Vil man have mere, får man mindre

Af Morten Brøgger, Tidehverv 2019, nr. 3, s. 29-31

Om læren om alles frelse og dåbens teologi

Der arbejdes som bekendt på et forslag til nyt dåbsritual af et udvalg i Frederiksberg provsti. 16. januar løftede udvalget lidt af sløret for, hvordan de tænker sig det nye ritual: ”Vi har fundet det nødvendigt at gøre op med den tanke, som der gives udtryk for i den gældende dåbsbøn … at kun døbte hører Gud til. I stedet har vi arbejdet ud fra en dåbsteologi, der siger, at Guds kærlighed rækker ud til alle, og hvor dåben bekræfter den kærlighed, der allerede er.” (KD 16.1.2019)

Lars Sandbeck, lektor ved Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter, har i den forbindelse efterlyst en grundigere gennemtænkning af dåbens teologi, idet han mestendels har bestræbt sig på at vise, at den paulinsk-reformatoriske dåbsteologi, som det nuværende ritual bygger på, er utroværdig og uholdbar (KD 8. og 29. januar). Selv om Sandbeck tydeligt skriver, hvad han ikke bryder sig om, kan man kun vanskeligt og med en vis usikkerhed derudfra slutte sig til, hvad han forestiller sig som alternativ. Men han har dog i indlæg på Facebook ytret sig lidt nærmere om dette. For eksempel har han skrevet: ”Genfødsel opfatter jeg som indlemmelsen i Kristusfællesskabet, hvormed vi bliver sat i forbindelse med en ny personlig værensform, men som ikke sætter et skel i eskatologisk og soteriologisk forstand. Vi bliver i dåben ’Guds børn’, fordi vi bliver Jesu ’brødre og søstre”, der kan tro det, som mennesker uden for dette fællesskab ikke kan tro: nemlig, at Gud forholder sig til os som en far til sine børn.” Og en anden gang har han skrevet: ”… jeg tror, korset også ’virker’ uden dåben, selvom dåben (blot ikke i sin nuværende form og indhold) kan være med til at understrege/ symbolisere dette. Men dermed er jeg naturligvis også villig til at forstå sakramenterne på en anden måde end CA og udlægge korsets betydning i retning af apokatastasis snarere end dobbelt udgang. Men det er en længere snak.”

Der tegner sig således hos disse dåbsreformivrige et omrids af en dåbsteologi, hvor dåben er et konkret og enkeltstående udtryk for den generelle sandhed, at Gud elsker alle mennesker, at Han vil frelse alle, og at ingen er udelukket fra frelsen, uanset om de er døbt eller ikke døbt. Dåben er ikke et frelsesmiddel. Der er ingen soteriologisk forskel på, om man er døbt eller ikke døbt. Det ligger tydeligvis både Frederiksberg-udvalget og Lars Sandbeck på sinde, at dåben ikke må være ekskluderende i henseende til frelse. Sandbeck siger det mest tydeligt, at konsekvensen bliver en lære om alles frelse, apokatastasis. (Selv om han forsigtigt kun vil tolke ”i retning af” denne lære).

Det er altså ikke nok, at Gud rækker sin frelse til alle mennesker, og at de, der tager imod den i tro, og i dåb og nadver, frelses, mens de, der afviser hans frelse i Jesus Kristus, ikke frelses, men går fortabt. Man vil have mere, man vil være sikker på Guds frelse, ikke kun på egne vegne, men på alles vegne. Man synes at mene, at det er uforeneligt med forkyndelsen af Gud som en kærlig Gud, der vil menneskenes frelse, at denne frelse kan afvises. Hvordan kan en kærlig Gud lade noget af det, han har skabt, gå fortabt? Det synes ikke at hænge sammen med, at Gud i Jesus Kristus viste sig som den, der forbarmede sig over alle (men gjorde han nu også det?).

