Michel Houllebecq - vor tids tungsindige seer PDF Udskriv Email

Af Agnete Raahauge, Tidehverv 2016, nr. 3, s. 41-43

”Midt i den vestlige verdens selvmord var det klart, at de ikke havde en chance”.

 

Denne trøstesløse sætning rummer essensen af Michel Houllebecqs roman fra 1999 ”Elementarpartikler”, som jeg genlæste forleden efter at have læst forfatterens sidste roman ”Underkastelse”.


”Underkastelse”, som blev anmeldt i maj 2015 her i bladet af Jesper Høgenhaven, udmaler det ikke urealistiske fremtidsscenarium, at Frankrig får sin første muslimske præsident ved en samlingsregering for at undgå Front Nationals flertal. Den vestlige verdens opløsning afspejles i den akademiske verdens leddeløse accept af, at undervisningen på Sorbonne rettes ind efter halvmånens dogmer.

I ”Underkastelse” er den vestlige verdens selvmord fuldbyrdet. I ”Elementarpartikler” ridses selvmordets forudsætninger op i ætsende indstukne essays, og dens sidste årtier skildres på en gang så nøgternt deskriptivt, som set gennem forskerens mikroskop og samtidig så hjerteskærende medlidende, at man fornemmer Houllebecqs egen kval ved med sit skarpe depressive blik så alt for klart Michel Houllebecq – vor tids tungsindige seer at kunne se undergangens uafvendelighed.

De to, for hvem det stod klart, at de ikke havde en chance, er molekylærbiologen Michel og hans barndomsveninde Annabelle, som efter 25 års adskillelse finder sammen i et kort, dødsdømt og frugtesløst kærlighedsforhold.

Romanen er, som den ovenfor angivne sætning antyder, en uendeligt desillusioneret redegørelse for det Vestens åndelige sammenbrud, som fuldbyrdes i ”Underkastelse”.

Med biologen Michels ord ”den metafysiske mutation”, som så småt begyndte med oplysningstidens afvikling af den jødisk-kristne metafysik og i 70ernes frigørelsesideologi, stod i fuldt flor med opløsningen af den gamle metafysiks fællesskaber, i særdeleshed familien.


”På et mere generelt plan opnåede bevægelsen for større frisind stor succes i 1974… Den 5.juli blev myndighedsalderen sat ned til atten år, den 11. juni blev loven om aftalt skilsmisse vedtaget – begrebet utroskab forsvandt fra straffeloven. Den 28. november blev Veil-loven, der gjorde abort lovligt, vedtaget takket være støtte fra venstrefløjen, efter en oprørt diskussion – der blev kaldt ”historisk” af de fleste kommentatorer. Rent faktisk tillagde den kristne antropologi, der længe havde været dominerende i den vestlige verden, menneskelivet uendelig stor værdi, fra undfangelsen til døden; denne værdi skal forstås i sammenhæng med, at de kristne troede på eksistensen af en sjæl i menneskekroppen – en sjæl, der principielt set er udødelig, og som i sidste ende skal forenes med Gud. Under indflydelse af biologiens fremskridt i det 20. århundrede opstod der lidt efter lidt en materialistisk antropologi, hvis forudsætninger var radikalt anderledes, og som var langt mere beskeden i sine etiske anvisninger. For det første tillagdes fostret, der blot er en lille samling celler på flere forskellige udviklingsstader, kun individuel eksistens, for så vidt der fandtes en vis social konsensus ( fraværet af genetiske misdannelser, forældrenes accept). For det andet kunne et gammelt menneske, der blot er en samling organer under kontinuerlig opløsning, kun virkelig gøre krav på en fortsat eksistens under betingelse af tilstrækkelig koordination af sine organiske funktioner – her indførtes begrebet menneskelig værdighed. De etiske problemer, der således opstod omkring livets to yderpunkter (abort og nogle årtier senere eutanasi), skulle fra da af udgøre den uoverskridelige grænse mellem to livssyn, to dybest set diametralt modsatte antropologier. Den franske republiks principielle agnosticisme lettede vejen for den materialistiske antropologis hykleriske, gradvise og endog temmelig forstilte sejr. Selvom det sjældent blev diskuteret åbenlyst, skulle problemerne omkring menneskelivets værdi ikke desto mindre vinde indpas i menneskenes sind, man kan uden tvivl hævde, at de for en stor del var medvirkende til, at der i de sidste årtier af den vestlige civilisation etableredes en stort set deprimeret for ikke at sige masochistisk sindstilstand.” ( s. 68-69)


Hovedpersonerne i romanen, halvbrødrene Bruno og Michel, er på hver deres vis repræsentanter for denne den metafysiske mutations depressive sindstilstand. Deres fælles mor har ladet dem sejle deres egen sø, mens hun udlever sin frigjorte seksualitet i et hippiekollektiv. De vokser op uden at kende hinanden, Bruno hos sin mormor, der er blevet halvgal af undren over, at datteren ikke kom til sin fars begravelse; Michel hos sin farmor, en af bogens få repræsentanter for den sjældne type af mennesker, der har eksisteret som en rest af den gamle metafysiks orden:


