Udskriv

Frelsesvished hos Luther

Af N. Otto Jensen, Tidehverv, 1929, januar, s.3-8.

Det Skrift, Luther skriver imod Erasmus' Afhandling om den frie Vilje, mærker man tydeligt, er udarbejdet med Iver og Energi og inderlig Kampglæde, fordi han endelig engang kan lade Udenværkerne ligge og alene beskæftige sig med Sagens Kærne, men samtidig er det interessant at iagttage, hvorledes Erasmus's Skrift først har harmet og irriteret ham og gjort ham led ved at beskæftige sig med det. Grunden dertil er, at Erasmus hele Tiden smutter ham ud af Fingrene som en Aal, han er klog og forsigtig, fornem og køligt iagttagende og ynder en vis Skepsis, vil gerne holde de forskellige Muligheder aabne, er imod alt for sikre og bestemte Paastande. Men ”det udmærker ikke et kristeligt Sindelag ikke at have sin Glæde i faste, bestemte Paastande, nej, man bør have sin Glæde deri, ellers er man ingen Kristen”. I det, man lærer, bør man være saa vis og saa sikker, at man vil holde det fast, forsikre, forsvare og bekende det, komme hvad der vil. Dette er karakteristisk for Luther. Det viser først, at han ikke kan staa som Tilskuer, som lidenskabsløs Betragter, der i Grunden er udenfor Sagen. Spørgsmaalene er ham personligt nærgaaende; det er hans Skæbne, der afgøres ved det Svar, der gives. Derfor kan han heller ikke blive staaende paa Halvvejen, ikke nøjes med et halvt Svar, kan ikke slaa sig til Ro, saa længe der er den mindste Tvivl eller Vaklen, men maa trænge frem til et fast, afgjort og bestemt Svar.

Der er i ham en Lidenskab for det absolute. Skønt han som faa lever med begge Ben paa Jorden, er det rigtigt, at mens vi lever det meste af vort Liv i et neutralt Midt-imellem, lever han sit Liv enten i Himlen eller i Helvede. Og da han begynder med at leve det i Helvede, kan han ikke standse, før han naar til at leve det i Himmelen. Da han begynder med at spørge: Naar vil du dog blive from og gøre nok, saa at du kan faa en naadig Gud, kan han ikke standse, før han véd, at han har en naadig Gud. Holl gør opmærksom paa, hvorledes ikke alene i det Svar, han finder, men i selve Spørgsmaalet, i selve Begæret efter fuld, personlig Vished, efter selv at tage Ansvaret, selv at være overbevist, ligger det, der sprænger den katholske Frelseslære og Frelsesvej.

