Af Monica Papazu, tidehverv 2026, nr. 1 og 2, s. 1 - 9.

En halvø i historiens hav

På trods af sin relativt beskedne størrelse spiller Krim en anseelig rolle i historien – ikke mindst i vores tid. Krim-halvøen er ikke stor – arealmæssigt svarer den til den jyske halvø – men dens geografiske position (Sortehavet og derved adgangen til Middelhavet) giver den en særlig betydning på det geopolitiske kort. Det er en af grundene til, at Jens Jørgen Nielsens nye bog med den simple titel Krims historie er ganske relevant¹. Det drejer sig ikke kun om en regions historie, så interessant den end kan være i sig selv, men også om de kræfter, der former historien: “Det er ikke muligt at skrive Krims historie uden at inddrage verdensordenen og de geopolitiske spændinger mellem især de store magter”, skriver forfatteren².

I 2014 brød Krim båndet til Ukraine og tilsluttede sig Rusland. Den korte parentes fra 1954 til 2014 blev lukket. Mellem 1954 og 1991 var Krim indlemmet i Den Ukrainske Socialistiske Sovjetrepublik, hvilket ikke havde store konsekvenser for forholdet mellem det russiske og det ukrainske, da republikkerne kun var administrative enheder inden for Sovjetunionen; alle var blot sovjetborgere i den mægtige revolutionære stat. Mellem 1991 og 2014 var situationen en anden, for Krim blev imod befolkningens udtrykkelige ønske en del af den nyoprettede ukrainske stat. Som Jens Jørgen Nielsen dokumenterer, manifesterede ønsket om selvstændighed sig ved en folkeafstemning i januar 1991, “knap et år før Sovjetunionens opløsning”, og fortsatte med at gøre sig gældende ved folkeafstemninger i de følgende år: “Stort set samtlige valg i perioden fra 1991 til 2014 har bekræftet, at Krim-boerne enten har ønsket langt højere grad af autonomi, end Kiev ville give – eller også har de desuden ønsket at blive en del af Rusland”³.

Med tilslutningen til Den Russiske Føderation genvandt området sin historiske kontinuitet, som delvis var blevet bevaret i sovjetisk tid, og som aldrig var forsvundet fra indbyggernes bevidsthed. 1783 var året, da Katarina den Store erobrede halvøen fra Det Osmanniske Rige. Krim blev strategisk vigtigt (man husker Krimkrigen 1853-1856 med Rusland på den ene side og Osmannerriget, Storbritannien og Frankrig på den anden⁴) og fik også en plads i den russiske og senere sovjetiske levevis (de populære ferier) og i russisk kultur gennem flere århundreder. På Krim er der i dag museer for de berømte forfattere, som boede på halvøen i kortere eller længere perioder: Alexander Pusjkin, Anton Tjekhov, Ivan Bunin, Ivan Sjmeljov, Marina Tsvetajeva, Maximilian Volosjin og en del andre⁵.

2014 er altså en milepæl. Den peger på eftertiden, som er markeret af konflikten mellem Rusland og Vesten (den endnu ikke afsluttede stedfortræderkrig i Ukraine), og den peger tilbage på en fortid, da stormagterne (som i dag) konfronterede hinanden.

I sin nylig udgivne bog følger Jens Jørgen Nielsen, historiker, ruslandsekspert og journalist, den historiske tråd igennem 2.500 år. En lignende bog har hidtil ikke eksisteret på dansk. Ved sin spændvidde fra oldtiden til i dag er afhandlingen en sand tour de force. Områdets historie er, som Jens Jørgen Nielsen skriver, “broget” og “flertydig”, for Krim har været “et mødested for forskellige kulturer, verdener, nationer, imperier”, ”en multikulturel smeltedigel”, “et af de vigtigste centre for kontakten mellem Asiens steppeland og civilisationerne omkring Sortehavet og Middelhavet”⁶, et sted præget, til at begynde med, af de græske bystater (Krim – med betegnelsen Tauris – optræder i græsk historiografi og skønlitteratur) og senere af de store imperier: Romerriget, Byzans, Den Gyldne Horde, Det Osmanniske Imperium, Det Russiske Kejserrige.

Efter de indledende kapitler, som giver et omrids af tiden fra den antikke verden til Krim-Khanatet⁷, bevæger bogen i rask tempo sig ind i de moderne imperiers epoke. Over halvdelen af bogen er helliget Krims historie siden 1991, som aflæses på baggrund af Ukraines multietniske sammensætning og anspændte politisk-demografiske situation (splittelsen mellem vest og øst, mellem den hårde nationalistiske kerne og minoriteterne), sådan som den er bevidnet af mange kilder. Bogen er fakta-mættet, og der er vigtige informationer at hente fra den. Et stort plus er, at Jens Jørgen Nielsen ikke kun besidder boglig viden, men har besøgt stederne, set med egne øjne og talt med menneskene – han er således selv en primærkilde, og det direkte vidnesbyrd er uvurderligt i historieskrivning.

Samtidshistorien er bogens tyngdepunkt. Forfatterens sigte er ikke polemisk – hensigten, skriver han, er at give ”en objektiv redegørelse” med “kildebaserede oplysninger” – men respekten for kendsgerninger fører uundgåeligt til en “kritik af den herskende narrativ”⁸, hvor alting tegnes sort-hvidt, efter et moraliserende skema med de gode imod de onde. At bevæge sig i modstrid med den i Vesten “korrekte” mening er ikke ufarligt, som Jens Jørgen Nielsen har kunnet erfare på egen krop: I efteråret 2022 aflyste Folkeuniversitetet i København hans kurser⁹. “Journalister eller forskere, som finder noget, der strider mod det herskende narrativ, vil ofte blive fyret eller begrænset i deres virke”, noterer Jens Jørgen Nielsen i sit forord¹⁰. Nuancer og diskussioner om forskellige fortolkninger og perspektiver bliver ikke budt velkommen i dagens Danmark.

“Tak til Jens Jørgen Nielsen!” (Arbejderen)

Derfor kan det være interessant at se, hvordan bogen er blevet modtaget, for anmeldelser er et indicium om åndstilstanden i landet. Jeg har hidtil ikke fundet anmeldelser i landsdækkende aviser, men kun på internet-hjemmesider, bl.a. Mr. East, Arbejderen og Solidaritet. At bogen ser ud til at være blevet anmeldt i ganske begrænset omfang, kan ikke forklares ved bogens emne, eftersom Krim og konflikten i Ukraine er af højeste aktualitet.

