TIDEHVERV - Bladet udkom første gang okt. 1926

Det følsomme universitet

Af Carsten Breengaard, Tidehverv, 2005, s.178-188.

- Fra ånd og sandhed til følelse og magt - Tidehvervs Sommermøde 2004.

Det er min påstand, at man ved universiteterne - i hvert fald ved landets ældste og fornemste, Københavns Universitet - i disse år har slået porten op for en række tendenser, som hastigt er i gang med at udfordre såvel den faglighed, der alene giver universitetet mening, som de retssikkerheds-garantier, der er nødvendige for forskere, der skal være forpligtet alene på ånd og sandhed.

Ja, det kan måske lyde lidt voldsomt, så derfor vil jeg begynde med en case, som det vist hedder, dvs. med et stykke erfaring. Ser man på tidens almindelige tilgang til, ja, jeg havde nær sagt virkeligheden - men min pointe er netop, at det ikke er virkeligheden - så er den ganske modsat. Man begynder i teorien eller i ideologien, hvorved der kun bliver to muligheder: at virkeligheden kun bruges til en tilrettelagt illustration af det teoretisk-ideologiske udgangspunkt - hvad der fagligt er fusk - eller et forsøg på at bringe virkeligheden i overensstemmelse med ideologien - hvad der er politik, og i yderste, men desværre alt for nærliggende, konsekvens er tyranni. Jeg vil kort sagt tage udgangspunkt i en meget konkret dokumentation af den virkelighed, som den universitetsideologi, der blomstrer for tiden, skaber. Det er på frugterne, et træ skal kendes.

 *

Jeg vil gerne gøre en forbemærkning til. Måske skulle den først placeres som en del af konklusionen, men den er desværre nødvendig her. Som jeg skal vende tilbage til, er det min opfattelse, at et af det moderne universitets plager er, at det brede kulturfænomen, som man kalder offeridentiteten, har bredt sig også til universitetet. Men ved at pege på dette forhold har jeg naturligvis, fordi jeg som sagt vil tage udgangspunkt i en erfaring, placeret mig et problematisk sted. Nemlig under mistanke for at ville fremstille mig som et offer for offerideologien. Men måske er en sådan karakteristik i virkeligheden uundgåelig på offerideologiens egne præmisser. For man kan måske tale om en konsekvens af offertankens selvoptagethed, som den i sin narcissisme ikke helt har formået at registrere. Nemlig, at vi er inde i en ideologi, som i sin ekstreme koncentration om følelser grundlæggende producerer netop de negative forhold, ideologien påstår at være et opgør med. Insisteren på sig selv som offer pådutter nemlig andre en rolle som skyldige. Ganske som insisteren på individualistisk frihed eller ubundet selvrealisation uundgåeligt løber ud i tyrannisering af andre. Insisteren på egne følelsers ret fører kun ét sted hen, nemlig til en fornægtelse af eller måske rettere krænkelse af andres følelser.

For så vidt er problemet slet ikke nyt, men har sit udspring i Oplysningstiden. Efter at man dér undfangede den idé, at det var ufrihed at være bundet til noget uden for sig selv, og derfor placerede individualiteten - samlet i følelsen - som det ultimative kriterium for sandhed, har man været i besiddelse af det fuldkomne middel til at tyrannisere andre. For da min følelse altid er sand, gælder det om at komme først på banen. Føl noget, så har du krammet på de andre! - Da jeg var ung sagde politikere 'jeg mener' eller 'det er min opfattelse'; nu siger Poul Nyrup Rasmussen og mange med ham 'jeg føler'. Og mens man kan takle en 'mening' eller en 'opfattelse' intellektuelt og dermed også evt. intellektuelt tilbagevise den, så kan man selvfølgelig ikke stille det fjerneste op, hvis Poul Nyrup nu engang 'føler' sådan eller sådan. Man kan netop ikke engang sige, 'jamen jeg føler nu sådan eller sådan', for at sige noget sådant vil blive opfattet som 'ufølsomt'. Den, der først spiller følelseskortet ud, har vundet. Og det er jo en enfoldig lære, som hurtigt kan læres af dem, der er interesseret i magt over andre.

*

Og så til casen. Som kristendomshistoriker ansat i mere end 30 år ved Institut for Religionshistorie ved Københavns Universitet har jeg selvsagt gjort mig mine erfaringer med forholdet mellem den såkaldt humanistiske, almindelige og sammenlignende religionshistorie og teologi. Mens teologi ikke har haft megen opmærksomhed rettet mod den humanistiske religionshistorie - hvad den måske burde have haft, fordi den vel så havde haft lettere ved at undgå selv at blive humanistisk religionshistorie - har religionshistorien i stadig stigende grad haft fokus på teologi. Et virkelig forunderligt forhold: i en periode, hvor teologien er blevet mindre og mindre teologi og mere og mere almindelig humanistisk religionshistorie, dér er religionshistorien blevet besat af forestillingen om teologien som det store anti-humanistiske dyr. Et i sandhed talende vidnesbyrd om den humanistiske religionshistories ideologisk betingede erfaringsresistens. Et kraftfuldt eksempel: Da jeg indtil flere gange var blevet betydet, at universitetslærere ved danske religionshistoriske institutter burde være medlemmer af den danske underafdeling af 'Internationale Religionshistorikere', meldte jeg mig for tre år siden ind for at kunne deltage i det årlige plenummøde. Dagen efter mødet meldte jeg mig imidlertid ud igen, fordi jeg på mødet erfarede, at jeg var kommet ind i en sekt, der til fulde udfoldede alle en sekts karakteristika: Massive fjendebilleder, herunder en selvforståelse som offer for en grusom magtfuld og dominerende institution. Fjenden var kristendommen, men måske nok i særlig grad Luther, og den grusomt magtfulde og dominerende institution var folkekirken, som sad - nærmest totalt, forstod man - på samfundsdebatten og på forståelsen af, hvad det vil sige at være dansk. Folkekirken og luthersk kristendom havde for disse religionshistoriske forskere, der strengt taget burde forventes at kunne skelne mellem empiri og fikse ideer, en sindsoprivende udemokratisk magtposition. Som det kan høres, er religionshistorikernes univers præget af den ordinære, tidstypiske opfattelse, at den politiske dagsorden i et moderne demokrati bør stilles af mindretallene og ikke af flertallene. Mindretallene er nemlig pr. religionshistorisk definition ofre, og flertallene pr. tilsvarende definition dominante, intolerante, ja, ikke sjældent voldelige; dybt skyldige i alle mulige nederdrægtigheder.

*

Denne virkelighedsforståelses mest højrøstede repræsentant er i disse år den humanistiske religionshistoriker Mikael Rothstein, der kan give forståelsen ekstra drive, fordi han ubetvivleligt forstår sig som mindretal og grundlæggende har sin identitet konstitueret af offerforestillinger. Han føler sig tydeligvis personligt fornærmet af, at kristendommen har været længere i Danmark end hans egen æt, og det med ætten får ham så yderligere til at føle sig som et kvalificeret offer for folkekirkens kirkefader, antisemitten Martin Luther. Men for Mikael Rothstein var Luther ikke blot antisemit, han var også misogyn. Den humanistiske religionshistoriker kan derfor kort sammenfatte Luthers betydning i ordene: 'Den misogyne antisemit Martin Luther' og afslører dermed sig selv ikke som historiker, men som ideolog bestemt af tidens banaleste ideer.

Ja, i virkeligheden langt værre. Når Rothstein sætter ordene antisemit og misogyn i spil, er det naturligvis både et hysterisk forsøg på at iføre sig en minoritets-offerrolle, der udpeger en forbindelse mellem Luther og Auschwitz, og et kælent forsøg på at skaffe sig sympati hos tidens mest politisk-korrekte ideologi: de såkaldt kvindelige værdier.