Søren Kierkegaard har en anden forståelse af Guds kærlighed. For ham er netop Guds kærlighed grunden til, at fortabelsen er en mulighed. Han skriver i Sygdommen til Døden: ”… i Christendommen gjør Gud sig til Menneske … – men i denne sin forbarmende Naades uendelige Kjerlighed gjør han dog een Betingelse, han kan det ikke anderledes. Just dette er Sorgen i Christo, ’han kan det ikke anderledes’; han kan fornedre sig selv, paatage sig en Tjeners Skikkelse, lide, døe for Menneskene, indbyde Alle at komme til sig, offre hver sit Livs Dag, og hver Dagens Time, og offre Livet – men Forargelsens Mulighed kan han ikke borttage. O, eneste Kjerlighedens Gjerning, o, uudgrundelige Kjerlighedens Sorg, at selv Gud ikke kan – som han da i en anden Forstand heller ikke vil, ikke kan ville – men selv om han vilde, ikke kan gjøre det umuligt, at denne Kjerlighedens Gjerning kan blive et Menneske til lige det Modsatte, til den yderste Elendighed! Thi den størst mulige menneskelige Elendighed, større endnu end Synden, er at forarges paa Christus og forblive i Forargelsen. Og dette kan Christus ikke, dette kan ’Kjerligheden’ ikke gjøre umuligt. See, derfor siger han: ’salig Den, som ikke forarges paa mig.’ Mere kan han ikke gjøre. Altsaa han kan, det er muligt, han kan ved sin Kjerlighed komme til at gjøre et Menneske saa elendigt, som et Menneske aldrig nogensinde kunde blive det. O, uudgrundelige Modsigelse i Kjerlighed! Men dog kan han – af Kjerlighed ikke bringe det over sit Hjerte at lade være at fuldkomme Kjerlighedens Gjerning; ak, hvis den saa dog gjorde et Menneske saa elendig, som han ellers aldrig vilde være blevet det!” (SKS 11,237).

Når Gud i sin kærlighed til mennesket ikke kan eliminere muligheden af, at mennesket ikke tager imod kærligheden, skyldes det, at Guds kærlighed er en invitation til genkærlighed. Eller man kan sige, at det eneste adækvate svar på Guds kærlighed fra menneskets side er tro, tillid, kærlighed. Men det fordrer igen, at mennesket er frit, da kærligheden for at være kærlighed, må være fri. Man kan også sige det på den måde, at gudsforholdet er et åndsforhold. Mennesket skal svare, det er ikke et uselvstændigt væsen, som blot er en viljeløs genstand for Guds handlen.

Kierkegaard siger, at det samme gælder dommen: ”Begrebet Dom svarer til den Enkelte, man dømmer ikke en masse; … dømme Folk som Fæ kan man ikke, thi man kan ikke dømme Fæ; om der end dømmes nok saa mange, naar det at dømme skal have Alvor og Sandhed, dømmes hver Enkelt.” Dette hænger også sammen med friheden. Når den, der dømmes i dommen skal stå til ansvar, må det være for det, han selv har ansvar for.

På samme måde er frelsen i Kierkegaards øjne et spørgsmål for den enkelte, fordi kærligheden også gør den enkelte ansvarlig, idet den kalder på et svar, og ingen kan i kærligheden svare for andre end sig selv, hvis der skal være ”alvor og sandhed” i svaret.

Også derfor er det en forvanskning af åndsforholdet mellem Gud og menneske med en læresætning at forudsætte alles frelse. Gud frelser ikke en masse, for nu at bruge Kierkegaards udtryk, men frelsen i hans kærlighed (i hans kærlighedsgerning: at blive menneske, lide, dø og opstå for vores skyld) er en henvendelse til hver enkelt.

Det betyder dog ikke for Kierkegaard, at frelsen dermed er lagt i menneskenes hænder. Dette gør han på en underfundig måde klart i en opbyggelig tale, De Dødes Opstandelse forestaaer, de Retfærdiges – og de Uretfærdiges. Her er det tværtimod et tegn på, at mennesket har taget frelsen i sine egne hænder, hvis det er ganske sikker på frelsen, som det jo er med en lære om alles frelse. Kierkegaard taler ikke her om en sådan lære, men det er klart, at Kierkegaard, både i Sygdommen til Døden og i denne tale, vil vise, at frelsesforståelsen, soteriologien, bliver forvansket lige så snart den tages ud af det personlige forhold mellem den enkelte og Gud. Når der skal gøres alment gældende sætninger ud af evangeliet, hvorpå man så bygger sin tro, så er det ikke længere Gud og hans budskab man forholder sig til, men en lære. Så behandler man ”sit Guds-Forhold som var det et ligefremt Forhold til andre Mennesker”. (SKS 10,220)

Man gør en menneskelig eller filosofisk sandhed ud af nåden, således at nåden kan forudsættes. Men hvis Gud er nådig per definition, så er nåden ikke længere en handling, hvori Gud viser sig mig nådig. Så er det slet ikke længere nåde, der er tale om, da nåde altid forholder sig til den dom, hvori jeg er dømt, og nådigt tager dommen tilbage, skænker mig uretfærdige retfærdigheden. Det er, skriver han: ”et tomt Spilfægteri, at forsikkre, at man troer, at det er af Naade – og saa dog at være ganske sikker. Det sande, det væsentlige Udtryk for, at det er af Naade, er netop Usikkerhedens Frygt og Bæven.” (SKS 10,219)

