Af Monica Papazu, tidehverv 2025, nr. 6, s. 89 - 98

Hvad der ikke kan siges i Cambridge, kan siges i Bukarest.

I flere år har vi været vidne til en skærpelse af censuren i Europa – især på de store platforme online (f.eks. Twitter, YouTube, LinkedIn, TikTok), men også, som man kan se i Rumænien i disse dage, på TV- og podcast-kanaler og onlineaviser. Hvert tilfælde af censur bliver imødekommet med protester i mit fødeland, og det er takket være disse protester og de analyser, jeg har læst¹, at jeg er blevet opmærksom på vigtigheden af den nye censurlov i EU: Digital Services Act. I de vesteuropæiske lande – Amerika er en verden for sig, og dér har kritikken været hård og velfunderet – har jeg ikke kunnet spore samme reaktion, med undtagelse af tænketanke som danske Justitia² og det irske Institute of International and European Affairs (IIEA), der har gransket loven og med rette påpeget, at den indebærer "en trussel mod demokratiet og de fundamentale rettigheder", idet den kan føre til "skadelig censur", hvorved "sandfærdigt, lovligt og ikke-skadeligt" indhold bliver fjernet³.

Det er naturligt, at revolten er kommet fra Østeuropa og i langt mindre grad fra Vesten, for Vesten har i lang tid taget ytrings- og trykkefriheden for en selvfølge, imens Østeuropa har skullet erobre den dag efter dag i 50 år under kommunistiske vilkår – erobre den i det små, i den daglige omgang med de andre, på avisredaktionerne, på forlagene og på universiteterne – og så har grebet den med begge hænder i 1989.

Intet kan sammenlignes med den eksplosion af blade, aviser, tidsskrifter og bøger, som udkom efter december 1989⁴. Man vil aldrig kunne glemme de små, improviserede avisredaktioner installeret i folks køkkener, hvor ad hoc journalister skrev deres artikler på et bordhjørne, indhyllet af røg fra cigaretter og piber. Ej heller glemme de blade, som blev finansieret af selve de folk, som skrev dem – de lagde en del af deres løn fra andet arbejde eller deres pension i disse udgivelser. Man havde så meget på hjerte – alt det, som ikke havde kunnet siges højt i et halvt århundrede. Det myldrede med idéer og projekter. Alt, hvad der foregik i samfundet, og alt det fortiede, som var blevet gennemlevet, skulle der nu sættes ord på. En virkelig ny og fri presse blev grundlagt. Alene den nu censurerede⁵, filosofi-uddannede Ion Cristoiu, som jeg i en tidligere artikel i Tidehverv har kaldt for den rumænske presses "Grand Old Man", stiftede flere blade, deriblandt Zig Zag, Express og den meget succesrige Evenimentul Zilei (Dagens begivenhed). Dengang sendte jeg også artikler til Cristoiu og var sikker på, at hos ham fandtes der ikke tabu-emner. Og så var der forlagene: Manuskripter, som var blevet gemt i skrivebordsskuffen (min fars poetiske værk f.eks.⁶) eller på grund af faren for ransagninger var blevet betroet venner og bekendte, eller som pludselig, ved et mirakel, blev opdaget i det hemmelige politis arkiver, blev for første gang trykt – mange af dem posthumt, længe efter forfatternes død. Samizdat- og tamizdat-bøgerne kom ud af mørket, blev udgivet legalt og kunne købes alle steder.

Den frihedsånd, der som en undergrundsstrømning havde eksisteret på Bukarests Universitet selv i kommunistårene, og som jeg personligt havde nydt godt af, er fortsat efter 1989 – og der var ikke længere fare for censur og straffe. Det slog mig, da jeg i 2019 i det britiske ugemagasin The Spectator læste en artikel med titlen "Why is there more intellectual freedom in Bucharest than Cambridge?"⁷. Forfatteren, Dr. Radomir Tylecote, forsker ved den britiske tænketank The Institute of Economic Affairs (IEA), fortalte, at han havde forberedt et foredrag om modsætningen mellem klassisk liberalisme og idégrundlaget i EU. Han foreslog emnet til Cambridge Universitet, men blev afvist med begrundelsen, at det var "kontroversielt", ikke tilstrækkeligt "mainstream". Han foreslog det også til Bukarests Universitet, og det blev accepteret med begejstring. Det var i Bukarest, han fandt den lydhørhed og den ivrige samtaleånd, som engang havde været karakteristisk for det britiske akademiske liv, men som nu var forsvundet i Cambridge. De sidste ord i hans artikel lyder: "In Cambridge there is a continued failure to uphold free speech […]. In British universities now, you can't talk about certain subjects. That sounds like the »new serfdom« to me".

Ja, det nye slaveri! Den dag i dag bliver jeg overrasket, når jeg læser aviser, hjemmesider, blogs og ser TV-kanaler og hører podcasts fra mit fødeland. For den undersøgende journalistisk bliver holdt i hævd, og der foregår en reel idéudveksling (det gjaldt også under corona-krisen), som nærmest er utænkelig i mainstream-Vesten og ikke mindst i Danmark. Det er, som om selve sansen for tankefrihed og derved også for ytringsfrihed har lidt ubodelig skade. Modstandsånden er – med nævneværdige undtagelser, først og fremmest Tidehverv – svær at få øje på.

Når Digital Services Act har givet anledning til udbredt bekymring og løbende bliver omtalt i de rumænske medier⁸ (noget lignende gælder formentlig i Østeuropa i almindelighed), er det, fordi man har noget at miste – noget, som er værdifuldt, ja, uundværligt, og for hvilket man har kæmpet i årtier – og fordi man allerede kan mærke, at censuren er vendt tilbage, sådan som jeg fortalte i mit essay om det nylig afholdte præsidentvalg i Rumænien (Tidehverv, maj 2025).

