Af Max Stubgaard. Tidehverv, 2002, s.148-152). (Ralf Pittelkow: Efter 11. september. Vesten og islam; Samuel Huntington: The Clash of Civilizations?)

Da præsidenterne George W. Bush og Vladimir Putin i maj 2002 i Kreml underskrev traktaten om gensidig reduktion af atomvåbenlagrene, var der i aftalen indeholdt et arrangement, der i realiteten gjorde Rusland til associeret medlem af NATO. Under den kolde krig var de vestlige, demokratiske landes forsvarsorganisation NATO selvsagt vendt mod Sovjetunionen. Efter kommunismens sammenbrud i Østeuropa anses Rusland ikke længere for Vestens fjende og med traktatunderskrivelsen er de to forhenværende modstandere i realiteten blevet allierede.

Forsvarstraktater eksisterer nu engang ikke som frit i luften svævende abstraktioner; de er vendt mod en fjende. Hvem er fjenden for "det nye NATO"? Det fik vi kun et undvigende, gedulgt svar på, da præsident Bush i Kreml ved samme lejlighed udtalte, at den nye traktat skulle være et instrument i "kampen mod terrorismen". Hvad skjuler der sig under denne betegnelse? Der er jo klart nok ikke tale om det irske IRA, det baskiske ETA eller de tamilske tigre. Den fremtrædende og indflydelsesrige amerikanske kommentator Daniel Pipes har turdet stille det sprængfarlige spørgsmål "Hvem er fjenden?" og har selv svaret, at det ganske afgjort er det militante islam.

De nye allianceforhold og Daniel Pipes svar kommer naturligvis på baggrund af terroraktionen den 11. september 2001, som utvivlsomt bliver et afgørende historisk tidehverv. Hensynet til de muslimske stater, som USA anser for vigtige at holde sig på nogenlunde god fod med for at kunne føre en krig med indsats af luft- og landstyrker mod Taliban og Al Quaida i Afghanistan dybt inde i Centralasien uden alt for store tab, har tvunget Bush til at gå på kattepoter, når fjenden skulle udpeges, og uophørligt forsikre om, at han ikke et øjeblik vil antyde, at islam er fjenden, men at terroraktionen blev udført af enkelte muslimske fanatikere (evildoers, the evil ones), hvis handlinger intet har med islam at skaffe. Desuden tilsiger tidsånden både i USA og navnlig i Europa, hvor der jo som bekendt lever et stort og hastigt stigende muslimsk befolkningselement, at enhver antydning af et uoverstigeligt og voksende modsætningsforhold mellem Vesten og islam uden videre får stemplerne intolerance, diskrimination, racisme og andet mere fra samme skuffe, hvorved det er henvist til en kategori, hvor de sædvanlige regler for argumentation og diskurs ikke mere gælder.

Kigger man ud over globussen, blinker advarselslamperne ellers i et antal, at det burde lægge en dæmper på automatreaktionerne og tilskynde til rettidig eftertænksomhed.

Den "nye NATO-partner" Rusland står langs en stor del af sin sydgrænse, f.eks i Kaukasus, overfor muslimske oprørsbevægelser med forbindelser til Al Qaida, hvis mål ikke begrænser sig til lokal selvstændighed, men som også har såvel territoriale krav overfor naboerne som ambitioner om videre udbredelse af islam.

Efterretningerne fra Kashmir, hvor det hinduistiske Indien og det muslimske Pakistan, begge atommagter, er på randen af krig, er meget pessimistiske. I øvrigt opstod de to stater ved en landdeling af det indiske subkontinent, da befolkningens uforsonlige religiøse modsætninger, der kun blev holdt i skak af den britiske kolonimagt, efter dennes forsvinden i 1947 fik frit løb, hvilket resulterede i en territorial deling med en efterfølgende folkeflytning, en religiøs apartheid mellem hinduer og muslimer, der endte i et sandt blodbad med i hvert fald en million dræbte.

