Troldmandens lærlinge

Af Agnete Raahauge, Tidehverv 2022, nr. 4, s. 243-249

I Goethes digt ”Troldmandens lærling” har troldmandslærlingen luret sin gamle mester det ord af, som sætter værkstedets redskaber i gang med at arbejde på egen hånd, og da han bliver alene i værkstedet, sætter han kosten i sving med at hente vand og gøre rent. Det går over stok og sten, men ak, lærlingen kender ikke det magiske ord, som stopper kosten, så snart flyder værkstedet med vand, og da lærlingen i sin frustration kløver kosten i to, bliver det dobbelt slemt, for nu er der to koste, der henter vand og hvirvler det omkring…For, som mesteren siger, da han vender hjem til ødelæggelsens vederstyggelighed og får sat kostene i stå: Kun den store mester selv bør bruge det ord, der regerer de magiske ånder. Det er i år ti år siden, at flertallet af folkekirkens biskopper adlød kirkeminister Manu Sareen, der i sin ligestillingsideologiske blindhed ikke vidste bedre, end at han som en selvfølge havde magten over den gudgivne ordning ægteskabet. Sareen vidste ikke bedre, men det burde bisperne have gjort. Som med kosten i troldmandens værksted er det siden gået over stok og sten med ægteskabets spaltning i nye samlivsformer. Tiåret bliver fejret med borgerforslaget om, at to mænd, der får et barn sammen ved en rugemors medvirken, skal have faderskabsret fra barnets fødsel, hvorved rugemødre endegyldigt degraderes til fødemaskiner uden mulighed for at fortryde handelen og beholde forældreretten over det barn, de har båret under deres hjerte i ni måneder. Og den kirke, hvorfra det store mesterord burde lyde, som kalder det ideologiske amokløb til orden, den er i det store og hele bevidst mundlam. 

Den sidste mandag i det gamle kirkeår 2011 kørte jeg i ærtesuppetæt tåge til Århus for at deltage i en samtale med daværende kirkeminister Manu Sareen, som havde indkaldt en håndfuld tidehvervske og missionske præster for at høre vores argumenter mod vielse af homoseksuelle. Som bekendt havde landets nyligt tiltrådte regering indskrevet arbejdet for et kønsneutralt ægteskab i regeringsgrundlaget. Medens vi på skift redegjorde for vores teologiske afvisning af samkønnet ægteskab, var Sareen tydeligt ukoncentreret og uinteresseret. På et tidspunkt afbrød han og sagde utålmodigt: ”Kan vi nu ikke bare se at få landet det her, så vi kan gå videre.” Og da vi var flere, der indvendte, at vi ikke kunne andet end stå fast på vores modstand, for i denne sag handlede det ikke om politik, men om, hvad et ægteskab i sandhed er og ikke er, blev ministeren tydeligt irriteret. Han havde jo et regeringsgrundlag at holde sig til, så han kunne ikke skele til noget så inderligt ligegyldigt som en teologisk påpegning af, at et kønsneutralt ægteskab er en ideologisk konstruktion, som ikke kan finde nogen begrundelse i en evangelisk-luthersk kirkes bekendelsesgrundlag. Og vi, der havde kørt den lange vej til Århus, forstod, at ministeren ikke havde haft anden hensigt med at mødes med os end den, at han kunne sige, at han også havde hørt de ”sorte præster”. Resultatet af mødet var tydeligvis bestemt på forhånd, for ministeren var fløjtende ligeglad med de teologiske argumenter mod homoægteskab. Som man vil erindre, førte Sareens håndfaste indgriben i folkekirkens såkaldte indre anliggender til, at en flok kirkefolk rejste kravet om en folkekirkelig synode, så kirkeministre ikke en anden gang kunne sætte deres vilje med folkekirkelige ritualer igennem. Ironisk nok var en del af røsterne bag synodekravet at finde blandt de biskopper, som havde smækket hælene sammen og stået ret for ministerens krav om vielse af homoseksuelle. For, som bla.a. daværende biskop i Viborg, Karsten Nissen, let klynkende skrev i en kronik i KD i januar 2012: Biskopperne var nødt til at medvirke i udformningen af et ritual for homovielser, for så længe folkekirken ikke var herre i eget hus, dvs. havde en synode som øverste myndighed, så var bisperne nødt til at indordne sig under kirkeministerens krav. Men