"Internettet må ikke længere være »Det Vilde Vesten«"

Allerede i 2019 satte Europa-Kommissionens formand Ursula von der Leyen udarbejdelsen af en "ny Digital Services Act" på EU's agenda som en prioritet⁹. Projektet fik støtte fra daværende kommissærer Margrethe Vestager og Thierry Breton, som erklærede, at "internettet ikke kan blive ved at være »Det Vilde Vesten«"¹⁰ – kaotisk, lovløst, farligt. Breton, husker vi, har gjort sig bemærket i den seneste tid ved at bifalde annulleringen af det rumænske præsidentvalg og true med, at metoden også skal bruges andre steder, f.eks. i Tyskland, imod partiet AfD, som var forventet at få mange stemmer¹¹.

Digital Services Act (DSA) er i folkemunde kendt som "Digital Surveillance Act"¹² – "Overvågningsloven". På dansk har den en lang, bureaukratisk titel: Europa-Parlamentets og Rådets Forordning (EU) 2022/2065 af 19. oktober 2022 om et indre marked for digitale tjenester og om ændring af direktiv 2000/31/EF (forordning om digitale tjenester)¹³.

Den blev offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende den 27. oktober 2022 og begyndte at blive implementeret på bestemte onlineplatforme og søgemaskiner i slutningen af august 2023. Den er trådt fuldstændig i kraft i februar 2024. Digital Services Act er en forordning og har som sådan forrang i forhold til de nationale lovgivninger og skal indføres i samtlige EU-lande.

I Danmark blev projektet diskuteret i 2020-2021. Der er blevet afholdt høringer, og som det fremgår af Erhvervsministeriets samlenotat, er der blevet udtrykt almindelig opbakning til lovforslaget: ikke alene fra regeringen, men også fra "Akademikerne, Danske Medier, Dansk Erhverv (DE), Dansk Industri (DI), Finans Danmark, Forbrugerrådet Tænk, IDA og Kreativitet & Kommunikation"¹⁴. Ord som "bakker op", "støtter", "hilser overordnet set velkommen", "er positive over for" og andre synonymer af slagsen afspejler den generelle stemning. Betænkelighederne er få og har parentesagtig karakter. En undtagelse i dette kor af ja-sigere er Danmarks uafhængige juridiske tænketank Justitia¹⁵, men den bliver ikke nævnt i notatet.

Det kan vække forundring, at akademikere, medier, de kreative og kommunikerende ikke protesterer, at de så ukritisk går ind for regler, som trækker tæppet væk under selve deres arbejde¹⁶. Den måde, projektet blev præsenteret på, har uden tvivl virket som et bedøvelsesmiddel. For hvordan kunne forordningen have skabt andet end tilslutning, når den officielt blev malet i de mest lyserøde farver? I en pressemeddelelse den 26. april 2022 fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen hedder det:

"I EU er der lørdag 23. april indgået en aftale om ny regulering af digitale tjenester, Digital Services Act. […] Den nye regulering skal […] blandt andet forhindre spredning af ulovligt indhold. Forordningen bidrager også til at sikre, at forbrugere kun kan købe produkter, der lever op til EU's krav om produktsikkerhed, når de handler online. Desuden vil forordningen øge online beskyttelsen af børn"¹⁷.

Eller som Digitaliseringsstyrelsen formulerer det: Det drejer sig om "at sikre et trygt og pålideligt onlinemiljø"¹⁸.

Hvordan kunne nogen finde på at opponere imod alle disse plusord? Hvordan kunne man i den infantiliserede tilstand, vi i den grad så under corona, ønske sig andet end "sikkerhed" og "tryghed"? Når reaktionen synes at have været overvejende positiv, kan det tænkes, at der er noget, der blev overset – noget så at sige "med småt", noget begravet i ordsalaten. Noget, som trods alt stod der: Ordene "ulovligt indhold" burde have fået alarmklokkerne til at ringe, men de gjorde det ikke.

Det interessante i forordningen (100 siders snørklet og repetitivt kancellisprog) er, at handel på nettet, salg og køb, produktsikkerhed, forbrugerbeskyttelse og beskyttelse af mindreårige er blandet sammen med et fuldstændig andet emne, nemlig udbredelsen af information, idéer og holdninger, alt sammen i en pærevælling efter den velkendte manipulatoriske teknik, som vi kalder for "en pakke". Husk folkeafstemningen i 1953 vedrørende ændring af Grundloven: Ændringen af tronfølgeloven, som de fleste i landet gik ind for, blev sat sammen med afgivelse af suverænitet – den skæbnesvangre § 20 – som ikke ville have fået stor opbakning, hvis den var blevet præsenteret som et emne for sig. Hvis den nuværende forordning kun beskæftigede sig med handel på internettet og med børns beskyttelse mod pornografi, pædofili og billeder af seksuel karakter, ville den have været mindre problematisk, selvom den indeholder en skævhed: Hvis børn skal beskyttes mod seksuelt indhold online, hvorfor beskyttes de ikke mod "Uge Sex" i skolerne¹⁹, "drag queens-dage for børn" på folkebiblioteker²⁰, mod LGBT- og transgender-propaganda og Gay Pride? Er det virtuelle rum mere skadeligt end det konkrete rum, man lever i? Hvorfor skal der være blufærdighed og beskyttelse af barndommens uskyld online, men ikke i den reelle verden, man lever i? Det allerstørste problem er dog, at forordningen grundlæggende er en censurlov og trods løfter om det modsatte (den rituelle gentagelse af ordene "demokrati", "ytrings- og informationsfrihed", "mediefrihed og -pluralisme") rammer ytringsfriheden.