Dette mønster genfindes i det forhenværende Jugoslavien, hvor de religiøst betingede modsætninger mellem kristne og muslimer - de sidste en arv fra det ottomanske imperium - der kun blev holdt nede af Titos kommunistiske diktatur, ved dettes fald kom op til overfladen. Det muslimske Albanien omsatte de demografiske realiteter, nemlig at den hastigt voksende muslimske albanske befolkning havde bredt sig udover sine grænser, til et krav på Kosovo og dele af Makedonien og Grækenland med de velkendte resultater: Krig med talløse dræbte, territorie-delinger, folkeflytninger.

Listen over eksempler på denne type konfrontationer mellem folkeslag, som vi ser så mange af i vor tid, kunne forlænges i det uendelige. Men det interessante spørgsmål er, hvorvidt der er tale om konfrontationer med alle mulige forskellige lokale årsager, hvoriblandt religion er én - tilfældigvis fælles - blandt mange, eller om der kan anlægges mere principielle betragtninger.

En sådan principiel betragtning eller omfattende teori byggende på konkrete historiske erfaringer offentliggjorde den amerikanske Professor ved Harvard, Samuel Huntington, for næsten 10 år siden i 1993 et par år efter Sovjetunionens sammenbrud i form af en artikel i tidsskriftet "Foreign Affairs" med titlen "The Clash of Civilizations?" (Civilisationernes sammenstød?). Artiklen vakte berettiget opsigt og gav anledning til omfattende diskussioner, hvilket medførte, at Huntington i 1996 udgav en bog med samme titel, men uden spørgsmålstegn, hvori hans synspunkter blev uddybet. Beklageligvis er hverken artiklen eller bogen oversat til dansk, og citaterne i det følgende er derfor oversat af undertegnede.

Huntingtons tese er i korthed, at medens krige og konflikter i tidligere historiske epoker udspillede sig mellem fyrster, nationalstater og ideologier, så vil disse inddelinger og for så vidt også inddelinger efter politisk eller økonomisk system i fremtiden i realiteten miste deres betydning som årsag til omfattende konflikter og krige. Han betegner således århundreders europæisk krigshistorie, de to verdenskrige inklusive, som europæiske borgerkrige, hvis epoke definitivt er slut. Fremtidens konflikter og krige vil blive mellem civilisationer. Huntington definerer civilisationer som omfattende kulturområder (cultural entities) hver bestående af enkeltområder, som udmærket kan være kulturelt forskellige på et eller andet plan, men dog deler nogle fælles kulturelle træk, der adskiller dem fra andre civilisationer. F.eks. vil europæiske samfund besidde nogle fælles kulturelle træk, der afgørende adskiller dem som gruppe fra f. eks. arabiske eller kinesiske samfund. Derimod kan man ikke sige, at europæiske, kinesiske og arabiske samfund på den ene side indgår i en bredere kulturel enhed med fællestræk, der på den anden side adskiller dem fra f.eks hinduistiske samfund. De udgør derfor i Huntingtons terminologi fire forskellige civilisationer. I denne betydning "er en civilisation den største kulturelle ramme om menneskelig identitet". Den defineres såvel ved objektive elementer som f.eks. sprog, religion, historie, skikke, institutioners indretning som ved de menneskers selvforståelse, der lever inden for dens rammer. Huntington regner med, at verden i dag vil kunne opdeles i 6 eller 7 civilisationer deriblandt en vestlig/kristen civilisation, en islamisk, en hinduistisk, en konfusiansk, osv. Inddelingen er dynamisk og kan diskuteres, men det afgørende er, at man inden for en civilisation lever under en fælles forståelsesramme (et fælles paradigme), hvor de vigtige, overordnede begreber har den samme fælles betydning. Alene navngivningen af civilisationerne gør det klart, at Huntington anser religionen som en afgørende faktor ved denne opdeling, idet den giver den livstydning, hele kulturen hviler på. Det er imidlertid ligeså indlysende, at dette just præcis er grunden til, at Huntington i lige mål har vakt vrede og modsigelse hos den vestlige verdens elite, hvor talen om uoverstigelige forskelle og grænser, henover hvilke gensidig forståelse på et dybere plan er og forbliver udelukket, er forargelig og rykker ved drømmen om den grænseløse, globale landsby som et Sangri La, hvor alle lever fredeligt og lykkeligt i gensidig tolerance og med de af Vesten opfundne universelle menneskerettigheder som fælles forståelsesramme.