Vi vil nu gennemgå nogle anmeldelser. Derved vil vi også få et indblik i bestemte temaer i Jens Jørgen Nielsens bog. I min kommentar vil jeg inddrage yderligere litteratur, som tjener til at belyse de spørgsmål, Jens Jørgen Nielsen rejser, og som bliver berørt i anmeldelserne.

Anmeldelsen på Mr. East (som dækker Øst- og Centraleuropa, samt Balkan og Kaukasus) er ikke kun en præsentation af bogen – der lægges vægt på Jens Jørgen Nielsens realistiske tilgang i geopolitik, som f.eks. er karakteristisk for den ansete professor John Mearsheimers analyser – men er også en kommentar om demokratiets tilstand i Danmark, for uden idéudveksling kan man næppe tale om et demokrati, som er sit navn værdigt. Anmelderen Søren Riishøj (SDU) skriver:

“Helt personligt deler jeg det synspunkt, at den realistiske skole har meget rigtigt at fortælle. Frem for alt, at global vestlig dominans er en illusion, uretfærdig og også umulig at realisere. Holdningerne til Rusland og verden generelt følger ikke en højre-venstre linje. […] Respekt for andres meninger er ikke nødvendigvis ensbetydende med accept, forstået som det at være enig. Fri debat og en alsidig presse er vigtig i et funktionelt demokrati. Liberalistokrati og neo-mccarthyisme er bestemt ikke vejen frem. […] Jens Jørgen Nielsens bog bør læses også af personer med andre meninger. At læse blot for at bekræfte egne meninger, er ikke farbart”¹¹.

Anmeldelsen i Arbejderen er aldeles rosende¹². Kulturskribent Hanne Rosenvold fremhæver, at bogen er særdeles rig på informationer – ikke mindst informationer, som på trods af deres relevans har været “en ikke-historie” eller “en ikke-begivenhed” i vestlige medier (såsom massakren på anti-Majdan-demonstranter i Odessa i maj 2014¹³ eller de præcise detaljer angående Minsk-aftalerne¹⁴). Vigtigt i anmelderens øjne er, at en forståelse af den nuværende tragiske situation i Ukraine kun kan opnås på baggrund af solid viden om konfliktens forhistorie, hvilket er netop, hvad Jens Jørgen Nielsen forsyner læseren med.

“Bogen fokuserer ikke udelukkende på historien”, skriver Hanne Rosenvold. “Der er indgående kapitler om den seneste udvikling, dels på Krim, men halvøens historie kan ikke skrives uden at runde krigen i Ukraine og ikke mindst dens forhistorie. Afsnit, der i høj grad kan anbefales at læse, hvis man vil prøve at forstå, hvorfor den ukrainske befolkning er endt i den ulykkelige situation, de er, og hvis man ikke stiller sig tilfreds med Vestens fortælling om en aggressiv Putin. Virkeligheden er mere kompleks”.

“Når man lukker bogen efter sidste side, har man fået masser af ny viden. Tak til Jens Jørgen Nielsen”.

Man har et standpunkt, til man tager et nyt

I modsætning til de to førnævnte anmeldelser placerer kommentaren på hjemmesiden Solidaritet sig godt og grundigt på den “politisk korrekte” linje. Mikael Hertoft, cand. mag. i russisk og Øststatskundskab og tidligere medlem af hovedbestyrelsen i Enhedslisten, leverer en overfladisk og tendentiøs kritik fyldt med klichéer. Anklagen lyder: “Et forsvar for Rusland?”; “historiske fordrejninger, som ligger i forlængelse af det narrativ, russiske propagandister spreder”¹⁵.

Af denne anmeldelse vil jeg uddrage en række eksempler, som illustrerer anmelderens forvrængninger og udflugter.

Sovjetunionen er lig Rusland.

Mikael Hertoft forsvarer NATO's udvidelse med ordene: “[D]e østlige lande følte sig truet af Rusland. De huskede Ruslands overgreb, invasionen i Ungarn i 1956, i Tjekkoslovakiet 1968, Jaruzelskis diktatur i Polen i 1980'erne – og ønskede NATO-medlemskab for at beskytte sig mod Rusland”.

Formuleringen i citatet er manipulatorisk. For det første har der ikke været tale om “Ruslands overgreb”, men om Sovjetunionens aktioner – det Sovjetunionen, som undertrykte russerne (husk Lenin, hungersnøden 1921-1922, Stalin, Gulag) på lige fod med andre folkeslag inden for Unionen eller i satellit-områderne. I invasionen af Tjekkoslovakiet i august 1968 var Sovjetunionen ikke alene – det var Warszawapagtens invasion, hvor Polen, DDR, Ungarn og Bulgarien var med. Derfor var Rumæniens afvisning af at deltage i invasionen og den skarpe fordømmelse af begivenhederne så vigtige på det tidspunkt¹⁶.

For det andet var NATO ikke automatisk forpligtet til at acceptere de østeuropæiske lande i alliancen (NATO er ikke en åben klub), al den stund Sovjetunionen og Warszawapagten var blevet opløst (truslen fra Rusland var ikke-eksisterende) og Vesten endda havde lovet, at NATO's udvidelse ikke ville finde sted¹⁷.

Ved at præsentere østlandenes indlemmelse i NATO i det lys, hvilket også kommer til at gælde for Ukraines forhold til NATO, fratager Mikael Hertoft Vesten ansvaret for den nuværende krig. Men ansvaret skal placeres, og krigens årsager skal præciseres. Det er, hvad Jens Jørgen Nielsen gør i sin bog, idet han minder om de advarsler imod NATO's udvidelse, som har lydt fra nogle af de mest klartseende amerikanske kendere af geopolitiske forhold og Rusland, nemlig George Kennan, ophavsmand til “containment”-doktrinen over for Sovjetunionen, og William Burns, der som ambassadør i Moskva i 2008 forstod, at Ukraines indlemmelse i NATO ville destabilisere området, føre til borgerkrig og fremkalde en russisk intervention¹⁸.

Placere ansvaret er også, hvad professor John Mearsheimer gjorde for nylig, den 11. november 2025, i sin tale til Europa-Parlamentet, hvor han sagde: “Faktisk var det USA og deres europæiske allierede, som fremprovokerede krigen. Dette er selvfølgelig ikke for at benægte, at Rusland startede krigen ved at invadere Ukraine. Men den underliggende årsag til konflikten var NATO's beslutning om at indlemme Ukraine i alliancen, hvilket stort set alle russiske ledere opfattede som en eksistentiel trussel, der skulle elimineres”¹⁹. Mearsheimers bevisførelse og argumentation burde have været præsenteret på forsiden af samtlige aviser i Europa – talen blev jo holdt i Bruxelles, i Europa-Parlamentet, EU's demokratiske forum – hvilket ikke har været tilfældet. Tavshed kan også være en form for censur.