sagen var jo, at biskopperne kunne have sagt nej til indførelsen af vielser af homoseksuelle. De kunne have stået fast på, at det stred mod Bibelen og bekendelsesskrifterne – eller i det mindste krævet tid til en grundig teologisk overvejning af sagen. Nu samtykkede de bisper, som tidligere havde været modstandere af kønsneutralt ægteskab, med henvisning til, at de jo ikke kunne sætte sig op mod folketinget. Kun to stod fast på deres modstand, og kun én biskop – Liselotte Rebel – og gjorde sig den ulejlighed, man kunne have forventet af dem alle: at redegøre for synet på ægteskab i Confessio Augustana ud fra Martin Luthers skrifter om ægteskabet. Rebels høringssvar var på denne baggrund kritisk overfor indførelsen af homoseksuelt ægteskab. Men otte ud af ti bisper bøjede sig for ministeren uden at gøre sig den ulejlighed at argumentere teologisk for indførelsen af homovielser. Deres høringssvar var fattige på teologiske argumenter og kom i stedet tidsånden i møde med sociologiske henvisninger til ændringerne af den folkelige opfattelse af ægteskabet. De flød med strømmen, men udnyttede samtidigt den ministerielle tvang, de påstod at være underlagt, til at ride den kirkepolitiske kæphest: at kræve en synode. Kirkepolitik og frem for alt knæfald for tidens ligestillingsideologi vejede tungere end teologien, da årtusinders opfattelse af, at et ægteskab er mellem mand og kvinde, blev erklæret for ugyldig. I dag, kun ti år efter indførelsen af det nye ægteskabsbegreb, betragtes præster, der stadig fastholder det syn på ægteskabet, som for 20 år siden var det selvfølgelige, for aparte, og jævnligt truer politikere med, at det skal være ulovligt for præster at nægte at vie homoseksuelle. Tidens kraftigste ideologiske kampvogn, LGBT+-bevægelsen, demonstrerede for nyligt ved indsættelsen af en ung præst, som ikke ville vie homoseksuelle. Og i Altinget kaldte Københavns biskop den 5.marts i år modstanderne mod kønsneutralt ægteskab for sølle: ”Med sølle mener jeg, når man påståeligt bliver ved at hævde sit synspunkt, selv om man skulle vide bedre. Det er, når man hævder den forgangne verden og ikke ser nutiden og ser, at et problem, en fordom, er lagt ned, men påståeligt fortsætter”, skrev han. Med sit i mine øjne uendeligt sølle argument skrev biskoppen ægteskabets betydning ud af teologien og ind i sociologiens og tidsåndens nivellerende mølle. For i teologien gælder det ikke, at et spørgsmål lægges ned af tiden og den folkelige opinions udvikling. Nej, i teologien skal påståeligheden have plads, for teologien er bundet til den stadige lytten til Bibelens tale om det forhold, som ikke udvikles med tiden: Guds forhold til sin skabning, mennesket. Teologiens krumtap, Guds egen åbenbaring af sin vilje til at frelse sit syndige menneske ved sin søns død og opstandelse, er jo ikke et forhold, som rokkes af en given tids fordomme eller nytænkning. Hvis så var, skulle evangeliet for længst være lagt ned af den efter-rousseauske tids tro på, at mennesket fødes med kimen til godhed i sig, og det blot er et spørgsmål om samfundets rette pleje og anerkendelse af os, om kimen skal folde sig ud i sin fulde glans. Teologisk tale om ægteskabet må tage sit udspring i Skriftens tale om, hvordan forholdet er mellem evangeliet om syndernes forladelse og menneskets jordiske liv i den givne, skabte tilværelse – med den lutherske formulering: forholdet mellem Guds nåde i Kristus og livet i kald og stand. Men det snoede tilhængerne af det kønsneutrale ægteskab sig let uden om ved at opgive den lutherske tale om ægteskabet som en af Gud indstiftet og velsignet ordning. I stedet argumenterede de, som også Skov-Jakobsen gør i sin artikel i Altinget, med den dybest set gerningsretfærdige forståelse, at det er kærligheden mellem to mennesker, der fortjener kirkens velsignelse – og derfor har modstanderne af homovielser nødvendigvis en sølle homofobisk foragt for homoseksuelles kærlighed! Et bedragerisk trick i argumentationen for kønsneutralt ægteskab