Luther, dåben og frelsen

Af Claus Thomas Nielsen, Tidehverv 2022, nr 1, s. 181 - 187

Desuden er det strengt og alvorligt befalet, at vi skal lade os døbe, da vi ellers ikke vil blive frelst”.¹ Luther: Den store Katekismus 

Jeg havde naturligvis visse principper, for eksempel, at mine venners hustruer var hellige. Sagt ligeud, jeg holdt bare op med at være på venskabelig fod med ægtemanden nogle dage forinden”.² Albert Camus: Faldet. 

Lige siden reformationen har forskellen mellem lutheranere og ikke-lutheranere især kunnet defineres ud fra holdningen til sakramenterne, dåb og nadver. Intet er i den forbindelse mere forkert end påstanden om, at Luther åndeliggjorde og derved relativerede, sakramenterne. Det modsatte er tilfældet. Luther tog i nadverspørgsmålet ikke realpræsensen mindre alvorligt end papisterne. Han mente tværtimod, at papisterne slet ikke tog realpræsensen alvorligt nok. Luther fandt at, ”ex opere operato” – dvs. den sandhed at sakramenterne virker i sig selv – af samtidens kirke var blevet gjort til en jordisk skat. Dåben og nadveren var blevet gjort til gerninger, hvormed mennesket ville retfærdiggøre sig selv. Luther beholdt imidlertid altid den betydning af ”ex opere operato” som består i, at sakramenterne er sande og rette, ganske uafhængigt af ham, som døber, og ham, som modtager. Sakramenterne virker ”ex opere operato”, fordi de er Guds handlinger via Helligåndens jordiske kirke.

Vel kunne Luther betegne såvel paven som sine egne tidligere reformatoriske kampfæller som antikrist, men når paven – eller endda den endnu værre kætter Zwingli – døbte i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, så var dåben alligevel gyldig. På tilsvarende vis gælder det, at hvis f.eks. en ateist, en jøde eller en muslim lader sig døbe på skrømt, og i sit indre fastholder sin vantro, så er dåben alligevel gyldig. Han, som døbes, har i dåben den sande tro i sig, og selvom han i selve dåbsøjeblikket vender ryggen til dåben og troen og derved pådrager sig en langt hårdere evig straf, end hvis han ikke var blevet døbt, så er det, hvis han inden sin død atter omvender sig, altid den samme sande dåb, han vender tilbage til. Han faldt allerede i dåbsøjeblikket overbord fra kirkens skib og ned i fortabelsens vande, men det er det samme frelsende kirkeskib, han i omvendelse og bod vender tilbage til. Dåben efter Jesu befaling er Guds direkte handlen gennem Hans kirke på jorden, og Guds handlinger kan aldrig forfejle deres virkning. Netop fordi dåben også er gyldig, når en aldeles vantro præst døber et tilsvarende vantro menneske, pådrager præsten sig derved en frygtelig evig straf. Ligesom det er tilfældet for forældre, der fuldt bevidst lader deres barn døbe uden at have intention om at opdrage det i den kristne tro. Og ligesom det er tilfældet for faddere, der ikke reelt har i sinde at gå i forbøn for det barn, de er faddere for. Luther bliver aldrig træt af at understrege den store fare, man udsætter barnet for, når man giver det faddere, som ikke aktivt går i forbøn for det over for Gud. Det kan betyde, at dåben virker til fortabelse i stedet for til frelse, thi dåben virker altid. 

Tilsvarende kan det være, at præsten i sit indre forbander Gud i det øjeblik, han ved alteret indstifter brødet, og det kan være, at han rækker det til en anden vantro, som giver det til en tredje vantro, som derefter, efter præstens anvisning, tager det med hjem og uden et ord rækker det til sin bedstemoder, der ikke kunne komme i kirke. Det indstiftede brød er, ifølge Luther, under hele denne rejse blandt vantro, fuldt og helt Guds eget legeme, som virker til salighed for den troende bedstemoder. 

I 1529 i Marburg blev Luther og Zwingli som bekendt tilsyneladende enige om 14 punkter ang. troen. Kun om det 15. punkt, nemlig Jesu realpræsens i nadveren, var de uenige. Men det betød, ifølge Luther, at de i virkeligheden ikke var enige om noget som helst og aldrig havde været det. Alt det forudgående havde været en misforstået enighed. Zwinglis benægtelse af, at begge Kristi naturer er virkeligt til stede i nadveren, fik Luther til fremover at betegne Zwingli som et ugudeligt djævelens redskab og mene, at Zwingli, da han døde i krig i 15. oktober 1531, gik evigt fortabt. Det er, ifølge Luther, Kristus selv, og derved frelsen, man vender ryggen til, når man vender ryggen til sakramenterne som bogstavelig frelsende virkelighed. At tvivle på, at det er Gud selv, som er til stede i dåb og nadver, er for Luther som at benægte inkarnationen. Det er at forvandle kristendommen fra at være Guds direkte indgriben i verden til at være et sværmerisk påfund, en sprogmeddelelse. For Luther var der intet værre end dette. Ordet er altid det ord, som var i begyndelse og som blev kød og tog bolig iblandt os. Sakramentet formidler ikke Kristus, det ér Kristus. 

