De vilde bispeånders trop

Af Agnete Raahauge, Tidehverv 2021, nr. 4, s. 49 - 50

I slutningen af februar 2021 kunne man på Haderslev Stifts hjemmeside og på Folkekirken.dk læse, at ”landets biskopper opfordrer kirker til at bruge Bibelen 2020.” 

Biskopperne opfordrer især til, at Bibelen 2020 bruges til studiegrupper, i konfirmand- og minikonfirmandundervisning, samt til arbejdet med børn og unge generelt. Men hvis præst og menighed ønsker at bruge Bibelen 2020 mere permanent i højmessen, kan man henvende sig til den lokale biskop vedrørende godkendelse og eventuel prøveperiode. 

Allerede i 2020 gav biskopperne i Fyns, Aalborg og Lolland-Falsters stifter stående tilladelse til gudstjenestebrug af Bibelen 2020, ja, Fyns biskop slog stort ud med armene og gav yderligere stående tilladelse til brug af kollekter fra samlingen ”Gudstjenestens bønner 1 og 2”, ”100 salmer”, ”Kirkesangbogen” og ”Tillæg til Alterbogen”. 

Bibelen 2020, som løbende har været anmeldt her i bladet, er den såkaldte ”oversættelse” til nudansk, som af hensyn til moderne læsere bla.a. udelader ordet ”synd”, erstatter ordet ”salig” med ”heldig”, ordet ”bud” med ”regel” og ordet ”gudsfrygt” med ”respekt”. 

De bibelske skrifter har nemlig for at få et nutidigt præg været gennem hænderne på folk, der angiveligt er eksperter i nutidigt dansk. Flere er kommunikations-konsulenter og driver enmandsfirmaer som “Sprogvaskeriet”, “Taleværkstedet” og “Ordkløvere”. En har været “sprogchef” i Topdanmark, en anden har skrevet “Turen går til Canada.” 

Kirkesangbogen, som blev udgivet af bibelselskabet i 2017, er tænkt som et supplement til salmebogen og rummer bla.a. kommunisten Nordahl Griegs ateistisk humanistiske ”Kringsatt af fiender”, sangen, som har været fast repertoire i fredsmarcher, fakkeltog mod terror osv. 

Fælles for Bibelen 2020 og Kirkesangbogen er, at de ikke er kongeligt autoriserede til brug ved gudstjenester i Den danske Folkekirke. Da Bibelen 2020 udkom, skrev udgiveren ”Det danske Bibelselskab” udtrykkeligt i præsentationen af den, at den til forskel fra den officielle Bibel ikke var autoriseret:

”Den danske bibeloversættelse fra 1992 er autoriseret. Det betyder, at den er officielt godkendt til brug i gudstjenesten i den danske folkekirke. Desuden anvendes den bredt af andre kristne kirker og menigheder. Den kan derfor også kaldes den officielle danske oversættelse af Bibelen.

En nudansk bibeloversættelse som Bibelen 2020 er noget andet end en autoriseret oversættelse. Til en autoriseret oversættelse hører formelle høringsrunder og andet, og det har vi ikke haft i denne omgang – men vi har inddraget læserne via en lang række læsegrupper og har haft fuldstændig lige så kompetente oversættere, som man ville have til en autoriseret version.

En nudansk oversættelse tjener et andet formål end en autoriseret oversættelse: Den skal invitere især nye læsere til at give sig i kast med Bibelen. Den har fokus på at vælge ord, alle forstår, og er måske ikke lige så forpligtet på at tale det ’kirkesprog’, som kendetegner en autoriseret bibeloversættelse.”

(www.bibelselskabet.dk)

Så skulle alle kritikere være beroliget. Traditionsbundne kirkegængere behøvede ikke frygte for at blive udsat for Bibelen 2020 i kirken om søndagen, for den skulle kun være et tilbud om en læse-let bibel for unge og kirkefremmede i andre sammenhænge end gudstjenesten.

Men kritikerne blev snydt, gjorde de, for biskopperne har åbenbart ikke tænkt sig at respektere traditionen for, at kun bibeloversættelser og salmebøger, som er autoriserede ved kongelig resolution, må bruges bredt i folkekirkens højmesse, mens der skal særlig biskoppelig tilladelse til i særlige tilfælde at bruge uautoriserede bibeloversættelser og sangbøger.

Med opfordringen til at bruge Bibelen 2020 også ved højmessen, og med de stående tilladelser til at bruge den og Kirkesangbogen, blæser biskopperne på Hendes Majestæt Dronningens autorisation.

Man kan knap nok sige, at de smugler den uautoriserede Bibel og Kirkesangbog ind ad bagvejen, for de lægger ikke mindste skjul på deres hensigt. Nej, de optræder åbenlyst, som om det er dem, der har myndigheden til at autorisere.

I den ritualdebat, som biskopperne tog initiativ til i 2016, er et af de spørgsmål, der er udkastet til debat: Om den hidtidige autorisationspraksis skal bevares.

Som tidligere beskrevet her i bladet, forklarede biskop Marianne Christiansen i sensommeren 2019 ved et møde, jeg deltog i, at autorisationen var til debat, fordi der blev begået så megen gudstjenestelig selvtægt rundt om i sognene.

Præster og menighedsråd undlod i lange baner at spørge biskopperne om lov, før de indførte uautoriserede bønner, ritualer og ”salmer”.

Og da de stakkels fredselskende bisper ikke ville optræde som bidske kirkelige vagthunde ved at kalde præster og menighedsråd til orden, var det uundgåeligt at overveje en lempelse af autorisationsprincippet.

Men med opfordringen til brug af Bibelen 2020 har biskopperne nu gjort det klart, at opløsningen af autorisationen ikke er en beklagelig udvikling, som de er nødt til at tage ad notam. Nej, de er selv ophavsmænd til den.

Så når vi fremover i gudstjenesten bliver spist af med ”held” til erstatning af ”salighed” og presses til at synge humanistiske slagsange, så er det biskopperne, vi kan takke for det.

Men nu er den kongelige autorisation endnu ikke afskaffet, og der er stadig et lille håb om, at den ikke bliver det.

Så spørgsmålet er: Hvornår har biskopperne fået lovhjemmel til at omgå den kongelige autorisation ved at give stående tilladelser? Og hvem har givet dem lov til det?

Er svaret simpelthen, at det først og fremmest er biskopperne, der begår selvtægt i folkekirken?