Hvis jeg var kongelig konfessionarius...

Af Agnete Raahauge, Tidehverv 2021, nr 8, s. 129-131

I mine første år på Tidehvervs sommermøde, var et af mødets højdepunkter, når Knud Møller ud på de små timer den sidste aften med udfoldelse af hele sit komiske talent fortalte om, hvorfor han ikke var blevet kongelig konfessionarius, og foredrog den barokke konfirmationssang, som han havde sunget ved en konfirmation og siden selv sunget for Christian Thodberg, som kort derefter blev kongelig konfessionarius.

Det var jo klart, at det var den moro, konfirmationssangen havde vakt hos Hendes Majestæt Dronningen, som havde gjort Thodberg til konfessionarius. Men havde Knud Møller nu været den, der fik lejlighed til først at synge sangen for majestæten, så havde han været kongelig konfessionarius!

Siden Henrik Wigh Poulsen blev kongelig konfessionarius, har jeg jævnligt tænkt på Knud Møllers suk over sin forspildte chance, for jeg havde da længe tænkt, at min ringe person ville være oplagt som konfessionarius. Havde jeg måske ikke så meget til fælles med kronprinsesse Mary – fire børn, hvoraf de to er tvillinger, samt kronisk kærlighed til rideheste – så at loddet naturligt måtte falde på mig? Hvis jeg altså bare kunne finde en diskret måde at gøre opmærksom på mig selv.

Men mens jeg drømte henført om mine konfessionariske rideture i Gråstenskovene sammen med kronprinsessen, blev den celebre post besat til anden side, og jeg kunne som en anden fru Flovmand bare sidde og tænke på, hvad jeg ville have talt til kronprinsessen om på rideturene. For hvis jeg var kongelig konfessionarius, så ville jeg blandt andet have talt til kronprinsessen om forskellen på korsfanen Dannebrog, som hun og hendes familie repræsenterer, og den regnbuefane, hun er gået i brechen for.

I sine taler ved Prideparaderne i København i 2020 og 2021 talte kronprinsessen ud af sit varme hjerte for ikke blot den juridiske ret til at være den, man er, og være sammen med den, man elsker. Den ret der er alment gældende i dagens Danmark i og med privatlivets beskyttelse.

Nej, kronprinsessen talte om alles ret til at føle rettens betydning. For, sagde kronprinsessen, hvis rettigheder skal have betydning, skal de også leve og ånde. Ideerne, der ligger til grund, skal kunne mærkes, forstås og udleves. ”Retten til at være den, vi er” handler om, at vi alle føler os værdsat og føler, at vi bliver accepteret – ubetinget. Kronprinsessen beklagede derfor, at selv hun på trods af sin forståelse for LGBT+personers længsel efter ubetinget accept, flere gange var kommet til at såre, når hun af uvidenhed, kom til at tiltale disse mennesker med pronominer, der ikke svarede til deres egen følelse af, hvem de var.

Kronprinsessens vision for det samfund – den ”community”, ”menighed”, - som hun arbejder for at hele jordens befolkning skal være en del af, er, forstås, at ethvert menneske bliver forstået af andre helt ind til dets hjertes inderste – og at de enkelte samfunds fælles sprog og traditioner ændres og bøjes, så de svarer til det enkelte menneskes følelse af, hvem det selv er.

At det i yderste konsekvens vil føre til en opløsning af det fælles sprog, når sproget skal rettes til efter hjerternes inderste følelse, i stedet for efter den ydre fremtoning, andre kan se, har der været skrevet om. I sidste instans må det medføre, at vi alle bliver nødt til at gå med en plakat på brystet med en ordbog over de ord, der passer bedst til vort helt eget selv. 

Men der er et aspekt af kronprinsessens tale, som jeg, hvis jeg var kongelig konfessionarius, måtte tale med kronprinsessen om, fordi hun i sin tale – måske uafvidende –prædiker en dennesidighedens religion, som står i kontrast til det kristne symbol, korset, som pryder Dannebrog. 

”Retten til at være den, vi er, handler om, at vi alle føler os værdsat og føler, at vi bliver accepteret – ubetinget,” sagde kronprinsessen. 

Og i en anden af talerne talte kronprinsessen for det inkluderende samfund, hvor enhver har chancen for at nå sit fulde potentiale. 

Måske skulle kronprinsessen have overvejet endnu engang, hvad det var, hun her slog til lyd for; overvejet, om det er en jordisk mulighed at skabe kærlighedens samfund, hvor vi alle ser hinanden med blikke, der forstår hinanden fuldt ud, så intet af, hvad den anden rummer er skjult for andre og falder uden for deres accept, den ubetingede accept. 

