanikken og begynder som altid med et lille ord af kirkefaderen Benny Andersen, og så er der meddelelser. Der er fire begravelser og et par dåbssamtaler. Desuden en pilgrimsvandring, et par besøgsvennetjenester, og så er der den fælles friluftsgudstjeneste på søndag. Der skal laves en figur af Jesus i papmache, og så skal dialogprædikenen indøves. Mig minder han om, at det er min bryllupstale, der skal gennemgås i liturgigruppen her kl. 9. Jeg skal bare lige huske det! Torben gør en pause og roder med sin i-phone. Så fortæller han, at der er indkommet et ønske fra et menighedsråd om at få en præst med i en paneldiskussion, de skal have i kirken. Der er også en imam med fra stormoskeen, overskriften er noget med ”veje til Gud”. Der bliver helt stille i lokalet. Alle dukker nakken og ser ned i deres tasker eller i strikketøjet. Ingen siger noget. En flue summer ovre i vinduet. Torbens blik falder på mig. Af en eller anden grund anser han mig for at være den lærdeste, fordi jeg er den sidste tilbage i provstiet, der er ægte cand. teol., som det hed i gamle dage med hebraisk og oldgræsk og det hele. Jeg kommer til at svede. Sofie prøver at hjælpe og spørger Torben, om ikke vi kan hente hjælp hos stiftets dialogpræst. Vi synes ikke rigtig, vi som almindelige præster er klædt på til at diskutere teologi, siger hun. Flere af de andre nikker bifaldende. Men nu siger Marianne, provsten, at det er vigtigt, at det er en lokal præst, som deltager. Vi må være synlige i dialogarbejdet, siger hun. Selvfølgelig kommer jeg til at hænge på den. Det giver mig straks en ubehagelig fornemmelse i maven. Jeg vejrer uenighed og ufred. Jeg sidder og håber så småt, vi snart er færdige, men nu spørger Niklas, en yngre kollega, om vi ikke skal have en kageordning. Torben kigger over på Marianne, der siger, at det kan vi godt, hvis vi bare kan blive enige om, hvor tit og hvilken kage. Nu kommer der liv i selskabet. Sofie melder sig til at bage en fairtrade-kage med økologiske dadler, og hun foreslår, at kageordningen skal begynde på fredag. Claus, vores tillidsmand, siger, han ikke kan tåle dadler, og han synes egentlig hellere, vi bare skal have en frugtordning, som den graverne har. Olivia vil hellere have en chokoladekage, men det mener Louise og Christina er for useriøst. Torben ser lidt træt ud, men efter en times ivrig diskussion bliver der enighed om, at vi i en forsøgsperiode på fire uger har rullende kageordning, begyndende om tirsdagen og sluttende om fredagen. Vi skal så skifte mellem faitrade-kage og økologisk sandkage. For dem, der ikke vil have kage – det er foruden Claus også Oscar og Signe – vil der være æbler eller appelsiner, men ikke bananer, for det bliver for dyrt. Torben har åbnet skjorten i halsen. Det får ham til at se helt James Bond-agtig ud, hvisker Sofie. Så retter han sig op, ser ud over forsamlingen og siger som sædvanlig: Og husk nu, vær forsigtige derude!

