Gudsfrygt

Af Agnete Raahauge, Tidehverv 2021, nr. 5, s. 69 - 71

”De skal være mit folk, og jeg vil være deres Gud. Jeg giver dem ét hjerte og én vej, så de altid vil frygte mig, og det må gå dem og deres efterkommere godt. Jeg slutter en evig pagt med dem: Jeg vil ikke vende mig fra dem, men handle godt imod dem. Jeg lægger gudsfrygt i deres hjerter, så de ikke viger fra mig. Jeg glæder mig over dem og vil dem det godt; i fuld og oprigtig trofasthed planter jeg dem her i landet.”

Jeremias 32, 39-41.

”Frygt ikke dem, der slår legemet ihjel, men ikke kan slå sjælen ihjel, men frygt derimod ham, der kan lade både sjæl og legeme gå fortabt i Helvede. Sælges ikke to spurve for en skilling? Og ikke én af dem falder til jorden, uden at jeres fader er med den. Men på jer er selv alle hovedhår talt. Frygt derfor ikke, I er mere værd end mange spurve.”

Matthæusevg. 10,28-31

”Alt, hvad der behøves til liv og gudsfrygt, har hans guddommelige kraft skænket os gennem erkendelsen af ham, der kaldte os med sin herlighed og styrke; …”

Petersbrev, 1,3

”Vi skal over alle ting frygte og elske Gud og stole på ham.”

Martin Luthers forklaring til det første bud i hans lille Katekismus.

*

I de ovenfor anførte citater tales der om gudsfrygt som et gode, eller der formanes til at frygte Gud. Men alle citaterne er af ældre dato, ja, så gamle, at mange af deres ord og vendinger er græsk for nutidens mennesker – de er nemlig taget fra den autoriserede bibeloversættelse fra 1992, og citatet fra Luthers lille Katekismus er taget fra den autoriserede salmebog fra 2002.

Læser vi de samme skriftsteder i den nudanske Bibelen 2020, optræder ordet frygt kun en gang, nemlig i Matthæus 10,28: ”Frygt hellere Gud, for han kan tilintetgøre både krop og sjæl i helvede…”. Ellers er ordet gudsfrygt erstattet af ”at tro” og ”respekt”. Og læser vi Luthers forklaring til det første bud i den udgave af hans lille Katekismus, som forlaget Anis trykte i 2015, oversat og genskrevet af Thomas Reinholdt Rasmussen, ser vi, at ”Vi skal over alle ting frygte og elske Gud og stole på ham.” er blevet til: ”Vi skal over alle ting elske, ære og have tillid til Gud.”

Gudsfrygt er altså tilsyneladende blevet forældet eller kommet i vanry.

Dette bekræfter dansk teologis udgave af den lille Kaj fra H.C.Andersens eventyr Snedronningen, Lars Sandbeck, som altid formår at læse teologiens store fædre Augustin og Luther så troldsplintsforvrænget, at man spørger sig selv, om han læser den samme Augustin og Luther, som man selv har læst.

Den 3.april i år sætter Lars Sandbeck i en kommentar i Kristeligt Dagblad gudsfrygten i modsætning til troen, for troen driver al frygt ud – også gudsfrygten!

Ikke desto mindre, skriver Sandbeck, har teologer som bla.a Augustin og Luther og deres arvtagere helt op til vor tid søgt at fordrive troen med frygten. Deres forkyndelsesstrategi var nemlig altid den samme: først at skræmme folk halvt ihjel med udpenslinger af Guds vrede, dommedag og helvedes pinsler og dernæst overbevise om, at kun kirken er i besiddelse af midlerne til at formilde Gud og sikre mennesker en frelsesudvej.

Men, skriver Sandbeck, i dag går den strategi ikke længere, for stort set ingen er længere bange for Gud. Ingen spørger efter en nådig Gud, men snarere: ”Findes der overhovedet en Gud? Og hvad kommer det mig ved?”

”Vi har”, skriver Sandbeck, ”lært at forkynde evangeliet på en naturlig klangbund af syndsbevidsthed, gudsfrygt og fortabelsesangst. … Men når denne forudsætning falder bort, står vi tilbage med en alvorlig udfordring: Der skal forkyndes et budskab, hvis meningsfuldhed forudsætter en religiøs angst, som ikke længere findes.”

Sandbeck foreslår derfor, at kirken i dag søger inspiration i en kristendomsforståelse, der ikke gør frygten til det grundlæggende i gudsforholdet, men derimod troen, håbet, kærligheden, glæden og taknemmeligheden.

For at tage det sidste først:

Det er min fornemmelse, at en del af folkekirkens præster i årtier netop har gjort, som Sandbeck foreslår, hvorved de har malet et billede af Gud som den, hvis bestilling, det er at være nådig, så der ikke er den mindste grund overhovedet til at frygte Ham.