Og om den smukke tanke om, at enhver skal kunne realisere sit fulde potentiale, kan blive virkelighed blandt mennesker, sådan som vi nu er. 

Om ikke det samfund, kronprinsessen drømmer om, i grunden er det himmelske fædreland, vi synger om i ”Den signede dag” – der hvor vi skal tale med venner i lys. Det vil sige i det Guds kærligheds lys, som ser og kender os bedre, end vi kender os selv. 

Om ikke kronprinsessens vision er endnu en udgave af menneskehedens urgamle drøm om evighedsøen i tidernes strøm. Drømmen om at skabe et Paradis på jorden, hvor vi kan finde vort hele og sande selv, vort bedste selv, og blive kendt fuldt ud, sådan som vi er, når vi er vort fuldkomne selv. 

At mennesker længes og lider, fordi de føler en pinefuld uoverensstemmelse mellem det selv, de bærer drømmen om i brystet, og det ydre, de bærer til skue for andre mennesker – det er jo en oldgammel historie. 

Det er et stadigt tilbagevendende tema i europæisk litteratur. Og det er en længsel og en sorg, som ikke er forbeholdt de seksuelle og etniske minoriteter, som fylkes under regnbuefanen. Nej, selv blandt heteroseksuelle hvide mænd er det ikke usædvanligt at bære den splittelse mellem ydre og indre selv i brystet, som kronprinsessen drømmer om samfundets lægedom for. Det turde være, at denne splittethed er et menneskeligt grundvilkår – denne sorg over ikke at blive set, som den jeg er; ikke at kunne finde den accept, der stiller længslen efter at være mig selv helt og fuldt, fordi det hele og fulde selv, jeg søger efter, hele tiden forflygtiger sig. Så hver gang, jeg tror, at nu har jeg fundet mig selv, så blev det til skuffelse, for længslen, sorgen over ikke at være fuldt ud mig – den var der stadig. 

Drømmen om den store kærlighed, der gennem den elskedes forstående blik, forsoner mig med mig selv, udspringer af længslen efter at finde mit hele og fulde selv i den elskedes kærlige blik på mig. Når unge piger sulter sig næsten til døde – så er det deres fulde og hele selv, de længes efter. Når børn kommer på den pinefulde tanke, at de ikke er deres forældres rigtige barn, men en skifting i familien, så er det længslen efter at have hjemme, hvor jeg bliver set, sådan som jeg føler jeg er, der ligger bag. Mon ikke, det også er længslen efter det egne fuldkomne selv, der ligger bag flere unge menneskers ønske om kønsskifte eller krav om tiltale med pronominer, der svarer til deres egen selvopfattelse. 

Men spørgsmålet er, om kønsskiftet, den fuldstændige magerhed eller den eneste kan stille længslen endeligt. Eller om det er et grundmenneskeligt vilkår at måtte leve hele livet med den større eller mindre nagende sorg over, at mit fulde selv er en længsel, som intet menneskeligt samfund kan stille helt og fuldt. Om det nærmeste, vi kan komme vore længslers mål, er det hjem, hvor vores forældre elskede os ubetinget – selvom end ikke de kunne forstå og kende vort inderste fuldt ud. 

Men at kræve af samfundet, at det skal forstå os med en kærlighed som vore forældres, det er at kræve det umulige. Og derfor risikerer enhver, der kastes ud af hjemmets trygge favn – eller ikke har kendt et sådant hjem – at blive grebet af længslen efter det fuldkomne hjem. Og netop om længslen efter at finde sit sande selv og finde hvile i det blik, som ser, kender og elsker – derom taler de to flag, korsfanen Dannebrog og regnbuefanen, rettighedsfanen. Men deres tale er hinandens diametrale modsætninger. 

Korset i Dannebrog vidner om, at det var og er Kristi død, som åbnede Paradis for syndere. Dannebrog minder således om, at det Paradis, hvor Gud oprejser os som hele og sande mennesker, det finder vi ikke her på jorden, men hos Gud, som skabte os til sig, hvorfor vort hjerte er uroligt, til det finder hvile i Ham. Og korset i Dannebrog vidner om, at vores længsel efter at finde vort sande og hele jeg, den skal her på jorden med Brorsons ord ” have hjemme i Jesu krybberum”, hos Guds søn, som blev menneske for at dele sin identitet, Guds kære barn, med os. 

Dannebrog minder os således om, at vort fædreland ikke er vort blivende hjem, som kan og skal opfylde alle vore længsler og drømme om at blive hele og sande mennesker. Nej, det er i al sin ufuldkommenhed vort hjertes hjem hernede, som vi hverken skal gøre til genstand for afgudsdyrkelse eller forlange det umulige af. 

