Af Morten Brøgger, tidehverv 2026, nr. 3, s. 29 - 30

Hvornår er noget teologi i kristen forstand, og hvornår er det religionsvidenskab, og hvornår er det tankeløs snak? Bør man ikke prøve at afklare de to første spørgsmål, før man begiver sig ud i sidstnævnte?

En nylig samtale med en teologistuderende fik mig til at overveje de to første spørgsmål. På teologistudiets første del undervises der blandt andet i dogmatik efter den tysk-østrigske teolog Christian Danz’ bog Indføring i den evangeliske dogmatik. Jeg har i skrivende stund desværre ikke bogen i hånden, men ud fra gengivelser af tankegangen i den, samt beskrivelsen af bogen på forlagets hjemmeside, synes dens fremstilling af dogmatikken at ligge i forlængelse af Friedrich Schleiermacher. Forlaget skriver, at der i bogen fremføres ”en opfattelse af dogmatikken som en fremstilling og udfoldelse af den kristne tro som den hændelse, hvor mennesket forstår sig selv i sin endelighed og i sin historicitet og således afklares i sit forhold til Gud”.

For Schleiermacher var teologiens genstand fromheden, defineret som menneskets følelse af absolut afhængighed. Dogmatikkens og teologiens genstand var dermed mennesket og nærmere betegnet menneskets religiøsitet. Teologien skulle udfolde, systematisere og beskrive menneskets tro, fromhed, dets religiøse følelse. Jesus Kristus blev forstået som den, der åbenbarede den religiøse bevidsthed. Teologien var i den forstand religionsvidenskab, at den med de videnskaben til rådighed stående midler beskæftigede sig med menneskets religiøsitet. Hvad der forenede de forskellige fag til en samlet teologisk disciplin, var deres bundethed til kirken og dens forkyndelse og bekendelse, uden denne fælles forbindelse ville fagene sprede sig og høre hjemme i de forskellige humanistiske discipliner.

Af Thomas Hansen Beck, tidehverv 2026, nr. 4, s. 49 - 53

I disse tider, hvor magtbalancerne i verden forskydes og den internationale retsorden krakelerer, kan det for et moderne menneske virke noget verdensfjernt at beskæftige sig med kristen mission, men har man et mere traditionelt bibelsk funderet verdenssyn, er det absolut det vigtigste, man kan rette sin opmærksomhed mod.
Hvad det verdensfjerne angår, talte jeg for nylig med – hvad man vel kan kalde – et helt almindeligt medlem af folkekirken, der skulle have sit barn døbt. Han havde muligheden for af og til at kunne læse i Kristeligt Dagblad og lod sig i den forbindelse underholde af tanken om, at der dagligt sidder tusindvis af danskere og læser artikler om ”Liv og sjæl”, selvudleverende portrætter af kendte som ukendte personer med vægt på deres religiøsitet, om kristent mindfulness, om selvpromoverende præster, der eksempelvis laver tik-tok-videoer med en useriøs tilgang til nadveren, at gravere bruger kakaoskaller til ukrudtsbekæmpelse og hvad der nu ellers kan fylde dagbladets spalter fra en verden, der kan være fjern fra det helt almindelige medlem af folkekirken. Han havde også bidt lidt mærke i dåbsdebatten og kunne undre sig over, at man i folkekirkens top havde en naturlig forventning om, at en så teologisk debat skulle kunne blive en folkelig debat, som den danske befolkning ville lade sig involvere i ved endda at afgive et langt teologisk høringssvar. Lever de i deres egen præsteverden uden forståelse for, hvad de fleste andre beskæftiger sig med? Han fandt i det hele taget debatten elitær og unødvendig, da man selvfølgelig ikke skal spilde tid og kræfter på at ændre noget, der er godt, velfunderet og bundet i traditionen. Han havde også bemærket, at man ville indføre dobbelt medlemskab og spurgte undrende til, hvad det egentlig drejede sig om? Var det en opfordring til, at folkekirkemedlemmer også skal være muslimer eller katolikker eller frekventere amerikanske frikirkesamfund? Eller hvad handler det om? Han kiggede ind i en lidt fremmed verden, som et barn kan kigge ind i et dukkehus. Det er sødt og pussenusset og sit eget lille univers. Og selvom der i Kristeligt Dagblad bruges meget spalteplads på folks eksistentielle problemer, virker meget af det kirkelige stof alligevel meget fjernt fra en danskers dagligdag og dermed også noget verdensfjernt.

Af Monica Papazu, tidehverv 2026, nr. 1 og 2, s. 1 - 9.