*

Bagatellisering af nazismens betydning i Ukraines fortid og nutid.

Mikael Hertoft skriver:

“Det [Ukraines lidelser i mellemkrigstiden] kan også forklare, hvorfor en del ukrainere i første omgang så velvilligt på, at Nazityskland invaderede. De havde oplevet sultedød og terror under Stalin og havde ikke haft nogen adgang til reelle informationer om, hvad der skete andre steder. Derfor var der en opfattelse hos mange i Ukraine i starten af krigen af, at Hitler måtte være bedre end Stalin. Det fandt de så ud af, at han ikke var.

Den ukrainske befolkning fandt ud af, at der ikke var nogen plads for dem, som andet end slaver i det nazistiske »lebensraum«. Den fascistiske, ukrainske nationalist Stepan Bandera forsøgte at tilbyde Hitler en alliance, men Hitler var ikke interesseret, og Bandera tilbragte størstedelen af krigen i tysk koncentrationslejr og fængsel²⁰.

Jeg nævner dette, fordi Jens Jørgen Nielsen nævner Bandera og kritiserer ukrainske nationalister for at gøre ham til en helt. Det er der da også nogen, der gør – og det skal ikke forsvares – men der er altså en forklaring”, konkluderer Mikael Hertoft.

Denne formulering overser selve sagens kerne. Sagen er ikke, at ukrainerne fejlagtigt troede, at Hitler var bedre end Stalin (det skete også andre steder, hvor folk enten havde erfaret kommunismen, i Rusland selv f.eks., eller frygtede en kommunistisk magtovertagelse), men at de yderliggående ukrainske nationalister omfavnede den nazistiske ideologi, satte lighedstegn mellem jøder og kommunisme (det hed “judæo-kommunisme”), proklamerede, at “moskovitter [russere], jøder, fremmede og polakker” skulle udryddes²¹, og bidrog til Holocaust i et omfang, som selv efter østeuropæisk målestok var bemærkelsesværdigt.

Det er let at være forstående, når det ikke koster noget – være forstående på andres vegne, på ofrenes vegne. Hvad med dem, som blev frarøvet livet under massakrerne i Lvov, Volyn (Volhynien), Østgalicien – jøder først og fremmest, men også polakker (antallet af dræbte polakker 1943-1944 anslås til 70.000-100.000²²)? Fortjener ofrene ikke mere forståelse og medfølelse end bødlerne?

Dette er fortid, ja vist – men hvad så med nutiden? Hvad med Bandera-kulten i dag? Det er ikke bare “nogen”, underforstået marginale individer uden nogen indflydelse, der dyrker Bandera – Bandera-kulten har rystende omfang. I begyndelsen af 2014 fandtes 46 store statuer eller buster af Bandera og 14 mindesmærker, for ikke at nævne de over 100 gader, som bærer Banderas navn, og de fem Bandera-museer. Bandera-monumentet i Lvov (Lviv) rager højere op end den romersk-katolske Skt. Elisabeth-domkirke, hvilket er en provokation for polakkerne, for monumentet viser sig som visuelt vigtigere end kirken og repræsenterer en hån mod ofrene af den etniske udrensning i Volyn og Østgalicien under Anden Verdenskrig²³.

Hvad mere er: Bandera-kulten er statspolitik. Det var den ukrainske præsident Viktor Jusjtjenko, hvis valgsejr skyldtes den “liberale”, vestligt inspirerede “orange revolution”, som den 22. januar 2010 erklærede Stepan Bandera (1909-1959) for “Ukraines helt”, landets højeste æresbevisning²⁴. Samme hæder fik også Roman Sjukhevitj, UPA's leder, allerede i 2007 (UPA var den militære gren af den nationalistiske bevægelse OUN; Sjukhevitj var, under krigen, officer i den tyske bataljon Nachtigall og i Schutzmannschaftbataljon 201)²⁵.

Her er, hvad Norman Goda, professor i Holocaust-studier ved Floridas Universitet, har at sige:

“Som kompromisløs leder af den militante, terroristiske gren af Organisationen af Ukrainske Nationalister (OUN) blev Bandera en nazi-kollaboratør, der levede sammen med sine næstkommanderende under tysk beskyttelse efter Anden Verdenskrigs begyndelse”. Og Norman Goda fortsætter: “Da tyskerne invaderede USSR i juni 1941 og erobrede den østgaliciske hovedstad Lvov, udstedte Banderas stedfortrædere en uafhængighedserklæring i hans navn. De lovede yderligere at arbejde tæt sammen med Hitler og hjalp derefter med at iværksætte en pogrom, der dræbte fire tusinde Lvov-jøder på få dage […]. »Vi vil lægge jeres hoveder for Hitlers fødder«, proklamerede en banderist-pjece over for de ukrainske jøder”²⁶.

Ifølge Norman Goda ændrede Bandera-bevægelsen aldrig standpunkt: “[U]anset deres skuffelse over tyskerne [som ikke støttede de ukrainske nationalisters ønske om en uafhængig stat] var banderisterne aldrig uenige i deres jødiske politik i Ukraine, som i sidste ende dræbte over 1,5 millioner ukrainske jøder. Dette er en sandhed, som mange i Ukraine, især i dets vestlige dele, benægter. I sin bog Erased (2007) diskuterer Omer Bartov den store bronzestatue af Bandera, der står i en park i den østgaliciske by Drogobitj, hvoraf de fleste af de 15.000 jøder blev myrdet. Parken står på stedet for byens tidligere jødiske ghetto, men der er ikke så meget som en lille tavle i parken til minde om de døde jøder”. “Det er en trist kommentar til ukrainsk hukommelse, at manden, der i januar blev erklæret som Ukraines helt, ledede en bevægelse, der var dybt involveret i Holocaust”, skriver Goda med smerte.

Det er vigtigt her, at minde om, at i Holocausts dystre statistik udgør jøderne fra Ukraine en fjerdedel af samtlige ofre²⁷.

Forherligelsen af Bandera-bevægelsen var uholdbar. Den efterfølgende præsident, Viktor Janukovitj, som ville blive væltet i 2014 ved Majdan-kuppet, og som ikke er blandt Vestens yndlinge, annullerede derfor æresbevisningen, men det fik ikke følger på længere sigt. Som den ukrainsk-canadiske historiker John-Paul Himka skriver i sin store afhandling om den nationalistiske ukrainske bevægelses bidrag til Holocaust: “Janukovitj rullede OUN-kulten tilbage, men den vendte tilbage med fornyet energi efter Euro-majdan i 2014”²⁸.