Det, som bringer pakkens separate områder sammen, er de svævende ord "ulovligt indhold" og "desinformation". Der skelnes ikke mellem "ulovligt indhold" i form af falske reklamer og usikker internethandel, pornografi eller skændige billeder og så kommunikation af fakta og meninger, som modsiger mainstream-paradigmet, men som kan være korrekte eller er en afspejling af folks tanker.

Mod "en stadig snævrere union" og en "harmoniseret" tankegang

Det første, der springer én i øjnene ved læsningen af Digital Services Act, er, at dens overordnede mål er rent politisk. Det er endnu et skridt i virkeliggørelsen af projektet om "en stadig snævrere union". De første sider i forordningen er nemlig helliget "harmoniseringen". Det drejer sig om at "harmonisere" reglerne for aktivitet på internettet og "sætte en stopper for fragmenteringen af det indre marked"²¹. Det betyder, at intentionen er konstruktivistisk (i betydningen: realisering af det politiske projekt), og internetreguleringen er et af midlerne til at opnå en strammere integration af EU-landene²². Forøget ensretning – strammere regler for alle – betyder uvægerligt mindre national suverænitet. Og der er ikke kun tale om en "harmonisering" af regler, men af tanker, meninger, ord. Dette er ikke tilfældigt, for det politiske projekts endelige mål er "at konstruere" den såkaldte "europæiske" identitet – en identitet, som skal fortrænge og til sidst erstatte de nationale identiteter, som konstituerer Europa. Projektet er lige så håbløst som dannelsen af "det sovjetiske menneske". Den voksende suverænisme i EU-landene er kun et tegn på denne uundgåelige fiasko.

Konkret handler forordningen om de regler, som "formidlingstjenesterne" skal underkastes, først og fremmest udbydere "af meget store onlineplatforme samt af meget store onlinesøgemaskiner"²³. Kriteriet er kvantitativt, dvs. angår "rækkevidden" eller "udbredelsen", og tærsklen er fastsat ved 45 millioner brugere, "svarende til 10 % af Unionens befolkning". Med andre ord er der en smertegrænse, hvor meddelelser forventes at få indflydelse²⁴ og påvirke "udformningen af den offentlige meningsdannelse og debat"²⁵. Påvirkningen kan også gælde "demokratiske processer", "valgprocesserne" eller aspekter af "folkesundheden" ("desinformationskampagner vedrørende folkesundheden")²⁶. "Meningsdannelsen" er altså kernen, og de nye regler har som mål at styre den i den ønskede retning.

Det er ikke utænkeligt, at denne regulering, som ifølge den amerikanske organisation af jurister Alliance Defending Freedom (ADF) munder ud i "udbredt censur, indskrænkning af lovfuld og sandfærdig tale" og undertrykkelse af "synspunkter, som ikke er magthaverne til behag"²⁷, med tiden kan sprede sig til mindre platforme og fra onlinekommunikation til gammeldags kommunikation i form af skrevne ord på papiret – sneboldeffekten ("slippery slope") er et velkendt fænomen. Princippet bliver i øvrigt nævnt i DSA-teksten: Hvad der er "ulovligt" offline, skal også være det online²⁸ – og omvendt.

Ved "meget store onlineplatforme" ("very large online platforms": VLOPs) forstås kommunikationskanaler eller sociale netværk såsom Instagram, TikTok, X (tidligere Twitter), LinkedIn, YouTube, Facebook, store boghandlere som Amazon og søgemaskiner som Google Search og Bing ("very large online search engines": VLOSEs)²⁹. Det drejer sig altså om kommunikationsrum, som i princippet burde være lige så frie som tidligere tiders torv eller marked, hvor folk udvekslede ord og tanker, de seneste nyheder og – hvorfor ikke? – de seneste rygter. At søgemaskinerne også er berørt af stramningen, viser tydeligt, at det er et forsøg på at kontrollere informationsstrømmen.

De "meget store onlineplatforme" og de "meget store onlinesøgemaskiner" pålægges en skærpet censurfunktion: fjernelse af indhold og "suspension eller lukning af tjenestemodtagerens konto"³⁰ – frist for at slette indhold: 24 timer³¹. De kan gøre det på eget initiativ, på foranledning af Europa-Kommissionen og nationale myndigheder, "pålidelige indberettere" ("trusted flaggers") (eksperter, fact-checkers, "ikke-statslige organisationer og private eller halvoffentlige organer", NGO'er af forskellig art)³² eller som følge af (til en vis grad) anonyme anmeldelser:

"Det er vigtigt, at alle udbydere af oplagringstjenester, uanset deres størrelse, indfører let [sic] tilgængelige og brugervenlige [sic] anmeldelsesmekanismer og handlepligt, der gør det lettere [sic] at anmelde specifik information, som anmelderen anser for at være ulovligt indhold, til den berørte udbyder af oplagringstjenester (anmeldelse), som derefter afgør, om vedkommende er enig i denne vurdering og vil fjerne det pågældende indhold eller hindre adgangen hertil (indgreb). […] Anmeldelsesmekanismen bør muliggøre, men ikke kræve, identificering af den enkeltperson eller enhed, som indgiver en anmeldelse"³³. (Bemærk ordene "brugervenlig" og gøre det "let" og "lettere", som er typiske for myndighedernes anvendelse af nudging.)

