Den anonyme kirke - en kirke i lyst ikke i nød

Af Elisabeth K. Jensen, Tidehverv 2021, nr. 2, s. 29- 31

Det sidste års tid med nedlukning af kirkerne og efterfølgende restriktioner, der gør gudstjenesterne til en hæsblæsende kamp med tiden, har gjort én ting tydelig for mig, og det er, hvor anonym folkekirken er blevet. Ingen protester fra biskopperne mod nedlukningerne, ingen tydelig modstand mod anbefalingerne om at aflyse julens og nytårets gudstjenester. Anbefalinger, som mange præster føjeligt fulgte, og det til trods for, at der dog kun var tale om anbefalinger og ikke krav.

For coronatallene var alarmerende, forstod vi, hvorfor en hver form for unødvendig offentlig forsamling skulle aflyses. Og dertil regnede man gudstjenesterne. Ikke en eneste biskop tog vores arv op fra Luther og talte Rom, dvs. statsministeren med sine sundhedseksperter, midt imod. Ingen forklarede hende, at det ikke er af lyst, men af nød, vi går i kirke – en nød, som ikke bekæmpes med værnemidler og sprit. Ingen forklarede hende, hvorfor vi hver søndag beder for kongehuset og øvrigheden. Ingen nævnte for hende, at vi beder for dem, fordi vi alle er syndere, der må have lov for vort liv, syndere, der skal begrænses, hvad enten vi er øvrighed eller borgere. Og i en tid, hvor nødlove erstatter nødlove, da må det siges at være mere end nødvendigt, at landets lovgivere kender deres grænse og går i kirke i stedet for at lukke den ned.

Nu er det ikke tilfældigt, at jeg nævner Luther og hans arv, for det sidste, jeg nåede at gennemgå med min studiekreds, inden coronarestriktionerne tvang mig til at lukke ned for al aktivitet i præstegårdens konfirmandstue sidste år, var Det gamle Testamente. Og derfor havde jeg endnu engang fundet et af mine yndlingsværker frem fra hylden. Det værk af Luther, der forekommer mig at kunne kaldes hans mest dybtgående og væsentlige, nemlig den udførlige udlægning af første Mosebog – Genesiskommentaren. Et værk, jeg fortsatte med at læse i, da min studiekreds blev sendt hjem. Det værk, hvori han nøje, vers for vers, kapitel for kapitel, gennemgår denne afgørende del af Det gamle Testamente. Og hver gang jeg læser i det, bliver jeg lige forundret over den uhyre klogskab og helt igennem enfoldig læsning, den gamle reformator lægger for dagen i sin tolkning af alle de beretninger, vi kender så godt.

Beretningen om skabelsen, om paradiset og om Adam og Eva, om syndefaldet og om Kain og Abel, om patriarkerne – Abraham, Isak og Jakob – hele denne lange fortælling gennemgås nøje af Luther, og hver eneste linje og afsnit får hans omhyggelige overvejelser med på vejen.

Tankevækkende nok blev Luthers udlægning – efter 150 år – endelig genudgivet på dansk i 2018, hvilket røber uhyre meget om vor tids teologiske grundighed eller mangel på samme.

Men én ting har slået mig ved læsningen: Vi moderne mennesker af det 2100-århundrede er jo ganske overbeviste om, at en ægte dybtgående stillen spørgsmål til, hvad vi møder - ikke mindst i Biblen og kristendommen – er et særkende netop for det moderne menneske. Vi er ikke i tvivl om, at oplysningstiden var tiden, da mennesket for alvor begyndte at begive sig af med naturvidenskab og gav sig til at forholde sig undersøgende til livet og livets begivenheder. Vi er ikke tvivl om, at først da dukker den sande og dybdeborende kritik op i verden.

Ikke sandt, først da blev mennesket virkeligt spørgende, hvilket vil sige, at først da blev mennesket ægte fritaget fra at godtage ting, det ikke forstod. Først da begyndte den virkelige oplysning at blive tilgængelig for mennesker.

For tidligere tiders mennesker godtog naivt og primitivt, hvad der blev dem forelagt af bl.a. kirken, og de færdedes derfor i en uvirkelig verden hildet i al slags overtro, siger vi medlidende og en smule overlegent. Men så kom, fortsætter vi, modet til at stille spørgsmål for alvor, og så kom den virkelige frihed – i dag er vi derfor sandt oplyste og lader os ikke binde noget på ærmet.

Og det er dét, der har slået mig ved læsningen af Luthers kommentar, at alle de spørgsmål, som vi anser for at være vores alene, dem stiller han. Alle de spørgsmål, vi anser for at være særlige for os og et bevis på fremskridtet og vores kritiske øjne, de er så uhyre velkendte for Luther. Han kender dem såmænd alle, han nævner dem overbærende – ja, man fornemmer næsten et lille smil, men også en vis irritation, som netop kan opstå hos f.eks. forældre, når børnene bliver ved med at spørge dumt.

For selvfølgelig har det været velkendt for Luther at blive mødt med krav om at være epokegørende og nytænkende, hvorfor man kan spore den samme træthed, som man i dag gribes af, når fjollede spørgsmål stilles igen og igen.

Men tålmodigt tager han dem dog op og behandler dem omhyggeligt, selvom man som sagt godt kan ane et vist humoristisk og irriteret drag skinne igennem, og han undlader heller ikke at nævne dem ved deres rette navn: tåbelighed.

Det er den gamle Adam, der taler, afslører han således. Dette, at mennesket til hver en tid selvovervurderende har ment, at hvad det sådan går og udspekulerer i sin kloge logik, har ingen selvfølgelig før dem forestillet sig. Dette, at hvad jeg i min store oplysthed spørger om, kan nogen umuligt have spurgt om før.