I.
Han er altsaa begyndt under Vreden, og det er blevet ham uudholdeligt. Spørgsmaalet er vaagnet. Han maa have en naadig Gud, og som naturligt er stilles Spørgsmaalet i den eneste dengang mulige Form: Naar vil du blive from og gøre nok. De véd alle, hvorledes han strandede paa den Vej og maatte sættes over paa et helt andet Plan, have et helt nyt Udgangspunkt, før han fandt Frelsen. Men under alt dette er hans Opfattelse af Frelsen stadig blevel uddybet. Det, han søger, er ikke en Fred, en Harmoni, men en naadig Gud. Det afgørende er ikke, hvordan han har det, hvad hans Skæbne bliver, men hvordan Gud ser paa ham. Gud er, og hans er Magten. Det er hans Syn, hans Bedømmelse af Menneskene og Verden, der giver Livet dets Karakter af Lys eller Mørke, Fortvivlelse eller Salighed, Himmel eller Helvede. Enten er man under hans Vrede, og da er man det helt, da er alt Mørke, Dom og Fortvivlelse, eller under hans Velbehag, og da er alt Lys, Liv og Salighed. Gud har givet sin Lov, og dens første og afgørende Bud lyder: Du maa ikke have andre Guder, d. v. s. du skal elske Herren din Gud af hele dit Hjerte, hele dit Sind og hele din Sjæl. Overfor dette Bud viser sig ogsaa Luthers Lidenskab for det absolute og hans ubestikkelige Sandhedskrav. Han kan ikke nøjes med nogen af de Lempelser eller halve Standpunkter, som gaves. Han véd, at Kravet gælder helt, at Gud skal æres og elskes over alle Ting. Ene og alene derefter bedømmes vort Liv og vore Handlinger, om det udelukkende er Gud, der søges deri, eller noget andet. Ogsaa naar Gud gaar knusende og tilintetgørende hen over os og vort, er det ham, vi skal søge, ham vi skal bøje os for og tage Parti for imod os selv. Og dette skal ske villigt, glad og gerne ”af et frit, muntert Hjerte”. En tvungen Kærlighed er ingen Kærlighed. Overfor dette Bud strander Luther. Han er gaaet i Kloster, har fastet, bedet og trænet sig op til at yde det højeste, men naar kun til at opfylde Loven i det ydre og hade den dobbelt i det indre; i Stedet for Kærlighed til Gud skabes Had og Trods, og med alt dette bliver Vreden over ham. Men da han sættes ind paa en anden Vej og finder en naadig Gud, betyder det ikke, at han slipper lempeligere, at han ”frelses” udenom Kravet. Han erfarer: Vi kan ikke elske og ære Gud. Han finder, at Gud selv maa give sig Ære, selv maa skabe den Kærlighed, hvormed han skal elskes. Men dette, at Gud alene æres og elskes, er for os dog stadig det, hvortil vi er forpligtede og altid vedbliver at være forpligtede. Naaden siger ikke, at selv om vi ikke mægter at præstere det, vi skal, skal vi alligevel faa Saligheden. Luther kender ingen anden Salighed, end at det Bud, der er over ham, opfyldes. Naaden fritager ikke for Kravet, den stiller os først rigtig ind under det, og er selv den eneste mulige Opfyldelse deraf. Dette sidste maa vi foreløbig lade ligge. Her drejer det sig kun om at holde fast, at Kravet vedbliver at bestaa, at det, der spørges om, naar Talen er om Frelsen, ikke er, hvad der bliver af os, hvad vi naar at blive til, eller hvad vor Skæbne bliver, heller ikke, hvad der bliver af vore Værdier, det vi vil sætte ind for, men at vi kan lære at slippe os selv og alt dette og bøje os for Gud, at han kan æres og hans Vilje ske.

De første Luther vender sig imod, er derfor dem, der giver Menneskene en falsk Beroligelse, gør dem sikre paa deres egen Salighed, men netop derved gør dem selvstændige, fratager dem Sansen for Gud og hans absolute Krav. ”Den rene Pest er de Prædikanter i vore Dage, som prædiker om nærværende Tegn paa Naaden for at gøre Menneskene sikre, skønt dog det største Tegn paa Naaden er at frygte og skælve, (Det er nemlig Tegn paa, at Gud ikke overlader os til os selv, hvilket er Helvede; men stiller os under sin Fordring), og det at være sikker og tillidsfuld i sig selv er det mest haandgribelige Tegn paa Guds Vrede. Og dog stønner alle derefter med en forunderlig, rasende Lidenskab”. Det er det, der tvinger Luther til at fremsætte sine Teser om Afladen, at Afladen gør Menneskene sikre og snyder dem for Boden, lærer dem at søge Fred og Sikkerhed, mens ”de Kristne skal formanes til at følge deres Hoved Kristus gennem Kors, Død og Helvede”, thi de skal lære at søge Gud og ikke sig selv, derfor lære at hade sig selv og lade Gud ad den Vej, han vælger, Korsets Vej, udrydde hvad han ikke vil skal bestaa. Dette er Frelsen — ikke at sikre sig selv, men uden Sikkerhed, uden Beskyttelse overgives, prisgives til Gud, til at han kan gennemføre, hvad han vil. Det hele er egentlig givet i de Ord, hvormed han i Romerbrevskommentaren svarer dem, som forarges over Forudbestemmelsen, Prædestinationen, at Gud alene efter sin uudgrundelige Vilje udvælger til Frelse og Fortabelse, og kun de frelses, som han har bestemt dertil, og kun de fortabes, som han har villet, at Gud altsaa paa Forhaand kan bestemme et Menneske til Fortabelse: ”Her siger Kødets Klogskab: Haardt er det og forfærdeligt, at Gud søger sin Ære i min Ulykke. Hør her Kødets Stemme: Min, min, siger det. Slet dette ”min” og sig: Dig være Ære, Herre! og du vil være frelst”. Det er Kødets Klogskab at frygte mere for sin egen Ulykke end for, at Gud vanæres. Det er at være frelst at ære og tilbede Gud i det, han virker, hvad det end er. Dermed turde det meste af vor Søgen efter Frelse og Frelsesvished, der jo er en stadig Gentagen af Omkvædet: mig, mig, min, min og mit, falde bort som Sagen uvedkommende, naar Talen er om Frelsesvished hos Luther, eller rettere sagt, det er Sagen i højeste Grad vedkommende, da det er født ud af den Kødets Klogskab, som skal dø.