Tegnene var umiskendelige: Under Majdan-begivenhederne blev rådhuset i Kiev pyntet med kæmpemæssige Bandera-portrætter og OUN's rød-sorte flag, som symboliserer “Blut und Boden”²⁹. Vesten lod som ingenting. Det har heller ikke vist interesse for, at to institutioner i Ukraine arbejder ihærdigt for at fremme Bandera-hagiografien: Det Ukrainske Institut for National Erindring (grundlagt, vel at mærke, af den tidligere præsident Jusjtjenko) og Centret for Bekæmpelse af Disinformation, som hører under Rådet for Ukraines Nationale Sikkerhed- og Forsvarspolitik³⁰.

Bandera-kulten indgår i metoderne til dannelse af en ny ukrainsk identitet – metoder, som i sig selv også var karakteristiske for den sovjetiske tid (den ene totalitarisme ligner den anden). Som Jens Jørgen Nielsen bemærker: “Der ligger et paradoks i, at Janukovitj i Vesten blev beskrevet som en repræsentant for overlevet sovjetisk kultur, mens Jusjtjenko blev beskrevet som værende i overensstemmelse med vestlige liberale principper” – uden at hæfte sig ved “Jusjtjenkos optagethed af nye statuer, dannelse af et nyt ukrainsk menneske, påtvingning af ét sprog, en eneste tilladt opfattelse af historien og lignende, mange nok [vil] associere med sovjetisk kultur, i hvert fald langt væk fra traditionelle liberale værdier, som de blev formuleret i EU”³¹.

Jens Jørgen Nielsen gør ret i at uddybe spørgsmålet om Bandera som national helt. Havde en lignende figur i et hvilket som helst andet europæisk land fået samme status, som Bandera har fået i Ukraine, ville der være kommet en skånselsløs og gentagende fordømmelse fra EU's side. Samtidig er det rigtigt, som Jens Jørgen Nielsen gør, at henlede opmærksomheden på, at “[d]e meget aktive og velbevæbnede nationalistiske og hel- og halvfascistiske grupperinger [Højre Sektor, Svoboda, Azov osv.]” spillede “en afgørende rolle” under Majdan-forløbet³². Det er ikke et russisk påfund, men er i overensstemmelse med vestlig dokumentation, selvom det ikke bliver bredt omtalt.

Det er endda i overensstemmelse med EU's oprindelige position, som Jens Jørgen Nielsen citerer. I december 2012 lød det fra EU-Parlamentet således:

“EU-Parlamentet udtrykker sin bekymring i forhold til den voksende nationalistiske stemning i Ukraine, som kommer til udtryk i støtten til partiet Svoboda […]. EU-Parlamentet minder om, at racistiske, antisemitiske og xenofobiske synspunkter går imod EU's fundamentale værdier og principper. Derfor appellerer Europa-Parlamentet til de demokratiske partier i det ukrainske parlament om ikke at samarbejde med eller støtte nogen koalition, som dette parti indgår i”³³.

Under Majdan-kuppet vil EU ændre sin holdning radikalt og derefter blive ved med at ignorere problemet. EU lukker øjnene, men det gør USA ikke. I USA's aktuelle fredsplan for Ukraine står der, under punkt 20, at “Ukraine vil vedtage EU-regler om religiøs tolerance og beskyttelse af sproglige mindretal”, og at “al nazistisk ideologi og aktiviteter skal afvises og forbydes”³⁴.

Paragraffen bekræfter således, at Jens Jørgen Nielsens kritik af tilstandene i Ukraine er velbegrundet.

*

Fejltolkning af data.

Mikael Hertoft hævder, at Jens Jørgen Nielsen tager fejl, når han i sin bog skriver, at OSCE-rapporterne viste en intensivering af det ukrainske angreb på Donbass-fronten umiddelbart før Ruslands invasion 22. februar 2022. De “eksplosioner”, som blev registreret i OSCE-dokumentationen, kan ifølge Hertoft ikke tilskrives den ene part frem for den anden. Som formuleret af Hertoft: “Rapporterne registrerer »eksplosioner«, hvad der jo er ganske tvetydigt, da eksplosionen både forekommer, når artilleriet affyres, og når projektilet rammer”³⁵.

Denne fortolkning er ikke i overensstemmelse med International Crisis Group, som ekspliciterer, at ordet “eksplosion” i OSCE-rapporter netop ikke er tvetydigt: “Explosions recorded by the OSCE have also been the most reliable indicator of combat dynamics available from open sources, with the added advantage that both sides used the same indicators, counting the number of shells (mortars and artillery) fired by the other side”³⁶. Med andre ord: “Eksplosion” henviser ikke til våben, man selv affyrer, men til modpartens angreb.

*

Et sidste eksempel fra anmeldelsen i Solidaritet: Mikael Hertoft anfører som noget af det værste i Jens Jørgen Nielsens bog, at “[a]fsnittet om Ruslands invasion af Ukraine bærer overskriften »Den russiske specialoperation« – hvilket præcis er det, Putin foretrækker at kalde sin krig”.

Hvorfor denne forargelse? Skulle læserne ikke blive informeret om den russiske betegnelse, er det tabu? Det er kapitel-overskrift – det er Rusland, der angreb, og det russiske initiativ har et navn. I sin knap 300 sider lange bog bruger Jens Jørgen Nielsen ellers den gængse betegnelse “krigen i Ukraine”. At vide, at “specialoperation” har været (og stadig er) den officielle russiske betegnelse for den militære aktion i Ukraine, anses ellers som relevant i NATO's studier. For der er forskel på krig (som skal erklæres og føres med massive midler) og en “specialoperation”, som er fokuseret, har et klart politisk eller militær-politisk mål og anvender begrænsede ressourcer. Betegnelsen er nemlig ikke, som man fejlagtigt kunne tro, en “eufemisme”, men, som noteret i et studie fra NATO Defense College, må forstås inden for rammerne af den russiske militærdoktrin: “[U]nderstanding what it [the special operation] may mean, and thus placing the operation into the hierarchy of Russian military strategy sheds light on Moscow's intentions and goals, not to mention Moscow's choice of forces used and possibilities for escalation”³⁷.

Altså: Ved at tage betegnelsen alvorligt kan man forstå, hvad Ruslands mål er, hvilke styrker det agter at anvende, og bedømme perspektiverne for konfliktens udvikling (hvis det militær-politiske mål med specialoperationen ikke opnås, kan situationen udvikle sig til krig). Det er præcis denne forskel mellem “specialoperation” og “krig”, som Jens Jørgen Nielsens bog på en næsten underforstået måde illustrerer.

