Af Thomas Hansen Beck, tidehverv 2026, nr. 4, s. 49 - 53

I disse tider, hvor magtbalancerne i verden forskydes og den internationale retsorden krakelerer, kan det for et moderne menneske virke noget verdensfjernt at beskæftige sig med kristen mission, men har man et mere traditionelt bibelsk funderet verdenssyn, er det absolut det vigtigste, man kan rette sin opmærksomhed mod.
Hvad det verdensfjerne angår, talte jeg for nylig med – hvad man vel kan kalde – et helt almindeligt medlem af folkekirken, der skulle have sit barn døbt. Han havde muligheden for af og til at kunne læse i Kristeligt Dagblad og lod sig i den forbindelse underholde af tanken om, at der dagligt sidder tusindvis af danskere og læser artikler om ”Liv og sjæl”, selvudleverende portrætter af kendte som ukendte personer med vægt på deres religiøsitet, om kristent mindfulness, om selvpromoverende præster, der eksempelvis laver tik-tok-videoer med en useriøs tilgang til nadveren, at gravere bruger kakaoskaller til ukrudtsbekæmpelse og hvad der nu ellers kan fylde dagbladets spalter fra en verden, der kan være fjern fra det helt almindelige medlem af folkekirken. Han havde også bidt lidt mærke i dåbsdebatten og kunne undre sig over, at man i folkekirkens top havde en naturlig forventning om, at en så teologisk debat skulle kunne blive en folkelig debat, som den danske befolkning ville lade sig involvere i ved endda at afgive et langt teologisk høringssvar. Lever de i deres egen præsteverden uden forståelse for, hvad de fleste andre beskæftiger sig med? Han fandt i det hele taget debatten elitær og unødvendig, da man selvfølgelig ikke skal spilde tid og kræfter på at ændre noget, der er godt, velfunderet og bundet i traditionen. Han havde også bemærket, at man ville indføre dobbelt medlemskab og spurgte undrende til, hvad det egentlig drejede sig om? Var det en opfordring til, at folkekirkemedlemmer også skal være muslimer eller katolikker eller frekventere amerikanske frikirkesamfund? Eller hvad handler det om? Han kiggede ind i en lidt fremmed verden, som et barn kan kigge ind i et dukkehus. Det er sødt og pussenusset og sit eget lille univers. Og selvom der i Kristeligt Dagblad bruges meget spalteplads på folks eksistentielle problemer, virker meget af det kirkelige stof alligevel meget fjernt fra en danskers dagligdag og dermed også noget verdensfjernt.

Det handler da også om forskellige verdenssyn. Dem er der jo mange af. Her mødte jeg en velbegavet og veluddannet mand i slut 30’er-ne, far og ægtefælle, tiltalende og veltalende, god stilling, tilsyneladende arbejdsom og pligtopfyldende. Da folkekirken generelt set har den velstående del af middelklassen som sin primære målgruppe, når det gælder kirkelige aktiviteter rundt om i sognene, må han og hans hustru vel siges at være blandt dem, som mange i folkekirken gerne vil komme i samtale med, ja, sådan som det så ofte udtrykkes med det folkekirkelige marketings-sprog. Med tanke på Gustavs Brøndsteds skelnen mellem to verdenssyn og to sprog¹ vil man nok umiddelbart sige, at denne mand har et moderne og teknologisk verdenssyn. Han vil nok også selv mene, at han er ”moderne” forstået i en naturvidenskabelig retning, hvor udgangspunktet er, at alt kan forklares gennem naturlovene og hvor man mener, at det er teknologien, der først og fremmest driver udviklingen. Han betragter sig sikkert også som humanist forstået i en mainstream version, hvor man synes, at man sådan generelt set skal være medmenneskelig og opføre sig ordentligt over for hinanden. Der er nok også en tendens til at se sig selv som centrum for sit liv og de meninger og værdier, som man selv vælger at have. Det glider vel lidt over i et eksistentielt verdenssyn, hvor man ser sig selv som et frit menneske, der selv må tage ansvar for sine handlinger. Men det ender vel næppe der, hvor han ligesom Syvert Løyning i Knausgårds ”Arendal”² tænker, at meningen med livet blot ligger i relationen, at mening og sandhed er to forskellige størrelser, og at alt er tilfældighed. Dog er der jo en strøm af nihilisme i vores samfund, som kan smitte af på selv de bedste mennesker, og hvor man måske ikke har blik for, at denne autonome understrøm kan være et redskab i et marxistisk såvel som nationalsocialistisk ateistisk verdenssyn, hvor kristendom og traditioner funderet i det kristne skal nedbrydes for at erstatte det med det ideologiske og socialkonstruktivistiske. Her er den unge mand dog på ingen måde, da han politisk umiddelbart hælder lidt over i det liberale, og han er der slet ikke i forhold til de socialister, der forbrødrer sig med islamisterne. Han og hans hustru køber måske lidt ind på en let version af et økologisk verdenssyn og forsøger i det daglige at have fokus på bæredygtighed, men gør det dog på ingen måde til en ideologi, der erstatter et religiøst verdenssyn. Han vil dog nok heller ikke mene, at verden er skabt og styret af en guddommelig magt, selvom vores hyggelige lille samtale om den folkekirkelige verden skyldtes, at han og hans hustru skulle have deres barn døbt.

