Af Poul Olesen. Tidehverv, 1929, s.32. (J. Geismar: Synd og Soning. Gyldendal 1928).

Et gode er der ved familien Geismar: den bestiller noget, og den gemmer ikke arbejderne i skrivebordsskuffen. Om der kommer noget godt ud af anstrengelserne er en anden sag. I en bog med titelen "synd og soning" kunde man have ventet en klar og omfattende bestemmelse af, hvad synd er. Dette savnes, og man faar i stedet en del lyriske udbrud, bilagt med digtercitater om syndens ubehagelighed. Men saa meget fremgaar men nogenlunde klarhed, at synden, efter pastor Geismars mening, væsentlig er et moralsk begreb. Dette er ikke skriftens lære. Skriftens hovedtanke er, at synd først og fremmest er synd mod gud, "mod dig, mod dig alene har jeg syndet". Herved overses slet ikke, at vi har skyld overfor vor næste, som vi syndede imod; men fordi guds daglige krav til os møder os i næstens skikkelse, bliver synden imod næsten til synd imod gud. Det er jo ikke blot menneskelivet, som er ødelagt ved synden, men først og fremmest gudsforholdet, og selv om et menneske formaaede at leve ethisk fuldkomment, vilde det ikke dermed være kommet gud nærmere. Synd er ikke blot min synd, min overtrædelse, men tillige skæbne, arvesynd. Og soningen i Kristus er ikke blot restitution af dette livs ondskab og ulykke, men genoprettelsen af gudsforholdet. Dette interesserer imidlertid ikke pastor Geismar i særlig grad. Han er mere optaget af, om han ved hjælp af sin religion kan blive forvisset om, at hans overtrædelser ikke medfører afgørende konsekvenser for ham selv eller de mennesker, han syndede imod, saaledes at han frit kan leve videre. Derfor er det klart, at han ikke kan nøjes med det lutherske: Hvor syndernes forladelse er, dér er liv og salighed". Og hvis gud ikke har andet end syndsforladelse at give, ønsker pastor Geismar ikke denne gave, pag. 55. Det maa selvfølgelig blive pastor Geismars egen sag, men at kalde denne stilling overfor gud for kristendom er en betegnelse, som man maa vænne sig lidt til, inden den falder ganske naturlig.

Til alt held træffer det sig saaledes, at det - efter pastor Geismars undersøgelser - ikke blot er syndernes forladelse, gud har til mennesker, men netop forvisningen om syndens restitution. At denne forvisning ikke hviler paa en blot selvskuffelse finder pastor Geismar bevist ved at se paa 1) Jesu selv-bevidsthed, 2) menighedens historie og 3) sine egne helliggørelsesoplevelser (uden at det dog oplyses, om pastor Geismar har faaet sunde nyrer og en ny mavesæk, cfr. pag. 54). Nu véd pastor Geismar meget godt, at saadanne beviser intet som helst har med bevis at gøre, og han slutter derfor "bevisrækken" med at henvise til troen. Her kan jeg ganske være enig med forfatteren, i hvert fald hvad angaar ordlyden, for i samme øjeblik han skal til at forklare, hvad tro er, vender han tilbage til sin overfor gud godt garderede stilling, idet troen - om man skal kunne antage den - først maa godtgøre sin existensberettigelse ved at levne plads for hele vor menneskelighed. Tro er for ham ikke noget selvgyldigt, som skabes af ordet, som det vil, men som han vil. Dette er uden tvivl en meget behagelig tro, og stort andet er der næppe at sige om den.