Det er værd at notere, at Huntington ikke bruger ordet "grænser" mellem civilisationerne, som sandsynligvis giver ham forestillinger om streger på et kort, der i princippet kan flyttes efter politiske og magtmæssige konjunkturer. Nej, han bruger det geologiske udtryk "brudlinier" (fault lines) mellem civilisationerne som udtryk for, at der er tale om reelt eksisterende skillelinier, langs hvilke der, for at blive i det geologiske fagsprog, med stor sandsynlighed før eller senere vil komme voldsomme forskydninger og jordskælv. Ydermere kan disse civilisatoriske brudlinier forekomme inden for en multikulturel eller, med Huntingtons terminologi, en multicivilisatorisk stats egne grænser, hvilket må virke så meget mere foruroligende, som én af Huntingtons konklusioner er, at "brudlinierne mellem civilisationerne vil blive fremtidens frontlinier (battle lines)". Nationalstaterne vil, stadig med Huntingtons ord, "være de største aktører på verdensscenen, men de grundlæggende modsætningsforhold vil opstå mellem civilisationerne".

Den dybe brudlinie mellem den vestlige, kristne og den islamiske civilisation har eksisteret i 1300 år medførende en ligeså lang og blodig europæisk eksistenskamp, som ikke skal repeteres her. Vesten har i de sidste 30 år set, at konfrontationen langs denne brudlinie er blevet mere og mere påtrængende og aggressiv. Den blev yderligere skærpet af udviklingen efter Murens fald og fandt sin foreløbige kulmination i terroraktionen den 11. september 2001. To forhold gør, at situationen for øjeblikket udvikler sig i en for Vesten generelt og for Europa specielt særdeles farlig retning.

For det første på grund af den mobilisering af islam, der har fået betegnelsen den islamiske vækkelse, og som mest markant har givet sig udtryk i, at der i næsten alle de muslimske lande er opstået en politisk radikal form for islam, islamisme eller militant islamisme. Målet for denne religiøse ideologi er at udbrede islam udenfor dens eget område, kaldet islams hus, til den øvrige verden, kaldet krigens hus, og i denne proces ødelægge Vesten, som man påstår har umyndiggjort og ydmyget islam om ikke af andre grunde, så fordi man mener, at Vestens overlegne videnskabelige, teknologiske og økonomiske præstationer sat op mod de islamiske landes tilbageståenhed på disse områder, deres militære underlegenhed og brutale politiske systemer er utålelige og en krænkelse af islam.

For det andet vil det demografiske tryk mod Europa som følge af den ukontrollerbare indvandring fra navnlig de muslimske lande bevirke, at der i alle de europæiske lande vil ses et hastigt stigende muslimsk befolkningselement, som simple beregninger viser vil udgøre et flertal inden for en overskuelig tid. Europa har i sin århundredlange militære konfrontation med islam altid været i stand til at afvise en våbenbærende invasion, som det skete ved Poitiers i 732, ved Lepanto i 1571 og ved Wien i 1683, men nutidens kuffertbærende invasion fra de muslimske lande, som man står fuldstændig lammet overfor, vil, hvis den får lov at fortsætte, ende med en muslimsk "conquest by numbers", en erobring af Vesten ved hjælp af antal.