Der er i disse Tanker en Parallel til den overlegne Ligegladhed med sin egen Skæbne, som vi kender saa godt hos Luther. Han siger om sig selv, at han er blevet ført frem som en Fole, paa hvilken Øjnene er blændede, saa den ikke véd, hvor den føres hen, og det bekymrer ham heller ikke. Et ønsker han: under alle Forhold frit at turde bekende, hvad der for ham er Sandhed; men hvad der saa kommer ud af det, eller hvad der bliver af ham, det vedkommer ham ikke. Hans hensynsløse Ubekymrethed beror paa, at han restløs har givet Afkald paa at være noget og udrette noget, har lagt alt fra sig og stoler paa den Gud, som selv virker det, han vil, det vi ikke véd og ikke kender.

II.
Har Luther nu lært, at Mennesket kan og skal eller ved Naaden skal sættes i Stand til at kunne opgive sig selv og taale alt, Kors, Død og Helvede, een Ting bliver, som Mennesket ikke maa og ikke kan taale: Guds Vrede. Det maa have en naadig Gud. Det er derom, Spørgsmaalet drejer sig for Luther. Her er han, som alle véd, opvokset i den Indbildning, at det var i hans Haand, at det beroede paa ham og den Stilling, han indtog, om Gud var vred eller naadig. Guds Naade var afhængig af ham, af den Tilstand, han var i, han skulde selv forberede sig til den og derved fortjene den. Selv om man ogsaa efter katholsk Opfattelse skal haabe paa Guds Naade, bliver det i Praksis til, at man skal haabe paa sig selv. Naaden tænkes som en Kraft, der gives frit og indgydes i os i Sakramentet; men den gives dog kun til den, som har gjort alt, hvad han af egen Kraft formaar, særlig i Bodssakramentet kun til den, der har ydet den sande Anger, den, der udspringer af Kærlighed til Gud og Retfærdigheden, en Kærlighed, som ikke elsker Gud for at opnaa noget hos ham, ikke søger sit eget i Gud, men elsker Gud, fordi han er Gud og kræver at være Gud. Den kan han ikke præstere, og hans Ærlighed forbyder ham at tro dem, der lærer, at en ufuldkommen Anger, en Anger, der fremkaldes af Frygt for Straf, er nok. Han naar aldrig til at tro, at han har præsteret nok, og han finder aldrig hos sig selv de Tegn, som skal følge efter og vise, at Gud har givet sin Naade i Sakramentet. Han gaar alle de Veje til Ende, som fandtes, men drives kun længere og længere ind i en Selvkredsning og Selvransagelse og Hidsen sig selv op til at præstere mere og mere, og sidder til sidst fast. Han véd, at han skal søge og tjene Gud og Næsten, men erfarer, at han er uhjælpelig bøjet ind i sig selv, saa han røver hver Gerning, ogsaa den tilsyneladende mest uegennyttige for sig selv, søger sig selv i alt, intet foretager sig uden, at det er et Forsøg paa at sikre sig selv, redde sig selv, skaffe sig selv Fortjeneste, saa han er beskyttet overfor Gud. Han ser, at det er haabløst, og maa tro, at han er evig fordømt.

