Ikke dumpet ned fra himlen – Om præsteløftet og et præsteløfte

Af Jesper Bacher, Tidehverv 2021, nr 6, s. 85 - 86

”Det nuværende præsteløfte er jo ikke dumpet ned fra himlen i 1870”. Således udtalte lektor emeritus Hans Raun Iversen i foråret til Kristeligt Dagblad, og hvad observationen mangler i skarphed, fattes den ikke i rigtighed. Nej, præsteløftets ordlyd er ikke dumpet ned fra himlen, men udsprunget af kommissionen til overvejelse af de kirkelige forhold, nedsat den 18. juni 1868 og bestående af 29 mænd. Flertallet var rigsdagsmænd med et gejstligt mindretal. Kommissionen nedsatte et undervalg på 5 medlemmer med biskop Martensen som formand til behandling af spørgsmålet om de gejstlige eder og forpligtelser. Dengang var der nemlig ikke bare en latinsk præsteed, hvor præsten lovede at lære og leve ret, men også en kandidated for teologiske kandidater, en simonied, hvor præsten bedyrede, at han ikke havde bestukket sig til embedet, og en hyldningsed, hvor han erklærede kongen sin loyalitet. Ud af dette arbejde kom så det nuværende præsteløfte, som sammen med ordinationsløftet består den dag i dag. Præsteløftet er så vist ikke dumpet ned fra himlen, men det er dog båret af kristelig alvor og bundethed til Bibel og bekendelser, skønt man bestemt kan diskutere nogle af formuleringerne.

Men er det overhovedet rigtigt at binde præsten på den måde og afkræve et løfte, som sætter konfessionelle rammer for forkyndelsen? Er det ikke et utåleligt uniformitetskrav, et overgreb mod den religiøse individualisme og den samvittighedens helligdom, hvor hin enkelte er ypperstepræst og hjertet højeste lærestol?

Præsteløftet er jo ikke dumpet ned fra himlen, og hvis der er noget, som har den autoritet anno 2021, er det retten til at definere troen efter eget hoved og hjerte og følge sin fornemmelse for kristendom uden at være forpligtet af støvede bekendelser og stivnet dogmatik fra en svunden tid. Viser det ikke vort høje og sensitive stade, at alt fra kristentro til kønsidentitet er en individuel definitionssag?

Hans Rauns Iversens bemærkning om præsteløftet faldt i forbindelse med et indlæg af sognepræst i Langenæskirken i Aarhus, Louise Højlund, på kirke.dk. Her plæderer Louise Højlund for et nyt præsteløfte, Gud er nemlig en levende Gud og kirken en levende kirke: ”Og så skal man aflægge løfte på, at man bliver inden for de dogmatiske rammer, som Luther og Melanchthon i 1500-tallet, i en anden verden, definerede”. Ja, hvem kan nægte, Gud er levende og reformatorerne døde, men er Gud kommet videre siden reformationen? Alt er selvsagt præget af tid og sted, så åbenlyst også Louise Højlund selv, men det afgørende spørgsmål er selvfølgelig, om vores læretradition indeholder indsigter, som er uopgivelige og dermed forpligtende for enhver, som vil forkynde evangeliet rent og purt. Og det vil Louise Højlund efter eget udtrykkelige udsagn, men hun vil gøre det på sin måde. Det evangelisk-lutherske må ikke blive spændetrøje og hæmsko for det evangelisk-højlundske.