Kierkegaard vil ikke hermed rokke ved budskabet, at Gud er nådig. ”For mig har Sagen aldrig stillet sig saaledes, det er aldrig faldet mig Andet ind end at ethvert andet Menneske sagtens blev salig, kun med ’mig’ var det i ’mine’ Tanker tvivlsomt. Ja, havde jeg grebet mig selv i at tvivle om noget eneste andet Menneskes Salighed, det vilde for mig have været nok til at fortvivle om min.” (SKS 10,218) Men dette er igen ikke en lære om nådens sikkerhed, om alles frelse: ”Saaledes angaaer dette mig, i mine Tanker mig meest af Alle; og jeg kan forstaae, at det saaledes ogsaa angaaer i Dine Tanker Dig meest af Alle. … Jeg veed Intet min Salighed betræffende; thi hvad jeg veed, det veed jeg kun med Gud i Frygt og Bæven …. Og jeg veed Intet Din Salighed betræffende, derom kan kun Du vide med Gud.” (SKS 10,220f.) Usikkerheden hvad angår den enkeltes frelse er således tegnet på, at sagen er i den nådige Guds hånd: „Viig bort fordærvelige Sikkerhed, frels mig, o Gud, fra nogensinde at blive ganske sikker, bevar mig kun indtil det Yderste i Usikkerheden, at det da, hvis jeg annammer Saligheden, maatte være ganske sikkert, at jeg faaer den af Naade!“ (SKS 10,219)

I den folkekirkelige modeteologi skal Gud åbenbart forsvares med, at hans nåde gælder alle, og dåben må derfor ikke soteriologisk og eskatologisk sætte skel. Frelsesbegivenheden i Jesus Kristus ender således med slet ikke at have været nogen begivenhed, men kun en åbenbaring af, hvad der var tilfældet: at Gud frelser alle, hvilket kun kan betyde, at alle allerede var frelst. Ganske tilsvarende kan der heller ikke peges på nogen begivenhed i det enkelte menneskes liv, hvor Guds nåde vederfaredes ham, men der kan kun peges på tilfælde af kommunikation, hvor det blev gjort den enkelte klart, hvordan det forholder sig med Guds alle omfattende frelse.

I bestræbelsen på at lade frelsen gælde alle mennesker, svigter man mennesket, idet man gør det til en ting, hvis liv er afgjort, allerede før det skal leves. Mennesket sættes ind i en fortælling, der er fortalt til ende, og hvordan det lever, hvordan det forholder sig har ingen afgørende betydning. Af kærlighed til menneskene gør man det af med det virkelige menneske. Man vil have mere, men man får mindre.

For Luther stod Guds frelsesvilje fast i kraft af evangeliet, men historien var ikke skrevet færdig. Den døbte var ved sin dåb revet ud af djævelens magt og tilhørte nu Gud, men var samtidig sat ind i en kamp i denne verden mod synd og djævel, med Herren kæmpende på sin side. Luther anså ikke denne kamp for at være til ende før døden og dommen. Sejren ved Jesus Kristus havde vi i tro og i håb.

Med den annoncerede nye dåbsteologi kommer man til at ligne Storinkvisitoren fra Dostojevskijs Brødrene Karamasov, der af lutter kærlighed til menneskene fratager dem deres frelser, fordi frelseren var så ubarmhjertig at sætte menneskene i frihed. I stedet for frelseren har de fået kirken, der har løftet frihedens åg af dem, og gjort dem til sine undergivne. Storinkvisitoren siger til Kristus, der er kommet igen: ”Har du glemt, at mennesket foretrækker roen, ja selv døden, fremfor erkendelsen af og det frie valg mellem godt og ondt? Intet er mere forførerisk for mennesket end samvittighedens frihed, og dog – intet volder større kvaler. … Du handlede, som om Du slet ikke elskede dem. … I stedet for at tage menneskenes frihed i Din hånd, slap Du den løs – Du lod den vokse, og dens kvaler lagde sig tungt og knugende over menneskets sjælerige for evig. Du ville eje menneskenes frie kærlighed – de skulle følge Dig frivilligt, grebet og draget af Dit ord og Dit liv.” (D.s Samlede Værker, III, 346f.)