Men samtidig med at han arbejder sig dybere og dybere ind i Fortvivlelsen, rækkes der ham dog ogsaa nu og da et Øjebliks Hjælp. Luthers Udvikling skrider langsomt frem. Det nye kommer ikke ved et enkelt pludseligt Gennembrud, men ved en Række Glimt, Gang paa Gang gives der ham en Hjælp udefra, som i Øjeblikket hindrer ham i at synke i Fortvivlelsens Afgrund og efterhaanden lader den Erkendelse arbejde sig igennem hos ham, at det er selve Udgangspunktet, der er galt. Den gamle Munks Ord: Véd du da ikke, at Kristus har befalet os at haabe — simpelthen give det som et Bud, at vi skal haabe paa Trods af alt —, frem for alt Opdagelsen af den rette Betydning af Pauli Tale om Guds Retfærdighed, og det nye Lys, som derved kastes over alle Skriftens Udsagn. Staupitz, om hvem han engang siger, at han har begyndt Læren, fordi han har lært, at man skal se hen til den Mand, der hedder Kristus — hans Sjælesørgerraad og Undervisning, især hans Lære om Boden og den sande Anger, Arbejdet med Skriften og Opgøret med gammel og ny Theologi, alt fører frem mod den Erkendelse, at det er selve Udgangspunktet og derfor hele Vejen, der er gal. Grunden til, at den fører vild, og det forargelige ved den er, at den ikke fører Fortvivlelsen til Bunds.

Selv om der over hele Linien er Usikkerhed og Fortvivlelse, bestaar dog selve Forudsætningen, at Mennesket kan og skal gøre noget for at vinde Naaden. Her maa Grunden ryddes. Mennesket skal erkende sin Stilling overfor Gud. Uvisheden skal stige til Fortvivlelsens Vished, at Mennesket intet kan, at alt er forgæves, at intet gælder for Gud. Den katholske Opfattelse vil nok regne med Naaden, men kun som en Hjælp til Selvhjælp. Den vil nok, at Naaden skal gives frit, men vil dog have noget i os, Naaden kan knytte til. Den vil nok indrømme, at vi er Syndere, men ikke, at vi ikke er andet og aldrig kan blive andet. Og det er det, Luther opdager paa ny, at Kristus er sendt til Synden og kun til Syndere, at Gud forbarmer sig over fortabte, over vanhellige og uretfærdige, som ikke er andet og ikke kan blive andet, ikke over saadanne, i hvem der dog endnu er noget, der kan elskes frem, saa de engang ved hans Hjælp i sig selv kan blive hellige, rene og retfærdige, saa han kan se med Velbehag paa dem, men over saadanne, hvis hele Væsen er Synd, hos hvem hver Tanke, Ord og Gerning, om den straaler af Renhed og Fromhed og Hellighed, er Synd og kun Synd. Det er nemlig ikke Gerningerne i sig selv, men Guds Bedømmelse af den, der gør Gerningerne, der giver dem deres Karakter, gode eller onde. Alt, hvad en Synder foretager sig, er Synd og fortjener kun Vrede og Straf. Naar Gud engang har indesluttet alt under Synden og dømt os alle som Syndere, da er alt forgæves. Med alt, hvad vi gør, er vi inde under dette, og vi kan ikke komme ud over det, kan intet foretage os, som kan forandre Stillingen, og hvorved vi kan vinde os Guds Velbehag. Der gives ingen Vej fra Mennesket til Gud.

Men nu er det, Luther paa ny hører Evangeliets Tale, at Gud uden Grund eller imod al Grund, paa Trods af al Retfærdighed, vil være os naadig, at han har taget Værket i sin Haand, at han antager dem og regner dem for retfærdige, som er i Bund og Grund uretfærdige — paa Grund af Kristus. I ham er Retfærdighed, Hellighed og Forløsning, og dette, som ikke er vort, som ligger helt udenfor os, som er en andens, en fremmed Retfærdighed, regner Gud som om det var vort. Naaden hviler i sig selv, gives frit ved Guds Udvælgelse til den, han vil, den han ved sit Ord kalder til Tro paa Kristus. Og den Retfærdighed, vi da har for Gud, er ikke den, vi har eller engang vil kunne naa, men den vi ikke har og aldrig faar, men som Kristus har, og som Gud tilregner os. Kun den Retfærdighed, der er i Kristus, anerkender Gud. Alt, hvad der er udenfor den, er Synd. ”Thi den sande og virkelige Gud siger saaledes: Ingen Retfærdighed, Visdom og Fromhed behager mig undtagen den ene, hvormed Faderen herliggøres ved Sønnen. Den, som ved Troen hænger fast ved denne Søn og mig og min Forjættelse i ham, for ham er jeg Gud, ham antager jeg, retfærdiggør og frelser. Alle andre forbliver under Vreden, fordi de dyrker en Gud, som ikke er Gud”. En naadig Gud har altsaa alene den, som ved Troen hænger fast ved Kristus og Guds Forjættelse i ham. Den, der intet har, staar med tomme Hænder eller snarere staar med Hænderne fulde af alt det, der forkastes og derfor selv forkastes, men holder sig til Kristus, han er reddet; men den, der har noget ved Siden af og uden for Kristus, en anden Retfærdighed, Visdom og Fromhed end den, der er i Kristus, han er dømt. Naaden gives til fortabte, men ethvert Forsøg paa at blive andet og mere end fortabt og Synder, gør det umuligt at gribe Naadens Ord. Forudsætningen for at kunne tilegne sig denne Tale om Kristus, at tage imod Guds Naade i ham, at lade ham være vor eneste Retfærdighed, er en fuldstændig Given Afkald paa at ville eller være noget fra Menneskets Side. Som et Dyr, der styrter og hjælpeløst strækker alle fire fra sig, maa et Menneske give op, overgive sig paa Naade og Unaade og tage imod den Dom, Gud fælder, Antagelse eller Forkastelse. Kun saadan kan Mennesket tage imod Ordet om Kristus, og kun saadan kan Mennesket lade Ordet staa, som det er, uden at forvende det og fordreje det og bruge det til at bespotte Gud.