Missionær Jens Christensen
Inden vi vender tilbage til disse indledende betragtninger, skal vi lige hundrede år tilbage i tiden. For den 1. februar 1926 blev missionær for det amerikanske missionsselskab ”Christian and Mission Alliance” Jens Christensen ansat ved det danske missionsselskab Teltmissionen i Indiens Nordvestgrænseprovins. Det skyldtes, at han var tredjegenerations dansk-amerikaner, kunne dansk og ikke mindst, at han var blevet forlovet med en af missionens sygeplejersker Margrethe. Det var lægemissionær Marie Holst, der i oktober 1903 grundlagde Teltmissionen. Hun var drevet af den tanke, at hun sammen med en medarbejder skulle rejse rundt i Afghanistan og opsøge de muslimske kvinder ude i landsbyerne, hvor hun med udgangspunkt i sin lægegerning ville forkynde kristendommens glædelige budskab. Briterne ville af gode grunde ikke lade hende krydse grænsen ind til Afghanistan, hvorfor det blev til et hospital i byen Mardan.
I den litteratur, der findes om Marie Holsts arbejde, beskrives det hele nærmest som én stor succes. De samtidige beretninger om forholdene derude på missionsmarken gennemsyres af en nærmest manisk stemning, hvor der lægges stor vægt på missionens ekspanderende udvikling. Samtidige beretninger om missionens arbejde er som at læse en virksomheds årsberetning med redegørelser for antallet af ansatte, bygningsmassen, organisationsopbygningen, ledelsen, økonomien og jo også en opgørelse over ”produktet”, ”troens frugter”, i form af antallet af patienter, der har mærket kristendommens kærlighedsbudskab igennem missionens næstekærlige sundhedspleje. Marie Holsts forhold til sit arbejde som missionær var helt almindelig i tiden efter år 1900, hvor liberalteologien blev dominerende. Liberalteologien har jo sin rod i det 17. og 18. århundredes pietisme, hvor kristendommen fokuserede på den enkeltes indre religiøse personlighed. Under romantikken og den tyske idealisme i det 19. århundrede groede den liberalteologiske tanke frem, at tro er et spørgsmål om den enkeltes personlige oplevelse, hvoraf der følger værdinormer for, hvordan man helt praktisk skal handle som et godt kristent menneske. Liberalteologien er således altid omgivet af en svævende inderlighed og fromhed, der får sit højeste udtryk i beskrivelsen af den religiøse personligheds dybe søgen efter mening og livsopfyldelse. Dermed bliver kristendommen ikke kun gjort til en samling etiske idealer, til et kulturanliggende og til en religiøs oplevelse, men den kom også til at handle om at skabe Guds rige på jorden igennem kirkeinstitutionerne.
Kendetegnende for denne tid var også, at man særligt i protestantiske trossamfund kunne forestille sig kristen virksomhed uafhængigt af det traditionelle kirkelige apparat. Det var ikke kirken, der skulle udsende missionærer. Det skulle den frie forening, missionsselskabet. Ligesom den industrielle revolution byggede på tanken om at skabe økonomisk vækst, sådan var tankegangen hos de mange missionsselskaber, der i de år blev grundlagt, præget af en meget optimistisk væksttanke. Man ønskede at kristne hele verden i løbet af en generation i takt med, at verdens ubesatte missionsmarker lidt efter lidt blev åbnet for civilisationen igennem jernbanernes fremrykning rundt om i kolonierne i Asien og Afrika. Målet for missionen var ikke at grundlægge menigheder, men at man sådan lidt abstrakt skulle omvende alle folkeslag. Det blev af metodismens grundlægger John Wesley udtrykt med ordene: ”The world is my parish”. Kristendommens virkefelt blev på den måde udvidet til at være en international Gudsriges-mission, hvor hele kristenheden blev set som et broderskab, der i fællesskab skulle kristne verden. Både fra protestantisk og katolsk side arbejdede man derfor hen imod et fælles overordnet bekendelsesgrundlag, sådan som man satte humanitære, sociale og filantropiske opgaver over det evangeliserende arbejde.
