Udskriv

Jonathan Swift.

Af Tage Schack, Tidehverv, 1932, nr. 7, s.95-99 & nr. 8, s.137-143.

I.
De fleste Børn kender Swifts berømte Bog: ”Gul-livers Rejser”. Den har haft en mærkelig Skæbne. Af Forfatteren (1667–1745, Stiftsprovst i Dublin) ment som et af Verdenslitteraturens stærkeste Angreb paa Menneskeheden, skrevet med den Hensigt ”at ærgre Verden”, blev dens Skæbne: en øjeblikkelig og stedsevarende Sukces; den blev straks kaldt ”en munter Bog” og er endt som Børnebog, ganske vist i stærkt forkortet og bearbejdet Udgave. Det, der nu læses, er som Regel kun Gullivers to første Rejser: til Lilleputternes og Kæmpernes Land. Men selv i disse er der saa megen skjult og aabenbar Menneskeafsky, at det meget vel kan blive hængende i et Barns Erindring. Swifts Fremgangsmaade er den simple: at gøre Mennesket relativt ved først at gøre ham overordentlig lille og derpaa overordentlig stor. I første Tilfælde bliver alt det menneskelige latterligt i dets Ubetydelighed og Smaalighed. I andet Tilfælde bliver det ganske vist mere imponerende og mere fornuftigt (Kæmperne er i langt højere Grad Fornuftvæsner end vi almindelige dødelige); men samtidig bliver alt det generende og afskyelige ved det normalt menneskelige forstørret og forstærket til det næsten uudholdelige. Allerede Skildringen af Gullivers Rædsel ved at se Kæmpetiggernes Saar og Udslet og ved at overvære Kæmpehofdamernes Paaklædning og hans Afsky ved at mærke den Lugt, som, dem selv uafvidende, udgik fra disse Kæmper til hans mere fintmærkende Næse, er en Antydning af, at Swift maaske ikke har udtrykt sig helt korrekt, naar han siger om sig selv: ”Jeg hader og afskyer hjerteligt det Dyr, som hedder Mennesket, skønt jeg hjertelig elsker John, Peter, Thomas o. s. v.” Der er meget, der tyder paa, at bagved hans Had til det irrationelle og taabelige Væsen, som hedder Mennesket, laa netop hans Vanskelighed ved at udholde det ikke blot taabelige, men snavsede og nærgaaende konkrete Menneske: John, Peter, Thomas.

Dette bliver navnlig tydeligt, naar man læser Gullivers fjerde Rejse, som er langt mindre kendt og unægtelig heller ikke egner sig til Læsning for Børn; i de almindelige engelske Udgaver er der da ogsaa mildnet betydeligt paa Skildringens grove Realisme. Denne fjerde Rejse handler om Gullivers Ophold i et Land, hvor den herskende Race er ædle og kloge Heste, højtstaaende Fornuftsvæsner, for hvem Ord som ”Løgn” og ”Forbrydelse” ingen Mening indebærer. Gulliver føler sig dem langt underlegen. Men det forfærdelige er, at han træffer sammen med en ualmindelig modbydelig Dyreart, som Hestefolket bruger som Lastdyr; og i dem genkender han en Afart af den Menneskeslægt, som han selv tilhører:

”Tilsidst saa jeg flere Dyr paa en Mark og et eller to af samme Art sidde i Træerne. Deres Legemsbygning var meget forunderlig og uskøn. Deres Hoveder og deres Bryst var bedækket med tæt Haarvækst, nogles krøllet og hos andre glat, de havde Skæg som Gedebukke og en lang Stribe Haar nedad deres Ryg og foran paa Ben og Fødder, men ellers var deres Legeme nøgent, saa jeg kunde se deres Hud, som havde en lysbrun Farve. De havde ingen Hale. De klatrede i høje Træer saa behændigt som Egern, thi baade paa For- og Bagfødder havde de lange, stærke Kløer, der endte med skarpe, krogede Spidser. I det hele har jeg aldrig set et saa afskyeligt Dyr eller et, jeg straks har følt saa stor Modbydelighed for”.

Da det gaar op for Gulliver, at disse Væsner er Mennesker, om end lavtstaaende Mennesker, er han ved at faa Kvalme og gør ved Hjælp af sine Klæder, hvad han kan for at skjule sit Slægtskab med dem. Det opdages dog naturligvis, men en ædel og klog Hest tager sig af ham og hører med Interesse paa hans Fortællinger om Forholdene i hans Hjemland; men jo mere Gullivers Vært hører derom, desto tydeligere staar det for ham, at disse Mennesker paa den fjerne Ø England er af ganske samme Art som de uappetitlige og taabelige ”Yahooer”, der træller paa Hestefolkets Marker. Naturligvis er de engelske Yahooer en Smule klogere; men da de har den samme graadige og grusomme Natur, gør denne større Klogskab dem kun saa meget desto farligere og mere frastødende.