var at påstå, at det var god luthersk teologi, at ægteskabet kan reformuleres og ændres på – for ægteskabet er jo iflg. Luther ikke et sakramente. Her skamred tilhængerne af det kønsneutrale ægteskab Luthers ord fra ”Traubüchlein” om, at ægteskabet er en verdslig ting, som hører under den offentlige forvaltning, hvorfor kirken og præsterne ikke har noget at skulle bestemme over de lokale bryllupsskikke. At ægteskabet ifølge Luther er en verdslig ting, betød iflg. tilhængerne af det kønsneutrale ægteskab, at det er op til os mennesker frit at ændre på selve ægteskabets betydning som et gudgiven ordning for mand og kvinde. Nu skal man blot læse videre i den lille og selv for læsehæmmede overkommelige ”Traubüclein” for at opdage, at det ikke er Luthers opfattelse. Han taler om bryllupsskikke, men ikke om selve ægteskabets stand eller ordning. Om denne siger han tværtimod, idet han stiller den op over for det menneskelige påfund, som munkestanden er, at ægtestanden, skønt den er en verdslig stand, dog har Guds ord på sin side og ikke er opfundet af menneskelig kløgt. Og i sit efterfølgende forslag til et ritual for velsignelse af brudefolkene, hedder det med henvisning til skabelsesberetningen, at ægtefællerne under de kors, som for syndens skyld er lagt på ægtestanden, skal trøste sig med, at deres stand er Gud velbehagelig og velsignet af ham, ligesom han slutter sit ritual med en forbøn, som stadig genlyder i det danske vielsesrituals kollekt: ”Herre Gud, du har skabt mand og kvinde og bestemt dem til at leve i ægteskab. Dertil har du velsignet dem med legemsfrugt, så de symboliserer din kære søn Jesus Kristus og hans brud, kirken. Vi beder din grundløse godhed, at du ikke vil lade din skabelse, ordning og velsignelse blive ændret eller ødelagt, men nådig bevarer den hos os ved din søn Jesus Kristus, vor Herre. Amen. ” ( Oversættelsen taget fra Luther Dansk) At ægteskabet for Luther ikke var en omskiftelig social konstruktion, som kirken ikke behøver tage det så nøje med, vidner også hans ” Bekendelse og åndelige testamente” i slutningen ”Om Kristi nadver” om. Her skriver Luther, at da det bliver værre og værre med sekternes splittelser, og sværmerne allerede er i gang med at citere hans skrifter forkert, ønsker han her at bekende sin tro punkt for punkt over for Gud og verden. ”Hvis nogen efter min død vil sige: ”Hvis Luther stadig levede, ville han have lært og ment anderledes om dette og hint, for han har ikke overvejet det godt nok ” osv., så vil jeg svare: ”Jeg har af Guds nåde nu som før og for al fremtid overvejet alle disse synspunkter så omhyggeligt som muligt i lys af Skriften, og atter ofte trukket dem frem gennem Skriften, og jeg vil forsvare dem med lige så stor sikkerhed, som jeg har forsvaret alterets sakramente. Jeg er hverken beruset eller utilregnelig. Jeg ved, hvad jeg siger, og jeg er fuldstændig klar over, hvad det vil indebære for mig ved vor Herre Jesu Kristi genkomst på den yderste dag. Derfor er der ingen, der skal lave en spøg ud af det eller gøre det til tom snak….” Luther bekender nu 1. og 2. trosartikel og fordømmer i forbindelse med bekendelsen til frelsen ved Kristus dem, der har ophøjet munkevæsenet til en saliggørende stand. Hele klostervæsnet er et menneskeligt påfund, og ikke en stand, der har Guds ord for sig. ”Men de hellige ordninger og sande indstiftelser af Gud er disse tre: præsteembedet, ægtestanden og den verdslige øvrighed. Alle, der har et præsteembede eller er ordets tjenere, står i en hellig, rigtig og gudvelbehagelig orden og stand…. Også den, der er far eller mor, styrer sit hus vel og opfostrer børn til tjeneste for Gud, udøver en gerning, der er helt igennem velbehagelig for Gud og er en del af hans hellige forordning. Det samme er tilfældet, når børn er lydige mod deres forældre og ansatte mod deres overordnede; det er også idel hellighed. De, der lever i disse ordninger, er levende helgener på jorden.” …. ”Disse tre ordninger eller indstiftelser ( præstestanden, ægtestanden