Denne væksttanke har på mange måder lige siden præget hele den kirkelige verden i både nord og syd og øst og vest. Tanken om vækst og opbygningen af velorganiserede institutioner har overskygget selve den opgave, at evangeliet skal forkyndes. Det ligger i det hele taget til grund for de verdensmissionskonferencer, som man begyndte at afholde i det 20. århundrede. Ved den første egentlige økumeniske verdensmissionskonference i Edinburgh i 1910 blev der drøftet missionsstrategier for en øget evangeliserende vækst og man talte om ”The Social Gospel”, der sigtede mod at opfylde hvad man anså for Kristi ønske om at etablere et etisk styre på jorden som evangeliets sidste formål. Konferencen i Edinburgh fik afgørende indflydelse på, at der blev oprettet nationale kristne råd i hvert land, der skulle samles i Det internationale Missionsråd, der blev oprettet i 1921. Dansk Missionsråd blev med baggrund i konferencen oprettet i 1912. Ved den næste store verdensmissionskonference i Jerusalem i 1928 så man sig ikke længere afhængig af evangeliet som noget enestående, fordi man nu igennem religionsvidenskaben havde fundet moralske og åndelige værdier i de ikke-kristne religioner, som man mente fuldt ud lå på linje med de kristne. Selvom en religion som islam var Kristus-fornægtende, ville man hævde, at man selv her kunne finde stråler af evangeliets lys. Senere er denne humanistiske tolerance blevet til Religionernes Teologi, hvor man hævder, at ingen teologi er ene om at føre forpligtet tale om Gud, og at enhver religion derfor har sin egen indfaldsvinkel til den fælles teologiske samtale. Da det dermed reelt set anses for ukristeligt at missionere og at ville pådutte andre sin kristendom, er vægten i missionsarbejdet for alvor blevet humanitært, socialt og filantropisk. Missionsselskaber skal ikke missionere, men være med til at skabe økonomisk og social vækst i verdens fattige lande og fremme en ligelig fordeling af verdens ressourcer, så Kristi ønske om at etablere det ideale etiske styre på jorden vil blive opfyldt. Den kirkelige vækstrate steg derfor hurtigt i midten af det 20. århundrede, hvor Det internationale Missionsråd efter 2. Verdenskrig tillagde sig karakter af et overnationalt kirkeråd. Parallelt hermed blev Kirkernes Verdensråd oprettet i 1948, som i løbet af de næste godt 10 år fik konsolideret sig på en måde, så man i 1961 kunne underlægge sig Det internationale Missionsråd. I efterkrigstiden har den økumeniske og liberalteologiske bevægelse således skabt en overnational og overkonfessionel kirkelig mastodont med nationale missionsråd, sekretariater, vellønnede stillinger og et kleresi af gejstlige repræsentanter fra alverdens lande, der samles til konferencer og møder, sidder i arbejdsgrupper og hele tiden finder på nye kirkelige projekter.
Liberalteologien fik i Danmark et modspil for hundrede år siden i form af Tidehverv. Her fandt Jens Christensen et arbejdsfællesskab, der støttede ham i hans selvopgør med den liberalteologi, som han var fostret af. For det var gået op for ham, at den måde som han siden sin ankomst til Nordvestgrænseprovinsen i 1923 havde drevet mission på, kun havde handlet om egen forfængelighed. Her gik han rundt sammen med en anden missionær på må og få og bankede på muslimernes porte for at forkynde evangeliet uden at have en menighed at henvise til. Nu indså han, at lydighed overfor missionsbefalingen betyder, at forkyndelsen sker ud fra en kirke, hvor der kan henvises til et menighedsfællesskab. For Jens Christensen var kirke og mission ét, og Gud var det eneste sande udgangspunkt for mission. Det var i sig selv svar nok for ham på spørgsmålet om, hvorfor der skal drives mission, og derfor kunne resultatet af denne lydighed da heller ikke måles i vækstrater, men som han skrev det: ”Det, at Evangeliet forkyndes alle Vegne – det er et Resultat – et Resultat af Kirkens Lydighed. Hvad Gud vil med den Forkyndelse, maa være hans egen sag”³.