En halvø i historiens hav

På trods af sin relativt beskedne størrelse spiller Krim en anseelig rolle i historien – ikke mindst i vores tid. Krim-halvøen er ikke stor – arealmæssigt svarer den til den jyske halvø – men dens geografiske position (Sortehavet og derved adgangen til Middelhavet) giver den en særlig betydning på det geopolitiske kort. Det er en af grundene til, at Jens Jørgen Nielsens nye bog med den simple titel Krims historie er ganske relevant¹. Det drejer sig ikke kun om en regions historie, så interessant den end kan være i sig selv, men også om de kræfter, der former historien: “Det er ikke muligt at skrive Krims historie uden at inddrage verdensordenen og de geopolitiske spændinger mellem især de store magter”, skriver forfatteren².

I 2014 brød Krim båndet til Ukraine og tilsluttede sig Rusland. Den korte parentes fra 1954 til 2014 blev lukket. Mellem 1954 og 1991 var Krim indlemmet i Den Ukrainske Socialistiske Sovjetrepublik, hvilket ikke havde store konsekvenser for forholdet mellem det russiske og det ukrainske, da republikkerne kun var administrative enheder inden for Sovjetunionen; alle var blot sovjetborgere i den mægtige revolutionære stat. Mellem 1991 og 2014 var situationen en anden, for Krim blev imod befolkningens udtrykkelige ønske en del af den nyoprettede ukrainske stat. Som Jens Jørgen Nielsen dokumenterer, manifesterede ønsket om selvstændighed sig ved en folkeafstemning i januar 1991, “knap et år før Sovjetunionens opløsning”, og fortsatte med at gøre sig gældende ved folkeafstemninger i de følgende år: “Stort set samtlige valg i perioden fra 1991 til 2014 har bekræftet, at Krim-boerne enten har ønsket langt højere grad af autonomi, end Kiev ville give – eller også har de desuden ønsket at blive en del af Rusland”³.

Med tilslutningen til Den Russiske Føderation genvandt området sin historiske kontinuitet, som delvis var blevet bevaret i sovjetisk tid, og som aldrig var forsvundet fra indbyggernes bevidsthed. 1783 var året, da Katarina den Store erobrede halvøen fra Det Osmanniske Rige. Krim blev strategisk vigtigt (man husker Krimkrigen 1853-1856 med Rusland på den ene side og Osmannerriget, Storbritannien og Frankrig på den anden⁴) og fik også en plads i den russiske og senere sovjetiske levevis (de populære ferier) og i russisk kultur gennem flere århundreder. På Krim er der i dag museer for de berømte forfattere, som boede på halvøen i kortere eller længere perioder: Alexander Pusjkin, Anton Tjekhov, Ivan Bunin, Ivan Sjmeljov, Marina Tsvetajeva, Maximilian Volosjin og en del andre⁵.

2014 er altså en milepæl. Den peger på eftertiden, som er markeret af konflikten mellem Rusland og Vesten (den endnu ikke afsluttede stedfortræderkrig i Ukraine), og den peger tilbage på en fortid, da stormagterne (som i dag) konfronterede hinanden.

Af Monica Papazu, tidehverv 2025, nr. 6, s. 89 - 98

Hvad der ikke kan siges i Cambridge, kan siges i Bukarest.

I flere år har vi været vidne til en skærpelse af censuren i Europa – især på de store platforme online (f.eks. Twitter, YouTube, LinkedIn, TikTok), men også, som man kan se i Rumænien i disse dage, på TV- og podcast-kanaler og onlineaviser. Hvert tilfælde af censur bliver imødekommet med protester i mit fødeland, og det er takket være disse protester og de analyser, jeg har læst¹, at jeg er blevet opmærksom på vigtigheden af den nye censurlov i EU: Digital Services Act. I de vesteuropæiske lande – Amerika er en verden for sig, og dér har kritikken været hård og velfunderet – har jeg ikke kunnet spore samme reaktion, med undtagelse af tænketanke som danske Justitia² og det irske Institute of International and European Affairs (IIEA), der har gransket loven og med rette påpeget, at den indebærer "en trussel mod demokratiet og de fundamentale rettigheder", idet den kan føre til "skadelig censur", hvorved "sandfærdigt, lovligt og ikke-skadeligt" indhold bliver fjernet³.

Det er naturligt, at revolten er kommet fra Østeuropa og i langt mindre grad fra Vesten, for Vesten har i lang tid taget ytrings- og trykkefriheden for en selvfølge, imens Østeuropa har skullet erobre den dag efter dag i 50 år under kommunistiske vilkår – erobre den i det små, i den daglige omgang med de andre, på avisredaktionerne, på forlagene og på universiteterne – og så har grebet den med begge hænder i 1989.