Til at begynde med gav “specialoperationen” det tilsigtede resultat: Forhandlingerne mellem Rusland og Ukraine begyndte allerede “få dage efter invasionen”: “Den første fandt sted i Belarus […]. Den anden fandt sted under ledelse af den israelske premierminister Naftali Bennett. Den tredje fredsforhandling fandt sted i Istanbul under ledelse af den tyrkiske regering”, skriver Jens Jørgen Nielsen³⁸. Forhandlingerne så ud til at lykkes, for Ukraine var rede til at acceptere neutralitetsstatus³⁹ – det primære mål for Rusland var og fortsat er sikkerhed: ikke at have en fjendtlig militærmagt (NATO) ved sin grænse. Den forventede aftale blev, som bekendt, saboteret af Storbritanniens Boris Johnson, hvilket blev bekræftet af mange kilder, deriblandt Ukrainska Pravda⁴⁰. I stedet for neutralitet, fred og muligheden for at beholde Donetsk og Lugansk blev Ukraine – på Vestens foranstaltning – kastet ud i en krig, hvor man dagligt tæller de døde og de lemlæstede⁴¹ (samt de overlevende soldater, som deserterer en masse⁴²), og som gør selve den ukrainske stats overlevelse problematisk (på grund af en kombination af ydre og indre faktorer).

På trods af Mikael Hertofts påstand er selve det at nævne den russiske betegnelse og fra dette udgangspunkt belyse konfliktens udvikling, sådan som Jens Jørgen Nielsen såvel som NATO-artiklen gør, næppe et udtryk for putinisme. Betegnelser (begreber og kategorier) er grundlæggende elementer i en doktrin; de er erkendelsesinstrumenter, som en analyse ikke kan se bort fra, og som er uundværlige i arbejdet for at forstå virkeligheden.

Der bør nævnes til slut, at anmelderen Mikael Hertoft, som nu nedsabler Jens Jørgen Nielsens bog, gjorde sig bemærket i 2022 ved sit realistiske syn på konflikten i Ukraine. Som der står i Berlingske:

“I en menneskealder har Enhedslisten ønsket Danmark ud af NATO. Med Ruslands invasion af Ukraine er debatten genopstået, og partitoppen må sætte profiler på plads. Men et profileret hovedbestyrelsesmedlem af partiet blander sig nu i debatten med en klar melding […]. Mikael Hertoft, medlem af hovedbestyrelsen for Enhedslisten og talsperson for partiets Internationale Udvalg, siger nu klart, at Vesten efter hans opfattelse bærer »en stor del af ansvaret« for konflikten med Rusland. Dermed sætter han ild til den debat, der har præget Enhedslisten siden Ruslands invasion af Ukraine”⁴³.

I mellemtiden er debatten forstummet, og saglighed har fået vigepligt i forhold til parti-interesser.

Eksemplet Kosovo og Vestens dobbeltmoral

Når vi koncentrerer os om Krim – det er den røde tråd, som Jens Jørgen Nielsen ikke ét øjeblik taber af syne – er det vigtigt at understrege, være det sagt endnu en gang, at Krims tilknytning til Den Russiske Føderation ikke har været en voldsakt fra Ruslands side. I 2014 havde Rusland en stor strategisk interesse i at sikre fortsat adgang til Sortehavet og redde sin flådebase i Sevastopol. Det er unægteligt, og det er indlysende. Men det var også for at beskytte Krim-boerne mod den ukrainske stat⁴⁴ (Krim undgik Donbass' skæbne, dvs. krigen siden 2014), og det har bestemt ikke fundet sted imod deres vilje, men i overensstemmelse med den, som bevidnet af folkeafstemninger og meningsmålinger.

Her opstår to problemer, som Jens Jørgen Nielsen tager op. Det ene er Kosovo-parallellen. Det andet er Kievs svært forståelige insisteren på, at Krim skal generobres.

NATO's angreb på Serbien i 1999 har været et chok og en øjenåbner for russerne. Som Jens Jørgen Nielsen beskriver det: “I Rusland drog man flere konklusioner på NATO's bombardementer. For det første stod det lysende klart, at det system, man havde aftalt i Jalta i februar 1945 med FN som et symbol på en verdensorden baseret på regler og internationale love, nu de facto var afgået ved døden”. (Det var et angreb på en suveræn stat, og det skete uden FN-mandat.) “I februar i det skelsættende år 2008 [NATO's topmøde i Bukarest, som åbnede perspektivet for, at Georgien og Ukraine ville blive medlemmer af NATO] erklærede Kosovo sin selvstændighed fra Serbien. […] [R]usserne lærte, at det godt kunne lade sig gøre for en region at rive sig løs – uden tilsyneladende at krænke international lov”. For det tredje forstod russerne, at “NATO ikke bragte fred og stabilitet, at NATO ikke bare var en forsvarsalliance, som var interesseret i fred, demokrati og udvikling”⁴⁵.

Kosovo-parallellen er ikke vilkårlig eller tom retorik. Kosovo er kun ét eksempel blandt mange, man kan læse i Jens Jørgen Nielsens bog, på at Vestens geopolitiske interesser overtrumfer regler og folkeret, og at “internationale aftaler” bliver sat ud af kraft⁴⁶. Kosovo danner præcedens. Når et område kan løsrive sig og nye grænser drages, som Jens Jørgen Nielsen understreger⁴⁷ – med Vestens støtte endda – så kan et andet område gøre det samme. Og man får lyst til at præcisere, at Krim ikke kun har den demografiske ret på sin side (størsteparten af indbyggerne er russere), men også den historiske ret (hvad et albansk Kosovo manglede, eftersom Kosovo er den serbiske spiritualitet, kultur og nationale identitets center). Der findes endnu et aspekt, som jeg ikke kan lade være med at nævne: I 1999 gik Vesten i krig mod Serbien for at forsvare, sådan var retorikken, en minoritet i fare (Kosovo-albanerne). Hvorfor gjorde (eller gør) Vesten ikke det samme i Ukraine for at forsvare det russiske mindretal såvel som de andre undertrykte minoriteter, men tager den ukrainske stats parti?! Det åbenlyse svar er: Interesserne vejer tungere end principperne – principperne er dog gode at bruge som propaganda-klichéer.