.Når vi i år kan markere 1200 året for, at Ansgar kom til Danmark, så finder vi her den tradition for mission, som Jens Christense kom til at stå i. For hvad gjorde Ansgar? Han byggede kirker og oprettede omkring dem menigheder med skolevirksomhed. Og det samme gjorde Jens Christensen. Der havde da også siden midten af 1800-tallet været en britisk modbevægelse til den amerikaniserede Gudsrigesmission, hvor generalsekretæren for det britiske Church Missionary Society, Henry Venn, ønskede at missionsselskabernes primære opgave var at overflødiggøre sig selv ved at oprette selvstyrende, selvstøttende og selvudbredende kirker. Med rod i de tanker så Jens Christensen det derfor allerede som en af sine vigtigste opgaver ved sin ansættelse ved Teltmissionen at få opbygget en kirke. På baggrund af hans store forarbejde med at lave en salmebog, katekismus, ritualer, alterbog og kirkeforfatning samt oversætte bekendelsesskrifterne og det ny testamente, besluttede det lokale kirkeråd i Mardan i Nordvestgrænseprovinsen derfor også i løbet af 30’erne at bygge en kirke, der stod færdig i foråret 1939. Ved kirkens første synode i 1955 blev Pakistans lutherske Kirke en helt selvstændig kirke løsrevet fra missionsselskabet i Danmark, der på det tidspunkt havde skiftet navn til Dansk Pathanmission. En grundtanke hos Jens Christensen var, at Gud er subjekt for al forkyndelse, kirken er midlet og hedningen er målet. Der var i den henseende ikke forskel på hans kirkesyn og hans missionssyn. Han forstod nemlig kirken som en hedninge-kirke, hvor den døbte har et lige så stort behov for Guds nåde som den, der ikke er døbt. I kirken lyder forkyndelsen som en gentagelse, mens den i missionen lyder som en begyndelse. Ud fra denne evangelisk-lutherske grundtanke kan et missionsselskab og dermed en missionær ikke være subjekt for missionen, og missionæren kan derfor heller ikke have forskellige missionsmidler. Det udelukker dermed, at et missionsselskab driver institutioner og humanitært, socialt og filantropisk arbejde for ad den vej at ville udbrede kristendom. Det betyder derimod ikke, at en kirke ikke kan drive skole, børnehave, hospital eller have diakonalt arbejde, men det må aldrig ses og anvendes som midler til at forkynde.

Troslydighed og kirkelighed
Jens Christensens traditionelle og oldkirkelige syn på mission og kirke har ikke kunnet forhindre, at den liberalteologiske missionsteologi igennem de sidste hundrede år er vokset og igennem fusioneringer og samarbejdsaftaler har skabt store institutioner som for eksempel Danmission og Folkekirkens Nødhjælp. Det har desuden smittet af på folkekirken, hvor der hele tiden er bestræbelser på at få organiseret en fælles ledelse og indført en synode. Selvom disse bestræbelser endnu ikke har båret frugt og forhåbentlig aldrig kommer til det, har liberalteologer ikke desto mindre fået omformet folkekirken til en mere eller mindre hierarkisk institution, hvor forkyndelsen drukner bag det organisatoriske arbejde i menighedsråd, provstiudvalg, stiftsråd, stiftsøvrighed, menighedsrådsforening og faglige organisationer. Der tales mest om personale, bygningsmasse, organisationsopbygning, ledelse og økonomi, sådan som der foretages statistiske opgørelser over ”troens frugter” i form af antallet af besøgende ved gudstjenester, koncerter og kirkelige aktiviteter. Der er intet nyt under solen. Marie Holsts beretninger fra Teltmissionen for over hundrede år siden er et mikrokosmos i forhold til dagens folkekirke og hvad den primært beskæftiger sig med, fordi målet ikke er, at evangeliet forkyndes alle vegne, men at kirken skal vækste. Sådan kan kampen om at forhindre faldende medlemstal og kampen om at få folk ind i kirken og sognegården føre til, at præster sælger deres sjæl til fanden ved at gøre sig selv til subjekt for forkyndelsen og gøre alverdens selviscenesættende og underholdende pjat til midler for forkyndelsen. Når man eksempelvis stripper i sin præstekjole, laver altervin til shots eller udskifter alterbrød med chokoladekiks, så fjerner man jo embedets værdighed og autoritet, trækker det hellige ud af sakramenterne og støder kirkens fornuftige medlemmer fra sig.
