Af Jesper Bacher, tidehverv 2025, nr. 10, s. 177 - 178

Det fortælles, at Frederik den Store (1712-86), preussisk konge, oplysningsmand og religionsskeptiker, engang ville udfordre sin livlæge Zimmermann og derfor spurgte: ”Zimmermann, kan han nævne mig blot et bevis på, at Gud eksisterer?”. Svaret, som angiveligt gjorde kongen tavs, lød: ”Jøderne, Deres Majestæt”. Den bibelkyndige kommer måske til at tænke på Paulus, som efter at have opremset sine jødiske folkefællers frafald, vantro og stivnakkethed, spørger i Romerbrevet ”Har Gud da forkastet sit folk?” Og svaret lyder ”Aldeles ikke!”. (Rom 11,1). Jøderne er nemlig det folkelige udtryk for den stedse forargelige, men bibelske sandhed, at alt er nåde. Jøderne er Guds udvalgte folk, men ikke just i kraft af deres fortræffeligheder, styrke og antal, men af nåde. Skriften lægger ikke fingrene imellem: ”Det er ikke, fordi, I er større end alle andre folk, at Herren fattede kærlighed til jer og udvalgte jer; for I er det mindste af alle folk… (5 Mos 7), og ”Du skal vide, at det ikke skyldes din retfærdighed, at Herren din Gud giver dig dette herlige land i eje, for du er et stivnakket folk” (5 Mos 9,6). Ren, suveræn, guddommelig nåde, og hvad er mere provokerende? Nåden udstiller vores magtesløshed og fald og Guds storhed og frihed. Nåden tager frelsen ud af vores hænder. Nåden undergraver ret og rimelighed, fornuft og erfaring. Nåden er en torpedo mod vores hovmod, en bombe under vores selvberoenhed. At jøderne ikke for længst er forsvundet i tidens kværn sammen med de andre oldtidsfolk, at jøderne ikke er bukket under for diskrimination, forfølgelse og folkemord trodser al historisk sandsynlighedsberegning. Gud har ikke forkastet sit folk, selv om størstedelen af det jødiske folk forkaster hans søn, deres Messias og verdens frelser. Jødernes synder er mange, men Guds nåde, hans langmodighed til frelse er større. Det gælder jøderne, men det gælder også et hvert andet menneske. Det særlige ved jøderne er, at de i særlig grad er bestemt til at vise verden, at alt er nåde. Hvad kirken forkynder, viser jøderne som folk. Guds trofasthed mod kirken af alle folkeslag har sin pendant i Guds trofasthed mod det jødiske folk. ”De er det eneste folkeslag, der skal bestå, så sikkert, som Gud er Gud”. (Karl Barth)

Hadet mod jøderne er dybest set forargelse over Guds urimelige nåde mod dette folk, hans frie udvælgelse af syndige mennesker og et uanseligt folk. Også det jødehad eller antisemitisme, som gennem tidens løb er udgået fra kirkelige og teologiske kredse, har været fremprovokeret af jødernes fortsatte eksistens og deres halsstarrige pukken på deres folkelige og åndelige identitet. Hvorfor er jøderne ikke forsvundet? Hvorfor er de her stadig, når deres rolle burde være udspillet med Kristi komme? Ja, hvorfor er jøderne her stadig, spørger også andre varianter af jødehadet. De bør ikke være her blandt andre folk, deres race er ikke ren, deres troskab er ikke sand, deres stat er ikke berettiget. Hvilken stat kræves opløst som Israel, ja, selv på københavnske valgplakater? Jøderne bør forgå, hvis ikke som individer så som folk, de er ikke et rigtigt folk. Jøderne er et pseudofolk, en sten i skoen, en anomali, et paradoks. Men jøderne er her stadig. ”Frelsen kommer fra jøderne” (Joh 4,23) siger Jesus, og den frelse, som er ham selv, skal vende tilbage til det folk, som er hans. ”Jesus kan ikke skilles fra sit folk, og det jødiske folk kan ikke skilles fra Jesus”. (Jacques Ellul). Jøderne er et vidnesbyrd om Guds dom og tugt, og jøderne er et vidnesbyrd om Guds nåde og trøst. Det er de på deres måde, ligesom kirken er det på sin måde. Når kirken ikke ser sig selv i jøderne, så ser kirken ikke sig selv under Guds dom og båret af hans nåde, og når jøderne ikke ser Jesus som deres Messias, ser de ikke deres egen forjættelse og frelse. Simeon, den fromme, gamle jøde, som ventede Israels trøst, og for hvem, det var blevet åbenbaret, at han ikke skulle se døden, før han havde set Herrens salvede, kaldte Jesus: ”Et lys til åbenbaring for hedninger og en herlighed for dit folk Israel (Luk 2,32). Ja, sådan er det. Vores lys er Israels herlighed, Israels herlighed er vores lys. Ve, den kirke, som glemmer det.

 Jesper Bacher