Af Vilhelm Krarup, Tidehverv 1995, nr. 9, november, s.204-206.

Efter et manuskript til 80 årsdagen 4. oktober 1995
Kære Horstmann. Letsindigt, men frivilligt, ja endog på eget initiativ har jeg påtaget mig at være den, der ved denne sammenskudsfrokost skal holde den første, men forhåbentligt ikke den sidste og dermed eneste tale for dig. Det har jeg gjort af flere grunde. For det første, fordi jeg fandt ud af, at jeg var den af de tilstedeværende, der havde den største »anciennitet« og dermed størst ret til at byde dig velkommen i oldingenes lag. Som en sådan fortidslevning kan jeg kun sige dig, hvad vist ikke kan overraske dig, at du både har meget at glæde dig til, men også at grue for, hvilket sidste du ikke er ubekendt med fra din gode ven Grundtvigs ord om de firsindstyveårige kæmper.

En nok så væsentlig grund var imidlertid den, at jeg vist er den, der både i åremål og måske også i kirkeligt og teologisk samvirke har været dig på tætteste hold, og som derfor, endnu mere end mange andre, har meget at takke dig for. Men netop dette sidste gør sagen, som skulle synes let og ukompliceret, vanskeligere for mig, fordi jeg altid har haft en mig selv uforklarlig afsky for takke- og hyldesttaler, en afsky eller forlegenhed, som til min store tilfredsstillelse fandt indforstået genklang i de kirkelige og teologiske kredse, som blev mine, de tidehvervske. Der kom den »indirekte meddelelse« i udstrakt grad til at gælde på de mere personlige områder, mere ubevidst end bevidst, som udtryk for respekten for enhvers frie personlighed. Vi er jo ikke sat mellem hinanden for at bedømme hinanden som fænomener eller give hinanden karakterer, gode eller dårlige, men for at stå ved hinandens side. Først når dette er sagt som indledning, føler jeg mig fri til at sige det til dig, som jeg gerne vil sige.

*

På baggrund af din teologiske lærdom, der gør, at dine tilhørere eller læsere fristes til at betragte dig som indviklet og spekulativ, vil jeg stræbe efter at sige det så jævnt som muligt. Lad mig derfor begynde med en lille morgenoplevelse fra forleden. Som sædvanligt sad jeg ved min morgenkaffe i mit køkken og lyttede med halvt øre til radioavisen og den påfølgende domkirkeandagt, men vågnede til fuld bevidsthed ved speakerens avertering af salmenumrene: Først skal der synges de 5 første vers af nr. 511 og til slut vers 7 til 9. Allerede salmenumret kunne vække mig af min lette morgendøs, for det dækker over den fortræffelige Grundtvigsalme, der er fuld af fortrøstning: Est du modfalden, kære ven – men endnu mere vågen blev jeg ved den mærkværdighed, at vers 6 lod til at skulle udelades, og med en, på lang erfaring begrundet, mistillid til disse morgenbønners kristelige indhold, syntes det mig ikke usandsynligt, at grunden til at dette 6. vers skulle udelades som ikke-eksisterende var den, at dets indhold ikke var i samklang med den humane og kærlige gud, som morgenandagterne plejede at påkalde. Ved tidligere lejligheder var han f.ex. tit blevet skildret som ham, der havde hele sandheden, mens vi mennesker »kun« havde brudstykker af sandheden, andre gange var han en, hvis rige skulle udbredes både med mund og hånd. Jeg mindes ofte, når jeg hører disse morgenandagter, som jo godt kan kaldes den danske kirkes visitkort, et foredrag af Olesen Larsen, som han kaldte: I troen er der intet intellektuelt. Heri fastholdt han, at troen kristeligt aldrig kan blive et spørgsmål om, hvor meget eller lidt man kan tro på, men kristeligt er troen kun een ting: at tro, dvs. at gøre det – uden grunde, beviser eller sandsynlighed, egentligt at tro uden at have noget at tro på – sådan er det at tro gud. Eller et andet eksempel: Efter sigende var det Mogens Wøldike, der som sanginspektør fik ændret Jakob Knudsens høstsalmes verslinie: så tak da gud, ja pris dog gud for kærlighed, til: så pris dog gud for al hans kærlighed – så passede ord og melodi bedre sammen. Disse bemærkninger kun som indskud til belysning af, hvorledes gud i nutiden kvantiteres, hvilket er det samme som politiseres, men de er ikke uden sammenhæng med dagens emne: Horstmann.

Tilbage til min morgenoplevelse: Hvorfor mon det 6. vers skulle springes over? Jo, for om en kærlig gud kan man da ikke synge: Guds ærinde går hver en storm, om den er nok så vild, og ihvor gal den bryder løs, ham tjener dog hver ild. En sådan kold, hård, gammeltestamentlig gud hører ikke hjemme i en kirke, der verdsligt-humant beder om fred på jorden. Sådan overvejede jeg hastigt den morgen, indtil der skete en glædelig overraskelse: koret sprang ikke det 6. vers over, men sang det af fuld hals. Koret havde protesteret på evangeliets vegne og holdt fast ved, at gud er gud, er denne virkeligheds gud og ikke en gammel bedstefar fuld af lummer kærlighed.