Denne ustabile situation er blevet uafviseligt nærværende efter den 11. september i en sådan grad, at det selv i Danmark har medført, at danskernes utryghed ved den hidtidige indvandringspolitik på rekordtid er kommet til udtryk gennem en politisk nyorientering, en proces, der ser ud til at skulle gentage sig i adskillige andre europæiske lande. Der er samtidig foregået en aftabuisering af det følsomme indvandringsspørgsmål, og det er blevet tilladt at diskutere det sammenstød mellem den vestlige og den muslimske civilisation, der også finder sted her i landet.

Et vigtigt indlæg i denne debat, Ralf Pittelkows bog "Efter 11. september. Vesten og islam", udkom den 7. maj, otte måneder efter terroraktionen begået af "en ansigtsløs fjende" og få dage før præsidenterne Bush og Putin i Moskva underskrev den traktat, der implicit gentager spørgsmålet "Hvem er fjenden?".

Denne problemstilling er imidlertid ikke Pittelkows. Tværtimod, fristes man til at sige. Et hovedanliggende for Pittelkow er at forsøge at besvare spørgsmålet, hvorfor Islam, der indtil for ca. 300 år siden - påstår Pittelkow - var Vesten overlegen både kulturelt og i henseende til politisk og militær magt pludselig gik i stå, medens Vesten overtog føringen og på alle områder har bevaret initiativet og fremdriften, medens islam har stået i stampe eller har haft tilbagegang lige siden og på alle måder er endt i en elendighedssituation.

Svaret på dette spørgsmål skal ifølge Pittelkow søges i den periode i Vestens historie, der går under navnet Oplysningstiden (ca. 1650-1800). Med Oplysningstiden brød sekulariseringen, dvs. det verdslige samfund, afgørende igennem. Dette markerer overgangen til et samfund, hvor religionen i modsætning til tidligere ikke længere styrer politik og samfundsliv; religionen bliver en privatsag og hører op med at være vejledende eller bestemmende for, hvordan samfundet skal indrettes: Religion og politik adskilles. Ganske vist medgiver Pittelkow, at der havde været tilløb under Reformationen og Renæssancen, men det afgørende sker i Oplysningstiden. De ukrænkelige menneskerettigheder, tankerne om individets frihed, om ytringsfrihed, om retsstaten, om tolerance, om pluralisme og om demokrati formuleres på dette tidspunkt. Videnskaben bliver sat fri til at studere naturens egne love uden at skulle være i overensstemmelse med en religiøs facitliste, hvilket fører til, at den naturvidenskabelige erkendelse i den vestlige verden siden har udviklet sig med stadig accelererende hastighed og medført et tilsvarende forløb indenfor anvendt videnskab og teknologi.

Den muslimske verden derimod har ikke gennemløbet en tilsvarende sekulariseringsproces. Dette skyldes i hovedsagen, at islam er en lovreligion, hvor religion og politik ikke er adskilt. Islam, der betyder underkastelse, kræver at mennesker i alle livsforhold ubetinget underkaster sig denne lov, og har samtidig svaret på, hvordan alle samfundsforhold skal indrettes. Verden, og det vil i bogstavelig forstand sige hele verden, skal ifølge islam frivilligt eller med magt underkastes et altomfattende guddommeligt styre efter den hellige lov, shariaen, som er givet én gang for alle i koranen, og som ikke står til at ændre.

Denne tilstand, siger Pittelkow, og deri er de fleste sikkert enige, er den egentlige grund til, at de muslimske lande står stille i en elendighedstilstand, mens Vesten stormer videre, og kløften til den islamiske verden bliver stadig dybere. Sagen bliver ikke bedre af, at der i den muslimske verden og i de muslimske indvandrermiljøer sker en radikalisering medførende et voksende had og agressivitet mod Vesten, idet man mener, at islam er bestemt til at regere verden, at deres tro burde være den eneste, at deres værdier er de stærkeste og at deres kultur er den overlegne. Den faktiske tilstand med Vesten som førende på alle synlige områder, hvilket unægtelig sætter den åbenlyse elendighed i de islamiske lande i relief, opfattes som umyndiggørelse, ydmygelse og krænkelse af islam og gør i islamisk optik Vesten fortjent til udryddelse. En manifestation af denne tankegang så vi den 11. september.