Med dette har vi et billede af, hvordan censuren på internettet organiseres³⁴. Der er tale om en lang liste: specifikke myndigheder og organer, først og fremmest den ikke-valgte Europa-Kommission (EU's udøvende magt og EU's de facto delvise lovgivende magt) som den overordnede initiativ-, tilsyns- og håndhævelsesinstans³⁵; dernæst det irske DSA-tilsyn (Comisiún na Meán, CNaM – mange af de meget store online platforme har deres hovedkvarter i Irland) samt de specifikke myndigheder i de forskellige lande (i Danmark: Digitaliseringsstyrelsen som DSA-tilsyn og koordinator for digitale tjenester³⁶), som i deres aktivitet skal samarbejde med Kommissionen³⁷; platformenes egne "compliancerådgivere [sic]" ("compliance officers", dvs. overholdelsesbetjente)³⁸; pressionsgrupper (NGO'er) og professionelle censorer ("trusted flaggers") såvel som – for nu at bruge et forældet udtryk – frivillige stikkere, som kan forblive anonyme. "[H]vem som helst […] kan signalere et hvilket som helst indhold som potentielt ulovligt" efter "arbitrære regler"³⁹. Hr. "Hvem som helst" kan altså give sit eventuelle had mod bestemte holdninger frie tøjler under dække af at reagere på fornærmende eller hadefuld tale – forordningen er i sig selv et incitament for menneskenaturens mindre tiltalende sider: modvilje mod andre, magtinstinkt, gruppetænkning, fanatisk isolation i egne synspunkter og undertrykkelse af modargumenter. Dertil skal føjes den upersonlige, automatiserede censur, som platformene anvender: Algoritmiske systemer, som er ansvarlige for, at uønskede meddelelser bliver slettet⁴⁰. Maskiner kan ikke tænke, de kan ikke aflæse ordenes mening ud fra konteksten og kan ikke begribe billedsprog eller ironi. De er robot-analfabeter, som har fået til opgave at styre de levende menneskers sprog.

I hvert medlemsland etableres en højere myndighed – "koordinatoren for digitale tjenester" – som har den funktion at implementere Digital Services Act, "udvikle nationale værktøjer", "sikre effektiviteten", kræve oplysninger (f.eks. algoritmer) fra onlineplatformene, signalere overtrædelser og "træffe foranstaltninger, der er effektive til at håndtere og står i rimeligt forhold til visse særlig alvorlige og vedvarende overtrædelser i denne forordning"⁴¹.

Forordningens logik er at gøre budbringeren ansvarlig for det budskab, han formidler, svarende i en vis udstrækning til, at postvæsenet skulle sortere brevene efter indhold og straffe afsenderen eller at telefonselskabet skulle (som i kommunistlandene) aflytte brugerne – hvilket er en omvæltning af det princip, vi finder registreret i skønlitteraturen fra Sofokles til Shakespeare, og som bevares i det kendte udtryk "skyd ikke budbringeren!".

Forordningen giver ekstra magt til de i forvejen meget store, monopolagtige, onlineplatforme: en magt, som i totalitære stater kendetegner overvågningsorganerne, censurinstitutionerne og det politiske politi, og som under totalitære vilkår også uddelegeres til andre institutioner og virksomheder, som således bliver inddraget i repressionsapparatet. I det nuværende vestlige samfund kaldes det for "privatisering" og "outsourcing" af statsfunktioner, men trods de pæne, neutrale gloser er mekanismen den samme som i kommunistsamfundet. For at sikre deres føjelighed eller loyalitet bliver onlineplatformene udsat for afpresning. Forordningen rammer nemlig de pågældende platforme, hvor det gør mest ondt, dvs. på pengepungen: For overtrædelse af forordningen kan enhver af de nævnte onlineplatforme og søgemaskiner pålægges "bøder på op til 6 % af dennes samlede årsomsætning på verdensplan i det foregående regnskabsår"⁴², og det er ikke småting. Det økonomiske incitament bidrager uundgåeligt til, at platformene vil censurere endnu mere voldsomt, end forordningen selv kræver.

De svævende ord: tvetydighed som det nye jurasprog

En sådan lovgivning har dystre konsekvenser for ytringsfriheden – og desto mere når den baserer sig på det vage begreb "ulovligt indhold", som ifølge ordene i Digital Services Act "bør defineres bredt"⁴³. "Ulovligt indhold" er "enhver form for information, som […] ikke er i overensstemmelse med EU-retten eller en medlemsstats nationale ret"⁴⁴.

Ikke mindre uklart og derfor åbent for politisk manipulation er også udtrykket "negativ indvirkning på samfundsdebatten"⁴⁵: Onlineplatformene er nemlig forpligtet til at foretage en "risikovurdering" og eliminere risikoen for "negativ indvirkning". Samfundsdebatten får altså ikke lov til at udvikle sig frit, så den er i overensstemmelse med folks reelle måde at tænke på, men må kontrolleres, og afvigende strømninger må kvæles i fødslen. Det er en hån mod folkestyret – med streg under folket. I Digital Services Act ligger idéen om, at der findes en instans, der skelner mellem positiv og negativ debat og sætter grænser for, hvad der i det hele taget må tales om. Denne instans bliver nævnt: Det er primært Europa-Kommissionen.

Reglerne skærpes endnu mere i tilfælde af "kriser", men vi får ikke at vide, efter hvilke objektive kriterier en "krise" kan defineres. At betegne noget som "krise" er i sidste instans en politisk beslutning – her ender ordene med at skabe, hvad de nævner.

"[E]n krise anses for at være opstået, når ekstraordinære omstændigheder medfører en alvorlig trussel mod den offentlige sikkerhed eller folkesundheden i Unionen eller i væsentlige dele heraf. Sådanne kriser kan skyldes væbnede konflikter eller terrorhandlinger, herunder nye konflikter eller terrorhandlinger, naturkatastrofer såsom jordskælv og orkaner samt pandemier og andre alvorlige grænseoverskridende trusler mod folkesundheden", står der i forordningen⁴⁶. Det er den samme velkendte pærevælling, som kan rumme alt.

