Om dystre undergangsprofeter og muntre og håbefulde stridsmænd

Af Christian Langballe, Tidehverv 2020, nr. 1, s. 1-3 (I det trykte blad fejlagtig anført som nr. 10, 94. årgang )

Europas mærkelige død 

Forleden begyndte jeg igen at læse Douglas Murrays bog ”The strange death of Europe”. Den handler om indvandringen med udgangspunktet i flygtningekrisen i 2015, og hvordan indvandringen vil knække Europa, fordi europæiske politikere ikke længere evner at forsvare deres egne lande. Den er i øvrigt sidste år blevet oversat til dansk med et fint forord af Lone Nørgaard og har fået titlen ”Europas undergang”. Jeg var gået i gang med bogen for et par år siden, men var gået i stå omkring halvvejs. Nu skulle den have en chance til, men da jeg igen var nået halvvejs, begyndte jeg at forstå, hvorfor jeg var gået i stå den første gang. Misforstå mig ikke! Det er en god bog. Forordet er fremragende, og titlen er lige i øjet: ”Europas mærkelige død!” For det er nemlig mærkeligt, at politikere har foranstaltet, hvad man kunne kalde ”det europæiske selvmordsforsøg” og åbnet grænserne for alverden ud fra en underliggende ide om, at de kunne frelse verden og få arbejdskraft. 

Det er som sagt en meget præcis analyse, som Douglas Murray har lavet, men den er altså præget af en udtalt nihilistisk pessimisme. I kapitlet ”Træthed” er han selv inde på den eksistentielle træthed, den svaghed, selvopgivelse og afmagt, som har grebet europæerne. Den har så også grebet ham selv, og den smitter, når man læser ham. Han sidder ved patientens dødsleje, som er Europa, Han beskriver alle symptomerne på den fremskredne dødsproces, men han har ikke selv nogen medicin med. Det er, som om han selv går i et med patienten, ja selv bliver patienten. Forestil jer en general under 1. verdenskrig, der taler til sine soldater i skyttegravene. Han har på forhånd lavet en utrolig præcis analyse af slagmarken og fjendens positioner og siger nu: ”Soldater, følg med mig i kamp! I skal bare vide, at vi går under lige meget hvad, så snart vi vover os op af skyttegraven”. Man kan vel ikke fortænke soldaterne i at tænke, at kampen ser fuldstændig håbløs ud, og at det faktisk er bedre at blive nede i skyttegraven. Douglas Murray hører sammen med Roger Scruton til blandt de mest prominente repræsentanter for den engelske konservatisme. Ingen tvivl om det! Jeg tror også, at han betragter sine analyser som en form for opråb til de konservative, men hvis der intet er at håbe på, fordi undergangen er vis, hvorfor så kæmpe?

De dystre undergangsprofeter

Jeg har det lidt på samme måde med Oswald Spengler og alle hans proselytter. Han analyserede i sit hovedværk ”Untergang des Abendlandes” sig frem til, hvorfor Vesterlandet var dømt til at gå under. Alle civilisationer befinder sig ifølge ham ligesom naturen i en form for livscyklus, der bevæger sig fra fødsel til død, og Vestens livscyklus var nu ifølge Spengler til ende. Man aner hos forfatteren en berusende fornemmelse af hans egen analyse og af at have konstateret undergangen. Det samme gælder med Nietzsches opdagelse af Guds påståede død og bebudelsen af det nye gudløse overmenneske. Heidegger fulgte i høj grad Nietzsche og proklamerede ”Metafysikkens sammenbrud”, og man aner også en skadefryd i at konstatere sammenbruddet og menneskets deraf følgende hjemløshed. Alle tre tænker de i en form for historisk determinisme, der ender med Guds død, metafysikkens sammenbrud og Vesterlandets undergang.

Det har for nogle været svimlende og berusende at kunne råbe ”Guds død”, ”metafysikkens sammenbrud” eller ”Vestens undergang” ud fra tagene, men det forvandler sig med tiden til en træt og forstemmende pessimisme, for hvad er det, der skal fylde hullet i menneskets indre ud, når troen på den levende Gud er erstattet med troen på nihil - intet? Opdagelsen af intethedens altopslugende afgrund kan i øjeblikket måske for nogle virke pirrende, men den ender i en livstræt dødsdrift. Det er bare ikke nok blot at beskrive og konstatere denne dødsdrift, hvor håbet så at sige er låst inde i fortiden og var et privilegium forbeholdt de fortidige generationer. Douglas Murray skriver i sin bog:

Umådeligheden i kløften mellem dem og os rammer i pludselige øjeblikke. Tænk på Izaak Waltons skrift om John Donnes levned (1640). I slutningen af dette korte værk taler Walton om sin vens sidste dage og beskriver hans krop ”som engang var et tempel for Helligånden og nu bliver til en lille bunke kristent støv”. Og så den sidste linie: ”Men jeg skal se det genoplivet”. Vi opfører os undertiden, som havde vi vore forfædres visheder, men vi har ingen af dem, og intet af deres trøst (se den danske oversættelse ”Europas undergang”, side 266).

