Af Katrine Winkel Holm, Tidehverv 2017 nr., s.97-98.

 

”Præsterne har fået større lyst til at vie homoseksuelle par”, meddelte Jyllands- Posten 2. påskedag. Den glade nyhed om at folkekirkens præster flyder med strømmen var garneret med en for kendere opsigtsvækkende oplysning. Nemlig, at også ”præster i kredsen omkring Tidehverv” er kommet på bedre tanker og nu ikke længere vil være på tværs og sige nej. Forbløffende, da Tidehvervspræster har været særdeles aktive i debatten mod homo-vielser og leveret mange teologiske argumenter imod den konstruktivistiske tankegang bag. Jeg er selv en af dem, og nej, selvfølgelig kunne jeg ikke drømme om at skifte holdning, fordi Manu Sareen har påduttet folkekirken et uluthersk ritual. Hvordan kunne Jyllands- Posten så give sine læsere det indtryk, at Henrik Højlund og co. er de eneste standhaftige, lutherske præster tilbage i folkekirken? Jo, det skyldtes, at man fremstillede sognepræst Marie Høgh som repræsentant for Tidehverv, og det viser sig , at hun gerne vier homoseksuelle par, da ægteskabet ifølge hende ”gudskelov” ikke er indstiftet af Gud. Her må man konstatere, at Høgh, ikke gudskelov, men desværre, afslører sig som rystende uvidende om basale dele af luthersk teologi.

Før vi vender tilbage til Høghs argumenter eller mangel på samme, så en enkelt refleksion over grunden til den massive ensretning af folkekirkens præster på dette område. Det er dog påfaldende, at man i et reformationsjubilæumsår kan konstatere, at kun en minoritet af vores nominelt, lutherske præster har et luthersk syn på ægteskabet, og at så mange helt har droppet at følge Confessio Augustana på dette punkt. Det giver et bedrøveligt indtryk af en præstestand i teologisk krise, men også af en kirkelig magtelite, der er dygtig til at usynliggøre den lutherske forståelse af ægteskabet.

 

Jeg fik selv en smagsprøve på det sidste, da jeg i februar var på obligatorisk efteruddannelseskursus. Her udkommanderes nybagte præster til forelæsninger og undervisning, der skal gøre os bedre til at bestride præsteembedet.

 

Noget af det vi blev undervist i var vielsens teologi. Det var sognepræst Peter Nejsum, der gennemgik emnet. Behøver jeg at fortælle, at han er fortaler for vielse af homoseksuelle? Jeg gætter faktisk på, at han var blevet forment mulighed for at undervise i dette emne på efteruddannelsen, hvis han ikke var.

 

Nok så vigtigt: Hvis man var uvidende om dette teologiske emne, ville man efter at have hørt oplægget tro, at homovielser gik fint i spænd med en luthersk forståelse af ægteskabet. At ægteskabet mellem mand og kvinde af både Luther, skriften og bekendelsen forstås som en gudgiven ordning, og at man ikke bare kan skifte kønnene i ægteskabet ud efter forgodtbefindende, fik kursusdeltagerne ikke noget indtryk af.

 

Litteraturhenvisningerne gjorde heller ikke noget for at bøde på denne mangel. Ikke et ord om, at der faktisk findes grundig og solid, nutidig udfoldelse af den lutherske ægteskabsforståelse, der begrunder, hvorfor det teologisk er helt uholdbart at vie og velsigne homoseksuelle.

 

Jeg er ikke personligt fornærmet over, at der ikke blev henvist til den bog om emnet, jeg selv har redigeret (”Og Gud velsignede dem”, 2005), men selvfølgelig var det tendentiøst og skævt, da Nejsum gladeligt henviste til Mogens Lindhardts tyndbenede ”Vielsen”, (2002), der reducerer vielsen til ”kærlighedsfejring” af ”kroppens gavmildhed” og dermed lægger det ideologiske fundament for homovielserne. Han sørgede også for en henvisning til en artikel skrevet af Ulla Morre Bidstrup, der i parentes bemærket er hans ægteviv.

 

Kursusdeltagerne fik altså litteraturhenvisninger med hjem, men altså ikke en eneste, der kunne udstyre dem med et retvisende billede af, hvad der luthersk forstået står på spil i forhold til homovielser.

 

Totalt tendentiøst og vidnesbyrd om en voldsom indspisthed, men effektivt, når man vil holdningspåvirke unge præster til at tro, at det kun er gamle, sure missionsmænd, der kan have indvendinger imod homovielser.

 

Jeg skal ikke kunne sige, om Marie Høgh har hørt den samme kursusfremstilling, men hendes syn på ægteskabet ligger i beklemmende grad på samme linje. Under overskriften ”Gudskelov har Gud ikke indstiftet ægteskabet” skriver hun kækt, at det er ”grundluthersk at tænke ægteskabet som en juridisk foranstaltning. Ægteskabet er ikke et guddommeligt indstiftet sakramente.”