Efter at have gennemlevet "corona-krisen" – med alle de frihedsberøvende tiltag og indskrænkningen af ytringsfriheden – og når man dagligt bliver bombarderet med "klima-krisen" og med krigspropaganda (husk at preppe, læs Beredskabsstyrelsens tjekliste!⁴⁷), véd man godt, hvad der er eller kan blive genstand for censur. Ligesom man véd, hvorfor den bliver accepteret: Det er nok at jage folk en skræk i livet, så vil de acceptere hvad som helst.

For at opsummere:

1) Vi har at gøre med en form for lov, hvis objekt ikke er handlinger (normalt forstået skal loven straffe handlinger og ikke ord).

2) Der mangler faste kriterier til at bedømme, hvilke ytringer er forbudte og derfor skal censureres.

3) Imens loven – rettelig forstået – straffer handlinger, som har fundet sted, og eventuelt projekter (f.eks. planen om et attentatforsøg eller en terroraktion), som skal kunne dokumenteres, indeholder forordningen også, som vi har set, en fremtidsprojektion ("risikovurdering" i forhold til noget, som eventuelt kan ske i fremtiden), som umuligt kan dokumenteres og efterprøves. Vi befinder os i bogstaveligste forstand i det virtuelle, et område, som intet kan have med ægte jura at gøre. Selvom forordningen er bindende i EU og er forsynet med straffe, kan den næppe opfattes som en lov i ordets egentlige betydning – det er blot foranstaltninger, som tjener et politisk mål, der ikke har noget til fælles med demokrati.

Den manglende klarhed, som er blevet kritiseret i utallige studier, signalerer i sig selv afstanden mellem den traditionelle forståelse af loven – loven skal være "tydelig, så at alle kan vide og forstå, hvad loven siger", som der står i Jyske Lov – og den lovens krise, vi befinder os i, for dette er en virkelig krise.

Det er sandsynligt, at tvetydigheden ikke er opstået tilfældigt, men er villet. Det er ikke et spørgsmål om juridisk svaghed eller dunkel tænkning, men et fingerpeg om det politiske projekt, hvis mål det er at styre meningsdannelsen. "Ulovligt" eller "skadeligt" indhold, "desinformation" og "hadefuld tale" er så upræcise⁴⁸, at en hvilken som helst kritik af idéer, ideologier eller kommunikation af fakta, som modsiger det vedtagne narrativ, kan i princippet fjernes fra internettet. Forordningen handler om logos, om ord, og muligheden for at kommunikere og derfor om det, som Orwell kaldte for "tankeforbrydelse" ("thoughtcrime" og "crimethink"). Det karakteristiske ved et totalitært regime er, at det, regimet frygter mest og straffer hårdest, ikke er konkrete handlinger, men ord – selve den måde menneskene tænker på. Vi er på vej ind i logokratiet⁴⁹.

Retsstatens krise

Findes der muligheder for, at EU-borgerne kan forsvare deres ytringsfrihed? Nej, svarer Alliance Defending Freedom International, som er et amerikansk konservativt netværk af advokater med filialer i forskellige lande, inklusive EU:

"Individer eller onlineplatforme kan i princippet gøre indsigelse imod censuren ved at appellere til nationale domstole, men domstolene er forpligtet til at efterkomme Europa-Kommissionens afgørelser. Artikel 82 (3) [i Digital Services Act] siger:

»Når en national domstol træffer afgørelse om et spørgsmål, der allerede er genstand for en afgørelse truffet af Kommissionen i henhold til denne forordning, må denne nationale domstol ikke træffe nogen afgørelse, der er i strid med den pågældende afgørelse truffet af Kommissionen. Nationale domstole skal ligeledes undgå at træffe afgørelser, som kan være i strid med en afgørelse, som Kommissionen har til hensigt at træffe i en procedure, som den har indledt i henhold til denne forordning«".

Det lyder mærkeligt, vil jeg sige, for det er, som om domstolene ikke skal dømme efter nedfældet lov – i hvert fald ikke efter loven i klassisk forstand – men indrette sig efter politikernes ønsker og fremtidsplaner. Nulla poena sine lege: Der skal hjemmel til, for at der kan træffes en afgørelse. Her er en særlig form for lov med tilbagevirkende kraft indbygget – fremtiden, som i princippet er usikker, påvirker juridisk nutiden – samtidig med at domstolenes uafhængighed bliver tvivlsom, idet de forvandles til et middel, der skal fremme EU's unionsprojekt.

Det eneste, borgerne og platformene kan gøre – fortsætter Alliance Defending Freedom International – er at "bringe deres sager for Den Europæiske Unions Domstol (Court of Justice of the European Union, CJEU), men dette er en kompleks og kostelig proces", som kan tage et til to år og "sommetider længere"⁵⁰.

Som det fremgår af denne analyse, står vi over for en alvorlig svækkelse af den dømmende magt, som i princippet skal være uafhængig af politikernes hensigter og planer, men ikke længere får lov til at være det. Magtens tredeling er en hovedhjørnesten i et ordentligt samfund. Ved at nedbryde ytringsfriheden og drastisk indskrænke borgernes mulighed for at forsvare deres ret underminerer Digital Services Act i det hele taget retsstaten forstået som den stat, der respekterer de grundlovssikrede rettigheder.

På vej mod overvågningssamfundet – PET's nye beføjelser

Digital Services Act er hverken et tilfældigt faux pas, som let kan rettes op på, eller en undtagelse i forhold til normen. Der er tale om et systemtræk – ja, om den iboende tendens i Vesteuropa. Den danske regerings aktuelle lovforslag, der vil give Politiets Efterretningstjeneste (PET) beføjelser til at indsamle data om borgerne, dvs. deres personlige oplysninger og digitale færden (fra kommentarer på internettet til sundhed), er et bevis på denne tendens. I praksis vil alle blive "overvåget overalt og hele tiden"⁵¹.