og den verdslige øvrighed) er jo grundet på Guds ord og befaling, og det, der er det, må være helligt, for Hans ord er helligt og gør alt det helligt, som er ved og i det. Oven over disse samfundsordener befinder sig den almindelige orden, der hedder kristen kærlighed, hvori man ikke kun tjener de tre samfundsordener, men også i almindelighed enhver, der er i nød, med alle mulige velgerninger: giver den sultne mad, den tørstige noget at drikke, tilgiver sine fjender, beder for alle mennesker, lider alt muligt ondt her på jorden osv. Se, det hedder alt sammen lutter gode gerninger, men alligevel er ingen af dem en vej til salighed. Der er kun én vej, der er hævet over alle veje: troen på Jesus Kristus. At være hellig og blive salig er nemlig to vidt forskellige ting. Salig bliver man alene gennem Kristus, men hellig bliver man både ved en sådan tro og gennem sådanne guddommelige indstiftelser og ordninger. Selv ugudelige mennesker kan være præget af meget, der er helligt, uden at de af den grund bliver salige, for Gud ønsker sådanne gerninger af os alene til Hans pris og ære. Alle, der er salige i troen på Kristus, gør den slags gerninger og søger at bevare disse ordninger.” Artiklen her ville blive endeløst lang, hvis jeg skulle citere alle de steder, hvor Luther skriver om ægteskabet som en af Gud indstiftet ordning for mand og kvinde at holde sammen i, være frugtbare og opdrage deres børn i Herrens tugt og formaning. Men ud over de skrifter, som decideret handler om ægteskabet, kan man jo læse Luthers udlægning af det sjette bud i hans Store Katekismus eller hans tale om ægteskabet i Genesiskommentaren. Under alle omstændigheder turde ovenstående citat fra hans ”Bekendelse og åndelige testamente” være nok til at gendrive den letkøbte floskel: at når Luther ikke regnede ægteskabet for et sakramente, men en verdslig ordning, så må kirkens syn på ægteskabet naturligvis følge med tiden og folketingets vedtagelser. For Luther betyder ”en verdslig ting” nemlig ikke, at ægteskabet er unddraget Guds orden, som om verden ikke var skabt og styret af Gud. Nej, ægteskabet er ikke en frelsende ordning, for frelsen er alene i Jesus Kristus. Men Gud opholder indtil dommedag stadig sin skabte verden og sin menneskehed gennem sine ordninger – og her har ægteskabet en fremtrædende plads. Det er jo indstiftet før syndefaldet, og før den verdslige øvrighedsorden hvorfor den verdslige øvrighed ikke har hånds- og halsret over ægteskabet. Ægteskabsvelsignelsen er altså ikke, som bla.a Skov-Jakobsen mener, en velsignelse af to menneskers indbyrdes kærlighed, men ægteskabets velsignelse er den tjeneste, Gud gennem ægteskabet giver mand og kvinde: at føre slægten videre, opdrage deres børn – og, også hvis ægteskabet er barnløst, at tjene som billeder på Kristus og kirken. Når det klagende er blevet påstået, at modstanderne af kønsneutralt ægteskab fordømmende vil formene homoseksuelle adgangen til kirkens alter og Guds velsignelse, er det altså en grov forvrængning af sagen. For ingen er jo forment adgangen til at modtage Kristus i dåb og nadver, og Guds velsignelse, som lyses over menigheden i gudstjenesten er jo ikke forbeholdt de ægteviede. De homoseksuelle er heller ikke afskåret fra at udøve den kristne kærligheds tjenester, som Luther ovenfor taler om som helliggørende tjeneste. Når kravet om et kønsneutralt vielsesritual er blevet ført i marken understøttet af insinuerende anklager mod modstanderne for homofobi og diskrimination, bunder det i tidstypisk romantisk misforståelse af, hvad ægteskabet iflg. Luther – og mange teologer før ham, f.eks. Augustin – er. En misforståelse, som diskriminerer alle de ægtepar, der gennem tiden er blevet viet af nødvendighed uden at kunne prale af den store gensidige kærlighed: par, der blev viet, fordi de ventede et barn og nu måtte se at få sig en vielsesattest; par, der har fundet sammen af fornuftsgrunde – det være sig økonomiske eller blot angsten for ensomhed. Hvis det var den indbyrdes kærlighed, der