Luthers holdning til realpræsensen illustreres allerbedst af den berømte hændelse 3. søndag i advent 1545, få måneder før Luthers død. En kapellan ved navn Adam Besserer i byen Friesnitz i Thüringen havde troligt talt brødene op til de tilmeldte altergæster, men havde mistet det ene af alterbrødene. Han løste på gudløs vis problemet ved at give den sidste altergæst et uindviet alterbrød. Men ikke nok med det. Da han bagefter fandt det indviede nadverbrød, lagde han det på lige så gudløs vis ned i æsken med de uindviede nadverbrød, som om der ingen forskel er. Det blev der naturligvis en stor skandale ud af. Præsten Adam Besserer blev suspenderet, og Nicolaus von Amsdorf spurgte Luther og Bugenhagen til råds om skandalen. Luther svarede, at præstens handling ikke kan skyldes uagtsomhed, men afslører hans grundlæggende gudløshed. Luther skriver: 

Først og fremmest, er det ikke uagtsomhed, men gudløshed. Og en påfaldende gudløshed er denne kapellans misbrug, som består i at mene, at de indviede hostier er de samme som de ikke-indviede”.⁴ 

Luther fastslog, at præsten med sin handling havde bekendt sig som en gudsløs zwinglianer, der benægtede realpræsensen. Luthers dom var derfor, at præsten ikke blot skulle fjernes fra sit embede, men også ekskommunikeres. Luther skriver i januar 1546: 

Derfor må han ret og slet udstødes af vores kirker. Han kan gå hen til sine zwinglianere. Der er ingen grund til, at et menneske, der er fremmed for os, holdes i fængsel, et menneske, for hvem der intet er at tro på selv ikke under ed”.⁵ 

Naturligvis må der, som Luther skriver, udøves den strengeste kirketugt over for dem, som forkynder vranglære. De må udelukkes fra nadverbordet, indtil de omvender sig. Og naturligvis må, mener Luther, også den kristne verdslige øvrighed hjælpe til med at straffe, når det er nødvendigt for opretholdelsen af den rette gudstjeneste. Da kapellanen senere bedyrede, at han skam havde samme syn på nadveren som Luther og blot havde handlet i stor forvirring, blev hans straf nedsat til 2 ugers fængsel. Hovedsagen for Luther er, at intet må ske, som antyder, at sakramenterne kun er sproghandlinger og ikke Guds virkelige frelsende handlinger med os. Når man taler om Guds Ord uden dermed at mene det ord, som var i begyndelsen, som blev kød og blod, som tog bolig iblandt os med sin dobbelte natur og som ofrede sig for os på korset, så er det for Luther slet ikke Guds ord, man taler om. Så er det et rent menneskeligt ord, hvormed djævelen driver os bort fra frelsen. 

*** 

Det er derfor, det i enhver luthersk kirke fastslås, at dåben er nødvendig til frelse, og at der ikke findes frelse uden dåb. Siger man andet end dette, så har man derved, ifølge Luther, vendt ryggen til frelsen. Ja, får man tilmed andre mennesker til at tro på det, man siger, og handle derefter, så er man måske også skyldig i disse menneskers fortabelse. Forkynder man, at børn frelses uden dåb, så kan man derved blive skyldig i både forældrenes og børnenes fortabelse. I Luthers store katekismus fastslås dette aldeles entydigt: 

Desuden er det streng og alvorligt befalet, at vi skal lade os døbe, da vi ellers ikke vil blive frelst”.

Ligeledes fastslås det i folkekirkens Augsburgske Bekendelse artikel 9: 

Om dåben lærer de [dvs. vi lutheranere], at den er nødvendig til frelse, og at Guds nåde tilbydes ved dåben, og at børn bør døbes, hvilke, når de ved dåben er overgivet Gud, modtages i Guds nåde. De fordømmer gendøberne, som forkaster barnedåb og forsikrer at børn frelses uden dåb”.⁶ 

Dette er hvad kirken har forkyndt siden oldkirken, og det er hjørnestenen i al luthersk teologi, hvilket naturligvis hænger sammen med den sandhed, som udtrykkes i bekendelsens artikel 2, hvor der står: 