Selvom behandlingen af lovforslaget ser ud til at være blevet udskudt med nogle måneder på grund af heftig modstand fra partier, organisationer og eksperter – hvorfor reagerede de ikke i tide imod Digital Services Act?! – betyder det ikke, at det er eller vil blive opgivet. Det, som "sættes på pause", bliver taget op igen, når modstanden har mistet momentum. Belært af erfaring kan vi forvente, at skønt forslaget skulle falde, vil der efter en tid blive gjort et nyt forsøg. Lovforslaget vil gennemgå en forskønnelsesoperation, få et pænere og mere beroligende ydre, alt imens essensen vil forblive uændret. Set i historiens bakspejl var kommunistsamfundet et klodset eksempel på totalitarisme – med åbenlys brutalitet, mangelfuldt bureaukrati og få tekniske midler. Det er i Vesten, at et næsten perfekt overvågningssamfund kan realiseres takket være sammenkoblingen af lovgivning, et komplekst bureaukratisk apparat og avanceret digital teknologi.

Passer det, at internettet trænger til censur?

At EU's Digital Services Act har en censurfunktion, som rammer den normale meningstilkendegivelse, er blevet bekræftet i bl.a. et studie foretaget af tænketanken The Future of Free Speech ved Vanderbilt University i USA i samarbejde med universiteter i Tyskland og Sverige. (Tænketanken er grundlagt og ledes af Jacob Mchangama.) Studiet hedder Preventing "Torrents of Hate" or Stifling Free Expression Online? og har undertitlen An Assessment of Social Media Content Removal in France, Germany, and Sweden (Gælder det om at forebygge "bølger af had" på internettet eller om at kvæle ytringsfriheden? – En vurdering af det fjernede indhold på sociale medier i Frankrig, Tyskland og Sverige)⁵².

Det er ikke en hemmelighed – og heller ikke en "konspirationsteori" – at censuren online allerede blev forstærket ud over alle grænser i corona-perioden, da videnskabsmænds undersøgelser og vurderinger og internetbrugeres henvisninger til videnskabelige artikler i anerkendte medicinske tidsskrifter blev fjernet fra onlineplatforme. I Danmark gik det bl.a. ud over Dr. Vibeke Mannicke og professor Christine Stabell Benn. Alene i en periode på tre måneder i 2020 fjernede YouTube over 7,9 millioner videoer over forskellige emner verden over⁵³. Krigen i Ukraine på sin side er også et tema, som har givet anledning til en forøgelse i antallet af fjernede kommentarer i de tre europæiske lande, analysen beskæftiger sig med⁵⁴.

Styrken i det amerikanske studie ligger i, at det er en empirisk undersøgelse, præcis den type forskning, som har greb om virkeligheden og gør det muligt at bekræfte eller afkræfte en hypotese. Den hypotese, som her sættes på prøve, er den officielle opfattelse, ifølge hvilken internettet er en jungle af lovløshed og er oversvømmet med "hadefuld tale" og skal derfor stringent reguleres. Studiet må opfattes som overbevisende: Det har et statistisk "konfidensinterval" på 95 %, dvs. at fejlmarginen ligger på plus eller minus 5 %⁵⁵.

Forskerholdet har analyseret de kommentarer, som blev slettet på Facebook og YouTube i en periode på to uger i juni-juli 2023 i Tyskland, Frankrig og Sverige. Målet var at finde ud af, om de fjernede kommentarer havde et "ulovligt indhold" ifølge de forskellige nationale lovgivninger.

Den mest restriktive lov angående ytringer på internettet er den omstridte tyske NetzDG (Netzwerkdurchsetzungsgesetz, på engelsk Network Enforcement Act; i folkemunde Facebook-Gesetz), som bl.a. forbyder meddelelsen af "fake news" og "fornærmende" indhold, hvilket meget godt kan betyde politisk uønskede oplysninger og kommentarer og satiriske tekster. Få kan være i tvivl om, at det drejer sig om en indskrænkning af borgernes ytringsfrihed⁵⁶. Derfor har menneskerettighedsorganisationer såsom Human Rights Watch⁵⁷ og selv FN's særlige rapportør for beskyttelse af menings- og ytringsfrihed kritiseret loven⁵⁸. Det har danske Justitia (Jacob Mchangama) også gjort i bl.a. to studier, hvor NetzDG betegnes som "den digitale Berlinmur" og "en prototype for global censur på internettet"⁵⁹.

NetzDG har været et signal for Europa og endda for hele verden. Den blev vedtaget i 2017 og har været en inspirationskilde for EU's Digital Services Act. Ligesom den efterfølgende Digital Services Act er NetzDG præget af uklarhed og mangler en eksplicit skelnen mellem "lovligt" og "ulovligt", og den tyske lovs graverende skavanker har fået større omfang i EU-forordningen, som har en "endnu bredere og mindre nuanceret definition af ulovligt indhold"⁶⁰. EU's "harmonisering" foregår typisk "opad" ("upward"), i den forstand at EU i sine reguleringer sætter parametrene højere end det øverste niveau blandt medlemsstaterne, hvilket er kendetegnende for EU's diktatoriske eller autoritære tendens.

Undersøgelsens resultater har vist sig at være overraskende: Langt størsteparten af de kommentarer, som blev fjernet (mellem 87,5 % og 99,7 %) i de tre lande, var ikke ulovlige og var ikke andet end et udtryk for meninger ("general expressions of opinion": holdningsytringer). De "indeholdt ikke sproglige angreb, hadefuld tale eller ulovligt indhold"⁶¹. Kun en lille procent (2,6-10,7 % på Facebook) kunne betragtes som "nedsættende tale" ("derogatory speech") og "legal hadefuld tale" ("legal hate speech"), dvs. ytringer, som ikke var diskriminerende i forhold til race, seksualitet, religion osv., og som loven ikke forbyder, men kan eventuelt tænkes at vække anstød hos nogle sarte personer⁶². Situationen var i øvrigt den samme i Danmark, og dette allerede i 2020⁶³.