Det har jo længe været god tone blandt en del teologer at forarges over den mindste lille mulighed for en dobbelt udgang, det vil sige at afvise fortabelsens mulighed. Sandbeck selv har sunget med på sangen om ”den svage gud”, som næppe har magt til at lade sjæl og legeme gå fortabt i helvede. En del har prædiket andre veje til Gud end Kristus, hvilket må betyde, at Kristus ikke er vores eneste mulighed for frelse, men at frelsen automatisk tilkommer alle. En konsekvens heraf har vi set i den nye forståelse af dåben som en simpel bekræftelse af, at ethvert menneskebarn er Guds barn blot ved at være til; Vi er altså er Guds børn i og med, at vi er Guds skabninger.

Teologerne har således i den grad gjort deres til at mane enhver angst for, om også jeg har en nådig Gud, i jorden.

Så hvis Sandbeck har ret i, at mennesker i dag i stedet spørger: ”Findes der overhovedet en Gud? Og hvad kommer det mig ved?”, så har også teologerne gjort deres for at fremme det spørgsmål.

Men jeg vil ikke bestride, at Sandbeck har nogen ret i sin påstand om, at mennesker af i dag ikke er bange for Gud, skønt man skal passe på med at gøre sig klog på, hvad nutidens mennesker som samlet masse tænker.

 

Jeg har flere gange oplevet, at konfirmander er gået i rette med Luthers udlægning af Lovens første bud, når vi læste Den lille Katekismus.

Indvendingen har hver gang været den sandbeckske, at det er en selvmodsigelse på én gang at frygte og at elske. For man kan ikke elske en, man frygter. Ja, enkelte har temmelig rethaverisk erklæret, at hvis Gud vil have, at vi skal frygte ham, så er Han ikke værd at elske!

Tankevækkende nok har de samme konfirmander også haft indvendinger mod det fjerde bud: Du skal ære din far og din mor.

”Det kommer da an på, hvordan de opfører sig over for mig”, lyder indvendingen. ”Hvis de skælder ud og er sure, kan jeg nemlig ikke have respekt for dem.”

Det har slået mig, at børnene taler om, at forældre, der skælder ud, er sure og ikke vrede. Vrede er jo forældres berettigede reaktion på deres børns ulydighed, mens surhed er et lidet klædeligt udtryk for et lune.

Så børnenes indvending mod det fjerde bud tyder på, at det ligger dem fjernt, at de skulle skylde deres forældre lydighed, og at forældre derfor har som embede at vredes over ulydighed.

Børnenes indvendinger mod det fjerde bud turde være frugten af en moderne pædagogik, som frem for alt ikke må hæmme børnene; og af en institutionsopdragelse, som har bibragt børnene den sikre forvisning, at såvel forældre som pædagoger og lærere har som bestilling at fremelske selvsikre børn ved at anerkende dem som nogle herligt frække unger…

Og børnenes opfattelse af det fjerde bud afspejler sig så i opfattelsen af det første bud: Gud må være en sur stodder, hvis vi skal frygte ham. For Han har at anerkende os, som vi er, hvis vi skal elske Ham!

Så hvis Gud vil have med os at gøre, skal han være rar.

Den evigt rare gud, som selv har lært at finde gudsfrygt upassende, svarer så også glimrende til et velfærdssamfund, hvor vi er enige om, at vi har ret til, at regeringen, kommunen og hærskaren af behandlere hjælper os med at få elimineret alt, hvad man kan frygte for, og, når det er gjort, behandle al den grundløse frygt, der sidder tilbage som et ubehageligt fremmedlegeme i vores sind.

Det frygtløse menneske eller mennesket, der intet har at frygte for, er vor tids ideal. Men det frygtløse menneske turde snart blive det dorske menneske, det tykhudede menneske – det monstrøse umenneske, på hvem intet gør indtryk.

Om et sådant menneske fortæller folkeeventyret om ”En, der drog ud for at finde sin angst”.

Drengen, der ikke kendte det fjerneste til frygt, vandt nok ved sin frygtløshed kongedatteren og det halve kongerige, men på sin vej viste han sig som et hensynsløst uhyre, der 

radbrækkede sin far, invaliderede degnen og uden medlidenhed slog hovederne af de dødninge, han spillede kort med på kirkegården, i ufølsom vrede over, at de mønter, de betalte deres indsats med, var gamle og irrede og ikke længere gangbar mønt.

Men drengen, der hverken frygtede autoriteter, Djævelen eller døden, fandt dog til sidst sin angst, da han drømte, at dragen røvede og opslugte kongedatteren, han havde vundet.

Sammen med kærligheden til kongedatteren, lærte han frygten at kende – frygten for at miste den, han havde kær.

Og den frygt ligner gudsfrygten i, at den hører sammen med kærligheden, og dermed i, at den driver al anden frygt på porten.

Det er, fordi frygten for at miste familie, hjem og fædreland er større end frygten for fjendens kugler, at soldaten tør gå i slag.

Den større frygt, frygten for at miste det elskede, overvinder frygten for at miste livet.

Når et gammeldags barn, og sådanne findes gudskelov stadig, med tanken på, hvad far og mor dog ville tænke, vægrer sig ved at lade sig lokke på afveje af kammeraterne, er det ikke, fordi han ikke elsker far og mor. Tværtimod.