Gulliver befinder sig overmaade godt hos disse Overmennesker i Hesteskikkelse; men da det dog ikke kan nægtes, at han er en Yahoo, ender det med, at han bliver forvist og tilsidst finder tilbage til sine Medmennesker i England. Her er det ham næsten fuldkommen uudholdeligt at se, end sige røre ved og lugte sine Medmennesker. Aldrig har Uviljen mod Medmennesket, Modbydeligheden ved Menneskets Nærhed fundet voldsommere Udtryk end i Skildringen af Gullivers Tilbagekomst til sin Familie i England:

”Min Hustru og Børn modtog mig med stor Overraskelse og Glæde, fordi de med Sikkerhed havde antaget mig for død; men jeg maa aabent tilstaa, at Synet af dem kun fyldte mig med Had, Afsky og Foragt, og desto mere, naar jeg tænkte over det nære Forhold, jeg stod i til dem. For skønt jeg siden min ulykkelige Bortrejse fra Hestenes Land havde tvunget mig selv til at taale Synet af Yahooerne og at omgaas Don Pedro de Mendez, saa var min Erindring og Fantasi stadig fyldt med disse ophøjede Hestes Dyder og Idéer. Og da jeg begyndte at tænke over, at jeg ved at forene mig med en af Yahooernes Art var blevet Fader til flere af denne Art, slog det mig med den dybeste Skam, Forvirring og Rædsel. – Saa snart jeg var kommet ind i mit Hus, tog min Hustru mig i sine Arme og kyssede mig, hvorved jeg, da jeg ikke i mange Aar havde været vant til Berøringen med dette modbydelige Dyr, faldt i Besvimelse næsten en Time. Nu er det fem Aar siden min Tilbagekomst til England; i det første Aar kunde jeg ikke udholde min Hustrus eller mine Børns Nærværelse; selve Lugten af dem var uudholdelig; endnu mindre kunde jeg finde mig i, at de spiste i samme Værelse. Den Dag i Dag tør de ikke vove at røre mit Brød eller drikke af det samme Bæger som jeg; heller ikke har jeg nogensinde været i Stand til at lade en af dem tage mig i Haanden”.

Med Rette er det sagt, at den, der har skrevet dette, har været i Helvede.

Det iøjnefaldende heri er Menneskeforagten, den hovmodige Intellektualists Had til dette taabelige, irrationelle og tilfældige Væsen: Mennesket. Dette træder endnu stærkere frem i Swifts Digt ”Dommedag”, som her følger (i Sven Clausens Oversættelse i ”Digte” 1931):

”Sky, skælvende ved Tronens Fod
for Dommen ræd Alverden stod.
Bleg saa hver Synder stift mod Jord –
da skælved Himlen ved Guds Ord:

”Vanart af Skabning, Kvinde, Mand,
vildført af Syn som af Forstand. –
Du, som af Svaghed Synd bedrev,
du, som af Hovmod ren forblev.
I Sekter, som i Dag hidkom
at se hinandens Straffedom,
som loved var af Folk, der ved
saa lidt som I om Gud Besked:

Nu Jordens Mareridt er endt,
saa er min Vrede og afvendt,
Jeg spilde Tid paa Taaber – Jeg
fordømme Fæ!! – – gaa – gaa jer Vej!””

Det er mærkeligt, at det optimistiske 18. Aarhundrede med dets Tro paa Menneskeheden og Tilværelsen har frembragt et saa bittert Angreb. Det hænger vel sammen med, at Forstandsklarheden netop hos de mest konsekvente, som Swift og Voltaire, skærer igennem Illusionerne. De havde ikke Romantikkens senere Tro paa Menneskets og Tilværelsens mystiske Muligheder at trøste sig med. Swift ser Menneskets og Menneskeslægtens Uforløsthed og venter ingen Nyskabelse fra dette Væsen. Og selvom han som Præst sikkert med en vis stridbar Loyalitet troede paa, hvad han skulde tro paa, er det dog nok rigtigt, at han levede altfor meget med i dette Liv med al dets Elendighed til at være særlig optaget af ”det evige Liv”; men derfor kunde han ogsaa – uden nogen religiøs Trøst – mærke dette Livs Uforløsthed, d.e: at han var i Helvede.