Mentalitets- og ideologihistorisk er Rothsteins karakteristik af Luther fantastisk interessant. Sidste efterår (2003) var det hundredåret for Otto Weiningers selvmord, og det var der selvfølgelig ingen, der bemærkede, fordi Weiningers to anliggender - opgøret med jøden og opgøret med kvinden - ligger dybt begravet under de mest cementerede tabuer, vi har. Vi har i år på universitetet set et helt barokt eksempel på det følsomme hysteri vedr. det første af Weiningers anliggender. En kvindelig Ph.D.'ers totalt uhistoriske, men særdeles følelsesfulde - læs: forargede - læsning af en 40 år gammel tekst af Søren Krarup. Det skulle vel være muligt at beskæftige sig med jøden i europæisk kulturhistorisk perspektiv, uden at følsomme universitetsfolk og ditto politikere pådutter en skyld og ansvar for alt det, jøder notorisk har været ofre for. Man burde vel kunne beskæftige sig kulturanalytisk med jødeproblematik uden personligt at skulle stå til regnskab for nazismens forbrydelser; det må vel være muligt, al den stund Weininger selv var jøde. Men det er det altså ikke. Man må ganske vist gerne på venstrefløjen prise den terroristiske og korrupte palæstinensiske politik, der som arabisk anti-zionisme helt konkret har de nazistiske rødder i orden, men europæiske kulturhistoriske og teologihistoriske studier over 'jøden', det må man altså ikke. I hvert fald ikke på universitetet. - Og vedrørende Weiningers kvindebetragtninger er situationen jo den, at 'kvinden' - altså kvinden i Weiningers forstand: som platonsk idé, dvs. 'kvinden' som en bestemt ideologi, der bæres frem af både kvinder og mænd - har 'sejret ad helvede til'. Men åbenbart har ikke engang denne totale sejr udstyret 'kvindeligheden' med et passende storsind. Storsind er for Weininger en etisk kategori og som sådan ikke kvindelig. For Weininger er kvindelighed 'ren følelse', og den sigter kun på at sætte egen følelse igennem. Følelsen vil have magt. At modsige 'kvindeligheden' aktualiserer straks min skyldighed i århundreders kvinde-ofre. At Luther er misogyn, er derfor en anklage af de virkelig alvorlige. Også for mig, der er lutheraner. Og det er nok i virkeligheden dette aktuelle, og ikke historien, der er Rothsteins pointe. I karakteristikken af Luther bliver forskere, der er lutheranere, videnskabeligt diskvalificeret.

*

Efter på nævnte religionshistoriske årsmøde at have påhørt Mikael Rothsteins forunderlige virkelighed og desuden påhørt, at han sigtede mod, at instituttets undervisning i kristendom burde flyttes fra dem, der havde forstand på den, til de rothsteinske religionshistorikere, der har det synspunkt, at lutherske teologer simpelthen ikke kan drive videnskab, så besluttede jeg mig for ved studienævnets forestående konstituering ikke - ikke under nogen omstændigheder! - at ville stemme på samme Rothstein som studieleder. Det ville studienævnets to resterende lærermedlemmer heller ikke, og det havde de hver især deres faglige - og menneskelige - grunde til. Og det skulle man for så vidt tro var i orden i betragtning af, at universitetsinstitutionen plejer at bryste sig af at være demokratisk og iøvrigt at lægge vægt på argumentation. Men, opdagede vi hurtigt, hvorfor skulle lærere og ledelse dog spille på universitetets gamle instrument, når samfundet, tidsånden har gjort det muligt at spille på et helt andet. Hvorfor spille på rationalitet, demokrati og frisind, når man kan spille på følelser? Hvorfor tale om intellekt og forskning, når man kan tale om samarbejde? Kort sagt: hvorfor skulle man ikke omveksle universiteternes hæderkronede forpligtelse på faglig uenighed til arbejdspladsens disciplinære sanktioner, når systemet nu giver mulighed for det?

Men hvordan er det, kunne man spørge, overhovedet muligt? Svaret er ledelse. Universitetet har fået ledelse, og det desværre efter den gamle At-Tænke-Sig-model: 'jo ledere, des bedre.' Baggrunden er som bekendt en betydelig træthed hos politikere med den flade struktur, der blev et resultat af 68-revolten. Den gav, syntes man, ansvarsforflygtigelse og alt for megen palaver. Jeg har selv som institutbestyrer måttet præsidere over et plenummøde, hvor 20 veltalende akademikere skulle beslutte, om en ny dør skulle være højre- eller venstrevendt.

Derfor ledelse! Før 68 havde universitetet faktisk også ledelse, men i hovedsagen en faglig ledelse. Med et for min generation frygteligt ord: professorvælde. Det ville være fjernt fra mig at mene, at man kan klare alt gennem strukturer, men professorvældet havde i hvert fald én kvalitet. Det hvilede nemlig på den forudsætning, at ledelse og faglig indsigt hører sammen. Men som vi har set bredt samfundsmæssigt i den sidste menneskealder, har ledelse revet sig løs fra den faglighed, den skal lede, og i stedet kreeret sin egen, ja, undskyld mig, ledelses-faglighed. Når Det Kgl. Teaters ledelse kan lægges i hænderne på først en universitetslærer og derefter en forsvarsministeriel departementchef, så sendes der selvfølgelig stærke signaler ud i verden om, at faglighedens felt kan indskrænkes. Der gøres plads til ledelse, til ikke-faglig ledelse. Først lidt, så efter melodien 'når man giver Fanden en lillefinger, så...'

Selvfølgelig havde man, da jeg begyndte på universitetet for godt 40 år siden, en række jurister ansat, men deres titler var beskedne, og det var de, fordi deres rolle var tjenerens. Når professor Svend Holm-Nielsen i fakultetet bad om ordet og oplyste, at der i juristens referat fra forrige møde stod, at man havde godkendt et speciale om 'tronbestikkelsessalmer', så var det, sagde han, en fejl, for det måtte vel være 'tronbesvigelsessalmer'. Og juristen rettede, mens man kunne se, at Holm-Nielsen allerede glædede sig til rettelsen 'tronbestigelsessalmer' på næste fakultetsrådsmøde. Sådan, var alle enige om, skulle administratorer belæres om deres plads. - Men se, hvad der er sket med disse tjenende ånders titler - og da sikkert også lønninger. Sekretariatschefer! - hvor de tidligere var sekretærer. Og nu har de så skabt sig deres eget imperium, deres eget univers og dermed deres eget universitet. Universitetet som 'arbejdsplads', universitetet som 'virksomhed'. Man kan normalt kende verden på de brugte metaforer, og alle metaforer er i dag hentet fra virksomhedskurser, managementskurser, samarbejdskurser og sensitivitetskurser.

Nogle kunne måske her indvende, at der faktisk endnu er faglig ledelse. Men det er nu ikke klassisk universitetsfaglighed, der falder i øjnene, for selvfølgelig har den overordnede, nye, ikke-faglige ledelsesideologi også fanget resterne af den faglige ledelse ind. Hvilket ikke mindst kan ses af, at der er givet den muligheder for, som antydet, at omveksle faglig uenighed til samarbejds- og arbejdsmiljøgenren med deri indbyggede disciplinær-sanktioner, herunder i sidste ende afskedigelse.