Ligeledes lærer de, at alle mennesker, som fødes på naturlig måde, efter Adams fald fødes med synd, det vil sige uden gudsfrygt, uden tillid til Gud og med begær, og at denne arvelige sygdom eller brøst i sandhed er synd, som virker fordømmelse, og som også nu medfører evig død for dem, der ikke genfødes ved dåben og Helligånden. De fordømmer pelagianerne og andre, som siger, at arvesynden ikke er synd,

Se, jeg er født i misgerning, min moder undfanged mig i synd” som vi synger med David i Salme 51, hvis vi bruger en kristen bibeloversættelse. Luther skriver i sin kommentar til disse linjer: 

Han [David] siger ikke: Min moder har syndet da hun fødte mig, eller: Jeg syndede, da jeg blev født, men han taler om selve naturen og siger, at den er fuld af synd. Han siger: Jeg er en synder, ikke fordi jeg har dræbt Urias, men den synd har jeg begået, fordi jeg er undfanget og født i synd”.⁷ 

Kun dåben kan frelse fra den fortabelse, som er arvesyndens frugt og som tager bolig i os, ikke ved fødslen, men i og med selve undfangelsen. Derfor har ikke kun fødte børn, men ethvert undfanget foster, brug for at blive frelst. Dette syn på arvesynden er fundamentet under alt, hvad Luther siger om dåben. Også på dette punkt er Luther 100 procent identisk med Augustin. 

Det er, har kristne altid ment, kun muligt for mennesket at blive frelst ved Jesu kors. Kun ved at Gud blev menneske og ofrede sig på korset, blev frelsen mulig for mennesket, og denne ”korsets kraft” kan kun skænkes den kristne i dåben. Derfor siger Jesus i Markusevangeliet:

Den som tror og bliver døbt, skal blive frelst, men den, som er vantro, skal blive fordømt”.

 Den døbte har dåben og troen, den udøbte har kun sin vantro. Derfor siger Jesus i Johannesevangeliet: 

Sandelig, sandelig siger jeg dig: Ingen skal komme ind i Guds rige, hvis han ikke bliver født af vand og Ånd”.

Dåben er den eksklusive - og derfor ekskluderende - frelsesvej. Det er hvad man bekender, når man er en del af f.eks. den danske folkekirke. Det fremgår af Bibelen, og det fremgår af folkekirkens bekendelsesskrifter. Ja, dåben ekskluderer alle udøbte fra at blive frelst, men der er absolut ingen, som udelukkes fra at blive døbt, og derfor udelukkes ingen fra frelsen. Enhver, som i vort land siger, at det er uretfærdigt, at han som udøbt ikke bliver frelst, fører meningsløs sofistisk tale, thi hvis han virkelig følte det som en trussel, så ville han straks lade sig døbe. Det samme gælder for forældre, der er krænkede over, at folkekirken forkynder, at deres udøbte børn går fortabt. Var der den mindste sandhed i denne følen sig krænket, så ville de naturligvis straks lade deres børn døbe og opdrage dem i den kristne tro. Det eneste deres anklage demonstrerer, er deres vantro. 

*** 

Der kan imidlertid også stilles helt legitime spørgsmål ang. forholdet mellem frelse og dåb. I oldkirken – hvor man levede i et ikke-kristent samfund, og hvor man derfor for det første ikke kunne regne med, at borgerne havde et virkeligt kendskab til kristendommen, og hvor der for det andet var et stort skel i livsstil og moralnormer mellem hedninger og kristne – var det nødvendigt, at man gik lang tid til undervisning, før man blev døbt og før man lod sine børn døbe. Denne tid som katekumen var nødvendig, fordi det var afgørende, at man blev døbt på et oplyst grundlag, fuldt bevidst om hvilke omlægninger af den hidtidige hedenske livsstil, som var nødvendige. Enhver mand, som lod sig døbe, måtte f.eks. tage afsked med den hedenske seksualmoral og enten affinde sig med at skulle leve i fuldstændig afholdenhed, eller han måtte i helt uhørt grad acceptere at blive afhængig af én enkelt kvindes, hustruens, seksuelle velvilje. Det var en rent ud gigantisk ændring af hans livsvilkår. 

Ligesom Paulus understreger, at den, som modtager den hellige nadver på uværdig vis, derved drikker og spiser sig en dom til, således gælder det også, at den, som lader sig døbe på falsk grundlag eller uden at kunne fastholdes i troen, døber sig en hård dom til. Derfor er det, også ifølge Luther, en ukristelig og meget ond gerning, når en kristen biskop eller præst lader en muslim eller en ikke-angrende synder gå til alters, eller når kristne præster i hast døber udlændinge, som bevidst eller ubevidst blot ønsker bedre muligheder for opholdstilladelse i et vestligt land. Det er i bedste fald et tegn på, at præsten og biskoppen ikke tror på Gud. Tror man på en levende Gud, så frygter man naturligvis også Guds vrede og straf. Det var en sådan kristen omsorg for muslimerne, som f.eks. fik missionæren Jens Christensen til ofte at vægre sig ved at døbe muslimer enkeltvis. Han vidste af erfaring, at de fleste, på grund af omgivelserne pres, ville falde fra igen og derfor ville have døbt sig en dom på. En vellykket dåb i muslimske lande forudsætter, ifølge Jens Christensen, oftest at hele familien eller klanen bliver døbt. Det samme dilemma ses i dag på missionsmarken blandt muslimer i Europa. De færreste kan tåle at miste al kontakt til deres mor og den øvrige familie. 

