Af Morten Brøgger, tidehverv 2026, nr. 3, s. 29 - 30

Hvornår er noget teologi i kristen forstand, og hvornår er det religionsvidenskab, og hvornår er det tankeløs snak? Bør man ikke prøve at afklare de to første spørgsmål, før man begiver sig ud i sidstnævnte?

En nylig samtale med en teologistuderende fik mig til at overveje de to første spørgsmål. På teologistudiets første del undervises der blandt andet i dogmatik efter den tysk-østrigske teolog Christian Danz’ bog Indføring i den evangeliske dogmatik. Jeg har i skrivende stund desværre ikke bogen i hånden, men ud fra gengivelser af tankegangen i den, samt beskrivelsen af bogen på forlagets hjemmeside, synes dens fremstilling af dogmatikken at ligge i forlængelse af Friedrich Schleiermacher. Forlaget skriver, at der i bogen fremføres ”en opfattelse af dogmatikken som en fremstilling og udfoldelse af den kristne tro som den hændelse, hvor mennesket forstår sig selv i sin endelighed og i sin historicitet og således afklares i sit forhold til Gud”.

For Schleiermacher var teologiens genstand fromheden, defineret som menneskets følelse af absolut afhængighed. Dogmatikkens og teologiens genstand var dermed mennesket og nærmere betegnet menneskets religiøsitet. Teologien skulle udfolde, systematisere og beskrive menneskets tro, fromhed, dets religiøse følelse. Jesus Kristus blev forstået som den, der åbenbarede den religiøse bevidsthed. Teologien var i den forstand religionsvidenskab, at den med de videnskaben til rådighed stående midler beskæftigede sig med menneskets religiøsitet. Hvad der forenede de forskellige fag til en samlet teologisk disciplin, var deres bundethed til kirken og dens forkyndelse og bekendelse, uden denne fælles forbindelse ville fagene sprede sig og høre hjemme i de forskellige humanistiske discipliner.

Hvis den herskende teologiforståelse i dag er beslægtet med Schleiermachers, kan man spørge om, hvilken begrundelse der findes for at opretholde et teologisk fakultet, ja en teologisk uddannelse, hvis man samtidig fastholder en fuldstændig konfessionsløs og af kirken uafhængig disciplin. På Aarhus Universitet er teologi som bekendt blevet flyttet til det humanistiske fakultet (”Arts”), om end man dér stadig har en teologisk afdeling under Institut for Kultur og Samfund.

Schleiermachers forståelse af teologi kom til at præge de følgende generationer. Men med blandt andre Karl Barth og Friedrich Gogarten skete der en delvis nyorientering. Delvis skriver jeg, fordi deres brud med den schleiermacherske teologi aldrig slog alment igennem, om end de fik stor indflydelse. Mange teologer fortsatte ad de allerede udstukne linjer. I modsætning til den schleiermacherske teologi tog Barth ikke sit udgangspunkt i mennesket, dets fromhed, dets tro eller lignende, men i Skriften. Bag den analyse af menneskets situation, som han indleder sin programmatiske artikel Das Wort Gottes als Aufgabe der Theologie med, ifølge hvilken mennesket er sig selv en uløselig gåde, der derfor er i en eksistenskrise, som det ikke selv kan hæve, ligger Det nye Testamentes forkyndelse af inkarnationen, som den blandt andet bevidnes i Johannesevangeliet: Ordet var Gud. Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed. Det er i kraft af dette vidnesbyrd, at han kan beskrive menneskets situation sådan, at mennesket er sig selv et spørgsmål, som det ikke selv kan besvare. Og at alt hvad mennesket formår, det være inden for videnskab, kunst og religion, aldrig når længere end til næstsidste, ufuldkomne svar, bag hvilket det altomvæltende spørgsmål og svar findes. ”Gådens løsning; svaret på spørgsmålet, eksistenskrisens afslutning er den absolut nye begivenhed, at det umulige selv bliver det mulige, døden livet, evigheden tid, Gud menneske. En ny begivenhed, hvortil ingen vej fører, for hvilken mennesket intet organ har. For vejen og organet er selv det nye, åbenbaringen og troen, at det nye menneske bliver set og ser.” (165)

