Af Agnete Raahauge, tidehverv 2026, nr. 7, s. 105-106

”Jeg bliver da også forarget!” sagde kirkeminister Ida Auken besværgende til Deadlines studievært Christian Bennike den 22. juni. Forargelsen gjaldt dette blads medudgiver Jesper Bacher, som havde forklaret sit nej til at vie homoseksuelle med manglen på hjemmel i Biblen. Christian Bennike, hvis viden om emnet var lige så lille som hans aggressive kritik var stor, havde bedt Auken svare på, hvordan hun som kirkeminister kunne kritisere muslimer for ikke at ville give hånd til kvinder, når hun ikke samtidig skred ind over for de præster i folkekirken, der ikke vil vie homoseksuelle. Underforstået: når præster ikke vil vie homoseksuelle, er det udtryk for den samme intolerance som muslimers nej til at give kvinder hånd, ja, som muslimers intolerance over for homoseksuelle. Ida Auken forsvarede sig med traditionen for folkekirkelig rummelighed og for, at kirkeministeren ikke skal blande sig i kirkens indre anliggender, men samtidig skurede hun sit image rent ved at bekende sig til den gode tone: at hun da også var forarget over Jesper Bacher, og at hun, hvis biskopperne tog initiativet, var med på at kræve vielse af samkønnede af alle præster. Men havde Jesper Bacher da udtalt sig nedsættende om homoseksuelles kærlighed til hinanden?
 Nej – det havde han ikke. 
Havde han hævdet, at det burde forbydes homoseksuelle at leve sammen? 
Nej, når han forklarede sig med, at han ikke har hjemmel i Biblen til at vie to af samme køn, så er det hjemlen for, at ægteskabet har en særlig status, han henviste til.

Biblens hjemmel for ægteskabets velsignelse er ordene fra Genesis kapitel 1 og 2, som Jesus i Matthæusevangeliet kapitel 19 henviser til: ”Har I ikke hørt, at Skaberen fra begyndelsen skabte dem som mand og kvinde og sagde: ”Derfor forlader en mand sin far og mor og binder sig til sin hustru, og de to skal blive eet kød.””