Det gælder alle bekendelserne, også de oldkirkelige, at de ikke må blive en teologisk fodlænke for liv og lære. ”Man kan leve et sandt menneskeliv med Gud uden at gå vejen gennem den athanasianske trosbekendelse. Eller de andre”. Virkelig? Ja, ja, nu er der mange fromme mennesker, som ikke kender den athansianske trosbekendelse eller for den sags skyld den nikænske, men i hvilken forstand kan man leve et sandt menneskeliv med Gud uden at gå vejen gennem den helt afgørende og bærende indsigt i disse bekendelser, nemlig at Kristus er sand Gud og sandt menneske, vores eneste frelser og Herre? Hvor er der eksempelvis sandt menneskeliv med Gud uden om, ikke den specifikke ordlyd, men det afgørende indhold i den nikænske bekendelses smukke udsagn om Kristus?: ”Gud af Gud, lys af lys, sand Gud af sand Gud”? Men da Louise Højlund heller ikke bryder sig om præsteløftets ord om at bekæmpe sådanne lærdomme, som strider mod folkekirkens trosbekendelse, er hun nok ikke synderlig anfægtet af den slags detaljer. ”Dialog er vejen frem”, lyder det fra præsten. Hvad vejen går frem imod, er knap så klart, men den behøver altså ikke gå gennem bekendelserne. Hvordan man så skelner mellem vej og afvej, må henstå i det uvisse. Den skelnen kunne jo også give mislyde i dialogen.

Nu udspringer bekendelserne jo af Bibelen, så kan det også hævdes, at man kan leve et sandt menneskeliv med Gud uden at gå vejen gennem Den Hellige Skrift? Den konsekvens drager Louise Højlund ikke, men i sit eget bud på præsteløftet lover hun, at hun i sin evangelieforkyndelse vil skille ”det væsentlige fra det uvæsentlige, så mennesker kan åbne sig for Kristus”, men det er jo netop det, som bekendelserne også gør, som verbum abbreviatum (Det forkortede og centrale Gudsord), uddrager det væsentlige, afgørende og saliggørende. Louise Højlund mener måske bare, at det kan hun gøre bedre selv. Dog skynder hun sig at vise behørig ydmyghed og lover tillige: ”aldrig tro eller handle, som den endelige udlægning tilhører mig eller en lærebog. Kristus er min lærer”. Det lader således til at være ret endegyldigt, at Kristus er Louise Højlunds lærer og med mindre, at Louise Højlund får enetimer af den guddommelige lærer, og kender mere til Kristus end apostlene så er de centrale nytestamentlige udsagn af og om Kristus ikke bare foreløbige, men faktisk endegyldige og stedse gældende i hans kirke. Vel er teologien altid på vej, og vel ser vi ikke ansigt til ansigt. Det er imidlertid den bibelske Kristus, vi altid må se efter. Himmel og ord skal forgå, mens hans ord skal ikke forgå. Det sidste ord er ikke sagt, men det afgørende ord er sagt, og det er det, som det nuværende præsteløfte vil fastholde præsterne på.

Retfærdigvis må det siges, at Louise Højlund også er villig til at se sin forkyndelse i en fælleskirkelig sammenhæng. Hun lover nemlig at varetage sit embede med ”udgangspunkt i det samtalerum, som er folkekirkens, rammesat af grundlagsdokumentet anno 2021 (som endnu ikke er skrevet…)”.

Der foresvæver altså Louise Højlund et grundlagsdokument, en art ny bekendelse, som er svær at bedømme, uskrevet som den er, men i sin ideelle udgave skal grundlagsdokumentet nok vise sig at være i pagt med tankegangen i hendes bud på et nyt præsteløfte. Jeg må sige, at jeg ved at læse Louise Højlunds betragtninger og egenhændigt formulerede præsteløfte blev så glad ved det gældende. Hvad kan der ikke rummes inden for de bløde honnørord og den processuelle tankegang i Louise Højlunds præsteløfte. Loves der grundlæggende andet end, at præsten vil være åben, empatisk og i stadig bevægelse? Kan præsten holdes fast på andet end at sprede god stemning og åndeligt velvære, tilsat villighed til dialog og politisk klingende ”fremme af arbejdet for retfærdighed, ligeværd og skaberværket”? Louise Højlund kalder betegnede nok talen om gejstlig løfteaflæggelse ”med regnskabsdagen for øje” for ”trusselsteologi”. Skal præsten så nøjes med at stå til regnskab for mennesker? Det lyder virkelig som en trussel. Præsteløftet er ikke dumpet ned fra himlen, men alt for godt til at dumpe til fordel for løse løfter og varm luft. 

 

Jesper Bach