Men kolossen på lerfødder er begyndt at vakle. I slutningen af 2025 meldte Danmission sig ud af Dansk Missionsråd og i Kristeligt Dagblads spalter har man kunnet læse om deres salg af det gamle pompøse hovedkvarter i Hellerup, der har vidnet om en tid, hvor Danmission, som tidligere hed Dansk Missionsselskab, kunne rose sig af gode vækstrater. Forklaringerne på forfaldet har handlet om verdenssituationen, forkerte budgetter, manglende arveindtægter og faldende indtægter i genbrugsbutikkerne. At der i årevis har været en stærk gruppering i Danmission, som har villet fjerne ordet mission fra organisationens navn og i det hele taget nedtone organisationens evangeliserende arbejde endnu mere end det i forvejen har været gjort igennem årtier, er nærmest ikke blevet nævnt offentligt. Men denne årelange interne strid blandt Danmissions tusinder af støtter har nu nok også haft sin betydning for den nedadgående vækst. I hvert fald vidner den interne konflikt om et nærmest forudsigeligt kollaps, fordi man i over hundrede år har forvekslet troslydighed med kirkelighed. Det har haft en indre selvmodsigelse i sig, fordi man på den ene side har hævdet at have et kristent-religiøst verdenssyn, mens man på den anden side har handlet ud fra et moderne, naturvidenskabeligt og teknokratisk verdenssyn. Man har forsøgt at skabe et helhedssyn af de to verdenssyn ved ikke at regne med Gud som subjektet for al forkyndelse, men derimod ved at se sig selv som subjektet, der kan anvende institutioner og kirkelige aktiviteter som midler for forkyndelsen. Sådan har man set – og ser – sig som subjektet for en kirkelig vækst, der ikke kun handler om organisationsopbygning, men også handler om moral og værdier, hvor man gør kristendommen til en samling etiske idealer, til et kulturanliggende, til underholdning og til religiøse oplevelser, hvor det alt sammen kan måles i antallet af deltagere, ansatte og økonomi og hvor forkyndelsen bliver sekundær.
Når man på den måde trækker et helhedssyn ned over det bibelske verdenssyn i form af et moderne verdenssyn, ender man i en kirkelighed, hvor der uundgåeligt sættes skel mellem dem ”indenfor” og ”udenfor” helheden, mellem de vakte og ikke-vakte, fordi troen differentieres ud fra menneskelig erfaring af syndens følger. Vel bliver det i dag gjort på den bløde måde, hvor man taler om at være troende, graduerer kulturkristendommen og fremhæver den gudstjenestefejrende menighed. For som vi har set det i dåbsdebatten, vil man jo ikke ekskludere nogen. Til gengæld forarges man over dem, der vil fastholde Guds inkluderende budskab, at den eneste og endegyldige frelsesvej for mennesket er igennem Kristus og hverken igennem andre religioner eller igennem kirkelige organisationer, der med forkyndelse af et socialt evangelium vil etablere et slags etisk styre på jorden. Dette helhedssyn eksisterer simpelthen ikke. Det er en løgn. I det ny testamente forkyndes Guds barmhjertighed, som noget vi modtager uforskyldt, men som Gustav Brøndsted udtrykker det i ”Kirkens Skat”⁴, hører vi også i evangeliet et mod-evangelium, der taler om ”sikre veje” til at nå den, og om "tegn", der viser, om man er frelst. Vil man kirkelighed, har ambitioner om at vække befolkningen til sand kristendom og samle kirken i en helhed, så klynger man sig udelukkende til ”de sikre veje” til at nå frelsen og ”tegnene”, der viser, om man er frelst. Man vil derfor uvilkårligt beskæftige sig nidkært med andres moralske adfærd for at fremhæve sin egen godhed.