Det er netop denne kollektive konstatering af, at vi ikke længere har den vished eller trøst, som vores forfædre havde, der gør Murrays ”The strange death of Europa” så trøstesløs at læse. Det kunne jo faktisk være, at læseren sad inde med en vished og trøst, som Douglas Murray ikke selv kender.

Udlændingepolitikken og den manglende politiske og folkelige vilje

Hvorfor så skrive bogen? Ja, den er vel at betragte som en verbal våbenmanual mod de dårlige og uduelige europæiske politikere, som har svigtet deres lande og deres befolkninger. Det er godt, og jeg er enig! Blot med den tilføjelse, at der er nogle, der har stemt på disse politikere og bliver ved med at gøre det. Det er i dag en demokratisk myte, at det altid er politikernes skyld, og at folk er uskyldige ofre for politikernes arrogance og magtsyge. Jeg skal overhovedet ikke frikende politikerne, men det er ansvarsforflygtigelse at gå ud fra, at det aldrig er vælgernes skyld, hvem de stemmer på. Der er i de europæiske lande stadig ikke flertal i de respektive befolkninger for at gøre det nødvendige, hvad angår indvandringen. Mange gange har jeg talt med danskere, som har ytret en stor vrede over særligt den muslimske indvandring. Når jeg - efter at have givet dem ret – har spurgt, hvor de stemte, og de har sagt Socialdemokratiet eller Venstre, har jeg svaret: ”Så stemmer I altså på det forkerte parti”. Hvordan folk kan tro, at det nogensinde bliver anderledes, når de bare bliver ved med at stemme på de politikere, som er ansvarlige for miseren. Jeg har selv siddet i DF, hvor vi havde hele 37 mandater i sidste valgperiode. Selv om vi fik markant strammet op i udlændingepolitikken, må jeg frustreret konstatere, at selv ikke 37 mandater var nok til at skabe de helt nødvendige forandringer, der er behov for. Flertallet var der ikke. Bittert er det også at tænke på, at det lovgivningsmæssige gennembrud, som vi fik skabt i forhold til nu faktisk at begynde at sende flygtningene tilbage, nu er nulstillet af den socialdemokratiske regering. Hvorfor? Fordi et flertal af danskerne foretrækker rød blok. Jeg spår, at det kommer til at betyde, at det store antal syriske flygtninge, der kom under flygtningekrisen i 2015, måske ikke bliver sendt tilbage. Dette ville være en utrolig sørgelig udgang. Der går i hvert fald 4 år – måske 8 år, før der kommer et flertal for at sætte gang i hjemsendelserne igen. De syriske flygtninge vil opnå større og større tilknytning til Danmark. Deres børn begynder at gå i skole, og så tilsiger en tåbelig lovgivning, at de ikke kan hjemsendes. Selv om der blev skabt et flertal for hjemsendelserne om 4 år, lur mig om ikke en hel del af danskerne ville protestere over det umenneskelige i at sende en flygtningefamilie hjem til Syrien. Skolekammerater, lærere og forældre vil protestere over, at børnene, der tilhører denne flygtningefamilie og går på den lokale skole, skal rives ud af de vante omgivelser. Ja, at de tilmed skal sendes tilbage til et land, som er sønderbombet. Hele sceneriet vil ske for rullende kameraer. Journalisterne vil stå på pletten. Sagen er, at selv de danskere, som virkelig går ind for, at vi nu skal begynde at sende folk tilbage, vil blive svage i knæene, når det kommer til realiteterne. Så det handler ikke kun om dårlige og uduelige politikere, som blot ser til, mens de europæiske lande ødelægges af indvandringen. Der mangler både politisk og folkelig vilje. Min holdning er, at der skal indføres et totalt asylstop, selv om tallet aldrig har været lavere, fordi vi har fået strammet op. Min holdning er også, at syrerne selvfølgelig skal hjem, ligesom de mange andre, der har krydset adskillige landegrænser for at nå Danmark og de attråede sociale ydelser. De skal hjem, fordi langt det største flertal af dem aldrig nogensinde vil blive integrerede i Danmark Det er langt bedre, at de sendes tilbage og hjælper med at bygge deres land op. Man taler i Danmark om hjemsendelser, som om det skulle være en straf at blive sendt tilbage til sit fædreland og hjælpe med at bygge det op. Selvfølgelig er det ikke det! Nå, men det handler altså både om politisk og folkelig vilje. Det perspektiv savner jeg hos Douglas Murray og i debatten i det hele taget.

Den håbefulde og muntre strid

På den anden side kan man ikke bare læne sig tilbage i pessimistisk resignation, som alt for mange nationalkonservative gør. Man skal selvfølgelig kæmpe, og man skal gøre det for sit land, for sit folk og for de kommende generationers skyld. Lige præcis, fordi det er ens land og ens folk, ens børn og ens børnebørn, kan man ikke sidde og kigge på, at landet går mere og mere i opløsning. Vælger man at kæmpe kampen i politik, kan man være vis på, at man får skidt på fingrene. Sådan er det i krig og politik. Der er alt for mange politiske kandestøbere, der raser over politikerne, samtidig med at de tror, at de kan løse verdenssituationen hjemme foran fjernsynet eller computeren uden at få skidt på fingrene. Mit svar til dem er: ”Stil selv op, hvis I tror, at I kan gøre det bedre”.

