"Ord til tiden"

Af Elisabeth K. Jensen, Tidehverv 2019, nr. 9, s. 151-153

”Kristeligt set er det gamle, som bærer kirken, også det radikalt og til alle tider nye. Egentlig det eneste virkeligt nye, som findes under solen. Og hvad er dette nye? Det er det, som overvinder det i negativ forstand gamle: synden, døden, djævelen – og dermed også menneskets dybeste nød og håbløshed, alt det, som forvrænger og ødelægger livet.”

Dette virkeligt nye delagtiggøres et menneske i gennem dåben, hvor det får livsfællesskab med ham, som i egen person er overvindelsen af det gamle: ”Er nogen i Kristus, er han en ny skabning. Det gamle er forbi, se, noget nyt er blevet til” (2. kor. 5,17).

… al ægte fornyelse i kirken, det er derfor – på ny og på ny – at vende tilbage til denne ”gamle” ny-hed, som aldrig bliver gammel.”

Sådan skriver pastor emeritus Knud Nyboe Rasmussen (KNR) i sin netop udgivne bog ”Ord til tiden”. En bog, hvis titel holder stik. For det er vitterligt en bog med ord til tiden. Især til en tid, der råber på fornyelse i kirken. Og det er derfor en bog, som burde være pligtlæsning for de biskopper, der netop har igangsat en diskussion om gudstjenestens fornyelse. For her finder man grundige og teologisk gennemtænkte overvejelser i de små essays om ”Kirke, ja - men menighed?”, om ”Klageretten i kirken”, om ”Luthers provokerende aktualitet” og ikke mindst i ”Fornyelse i kirken”.

Ord til tiden er de, og derfor evig aktuelle, hvorfor bogen bliver et væsentligt indspark i den førnævnte diskussion om højmessens fremtid. Og jeg håber, at bladets læsere ikke tager mig det ilde op, at denne artikel fortsætter, hvor forrige nummers forsideartikel af Agnete Raahauge slap. Om ikke andet vil det være velkendt, at biskopperne ønsker, at landets præster, menighedsråd og menigheder det næste års tid skal diskutere gudstjenestens indhold og form, og at disse diskussioner efterfølgende skal danne grundlag for en evt. revision af den autoriserede højmesse.

Og da jeg er fuldt på linje med Agnete Raahauges modvilje over for en revision af gudstjenesten og kan tilslutte mig hendes anke over biskoppernes negligering af deres tilsynspligt, som har bevirket, at det autoriserede ritual ikke længere opfattes som andet end en vejledning, kan det måske nok synes en smule trættende endnu engang at skulle trækkes igennem en anklage mod dette biskoppelige tiltag.

Men det skal bladets læsere af flere grunde. For det første fordi der er al mulig grund til at klage over denne mærkværdige proces og biskoppernes fejhed, hvis man skal gøre sig håb om, at vores højmesse ikke skal blive udvandet. Der er med andre ord grund til at holde gryden i kog.

For det andet fordi KNR´s bog som sagt indeholder nogle præciseringer i forhold til sagen, som er værd at fremhæve. Selvom den er forfattet, inden biskoppernes lancering af rapporten om gudstjenesten, så er store dele af den en aktuel replik til det folkekirkelige jag efter fornyelse. For det er tydeligt, at KNR har læst tegnene i tiden, en tid som pga. manglende besindelse er ved at ødelægge den livsnerve og rygrad, som højmessen er:

”På den anden side, så viser andre og nyere erfaringer også ret tydeligt, at denne ”rygrad” i kirken lever livet farligt, ja, at den er en truet art.

Og som det er tilfældet med alle truede arter, både i dyre- og planteverdenen, så gælder det også for folkekirkens højmesse, at hvis den skal bevares i fremtiden, så må der kæmpes for den – af præsterne, af menighedsrådene og i sagens natur ikke mindst af folkekirkens menigheder, af folkekirkens medlemmer.”

Derfor tror jeg ikke, jeg tager fejl, når jeg påstår, at biskoppernes tiltag ikke kommer som en overraskelse for KNR.

For en ændring af den nuværende højmesse vil selvfølgelig betyde, at den lægger sig i slipstrømmen af den fornyelse, som allerede har fundet sted, og som især kommer til udtryk i mange af de nye salmers forkyndelse, som er præget af et kælent og følelsesfuldt sprog, der taler kammeratligt og indforstået med Vor Herre. Her er sjældent udtrykt nogen kamp – ingen nød og fortvivlelse –, for synden er dem noget ganske ubekendt.