Forudsætningen for at gribe Naaden, at tro Ordet og i denne Tro have Visheden om Frelse, er en fuldstændig og absolut Fortvivlelse med Hensyn til Mennesket Tilstand og egne Muligheder. Derfor er Luthers Vrede fra Begyndelsen af og i alle hans senere Skrifter vendt mod alt i Samtidens Lære og Kirkeskik, som vil tilskrive Mennesket det mindste i Retning af at hidføre Frelsen eller berede sig til den, denne Indbildning, Løgn og Bedrag, som umuliggør Frelsen, den, han altid véd at opspore under de forskelligste Skikkelser, og som han finder koncentreret i Læren om Menneskets frie Vilje, forstaaet som en Evne til at vende sig bort fra eller henimod det, der fører til Frelse.

Under Disputatsen i Leipzig, hvor netop Spørgsmaalet om Naaden og den frie Vilje var et Hovedpunkt, behandler han det i en Prædiken og siger dér: ”Naar man nu begærer at vide, hvorledes man skal blive from og kunne handle godt, hvilket er det Spørgsmaal, man altid træffer paa, saa har jeg sagt, at det første og vigtigste er at vide, hvorledes man af sig selv ikke kan blive from og handle godt. Derfor skal man fortvivle over sig selv, strække Hænder og Fødder fra sig, klage for Guds Øjne, at man er et udueligt Menneske, og saa anraabe hans guddommelige Naade, paa hvilken man fast skal stole, og den, der lærer eller søger en Begyndelse paa anden Maade, han farer vild og bedrager sig selv saaledes, som de gør, der siger: ”Ih, du har en fri Vilje, gør saa meget, du evner, Gud vil da gøre sit”, og mener, at man ikke skal byde Folk at fortvivle. Ja, rigtigt, man skal ikke byde dem at fortvivle, men dette ”fortvivle” maa man forstaa ret. Paa Guds Naade skal ingen fortvivle, men mod den hele Verden og al Synd fast forlade sig paa Guds Hjælp, men i sig selv skal man helt fortvivle og paa intet Punkt forlade sig paa sin frie Vilje til at gøre den allermindste Gerning”.