Pittelkows analyse af modsætningsforholdet mellem Vesten og islam er formentlig den mest omfattende på dansk. Den behandler både Vestens stilling som helhed overfor den islamiske verden som helhed efter den 11. september, men den medinddrager tillige de meget nærværende problemer med islam i Vesten, i Europa og specielt i Danmark, dvs. indvandringsproblematikken. Analysen er behageligt fri for den berøringsangst og politiske korrekthed, der har plaget denne debat lige fra første begyndelse. Problemerne - og Pittelkow'er indrømmer, at de er enorme - bliver i de fleste tilfælde nævnt ved rette navn, og det danske samfunds selvudslettende, overtolerante indstilling til selv de mest urimelige krav fra især muslimske indvandrere bliver gang på gang påtalt. Stundom fornemmer man ligefrem et lidt pessimistisk syn på fremtiden.

Men grundlæggende stiller Pittelkow ikke spørgsmålstegn ved selve indvandringen; dette er et vilkår, som danskerne må finde sig i, selvom de aldrig er blevet spurgt. De demografiske fakta, som er ubestridelige og dystre, får ingen særlig omtale. Danskernes ret til deres eget land er ikke en del af Pittelkows forestillingsverden. Det længste han går, er at foreslå, at man i en periode begrænser indvandringen, så at sige en tid sætter indvandringens evighedsmaskine lidt ned i gear, så integrationen kan klares, uden at danskerne synker helt i knæ under byrden. Dette er imidlertid kun at indbygge en lille tidsforsinkelse i et forløb, der under alle omstændigheder ender med det resultat, den demografiske fagkundskab, f.eks. professor P.C. Mathiessen, har beskrevet: At danskerne ender med at blive et mindretal i deres eget land.

Men hvad er da Pittelkows svar på sameksistensproblemet mellem Vesten og Islam på det globale plan og på det samme problem, kaldet integration af indvandrere, på det lokale plan i Danmark?

I det bud på et svar, som Pittelkow giver på dette spørgsmål, ligger jo bogens hele pointe og eksistensberettigelse. Analysen, som bestemt ikke giver nogen grund til optimisme, og konklusionen falder imidlertid helt fra hinanden, idet Pittelkow uden tøven svarer: Sekularisering af Islam. Når det kristne Vesten i det 17. århundrede kunne gribes af fornuften og adskille religion og politik, kirke og samfund, det åndelige og det verdslige og dermed igangsætte en rivende udvikling inden for åndsliv og videnskab kun styret af fornuften, må det samme kunne lade sig gøre for islam. Sådan synes argumentet at være. Han insisterer endog på, at det er danskerne, der skal ofre sig ved at gå ud og prædike sekularismens evangelium blandt muslimerne: "Men retningen for processen (integrationsprocessen, MS) bør være klar: Danskerne må finde sammen med indvandrerne om at fastholde arven fra Oplysningstiden", siger Pittelkow. Man bedes venligst notere sig, at det ikke er indvandrerne, der skal finde sammen med danskerne på vores præmisser.