Ja, da vi ikke længere kan regne med, at voksne vesterlændinge i dag har et grundlæggende kendskab til kristendommen, og da mange forældre og faddere åbent bekender manglende vilje til at følge op på dåben med forbøn og kristen oplæring og derfor er fare for, at dåben virker til dom i stedet for til frelse, er der meget som taler for, at kirken, af omsorg for de dåbssøgende, atter begynder at give dem en tænkepause som katekumener, og at de atter advares mod en forhastet beslutning på deres egen og deres børn vegne. 

*** 

Det helt legitime spørgsmål både i oldkirken og i dag er nu, hvordan frelsen f.eks. stiller sig for en katekumen, som dør efter at have besluttet sig for dåben, men inden han nåede at blive døbt. Eller for barnet af en kristen slavinde der udsættes for tvangsabort af ejerne. Eller for et barn af kristne forældre som dør under graviditeten eller efter fødslen, men før dåben osv. På de danske småøer er mange børn i tidens løb f.eks. druknede på selve dåbsdagen, medens deres forældre forsøgte at ro dem til kirke. Er det muligt for disse børn at blive frelst? 

Fordi dåben ikke er et symbol eller blot forkyndelse, men den fysiske handling uden hvilken der ikke findes frelse, derfor er dette et virkeligt problem. Også for Luther. Og Luthers svar på spørgsmålet er i hovedtræk det samme som det svar, man gav i oldkirken og i hele den kirkelige tradition. 

Lidt firkantet kan man sige, at hele den kirkelige tradition, også Luther, for det første slår urokkeligt fast, at der ingen frelse findes uden dåb. For det andet slår man også fast, at Gud, i sin almægtighed, ved et mirakel, rent undtagelsesvist kan døbe et menneske uden brug af den jordiske kirke. Men undtagelsen ophæver ikke reglen, den stadfæster den. På samme måde som Jesus ved Brylluppet i Kana kan forvandle vand til vin direkte i stedet for, således som han normalt gør, at udføre forvandlingen via vinstokken og dens druer. Således taler kirkefædrene om den udøbte martyrs ”bloddåb”, om den udøbte katekumens ”viljesdåb” osv. Selv Augustin, der lige så stærkt som Luther understregede dåbens nødvendighed for at blive frelst, understregede også, at Gud kan handle gennem en særlig nåde. Såvel Augustins som Luthers holdning er også blevet formuleret således, at Gud har bundet frelsen til sakramenterne i kirken, men Gud er ikke selv derved blevet bundet. På samme måde som Gud har bundet vinfremstillingen til vinstokken og druerne, men ikke selv er bundet af dem. 

Derfor kan troende forældre, som fromt går i forbøn for deres udøbte døde barn, roligt stole på, at Gud hører deres bøn. Når vi i bekendelsen understreger, at dåben er nødvendig til frelse, så er pointen, at man går fortabt ved at afvise dåbens frelse for sig selv og sine børn. Tilsvarende går man fortabt, hvis man fører andre ud i den vildfarelse, at de kan blive frelst, selv om de vender ryggen til dåben. 

Når spædbarnet efter forældrenes vilje ikke bliver døbt kort efter fødslen, så er det ikke barnet, Bibel og bekendelse fordømmer. Det er de forældre som undlader at bære deres barn til dåben – og den præst eller teolog som har ført forældrene ud i vildfarelse – som bliver fordømt. Præsten er som bekendt under en ganske særlig trussel om Guds straf og skal i særlig grad have den evige dom for øje. 

*** 

Det er en sand sætning, at man dør af at springe ud fra et fly i tusind meters højde uden faldskærm. Faldskærmen er under udspring nødvendig for frelse, kan man sige. Derfor skal det naturligvis også fordømmes, hvis nogen hævder, at der under spring fra et fly findes frelse uden faldskærm. 

