TIDEHVERV - Bladet udkom første gang okt. 1926

Organet for den højeste oplysning

Af Jesper Bacher, Tidehverv, 2011, nr. 1, januar, s.22-24.

Alle helgens dag 2010.

Al denne triumf - alle disse hæse skrig af selvbeundring ..: Så dygtige er vi - så målbevidste (mod hvilket mål?) - så oplyste. "- oplyste!" skriger de. Oplysning! - ikke så megen oplysning som en stakkels, søvnig lygte hejst ned i de slambrønde i os, vi kalder vore hjerter. (Nis Petersen i: "Brændende Europa").

"Organet for den højeste oplysning i det danske folk". Sådan formulerede Politikens grundlæggere avisens opgave, da den begyndte at udkomme i 1884. Man kan dårligt beskylde dem for falsk beskedenhed. Grundlæggerne satte ikke just deres lys under en skæppe, men på tryk for alle i riget at se og læse. Det siger sig selv, at man må regne sig for noget af lys, hvis man hævder at stå for den højeste oplysning.

Måske forekommer det med den højeste oplysning temmelig bombastisk, men uanset hvilke aviser vi læser, og hvilke holdninger vi abonnerer på, vil vi gerne regnes for oplyste mennesker. Uvidenhed er mørke, og oplysning fordriver mørket. Når vi oplyses, ser vi klart og gennemskuer det, som før var uforståeligt og uigennemskueligt. Det er oplysning, som skaber sociale, tekniske og økonomiske fremskridt. Derfor skal der oplyses i hjemmene og skolerne, i medierne og forsamlingerne. Derfor har vi folkelige oplysningsforbund og alle mulige oplysningstjenester.

Oplysning er det lys, som vores fornuft kan kaste over verden, og det har ført os vidt i velstand, tryghed og frihed. Oplysning er viden, og viden er magt over naturen, samfundet og os selv. Oplysning er frihed fra skrøner og fordomme og vejen til sand indsigt.

Men gang på gang sker det, at oplysningen bliver opblæst. Oplysningen kan forblændes af sig selv og dermed blive blind for egne skyggesider.

Jamen, er der da noget i vejen med at blive klogere? Bestemt ikke! Det kunne vi sikkert alle sammen trænge til, men der bliver hurtigt noget i vejen, hvis man tror sig grænseløs klog. Hvis den eller de oplyste ophøjer sig til verdens lys, hvis mennesker vil lege Gud. Det var som bekendt et tilbud om mere oplysning og medfølgende magt, som fik Eva til at hoppe på slangens limpind. "Den dag I spiser af den (altså frugten fra kundskabens træ) bliver jeres øjne åbnet, så I bliver som Gud og kan kende godt og ondt" (1. Mosebog 3,5), lød løftet fra det veltalende krybdyr. Og menneskene kom virkelig til at kende noget, som de ellers var ukendt med. De kom til at stifte bekendtskab med frygt, dom og død. De ville være som Gud og blev ringere, end de var. Det er en gammel historie, men den gentager sig, hver gang mennesker bilder sig ind, at kundskab kan gøre dem Gud lig. At vi kan blive som Gud og kende noget for godt og ondt, som han gør det. At vi ikke er under, men ved siden af Gud, ja, faktisk på hans plads. Når mennesket ikke vil være skabning, kommer skaberiet og tyranniet; når mennesket vil være overmenneskelig regnes det besværlige medmenneske ofte for undermenneskelig og behandles derefter. Der bor også mørkemænd i oplyste sjæle.

Den tyske teolog Walter Künneth, som selv fik regimets lange arm at føle under Hitler, prøver i sine erindringer at forklare, hvordan en ellers moderne og oplyst nation som den tyske i den grad kunne falde for nazismen og henviser bl.a. til et skriftsted hos Paulus, hvor det hedder, at "Satan selv giver sig jo ud for at være lysets engel" (2. Korintherbrev 11,14). Nazisterne fremstod netop som et lys i de mørke tider, som de, der havde gennemskuet problemerne og frembød den rette løsning. Et andet navn for Satan er Lucifer, som betyder lysengelen. Der advares med god grund i evangeliet: "Se derfor til, at lyset i dig ikke er mørke" (Lukas-evangeliet 11,35).