Men argumentationen er beklageligvis grundlæggende forkert. Sekulariseringen i den kristne verden begynder ikke med Oplysningstiden som et oprør mod kristendommen, der så henvises til privatlivets fred, men er en del af kristendommen. For at tale teologisk: Sekulariseringen er forkyndt i evangelierne. Sekulariseringen er kristendommens konsekvens. Når Kristus siger: " Så giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er" er det forkyndelsen af den ordning, der sondrer mellem Guds rige og det verdslige samfund. Hvor kristendommen ikke er forkyndt er der følgelig heller ingen sekularisering. Denne tanke er ud fra et ikke-teologisk synspunkt udviklet i filosoffen Kai Sørlanders bog "Om menneskerettighederne", hvor han når frem til, at kristendommen er den eneste religion, der giver rum for politisk diskussion og valg, altså for sekularisering. Imidlertid skete der som bekendt i Middelalderen en udskridning, så man endte med at have en gigantisk overbygning på kristendommen, der gjorde den til en kirkestatslig ordning. Hele det forplumrede system med helgendyrkelse, handel med afladsbreve, kirkens magt til at bedømme, om omfanget af gode gerninger var tilstrækkelige både med hensyn til kvantitet og kvalitet osv. gjorde, at den jordiske kirke sad med nøglen til frelsen og dermed kunne bestemme, hvordan samfundet skulle se ud, og hvad folk skulle mene, tro og gøre, idet de, hvis de ikke underordnede sig kirkens ordrer, måtte imødese exkommunikation og/eller bandlysning med den evige fortabelse. Den protestantiske reformation, som jo netop betyder gendannelse, kasserede denne overbygning og søgte via evangelierne (sola scriptura) tilbage til den oprindelige kristendom. Med det totalitære pavekirkelige system i frisk erindring understregede Luther meget stærkt den i kristendommen iboende sondring mellem det åndelige og det verdslige regimente, som egentlig sætter eller rettere genindsætter sekulariseringen.

Sekulariseringen er altså en del af og ikke en modsætning til kristendommen. Reformationen satte mennesker i frihed til at handle og tænke frit i det verdslige samfund, og den udvikling, Pittelkow alene tilskriver Oplysningstiden, tager trods religionskrigene i virkeligheden sin begyndelse efter Reformationen og får i øvrigt også indflydelse på den katolske kirke. Tycho Brahe, Johannes Kepler, René Descartes og Niels Steensen er navne på naturvidenskabsmænd fra denne periode, der afgørende ændrede verdensbilledet. Den udvikling, der var påbegyndt efter Reformationen fortsatte naturligvis med accelererende hastighed gennem Oplysningstiden, men det nye for den tid var, at en ny totalitær åndsretning, humanismen, dukker op, der netop ikke ville sondre mellem det åndelige og verdslige regimente, men derimod skille religion og samfund i den hensigt at kassere kristendommen og sætte mennesket selv som sin egen højeste instans. Resultatet kender vi som det 20. århundredes totalitære systemer og i dette århundredes menneskerettighedsreligion. Hvis det er dette, Pittelkow højstemt kalder "den stolte arv fra Oplysningstiden", og som han mener kan igangsætte en sekularisering af islam, er han gået galt i byen.

Problemet er, at Pittelkow i sin bog på trods af, at han angiveligt er klar over, at islam ser sig som udtryk for en absolut sandhed manifesteret i en altomfattende, urørlig lov, alligevel ikke vil se den helt grundlæggende forskel på kristendom og islam og øjensynligt mener, at hvad der i hans optik er sket med kristendommen som resultat af en udefra kommende kraft også må kunne ske med islam. Men her glemmer han, at kristendommen er en historisk religion med en åben bog, der bestandig læses på ny under Helligåndens vejledning, og hvor det samme evangelium lever i timeligheden og i forskellig skikkelse fra nation til nation med sekulariseringen som en del af sit væsen. Den eksisterer i både tid og rum. Islam er en lukket bog med en urørlig lov, der ikke kan forandres, er den samme overalt, og hvis bogstavelige overholdelse er pantet på frelsen. Den er statisk og bevæger sig ikke hverken i tid eller rum. Islam, lovreligionen med den altomfattende, urørlige guddommelige lov, lader sig i sagens natur ikke sekularisere, idet pointen jo netop er, at loven er altfattende, uden for tiden og gældende overalt i alle menneskelige og samfundsmæssige forhold.