*

Derfor, når tre lærere ikke ville støtte Mikael Rothsteins og studenternes studieleder-kandidat Mikael Rothstein, var der selvfølgelig ikke blot - ja, slet ikke! - tale om nogen faglig uenighed. Det er på det moderne universitet nemlig i stedet muligt at karakterisere forholdet som samarbejdsvanskeligheder, og hvorfor skulle man, hvis man således kunne nå sit mål, ikke benytte denne ideologisk forkromede mulighed. Og så rullede lavinen. Rothstein henvendte sig til fakultetet og talte om 'skadelig splittelse' i lærerkredsen. At han var én og vi andre tre i det organ, det drejede sig om, gjorde kun vores andres sag endnu vanskeligere, fordi intet er så stimulerende for følsom indignation som mindretal. Det er simpelthen så synd for dem, hvad de almindeligvis også synes selv - ihvertfald Rothstein! Og den kvindelige sekretariatschef-jurist, hvis sprog selvfølgelig er et samarbejdssprog, hvorfor Rothsteins behændige omvekslings-manøvre gik rent ind, kunne nu spille klart ud: 'Carsten' - sagde hun helt i overensstemmelse med modernitetens fornavns-intimidering - 'du er for begavet og for stærk en personlighed til, at de andre føler sig trygge'. - Min blufærdighed kræver her den bemærkning, at det selvfølgelig ikke er sandheden eller evt. usandheden i dette udsagn, der interesserer mig; det er alene, at den slags kan blive anført som begrundelse for en disciplinærsag ved et universitet. Man skulle umiddelbart tro, at man ville skamme sig ved på et universitet at give en sådan begrundelse, men nej, ikke det mindste. Det er helt åbenlyst 'trivselen', den 'gode stemning', 'samarbejdet' og derfor altså fundamentalt 'trygheden', det kommer an på. At sige som professor Noack gjorde i forne og mere robuste tider, at 'det eneste arbejde, jeg ikke bryder mig om, er samarbejde', det er simpelthen afskedigelsesgrund. Samarbejde er for det moderne universitet det, der berettiger universitetet. Jeg er ovenikøbet af dekanen blevet belært om, at der findes bøger skrevet af professorer ved både Handelshøjskolen og Lærerhøjskolen, der mener at bevise, at 'et godt og varmt miljø' simpelthen er forudsætningen for forskning. Men gad, vist om dekanen ikke forveksler årsag og virkning? - at han og hans pædagogiske bagmænd ikke har megen historisk viden, er i hvert fald evident.

*

Som sagt gælder det om at vælge sit instrument, og Rothstein valgte med stor sikkerhed det, tiden vil høre. Han satte de indre følelsers strengeinstrument i svingninger. Med udgangspunkt i mode-termen 'psykisk arbejdsmiljø ' formulerede han sig med stor præcision i det sprog, tiden forstår - citat: 'Det er først og fremmest instituttet som arbejdsplads, det handler om. Det er således vores fælles ansvar at sikre et godt arbejdsklima'. Skrevet til kolleger, men sendt til den kvindelige sekretariatschef, og det er et sprog, hun forstår. At adskillige i årevis har været fagligt krænket af Rothsteins infantile 'se mig, Michael, bekæmpe folkekirke og kristendom' (underskrevet Institut for Religionshistorie) og af hans sentimentale, missionerende propaganda (også underskrevet Institut for Religionshistorie) for ethvert nok så vanvittigt, hjernevaskende, ja, undertiden voldeligt ny-religiøst foretagende, dét interesserer selvfølgelig ikke sekretariatschefen. Men 'psykisk arbejdsmiljø', 'godt arbejdsklima' og 'fælles arbejdsplads', det er følsomme ord, som man på modernitetens endeløse række af sensitive og påstået bevidstgørende lederkurser har lært at elske, og som den sande leder derfor straks tænder på, når hun møder dem. Og med vinden således i ryggen, fordi sekretariatschefen selvfølgelig var stærkt alarmeret over så tunge og alvorlige problemer, kunne Rothstein virkelig præcisere både problem og løsning: '.... hvis jeg skal kunne opretholde glæden ved mit arbejde - som jeg elsker - ... skal CB væk fra instituttet'. Og så sluttede han sin skrivelse med en anvisning, som jeg ikke troede var mulig for en af hans æt, født i det 20. århundrede, at tage i sin mund: 'Altså: Deportation'. Og da den følsomme universitetsadministration kun tænder på ord som 'glæde' og 'elske', og ikke på historisk bevidsthed, så datostemples og journaliseres deportations-ønsket selvfølgelig og lyses derved i kuld og køn. For det moderne universitet er ordet deportation skam stuerent. Blot en smule historisk bevidsthed kunne have sagt en, at nu burde man være på vagt. Men nej! ingen klokker ringede for sekretariatschefens følsomme ører. Her var modtagerfrekvensen nemlig en helt anden.

*

Se, det skal her indskydes for den rette forståelse af følelsernes forvaltningsmetode, at der intet belastende var i min personalemappe. Ja, der var simpelthen slet ingenting efter 30 år. Intet! Og det til trods for, at jeg havde tjent universitetet på alle niveauer helt op til Konsistoriums budget- og forretningsudvalg. Ikke en klage, ikke engang en uberettiget overhovedet. Men, hvad der ikke var, kunne man så heldigvis konstruere. I sociologi taler man om at konstruere virkeligheden, og den lektie havde såvel studielederen som sekretariatschefen taget til sig - ligesom en del andre aktører inden for disciplinen politisk manipulation. Man gik på jagt i institutarkivet og fandt dér nogle af mig forfattede forvaltningsakter, som ingen tidligere i deres historiske kontekst havde bemærket noget til, men som man nu fandt forfærdelige. Altså ikke sagens parter, men en tredje person, som man strengt taget ikke skulle tro, det vedkom, nemlig sekretariatschefen. Løsrevet fra enhver historisk adækvat sammenhæng, altså løsrevet fra deres 'sag', blev de nu gjort til ren 'tone'. Og ikke nok med det, de blev målt ikke med affattelsestidens toneforståelse, men med den nu toneangivende toneforståelse. Anderledes udtrykt: i historien havde forvaltningsakterne ikke givet anledning til samarbejdsvanskeligheder, men nu fandt man dem i strid med den nu aktuelle samarbejds-ideologi. Det er den slags, man plejer at kalde 'moraliseren over historien', og det var, ihvertfald tidligere, inden den politiske korrekthed fandt på at kræve undskyldning for hele verdenshistorien, en genre med meget lav status. Men på følsomhedens universitet er, som vi har set, retrospektiv forargelse en højt respekteret genre.

Vedrørende en medanklaget kollega, der heller ikke brød sig om Mikael Rothsteins faglighed, men hvor man ikke kunne finde fortidige dokumenter, som man kunne underkaste en retrospektiv moraliseren, bad sekretariatschefen instituttets ansatte om at give en personlig karakteristik. Og så satte op mod en halv snes nyttige universitetslærere sig pænt ned og konstruerede, hvad de tidligere havde 'følt' i omgangen med en kollega, hvis sproglighed og argumentationskvalitet de ofte var kommet til kort over for. En skrev, at han for snart 10 år siden efter en meningsudveksling havde prøvet at give hende 'et knus', men at hun 'var blevet helt stiv' - skrev han. Og en anden 50-årig kollega meddelte sekretariatschefen, at det var - citat - 'meget vanskeligt for mig at samarbejde med hende, endda i en sådan grad, at jeg i en lang periode af min institutledertid følte ubehag ved synet af hendes parkerede bil ved ankomsten til instituttet og ofte følte mig nødsaget til at forsøge at undgå hende ved ikke at passere forbi hendes dør på instituttet'. - Man kunne måske hævde, at så mange følelser, så megen hovedløs selvoptagethed måtte være diskvalificerende for en forsker, men nej, ikke på det moderne universitet, hvor uvilje til omfavnelse og en gammel rød Volvo's påståede anledning til påstået truende hjertestop modtages med dyb alvor, officielt indstemples og samvittighedsfuldt forsynes med journalnr.