Med skildringen af denne opmuntrende morgen oplevelse har jeg villet give et billede i det jævne af den betydningsfulde teologiske indsats, Horstmann har øvet. I en svag og vantro kirke har han på trods og med uopslidelig flid og grænseløs utrættelighed fastholdt, at gud er en levende gud og ikke en spekulativ eller politisk afgud. Dermed har han afvist enhver from tale om at finde en gud, der kunne give tiden og tidens børn, hvad de mener at trænge til. Hvad kan vi bruge gud til, spørges der, og kirken søger at svare og synes ikke at ane, at det en fornærmelse mod gud at gøre det. Det er ham, der spørger os og ikke omvendt.

*

Dette er ikke udlagt i det sprog, som Horstmann taler, for han er en lærd theolog og dem er der ikke mange af, for virkelig gammeldags solid lærdom er ikke almindelig nuomdage – også den skal helst kunne bruges til noget. Horstmann ikke blot kender, men er samtidig med sin bibel, sin Augustin, sin Luther, sin Kierkegaard, sin Grundtvig og lader dem alle tale ind i nutiden. Derfor kan man, netop som teologisk arbejde, mellem hans mange artikler finde artikler om både Glistrup, tamilsag og en ny højesteretspræsidents retsforståelse, for slet ikke at nævne hans forudsigelse af den socialistiske æras dødskamp – og så er der endda dem, der vil påstå, at teologi ikke har noget med det såkaldte virkelige liv at gøre – som om livet ikke netop bliver levende og virkeligt ved teologiens tale om gud som levende. Han blev Olesen Larsens værdige efterfølger i troskab mod det Lutherord, han ynder at citere: ingen bliver teolog, uden at han bliver det uden Aristoteles.

Som dokumentation for det her sagte vil jeg blot henvise til hans sidste artikel: »Atheisterne – Vorherres nyttige idioter«, i hvilken han vil forsøge at se atheismen i teologisk belysning. »Det betyder«, skriver han, »at jeg ikke går ind på atheismens tanker om, hvad det er at være menneske i en verden, hvor der ingen gud er, som en forståelse, der muligvis kunne være sand, for så at slutte med, at den alligevel ikke er det. Den fremgangsmåde ville udkræve, at jeg regnede med den mulighed, at evangeliet om Jesus Kristus ikke skulle være Guds ord, og den mulighed har jeg ingen mulighed for at indlade mig med«. Med disse ord har Horstmann slået hoveder på sømmet og sagt det, der skal siges, men som ikke bliver sagt – en gentagelse af Luthers ord: Her står jeg, jeg kan ikke andet. Teologien kan ikke, hvis den vil forstå sig selv som teologi, tale som om den mulighed, at gud ikke er til, kunne være til stede – kan ikke tale: om gud på fornægterens præmisser, men kan kun tale om gud som den, der også er til stede i fornægterens fornægtelse af ham.

*

Det var for mig i min studentertid ikke de teologiske lærebøger, der førte mig ind i teologiens levende verden, men det blev, foruden det kirkelige opgør jeg dumpede ind i, først og fremmest brevvekslingen mellem Otto Møller og Skat Rørdam, disse to lærde teologers livslange drøftelse indbyrdes af teologien og tiden.

Med den baggrund kan jeg ikke lade være med at misunde nutidens teologistuderende, at de har Horstmanns livslange grundige drøftelser med sig selv som indførelse i teologiens levende verden. Ikke blot grundige har de været, men også omfangsrige. Jeg har moret mig med i dagens anledning at kunne konstatere, at han siden 1950 har skrevet ikke mindre end 811 sider i Tidehverv, og Tidehvervs sider er store, vel svarende til omtrent 3 almindelige bogsider. Jeg ville også gerne have regnet ud, hvor mange af sit lange livs dage han har tilbragt stående på Krabbesholms talerstol. På grund af svigtende materiale har jeg måtte nøjes med et gæt: ca. 35 foredrag á 3 timer skulle give: 4,375 døgn. Så også kvantitativt kan han hævde sig.

Lad mig spøgefuldt til sidst sætte trumf på, idet jeg minder om, at der skjuler sig megen alvor i spøgen:
Først vil jeg mindes oldtidens enfoldige vise, om hvem Kierkegaard sagde, at hans navn skulle nævnes tre gange, han, som altid sagde det samme om det samme.
Dernæst det 19. århundredes enfoldige vise, der kun ville eet: redelighed.
Og til sidst dagens enfoldige vise, der personligt fordrede kvalitets-teologi fremfor en kvantiterende, politiserende og filosoferende.

Vilhelm Krarup.