Mange kristne har ganske vist helt konkret oplevet, at Gud har grebet ind i den fysiske verdens love og afværget en katastrofe i deres liv. Gud hører vore bønner og lader sin vilje påvirke af såvel bønner som forbønner. Falder man ud fra et fly uden faldskærm, skal man naturligvis af hele sit hjerte bede Gud om frelse fra død og ulykke. Og så kan det ske, at Gud hører bønnen og lader miraklet ske. Ja, ser vi et menneske falde mod jorden, så skal vi straks gå i forbøn hos Gud for dette menneske, og igen kan det ske, at Gud ved sin mirakuløse indgriben lader vores bøn gå i opfyldelse. Det ved de fleste bedende kristne af erfaring. 

Derfor kan en bedstemoder, som oplever, at Satan har overbevist hendes børn om ikke at lade børnebørnene døbe, troligt bede til Jesus Kristus med samme tillid som den, der fik kvinden, der var ramt af blødninger, til at røre ved kvasten på Jesu kappe. Men alt dette skal naturligvis ikke få os til at blive relativister og fremover ignorere de love, Gud har sat for verden og for kirken. Det er Satans tale. 

At Peter et kort øjeblik fik tro nok til at kunne gå på vandet ved siden af Jesus betyder ikke, at vi skal fortælle vore børn, at de roligt kan gå fra borde midt mellem Frederikshavn og Gøteborg. Så har man jo igen gjort sakramentet til en skat, der er i vor besiddelse. 

At Jesus, ved opvækkelsen af Lazarus allerede forrådnede krop, en enkelt gang har skruet tidens pil 3 dage bagud, betyder ikke, at termodynamikkens 2. lov dermed er ophævet.⁸  

Guds almægtighed relativerer ikke Hans love, den stadfæster dem. Det gælder også den lov for menneskets frelse, som Gud har fastsat ved at sige: 

Den som tror og bliver døbt, skal blive frelst, men den, som er vantro, skal blive fordømt”. 

Som på så mange andre områder udtaler Luther sig klarest i sine Genesisforelæsninger, udgivet 1538- 43. Her forklarer han klart og tydeligt, at vi altid skal gå ud fra, at frelsen gives os gennem den jordiske kirke: 

”Således bliver den regel stående, hvorom jeg talte ovenfor, nemlig at Gud ikke mere vil handle og virke uden redskaber eller udenfor den én gang fastsatte orden og, som sofisterne udtrykker det, efter sin blotte kraft og almagt, men ved sine skabninger, som han ikke ønsker skal være uvirksomme. Derfor giver han os mad og drikke, ikke således som han gav jøderne det, da han lod regne brød ned til dem fra himlen, men ved det arbejde vi udfører i kald og stand. Han skaber heller ikke længere mennesker af jordklumper, således som han skabte Adam, men bruger dertil mandens og kvindens sammenføjning og giver dem dertil sin velsignelse. Dette kalder man Guds ordinære kraft⁹ , nemlig når han bruger englenes eller menneskenes tjeneste. Som der står hos Profeten Amos: Herren skal ikke gøre noget, uden han åbenbarer sin hemmelighed for sine tjenere, Profeterne

Men når undertiden noget sker uden Englenes eller Menneskenes tjeneste, kan man dertil med rette sige: hvad der er over os, kommer os ikke ved. Thi os tilkommer det at se hen til Guds ordinære almagt og foretage vore domme og slutninger derefter. Vistnok kan Gud gøre salig uden dåb, ligesom vi jo tror, at de små børn, som undertiden af forældrenes forseelse eller af en anden grund ikke få dåben, ikke derfor blive fordømte. Men i Kirken skal vi dømme og lære efter Guds ordinære magt, nemlig at Ingen bliver salig uden denne udvortes dåb o.s.v. Således sker det efter Guds ordinære magt, at vandet fugter, ilden brænder. Men i Babel forbliver Daniels staldbrødre ufortærede midt i ilden. Dette var Guds almægtige og ekstraordinære magt¹⁰, efter hvilken han dengang virkede; men efter denne byder han ikke os at gøre noget, men han vil, at vi skulle dømme og handle efter hans ordinære magt.¹¹” 

Luther formulerer her det samme, som er blevet sagt gennem hele kirkehistorien: Gud har for mennesket bundet frelsen uløseligt til sakramenterne, men han er naturligvis ikke selv bundet af dem. Kirken er bundet, men Gud er ikke. Hvad betyder det så, når en kirke ikke længere vil være bundet af sakramenterne og f.eks. ikke længere vil bekende, at dåben er nødvendig for frelse? Ja, det betyder, at en sådan kirke har gjort sig selv til Gud. Den er blevet besat, den er blevet vanvittig. Den vil ikke være underlagt ”potentia ordinata Dei” og tror derfor, at den besidder potentia absoluta Dei Den har givet sig selv nøglemagten og derfor gjort sig fri til at gøre nøjagtig, hvad tidsånden kræver. 

