Kristendommen - ufredens religion

Af Jesper Bacher, Tidehverv 2019, nr. 1, s. 1-2

”Fredens Gud! den livsalige fred/ du skænke vort land til at blomstre ved”. Sådan lyder det i ”Vær velkommen, Herrens år”, som mange af os istemte ved nytårstide i kirke og hjem. Der er ret beset tale om en bøn, som synges, og her indgår så bønnen om den fred, som fædrelandet kan blomstre ved. Og som det hedder i min salmekommentar: ”Salmen får fint antydet, at landet ikke kan blomstre af sig selv, men må have noget ”at blomstre ved”, nemlig Guds fred”. Ja, Guds fred får landet til at blomstre, for den giver fred til at tjene og freder den svage. Vel kan man sige, at Guds fred aldrig er enerådende, at fredsbønnen er et fromt ønske, som aldrig bliver alt - og alle omfattende. Det er netop derfor, at freden til stadighed må nedbedes over land og rige. Guds fred ligger altid i krig med vantroens ufred. Altid må der prædikes med Paulus ”Da vi nu er blevet gjort retfærdige af tro, har vi fred med Gud ved vor Herre Jesus Kristus” og mod alle forstyrrelser af gudsfreden.

Guds fred er evangelisk tale, men det er noget ganske andet med ”den religiøse fred”. Begrebet turde være kendt, men i 2018 blev det stadfæstet på allerhøjeste juridiske niveau. Nemlig af selveste Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg med domsmagt over 47 lande og grænseoverskridende orakelstatus. Herfra kan der vist kun appelleres til Vor Herre, hvis man da ikke mener, at de damer og herrer menneskerettighedsdommere helt har overtaget hans embede. Det var denne høje ret, som i 2018 besluttede at give de østrigske domstole medhold i, at Elisabeth Sabaditsch- Wolff havde fortjent en bødestraf for krænkende omtale af profeten Muhammed. Anledningen var Muhammeds ægteskab med den 6-årige Aisha og hans fuldbyrdelse af ægteskabet, da pigen var fyldt 9 år. ”En 56-årig og en 6-årig? Hvad kalder vi det, hvis det ikke er pædofili? ” spurgte Elisabeth Sabaditsch- Wolff retorisk under et seminar, Ja, det er selvfølgelig det, vi i dag kalder pædofili. På Muhammeds tid og sted så man anderledes på sagen, og barnebrude fandtes også hinsides den arabiske halvø og muslimernes rækker. Påstanden ville givet være ganske ukontroversiel, hvis ikke Muhammed netop blev regnet for profeten Muhammed. Det beundrede og forgudede forbillede for muslimernes handel og vandel. Derfor blev Elisabeth Sabaditsch-Wolff dømt for krænkelse af en religiøs tro ved to østrigske retsinstanser og fik altså heller ikke noget ud af sin appel til Menneskerettighedsdomstolen. Nu kan man sige, at domstolen i denne sag netop ikke overtrumfede den nationale lovgivning, men lagde sig i forlængelse af domme fældet i pagt med den østrigske blasfemilov. Det er i og for sig udmærket. Dog er det bemærkelsesværdigt, at domstolen netop, når det drejer sig om retten til religionskritik, ikke finder det værd at hævde ytringsfriheden. Men det er selvfølgelig østrigernes ansvar, at de har en tåbelig lov.

Det er imidlertid rettens konklusion, der skal fremhæves i nærværende sammenhæng. Den lyder i uddrag: ”Retten konkluderer, at de nationale domstole i den forelæggende sag omhyggeligt afvejede appellantens ret til ytringsfrihed over for andres ret til få deres religiøse følelser beskyttet og opretholdelsen af religiøs fred i det østrigske samfund”. Det er bemærkelsesværdigt, at det gøres så juridisk krystalklart, at loven ikke bare må beskytte religiøse mennesker, men også religiøse følelser, og så er der udtrykket ”religiøs fred”.

Religiøs fred? Kan kristendommen bidrage til den religiøse fred? Kan evangeliet slutte fred med modevangeliet, talen om Guds søn med talen om den falske profet? ”Tro ikke, at jeg er kommet for at bringe fred på jorden, Jeg er ikke kommet for at bringe fred, men sværd”. Den var ikke gået i Østrig heller for Menneskerettighedsdomstolen. Nu skal det ikke handle om Østrig, som i øvrigt virker til at have en fornuftig kansler i Sebastian Kurz, men det forhold, at Menneskerettighedsdomstolen henviser til den religiøse fred som legalt grundlag for amputering af ytringsfriheden.

Der er ganske simpelt tale om antievangelisk jura. Kristendommen må nødvendigvis ligge i intens åndelig strid med islam, hvis hellige Koran kalder dens prædiken om Guds søn slet og ret forløjet. Det var Johannes Horstmann, som sagde, at man fra begyndelsen skulle gøre det klart for indvandrende muslimer, at de ”vil ikke kunne bo i Danmark, uden at deres religion og dens udøvelse bliver udsat for et permanent åndeligt bombardement fra kristendommen selv. Kirken kan ikke være kirke i Danmark, den kan ikke prædike kristendom, uden at det bliver sådan”. Og det bør gælde i ethvert kristent land. Ja, i hele det kristne Europa, hvor Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg har domsmagt. Det er nu så som så med det åndelige bombardement. Der er løst krudt og tankeløst festfyrværkeri i meget af kirkernes omgang med islam, men det er ikke desto mindre den forudsætning, som muslimer må leve under. Som borgere skal de selvfølgelig have lov til at leve i fred, men ikke til at være i fred for det evangelium, som sprænger islam i stumper og stykker og forkynder den frelser, der døde af og opstod af kærlighed til dem og alle mennesker. Religiøs fred er en forløjet kategori, skønt der sandelig bør herske ydre fred mellem religiøse mennesker. Samfundsfred netop ikke religiøs fred. Evangeliet er en saliggørende ufred, også med os selv. Indre Missions anden formand, Frederik Zeuthen, skrev engang: ”At være en kristen er at have hele verden imod sig, men dog især at have sig selv imod sig”. Ikke for ingenting kalder man kirken for ecclesia militans, den kæmpende kirke, og kirkens hårdeste kamp er så ubetinget den mod sin egen vantro. Derfor skal kirken i striden med islam heller aldrig pege fingre, men pege på den korsfæstede Herre.

Islam omtales sommetider som fredens religion, og det ville givet være fredeligt, hvis alle bøjede nakken for islam. Der er også fred i graven. Der er dødstille, hvor alle er kuede og bange nok. Kristendommen kan derimod med rette kaldes ufredens religion, for den lader ikke synd, død og djævel i fred, den lader ikke syndere i fred, så de i ro og mag og sjælelig uforstyrrethed kan gå fortabt. Kristendom er en fredsforstyrrer, som samtidig forkynder den sande fred, der overgår sind, sans og al pseudofred. Som Jesus selv siger det: ”Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer; jeg giver jer ikke, som verden giver”.