Og hvis kirkeministeren – og journalisten – ikke var besat af hellig forargelse, ville selv de kunne forstå, at det, som det drejer sig om for os modstandere af at vie samkønnede, ikke er vurderingen af homoseksuelles gensidige kærlighed, men spørgsmålet om, hvad ægteskabet er – bibelsk, men også historisk. Det er vi nogle, der har gentaget så ofte de sidste par årtier, at man skulle mene, det havde haft en chance for at trænge gennem det tommetykke ørevoks af forargede anklager for intolerance. For selvfølgelig er det ikke intolerance at skelne mellem ægteskabet og andre former for samlivsforhold. For dermed er jo ikke sagt, at man ikke vil tåle homoseksuelles samliv. Men der er sagt, at et homoseksuelt forhold ikke er det samme som et ægteskab. Bibelsk er ægteskabet den gudgivne ordning til opretholdelse af slægten. ”Gud skabte mennesket i sit billede; i Guds billede skabte han dem, som mand og kvinde skabte han dem. Og Gud velsignede dem og sagde: ”Bliv frugtbare og talrige…” Og det er og bliver nu engang kun forholdet mellem mand og kvinde, der kan blive til nyt liv. Derfor har ægteskabet også historisk set altid været forstået som en institution til værn om det familiestiftende forhold mellem mand og kvinde, og indtil for en tyvetredive år siden var det ikke en påstand, som nogen ville tage anstød af. Men siden ægteskabet i 2012 blev omdefineret til at være kønsneutralt, er forargelsen over os, der holder fast i den årtusinder gamle teologiske og historiske forståelse af ægteskabet, blevet tiltagende skinger. Den er blevet en så hellig forargelse, at det åbenbart betragtes som en skamplet på folkekirkens gode navn og rygte, at der stadig findes præster som os i den. Hvad ligger der bag denne hellige forargelse? Ja, det røbede Ida Auken såmænd i interviewet i Deadline, hvor hun gentog det overfladiske teologiske argument for kønsneutralt ægteskab, som hun tidligere havde lanceret i en kronik i Kristeligt Dagblad den 26. april 2024. 
I Deadline kaldte Ida Auken Jesper Bachers redegørelse for dårlig teologi. Iflg. Ida Auken skal ægteskabet nemlig forstås ud fra Paulus ord fra Galaterbrevet: ”Her kommer det ikke an på at være jøde eller græker, på at være træl eller fri, på at være mand eller kvinde, for I er alle én i Kristus Jesus.” Nu ser Ida Auken meget bekvemt bort fra, at Paulus bemeldte sted i Galaterbrevet ikke taler om ægteskabet, men om troen og dåben. ”For I er alle Guds børn ved troen, i Kristus Jesus. Alle I, der er døbt til Kristus, har jo iklædt jer Kristus. Her kommer det ikke an på at være jøde eller græker…” Men det glædelige budskab, som Paulus her prædiker, at vi bliver retfærdige overfor Gud ved troen, i Kristus, og ikke ved loven; at vores retfærdiggørelse ikke afhænger af, om vi er mand eller kvinde, jøde eller græker, men alene af Kristi gerning for os – det ophæver ikke, at vi i vores jordiske liv stadig er mand og kvinde, jøde eller græker. At ægteskabet mellem mand og kvinde stadig er Guds gode ordning for det jordiske liv, fordi retfærdiggørelsen ved troen på Kristus ikke har til følge, at børn springer ud af panden på os, men tværtimod genindsætter os i det gode taknemmelighedens forhold til vores skaber, som ikke straffede syndefaldet ved at gøre os kønsløse og golde, men stadig her i det jordiske liv lod sine menneskeskabninger beholde den gudbilledlighed, at mand og kvinde i fællesskab kan skabe nyt liv; som lod os beholde ægteskabets velsignelse. Ida Auken har ære af, at hun på trods af woke ateisters forargelse bliver ved med at hævde kristendommens betydning for Europas frihed fra hellige loves tyranni. At vi gøres retfærdige ved tro på Kristus, er forudsætningen for, at vi kan give kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er. Derfor farer vi ikke frem mod homoseksuelle i Guds navn, som Islam gør, for hetero eller homoseksuel – vi er hver især den synder, som Kristus har givet sit liv for; ethvert menneske er den næste, som jeg er skyldig at elske. Men det betyder ikke, at vi ikke stadig skal skønne på Guds gode ordning, ægteskabet. Når Ida Auken bruger Paulus' ord til at ophæve ægteskabet ved at erklære alle givne ordninger for jordelivet for udslettede, demonstrerer hun sin egen dårlige teologi – at hun ikke forstå at skelne mellem regimenterne, mellem den åndelige frihed i Kristus, og vort jordiske livs bundethed til det givne. Hendes teologi viser sig at være en radikal antinomisme, som misbruger evangeliet til at erklære det jordiske liv for en tabula rasa, et forskelsløst tohu wa bohu, hvor intet er givet, men det er os selv, der skaber virkelighedens eller tilværelsens orden. På den måde rydder hun grunden for tidens hellige lov om, at vi har ret til at være vor egen identitets skabere; ret til at forarges på enhver skranke for udfoldelsen af min identitet. Det har glædet mig, at Ida Auken er blevet oprigtigt vred over de muslimske mænd, der ikke vil give hende hånd, fordi hun er kvinde, og dermed forhåbentlig vil blive mere og mere opmærksom på islams uforenelighed med den kristne vestlige kultur. Imidlertid er hun med sin radikale antinomisme selv med til at gøde jorden for en ny hellig lov, den forskelsløse ligheds lov, som man bekender sig til ved at forarges over den gudskabte virkelighed – at der skal to køn til for at skabe nyt liv. 

Agnete Raahauge