Tillad mig her to bemærkninger: I min ungdoms lærebog i historisk metode, Kr. Erslevs Historisk Teknik, var der et afsnit om 'slutning til virkeligheden'. Denne genre er en historikers professionelle kompetence. Derfor har jeg heller ingen problemer med at sige, at såvel sekretariatschefens etablering af kildemateriale som hendes slutninger til virkeligheden er langt under dumpegrænsen. At komme i nærheden af historisk virkelighed kræver kritisk refleksion; her er reproduktion af stemninger ikke nok. Det er muligt, at sekretariatschefen har kunnet klare sig på halv-, ja, sågar heldagskurser i følelsernes påståede virkelighed, men det kræver faktisk en større indsats at komme i nærheden af den hele virkelighed. Ikke engang forprøven i historie ville hun have kunnet bestå - ligesom hendes katastrofale sproglighed og sjusk i officielle universitetsskrivelser aldrig ville kunne passere bare begyndelsen af et danskstudium.

For det andet: Det er ubestrideligt, at universitetsledelsen har taget et helt nyt middel i brug i den administrative forvaltning. Nemlig rygter og sladder. Og hvorfra er det nu, vi kender det, at rygter og sladder bliver det bærende i personforvaltning? Ja, svaret er ikke vanskeligt; det er i ideologisk autoritære, diktatoriske politiske systemer. Rygter og sladder var selve nerven i såvel kommunistisk som nazistisk forvaltning. Stikkeri og angiveri derfor den højeste dyd i disse systemer. Mens klassisk ordentlig forvaltning naturligvis ikke er uvidende om, at sladder og rygter findes, så afviser man principielt at tage denne genre i brug, simpelthen fordi den ophæver den personlige retssikkerhed. Man kan principielt ikke værge sig mod sladder og rygter og hvisken i krogene. Men i det moderne universitet har man taget samarbejds- og arbejdsmiljøklimaideologi sammen med allehånde psykologiske vulgærteorier til sig, og derfor mener man at kunne lægge, 'hvad man hvisker i krogene' til grund for forvaltningen. Om det faktuelt er sandt, eller om det er løgn, er underordnet. Interessen for psykisk arbejdsmiljø og samarbejde er derfor principielt en trussel mod retssikkerheden. Jeg kunne nævne sagen mod og afskedigelsen af en tidligere direktør for sundhedsstyrelsen; manden var i undersøgelsen totalt frataget enhver retsstilling.

Men jeg kunne måske bedre sammenfatte de givne to bemærkninger i den karakteristik af universitetsledelsen, at den nu fører krig mod det, der hidtil har konstitueret universitetet: forpligtelsen til at sætte alle midler ind på at finde sandheden. Den går nu kun efter det, der er bekvemt; det, der passer i dens kram; det, der styrker dens magt og ideologiske interesser.

*

Men lad mig vende tilbage til min egen sag. Og nu bevæger vi os fra arbejdsplads-samarbejdsproblematikken og dens påståede betydning for psykisk arbejdsmiljø og dermed, som sagt, liv og førlighed, til universitetslærerens studenterrelation. I forbindelse med en alvorlig operation for nogle år siden måtte jeg - men vel at mærke i god tid - meddele, at jeg ikke kunne undervise, i hvert fald ikke i den første halvanden måned af semestret. Studenterne udsendte et opråb, hvor de udtrykte deres store bekymring - altså bekymring for egne studier. Fra min sygeseng dikterede jeg et svar, hvor jeg primært gav studievejledning, desuden tugtede dem med Matt. 6,25-34 og sluttede endelig af med at tilskynde til selvstudier. Og de modtog det, ingen klagede, tværtimod var der en god stemning på holdene, da jeg vendte tilbage. Men da mit brev to år senere fra arkivet kom sekretariatschefen i hænde, da fandt man, at jeg havde gjort mig skyldig i svære forbrydelser, på mange måder den værste overhovedet. Nemlig forbrydelsen ableism. Det vidste jeg ganske vist ikke lige med det samme, for i anklageskriftet stod det på dansk - omend sekretariatschefens dårlige - at jeg havde 'udvist manglende respekt for dem, der ikke kan selv'. Det var åbenbart en soleklar forbrydelse mod de studerende, og det var selvfølgelig hovedsagen for sekretariatschefen, der tydeligvis har røvet ansvaret for de studerende fra læreren. Men jeg forstod senere på universitetets øverste personalechef, at det også var en forbrydelse mod samfundet, idet der var tale om en negativ holdning til noget, nemlig undervisning, som samfundet brugte umådelige summer på. Men altså: 'Manglende respekt for dem, der ikke kan selv', var en for mig helt ny og ukendt genre ved et universitet, indtil jeg i Henrik Jensens 'Ofrets Århundrede' fik opklaret, at man på Smiths College i Massachusetts i 1980'erne angiveligt som moralsk støtte for svage studerende havde bandlyst ialt 8 ukorrekte -ismer, blandt hvilke nævnes ableism - undertrykkelse af folk på grund af deres mangel på færdigheder. At jeg ikke kunne undervise, fordi jeg var sygemeldt, og at man fra universitetet ikke havde villet finde en vikar, var ikke sagen; sagen var alene de følelser - ganske vist to år forsinkede - som mit brev gav anledning til - ganske vist ikke hos dem, det var stilet til, men hos sekretariatschefen og det, man i vore dage kalder fakultets-ledelsen, dvs. et par universitetslærere, som ikke har været i forbindelse med deres fag i en menneskealder, men utvivlsomt været på en endeløs række ledelseskurser: Følelsen af, at man her havde at gøre med en universitetslærer, der ikke respekterede det internationalt vedtagne forbud mod nævnte ufølsomme -isme. Jo, administrationens følelser og dens skiftende ideologier er skam ikke subjektive, de er af administrationen tilkendt objektiv gyldighed. Er der nogen, der lugter magtmisbrug?

*

Det skal vi nu se et eksempel på i endnu en erfaring fra universitetets forhold mellem lærer og student. Og denne gang var det faktisk et par studenters egne følelser; der satte brand i sekretariatschefens følelser. Ja, det er måske nok at tage munden for fuld. For strengt taget kan man jo ikke vide, om påståede følelser er sande. Det er jo muligt, at de kun fremføres for at skaffe sig magt.

Tidligere opererede man vedrørende klager med en distinktion mellem 'berettigede' og 'uberettigede' klager. Man skulle tro, at denne distinktion måtte være konstituerende i et retssamfund. Men åbenbart ikke mere, i hvert fald ikke på det følsomme universitet. Det afgørende er her ikke, om det er sandt, hvad klagen anfører, men at klagen i sig selv repræsenterer en negativ følelse. Og for de ansatte er det nu forbudt at give anledning til 'negative følelser'. Det er derfor i sig selv kriminaliserende, hvis der overhovedet klages. For det viser, antager man naivt - eller kalkuleret - at klageren jo har følt noget, som man virkelig ikke kan byde nogen at føle.

For et par år siden var der tre piger, som havde studeret i to måneder, der følte, at min kristendomshistoriske undervisning ikke var videnskabelig. Det betød, som man måske kan gætte, at den ikke levede op til Mikael Rothsteins normer for såkaldt religionskritik, dvs. anti-kristen mission. Nu skal en moderne universitetslærer jo være lige så venlig, som man skal overalt i samfundet - 'Vi er til for Dem!' - så selv grove intimideringer skal takles tilpas skyldbetonet, hvad der selvfølgelig ikke ændrede noget, og så klagede de til fakultetet. Tre ud af mine 120 studerende klagede, og for fakultetet er intet for småt - i hvert fald ikke, hvis det kan tjene fakultetets politik. Modtagelsesstempel og journal.nr. Sagen nåede imidlertid ikke sin afslutning, før to andre piger - to ud af 60 eksaminander - klagede over min eksamination sidste sommer (2003).

