Af N. Otto Jensen. Tidehverv, 1926, s.47-48. (Anders Nygren: Religiøsitet och Kristendom, Lindblad, Upsala 1926).

Denne Bog er et Opgør med Tidens aandelige Strømninger af en dygtig og gennemklar Teolog, der han forstaaet sin Tid og levet sig dybt ind i den oprindelig lutherske Livs- og Gudsforstaaelse. Ogsaa her i Danmark, hvor vi kender den samme aandelige Strømkæntring, den samme ubestemte, famlende Religiøsitet, trænger vi til en saadan Orientering. Nygrens Bog vil paa mange Punkter virke klarende og give Hjælp til Forstaaelse af Tiden og Kristendommens særlige Budskab.

Det er forstaaet, at Idealisme og Religiøsitet kan være en farligere Fjende for Kristendommen end Materialismen var. Det er forstaaet, at hvad Religion end ellers kan være, saa er den i hvert Fald Modsætning til enhver Art af Egocentricitet; at eje en Gud vil sige at have opgivet sig selv som sit Livs Midtpunkt. Saa længe Religion er noget, der løfter Menneskelivet eller giver en Verdensanskuelse, noget, der giver Mennesket Lykke, Fred, Salighed og Kraft, kan man spørge, om dette ikke kan faas paa anden Maade, saa kan man tale om Religionssurrogater eller slaa sig til Ro med en vag og ubestemt Religiøsitet; saa længe er Religionen kun en Mulighed mellem andre Muligheder; men dette er kun et Vrængbillede af Religionen. Al sand Religion gør Gud til Herre og Midtpunkt. Bogens Grundsyn er udtrykt i dens Slutningsord: Gud for hans egen Skyld og det gode for dets egen Skyld!

Overfor en saadan Bog kan man ogsaa gøre Erfaringer om, hvorledes Ordene er blevet forfladigede for os. Naar man naar til et af dens Højdepunkter, - Misforstaaelser er ryddet til Side, Vejen banet for en Fremstilling af Kristendommens Egenart som Guds Kærligheds højeste Aabenbaring, - stejler man næsten over saa lidt Indtryk, det gør paa en. Tankerne er gode og rigtige, men uden Liv. En saadan Oplevelse taler manende til os om, at vi med alle vore rigtige Tanker dog er saare langt fra at kende Gud.

Og naar Nygren formaar at skildre den evangeliske Livstype, saa den betager, er dertil at sige, at denne Livsform er ikke vor. Hvis vi gør Alvor af dette at gøre Gud alene til Herre og Midtpunkt, erfares det, at disse Tanker forarger os. Det betyder nemlig Død for alt menneskeligt, Dorn over al vor Fromhed, over alt, hvad vi anser for godt og rigtigt. Dette forargende mangler Nygren i nogen Grad Forstaaelsen for. Derfor kan der - selv om Nygren udtrykkelig værger sig mod Beskyldningen for at stille sig godtycklig vælgende og vurderende overfor Kristendommen - i selve Opstillingen og Vurderingen af Kristendommen som det højeste ligge noget, der gaar Bogens Tendens direkte imod. Saa er Kristendommen dog en Mulighed mellem andre, paa samme Plan som de, Gud for Alvor i Centrum det betyder absolut Dom, absolut Forargelse, kan ikke forstaas eller begæres af det naturlige Menneske. Det er, hvad vi hader. Kun den Helligaand kan gøre det til Sandhed for os.
Men saa er det ogsaa Sandheden.

Anders Nygren:
Religiøsitet och Kristendom
Lindblad, Upsala 1926.