Fra løfter til terror

Kievs insisteren på en generobring af Krim virker paradoksal. Når man ser bort fra de strategiske og image-interesser (interesserne er reelle, men det er fuldstændig urealistisk at forestille sig, at målet kan nås), kan man ikke undgå at spørge sig selv: Hvilken stat, som handler rationelt, kan ønske at åbne sine grænser for et dybt utilfreds og oprørsk mindretal? Hvad kan Ukraine stille op med Krim? Der findes en officiel plan til pacificering af området, som Jens Jørgen Nielsen bringer til læsernes kendskab. I et Facebook-indlæg den 2. april 2023 beskriver den daværende chef for Det Ukrainske Sikkerhedsråd Oleksij Danilov (i embede: 2019-2024) de 12 skridt, som vil blive taget efter generobringen af Krim. I planen indgår: sprængning af Kertj-broen, udrensning og genopdragelse af befolkningen, fjernelse af alt, hvad der minder om det russiske (fra mindesmærker til sprog – NB: det betyder bl.a., at de tidligere omtalte forfatter-museer vil blive nedlagt), fratagelse af rettigheder inklusive ejendom og pension for bestemte kategorier af borgere, nye betegnelser for gamle stednavne (f.eks. Sevastopol gendøbt som “Objekt Nr. 6”)⁴⁸. Jeg har tjekket det: Indlægget kan stadig læses på Facebook⁴⁹.

Med sådanne tiltag, som ligner en besættelsesmagts aktioner og samtidig minder om kommunismen i dens mest rædselsvækkende fase, kan det næppe forventes, at den ukrainske stat vil kunne “win the hearts and minds”, dvs. vinde lokalbefolkningens tillid og respekt.

Men planen er i overensstemmelse med den måde, minoriteterne bliver behandlet i det øvrige Ukraine (rumænere, ungarere, russere – sproglovene og forfølgelsen af ukrainske borgere, som taler russisk; nedlæggelsen af skoler på de lokale sprog; forfølgelsen af Den Ukrainsk-Ortodokse Kirke⁵⁰), og hvad der foregår i de ukrainske byer: I Odessa f.eks. er Pusjkin-monumentet blevet afskærmet, så det ikke længere kan ses⁵¹, og statuen af byens grundlægger, Katarina den Store, er blevet fjernet⁵², ligesom det var sket før: Det sovjetiske regime fjernede den i 1920, og det var først i 2007, at statuen vendte tilbage på sin plads. Den kulturelle udrensning omfatter også mindesmærker for andre store forfattere ved siden af Pusjkin, nemlig Mikhail Bulgakov, Anna Akhmatova og Isaak Babel. “Det er absurd”, siger den ukrainske historiker Marta Havryshko, “for mange vigtige […] byer blomstrede under Det Russiske Kejserrige. Mange etniske ukrainere bidrog til at bygge det imperium op. De var aktive i de politiske, økonomiske og kulturelle processer, ikke bare redskaber for de imperiale kræfter. Ved at ødelægge minderne om det udslette[r] Ukraine en vigtig del af sin egen historie”⁵³. Og man kan tilføje: At slette et folks hukommelse (som det blev forsøgt under kommunismen) er at slette dets identitet.

Vi er nået langt fra de tider, da Ukraines fremtid tegnede sig at være en helt anden. De tider har eksisteret, som man kan læse i Jens Jørgen Nielsens bog. Sådan talte Leonid Kravtjuk, Ukraines første præsident (1991-1994), da han var kandidat til posten:

“Kære russiske brødre og søstre! […] Vi vil under ingen omstændigheder acceptere tvungen ukrainisering af russere. Ethvert forsøg på at diskriminere efter nationale kriterier vil beslutsomt blive standset […]. Jeg garanterer Dem bevarelsen af fuldgyldige bånd med Rusland uden nogen forhindring […]. Ukrainere og russere har i århundreder levet sammen i Ukraine i fred og venskab. De to folk forenes af spildt blod, fælles sorg og fælles glæde. Lad os være vores forfædre værdige. Lad os bygge et uafhængigt Ukraine som et fælles hjem for ukrainere og russere og andre nationaliteter, som bor her”⁵⁴.

Var løftet blevet holdt – og det blev det så nogenlunde indtil 2014 – ville vi ikke have været vidne til Krims løsrivelse og den tragiske krig, som finder sted i dag.

Mod en ny verdensorden

Krigen i Ukraine er geografisk betragtet en lokal krig, men – understreger Jens Jørgen Nielsen – den handler om noget langt større. Den handler om konfrontationen mellem Rusland og Vesten og endda om verdensordenen. En ny verden antager kontur: Størsteparten af verdens stater har ikke fulgt de vestlige sanktioner imod Rusland; BRICS har fået konsistens⁵⁵. I stedet for den vestligt dominerede verdensorden – “det unipolære moment” – tegner en westfalsk eller westfalsk-agtig struktur sig, med andre ord “multipolaritet”⁵⁶. Det vil indebære respekt for landenes mangfoldighed og for verdens forskellige civilisationer og nødvendiggør derfor en rehabilitering af ægte diplomati, som, med Jens Jørgen Nielsens udtryk, hviler på “indsigt i andre kulturer”⁵⁷.

Det, at en ny verdensorden er på vej, ser ud til at være blevet forstået i Washington. Dér er der også en erkendelse af, Vesten har ført en forfejlet politik over for Ukraine og Rusland. Det er vigtigt, for USA forbliver verdens Stormagt med stort S. I slutningen af sin bog citerer Jens Jørgen Nielsen med tilslutning USA's udenrigsminister Marco Rubios sandfærdige og kloge ord fra den 30. januar 2025:

“[D]et er ikke normalt, at der i verden skal være en unipolær magt. Sådan er det ikke – det var en anomali”, siger Rubio. “Dette var et produkt af afslutningen på Den Kolde Krig, men til sidst vil man vende tilbage til det punkt, hvor man [som i fortiden] har en multipolær verden med flere stormagter i forskellige dele af planeten”. “[D]en uærlighed, der har eksisteret [i Vesten], er, at vi på en eller anden måde har fået folk til at tro, at Ukraine ville være i stand til, ikke blot at besejre Rusland, men også at ødelægge det og presse det helt tilbage til, hvordan verden så ud i 2012 eller 2014, før russerne tog Krim og lignende. Og så er resultatet – hvad de [ukrainerne] har bedt om i det sidste halvandet år – at man har finansieret et dødvande, et langvarigt dødvande, hvor menneskelige lidelser fortsætter. I mellemtiden bliver Ukraine sat 100 år tilbage”. Der findes kun én vej frem ifølge Rubio: Konflikten skal slutte, der skal forhandlinger til, og “det forudsætter hårdt diplomati – sådan som vi tidligere gjorde i verden, da vi forholdt os realistisk til sagen”⁵⁸.