Alt dette kan utvivlsomt godt kaldes sygeligt, ligesom det ogsaa er et Faktum, at han virkelig var sindssyg de sidste Aar, han levede. Men dette forekommer mig at være af mindre Interesse. Meget mere frugtbart er et helt andet Spørgsmaal, som jeg vil forsøge at udrede:

Vi kan begynde med at fastslaa ud fra Swifts Eksempel, at det er ikke ”Livsanskuelsen”, der er det afgørende. Swift levede i en optimistisk Tid, da alle fornuftige Menneskers Livsanskuelse var optimistisk; og han hørte i høj Grad til de fornuftige. Rationalisme er altid optimistisk, naar den ikke findes hos et yderliggaaende Temperament som Swifts var det. Hvorfor bliver da hele Livsanskuelsen, som han i øvrigt delte med sit Aarhundrede, hos ham helt anderledes farvet? Der kan gives to, hinanden supplerende, Svar paa dette Spørgsmaal:

1) Swift havde en Lidenskab og Konsekvens i Tænkningen, som Samtiden manglede. Han havde en Trang til at blive ved; til at sige det, han havde set og mærket, hvor modbydeligt det saa var; til at udtrykke det, som afdækker Illusionerne. ”Sidste Uge saa jeg en Kvinde flaaet; De vil næppe tro, i hvor høj Grad det forandrede hendes Udseende til det værre”, skriver han et Sted; og en saadan tilfældig Bemærkning er typisk. Han havde den Tankens Energi, som til alle Tider er saa uhyre sjælden, men som det er ethvert Menneskes Pligt at have, fordi den tilsidst ikke er et Spørgsmaal om Intelligens, men om Viljen til at leve. Det er nemlig ikke den theoretiske Tænkning, det her drejer sig om, men den personlige; og den er ethvert Menneskes Sag. Tanken kan som Theori bruges til at dække over Hullet i Tilværelsen, dér, hvor det slipper op; den kan bruges til at harmonisere. Men er Tanken personlig (d.e.: eksistentiel), er den farlig; saa peger den ud i det tomme Rum. Derfor kan man om Swifts utheoretiske, i høj Grad personlige Tænkning anvende Jakob Knudsens Ord i Foredraget ”Livets Ironi” (i ”Livsfilosofi”), at Erkendelsen er som Dynamit; den er bogstavelig livsfarlig. Her anvender vi Ordet ”Erkendelse” i en noget anden Betydning end Jakob Knudsen. For Swift laa Livets Ironi ikke i Uendeligheden, som aldrig synes at have interesseret ham i og for sig; men den laa i Mennesket, som han ser i Uendelighedens Belysning fra Lilleputternes og Kæmpernes Synspunkt, for derved at faa Ironien frem. Naar en Intellektualist som Swift ikke kan finde Hvile i Abstraktioner og Idéer, heller ikke i Menneskehedens ophøjede Idé, men stadig maa gaa løs paa Mennesket selv, bliver Udfaldet let noget tragisk. Anderledes udtrykt: Vil man være Intellektualist og samtidig ikke er altfor løgnagtig, (saa man f. Eks. ikke er i Stand til at indbilde sig selv, at Kærlighed til Menneskehedens Idé er det samme som Kærlighed til Mennesket), da er Swifts Stilling konsekvent.

2) Men Spørgsmaalet maa saa stilles paany, fordi Svaret blot trækker sig længere tilbage: Hvorfra havde Swift denne Tankens Lidenskab og Renlighedssans, Hadet til Hykleri og Halvhed og Løshed i Tanke og Udtryk? Det var ikke fra Tiden og havde altsaa intet at gøre med hans Verdensanskuelse eller med hans ”Kristendom”. Det laa dybere, nemlig hos ham selv: i hans Erfaringer og hans Reaktion overfor disse Erfaringer. Det laa kort sagt i hans Forhold til Mennesker; det er vigtigere end alle Livsanskuelser. Her ligger det, som satte hans Tanke i Gang. For ham selv er det ikke et Spørgsmaal om Optimisme eller Pessimisme; alt drejer sig hos ham om hans Forhold til Mennesker; altsaa ikke om Menneskeheden, men om Mennesket. Det vidste han maaske ikke selv, men hans Liv afslører det.