Jublende og glædestrålende beskriver disse salmer Guds handling og den tilstand, den sætter salmeskriverne i, og den fremtid, som de i deres glæde må bede om, stadig vil gå fremad.

Synden er noget for længst forbigangent, derfor leder man forgæves efter en tale, som Grundtvigs om vore dødningelæber eller hans ”Vor Herre til dig må jeg ty, thi stærke er fjenderne mine”. For ikke at nævne Kingo, der kan skrive om Satan, som bestrider vore lemmer og ledemod. Og dette skyldes ikke alene, at disse ord er passé for en moderne biskop og præst, de er det også i indhold og forståelse. Ja, først og fremmest netop i dette.

For de gamles fortvivlelse over loven og Guds ubetingede befaling er dem ukendt.

Eller man kunne sige: synden, det fortabte og elendige vantro menneske, det var og blev en forfærdende virkelighed for de gamle digtere, for det var deres egen virkelighed.

De nye salmer derimod er overbevist om, at så slemt står det ikke til. Vi glæder os nu over Guds gode og frydelige handling i sin søn, og vi har kun den bøn, at vores glæde og kærlighed må vokse og fylde os og få os til at udfolde os, så vi kan mødes i fuldtonende lovsang til Gud over hans livgivende ord.

En overbevisning udtrykt i smukke ord, som vi rigtig nok også kender netop fra de gamle digtere, men der er en afgørende forskel; at de gamle vidste, at de var fortabelsens æt, hvis ikke dette livgivende ord stadig taltes til dem.

Fordi deres virkelighed var og blev den samme, nåede de aldrig længere end til at måtte stamme: Gud vær mig arme synder nådig.

Befalingen, buddet, loven slog dem bestandig til jorden, og intet andet end evangeliet kunne hjælpe her.

Men de nye salmer med det søde sprog afslører en tid, hvor loven ikke findes, og hvor således også synden er væk. Hvor syndernes forladelse er blevet et tomt og hult ord, der sætter den glade stemning og selvbetragtning. Og jeg er ikke i tvivl om, at det netop er denne tomhed og hulhed, en ny gudstjenesteordning skal camouflere.

Og af samme grund er Veit Dietrichs kollekter efterhånden også et sjældent indslag i højmessen. Kollekter, der bekender: ”At vi er arme og elendige syndere”, der beder om, at vi ”ikke glemmer vor syndeskyld og blive hovmodige”, og som derfor på umoderne vis bryder den gode stemning og følelse af tryghed. De hviner i ørerne, som en negl, der kradser på tavlen. Læs eksempelvis denne meddelelse fra en fynsk præst til sin menighed, der har svært ved at skjule sin lettelse over at slippe af med disse mislyde:

”Nu er der imidlertid udkommet endnu en bog med bønner til brug ved højmesser og ved andre kirkelige handlinger. Kollekterne/bønnerne er skrevet af præsten og salmedigteren Holger Lissner. Jeg har, efter godkendelse fra biskoppen og menighedsrådet, valgt at bruge de nye kollekter ved mine højmesser.

Begrundelsen for mit valg er, at der er tale om meget nærværende og smukke bønner, som er nutidige i deres præg. De nye kollekter slår på fremragende vis søndagens tema an, åbner gudstjenesten med en anderledes, moderne tone, som nutidsmennesket bedre kan relatere sig til. Hvor de gamle kollekter mere maner til, at jeg skal bekende mine synder, tager de ny kollekter oftest emner op fra mit levede liv, og giver mig håb, livsmod, ny energi og trøst.”

Et levet liv uden synd, og død og djævel må man formode. Et moderne levet liv, som selvfølgelig kræver en moderne tone. En tone uden mol, uden lov, uden fordring. Et liv uden alvor.

Som sagt, jeg er ikke i tvivl om, at det er denne antinomisme, der nu skal sanktioneres ved en ny gudstjenesteordning.

Og det sker på den mest luskede og feje facon, for den biskoppelige ansvarsflugt går linen ud.

Pakket ind i ydmyghed og neutralitet er en rapport blevet rundsendt, men vel at mærke en rapport uden anbefalinger. Og læser man biskoppernes efterfølgende udtalelser til pressen, så er de alle som én uden selvstændig stillingtagen.

Efter at de har ladet højmessen sejle sin egen sø ved ikke at stå fast på liturgiens autorisation, så lyder mantraet, at det nu er op til sognene, til præsterne og menighedsrådene at diskutere gudstjenestens liturgi. Hvad synes I om nadveren? Hvad mener I om dåbens placering? Hvad mener I om tekstvalget?