På denne måde åbner Jens Jørgen Nielsens bog mod en fremtid, i hvilken der er chancer, ikke blot for en afslutning af krigen, men også for en ny sikkerhedsstruktur i Europa, som inkluderer Rusland, og i verden som helhed – mere end det: en ny verdensorden baseret på suveræne stater. Det gælder om at se realistisk på verden.

Ja, realisme. Med idéerne om “exceptionalisme” og “universalisme” har Vesten holdt fast i “det unipolære moment”, selvom – som professor Richard Sakwa skriver – “påstanden om unipolaritet [allerede] i begyndelsen af perioden umiddelbart efter Den Kolde Krig blev modsagt af multipolaritetens objektive udvikling”⁵⁹.

Vi er midt i en proces, i hvilken de internationale relationer undergår en radikal restrukturering. Historien er altid en proces, sådan som selve Krims årtusindgamle historie fortalt af Jens Jørgen Nielsen viser os.

Hvis historien, som vi selv er en del af, ikke skal være “a tale / Told by an idiot, full of sound and fury, / Signifying nothing”⁶⁰, er det nødvendigt at forkaste hovmod og urealiserbare projekter og se virkeligheden i øjnene. Kun således kan man undgå at bidrage til “sound and fury” og håbe på, ikke at man kan gøre verden til et paradis, men blot til et tåleligt sted.

Monica Papazu

________

Noter

1 Jens Jørgen Nielsen, Krims historie, Hovedland, 2025.

2 Krims historie, s. 159.

3 Krims historie, ss. 126, 152, 132-134, passim.

4 Krims historie, ss. 74-87.

5 http://sevlove.ru/dostoprimechatelnosti/15-muzeev-pisatelej-i-poetov-v-krymu.html

6 Krims historie, ss. 15, 275.

7 Krim-tatarernes historie bliver også udførligt fortalt: Krims historie, ss. 55 ff., 86 ff., 107-108, 113-117, 128-131, passim.

8 Krims historie, s. 16.

9 https://arbejderen.dk/indland/underviser-nuancerede-krigen-i-ukraine-nu-er-han-fyret/; https://www.kristeligt-dagblad.dk/danmark/afskediget-rusland-underviser-det-falder-folk-brystet-jeg-kommer-med-nuancer

10 Krims historie, s. 16.

11 Søren Riishøj, “Jens Jørgen Nielsen's bog om Krims historie”, Mr. East, 30. august 2025 (https://mreast.dk/jens-joergen-nielsens-bog-om-krims-historie/).

12 Hanne Rosenvold, “Krim: Kulturmødernes, konflikternes og myternes land”, Arbejderen, 8. september 2025 (https://arbejderen.dk/kultur/krim-kulturmoedernes-konflikternes-og-myternes-land/).

13 Krims historie, ss. 226-227.

14 Krims historie, ss. 228-234.

15 Mikael Hertoft, “Et forsvar for Rusland?”, Solidaritet, 22. september 2025 (https://solidaritet.dk/et-forsvar-for-rusland-anmeldelse-af-jens-joergen-nielsen-krims-historie/).

16 https://www.lemonde.fr/archives/article/1968/08/23/roumanie-soyons-prets-a-defendre-notre-patrie-socialiste-declare-m-ceausescu_2485189_1819218.html

17 “NATO Expansion: What Gorbachev Heard”, The George Washington University, National Security Archive, Declassified Documents (https://nsarchive.gwu.edu/briefing-book/russia-programs/2017-12-12/nato-expansion-what-gorbachev-heard-western-leaders-early).

18 George Kennan, “Now a Word from Mr. X”, New York Times, May 2, 1998; William Burns, “Nyet Means Nyet: Russia's NATO Enlargement Redlines”, Wikileaks Diplomatic Cable, Moscow, February 1, 2008 (https://wikileaks.org/plusd/cables/08MOSCOW265_a.html) – Krims historie, ss. 173-174.

19 John J. Mearsheimer, “Europe's Bleak Future”, The American Conservative, November 18, 2025 (https://www.theamericanconservative.com/mearsheimer-europes-bleak-future/). Der findes en oversættelse af talen på norsk: Mearsheimer, “Europas dystre fremtid”, steigan.no, 19. november 2025 (https://steigan.no/2025/11/mearsheimer-europas-dystre-framtid/).

20 Det er i sig selv en fordrejning, som får Bandera til fremstå som offer for nazistisk grusomhed. De fascistiske ledere såsom Bandera blev interneret af tyskerne, men i en privilegeret afdeling af Sachsenhausen-lejren. De var ikke almindelige fanger, men blev betegnet som “Ehrenhäftlinge” eller “Sonderhäftlinge”: Grzegorz Rossolinski-Liebe, “The Fascist Kernel of Ukrainian Genocidal Nationalism”, i The Carl Beck Papers in Russian and East European Studies, no. 2402, June 2015, University of Pittsburgh, s. 8 (doi 10.5195/cbp.2015.204). Se også følgende note, ss. 284-285.

21 Grzegorz Rossolinski-Liebe, Stepan Bandera: The Life and Afterlife of a Ukrainian Nationalist – Fascism, Genocide, and Cult, Stuttgart, Ibidem-Verlag, 2014, ss. 181-185.

22 John-Paul Himka, “Interventions: Challenging the Myths of Twentieth-Century Ukrainian History”, i The Convolutions of Historical Politics, edited by Alexei Miller and Maria Lipman, Budapest, Central European University Press, 2012, ss. 211-238 (https://doi.org/10.1515/9786155225468-009).

23 Andre Liebich and Oksana Myshlovska, “Bandera: Memorialization and Commemoration”, i Nationalities Papers: The Journal of Nationalism and Ethnicity, 42. 5, September 2014 (http://dx.doi.org/10.1080/00905992.2014.916666). Om den etniske udrensning: Timothy Snyder, “The Causes of Ukrainian-Polish Ethnic Cleansing 1943”, i Past & Present. 1, May 2003, Oxford University Press (https://doi.org/10.1093/past/179.1.197).

24 Krims historie, s. 142.

25 Per Anders Rudling (Lund Universitet), “The Cult of Roman Shukhevych in Ukraine: Myth Making with Complications”, i Fascism: Journal of Comparative Fascist Studies, 5. 1, 2016, ss. 26-65 (https://doi.org/10.1163/22116257-00501003).