I denne moralistiske anfægtelse af, at andre ikke er blevet fromme, vil man derfor drive dem til det ved netop at gøre sig til subjekt for forkyndelsen. Midlerne til at drive dem ”udenfor” ”indenfor” kan være forskellige. En ortodoks kirketugt er ikke lige det, der i dag hitter i den moderne folkekirke, hvor nutidens liberalteologer kan bruge mange ressourcer på at komme deres teologiske modstandere til livs i den brede folkekirkes navn. Det gøres derimod mere raffineret ved igennem kirkeskatten at liste penge ud af folks lommer og anvende pengene til aktivistiske tilbud rettet mod særligt udvalgte målgrupper i den mere velstående del af samfundet. Ja, som nu den lille familie, jeg nævnte i indledningen. Denne ressourcestærke samfundsgruppe vælger man ikke kun, fordi de møder op og tæller godt i statistikkerne, men selvfølgelig også fordi man kan få dem i samtale om kristendom. Det sidste er jo godt. Men det er ikke et argument for kirkelig aktivisme. For det er jo kun godt, hvis samtalen fra præstens side er forkyndende, og at præsten dermed ser sig som Guds middel.
Her i 1200 året for Ansgars første besøg i Danmark og 100 året for Jens Christensens ansættelse i Teltmissionen er det oplagt at besinde sig på kirkens forpligtelse til at missionere. Lad kirkelighedens kolosser falde sammen og vær i stedet for lydige mod den befaling, som Jesus gav sine disciple og os. Ja, ved at vise troslydighed vil kirkeligheden falde sammen. Det handler nemlig hverken om vores syn på Bibelen, vores syn på det moderne eller vores forsøg på at forene de to verdenssyn, men det handler om Guds syn på os som hans skabninger. Han taler til os og forpligter os på vores tro og på vores ansvar. Vi har i vores dåb fået et dobbelt borgerskab, der indebærer en dobbelt pligt. Vi har en kristen pligt som kristne og en kristen pligt som borgere. Vores kristne pligt som kristne er i lydighed at tro på Gud. Vores kristne pligt som borgere er på vores kristentro at tage vores ansvar på os som børn, forældre, ægtefæller, samfundsborgere og i det arbejde, vi nu hver især har. Den kristne borgerpligt er også en pligt til at forkynde evangeliet især for sine børn, men også overfor alle andre man møder i sit liv. Et særligt embede til at forkynde er præstens, som der derfor selvfølgelig må tage sit embede alvorligt og granske Bibelen nøje for at bringe dens sandhed videre. Det skal ikke gøres ud fra missionsselskaber og heller ikke ud fra folkekirken som en hierarkisk institution. Men fra hver enkelt kirkebygning og menighed inden for den evangelisk lutherske folkekirke skal der naturligvis forkyndes kristendom for de døbte såvel som for de ikkedøbte. Det er kirkens primære mål. For det, at evangeliet forkyndes alle vegne, er et resultat af kirkens lydighed. Hvad Gud vil med den forkyndelse, skal vi ikke spekulere i, for det er hans egen sag. Det er jo så også, hvad der forhåbentlig sker, hver eneste gang en præst sidder sammen med et par unge forældre, der skal have deres barn døbt, når præsten underviser sine konfirmander, når der er samtale med et brudepar før en vielse, når præsten samles med de pårørende til en begravelsessamtale, når præsten besøger den ensomme, den syge, den sørgende, den angrende eller når præsten bare har en samtale med et helt almindeligt folkekirkemedlem, der er præget af et modernistisk verdenssyn og derfor ikke engang er forarget over det bibelske, men blot har en ironisk distance til det. Ja, denne samtale har et godt udgangspunkt på grund af ironien, fordi forkyndelsen kan bevæge ironikeren fra det distancerede til den kristne forpligtelse. Derfor er det slet ikke så skidt, at vi har Kristeligt Dagblad og andre kristelige og teologiske tidsskrifter. For Guds veje er uransagelige. Og i en tid, hvor verdensordenen er brudt sammen og vi trues af krig, da skal vi i vished om, at Guds verden aldrig bryder sammen, drive mission og forkynde hans glædelige budskab for alle i den vide verden.

Thomas Hansen Beck

1  Gustav Brøndsted: ”To verdenssprog – to sprog”, Tidehverv, 28. årgang nr. 2-3, 4, 5-6 og 7, 1954. 
2  Karl Ove Knausgård: ”Arendal”, 2024.
3  Jens Christensen: ”Missionsproblemer”. Tidehverv, årg. 21, 1946, s. 17.
4  Gustav Brøndsted: Kirkens Skat. Hist. og Evang. p. 60f.