Med Henblik paa os selv er der intet andet end Fortvivlelse. Dette gælder ogsaa den troende, den hellige, Guds Tjener. Han har ingen Retfærdighed. ”Ogsaa Guds Tjener, som dog uden Tvivl er i Naaden, kan ikke bestaa for Guds Dom, men flygter til Barmhjertigheden”. De sande Guds Tjenere véd, at de ikke er andet end Synd, se totos peccatum esse. Den Retfærdighed, de har, er altid den, de ikke har, den, der er i Kristus. Aldrig naar de et Standpunkt, hvor ikke alt, hvad de er og har, er forkastet og maa dækkes af Kristi Retfærdighed. Luther vender sig derfor skarpt mod dem, som vel begynder med at bygge paa Kristus, men saa skrider videre, og naar det kommer til Stykket, alligevel bygger mere paa det nye Liv, som skabes i dem, den Kærlighed til Gud og Næsten, som opstaar. De vil regnes for Evangeliets Prædikanter og lærer, hvad Ordene angaar vel ogsaa, at Menneskene befries fra deres Synder ved Kristi Død. ”Men fordi de lærer Troen saaledes, at de tilskriver Kærligheden mere end Troen, tilføjer de Kristus den største Haan og fordrejer paa forbryderisk og ugudelig Vis hans Ord, for saa vidt de nemlig drømmer om, at Gud ser til os og antager os paa Grund af den Kærlighed, hvormed vi nu, da vi er forligte med Gud, elsker Gud og vor Næste. Hvis det er sandt, saa har vi overhovedet ingen Brug for Kristus. Saadanne Mennesker tjener ikke den sande Gud, men deres Hjertes Afgud, som de har digtet sig selv. Thi den sande Gud ser ikke til os eller antager os paa Grund af vor Kærlighed, Godhed eller vort nye Menneske, men paa Grund af Kristus”.

III.
I det ovenfor citerede Ord var der nævnt en dobbelt Fortvivlelse: en Fortvivlelse, som altid maa være, og som skal gaa til Bunds — og en Fortvivlelse, som er Synd og derfor skal udryddes, den, der ikke vil tro Naadens Ord.

Er Menneskets Stilling saa umulig, saa hjælpeløs, som Luther har forstaaet den, da er Mennesket helt prisgivet Gud, maa lade ham gøre, hvad han vil, maa bøje sig og tage mod hans Dom. Men saa er det ogsaa helt afhængig af Guds Ord. Det første Bud har altid haft Magt over Luther, og i det har han ogsaa forstaaet, at der laa en Forpligtelse til at tro Gud paa hans Ord, lade ham beholde Sandheden og selv staa som en Løgner, naar hans Ord stred mod al Erfaring af vor egen Tilstand. Saaledes, naar han dømmer os som skyldige, og saaledes, naar han i Naade antager os. Uafhængig af, hvad eller hvem vi er, taler Gud sit Ord, og naar Gud taler, er vi forpligtede til at tro, simpelthen tage det, han siger, for sandt. Naar han siger, at vore Synder er forladte, saa er de forladte; naar han siger, at vi er hellige og retfærdige, saa er vi hellige og retfærdige. Alt staar og falder med, at vi tror Ordet. Tydeligst kommer det frem i Sakramentlæren, hvor Luther klart har det for Øje og holder det fast som det eneste Punkt, hvor han ikke vil give efter, om saa Himmel og Jord styrter sammen, at den, der gaar til Sakramentet, nødvendigvis maa tro, at han har det, Ordet lyder paa. Dermed er for det første al Magi, al Tanke om en Indgydelse af Naaden udryddet, Naaden er tænkt ren som Guds Sindelag, Forholdet til Gud tænkt rent personligt, som et Jeg overfor et Du, som en tiltalt overfor den talende. Men der ligger deri ogsaa, at den, der ikke simpelthen vil regne med, at det er, som det siges, han har i Virkeligheden ikke sluppet sig selv, han tvivler ikke helt om sig selv, han stoler mere paa sin egen Erfaring, Følelse og Fornemmelse af sin Tilstand, som han kan konstatere, end paa Guds Ord, som han ikke kan kontrollere. Han begaar den største Synd, thi han overtræder det første Bud, at tro Gud over alle Ting. Han tilskriver i Virkeligheden sig selv Sandheden og gør Gud til en Løgner. Overfor Ordet har Mennesket ikke andet at gøre end at bøje sig og tro, men at tro er at være vis paa, at han har alt det, Ordet siger, at han har. En Tro, der ikke er denne Vished, er ingen Tro.

Luthers Lære er jo ikke færdig paa een Gang — og blev vel aldrig færdig. Der er givet ham et nyt Grundsyn, en helt ny Indstilling; men hvilke Konsekvenser dette nye fører til, opdager han først efterhaanden, idet han tvinges til stadigt Opgør. Med næsten alle Begreber sker der i Tidens Løb en vis Forskydning. Saaledes ogsaa med dem, der optager os her. Efterhaanden som han mister alle Holdepunkter og kommer til at staa ene overfor Pave og Kejser, Kirken og Aarhundreders Tradition, udstødt og dødsdømt, lærer han mere og mere, hvad det vil sige at holde sig til Ordet alene, og idet han samtidig mere og mere arbejder sig ud af den katholske Forestilling om Retfærdigheden som vor subjektive Retfærdighed, som skabes i os ved Naadens Indgydelse, og udelukkende regner med Kristi Retfærdighed, som tilregnes os, taler han i stadig dristigere Vendinger om det, den troende allerede her ejer.