Eksamensklager har længe været en almindelig forekommende ting - vi lever jo i et klagesamfund - og som eksamensadministrator gennem 30 år har jeg derfor behandlet mange. Alle, jeg har mødt, har altid skyldtes utilfredshed med karakteren. Det er jo den rene vare, klagen har en noget nær objektiv genstand. Men i sommeren 2003 blev jeg genstand for to klager af helt, troede jeg, subjektiv karakter. Det var ikke karakteren, men oplevelsen eller eksamensfølelsen, der gav anledning til klagerne. En pige, der fik karakteren 10, klagede således over ikke at have følt sig bekræftet i eksaminationsforløbet. Citat: 'Eksaminator plejer at støtte med opmuntrende nik og bekræftende ord...' Det havde jeg ikke gjort, jeg havde ovenikøbet tilladt mig at sige, at noget 'var forkert', og det er meget forkert, fordi en moderne eksamen først og fremmest skal være en 'god oplevelse'. Som klageren videre skrev: 'Jeg konfronterede ham derfor med, hvorfor han så ikke havde nikket én eneste gang'. - Og hør den anden klagers argumentation: 'Denne eksamination var for mig en usædvanlig dårlig oplevelse, og jeg var temmelig utilpas bagefter trods det ellers udmærkede resultat. Min oplevelse af lektor Carsten Breengaard under eksaminationen var ikke god ... og ... bagefter havde jeg det ret skidt'.

Se, så store og overbevisende følelser må vel kunne bruges til noget. Kunne de ikke tjene Mikael Rothsteins deportationsplaner? Jo, og omgående skrev han til sekretariatschefen en temmelig følelsesbetonet - nogle ville måske endog kalde den hysterisk - skrivelse, hvori han tilkendegav, at han ikke mere 'kunne tage ansvar' for Carsten Breengaards eksaminationer. At han slet ikke havde noget ansvar, forbiså sekretariatschefen i sin jagt på magtforøgelse. Modellen er jo kendt fra stalinismens politiske grundbog. Janos Kadar kunne i 1956 ikke mere tage ansvar for det ungarske folk, og det ansvar måtte så Sovjets tanks selvfølgelig tage på sig. Således nu sekretariatschefen. Faktisk var den i bekendtgørelsen fastsatte klagefrist overskredet, hvad der altid hidtil har resulteret i, at klagen afvises, men disse klager var, som I sikkert kunne høre, så alvorlige, at sekretariatschefen måtte dispensere. Eller rettere placere dem i en helt ny kategori, nemlig som personklager, dvs. som en disciplinærsag. Og hvad gjorde hun så derefter? Hun skrev direkte til tillidsmanden, at 'nu kan vi få Breengaard fyret'. - Nu skal der nok være nogen her, der fra deres egen uddannelsestid kan huske, at der til eksaminer er en tredje instans til stede, nemlig censor. Censors funktion er, ud over at være en faglig samfundsrepræsentant, at være garant for et ordentligt eksaminationsforløb, og så at sige kronvidne, hvis der skulle opstå uenighed eller komme klager. Censor skal derfor altid høres. Men skulle han høres i denne klagesag? Nej, det forestillede sekretariatschefen sig da virkelig ikke. Selve klagen var jo et bevis for dens rigtighed; når klagerne skrev, at de havde haft en dårlig oplevelse, så havde de det selvfølgelig; til det kunne censors vidnesbyrd jo lægge hverken til eller fra. Derfor kan vi få ham 'fyret', som hun så skrev i sin tjenstlige meddelelse til tillidsmanden. Som det så dog alligevel lykkedes at kræve censors udtalelse, der utvetydigt tilkendegav, at han ikke kunne genkende nogetsomhelst i de to klageres fremstilling af eksaminationsforløbet.

I en vis forstand blev den klassiske distinktion mellem berettigede og uberettigede klager således fastholdt, men hverken sekretariatschefen eller personalechefen var indstillet på at lade retssikkerheden sejre over følelsernes ret. Så derfor druknede de deres skam i en vid og bred sproglighed, der gjorde det aldeles klart, at universitetet ikke kan leve med blot den mindste lille klage.

*

Som sagt var der tale om mindretals klager, først fra tre ud af 120, og derefter to ud af 60. Man skulle vel forvente, at så højt placerede administrationsjurister - det ville selv en forprøve-historie-studerende vide - var blevet ramt af tanken om repræsentativitet. Men nej! intet blev gjort for at afklare det overvældende flertals mening.

Det skulle her være overflødigt yderligere at tydeliggøre, at det anvendte rets- og forvaltningsprincip uundgåeligt er en ladeport for stemningsbåren forfølgelse og hetz. Enhver klassisk retssikkerhed er væk. Det følsomme universitet har i sin koncentration om, i sin naive tiltro til påståede følelser, opgivet ethvert kriterium, der gør det muligt at skelne mellem ægte, dvs. sande problemer, og hetz og forfølgelse. At dette er sket i en periode, hvor der sidder en kvindelig juridisk professor som universitetets rektor, er virkelig en eftertanke værd.

*

Spørgsmålet er nu i første række, om der kan findes en forklaring på omtalte forhold inden for universitetets egne rammer; en forklaring, der ikke blot peger på almindelig magtbrynde. Ja, måske kunne legitimere magtbrynden. Og det er klart, at den budgetmodel, som blev indført på universiteterne i 90'erne, her må komme i fokus. Produktionsbudgetmodellen. Institutternes budgetter er koblet på de såkaldte studietrinstilvækster. Producerer du meget, får du mere; producerer du mindre, får du mindre. Modellen har fra tid til anden, og det for så vidt lige fra dens indførelse, været til offentlig debat. Det er flere gange blevet påpeget, at den uundgåeligt fører til en sænkning af det faglige niveau og en gavmildhed med karakterer - for hvem vil grave sin egen grav? Og man behøver ikke være meget profetisk for at gætte, at den kollega, der holder fast i fagligt niveau og seriøse karakterer, hurtigt kan pådrage sig kollegers vrede. Simpelthen, fordi fastholdelse af et klassisk universitært niveau kan få ansættelsesmæssige konsekvenser for andre. Studenterne bliver således i meget kontant forstand et middel til universitetets velfærd. Studenterne er universitetets indtægt, og rationalet i denne budgetmodel er derfor selvfølgelig, at studenterne er tilfredse og bliver. Er de utilfredse og opgiver, mister universitetet sin indtægt. Med en sådan budgetmodel bliver hovedopmærksomheden altså rettet mod studenten, den tilfredse student, og ikke mod fagligheden. Og uomgængeligt er det, at hvis fagligt niveau og studentertilfredshedsfølelsen kommer på kollisionskurs, så vil det med nævnte budgetmodel uundgåeligt være interessen i studentertilfredshedsfølelsen, der går af med sejren. Budgetmodellen er således ikke sund for fagligheden, og der er, som det skulle være fremgået, også en del, der tyder på, at den ikke er god for retssikkerheden.

At følelser på universitetet er cool cash, er som sagt tydeligt, men når dette er sagt, så er der måske nok grund til at udvide perspektivet. For sagen er vel, at ikke bare universitetet, men nærmest alt er druknet i følelser inden for den sidste menneskealder. Idé- eller mentalitetshistorikere vil sikkert ret præcist kunne sige, hvornår det begyndte; min tilgang er mere konkret, præget af direkte erfaring.