Vi er fem i liturgi-gruppen. Plus vores supervisor. Det er godt at kunne trække på hinandens resurser, siger Marianne, og så er man heller ikke så alene om ansvaret. Jeg glæder mig til at høre de andres mening, for det bryllup har voldt mig en del problemer. Ikke så meget at skrive talen. Jeg har fået en masse gode oplysninger på brudeparret, selvom jeg må indrømme, at deres interesser går i vidt forskellige retninger. Simon er frisør og kan godt lide kropsnært tøj, zumba-træning og så danser han latin. Han har også en lille hund, der hedder Susser og en stor viskestykkesamling. Hans tilkomne hedder Horst og er en to meter høj, lyshåret tysker, der løfter jern i fitness-centret og går til porcelænsmaling. Jeg har endnu engang hentet inspiration hos en af de største teologer i vor tid, Erik Normann Svendsen og hans taler. I talen fortæller jeg først om alle de forskellige interesser, og så om, hvordan kærligheden rækker hen over forskellighederne. Det virker ret stærkt, når jeg til sidst afslører, at kærligheden i virkeligheden kommer fra Jesus. Det sidste har jeg godt nok ikke fra Normann Svendsen, men fra gamle domprovst Gadegaard. Nej, det er ikke talen, der er problemet. Det er for det første det med læsningerne. Jeg har gennemtrawlet biskoppernes vejledning tilbage fra 2011, ”den lille lyserøde”, som vi kalder den. Der er mange kreative forslag til læsninger. F.eks. ordene fra Lukas 17: ”Jeg siger jer: Den nat skal to mænd ligge på samme seng, den ene skal tages med, den anden lades tilbage”. Det kan godt være, jeg er hysterisk, men jeg synes nu, der er ligesom noget truende over de ord. Et andet forslag er Genesis 19: ”Næppe var de gået til ro, før huset blev omringet af mændene i byen, alle Sodomas mænd fra den yngste til den ældste, hver eneste én. De råbte til Lot: »Hvor er de mænd, der er kommet til dig i nat? Kom ud med dem til os! Vi vil ligge med dem”. Men det virker heller ikke rigtig godt, når jeg tænker på Simon og Horst. Det er det ene problem. Det andet er det med sløret. Horst vil gerne føres op af sin far og bære slør. Simon synes, det er det mest betagende øjeblik, når præsten siger: you may kiss the groom, og Horst så løfter sløret for første gang. Jeg sagde først bestemt nej, for Horst har fuldskæg, og sløret kan ret let hænge fast, og hvis han nu tilmed er nervøs og sådan. Men så kom jeg til at tænke på, at Marianne har sagt, at vi aldrig må sige nej. Det kan skade kirkens image. Nu er jeg i tvivl.

Vi sidder i fællesstuen over en kop grøn te, der smager af trækpapir. Først er der positiv feed back. Vores supervisor, Camilla, lægger for med at sige, at hun synes, min tale virker enormt stærk. Signe siger, hun følte sig helt benovet over den måde, jeg fik flettet vita-delen og teologien sammen. Hun synes selv, det er så svært at få de to ting til at hænge sammen. Det er dog nok også det største problem, indvender Claus: Til sidst bliver det lige lovlig dogmatisk! Han fortæller, at han selv har prøvet at læse Normann Svendsens taler, men måtte stå af. De var simpelthen for svære! Jeg nævner så det med læsningerne. Alle nikker forstående, men ingen af de andre deler mine skrupler. Rasmus siger, han føler sig helt tryg ved biskoppernes forslag. Og med den nye bibeloversættelse fra 2027 er vi jo endelig ude over problemet. Jeg bliver helt flov. Det har jeg ikke tænkt på, den nye korrekte oversættelse, bygget på den gamle tyske ”Bibel in gerechter Sprache” fra 2006. Rasmus finder den straks på sin e-bog: ”Derfor skal en mand forlade sin far og sin mor og binde sig til sin mand, og de to skal blive et kød”. Jeg ånder lettet op, selvom jeg et øjeblik synes, jeg kan høre min gamle professor tale om forskellen på hebraisk mellem isch og ischah, han og hun. Louise foreslår, at jeg måske kan skrive sidste del af talen lidt om. Jeg kan måske flette et vers af Lars Lilholts ”Kald det kærlighed” ind. Den er jo kommet med i den nye salmebog. Hun har læst i en gammel beretning, at præster på Salling helt tilbage i 2008 inddrog netop den salme ved skiftevis at synge et vers og udlægge det. Det var ret flot, synes hun. Da jeg hen imod slutningen nævner det med sløret, ser de alle sammen på mig og spørger, hvad jeg dog kan have imod det? Når nu Simon og Horst viser initiativ og engagement, må man da følge det op. Måske kan det ligefrem indgå i talen, foreslår Camilla.