Nej, hvad mener I, kære biskopper? Kom nu for en gangs skyld ud af busken og vær jeres opgave voksen. Det er jer, der har skabt problemet. Lad os vide, hvor I står. Det var da det mindste, man kunne forvente af en tilsynsførende teolog.

Men vi får intet at vide. I stedet skal der nu holdes stormøder om gudstjenesten, og menighedsrådsmedlemmerne skal spille ”samtalekort”, som er udsendt med Menighedsrådenes Blad – kort, der skal hjælpe til med at få samtalen i gang. Men mit menighedsråd har ikke bedt om denne samtale, og de har så rigeligt at se til med anlægsprojekter og budgetmøder og indkøb af græsslåmaskiner til kirkegården. Det er dér, deres tilsyn er, og den opgave tager de selvfølgelig alvorligt. Ligesom de forventer, at dem, hvem det teologiske tilsyn er pålagt, de tager deres alvorligt.

Men det kræver selvfølgelig, at biskopperne - ligesom menighedsrådsmedlemmerne - forstår, hvad deres tilsynspligt forpligter dem på, og især hvad den ikke forpligter dem på. Det ville de kunne blive klogere på, hvis de læste ” Ord til tiden”, især essayet om ”Klageretten i kirken”.

Forenklet refereret så tager essayet sit udgangspunkt i Apostlenes Gerningers pinsefortælling, der beretter om det åndelige stormvejr, som fik mennesker i tusindtal til at flokkes om den kristne forkyndelse og dåb. Og derefter spørger KNR:

”Kaster vi et hurtigt blik på vores egen kirkelige nutid og virkelighed i dag, så ser den jo som allerede antydet ikke ud til at have ret meget at gøre med det, som Lukas fortæller om den første, store pinsedag i Jerusalem og tiden derefter. Hvor er begejstringen og opløftelsen blevet af? For slet ikke at tale om den overvældende tilstrømning til kirkens gudstjeneste? Intet af dette er til at få øje på de fleste steder. Det, der springer i øjnene, er måske snarere en form for træthed og sløvhed, ofte almindelig ligegyldighed og deraf følgende kirkeligt mismod – langt fra alle vegne, men dog en del steder.

… det kan på baggrund af denne brogede kirkelige situation i dagens Danmark synes at være ikke så lidt af en tilsnigelse, når vi med Grundtvigs lille dåbs- og pinsesalme frejdigt synger, at ”endnu er Guds Ånd så rig/ så mægtig og miskundelig/ som første pinsedagen”.

Har vi ikke på den baggrund grund til at klage, og har biskopperne derfor ikke pligt til at gøre noget ved den sørgelige tilstand?

Svaret giver KNR med Grundtvigs salme ”Gud Helligånd vor trøstermand”:

Gud Helligånd, vor trøstemand!
med rette du må klage:
Du blev hos os i støvets land,
århundreder som dage,
du blev hos os i Jesu navn,
i hans som dig udsendte,
er tit dog i hans fødestavn
den store ubekendte

Nej, vi skal ikke være optaget af og bekymrede for, hvad vi selv kan gøre for at skabe liv og vækst i kirken.

”Vi skal med andre ord ikke gå mismodige og vente på bedre tider … Nej, vi skal sukke og bede: ”Synd og død til trods, / Guds Ånd! Bliv hos os gerne”…. Hvad det derfor gælder om, er at bede Guds Ånd tage vore døde ord op og gøre dem levende. Det er i disse sager altid Ånden, som gør levende. ”Kødet”, dvs. vi selv og alle vore egne foranstaltninger, gavner i sig selv intet. De kan ikke gøre det døde levende”.

Derfor er vi ikke dårligere stillet, end de var på apostlenes tid, og derfor opfordrer KNR til, at man i stedet for at klage over de ringe dage, ”takker Gud af hjertens grund, fordi han har ladet os leve i denne salige tid, da vi kan høre hans hellige evangelium, kende hans guddommelige vilje og hans faderlige hjerte og se hans søn, Jesus Kristus”.

For klageretten tilhører Guds Ånd, Helligånden, som har al ret til at klage over os troløse og glemsomme, som har glemt, at det har været og stadig bliver pinse.

 

Knud Nyboe Rasmussen
Ord til tiden – Essays om kristendom og menneskeliv
Forlaget Hovedland - 2019
143 s.