Jeg husker tydeligt første gang, jeg registrerede det. En jysk landmands besætning havde fået mund- og klovsyge, hvorfor hele besætningen måtte slås ned. Og tv-avisen var der og interviewede manden på kanten af den store fællesgrav. Og så kom journalistens spørgsmål: 'Hvad følte du?' Nu var manden fra den tid, hvor man ikke sådan gav sig af med at føle offentligt, så han forsøgte sig med de økonomiske konsekvenser for familien. Nej, nej, det ville journalisten ikke høre på. Så forsøgte bondemanden sig med, at det jo var et stort og mangeårigt avlsarbejde, der nu gik til grunde. Men atter nej. Journalisten var kun interesseret i ét, den rene følelse. 'Hvad følte du, da du stod og så ned på alle de døde dyr?' - Og siden har vi jo set ikke mindst, hvordan reklamer går efter følelser. Kan I huske den reklame for pampers, hvor en lettere rød barnenumse blev præsenteret af en dybt indigneret mor i et tonefald, så man skulle tro, det drejede sig om Auschwitz.

*

Men det med følelserne trænger nok til en yderligere præcisering. Hvad er det for en type følelser, der plager nutiden? Ja, her kunne man måske gå tilbage til universitetet. Og I må undskylde, men min erfaring får den weiningerske kvindelighed til atter at melde sig. Det drejer sig nemlig om gråd. Store stærke kvinder græder, hvis det ikke går dem helt, som den lille prinsesse i dem har sat næsen op efter. Ja, de græder såmænd undertiden allerede ved selve eksamensbordet. Piger, der har en alder, hvor de tidligere var mødre til 2-3 børn, græder. Mens de tidligere ikke havde tid til så mange følelser, fordi de først og fremmest havde til opgave at trøste deres grædende børn, så er de nu selv barnet. - Og her er vi så ved sagen: den moderne bevidstheds infantilisering. Bevidsthedens forbliven i infantil følsomhed. Den moderne voksne fastholdt i et prærationelt stadium; et stadium, hvor følelser er alt; følelsernes vilje og ret.

Har I lagt mærke til, hvad man kan komme ud for med de yngre, kvindelige metereologer i tv. 'I morgen', siger de, 'bliver det rigtig koldt. Det er rigtig vante-vejr'. Infantilisering er blevet offentlig strategi. Den mødes derfor overalt. Jeg går ud fra, at I må have bemærket, at nye, unge præster taler til os, altså normale kirkegængere, hvis aldersgennemsnit som bekendt er, hvad det er; at de taler til os, som om det var første time i børnehaveklassen. Ser man ud over det præstelige landskab, er der i min tid sket en nærmest total af-teologisering. Ikke engang en ærlig befrielses-teolog kan man opdrive mere. Og tidligere kunne man i provstikonventer lytte til foredrag af stor lødighed over emner, der måtte formodes at interesser både præster og disses ægtefæller. Men først stod ægtefællerne af - intellektet er ikke en frekvens, man vil modtage på, når man har fri, så vil man føle. Og da der kun var konventets præster tilbage, skulle det, man ville beskæftige sig med, have umiddelbar relevans - ellers var man, som man sagde, ikke motiverede. Og så blev præstekonventerne optaget af det store 'hvordan gør man?': Hvordan laver man kirkeblade? Hvordan underviser man konfirmander? Hvordan føles det at høre en præst holde en vielsestale? Og møderne blev til klippe-klistre og rollespil - i Holbæk provsti er præsterne således blevet gift med hinanden for at prøve at føle føle-rollen. Og nu er følelsen så kommet ud af fritidens øvelser og er blevet lyst i kuld og køn også i arbejdet, altså også i gudstjenesten, som har sin allerypperste kulmination i stille- og musikgudstjenesten, hvor man rigtigt kan koble hovedet fra og koncentrere sig om følelsen, der jo er det vigtigste.

Også på universitetet har følelsen fået lov til at suspendere intellektet. Jeg har en jævnaldrende ven, der er ingeniør, og som nu har ladet sig pensionere og har tilmeldt sig Åbent Universitet, Københavns Universitet, hvor han bl.a. læser filosofi. Og han er en begavet mand med stor sans for logiske problemstillinger. Men da han for nylig gik lidt kontant på sin lærer, fordi han ikke fandt et svar fyldestgørende, så sagde hun, 'at han ikke måtte forvente et bedre svar i dag, for hun havde menstruation'.

*

Og netop på dette sted vil jeg så placere en kritisk bemærkning til dette forum. Jeg vil ikke på nogen måde afvise det berettigede i opgøret med den kulturradikale, elitære, historieløse bedrevidenhed. Ligesom jeg ikke overhovedet vil afvise det berettigede i opgøret med venstreorienteringens både naive og gustne leg med landets sikkerhed i lange perioder. Men den massive følsomheds kulturstrøm bør måske alligevel karakteriseres som hovedproblemet, hvad man i øvrigt kan se i debatten om venstreorienteringen under den kolde krig.

Gad vidst, om det netop ikke er bevægelsen fra sagen til det intime, til følelserne, der er grunden til, at denne alvorlige debat aldrig rigtigt kan føres igennem? Debatten om de hel-, halv- og kvartkommunistiske bevægelser, ja, for så vidt bare de 'nyttige idioter' - den debat er for længst strandet i ord som 'hævnlyst' og andre følsomme, psykologiserende betegnelser.

Dyrkelsen af følelser og den dermed følgende intimidering af andre mennesker, dvs. af debatmodstandere, er blevet gængs metode. Tidligere kunne man - også de her tilstedeværende vil kende formen - godt anvende et kraftfuldt sprog mod debatmodstandere; ja, det var ikke uset, at man karakteriserede andres standpunkter i ramsaltede vendinger. Men jeg går ud fra, at I har lagt mærke til, at det nu er blevet daglig kost at karakterisere modstandernes personlige karakter. Og det er her vigtigt at være opmærksom på, at dette ikke står i modsætning til følsomheden. Den grove intimidering er tværtimod følsomhedens ægte barn. Jeg har ikke sjældent lagt mærke til, at også her tilstedeværende er blevet karakteriseret personligt på en sådan måde, som tidligere kun blev set i familiemæssige opgør, ved skilsmisser og lignende. Den kulturradikale Bettina Heltbergs intimidering af Søren Krarups intelligens og karakter er et godt eksempel. Og et andet: Som den kvindelige sekretariatschef sagde til mig under et møde, hvis indhold for så vidt burde være bestemt af arbejdsretlige regelsæt: 'Jamen, Carsten, du ved ikke selv, hvordan du virker på mennesker'. Fornavn og åh, så velmenende og sandhedskærlig følsom vulgærpsykologi, så er man gået ind i et rum, som tidligere var utænkeligt. Hvad skal man stille op i en offentlig drøftelse, hvor ens modstander pludselig giver sig til at tale, ikke om emnet, men om ens karakter? Som om hun var ens moder. Ja, jeg bliver i hvert fald både på egnes og andres vegne pinligt berørt. Og så står det allerede mindst 1-0 til sekretariatschefen - hvad der selvfølgelig også var meningen.

