Dem og os

Af Søren Krarup, Tidehverv, årg. 79, 2005, nr. 9, november, s.177-178.

Der er et nyt slagord, der har holdt sit indtog i det danske sprog, og da det er lige så blottet for ordentlig mening, som det er blevet populært hos visse meningsdannere, er der grund til at tage det op til nærmere beskuelse. Det er udtrykket "dem og os". Eller det er forargelsen over dette udtryk, idet det ligger i brugen af det, at sådan må man ikke tænke og heller ikke tale. Der må ikke være et "dem", og der må ikke være et "os", for vi skal alle være ét og være lige.

Sidst var det den rare DR-kirkemedarbejder Anders Laugesen, jeg hørte bruge udtrykket med alle tegn på forargelse, for i hele den offentlige debat tales der på denne måde. Ikke mindst i forbindelse med indvandringsproblemet ytres forargelsen naturligvis. Det er både forargeligt og forkasteligt, når man taler på denne måde. Det må ikke hedde dem og os.

Men det betyder selvsagt, at der må ikke være en tilværelse i identitet og realitet. Når jeg er mig, og du er dig, så er vi to forskellige mennesker, og så er der et du og et jeg. Alternativet er jo den gennemførte tomhed og identitetsløshed. Hvis det ikke hedder dem og os, så hedder det den store ligegyldighed, for så er der ingen virkelighed tilbage.

Det er så elementært, at man ikke kan nævne det uden med en følelse af noget latterligt, for menneskenes historie har som bekendt bestået af dette forhold mellem dem og os, mellem dig og mig. Hvad ville vore hæderlige forfædre i 1800-tallet f.eks. have svaret, hvis nutidens påstand var blevet kørt i stilling med henblik på forholdet mellem dansk og tysk i Sønderjylland: I må ikke sige dem og os? De ville have troet at stå over for en vanvittig. Jamen, hvis der ikke er et dem, så er der jo heller ikke et os. Hvis der ikke er tyskere, så er der heller ikke danskere. Men vi eksisterer faktisk. Vi er faktisk til. Vi er danske, og når der er tale om et modsætningsforhold til tyskerne i Sønderjylland, så er det, fordi kunsten eller politikken består i at finde den rette grænse mellem dem og os. Grænsen - det er sagen, men det er også grænsen, der er forargelsen, for det grænseløse er idealet. At lade det hele flyde ud i ét. At ophæve alle forskelle og nedlægge alle grænser. Sådan taler og tænker en sværmerisk og tåbelig generation, for hvilken det elementært menneskelige er blevet druknet i fraser og fromhed. Sådan tales der derfor fra Folketingets talerstol og i adskillige avisers spalter. Det konkrete menneskeliv med dets forskelle og grænser er anstødsstenen; den historisk betingede eksistens er det forargelige for folk, hvem alting er lige meget, og hvor alting derfor flyder ud i det store ingenting.

Og det påfaldende er, hvorledes en sådan tåbelig frase bemægtiger sig store dele af den offentlige debat og ensretter både sproget og tankegangen. Gider man tænke sig om, bliver meningsløsheden i denne mondæne forargelse over "dem og os" øjeblikkeligt erkendt. Den tarveligste grad af forstand og selverkendelse vil fatte forholdet. Hvis ikke Anders Laugesen forholdt sig ærbødigt til den mondæne fraseologi, som han møder ustandseligt i DR, ville han vise udtrykket fra sig med alle tegn på foragt.

Men nu gentager han det med netop ærbødighed, for dermed er man med på holdet - det hold af sværmere og lighedsdyrkere, der afskyr virkeligheden med dens grænser og begrænsninger, fordi alle skal være ét på denne jord. Selv om en kirkemedarbejder faktisk burde vide, at det er i forholdet til Gud i himlen, at vi alle er ét. I himlen hersker ligheden for Vorherre. Hvor evangeliet skriver dagsordenen, er der ikke mand og kvinde, jøde og græker, træl og fri. Men evangeliets dagsorden er ikke et politisk eller verdsligt program. Det er faktisk evangeliets pointe. Forskellen på himmel og jord, Gud og menneske. Forskellen på det grænseløse og det begrænsede. Det er evangeliets pointe eller kristendommens dagsorden, men denne elementære sandhed synes ukendt i den danske offentlighed og i DR.

Derfor hører vi igen denne snak om det forargelige i at sige "dem og os"; derfor fyldes offentlighedens øren med vrøvl og vås om, at vi alle skal være ét.

Nej, vi er dem og os, og kun som dem og os er vi levende mennesker.

Jeg fristes til at slutte denne lille opsang med et amen.

Søren Krarup.