Af Katrine Winkel Holm, tidehverv 2026, nr. 6, s. 85 - 87

”Det nytter at svare”. Sådan lød det fra formanden for dåbskommissionen i november sidste år i Kristeligt Dagblad. Anledningen til dette udsagn var høringen om dåbskommissionens arbejde.

Høringsfristen udløb 31. december, og Thomas Reinholdt Rasmussen kom derfor en måned før med en peptalk, der skulle få flere til at give sig i kast med den bøvlede og langsommelige proces, det var at udforme et høringssvar på folkekirkens intranet. For det betød virkelig noget, hvad der blev svaret, måtte vi forstå. Samtidig fik vi at vide, at resultaterne af ”den samlede høring” ville blive præsenteret 7. marts 2026 på en stor konference. Herefter, lød det fra kommissionsformanden, ”er det planen, at kommissionen går tilbage til arbejdet med ny og klar retning.”

Hvad skete der så med høringssvarene? Det må man nok spørge her snart seks måneder efter høringsfristens udløb og fire måneder efter, at vi alle skulle have fået kendskab til dem.

På konferencen 7. marts blev kun en flig af svarenes indhold løftet, og vi fik af vide, at der ”var størst interesse for at bevare vores nuværende dåbsritual med den struktur det har, og med fastholdelse af takkebønnen fra 1912”. Det var en glædelig og tankevækkende nyhed. Men efter denne udmelding, der tydede på en stærk konservativ, ritualbevarende tendens i høringssvarene, er der blevet helt stille omkring dem. Selv i skrivende stund midt i maj har vi ikke fået et fuldt overblik over høringssvarene, og ingen taler om dem.

En af forklaringerne er, som jeg har forstået det, en regulær bommert. Kommissionen glemte at bede svargiverne om lov til at offentliggøre deres høringssvar. Derfor er det ifølge en EU-regel ulovligt at gøre svarene offentligt tilgængelige. På grund af den brøler er det kun de få ansatte ved FUV, der er blevet betroet opgaven, der har adgang til materialet. Disse medarbejdere sidder dermed med et de facto fortolkningsmonopol. Dog er vi blevet lovet, at der vil blive præsenteret en rapport om høringssvarene, der vil give os andre dødelige et grundigt indblik i høringssvarene.

Meldingen lød, at rapporten ville være tilgængelig i begyndelsen af maj. Det er ikke sket, for arbejdet trækker ud, fordi mængden af høringssvar har været langt større end forventet. De FUV-ansatte har angiveligt heller ikke tid (eller lyst?) til at stille op til en konference, der skulle gøre offentligheden klogere på høringssvarene samt give plads til den teologiske debat.

Når alt er forsinket og presset af tid, skyldes det et andet forhold: Kommissionen er underkastet en stram tidsfrist. I 2027 skal det nye ritual autoriseres ifølge kirkeministeriet. Det skal åbenbart gå stærkt, når hellige sakramente skal laves om, og vi ikke længere bliver til Guds børn i dåben. Hvorfor et nyt ritual partout skal presses igennem, er uklart og naturligvis helt uholdbart, hvis det betyder, at arbejdet ikke gøres grundigt, og at høringssvarene ikke kommer til at indgå i arbejdet og dermed i kommissionens overvejelser om, hvorvidt der overhovedet er behov for et nyt ritual.

Skyldes travlheden mon, at man er utålmodig efter at gå videre med næste udvandingsprojekt: Opløsningen af vielsesritualet til et potentielt kønsneutralt ritual? Et projekt som biskopperne allerede har bedt det nyoprettede Liturgisk Forum om at give et bud på. Vi véd det ikke, kun at man i de høje haller har lagt en tidsplan, der ser ud til at være hellig.