Problemet med kommunikationen på internettet er således ikke, at der er for megen tolerance over for skadeligt stof, men at der bliver censureret endnu mere, end loven overhovedet kræver. Studiets konklusioner fortjener at blive citeret⁶⁴:

"Antagelsen om, at online-verdenen er [som] det Vilde Vesten, og at internettet er oversvømmet med skadeligt indhold og lovløshed […], afspejler ikke, som det tydeligt er blevet påvist i denne rapport, den empiriske virkelighed". Politikernes antagelse er "ubegrundet". Den er modsagt af resultaterne af vores studie, som viser, at "meget mere lovligt end ulovligt indhold fjernes faktisk fra sociale medier". Ikke desto mindre er det på denne forkerte opfattelse, at den tyske lov NetzDG og EU's Digital Services Act, såvel som andre initiativer såsom Codes of conduct [adfærdskodekser⁶⁵], er baseret. Disse antagelser har ført til "dannelsen af et system, som underminerer ytringsfriheden", og "regeringer har givet (private) giganter inden for de sociale medier nøglen – og den stadig større forpligtelse – til at styre milliarder af menneskers tale".

"Derfor", skriver forskerne, "advarer [vi] imod det nuværende system, som er blevet vedtaget i lovgivninger såsom Digital Services Act og navnlig imod de beføjelser og forpligtelser, som private sociale medier er blevet pålagt til at fjerne ytringer. Vi fremhæver, at sådanne drastiske tiltag ikke er understøttet af det empiriske materiale. Vi understreger [samtidig], at resultaterne af [vores] rapport beviser, at ytringsfriheden er i fare, eftersom lovligt, snarere end ulovligt, indhold bliver fjernet". "[D]en afsmittende effekt, som NetzDG kan have på over tyve lande, herunder autoritære stater [uden for EU] […], såvel som det forventede Bruxelles-effekt [dvs. indflydelse på verdensplan⁶⁶], som Digital Services Act vil have, skal yderligere mane lovgiverne og den udøvende magt til forsigtighed og få dem til at tage deres fejlagtige tilgang til onlineindhold op til fornyet overvejelse".

Klarere kan det ikke siges. Både indadtil og på globalt plan skubber EU gennem sine reguleringer i en autoritær retning⁶⁷.

Forskerne fra Vanderbilt Univerity i Nashville, Tennessee, kan ikke beskyldes for at ville fremme en bestemt politisk dagsorden. De stillede et elementært spørgsmål: Passer det, at internettet florerer med farligt indhold, og der er behov for en strengere lovgivning, eller ej? De indsamlede materialet og undersøgte det. De respekterede princippet Follow the evidence!, som er gældende inden for et hvilket som helst akademisk felt. Resultaterne af deres undersøgelse modbeviste det herskende narrativ. Ved de skærpede regler for kommunikation på internettet får brugerne ikke ekstra beskyttelse – de får til gengæld mundkurv på.

Det censur-industrielle kompleks over for viljen til sandhed

Det censurapparat kendetegnet ved sammenfaldet af politisk magt og Big Tech (private tech-giganter som Google, Meta, Amazon) hedder i USA "the Censorship Industrial Complex"⁶⁸ – det er en realitet på linje med "det militær-industrielle kompleks". "Det censur-industrielle kompleks" er ikke et syntagme, som er opstået i konspirationsteoretiske miljøer, men, som vi vil se om lidt, en officiel betegnelse.

I USA er det muligt for borgerne at forsvare deres ytringsfrihed, for de kan påberåbe sig de rettigheder, som er indskrevet i det, som for dem er lovenes lov: Forfatningen og dens First Amendment. Som en beskyttelse imod censur og en ekstra sikring af ytringsfriheden kan onlineplatforme i kraft af Communications Decency Act § 230 (fra 1996), som udspringer af First Amendment, ikke drages til ansvar for et indhold, de ikke selv er ophavsmand til, dvs. for brugernes meddelelser⁶⁹.

Den sammenligning, som Alliance Defending Freedom International har lavet mellem USA's lovgivning og Digital Services Act (i Storbritannien: den tilsvarende Online Safety Act), er ganske lærerig:

I USA er "hadefuld tale" tilladt, medmindre den tilskynder til nærforestående vold – i EU skal alle platforme fjerne ulovlig "hadefuld tale". I USA er "misinformation" beskyttet under First Amendment – i EU skal platforme reagere på "systemiske risici" såsom "desinformation". I USA kan regeringen ikke censurere tale, med undtagelse i sjældne tilfælde (f.eks. tilskyndelse til vold) – i EU signalerer regeringer og allehånde "pålidelige indberettere", hvilket indhold der skal fjernes⁷⁰.

Den principielle ramme har ganske vist ikke forhindret amerikanske regeringer eller "administrationer" i at falde for fristelsen til at anvende ulovlig censur og lægge en tung hånd på traditionelle medier og onlineplatforme, men borgerne og deres demokratisk valgte repræsentanter har haft mulighed for at drage den udøvende magt til ansvar – "accountability" (at stå til ansvar) spiller en væsentlig rolle i det amerikanske samfund.

I intet andet land har folkets repræsentanter gjort så meget for at afsløre regeringens propagandaløgne og magtmisbrug under f.eks. corona som i USA. Kampen for frihed og kampen for sandhed er altid to sider af samme sag, for der findes ikke frihed uden sandhed, ej heller sandhed uden friheden til at søge den. Ud fra denne forpligtelse til sandheden har Repræsentanternes Hus ført årelange undersøgelser og til sidst offentliggjort en lang række ekstremt detaljerede rapporter – deriblandt rapporter fra USA's retsudvalg (Committee on the Judiciary), fra udvalget for tilsyn og ansvar (Committee on Oversight and Accountability) og det særlige udvalg angående magtmisbrug i den føderale regering (Select Subcommittee on the Weaponization of the Federal Government). En af de afsluttende rapporter blev publiceret i december 2024 og er på 17.000 sider⁷¹. Alle rapporter kan læses på internettet og downloades. (NB: Læsningen anbefales.)