Jo, det er ganske slående endnu en gang at stifte bekendtskab med, for just disse så kendte beretninger er jo det foretrukne for det mondæne menneske at gå i lag med. Og man fornemmer gennem Luthers referat, hvorledes den spørgende har solet sig i sit begavede forhold til det overleverede: ”Nu skal I se, kære venner, nu er disse overtroiske og naive på glatis”.

Erasmus Montanus begavelsen, drengevidenskaben, som Grundtvig kaldte den, den er så gammel som menneskeheden selv, fortæller Luther igennem sit tålmodige referat fra sin tid. En beundringsværdig tålmodighed, forekommer det mig.

At være kendere af livet og dets vilkår, at kunne beregne og forudse og på den baggrund at forholde sig til fremtiden, det er ikke et nyt men et urgammelt fænomen, hvad altså Luther afslører.

Han afslører, at det er menneskets særkende, at det til alle tider har ment at sidde inde med den sande indsigt, med den ufravigelige forstand på livets og virkelighedens vilkår. Og han slår fast, at Gud véd, at det forholder sig sådan og vil have, at dette forhold skal for en dag.

Og dvs., at når vi tror, at det må være Gud om at gøre – at det må være kristendommen om at gøre - at undgå at komme i karambolage med vores indsigt og klogskab, så tager vi fejl, for det forholder sig modsat.

Luther anholder overalt dette, at vi mennesker vil forstå Gud. For han ser klart, at det, at ville forstå, ikke er andet end at ville beherske. Så når vi mennesker så inderligt beder om at måtte kunne forstå – eller når vi klager over ikke at forstå – så klager vi over, at vi ikke hersker over Gud.

Nej, siger Luther, det gør du ganske rigtig ikke, og det skal du heller ikke, for Gud vil herske over dig. Eller med nogle ord fra 2. Mosebog, som Luther citerer: ”Ingen skal se mig og dog leve”. Af samme grund er det, at han bruger det velkendte billede: Derfor, for at mennesker ikke skal fare vild med deres øjne og bliver herskere med alt det frygtelige, det indebærer, derfor har Gud sat en person mellem mennesker og sig selv. En midler, som den gamle reformator kalder det. Og personen er Kristus.

Hver gang et menneske vil se Gud - hver gang han vil forstå Gud –, da står Kristus og spærrer, så det kun ser ham. Hver gang et menneske vil vide om Guds vilje, da står personen der og spærrer, så det kun ser Guds vilje, som den ytrer sig gennem Kristus. Og hver gang mennesker vil have Gud til at se deres tro, da står personen der og spærrer, så Gud kun ser hans tro. Han ser midleren - muren, han ser Kristus.

Hvad ser så mennesker, når de ser efter Gud, men deres øjne møder personen Jesus i stedet? De ser én, som ikke gør andet end at gå omkring og være tjener for mennesker. Én, som tjener den udstødte med et mildt ord, og den sikre og færdige med et hårdt. De ser ikke andet end én, der tjener dem ved, at han bestandigt holder dem på plads med trøst og tugt. Og han gør det ved selv bestandigt at være på sin plads.

Nej, mennesker ser ikke den eftertragtede Gud, der giver mening og indsigt og forståelse af livet og af Gud, de ser blot Kristus, som trofast passer sin opgave.

Og hvad ser Gud, når han ser sig om efter troende, dvs. efter tro mennesker? Han møder den samme tro person, som menneskers øjne møder, nemlig Kristus.

Med andre ord, der er én, der holder os - dvs. kirken - til det, den skal, nemlig at tjene. Med andre ord, der er én, hvis tjeneste alene tæller for Gud, nemlig ham, der står mellem Gud og os. Én, der ikke holder sig til det pæne og ufarlige. Én, der selv er til stede, altid selv tugter og trøster. Altid selv færdes mellem syndere og vantro og således viser den enkelte og kirken sin plads. Én, der satte sig selv ind.

Den anonyme kirke, sådan lyder overskriften på denne artikel. For tidligere viste anonymiteten sig ved, at kirken forskansede sig i Rom og derfra udstedte pavebuller til landene og folkene fra det fjerne og ophøjede sted, og det forekommer mig, at just anonymiteten er ved at blive genoptaget i vor lutherske kirke. Den kirke, hvis arv dog er af en ganske anden art.

For det er jo protesten, der er vor protestantiske arv. Selvfølgelig ikke den selvbetragtende protest, der selvsikkert råber op over alt. Nej, men den protest, der i bundethed til evangeliet undsiger enhver bandbulle og pavebulle.

Protesten, der undsiger anonymiteten. Den anonymitet, der i dag viser sig, når den flygter fra at skulle sætte sig selv ind, og som derfor bekvemt lukker kirken ned, når Mette Fredriksen og Søren Brostrøm befaler det. Den anonyme kirke, der i disse tider undlader at skærme den fortvivlede og begrænse den storagtige.

”Men hvorfor?”, må man spørge. Hvorfor insisterer kirkens folk ikke ufortrødent på at forkynde det ord, der bestandig holder mennesket på plads midt i mismodet og overmodet? Skyldes det, at de ikke længere som en Luther overalt lader netop ordet tale – tale til sig selv? Fordi han var nødt til det, tvunget af sit eget mismod og overmod.

For det var jo afmagten, der tvang den gamle reformator, og deri er han ganske fælles med mennesket til enhver tid - selv med en Mette Frederiksen og en Søren Brostrøm. Men nogen skal jo fortælle dem det, og det gør drengevidenskaben ikke.