”Denne kvinde havde haft en frygtelig barndom, med arbejde på gården fra hun var syv år, blandt halvbrutale alkoholikere. Hendes ungdom havde været for kort til, at hun havde bevaret noget egentligt minde om den. Efter ægtemandens død havde hun arbejdet på fabrik, alt imens hun havde opdraget sine fire børn; midt om vinteren havde hun hentet vand i gården, så de kunne gøre sig i stand. Over tres år gammel, da hun netop var gået på pension, var hun gået med til at tage sig af et lille barn – sin sønnesøn. Heller ikke han havde manglet noget – hverken rene klæder eller et godt måltid om søndagen eller kærlighed. Alt dette havde hun gjort i sit liv. En blot tilnærmelsesvis udtømmende undersøgelse af menneskeheden må nødvendigvis tage højde for denne type fænomener. Sådanne mennesker har eksisteret, det viser historien. Mennesker, der arbejdede hele deres liv, arbejdede hårdt, udelukkende af selvopofrelse og kærlighed; der i bogstaveligste forstand gav deres liv til andre i denne opofrelse og kærlighedens ånd, som imidlertid på ingen måde havde opfattelsen af at ofre sig; som rent faktisk ikke kunne forestille sig andre måder at leve deres liv på end at give det i selvopofrelsens og kærlighedens ånd. I praksis var disse mennesker for det meste kvinder.” (s. 88)


Michel, hvis allertidligste barndomserfaringer har gjort ham ude af stand til at elske, har hos farmoderen kendt kærligheden, og nerven i hans forskning bliver spørgsmålet om, hvordan der igen kan skabes muligheder for samfund, for fællesskab og kærlighed. At menneskeligt fællesskab ikke kan eksisterer uden religion, står ham lysende klart, hvorfor svaret efter afviklingen af den kristne metafysik må findes i biologien – i videnskabens overtagelse af reproduktionen, så der kan skabes nye menneskevæsner befriet fra den menneskelige egoisme, som i det sene tyvende århundredes lovløse frigørelse er gået grassat i rendyrket selvisk grådighed og ondskab; i individualismens ensomhed og lidelse.


Også Bruno er forkrøblet af sine forældres egoistiske frigørelsesprojekt. Efter mormoderens død, møder han for første gang siden spædbarnsalderen sin far og mor, der tropper op for at aftale, hvad der skal gøres af sønnen.

”Bruno lyttede til dem siddende på sin seng. Det er altid mærkværdigt at høre andre tale om en selv, ikke mindst når de ikke synes at være klar over, at man er til stede. Man kan næsten selv glemme sin tilstedeværelse, det er ikke ubehageligt. Alt i alt følte han ikke, at det vedrørte ham ... det blev besluttet, at man ville finde en kostskole, og at hans far skulle tage ham i weekenderne i Paris. Hans mor skulle prøve at tage ham i ferierne en gang imellem. Bruno havde intet at indvende, de to personer forekom ham ikke direkte fjendtlige.” (s.42)


Brunos voksenliv bliver en lang kærlighedsløs jagt på seksuel nydelse – som beskrives kvalmende minutiøst i dens rene kropslighed. Så være nye læsere advaret! - og ender på et sindssygehospital. Som fyrreårig søger han i en ferie seksuelle oplevelser på Forandringernes Sted – en lejr grundlagt som seksuelt frigørelseseksperimentarium af hippiebevægelsen, og i firserne bevaret under dække af new-age-kursuscenter. Nu i 90erne er Stedet, især for de kvinder, der med unge attraktive kroppe for tyve år siden dyrkede den seksuelle frihed med nydelse, blevet et depressionernes og bitterhedens sted. For:

Da de stort set alle var fraskilte, kunne de ikke forlade sig på ægteskabet – betryggende eller afskyeligt – som de netop havde gjort alt for at få opløst. Da de tilhørte en generation, der – som den første i den grad – havde hævdet ungdommens fortrin frem for den modne alder, kunne de næppe undre sig over, at det nu var deres tur til at blive udsat for foragt fra den generation, der nødvendigvis efterfulgte dem.” ( s. 103)

“Det er interessant at bemærke, at denne seksuelle frigørelse til tider er blevet fremstillet som en fællesskabsdrøm, når det i realiteten drejer sig om endnu en etape i individualismens historiske opgang. Som det fremgår af de smukke ord ”ægteskab” og ”husstand”, var parret og familien den sidste rest af primitiv kommunisme midt i det liberale samfund. Den seksuelle frigørelse havde til formål at ødelægge disse sidste kommunitære mellemled, de sidste, der adskilte individet fra markedet. Denne ødelæggende proces fortsætter i vore dage.” (s.112)


De to halvbrødre mødes for sidste gang ved deres mors dødsleje i en anden new-age-lejr for gamle hippier. ”De åndssvage hippier” siger videnskabsmanden og positivisten Michel,” de er overbeviste om, at religion er et personligt anliggende, baseret på meditaton og åndelig søgen og så videre. de er ude af stand til at indse, at det tværtimod er en ren social aktivitet, baseret på faste ritualer, regler og ceremonier. Ifølge Auguste Comte har religionen udelukkende til opgave at bringe menneskeheden til en tilstand af perfekt enhed.” ”Du kan selv være Auguste Comte!” afbrød Bruno ham rasende. ”Fra det øjeblik, hvor man ikke tror på det evige liv, er ingen religion mulig. Og hvis samfundet er utænkeligt uden religion, som du åbenbart mener, så er samfundet heller ikke muligt mere …” (s.248)


Der er næppe tvivl om, at Houllebecq selv betragter kristendommen og troen på det evige liv distant sociologisk – som den metafysik Vesten blev bygget på, men som nu er uigenkaldeligt muteret. Deraf håbløsheden i hans roman. Ikke desto mindre er ”Elementarpartikler” en af vor tids væsentligste romaner ved ubestikkeligt nøgternt at afsløre, hvor Vestens banesår kommer fra: i at teologerne af frygt for videnskabens, materialismens og frigørelsens metafysik har opgivet med fynd at prædike kødets opstandelse og det evige liv.