*

Men skal opgøret med følelsernes tyranniseren virkelig komme nogen steder, må man selvfølgelig tage fat på ondets rod, den moderne sentimentalitets moder: Folkeskolen. Det har altid været de revolutionæres synspunkt, at man skulle begynde allerede i folkeskolen. Og man kommer ikke uden om, at der gennem folkeskolen er udrettet det utroligste den sidste menneskealder. En af mit fags censorer, gymnasiemanden Finn Jacobi, gav for allerede flere år siden udtryk for, at i intet andet europæisk land var det lykkedes at gennemføre et så 'vellykket' kulturopgør, dvs. styret traditionstab, som i Danmark. Det er den moderne danske folkeskoles helt særlige fortjeneste. Her er faglighed og historisk bevidsthed af lærerstandens halvstuderede og halvdannede flertal blevet trængt ud af en socialpietistisk, sentimental psykologiserende optagethed af den enkelte elevs lykke og trivsel og såkaldt sociale kompetence. Eller hvad de stemningsfulde ord ellers tilsiger på et givet tidspunkt, for pædagogik er jo en vækkelses-genre, hvor man hele tiden omvender sig. Pædagogisk debat er totalt erfaringsresistent, pædagogiske udsagn legitimerer sig altid i henhold til en eller anden ideologi. Og når man høster negative erfaringer, så bruger man ikke erfaringerne, nej, man forlader dem på vej mod nye vidunderlige horisonter.

Sådanne horisonter fik man et ganske godt indblik i gennem en række temaartikler i Weekendavisen i det tidlige forår om den danske folkeskole. Det fremgik, at den amerikanske psykolog Howard Gardners teori om de såkaldte syv intelligenser for tiden er det hotteste hotte i folkeskolen. Det er imidlertid her værd at bemærke, at et så følsomt, differentieret system selvfølgelig kræver en betydelig overvågning og kontrol. I tidens pædagogiske sprog 'et systematiseret kendskab til styrker og svagheder hos hvert eneste barn på skolen'. Ikke desto mindre er selvforståelsen, trods de temmelig afslørende ord om et 'systematiseret kendskab til hver enkelt elev', påstået anti-autoritær. Men pædagogerne leger med sig selv og kræver desuden, at vi tror, at legen er virkelighed. Læreren må i dag ikke stå i en autoritær position over for eleverne, fordi noget sådant ville være en hindring for deres 'frie liv', påstås det. Der kan derfor ikke være tale om at 'styre', idet styring identificeres som noget undertrykkende. Som det udtrykkes af en lærer: 'Jeg bryder mig ikke om det udtryk - min familie siger det altid, 'nå, kan do styre æ unger?'' - man aner diskret på den antydede dialekt, at familien bor i det jyske bondeland -. 'Jeg svarer, at jeg prøver at opdrage dem til ikke at skulle styres'. Læreren skal ikke give ordrer, men opfordre. Læreren ses som en guide eller beskrives som 'en konsulent, der hjælper'. Generelt er intet 'forbudt', ligesom beskeder ikke kan gives i negativ forstand som et 'du må ikke'. For læreren kan ikke stå i en position over eleven, så hvis der endelig er tale om forbud, må også læreren være underlagt disse. Lærer og elev skal principielt agere på samme niveau. Ja, de kloge narrer stadig de mindre kloge!

Der bliver i artiklerne givet konkrete eksempler på, hvordan det amerikanske psykolog-intelligensskema skal praktiseres. Forældrene skal indledningsvis til skolen besvare 120 spørgsmål om deres barn. Og læreren, der jo også kender barnet, skal også udfylde. Og derefter kan så det daglige arbejde med elev og skema begynde. I de præliminære undersøgelser er elevens plads i intelligenssystem-mulighederne fundet, så nu består resten i at udarbejde og definere et mål og derefter de midler, som er nødvendige til at nå målet: selvrealisering i henhold til sin intelligens' særlige art. Skemaerne er farvelagt og hængt op på tavlen, fordi børnene, som det siges, 'ikke har det fjerneste imod åbenhjertigheden. Der er altid noget, man er god til'. Line har, som vi får at vide, fire mål: 'Jeg vil gerne være bedre til ikke at komme til skade. Jeg vil gerne være bedre til sammenhængende skrift. Jeg vil gerne være bedre til tennis. Jeg vil gerne blive lykkelig'. - Og læreren kommenterer: 'Et barn, der har en høj score på den musiske intelligens, kan jo lære både tekstlæsning og matematik ved at synge rap. Andre har brug for at bevæge sig for at få ilt til hjernen. Og Rasmus, som sidder her, er god til at være sammen med andre, og det er da noget af det vigtigste, hvis man vil være glad for tilværelsen'.

Eller læreren, der siger: 'Og så har jeg vist lovet en at komme op i dag. Mike vil du?' 'Det kan du lige tro', siger Mike. Men han giver sig, fortæller journalisten, ikke til at skrive matematikstykker op på tavlen. I stedet begynder klassens elever nu at række hænderne i vejret og siger på skift noget om, hvad de synes, han er god til. Anerkendelse står, siger journalisten, højt på lærerens dagsorden.

For at forebygge den misforståelse, at der er tale om et slags enhedsliste-projekt, skal jeg til slut give et par eksempler fra Gentofte kommunes såkaldte SKUB-projekt, i Weekendavisen refereret under overskriften 'Det konservative eksperiment'. Lærerne, Kim og Menne, spørger: 'Når man er god til at springe bombe, hvad klogskab er det så?' - Jeg skal dog måske lige oplyse, at 'springe bombe' er en poetisk metafor for noget i en svømmehal. - Og elevsvaret, der viser hvor integreret Howard Gardner allerede er, er: 'Krops-klog'. I Gentofte har man givet det hele en bestemt form. Den såkaldt Gode Stol, hvor man skal sidde, mens man får at vide, hvad man er god til. Her er ingen fejlfinding, som lærerne forklarer det. - Eleverne bevæger sig rundt på strømpefødder i såkaldte hjemområder, klasser og klasseværelser er afskaffet. Og så er der levende lys på bordene. Og blomster. Og små skriftsteder på væggene, hvor der kan stå 'Tro på dig selv, for du er nemlig helt speciel'. - Men lad os starte med at møde til morgensamlingen i hjemområdet for 1., 2. og 3 D; 80 elever og fem lærere. Fra musikanlægget i køkkenområdet strømmer der stille klassisk musik ud, eleverne sætter sig så småt på gulvet vendt mod læreren, der står med en seddel i hånden, hvorpå der står 'Måske et skru-ned-prik' - en opfordring til at få sidemanden til at være stille i stedet for et sssschy. Lærerne taler i det hele taget med bevidst lav stemmeføring og har vedtaget ikke at skælde ud - lyset dæmpes, musikken skrues ned, stilhed. Så er planlægningsstunden inde, eleverne får arbejdssedler, som de udfylder, og går op til læreren - som ikke har et kateder, det er også afskaffet på skolen, og så godkender læreren eller .... nej, ikke forkaster, men opfordrer til bedre ting .... for alt skal være positivt. Og så pointen: 'Børnene har ikke på nogen måde ansvar for deres egen undervisning. Men de har forskellige grader af medansvar, alt efter hvor modne de er. På den måde får børnene en følelse af, at det er deres liv, det drejer sig om'.

*

Og nu er jeg så kommet til den noget pessimistiske afslutning. - Umiddelbart sad I måske og tænkte, at mine betragtninger over tilstandene i folkeskolen var noget langt fra mit emne. Men intentionen med de givne eksempler var så at sige at trække de ovenfor omtalte klagende universitetsstuderende ud af et rent privat rum. Min pointe er, at hvad der umiddelbart kan lyde individualistisk ekstremt, er kollektivt indlært. Og indlært af folkeskolen.

Jeg overværede for nogle år siden et universitetspædagogisk kursus - fordi jeg var vejleder - og dér påhørte jeg en af universitetspædagoginstituttets eksperters foredrag om 'den rigtige pædagogik', og han talte - helt uden blusel - om 'tøser' og 'drenge', ikke om studerende. Hvad der tydeligvis afslører, hvor universitetet har sit forbillede: i folkeskolen. Universitetet har ikke mere selv nogen internt produceret selvforståelse; den lægger sig derfor lammefromt i halen på tidsånden: erhvervsliv og folkeskole.