skulle berettige dem til ægteskabets velsignelse, så måtte Gud afvise dem – hvis han fulgte med tiden og rettede ind efter dens krav. Imidlertid er det stadig sådan, at der i vielsesritualet ikke spørges til, om og hvor højt brudeparret elsker hinanden, men de siger ja til at elske og ære hinanden i den velsignede opgave, de nu skal røgte sammen. Et ofte fremført argument mod modstanderne af kønsneutralt ægteskab – et argument, som også skinner igennem i Skov-Jakobsens artikel – er, at de bare er bagstræberiske og sene til at vænne sig til tidens nye samlivsformer. Men det vil gå med dem, som med modstanderne af at vie fraskilte: de vil blive færre og færre, efterhånden som de yngre teologer kommer til fornuft. Det skal desværre nok passe, at der vil blive færre og færre, der nægter at vie homoseksuelle, simpelthen fordi de ellers får svært ved at få embeder i folkekirken og derfor helt undlader at beskæftige sig teologisk med ægteskabet for lettere at kunne tilpasse sig tidsånden. Men det gør ikke det argument teologisk gyldigt, at vielse af fraskilte og vielse af homoseksuelle er to alen af samme stykke, og at tiden derfor vil arbejde for det kønsneutrale ægteskab. For vielse af fraskilte ændrer ikke på selve betydningen af ægteskabet; rokker ikke ved, hvad man kunne kalde ægteskabets essens: at det er en velsignet ordning for mand og kvinde; en familiestiftende ordning og dermed opgave. Det er jo også det samme vielsesritual, der bruges ved vielse af fraskilte som ved vielse af par, der ikke tidligere har været gift. Det kønsneutrale ægteskab derimod kræver en omdefinering af, hvad ægteskabet er – og derfor et andet ritual. Det kræver en afvisning af en luthersk ægteskabsteologi; en afvisning af den ægteskabsforståelse, som grunder sig på skabelsesberetningen. Tilhængerne af det kønsneutrale ægteskab overgiver definitionen af ægteskabet til den verdslige øvrighed – og samtykker hermed i, at ægteskabet er en social konstruktion. Stik imod Luther, som med baggrund i Genesis hævder, at ægteskabet blev indstiftet før syndefaldet og dermed før, der var brug for en verdslig øvrighed til at tugte de onde med sværdet. Når Luther i tråd med al tidligere ægteskabsteologi påpegede, at ægteskabet var indstiftet før den verdslige øvrigheds embede, var det selvfølgelig implicit, at den verdslige øvrighed ikke har mandat til at rokke ved ægteskabets ordning og redefinere ægteskabets betydning. Dermed markeredes en grænse for øvrighedens myndighed og emsighed; en grænse, der værnede familiens private rum. Det kan undre, at tilhængerne af kønsneutralt ægteskab, der hellere argumenterer sociologisk end teologisk, ikke har ulejliget sig med så også overveje at de sociologiske konsekvenser af, at øvrigheden tiltager sig retten til at definere ægteskabet og dermed retten til at overskride familiens og hjemmets grænse. Det tyvende århundrede gav ellers rig lejlighed til at se, hvordan netop ægteskabet og familiens urørlighed var en torn i øjet på den totalitære tænkning. Også i det demokratiske Vesten er familiens urørlighed blevet stadig mere nedbrudt af et omklamrende terapeutisk behandlersamfund, som betragter børnene som samfundets fælles ansvar. Et ansvar, som mange forældre desværre kun alt for villigt også overdrager til samfund og kommune og den hærskare af hjælpere og institutioner, der står parat til at overtage børnene. Har tilhængerne af det kønsneutrale ægteskab mon overvejet bare nogle af konsekvenserne af, at den usamtidige tale om ægteskab kvæles? F.eks. at der i den lutherske ægteskabsforståelse lå en alvorlig tiltale til ægtefolk om, at ægteskabet var et embede med ansvar for de børn, de måtte få – et ansvar, som de, og ikke kommunen eller samfundet, skulle stå til regnskab for på dommedag? Og frem for alt: at når den usamtidige påstand: at ægteskabet er en gudgiven ordning, som små troldmandslærlinge ikke bør forsøge at tage myndighed over kvæles, så er den inderste kerne i samfundet prisgivet ideologiernes rasen.