*** 

For cirka 10 år siden oplevede vi således, hvordan samtlige vestlige kirker næsten simultant tog afsked med det kristne kønspolære menneske og i stedet indførte en kønsneutral gnostisk antropologi. Få år tidligere havde stort set alle præster og teologer været enige om, at noget sådant var utænkeligt i en kristen kirke, men nu fik alle travlt med at indordne sig. Et af de typiske eksempler var Luther-eksperten Thomas Reinholdt. Først holdt han lærde foredrag om, hvordan vi ikke længere ville være en luthersk kirke, hvis vi, således som den såkaldt ”konservative” kirkeminister Per Stig Møller ønskede, indførte et kønsneutralt vielsesritual. Men pludselig fandt den samme Reinholdt ud af, at emnet var aldeles perifert og ligegyldigt. Som belønning blev han officiel fortolker af reformationsjubilæet, og fik som opgave at turnere med et foredrag om, at hvad som helst kan kaldes luthersk. Vi var nogle, som dengang påpegede det pudsige i, at Reinholdt fik sin åbenbaring præcis i det øjeblik, hvor det ikke længere ville være muligt at blive provst eller biskop uden at tilslutte sig det nye menneskesyn. Sammenfaldet er ganske rigtigt pudsigt, men det betyder ikke, at jeg anklager Thomas Reinholdt for at være en principløs opportunist, der prisgav sine holdninger for at få kors og bånd og stjerner. Intelligente mennesker er som bekendt alt for sofistikerede til at være dobbeltmoralske. Ligesom Jean-Baptiste, i Camus selvbiografiske skriftestolsroman, ”Faldet”, beholdt sit princip om ikke at have forhold til sine venners koner, men blot i sit stille sind afsluttede venskabet et par dage før, således er begavede mennesker i dag i stand til at internalisere dekonstruktivismen og derved få deres hjerte til at slå i takt med tidens herskende klasse. Derved bliver de i stand til, helt uden nogen følelse af hykleri, stille og roligt at tage afsked med holdninger, de før fandt uopgivelige. De som markedsfører sig som konservative eller tidehvervske, sørger så blot for altid at vente 5-10 år med at følge tidsånden og holder i mellemtiden lav profil om emnet. Fordi han kendte vejen, som en strøm kan gå, derfor endte han med kors og bånd og stjerner på. For et par år siden var der således ganske typisk et menighedsrådsmedlem ved at stor købstadskirke, som over for mig roste deres nye præst. I ansøgningen havde præsten præsenteret sig som meget konservativ og luthersk og var tilmed i medierne kendt som såkaldt tidehvervsk. Det havde bekymret nogle menighedsrådsmedlemmer. De spurgte derfor, hvad præsten mente om homovielser i kirken. Præsten havde svaret, at det var der ingen grund til at være bange for. Præsten var skam selv nabo til et homoseksuelt par, og de var meget borgerlige. De havde tilmed netop anskaffet sig en Fiat Punto. Således viser man diskret, at man, midt i sin konservative stejlhed, i virkeligheden er formelig som voks. Det hele handler om positionering og ikke om essens. 

*** 

Efter at have dekonstrueret den kristne antropologi er det, i logisk forlængelse heraf, nu soteriologien, frelseslæren, samtlige vestlige kirker er kommet til. Og da soteriologien i folkekirken først og fremmest kommer til udtryk i bekendelsens tale om arvesynd og dåb, er det nu dåben, man ønsker at ændre. I folkekirken er der således opstået nogenlunde konsensus om, at arvesynden er noget frygteligt noget, som blev opfundet af Augustin og som nu er lige så forældet som toga og tunika. Uden arvesynd er mennesket ikke på forhånd fortabt og har derfor ikke brug for at blive frelst sådan i egentlig forstand. Derfor skal dåben ikke, som for Luther, handle om at drive djævel og arvesynd ud af mennesket, men om at mennesket ved dåben mindes om, hvad det allerede er, nemlig Guds elskede barn. Det er så det, frelse i dag betyder: At få at vide, hvad man allerede er. Man skulle nu tro, at dette betyder, at vi må tage endegyldig afsked ikke blot med Augustin og Luther men også med den Augsburgske bekendelse. Men nej, siger Rasmus H.C. Dreyer i et essay i Tidehverv i oktober 2021: ”Dåben hos Luther og reformatorerne”. Artiklen er i hovedsagen blot en selektiv og filippistisk vinklet beskrivelse af diverse holdninger til dåben på reformationstiden. Få sider før slutningen ser det stadig ikke ud til, at essayet har andet ærinde end at formidle indholdet af nogle bøger, hvilket jo i sig selv er godt og prisværdigt. Men så viser det sig, at ærindet er intet mindre end at demonstrere, at vi fremover slet ikke behøver at tage det alvorligt, når Luther og bekendelsesskrifterne understreger, at dåben er nødvendig til frelse, og fordømmer dem som siger, at børn frelses uden dåb. Dreyer udfører altså en veritabel Thomas Reinholdt. Dreyers dekonstruktion tager udgangspunkt i, at Melanchton, samtidig med at han formulerede CA på latin, også oversatte den til tysk, og som man kan se i konkordiebogen, så står der i den tyske ikke at dåben er ”nødvendig til frelse”, men at den er ”nødvendig”. Hidtil har alle naturligvis vidst, at ordene ”til frelse” blot er underforståede i den tyske tekst, da enhver anden tolkning jo forudsætter, at Melanhcton er skizofren. Rasmus Dreyer mener imidlertid, at de manglende ord er en skjult kode, som fortæller den indviede, at Melanchton slet ikke mente det, han skrev på latin og tysk i bekendelsens artikel 2 og i den latinske tekst i artikel 9. Dreyer skriver: 