De klagende pigers følsomme klager låner således tydeligvis sprog og følelse, ja, altså virkelighed fra, hvad de har lært i den offentlige folkeskole. De har fra første dag dér lært, at alt skal være en 'positiv oplevelse'; manglende nikke-bekræftelse og ord som 'det er forkert' ligger helt uden for den følsomt indlærte virkelighed.

*

Er der noget sted, der er brug for en kulturkamp, så er det i relation til den her omtalte grænseløse individualistiske, narcissistiske følsomhed. Den har nemlig fat i de helt bærende elementer i samfundsorganismen. Den hindrer ikke bare universitetet i at være det højeste sted for faglighed; den ophæver i virkeligheden den sociale tænkning, der er et samfunds forudsætning. Jeg ved ikke, om nogle her har været til de såkaldte MUS-samtaler; det betyder medarbejderudviklingssamtaler. Det foregår efter præcis den forståelse, der kom til udtryk i de netop refererede skoleforsøg. Skolens hjemmeflikkede dagsorden er blevet samfundets dagsorden. Af samtaleskemaet fremgår det, at scenariets dagsorden er lederens krav på at vide noget, ja, overordentlig meget, om 'forventninger', 'følelser', 'motivationer' og yderligere om ens familielivs forhold til lederens 'forventninger' og 'strategier' og tilsvarende. Og lederen har desuden krav på, dvs. for den ansatte er det en pligt, at tale om sine 'forventninger', 'mål', selvrealiseringer og evt. skuffelser. Samt selvfølgelig først og fremmest 'evaluere' sig selv: 'Hvad synes du selv er dine stærke og svage sider?' Jeg er glad for at kunne sige, at mine to døtre altid - rødmende - afviste den slags overgreb fra folkeskolens side.

*

Jeg har - og det er mit anliggende her i dag - to ting at sige om denne følsomhedens aktuelle dagsorden. For det første strider den mod min livsforståelse, ja, jeg vil faktisk gå så vidt som til at sige, at den er en krænkelse af min kristendomsforståelse. På to måder. Den i følsomhedens ideologi indeholdte menneskeopfattelse er efter min bedste opfattelse ukristelig. For nu ikke direkte at sige, at den i sådan elementær forstand er løgn, i strid med al uhildet erfaring. Mennesket er ikke en paradisblomst, der i udfoldelsen åbner for en endeløs herlig blomstring. Kristendommen har fra første færd haft et helt præcist blik for det i mennesket iboende mørke, dets destruktive vilje. Som undervisningssystemet derfor ikke skal bidrage til uhæmmet udfoldelse, men prøve at lægge bånd på. Jeg tilslutter mig ganske den opfattelse, som flere steder er blevet bragt frem (Magisterbladet, Kristeligt Dagblad), at moderne menneskeforståelse og ikke mindst ledelsesideologi især bringer psykopater frem i første geled. Det er også min erfaring. Psykopatens medium er nemlig i ekstrem grad følelsen.

- Men følelsens ideologi er også i strid med min kristentro på en anden måde. Den fornægter nemlig en luthersk kalds-etik. Arbejdet er ikke mere til for næsten, det er frem for alt et middel for min selvrealisering. Vi ser det ikke bare på MUS-skemaerne; vi ser det f.eks. også i mange yngre præsters måde at forvalte deres embede på. At de er præster for at forkynde evangeliet, ligger langt under horisonten; præsteembedet er til for at skaffe dem livsopfyldelse, og hvor præsteembedet ikke kan det, så er der jo heldigvis alle orlovsordningerne og lønmodtagerrettighederne. Vi, der altid har lagt vægt på at sækularisere præsteembedet, vi er virkelig blevet overhalet indenom.

*

Og så yderligere: det moderne krav om synliggørelse af følelser, det krænker mine, ja, altså faktisk følelser. Det krænker mine forestillinger om integritet og privathed at udstille mine følelser. Jeg føler mig dybt krænket over at blive konfronteret med ord som 'forventning' og 'skuffelse' og 'motivation'. Jeg har lært, at hvad jeg 'forventer', er min sag, og det skal jeg ikke tyrannisere andre med. Jeg skal ikke blive 'skuffet' over andre, fordi det er en narcissistisk udstilling af ens egne ønsker om at dominere andre. Og jeg har lært, at der her i livet er umådelig meget, der skal gøres, selv om man ikke er det mindste motiveret for det. - Modernitetens krav på, at jeg skal spille med i følelses-stripteasen, er således fundamentalt i modstrid med mine følelser. Men respekterer man det? - ikke det mindste! Og hvad vil det sige andet, end at al den, åh nok så forstående følsomhed blot er ren og skær magtmisbrug. At gøre følelser til kriterium rummer således, som jeg antydede i begyndelsen af dette foredrag, en eklatant modsigelse. I følsomme vendinger tager følelserne sig en ret til følelser, som den nægter andre. Hvorved følelsen er demaskeret som det, den i bund og grund er: en ren lyst og vilje til magt.

Det er denne pointe, jeg har formuleret i min undertitel. Den sandhed, der tales om på Københavns Universitets talerstol i festsalen, er ikke nogen privat sag. Det er en sag, alle har lige ret til og lige pligt til at forholde sig til og arbejde med. Her er ingen personsanseelse. Derfor kan ånden være fri, dér hvor kun sandheden tæller.

I det moderne universitet drejer det sig om magt. Ja, ret beset om middelmådighedens og middelmådighedernes vilje til magt. Det væsentligste middel til sikring af magt er blevet følelsen. Man hævder ganske vist, at sandheden ligger i følelsen, men følelsen er og bliver privat; man kan selvsagt aldrig komme længere end til påstanden om følelsen. Man har herved accepteret en bevægelse fra det, alle frit kunne tale om og tage stilling til, til det, man blot kan påstå. Hvorved man har bevæget sig fra sandhed til løgn. Hvordan et universitet, der skulle være forpligtet på sandhed, skulle kunne overleve, at dets administration slår portene op til det private, det følsomme, det narcissistiske, ja, det hysteriske og dermed til løgnen, det må man nok spørge om. Jeg har, som det vil være fremgået, temmelig pessimistiske erfaringer. Hvorfor skulle det ikke brede sig, efter at de magtglade har opdaget, at løgnen kan betale sig?

*

Ps.
Ved min hjemkomst fra sommermødet 2004 lå der et par nye klager i min postkasse. Den ene var fra en eksaminand, jeg havde eksamineret i Augustin, og hvor censor og jeg var hjertens enige om, at præstationen var ikke-bestået. Men pigen følte sig bl.a. dybt krænket over, at jeg havde holdt lidt fast i Augustins forhold til manikæismen, selv om "Jeg kunne hurtigt svare at jeg ikke havde yderleger (!) viden derom". Og den slags eksaminator-urimeligheder fik så endnu engang den følsomme, kvindelige sekretariatschef på banen: Dette er slet ikke en normal eksamensklagesag, hvor censor skal høres, men en personalesag, hvor det er nok at få dokumenteret eksaminandens krænkede følelser. - Og så var det, jeg tog min afsked, fordi det ikke mere på Københavns Universitet var muligt at varetage sine faglige forpligtelser. Jeg har brugt en del år på at etablere kompetence i Augustin, og, må jeg indrømme, ikke nær så lang tid på at blive positivt fortrolig, dvs. medfølende med eksaminanders selvberusende, narcissistiske og flæbende følelsesliv. Og på det moderne universitet er det sidste nu tydeligvis vigtigere end det første.