Teologi kan derfor for Barth ikke være udfoldelsen og beskrivelsen af menneskets religiøsitet. ”Jeg anser ikke Schleiermacher med al skyldig respekt for genialiteten i hans livsværk for en god teologisk læremester, fordi det hos ham, så vidt jeg kan se, på en skæbnesvanger måde forbliver uklart, at mennesket som menneske er i krise og tilmed i udvejsløs krise, uklart at hele summen af såkaldt religion, også kristen religion, har del i denne krise, og derfor også uklart, at det at tale om Gud vil sige noget andet end at tale om mennesket i en noget ophøjet tone.” (164) Teologien, hvis opgave er den givet af Guds ord (Bibelens/kirkens vidnesbyrd), skal derfor heller ikke opkaste sig til profet, men holde bevidstheden vågen om, at alle menneskelige bestræbelser – også de teologiske – aldrig kan nå længere end at pege hen på, vidne om Guds eget ord. Teologien er som dogmatik en uegentlig tale om Gud, da den objektiviserer Gud. Den er som negativ teologi, der viser menneskets begrænsethed, kun et stød frem mod den grænse, bag hvilken Gud selv tager til orde. Altså må vi være skriftteologer, konkluderer Barth: Tro på de første vidners vidnesbyrd, vidne om deres vidnesbyrd. ”Vi skal som teologer tale om Gud. Men vi er mennesker og kan som sådanne ikke tale om Gud. Vi skal vide begge dele, vores skullen og ikke-kunnen, og netop dermed give Gud æren.” (158) Så kan det ske, ”at Guds ord, som vi aldrig kommer til at udsige, har taget vores svaghed og forvendthed på sig, så at vores ord i dets svaghed og forvendthed er blevet i stand til i det mindste at være svøb og jordisk lerkar for Guds ord.” (178) Hvorvidt sognepræst Marie Høgh abonnerer på den schleiermacherske eller den barthske forståelse af teologi står hen i det uvisse at dømme efter en kommentar om dåben i Kristeligt Dagblad (2.1.2026), hvori hun både får erklæret dåben for et mysterium som ikke kan defineres af menneskelige ord (in casu takkebønnen) og samtidig selv definerer dåben som en forkyndelse af, at man allerede er Guds barn før dåben (og derfor bestemt ikke bliver det i dåben). På en ironisk ydmyg (hun kalder sig selv for wienerbrødsgrundtvigianer) og dog nedladende facon vil Marie Høgh tage brodden ud af den forventede beskyldning om, at hun ikke skulle tage syndefaldet alvorligt nok. Hun laver en stråmand ud af sin modstanders synspunkt (at vi i dåben bliver Guds børn), når hun hævder, at synspunktet skulle bestå i, at præsten ”ved dåbens ord og vand kan trylle nogen om til at ”blive Guds barn””.

At hun skriver i en avis, er vel ikke en undskyldning for, at hun ikke gider at argumentere og ender med blot at udslynge nogle påstande om, hvad hun tror er tilfældet: ”Jeg tror på, at Gud er større end synderens smålige spekulationer om, hvem der frelses, og hvem der går fortabt. … Vi må tro, at Gud altid elsker den yderste mulighed frem og åbner evangeliets lyssti for dig, fordi vi i dåben får at vide, at vi er Guds børn. Men det betyder altså ikke, at vi ikke var det i forvejen.” Ja så! Marie Høghs kække aviskommentar ligner grangiveligt vådt wienerbrød i sin snaksomme tankeløshed.

Tager vi igen Johannesevangeliet, er det tydeligt, at vi ikke er Guds børn ved fødslen, men alene ved forholdet til Kristus: ”Alle dem, der tog imod ham, gav han ret til at blive Guds børn, dem, der tror på hans navn; de er ikke født af blod, ikke af køds vilje, ikke af mands vilje, men af Gud.” Tilsagnet i den nuværende takkebøn, hvor det siges, at den døbte bliver Guds barn i dåben, er heller ikke grebet ud af den blå luft, men bygger på vidnesbyrdene om dåb i Det nye Testamente som tegnet på og som den handling, hvorved man blev knyttet sammen med Kristus og fik barnekår (Rom 6, Gal 3) og modtog syndernes forladelse og Helligånden (ApG 2 m.fl.).

En redelig teologi, der må ligge til grund for liturgien, kan derfor ikke nøjes med at sige, at dåben er et mysterium, hvorefter den enkelte præst så i øvrigt efter egen smag kan udtrykke sin personlige dåbsforståelse i en omformuleret takkebøn. Men teologien i de liturgiske udsagn må tale klart om, hvad skriften vidner om dåben og dens betydning. Og så må vi øvrigt vide, at det ikke er liturgiens ord, der udvirker, hvad dåben skal udvirke, det er heller ikke vandet i sig selv. Men dåbens vand og de ord, hvormed vi døber, udvirker kun barnekår, syndsforladelse og helligåndsindgydelse i den døbte, dersom Gud selv tager vores dåb op og gør den til sin handling. Derfor døber vi på hans befaling og løfte.

(Citater af Barth er gengivet i min oversættelse fra artikelsamlingen: Das Wort Gottes und die Theologie, München 1925).

Morten Brøgger