”Hvad betyder ordlyden så i CA? Er dåben nødvendig til frelse, eller er den blot nødvendig?” 

Læg mærke til ordet ”blot”! Det dåben er nødvendig til, er altså ikke frelse, i hvert fald ikke frelse fra den arvesynd, Melanchton i CA artikel 2 har understreget, at alle er født med. Hvad er nu Dreyers argument for, at Melanchton virkelig skulle have lagt en hemmelig, kode ind i CA? En hemmelighed som tydeligt modsiges af teksten og som først blev opdaget 491 år senere af Dreyer selv. Dreyers argument er, at hvis dåben er nødvendig til frelse, så vil udøbte børn med nødvendighed gå fortabt, og det skriver Melanchton andetsteds, at de ikke nødvendigvis må. Dreyer konkluderer derfor: 

”Da Melanchton således vil understrege, at frelsen også er børnenes, er den tyske udgave af ”Den Augsburgske Bekendelse” at foretrække i spørgsmålet om, hvad bekendelsens forfatterkreds egentlig mente om dåben”. 

For det første ignorerer Dreyer med disse ord de utallige gange Luther og Melanchton understreger, at dåben er nødvendig til frelse, og at mennesket kun i dåben kan få djævelen drevet ud, få druknet den gamle Adam i syndflodens vande og blive renset for arvesynd. For det andet viser Dreyer, at han aldrig har forstået, at Gud for Luther ikke er et teologisk begreb, men en levende og handlende Gud, som på én gang kan give en lov for verden (Potentia ordinata Dei) og samtidig selv gribe ind og ændre verdens gang. (Potentia absoluta Dei). Ligesom for Zwingli er dåben for Dreyer en sprogmeddelelse, og han kan derfor slutte med at genbruge ordet frelse på en måde, som både Zwingli og den nuværende folkekirke kan godkende: 

Med andre ord finder mennesket frelsen i dåben, men Gud finder også andre veje til at meddele frelsen, hvor mennesker tror på ham og forhindres i at komme til dåben. 

Sådan kunne Zwingli have skrevet i et svar til Luther. Mudret og ubestemt. Formuleringen at ”finde frelsen” antyder, at frelsen også kan findes andre steder. Mennesket kan måske finde frelsen i dåben ligesom i enhver anden prædiken. Eller måske også i andre livsanskuelser? Tilsvarende bliver frelsen noget som ”meddeles”, hvorved Dreyer åbner for det kætteri som i dag dominerer i folkekirken, nemlig at dåben blot ”meddeler” mennesket hvad det allerede er. Dreyers formulering er i sin mudrethed ikke i sig selv usand, men det er den, når den står lige efter påstanden om, at CA skal ændres, fordi det er forkert at påstå, at dåben er nødvendig til frelse, og at CAs hidtidige formuleringer om arvesynd og dåb har været ensbetydende med, at den med nødvendighed dømmer udøbte børn til fortabelse. Ifølge Dreyer måtte Daniels frænder enten blive brændt til døde i ilden, eller vi må fastslå, at ild aldrig kan skade et menneske. Ifølge Dreyer må vi enten fastslå, at Lazarus aldrig gik ud af graven, eller at termodynamikkens anden lov ikke eksisterer. Ifølge Dreyer må vi vælge imellem, at Jesus ikke forvandlede vand til vin, eller at vi fremover kan undvære vinstokke og druer. 

Fordi Luther ganske modsat tror på en almægtig, teistisk, levende og handlende Gud, en Gud som kan høre vore bønner og forbønner og handle efter dem, derfor så Luther, som det er fremgået af alt det ovenstående, ingen som helst modsætning mellem Guds ordinære almagt, dvs. den almagt han udtrykker i f.eks. naturlove og i loven om, at der ingen frelse er mulig uden dåb, og så hans ekstraordinære almagt, hvormed han kan redde et faldende mennesket fra tyngdekraftens konsekvenser eller hvormed han kan lytte til en bedstemoders forbøn for det udøbte barnebarn. 

