Hvad skal vi med jøderne? – Et teologisk spørgsmål
Af Jesper Bacher, tidehverv 2025, nr. 10, s. 177 - 178
Det fortælles, at Frederik den Store (1712-86), preussisk konge, oplysningsmand og religionsskeptiker, engang ville udfordre sin livlæge Zimmermann og derfor spurgte: ”Zimmermann, kan han nævne mig blot et bevis på, at Gud eksisterer?”. Svaret, som angiveligt gjorde kongen tavs, lød: ”Jøderne, Deres Majestæt”. Den bibelkyndige kommer måske til at tænke på Paulus, som efter at have opremset sine jødiske folkefællers frafald, vantro og stivnakkethed, spørger i Romerbrevet ”Har Gud da forkastet sit folk?” Og svaret lyder ”Aldeles ikke!”. (Rom 11,1). Jøderne er nemlig det folkelige udtryk for den stedse forargelige, men bibelske sandhed, at alt er nåde. Jøderne er Guds udvalgte folk, men ikke just i kraft af deres fortræffeligheder, styrke og antal, men af nåde. Skriften lægger ikke fingrene imellem: ”Det er ikke, fordi, I er større end alle andre folk, at Herren fattede kærlighed til jer og udvalgte jer; for I er det mindste af alle folk… (5 Mos 7), og ”Du skal vide, at det ikke skyldes din retfærdighed, at Herren din Gud giver dig dette herlige land i eje, for du er et stivnakket folk” (5 Mos 9,6). Ren, suveræn, guddommelig nåde, og hvad er mere provokerende? Nåden udstiller vores magtesløshed og fald og Guds storhed og frihed. Nåden tager frelsen ud af vores hænder. Nåden undergraver ret og rimelighed, fornuft og erfaring. Nåden er en torpedo mod vores hovmod, en bombe under vores selvberoenhed. At jøderne ikke for længst er forsvundet i tidens kværn sammen med de andre oldtidsfolk, at jøderne ikke er bukket under for diskrimination, forfølgelse og folkemord trodser al historisk sandsynlighedsberegning. Gud har ikke forkastet sit folk, selv om størstedelen af det jødiske folk forkaster hans søn, deres Messias og verdens frelser. Jødernes synder er mange, men Guds nåde, hans langmodighed til frelse er større. Det gælder jøderne, men det gælder også et hvert andet menneske. Det særlige ved jøderne er, at de i særlig grad er bestemt til at vise verden, at alt er nåde. Hvad kirken forkynder, viser jøderne som folk. Guds trofasthed mod kirken af alle folkeslag har sin pendant i Guds trofasthed mod det jødiske folk. ”De er det eneste folkeslag, der skal bestå, så sikkert, som Gud er Gud”. (Karl Barth)