Efter homiletik-gruppen går jeg op på mit kontor, dør nr. 7 på første sal. Jeg er lidt skuffet indeni, kan jeg mærke, men på den anden side er jeg ked af at trodse de andres mening. Alt det må vente lidt. For at samle mine tanker om noget andet gør jeg så mine timer op i stedet for. Homiletik-gruppen er k-tid. K står for kursus, selvom det måske var mere logisk at tælle det som E-tid, efteruddannelsestid eller muligvis S-tid, s for supervision. Helt korrekt er det K-tid med supervision, Ks-tid. Det er nu ikke så dårligt, for så må vi gange med 1,33 i timeregnskabet forudsat det er afviklet i tidsrummet 8.54 og 13.27 på en fredag. Det tog præcis en time og 37 min. Altså: 97 min gange 1,33 giver 2 timer og 15 min. To timer og et kvarter for halvanden times arbejde! Præsterne er de sidste i landet, som stadig aflønnes efter ”ny løn”. Jeg er ikke så god til det som min unge kolleger. Hemmeligheden er, at man skal være kreativ. Hvis man laver et eller andet ud over det almindelige præstearbejde – det være sig at stå skolepatrulje, være besøgsven eller samle aviser – så skæpper det i lønposen. Jeg tænker på de to heldige asner, som Torben sendte ud at lave friluftsgudstjeneste. Det tæller dobbelt. Blot en formiddags arbejde med at slæbe stole og lave papmache, så kan man afspadsere en hel dag. Med et suk trykker jeg på ”Send til provsten” og begynder at spekulere over det med den paneldiskussion. Det plager mig! Jeg kender godt imamen fra et provstikursus på Center for Islamisk Tænkning. Det er det, der hed teologi i gamle dage. Imamen er konvertit og hedder Ali Al-Subaihi Abdullah Leif Muhammed Søndergård. Han har eget kontor og et bederum i sognegården. Det var et krav, han stillede for at komme der. Og i religionsministeriets nye instruks er der åbnet mulighed for det. Veje til Gud? Hvad i alverden skal man sige om det?

Fra mit vindue kan jeg se over til krydset foran kirken. Vores pilgrimspræst er ved at sende pilgrimme ud på vandring. Det er midaldrende damer, de fleste af dem, med bøllehatte, t-shirts og tykke sko. Når de går ned bag kirken, kommer de forbi moskeen. Kirken ligger ved vejen. Jeg kommer til at tænke på en titel af den berømte gamle Århus-biskop, Kjeld Holm. Det er hans klassiske dogmatik fra 2012 ”Ved Vejene”, hedder den, så vidt jeg husker. Den må jeg have fat i. Hvis jeg er heldig, står den nede på biblioteket i kælderen. Jeg har altid syntes, det ville være mere praktisk, hvis vi havde biblioteket her på første sal, men Marianne mener, at de mange gammeldags bøger på reolerne kan virke trykkende på brugerne, når de henvender sig. Det er ligesom vores kontorer: Lyse møbler i bøgetræ er standard, en ”Per” – sådan kalder vi i sjov de ikke-krænkende reproduktioner af Per Arnoldi eller Per Kirkeby, samt et legehjørne med legoklodser til børnene, men ingen bøger! Vi har jo også e-bogen, siger mine kolleger, men jeg kan nu godt lide at have en gammel Bibel stående på reolen.