De som i dag ønsker at ændre folkekirkens dåbsteologi (og derved folkekirkens religion) sætter, de små børn op som et bombeskjold og hævder, at hvis vi ikke ændrer folkekirkens bekendelse, så vil vi være lige så onde som vore forfædre og fortsat bekende, at udøbte børn med nødvendighed vil gå fortabt. Sagen er imidlertid, at ikke blot har folkekirken aldrig bekendt at udøbte med nødvendighed går fortabt, det har Luther heller aldrig hævdet, og det har den kirkelige tradition heller aldrig hævdet. Jeg har aldrig hørt om en kristen teolog, som har hævdet, at ofrene for barnemordet i Bethlehem ikke blev frelst, og jeg har aldrig hørt om en kristen teolog, som har hævdet, at Gud ikke kan høre en grædende moders bøn for sit udøbte aborterede barn. Til gengæld fordømmer traditionen enhver, som afviser dåben, som forhindrer et barn i at komme til dåben og som forkynder, at dåben ikke er nødvendig til frelse. Confessio Augustana fordømmer enhver, som forkynder, at børn frelses uden dåb, thi kirken er bundet til sakramenterne. Kun Gud er ikke. Tilsyneladende med det formål at undergrave CA opfinder Dreyer en drage, som han derefter nedkæmper. Han vil have, at ikke kun Gud er hævet over sakramenterne, også kirken skal frigøres fra dem. Hvadenten det er velovervejet eller ej, har Dreyer derved gjort sig salonfähig i nutidens post-kristne og post-lutherske folkekirke. En kirke, der har gjort sig selv til Gud, kan løbende omforme Gud i tidsåndens billede. En ikke-teistisk Gud er en Gud, man har krammet på. Han er ikke så meget som en sten i skoen. Måske burde Dreyer i stedet begynde at se Gud, som Luther gjorde det. Som en levende og handlende treenig Gud. En teistisk Gud, som der er al mulig grund til at falde på knæ for i frygt og bæven, men som vi derfor også kan bede om alt. Også frelse. Det er denne levende og handlende Gud, Luther bekender sig til, når han konkluderer præcis det modsatte af Dreyer: 

Thi os tilkommer det at se hen til Guds ordinære almagt og foretage vore domme og slutninger derefter. Vistnok kan Gud gøre salig uden dåb, ligesom vi jo tror, at de små børn, som undertiden af forældrenes forseelse eller af en anden grund ikke får dåben, ikke derfor blive fordømte. Men i Kirken skal vi dømme og lære efter Guds ordinære magt, nemlig at Ingen bliver salig uden denne udvortes dåb o.s.v. Således sker det efter Guds ordinære magt, at vandet fugter, ilden brænder. Men i Babel forbliver Daniels staldbrødre ufortærede midt i ilden. Dette var Guds almægtige og ekstraordinære magt, efter hvilken han dengang virkede; men efter denne byder han ikke os at gøre noget, men han vil, at vi skal dømme og handle efter hans ordinære magt.¹³ 

Claus Thomas Nielsen

 

1: W.A. 30 I, 212

2: Albert Camus: Faldet. Kapitel 3 

3: Luther var i det hele ikke en mellemstation mellem middelalderlig kristendom og kantiansk modernitet. Luthers hele værk er et forsøg på at fastholde traditionel teistisk og inkarnatorisk kristendom, medens såvel datidens pavekirke som Zwingli og sværmerne netop var trædesten på vejen til nominalismens kantianske apoteose.

4: WA Br 11, 258, 5–7 

5: WA Br 11, 258, 7–10

6: De baptismo docent, quod sit necessarius ad salutem, quodque per baptismum offeratur gratia Dei; et quod pueri sint baptizandi, qui per baptismum oblati Deo recipiantur in gratiam Dei. Damnant Anabaptistas, qui improbant baptismum puerorum et affirmant pueros sine baptismo salvos fieri. 

7: Citeret efter: Martin Luther: Davids 51. salme. V. 7, ELM forlag 1977

8: Faktisk tværtimod. Når Jesus ved vandringen på Søen viser at Han er Herre over tyngdeloven, og når han ved Lazarus grav viser sig som herre over tiden, så lærer vi derved nemlig også, at han er naturlovenes giver og at vi ved at studere og respektere lovene ærer og lovpriser Gud. Det var netop dette forhold som skabte den vestlige naturvidenskab. 

9: Potentia ordinata Dei. Dvs. Guds ordinære magt i betydningen ”middelbare” eller ”ordnede” magt. 

10: potentia absoluta Dei 

11: WA 43,71

12: potentia absoluta Dei 

13: WA 43,71