Skal lyset bryde igennem, det lys, som giver hjertets klarhed og varme, det lys, som ikke bare belyser et stykke af verden, men får os til at se i det rette lys, må Gud bryde mørkets magt og oplyse sit menneske. Da må han tænde et lys i verdens nat, ellers finder mennesker aldrig frem til Gud, men bare længere ind i egne illusioner. Det har Gud også gjort. Han sendte sin søn, Jesus Kristus, verdens lys, og han tændte sin kirke, så den stadig brænder trods modvind og mangen en kirkefjendtlig lyseslukker. Skal man kalde noget organ for den højeste oplysning, må det således være den kristne kirke, men i samme åndedrag skal det siges, at det ikke kan tilskrives de troendes lysende intelligens og personlige klarsyn. Et kristen menneske er ikke selvlysende, men belyst ude - og oppefra og lyser ikke for, at andre skal se et lys i ham eller hende. Mennesker skal se de gode gerninger og prise Faderen, ikke rose børnene. Kirken skal med andre ord gennemskues, ikke fordi kirken skjuler noget, men fordi kirken viser hen til Gud, og hvem, der fatter bare en flig af hans kærlighed, må prise ham.

Her på alle helgens dag er det også værd at sende en tanke til dem, som lyste for os, så vi fik øjnene op for evangeliet. De har måske ikke altid vidst af den forskel, de gjorde, men det var dem, som fik os til at sige: Gud ske tak og lov. Selv fik jeg kristendommen ind på livet, så det aldrig siden har sluppet mig, da jeg som 17 årig første gang deltog i Tidehvervs sommermøde. Vor Herre har mange diskrete missionærer foruden de mere kendte. Mange som i ord og gerning driver folkeoplysning for ham, og vel skal takken sendes opad, men vi kan nok takke dem, som ikke skyggede for lyset, men derimod satte det på stage. Vi hører så ofte om Herrens berømte stridsmænd, men lad os i dag også mindes dem, "der har levet et trofast, skjult liv, og nu hviler i upåagtede grave" med en formulering hentet hos forfatterinden George Eliot. De, som gik stille bort, og på deres måde gik med glædesbud til os.

Men Jesus udnævner ikke alene disciplene til at være verdens lys. Først kaldes de faktisk jordens salt, og salt er kendt både som smagsforstærker og konserveringsmiddel. Salt giver smag og holder råddenskaben stangen. Har man ikke salt til et æg, er det udtryk for stor fattigdom, og der hersker åndelig armod, hvor man mangler evangeliets salt. Uden det kristne vidnesbyrd mister livet sin sande smag. Ganske vist kan man prøve at sætte krydderi på tilværelsen, men det er saltet, som får livet til at smage af gave og opgave, som befrier og forpligter, løser fra frygt og binder til næsten. Hvor Gud regnes for død, bliver livet i sidste ende en håb- og smagløs affære. Fjernede man 2000 års kristendom fra verden, hvad ville vi så stå tilbage med? Der er lande, hvor man har forsøgt sig med en sådan afsaltning eller afkristning, fordi magthaverne ønskede, at deres ideologi skulle være den eneste religion, men resultatet er skræmmende og beskæmmende. Hvor kirken forfølges, slippes Fanden løs.

Saltet er også et konserveringsmiddel, som skal forhindre, at der går råd i maden. Saltet skal bevare friskheden, men det kan dårligt lade sig gøre, når saltet mister sin kraft. Det er én ting, når en kristendomsfjendtlig magthaver søger at fjerne saltet, noget andet når kristendommen bliver kraftesløs, fordi de, som skulle være salt, mister kraften. Hvis vi bliver kraftesløse, vege og vage, medløbere frem for modsigere. Mangler saltet, bliver kirken fersk, et spejl af tidens tanker frem for et vindue til Guds rige. Det er en bestandig fare og heller ikke uaktuel i den danske folkekirke. Jordens salt må ikke blive samfundets sukkerstads. Det smager sødt og glider let ned, men uden saft, kraft og sandhed.

Salt og lys, kirken skal være begge dele. Saltet, som giver smag og holder frisk. Lyset, som spreder mørket og giver varme. Saltet skal holde frimodigheden levende og budskabet klart, og lyset skal byde mørket trods og holde kulden på afstand. Det er store ting, men vi er - vel og ganske afgørende at mærke - ikke salt og lys, fordi vi er så kraftfulde og lysende i os selv. Det er noget, som Jesus kalder os midt i lidenhed og skrøbelighed. Salt og lys skænkes os, spørgsmålet er imidlertid, om vi giver det videre og giver det udtryk, så mennesker priser den himmelske fader, som ikke vil prisgive sit menneske til mørke, død og egen navle? Vi skal ikke op på piedestalen, men lyset skal i stagen, vi skal ikke vise egne kræfter, men salte livet.

"En by, der ligger på et bjerg, kan ikke skjules", siger Jesus, og sådan er det med kirken. Man kan lukke øjnene for den, men byporten står åben. Enhver kan drage ind og fæste bo, og her er godt at være. Her falder der lys over liv og død, her er der håb på begge sider af graven. "Derpå oplysning selv natten er rig," siger Grundtvig om kirken. Højere oplysning gives ikke.

Amen.

Jesper Bacher.