Jeg går ned i kælderen og leder langs reolerne. Vi råder over næsten hele Holms store forfatterskab: ”Mig og mine venner” fra 2015, ”Nepotisme i går og i dag” fra 2016, de to selvbiografske værker, ”Hvorfor er jeg så god?” fra 2017 og ”Hvor får jeg det fra?” fra 2018. Og så er der den, jeg leder efter: ”Ved vejene” i smukt rødt bind. Nu har jeg, hvad jeg skal bruge, men støver alligevel lidt videre langs reolen og falder over gamle domprovst Gadegaards ”Find Jesus”. Det er en smuk førsteudgave. ”Find Jesus” skrev Gadegaard vistnok efter inspiration fra den gamle billedbog ”Find Holger”. Man skal finde Jesus i alle mulige religiøse tekster, og han er der! Jeg tager begge bøger med mig og lister op på kontoret. Egentlig er der tillidsøvelser og meditation lige nu oppe i fællesstuen, men jeg synes, jeg er lovlig undskyldt. Jeg sætter mig og bladrer i Holms bog. Der er et kapitel, der hedder, ”Troens vished”. Holm skriver ”Hvordan kan man nu få vished for, at også den ikke-kristne kan finde Kristus i sin tro?” Og han svarer selv: ”For at kunne besvare, om også f.eks. muslimen kender vejen til Jesu Kristi Fader, må tre spørgsmål tages op til en grundig teologisk vurdering”. Sådan er det at læse Holm. Man mærker den store teolog, så klogt og dog så enkelt! Holm fortsætter: ”For det første: Er han sympatisk? For det andet: Er han spændende at tale med? For det tredje: Hader han Dansk Folkeparti?”. Tre sider længere henne uddyber han det sådan her: ”I min lange karriere har jeg ført mange samtaler med flinke muslimer, som også syntes, at jeg var flink, selvom jeg kun er kristen. Jeg har siddet mangen aften og talt med muslimer om barmhjertighedens religion, AGFs holdopstilling og hvad jeg ellers ville tales efter munden med, og ikke mindst har jeg altid kunnet enes med muslimer om, at Dansk Folkeparti er onde”. Sådan skriver Holm. Jeg tager en hel bunke noter og lægger glad et bogmærke ind i bogen. Hvor er det godt! Ali Al-Subaihi Abdullah Leif Muhammed Søndergård er lige nøjagtig sådan, som Holm skriver. Den paneldiskussion skal nok blive fredelig og fordragelig.

Klokken er blevet halv tre. Sikkerhedsrepræsentanten, Olivia, stikker hovedet ind og gør mig opmærksom på Arbejdstilsynets kampagne for at undgå for meget tænkning. De seneste års hjerneforskning har vist, at for meget teologisk tænkning kan føre til en overophedning af venstre frontallap. Jeg undskylder, men tager det ret roligt. Der er jo ikke udsigt til, at jeg kommer ud for lignende belastning lige med det samme igen. Værre er det, at jeg slet ikke nåede ned til fællesspisning nede i køkkenet. Marianne lægger megen vægt på, at vi spiser sammen for at modvirke ensomhed i jobbet. Jeg går ned og får mig et stykke klidknækbrød med radiser sammen med en urte-smoothie. Jeg så i et glimt en kold øl og en svedig pølse for mig, men den slags er jo blevet forbudt.

Da jeg er færdig, har jeg 58 minutter til fyraften. Jeg vandt jo 45 minutter på min Ks-tid. Til gengæld har jeg de 13 minutters overarbejde. Jeg beslutter mig for at bruge den halve time inden eftermiddagsdebriefingen kl. 15.27. Det er det nye navn for eftermiddagssamlingen. Det har vist sig, at det er svært for mange præster at klare overgangen fra fælleslivet i kirkehuset til livet udenfor. Jeg tager en halv times ”fysisk tilgængelighed”. Det består i at gå rundt på kirkegården i præstekjole og være tilgængelig for folk. OK, jeg pjækker lidt, men jeg er lidt træt efter den lange dag, og solen skinner. Der er ikke et øje på kirkegården, så jeg sniger mig ned til bænken bag personalebygningen og hviler mig lidt.

15.27 er vi samlede. Marianne synes, vi skal begynde med to minutters stilhed. Det er længe. Fluen summer stadig henne i vinduet. Sofie har heldigvis skoene på. Da vi er helt stille, læser Marianne Halfdan Rasmussens store digt om postbudet. Så synger vi en af de nye salmer. Den, der hedder ”Livstræet” og til sidst en gammel salme, Holger Lissners gribende ”Nu går solen sin vej”. Det er som om hjertet falder sådan til ro med den sidste sætning: ”Når du er iblandt os, da sover vi trygt”. Og nu har vi fri!

MR.