 

De helt igennem forkerte udsagn bæres af en helt igennem falsk modstilling. Fordi ægteskabet ikke er et sakramente, betyder det nemlig ikke, at det ikke er guddommeligt indstiftet, eller at man kan nedskrive det til at være en rent juridisk foranstaltning.

 

Det er godt nok en udbredt vildfarelse, som man i min tid blev fodret med af Mogens Lindhardt på pastoralseminariet, men man skal ikke læse mange sider af Luther selv for at blive befriet fra den. Tag f.eks. Den store Katekismus, hvor det hedder: ”Derfor ønsker han (Vorherre) også, at vi ærer og fastholder det (ægteskabet) og lever i det som en guddommelig og salig stand, da han allerførst forud for alle andre stænder, har indstiftet det og derfor skabt mand og kvinde forskellige (som det er tydeligt) ikke til løsagtighed, men for at de skal holde sammen, være frugtbare, avle børn og ernære og opdrage dem til Guds ære.”

 

Det er også værd at bemærke, hvorfor Luther afviser, at ægteskabet er et sakramente.

 

Det skyldes igen ikke, at ægteskabet bare er et borgerligt påfund, som vi selv møblerer om på.

 

Nej, det bunder i den skabelsesteologiske pointe, at det har været der fra begyndelsen, fra skabelsen af. Det er altså en ordning, givet af Gud til støtte for hans faldne skabning og er udtryk for hans vilje til at hjælpe og opretholde os, også helt konkret i form af slægtens videreførelse. Folketinget, kirkeministeriet og diverse biskopper har derfor ikke mandat til at ændre ægteskabet, deres opgave er derimod alene at bevare denne Guds ordning ”urokket iblandt os”, som man beder ved den kirkelige vielse.

 

Høgh bringer til torvs i klummen, er med andre ord ikke ”grundluthersk”, men snarere grund-uluthersk.

 

Bedre bliver det ikke, når hun videre skriver: ”I Bibelen finder vi næsten ingen klar tale om hverken ægteskab eller homoseksualitet. Paulus siger en smule, Jesus ingenting. Derfor er vielsesritualet teologisk noget tyndbenet og enhver præsts hovedpine”.

 

Før vi forholder os til den ret absurde påstand, at Jesus intet siger om ægteskabet, lad os da lige slå en pæl igennem den misforståelse, at debatten om homo-vielser handler om, hvad homoseksualitet er. Det er ikke tilfældet og har slet ikke været i Tidehvervs-regi. Ligesom det er teologisk i skoven at hævde at man lukker døren for de homoseksuelle, hvis man ikke vil vie dem. Ingen kommer jo nærmere Gud ved at blive kirkeligt viet, ligesom ingen fratages sin dåbs nåde, fordi man ikke har held til at stå hvid brud.

 

Sagen drejer sig selvfølgelig om, hvad ægteskab er og ikke er. Og her kommer Jesu-ordet fra Matthæus-evangeliet som en gave til enhver enfoldig præst af den slags, Luther skrev sit lille vielsesskrift til: Her er det, Kristus siger: ”Har I ikke læst, at Skaberen fra begyndelsen skabte dem som mand og kvinde og sagde: Derfor skal en mand forlade sin far og mor og binde sig til sin hustru...”

 

Skabelsesberetning og ægteskab i samme sætning af Vorherres egen mund. Er det den slags, der hensætter danske præster i teologisk pine?

 

Ægteskabet er et tegn på, at Vorherre ikke slipper os, og dermed er det en velsignelse. Men vi slipper heller aldrig for hans krav, hans fordring i vores daglige liv med hinanden. Derfor er ægteskabet også lov, og stedet hvor vi møder de kors, som Gud som syndens skyld har lagt på menneskelivet. Ægteskabet er nemlig ikke et særligt privilegium, som det kun er forbeholdt den bedste del af menneskeheden at træde ind i.

 

Det er en særlig opgave, et særligt kald, som i grunden er ret besværligt at påtage sig. Derfor plastrer Luther da også sit vielsesritual til med lange kors-tekster, der ville få enhver (homo som hetero) der drømmer om et yndigt, romantisk kirkebryllup til at opgive det. Hvor er det i grunden ærgerligt, at de er røget ud.

 

Men er det teologisk tyndbenet? Nej, det er faktisk livsnær og hverdagsrelevant forkyndelse, men den giver kun mening, hvis man vover at sige, hvad der ikke er ægteskab.

 

Og det er jo det, man fornemmer det hele dybest set handler om. Frygten for at være på tabersiden, frygten for at blive marginaliseret, udskreget som homofob og altid se sit navn ryge nederst i bunken af præsteansøgninger. Den frygt synes at trumfe ethvert teologisk argument hos mange præster.

 

Men Jyllands-Posten har ikke desto mindre fået helt galt fat i sagen.

 

Der er ingen i Tidehvervs udgiverkreds blandt dem, der pludselig opdager, at de alligevel er helt sync med tidsånden og derfor er rede til at binde de homoseksuelle behagelige løgne på ærmet.