Da Martin Luther på rigsdagen i Worms sagde, at hans samvittighed var bundet i Guds ord, og at han derfor ikke hverken kunne eller ville tilbagekalde sine skrifter mod pavekirken, var det et udtryk for den gudsfrygt, som hører sammen med troen på Guds kærlighed; frygten for at fornægte Guds nåde, som var og er det eneste, der står ubetinget fast.

Kort sagt: Der gives en frygt, som hører sammen med kærligheden og som fordriver al anden frygt.

Sandbeck citerer fra følgende passage i Johannes første brev kapitel 4: ”Frygt findes ikke i kærligheden, men den fuldendte kærlighed fordriver frygten, for frygt er forbundet med straf, og den, der nærer frygt, er ikke fuldendt i kærligheden.”

Sandbeck kunne også have citeret Paulus, fra Romerbrevet kapitel 8: ”I har jo ikke fået en ånd, som giver trællekår, så at I atter skulle leve i frygt, men I har fået den ånd, som giver barnekår, og i den råber vi: Abba, fader!”

Men spørgsmålet er, om Johannes´ og Paulus´ ord berettiger Sandbeck til også at sætte den gudsfrygt, som mine indledende citater taler om, i modsætning til troen. Eller om gudsfrygten ikke netop er i pagt med troen.

” Jeg lægger gudsfrygt i deres hjerter, så de ikke viger fra mig”, forjætter Gud gennem profeten Jeremias.

Gudsfrygten er altså et gode, som får os til i et og alt at stole på Gud. For den sande gudsfrygt er af en ganske anden art end den frygt for Guds vilkårlige vilje, som f.eks. Islam lærer. Den sande gudsfrygt binder os tværtimod til Ham, hvis vilje er den eneste, skabningen kan stole helt og fuldt på, Gud Fader.

Han, der hader synden, men elsker synderen, og derfor rækker os syndernes forladelse i sin søn.

Den gudsfrygt, der forjættes hos profeten Jeremias, er ikke troens modsætning, men troens uadskillelige følgesvend: frygten for at stå nøgen i al min synd over for min skaber uden Kristus at dække mig med. For i gudsfrygten ved vi, at kun ved Kristus, kun ved, at Guds nåde alene gælder, har vi uadskilleligt hjemme hos Gud, som vi over alle ting kan og skal stole på.

Uden gudsfrygten er vi derfor prisgivet den ødelæggende frygt for denne verdens vilkårlige magter.

Når gudsfrygten er blevet luget ud af den nudanske bibeloversættelse og af Luthers lille Katekismus, hænger det som sagt sammen med velfærdskravet om en tilværelse befriet fra al frygt.

Da det er Guds bestilling at gøre os trygge og glade ved at anerkende os, kan det simpelthen ikke passe, at vi på én gang skal frygte Ham - og elske Ham og overalt stole på Ham.

Det er troligt nok, at moderne mennesker, som Sandbeck skriver, ikke frygter Gud. Men det betyder ikke, at vi derfor ikke længere har nogen religiøs angst.

Den religiøse angst har snarere holdt flyttedag til den kollektive frygt. F.eks. frygten for klimaet og klodens undergang. Eller frygten for at mangle samfundets anerkendelse af min helt egen identitet; frygten for ikke at blive et helt menneske og blive anerkendt som et sådant.

”Menneskeslægten ophørte at frygte Gud. Saa kom Straffen, at Slægten er bleven angest for sig selv, opelsker det Phantastiske, for hvilket den saa selv skjælver,” skriver Søren Kierkegaard i Papirerne.

Vi kommer aldrig af med frygten. Den hører med til at være menneske. For den skal høre med, så sandt som vi er og bliver Guds skabninger, hvis hjerter er urolige til de finder hvile hos Ham – i den gudsfrygt, som Han selv lægger i menneskets hjerte, så det ikke viger fra Ham.

Derfor er det at prisgive os selv til den hvileløse frygt at forlange, at gudsfrygten ikke må forkyndes.

”Frygt hellere for ham, der kan lade sjæl og krop gå fortabt i helvede… frygt derfor ikke….”, siger Jesus, da han udsender sine disciple. Det siger han ikke for at kue dem med angst, men for at indgyde dem frimodighed.

I sin lille andagtsbog ”Og de begyndte at være glade” skriver Rudolph Arendt om disse ord:

”Gudsfrygt er ikke som nogen anden frygt. Vi frygter uvejret; men vi stoler ikke på det. Skulle gudsfrygt sammenlignes med noget, kunne det f.eks. være lægens kniv. Den stoler vi på, selv om vi frygter den. ”Over alle ting frygte og elske Gud,” dvs. den mangfoldige frygt skal blive til den ene frygt. Til frygt for den ene, som frem for nogen er til at stole på. Han får frygten, vi får trygheden.

Frygt hører med til at være skabning. Et menneske uden frygt ville være et uhyre. Men frygten skal ikke fare hvileløst om mellem de mange ting. Den skal hentes hjem, hjem fra de skabte ting til skaberen selv, hvor trygheden vokser med frygten.”