De mange, der har fulgt kommissionsformandens opfordring og tænkt, at det var vigtigt at give sit besyv med, må efterhånden stille sig selv det spørgsmål: Nyttede det overhovedet noget at indgive et høringssvar? I sommeren 2025 blev vigtigheden af høringssvarene ellers stærkt betonet af Thomas Reinholdt Rasmussen: ”Hvis et markant flertal af præster og folkekirkemedlemmer ønsker at bevare det nuværende dåbsritual, kan dåbskommissionen lukke sit arbejde ned.”(KD 21/7 2025). Mange opfattede høringen som en mulighed for at stå vagt om dåben og indgav af den grund et høringssvar. Sådan opfattede jeg det selv, og jeg blev derfor rystet, da jeg for nylig citerede ovenstående for en person med kendskab til kommissionens arbejde og blev mødt af følgende reaktion: ”Nå ja, det er bare sådan noget man siger”. Underforstået: Selvfølgelig tager kommissionen kun i begrænset omfang hensynet til høringssvarene. Muligvis er min kilde helt galt afmarcheret og har misforstået alting. Men man sidder unægteligt tilbage med en ubehagelig fornemmelse af, at stærke kræfter i kommissionen kun ønsker at tage hensyn til høringssvarene, hvis de styrker den position som Københavns biskop har indtaget sammen med Christiane Gammeltoft-Hansen: At Frederiksberg-ritualets ulutherske vandingsvelsignelse skal lyses i kuld og køn som et ritual for dåbens sakramente.

Mens dåbskommissionen fortsætter sit arbejde tilsyneladende uanfægtet af høringssvarene, springer et andet forhold i øjnene: Fraværet af en teologisk debat, hvori hovedaktørerne i kommissionen offentligt svarer på den megen teologiske kritik, som deres midtvejsrapport er blevet mødt med.

Motoren bag ønsket om dåbsændringerne er, som alle kendere ved, Københavns biskop Peter Skov-Jakobsen og provst Christiane Gammeltoft-Hansen. Sidstnævnte har indført et hjemmelavet dåbsritual først i Lindevang kirke siden på hele Frederiksberg, der er blevet accepteret af Københavns biskop. Alligevel har de to været stort set tavse i den offentlige drøftelse af midtvejsrapporternes dåbskollekter og øvrige ændringsforslag.

På møder i Roskilde Stift har Christiane Gammeltoft-Hansen informeret om kommissionens arbejde – møder hvor man med omhu havde sørget for at udelukke egentlig teologisk debat. På konferencen 7. marts, hvor der blev fremført teologisk kritik af Frederiksberg-ritualet og dermed af Midtvejsrapportens model II og III, tog hverken biskoppen eller Gammeltoft-Hansen ordet. Tavsheden har været sigende.

Så meget mere interessant var det for mig at få mulighed for at diskutere sagen med Christiane Gammeltoft-Hansen 6. maj i Trosforum på Det Teologiske Fakultet på Københavns Universitet. I mit indlæg henviste jeg til hendes egen begrundelse for at lave et nyt dåbsritual på Frederiksberg, sådan som det kom til udtryk i artikel i 2019 (KD 16/1 2019):

”Vi har fundet det nødvendigt at gøre op med den tanke, som der gives udtryk for i den gældende dåbsbøn – der kom med i dåbsritualet i 1912 – at kun døbte hører Gud til. I stedet har vi arbejdet ud fra en dåbsteologi, der siger, at Guds kærlighed rækker ud til alle, og hvor dåben bekræfter den kærlighed, der allerede er.”

Denne tekst, som Gammeltoft-Hansen er medforfatter på, viser dels, at man ønskede et direkte opgør med den nuværende dåbskollekts kerneudsagn, dels at man forstår dåben som bekræftelse, ikke som en adoption med et før og efter, sådan som det siges så klart i den nuværende dåbskollekt. Derfor er det ikke overraskende at dåben bliver til et bekræftelsesritual i deres ritual, dvs. en konfirmation tilsat vand i håret, en ændring, der skyldes den stærke antisakramentale tendens, der er i Frederiksberg-ritualet og i adskillige af Midtvejsrapportens kollekter. Mest markant ser man det i rapportens kollekt F, bedre kendt som potteplantekollekten, fordi vand og kærlighed her uden ophør strømmer over barnet fra kærligheds kildevæld, uden at ord som ”skyld”, ”syndernes forladelse” eller ”evigt liv” overhovedet forekommer. Det er tydeligvis ikke skyggen af mørke hos det uskyldige, lille barn, der derfor ikke skal have tilgivet sine synder i denne kollekt, der ligger langt tættere på Rousseau end på Paulus.