Korset i Dannebrog vidner om, at et fædreland er et hjertets hjem for syndere, som er fælles om landets historie på godt og ondt og som i stedet for at kræve det umulige af deres hjem, skal tjene det – i gensidig overbærenhed med hverandres skrøbeligheder. 

Derfor er Dannebrog et symbol på rummeligheden i det fællesskab, et fædreland er. Uanset hvad vi ellers mener, at vi er, så hører vi alle til under Dannebrog, når vi har Danmark som vort hjertes hjem. Men korset i Dannebrog vidner jo også om, hvad der er ethvert jordisk menneskes vilkår: det urolige hjerte; det splittede selv, fordi vi er faldet og ikke selv kan skabe eller kæmpe os vej til Guds rige, hvor vort hele selv skal oprejses. 

Korset vidner om, at ethvert menneske har sit kors at bære her på jorden. At vi, så længe vi lever, ikke bliver hele mennesker, men at Gud har givet enhver af sine skabninger sin søn, det eneste hele menneske, der har betrådt jorden, at skjule vores splittethed under. 

I Kristusnavnet har vi fået vores hele og sande identitet at kalde os ved; i Kristusnavnet har vi fået løftet om, at vort selv skal blive helt engang, på opstandelsens dag. Men indtil da, skal vi tålmodigt bære det kors, det er, at føle os som halvt eller trekvart menneske; at længes efter en fuldkommenhed, vi ikke kan finde. Korset er trøsten for ethvert menneske, der fortvivlet jager efter sit sande og hele jeg. Muligheden for, at vi kan forsones med vores givne tilværelse som splittet selv. 

Regnbuefanen derimod repræsenterer den moderne tro på, at vi selv kan realisere vores sande identitet; ja, at vi har ret til at skabe den eller finde den. Og at samfundet ikke blot kan, men skal hjælpe os dermed ved at give hver enkelt en anerkendelse, som går langt ud over den blot juridiske ret til at have sit privatliv i fred. 

Nej, samfundets anerkendelse, som skal stille længslen efter at blive et helt selv, den skal udmønte sig i et nyt sprog, der føjer sig efter den enkeltes følelse af egen identitet, sådan som vi i dag ser det i kravet om nye pronominer. Samfundets anerkendelse skal udmønte sig i en revidering af den fælles historie, hvor alt hvad der kan krænke den enkeltes følelse af identitet skal renses ud, sådan som vi har set det i hærværket mod historiske mindesmærker. 

For når det kræves af samfundet, som jo kun er et givent fællesskab af skrøbelige mennesker, at det med sin anerkendelse skal kunne stille det enkelte menneskes længsel efter at blive et helt selv, så tillægges samfundet i grunden guddommelig magt. Men da intet samfund, uanset hvor langt det strækker sig, kan stille længslen efter det hele selv, som vi alle har tabt, - for det kan kun Gud – så ender den fortvivlede, der beder til samfundet, med at betragte det som en ubarmhjertig og uretfærdig gud, som grumt holder sin nåde tilbage. 

Og bønnen til samfundet vender sig da snart til en rasende storm mod det, der opfattes som den ubarmhjertige guds altre og helgenbilleder – det fælles sprog og statuerne, som står til minde om historiens skikkelser. Regnbueflaget prætenderer at symbolisere fællesskab og rummelighed, men det er ikke tilfældigt, at Prideparaden på Nørrebro i år var eksklusiv – hvide og heteroseksuelle var forment adgang. For regnbuefanen er som sagt det nyeste symbol på den gamle drøm om evighedsøen i tidernes strøm; drømmen, som ikke kan andet end skuffe, hvorfor dens konsekvens bliver udelukkelse af dem, der anklages for at stå drømmens realisering imod. 

Det er to vidt forskellige, ja, hinanden modsatte prædikener, der udgår fra korset i Dannebrog og fra regnbueflaget. Korsets prædiken er trøst for den splittede menneskesjæl – den trøst, at den her på jorden må låne Guds søns identitet som Guds eget barn, og den er pantet på, at Gud på sin dag vil oprejse os som det hele menneske, kun Han kan genskabe os til at være. Regnbuefanes prædiken derimod foregøgler, at lægedommen for min splittede sjæl kan kræves af andre skrøbelige, splittede sjæle. Men den prædiken er dømt til at skuffe og kan kun føre sine troende til en stadig mere fortvivlet jagen efter deres hele selv. 

… 

Det var lidt af, hvad jeg ville tale med kronprinsessen om, hvis jeg var kongelig konfessionarius. Men nu var der aldrig nogen, der så min indre konfessionarius, så ovenstående er kun en fru Flovmands tanker.

 

Agnete Raahauge