Ved at påstå, at sekulariseringen i Vesten skulle være en udefra kommende kraft udgået fra den menneskelige fornuft, der i det 17. årh. tvang kristendommen til en adskillelse af religion og politik, og ikke anerkende den som kristendommens egen sondring mellem de to regimenter, opnår Pittelkow at skaffe sig en tænkbar mulighed for, at dette også ville kunne ske med islam. Han kan imidlertid ikke finde noget holdepunkt for dette hos de islamiske teologer, han citerer, ikke engang hos dem, der beskæftiger sig med det meget diffuse begreb, der går under betegnelsen euro-islam. Kortest og mest prægnant kommer det frem i citatet af den islamisk tænker, Sayyid Qutb, der fastholder, at hvis man tænker sig islam sekulariseret, vil den miste alt indhold, og tilbage vil der kun være tomme ritualer.

På trods af at den faktiske udvikling både på det globale og lokale plan peger mod et civilisationernes sammenstød mellem Vesten og islam, og på trods af at Pittelkows egen analyse i grunden bekræfter dette, falder han i sin konklusion og løsningsmodel tilbage til menneskeretsideologernes sædvanlige snak om de påståede fælles humanistiske grundværdier i alle civilisationer, hvor forskellige deres forståelsesrammer end måtte være: "På længere sigt findes ingen anden holdbar løsning, end at Vesten og den muslimske verden må udvikle et fællesskab om at føre arven fra oplysningstiden videre. Det betyder ikke en ophævelse af kulturforskelle, men en placering inden for en ramme af fælles samfundsmæssige grundværdier" (mu).

Set på baggrund af Huntingtons arbejde om civilisationernes sammenstød og al den dyrekøbte erfaring, der allerede er indhøstet vedrørende de ikke-eksisterende muligheder for fredelig sameksistens mellem kristendom og islam inden for samme grænser, og ud fra en erkendelse af, at islam ifølge sin natur ikke finder sig i at være mindretalsreligion noget sted, virker det fuldstændigt surrealistisk at kalde denne såkaldte løsning for "visionær realisme". Det er et hasardspil med Vestens og Danmarks eksistens i ramme alvor at ville afprøve denne utopi i fuld skala.

Det er derfor naturligvis helt forståeligt set fra Pittelkows synspunkt, at han føler sig nødsaget til at bruge et helt kapitel af sin bog i et lidenskabeligt, men utroværdigt forsøg på at mane Huntingtons tanker i jorden. Thi Pittelkow er selvsagt klar over, at hvis Huntington har ret bare et stykke af vejen, er det en bombe under indholdet i hans eget nye, smarte reklameslogan "visionær realisme", der i virkeligheden er næsten identisk med den velkendte, katastrofale indvandringspolitik i de sidste 20-25 år, som han øjensynligt mener trænger til en kraftig relancering under et andet navn og i en anden indpakning efter at danskerne den 20. november 2001 tilkendegav, at de omsider er klar over, hvad projektet går ud på, men at de ikke er parat til at ofre deres land på multikulturalismens alter.

Huntington skriver på sin bogs første og sidste blad som sit alfa og omega en indstændig advarsel: "I tiden, der kommer, vil civilisationernes sammenstød blive den største trussel mod freden i verden, og en international ordning baseret på (separate) civilisationer vil derfor være den bedste forsikring mod omfattende krig".

Pittelkow valgte som sin løsningsmodel det velkendte produkt fra "de godes" meningskartel. Hvorfor, når hans analyse af modsætningsforholdet er skræmmende nok og i grunden lægger op til den modsatte konklusion?

Måske siger han ligesom Ezekiel: "Jeg har advaret og derved reddet min sjæl", men på snedig vis uden samtidigt at sætte den højt prissatte salonfähigkeit og "stuerenhed" på spil hos den EUropæiske og danske godhedsindustri ved at foreslå noget, der hos dem måtte kunne opfattes som populistisk eller kanske endog højrepopulistisk.