Gammeltoft-Hansens reaktion på mit oplæg var overraskende. I stedet for at forsvare sine udsagn og udråbe mig til en intolerant mørkemand (eller kvinde) forsøgte hun af al magt at løbe fra sin egen position. Hun hævdede hårdnakket, at kollekten udtrykte det samme som Peter Madsens; der var blot tale om sproglige ændringer. Den ovenfor citerede artikels indhold ville hun nødigt vedkende sig og opfattede det tydeligvis som dårlig stil, at jeg forsøgte at holde hende fast på hendes egne formuleringer. At betegne hendes synspunkt som antisakramentalt, sådan som jeg gjorde, var ifølge hende intet mindre end ”usympatisk”. Jeg måtte forstå, at hun nemlig som Paulus, Luther og Grundtvig sandelig også mente, at man blev Guds barn i dåben. Det var bare vigtigt at slå fast, at vi alle allerede er født som Guds børn før dåben. Med andre ord: Vi er født som Guds børn, og vi bliver samtidig Guds børn i dåben. Det udsagn hænger jo ganske enkelt ikke sammen. Man må beslutte sig for at mene enten det ene eller det andet, for at en teologisk samtale kan foregå. Og være redelig nok til at vedkende sig sine egne udtalelser og holdninger. Tidligere har hun da også være langt mere klar i mælet, som da hun i 2018 over for kritikere understregede at dåben stadig har relevans, når den ”ikke betyder, at vi i den bliver Guds børn,” sådan som det er tilfældet i Frederiksberg-ritualet. Her ”åbner og udfolder dåben for os, hvad det vil sige at leve som Guds børn.” (KD 7/7 2018) Her stod Gammeltoft-Hansen altså ved, at dåben i Frederiksberg-ritualet er en pædagogisk udfoldelse af, hvordan vi skal leve som de Guds børn, som vi hele tiden har været. Det vil sige, at sakramentet ikke fører til et statusskift, og dåbens drama, der fører mennesket fra dødens mørke til nådens lys, er fraværende og er blevet reduceret til en sentimental kærlighedspeptalk. Antisakramental er en blid betegnelse for dette ritual, der fjerner dåbens trøst og evangelium.

Når man på eget initiativ påtager sig at lave en reformation af dåbens sakramente i den danske folkekirke, hvor dåben ikke mindst siden Grundtvigs dage, er blevet taget særdeles alvorligt, må man forudse kritik. Af samme grund må man være rede til at stille op til åben debat og stå teologisk til regnskab for de ændringer, man vil indføre i den evangelisk-lutherske kirke her i landet. Lysten til det er meget lille hos de aktuelle dåbsreformatorer i dåbskommissionen. Biskop Peter Skov-Jakobsen, efterfølger til Peter Madsen, som fik udformet de smukke, klare og langtidsholdbare ritualer i 1912, er påfaldende tavs i offentligheden. Jeg gætter på, at tavsheden fortsætter. Peter Skov-Jakobsen ser ud til at foretrække at udøve sin fløjlsmavede indflydelse bag lukkede døre. Gammeltoft-Hansen stiller næppe op til debat igen. Og hvorfor skulle de? Det er langt lettere at presse sin vilje igennem ved et mødebord i dåbskommissionen end at stå til regnskab for dubiøse, teologiske udsagn i offentligheden.

Og høringssvarene – nyttede de noget? Svaret blafrer unægteligt i vinden.

Katrine Winkel Holm