I ”Et Kristenmenneskes Frihed” gør han ganske frejdigt den troende til en fri Herre over alle Ting, han skildrer den fuldkomne Kærlighedens Ombytning, hvor Kristus tager alt, hvad vi er og har, paa sig og giver os, hvad han ejer. ”Du Herre Jesus er min Retfærdighed, men jeg er din Synd”. Derfor har vi alt, hvad Kristus ejer, Liv, Retfærdighed og Salighed. I Skriftet ”Om gode Gerninger” kræver han, at en Kristen dristigt skal vide og bekende, at alt, hvad han foretager sig, behager Gud. Der er ingen Forskel. Den ringeste og ubetydeligste Gerning, om det saa kun var at samle et Halmstraa op, skal han vide, har Guds fulde Velbehag. Denne Tanke, der sletter ethvert Skel mellem kristelige og verdslige Gerninger, viser klart, hvorledes det er at forstaa. I sig selv er naturligvis ikke en eneste Gerning gudvelbehagelig; men i Ordet skænker Gud sin Naade; har man den, da har man den helt, da strækker den sig overalt, og alt, hvad man foretager sig, er under Naaden og derfor kendt gudvelbehageligt. Paa samme Maade: Kristi Gerning er hel, den er ikke Stykkeværk. Han har gjort os salige paa een Gang. I sin Død og Opstandelse har han gjort sin Gerning, og naar han nu i sit Tilsagn, altsaa i Daaben, i Ordet og Sakramentet giver et Menneske Del deri, da skal dette Menneske have Mod til at sige om sig selv, ”at han er hellig, from, retfærdig og Guds Barn, vis paa Saligheden, og maa ikke tvivle derpaa”. Hvis man ikke tør det, regner man jo med sin egen Tilstand og ikke med Kristus. Derfor hedder det i en Prædiken: ”Naar nu ”Kain” (d.e.: alt det i os, som selv vil blive god, retfærdig o. s. v., inden vi tør tro Naaden) hører det, saa vil han korse sig med Hænder og Fødder og af stor Ydmyghed sige: Ih! Gud bevare mig for det gruelige Kætteri og den Formastelighed. Skulde jeg arme Synder være saa hovmodig og sige, at jeg er et Guds Barn? Nej, jeg vil ydmyge mig og bekende, at jeg er en arm Synder. — Lad disse fare og vogt dig for dem, som for de største Fjender af den kristne Tro og din Salighed. Vi véd vel ogsaa, at vi er arme Syndere; men her gælder det, ikke hvad vi er og gør, men hvad Kristus er og har gjort for os og endnu gør. Vi taler ikke om vor Natur, men om Guds Naade”.

Fordi Kristi Gerning er hel, ”derfor er hele det Liv, en ret troende Kristen lever efter Daaben, ikke andet end en Venten paa, at den Salighed skal aabenbares, som han allered har. Han har den visseligen helt, men dog skjult i Troen. (Er hat sie gewisslich ganz. aber doch im Glauben verhorgen)”. I dette Ord ligger Forklaringen paa, at Luther tør, ja føler sig forpligtet til at tale saaledes. Vi har alt, men skjult i Troen. Det er ikke et Faktum, vi kan konstatere i os selv. Det er i Kristus og i Guds Tilsagn til os, i Ordet. Derfor er det eneste Forhold, vi kan have til det, Troen, der holder sig til Ordet alene. ”Tror du, saa har du; tror du ikke, saa har du ikke”.

Idet nu det hele er taget ud af vor Haand, er lagt udenfor os, kommer til os udefra, og vi kun saaledes har Del i det, men saaledes har det helt, er vi frigjorte. Alle Handlinger, Ord og Tanker, som vi tidligere holdt krampagtig fast paa, brugte for at sikre os og forbedre vor Stilling, er nu givet fri, først nu kan vi tjene Gud og Næsten, da vi véd, at det altsammen intet betyder, men at vi i Troen har alt. Dette er dog et Kapitel for sig, som det vil føre for vidt at komme ind paa.