26 Norman J. W. Goda, “Who Was Stepan Bandera?”, History News Network, February 8, 2010 (https://www.historynewsnetwork.org/article/who-was-stepan-bandera).

27 John-Paul Himka, Ukrainian Nationalists and the Holocaust: OUN and UPA's Participation in the Destruction of Ukrainian Jewry, 1941-1944, Stuttgart, ibidem-Verlag, 2021, s. 446.

28 John-Paul Himka, Ukrainian Nationalists and the Holocaust, s. 63. Se også: Sheldon Kirshner, “The Cult of Stepan Bandera”, The Times of Israel, July 5, 2022 (https://blogs.timesofisrael.com/the-cult-of-stepan-bandera/).

29 David Marples, “Ukraine: the view from the West”, OpenDemocracy, 20 February 2014 (https://www.opendemocracy.net/en/odr/ukraine-view-from-west/). John-Paul Himka, Ukrainian Nationalists and the Holocaust, ss. 145-146.

30 John-Paul Himka, Ukrainian Nationalists and the Holocaust, ss. 63-64. “How Ukraine's Far Right Pushed Its Myths about World War II: Interview with [the Ukrainian Holocaust historian] Marta Havryshko”, interviewer: Ondřej Bělíček, Jacobin, 31 December 2024 (https://jacobin.com/2024/12/ukraine-myths-wwii-nationalism-nazis).

31 Krims historie, ss. 143-144.

32 Krims historie, ss. 188 ff., 145-146.

33 “European Parliament resolution of 13 December 2012 on the situation in Ukraine (2012/2889(RSP))”, pkt. 8 (https://eur-lex.europa.eu/legal-content/EN/TXT/PDF/?uri=CELEX:52012IP0507): Krims historie, s. 146.

34 “Trump's 28-point Ukraine peace plan in full”, Sky News, 24 November 2025 (https://news.sky.com/story/trumps-28-point-ukraine-peace-plan-in-full-including-land-kyiv-must-hand-to-russia-and-when-elections-must-be-held-13473491).

35 Kursiveringen i citaterne er min egen.

36 International Crisis Group, “Conflict in Ukraine: A Visual Explainer” (https://www.crisisgroup.org/visual-explainers/conflict-ukraines-donbas-visual-explainer).

37 Roger N. McDermott and Charles K. Bartles, “Defining the »Special Military Operation«”, NATO Defense College, Russian Studies Series 05/2022 (https://www.ndc.nato.int/defining-the-special-military-operation/).

38 Krims historie, s. 250.

39 Olga Rudenko, “Ukraine ready to negotiate with Russia”, The Kyiv Independent, 25 February 2022 (https://kyivindependent.com/ukraine-ready-to-negotiate-with-russia/). “Russia, Ukraine »close to agreement« in negotiations, says Turkey”, Aljazeera, 20 March 2022 (https://www.aljazeera.com/news/2022/3/20/turkey-says-russia-ukraine-close-to-agreement).

40 Krims historie, ss. 250-251. Iryna Balachuk and Roman Romaniuk, “Possibility of talks between Zelenskyy and Putin came to a halt after Johnson's visit – UP sources”, Ukrainska Pravda, 5 May 2022 (https://www.pravda.com.ua/eng/news/2022/05/05/7344206/).

41 Ifølge John Mearsheimer kan antallet af “casualities” (døde og sårede, lemlæstede) på Ukraines side være så høj som 1 million: Mearsheimer, “Europe's Bleak Future”.

42 “Den månedlige desertionsrate fra hæren ligger nu på omkring to tredjedele af de nye rekrutter – 21.000 desertører sammenlignet med 30.000 tilmeldinger”: Tobias Stern Johansen, “Ekspert: Det er et sundhedstegn, at Ukraines korruption kommer frem i lyset”, Kristeligt Dagblad, 15. november 2025 (https://www.kristeligt-dagblad.dk/udland/ekspert-det-er-et-sundhedstegn-ukraines-korruption-kommer-frem-i-lyset).

43 Nikolaj Sjørup og Hans Skovgaard Andersen, “Central stemme fra Enhedslisten melder klart ud: Vesten har en stor del af ansvaret for konflikten med Rusland”, Berlingske, 1. maj 2022.

44 Nicolai N. Petro, “Russia, Ukraine, and Lasting Peace in Europe”, i Transatlantic Policy Quarterly (TPQ), A Year Since The Return of History: New Cold War?, Winter 2022/2023, 21. S. 60.

45 Krims historie, ss. 167-169.

46 Krims historie, s. 234.

47 Krims historie, ss. 212-213.

48 Krims historie, s. 271.

49 https://www.facebook.com/100012127781936/posts/1659129164501327/?mibextid=rS40aB7S9Ucbxw6v

50 Sonia Seredinskaja Dahlgaard, “Kristenforfølgelsen i Ukraine”, Tidehverv, maj 2025.

51 Валентина Романенко, Анастация Проц, “В Одесі пам'ятник Пушкіну закрили дерев'яними плитами. Це рішення ОВА”, Ukrainska Pravda, 30. oktober 2025 (https://www.pravda.com.ua/news/2025/10/30/8005092/).

52 Katy Dartford with AP, Reuters, “Ukraine dismantles statue of Russian Empress Catherine the Great”, Euronews, 29 December 2022 (https://www.euronews.com/culture/2022/12/29/ukraine-dismantles-statue-of-russian-empress-catherine-the-great).

53 “How Ukraine's Far Right Pushed Its Myths about World War II: Interview with Marta Havryshko”.

54 Krims historie, s. 134.

55 Krims historie, ss. 252 ff.

56 “Mutipolaritet” bliver intenst diskuteret både i Vesten og i Rusland. Temaet indgår også i Mearsheimers tale i Europa-Parlamentet 11. november 2025. Monica Papazus artikel “Alexander Dugin: Betragtninger om Trump og den multipolære verden” (Tidehverv, november 2025) giver et indblik i, hvordan temaet bliver behandlet i en russisk kontekst.

57 Krims historie, s. 280.

58 Secretary Marco Rubio with Megyn Kelly of The Megyn Kelly Show, Washington, DC, January 30, 2025 (https://www.state.gov/secretary-marco-rubio-with-megyn-kelly-of-the-megyn-kelly-show) – her citeret i min oversættelse. Cf. Krims historie, ss. 286-288.

59 Richard Sakwa, “East vs. West: A New Cold War?”, i Transatlantic Policy Quarterly (TPQ), A Year Since The Return of History: A New Cold War?, Winter 2022/2023, 21. 4, s. 12.

60 Shakespeare, Macbeth, V, v, 26-28.