Alene titlerne på rapporterne er nok til, at man kan forstå omfanget af censur og manipulation, som har fundet sted, og som nu er blevet bragt for dagen. Her er nogle af dem:

– The Weaponization of "Disinformation" pseudo-experts and bureaucrats: How the Federal Government partnered with universities to censor Americans' political speech (6. november 2023)

– The Weaponization of CISA [Cybersecurity & Infrastructure Security Agency]: How a "Cybersecurity" Agency colluded with Big Tech and "disinformation" partners to censor Americans (26. juni 2023)

– After Action Review of the Covid-19 Pandemic: The Lessons Learned and a Path Forward (4. december 2024)

– The Censorship-Industrial Complex: How top Biden White House officials coerced Big Tech to censor Americans, true information, and critics of the Biden administration (1. maj 2024).

Som man kan se i den sidst angivne titel, anvendes her udtrykket "det censur-industrielle kompleks". I titlen præciseres, at "sandfærdig information" – det drejer sig om information om corona og de politiske og medicinske tiltag i den periode – er blevet censureret online, og at tech-giganterne er blevet udsat for pres fra regeringens side. Denne dybdeborende undersøgelse ved Repræsentanternes Hus har kun været mulig, fordi amerikanerne har en forfatning, som skal respekteres, og som forbyder begrænsningen ("abridgement") af ytringsfriheden. En regering, som gør det, overtræder The First Amendment⁷², og ingen regering er hævet over loven.

Rapporten om "det censur-industrielle kompleks" går konkret til værks og undersøger skridt for skridt, dag for dag og måned for måned, ved hjælp af interviews og interne notater, hvordan Biden-administrationen tvang ("coerced") de store onlineplatforme til at forme ét narrativ om corona og censurere alt, hvad der modsagde det, for således at skabe et indtryk af konsensus og videnskabelighed. De politisk vedtagne temaer var (ligesom i Europa): virussets naturlige oprindelse, nødvendigheden af nedlukninger og de effektive og sikre vacciner.

Alle tre temaer i den officielle propaganda var – som det senere er blevet slået fast i de amerikanske rapporter – ren og skær misinformation: Virussets oprindelse er mest sandsynligt et laboratorielæk fra farlige "gain-of-function" eksperimenter⁷³; nedlukningerne har haft negative konsekvenser for samfundslivet, økonomien og befolkningens fysiske og mentale helbred; vaccinernes effektivitet og sikkerhed var tvivlsomme, og vaccinepligt var en overtrædelse af grundlæggende rettigheder⁷⁴.

I pandemi-perioden blev man tvunget til at leve i en omvendt verden, hvor løgn blev gjort til sandhed og sandhed til løgn. Bare det at rejse fornuftige spørgsmål om disse emner blev dengang officielt stemplet som "desinformation": "[F]or en tid blev sandheden censureret, og misinformationen blev udbredt af »eksperter«, inklusive Biden-administrationen", siger rapporten⁷⁵.

Ved hjælp af trusler, pres og direkte tvang opnåede Det Hvide Hus, at Facebook, YouTube og Amazon ændrede deres normale måde at huse information på. "[S]andfærdig information om [vaccinernes] bivirkninger" blev "fjern[et]", være det i form af Facebook-kommentarer, YouTube-optagelser eller Amazon-bøger, som mistede synlighed online. "I modsætning til påstandene om at ville bekæmpe såkaldt »misinformation« og fremmed desinformation pressede Biden-administrationen virksomhederne til at censurere sandfærdig information, satire, memes og meninger og amerikanernes personlige oplevelser"⁷⁶.

Denne rapport såvel som de øvrige, jeg har nævnt, blev offentliggjort, mens Joe Biden stadig var USA's præsident (han forlod Det Hvide Hus den 20. januar 2025), og er frugten af flere års møjsommelige undersøgelser. Denne omstændighed har meget at sige om den amerikanske civilisation i sig selv og i modsætning til Europas forfald: I USA findes der stadig respekt for lovens ånd og bogstav og en vilje til sandhed.

*

Når man diskuterer ytringsfrihed, plejer man at fokusere på ordet frihed. Det er forståeligt, for manglen på frihed, censur, selvcensur og fortielser er smertefulde. I virkeligheden bør man fokusere på det strengere, ansvarsbetonede ord sandhed – for det er det, friheden handler om. Når manglen på frihed gør ondt, er det først og fremmest, fordi manglen på sandhed – ja, løgnen – er ubærlig. Den opløser os indefra, fordi den sætter sig op imod loven i hjertet. Den æder sjæle op og destruerer liv.

Censuren rammer ikke blot vores frihed. Den rammer muligheden for at søge sandheden og sige den.

De amerikanske rapporter viser, hvordan censuren har været et middel til at udbrede løgne, sætte i bogstaveligste forstand usandheden i højsædet og forhindre sandheden i at blive sagt. Men, som Shakespeare sagde, "truth will out"⁷⁷ – man kan ikke forhindre sandheden i at komme for en dag.

Jeg tvivler ikke et øjeblik på, at selv i Europa vil den undertrykte sandhed en dag komme frem. Men det bekymrer mig, at en censurlov som Digital Services Act har kunnet blive vedtaget uden protest. For det betyder ikke alene, at man accepterer "det nye slaveri", men at man gør det, fordi man er blevet ligeglad med sandheden.

Monica Papazu