Noget andet er, at en Kristen, da det nye Liv er skjult i Troen, ogsaa er fritaget for at iagttage sin egen Tilstand. Om det Liv, der er i ham, gælder, at han maa se helt bort fra det. Han har ikke andet at holde sig til end Ordet, og maa ikke have andet. At begære mere, en indre Erfaring, en Fred, han kan føle og mærke, en haandgribelig Fred, og ikke ville nøjes med Troens Fred (begære pax in re, non in fide) er at friste Gud, det er Vantro, det er Synd, det er at ville tage Sagen i sin egen Haand og ikke lade den bero hos Gud. Dertil kommer, at al den Slags Ting er det umuligt at bygge noget paa. Kun i Ordet kan vi vide, hvad Gud vil, eller hvorledes han er sindet imod os. Vi kan ikke udregne det af nogen ydre eller indre Erfaring, da Guds Naade, Barmhjertighed, Godhed, Kærlighed o. s. v. for Menneskers Øjne er skjult under deres Modsætning, ”saa Mennesket ofte er mere usikker angaaende Naaden, naar den er nær, end naar den er borte”. Naar Gud vil virke ét, virker han ofte det modsatte. ”Han bønhører os ved at virke det modsatte af, hvad vi tænker. Vi beder om Frelse, og han fører os for at frelse endnu dybere ind i Fordømmelse og skjuler saaledes sin Bønhørelse under en saadan Storm”. Hans Frelse er at tage alt fra os, saa vi intet har uden ham og kan gribe om hans Ord.

En Tro, der ikke er Vished, er ingen Tro, men en Vished, der er andet og mere end Troens Griben om Ordet, den er for det første Bedrag, og dernæst er den Hovmod, gør os selv til Gud. Den lukker af, spærrer os inde i os selv, i en Fæstning, hvor Gud ikke kan naa os, og hvor vi intet har med ham at gøre. Visheden er givet i Troens Bevægelse. Den er altsaa ikke en Tilstand, noget der er givet een Gang for alle, ikke en Besiddelse hos mig, men maa bestandig gives paa ny ved en stadig Venden tilbage til Udgangspunktet, er en stadig Fortvivlelsens Flugt fra sig selv til Gud.

Naar Gud taler sit Ord og derved skaber Troen, ”da skal der ikke være nogen Frygt eller Vaklen (hos Mennesket), at han af Naade er from og et Guds Barn, men alene Frygt og Bekymring for, hvorledes han skal vedblive at være saaledes indtil Enden. — — Thi al Salighed er der med Vished helt, men uvist og Genstand for Bekymring er det, om han vil kunne bestaa og beholde den”. Han selv har ingen Raadighed derover.

Luther finder sig bestandig staaende imellem de to Afgrunde: falsk Sikkerhed og Fortvivlelse, begge Dele er Vantro, og begge Dele er Synd, forbudt af Gud i det første Bud, ”hvor Gud siger: Jeg er Herren, din Gud — som vilde han sige: Naar du er selvsikker, er jeg ikke Herren din Gud: omvendt maa du heller ikke fortvivle, naar du fortvivler, er jeg heller ikke Herren din Gud”. Stillet mellem disse to Afgrunde maa han bestandig bede Gud tale sit Ord og saaledes bevare, styrke og opholde ham i Troen. Thi ogsaa Troen er Guds Værk. Hans Liv bliver en daglig Anger og Bod, og en daglig Modtagen af Naaden, som han aldrig har som blivende Besiddelse, men som er ny over ham hver Morgen. ”Denne Fortvivlelse og denne Søgen af Naaden skal ikke vare en Stund eller en Tid og saa ophøre, men alle vore Gerninger, Ord og Tanker, saa længe vi lever her paa Jorden, skal udelukkende være rettede derhen, at vi altid fortvivler i os selv og forbliver i Begær og Længsel efter Guds Naade”.

Foredrag holdt ved ”Tidehverv”s Møde paa Hindsgavl August 1928, let omarbejdet,
N. Otto Jensen.


N. O. Jensens foredrag er også udgivet i bogen: N. Otto Jensen: Luthers Gudstro - En indførelse i Luthers tankeverden, Gads Forlag, 1959.