Det er helt afgørende, at man forsvarer sit land, når det stander i våde, men nationen kan aldrig blive altings formål. Det jordiske fædreland udgør de vækstbetingelser, under hvilke vi lever, men målet er det himmelske fædreland. Det handler netop om Gud, konge og fædreland, hvor den almægtige Gud er den, der sætter alt andet – også fædrelandet - i det rette perspektiv. Det gør så også, at kampen kan blive munter og håbefuld, fordi Gud betyder, at der altid er håb. Kampen for ens land foregår i det relative, og det er ikke sådan, at man gennem sin kamp kan forandre sit jordiske fædreland til det himmelske fædreland. Nej, ens egen kamp foregår altid under syndens og forgængelighedens vilkår, og den hører op, når man dør og stilles for Guds domstol. Sådan er landet og verden en gennemgangslejr på rejsen mod det evige og den evige Gud. Det gør ikke ens land eller det, som evangeliet kalder verden, til en ligegyldighed. For Gud gør landet og verden til en lignelse på det evige. Når evangeliet lyder, bliver ens eget hjem og ens fædreland en lignelse på det himmelske fædreland og på, hvad det ville sige at have hjemme hos Gud. Netop fordi den evige Gud er den absolut anderledes, åbenbarer Han sig som menneske i Jesus Kristus og bruger gennem ham den erfarede virkelighed som en lignelse på sit evige rige.

Nationalkonservatismens to former og den udskammede fædrelandskærlighed

Til det at være menneske skabt under Guds forsyn hører ansvaret, og det vil også sige ansvaret for ens familie, ens hjem, ens land. Den moderne socialisme og kulturradikalisme har gjort fædrelandskærligheden og det nationale til hovedfjenden. Derfor er der en generel og meget udtalt foragt for det nationale. Man udskammer fædrelandskærligheden som en form for nazistisk afart, men det er jo faktisk omvendt. Nazisterne snyltede på fædrelandskærligheden ved at gøre den politisk, ideologisk og totalitær. Nazismen var en erstatningsreligion, hvor Hitler iscenesatte sig selv som en politisk forløserskikkelse, og det nationale gjort til en uhyre dæmonisk størrelse. Hitler har ødelagt Europa i to omgange. Først i levende live og dernæst på grund af eftervirkningerne, hvor de europæiske politikere har åbnet grænserne for alverden som aflad og for at sone Hitlers forbrydelser. Det gør så også, at socialister og kulturradikale af ideologiske grunde for fuld kraft har forsøgt at dæmonisere folks kærlighed til deres land. Mange borgerlige har ikke været et hak bedre. I dag bliver børn i skolen indoktrineret med propagandaen om, at kærligheden til ens land fører direkte til nazisme. Det er en skændsel. Man skal selvfølgelig frygtløst give udtryk for sin kærlighed til sit land i mund og mæle. På den anden side har fædrelandskærligheden trange kår, når de nationalkonservative, som burde forsvare den, gør den identisk med en nostalgi, hvor man kun kan begræde det tabte. Socialisterne kæmper for et samfund, hvor uligheden ikke findes. De tror på fremtiden. Liberalisterne taler om den individuelle emancipering og udviklingen, som skal forløse os alle.
De tror på fremtiden. Det nationalkonservative svar på dette er selvfølgelig ikke kun at tale om de gode gamle dage og den undergang, som venter os alle i fremtiden. Hvis man gør det, vil ens tilhængere blive alle dem, der har opgivet håbet i livet. Det er netop her, at fårene skilles fra bukkene blandt de nationalkonservative. Der er nemlig en uhyre stor forskel på de dystre undergangsprofeter og de muntre stridsmænd. Jeg er faktisk en af dem, der mener, at tiden råber på nationalkonservatisme, fordi den nationalkonservative forstår, hvad der er problemet, og hvad der er brug for. Det sande Europa er et Europa af suveræne nationalstater, hvis åndelige fundament er kristendommen og den antikke arv. Dog hvis de nationalkonservative kun kan lave analyser af undergangen, går folk et andet sted hen, og så har man svigtet. Ordentlig nationalkonservatisme er forankret i kristendommen og en fælles kultur og historie, og derfor bliver striden munter og håbefuld. Sådan er det, fordi Gud betyder, at der altid er håb, og altid er en fremtid. Det ville være virkelig godt, hvis alle gode nationalkonservative forstod det. Der er altså en åndelig sammenhæng mellem nihilismen og Europas mærkelige død, hvilket gør, at Europas død slet ikke er så mærkelig endda - jf. Esajas 7,9: ”Er I ikke troende, bliver I ikke boende”.