Der er skrevet meget om det, man har kaldt ”den biologiske Side af Swifts Pessimisme”, som viser sig i hans ubeherskede ”Skræk og Væmmelse overfor Livets kreaturlige Grundfænomener”, hans unormalt stærke Følsomhed overfor alle naturlige Livsytringer og hans ”perverse Trang til i sin Indbildningskraft at fremhæve og forstærke just de Træk, som allerede i deres normale Fremtræden fyldte hans Sind med Afsky” (jvnfr. Gulliver i Kæmpernes Land), (Yrjø Hirn: ”Swift”, S. 105–106). ”Gullivers Rejser” er paa dette Punkt blevet sammenlignet med Innocent III's Bog: ”De contemptu mundi” (”Om Foragt for Verden”); og hvis der virkelig her er en Lighed, kunde det tyde paa, at det drejer sig om det samme Fænomen, som ligger til Grund for megen Askese; nemlig den æstetiske og intellektualistiske Verdens- og Menneskeforagt.

Men hvor meget eller hvor lidt der nu er om en formodet fysiologisk Grund til denne Swifts Holdning, eet er i hvert Fald sikkert: han gik ikke udenom Mennesket, hvor gerne han end maaske har villet det; han led Nederlag paa Forholdet til sit Medmenneske; og hans Nederlag er aabenbart. Det er det eneste Nederlag, et Menneske virkelig lider. Det var dette, der satte hans Tanke i Gang og skærpede hans livsfarlige Vaaben: hans Pen. Det, der endnu gør hans Værker levende, er ikke blot deres klassisk-renlige Stil og den voldsomme Harme, som skjuler sig derunder; men det er først og fremmest det menneskelige Nederlag, der ligger bagved: hans Had til dette Væsen, hans Medmenneske, som levede ham saa nær ind paa Livet, og som han saa gerne vilde være fri for, men ikke kunde blive fri for, – det vidste han, – hverken i det ydre eller i det indre, i sit Sind. Netop derinde var han bundet. Der fra stammer hans Harme.

Til Belysning af dette sidste: hans Bundethed til Mennesker, vil vi aftrykke Uddrag af hans berømte og berygtede Pjece om de ulykkelige irske Børns Stilling: ”Beskedent Forslag for at forhindre, at de fattige Børn i Irland skal være en Byrde for deres Forældre og for deres Land, og for at gøre dem nyttige for Samfundet.” Det er vel nok den strammeste Dosis af behersket Raseri og haabløs, sønderrevet Medfølelse, som nogen Litteratur kan opvise. (I Oversættelsen er fulgt H. Taine: ”Den engelske Litteraturs Historie” III. Oversat af H. S. Vodskov):

”Det er et sørgeligt Syn for dem, der spadserer i denne store By eller gør Rejser paa Landet, naar de ser Gader, Veje og Hytternes Døre fyldt med Tiggere af det kvindelige Køn, som efterfølges af tre, fire eller seks Børn, alle i Pjalter, og som forulemper de forbigaaende med deres Bønner. – – Jeg tror, at alle Partier er enige om, at dette overdrevne Antal Børn under den sørgelige Tilstand, hvori dette Kongerige for Øjeblikket befinder sig, er en ikke ringe Byrde i Tilgift; og den, der kunde finde paa et hæderligt, let og billigt Middel til at gøre disse Børn til nyttige Medlemmer af Samfundet, vilde gøre sig saa vel fortjent af det offentlige, at der burde rejses en Statue for ham som for Folkets Frelser. – – Jeg vil derfor ydmygt fremsætte mine egne Tanker, og jeg haaber, at de ikke skal møde den mindste Indvending.

En Amerikaner, jeg lærte at kende i London, et meget dygtigt Menneske, har forsikret mig, at et sundt og velnæret Barn, naar det er et Aar gammelt, er en fortræffelig Spise, i højeste Grad velsmagende, nærende og sund, hvadenten det saa steges eller koges, stuves eller ristes; og jeg tvivler ikke paa, at det vil vise sig lige saa godt som Frikasé eller Ragout.

Jeg beder da ydmygt Publikum betænke, at man, naar vi regner, at der er 120.000 fattige Børn, kunde beholde de 20.000 for at forplante Slægten, og af dem skulde en Fjerdedel være Drenge, – – og at man kunde lade de 100.000, der bliver tilbage, i deres eet Aars Alder udbyde til Salg til de fornemme og rige Herskaber i hele Kongeriget, idet man lærte Mødrene, at de skulde lade dem amme rigeligt den sidste Maaned, for at de kunde blive kødfulde og fede til de fine Borde. Et Barn kunde give to Retter ved et mindre Middagsselskab; naar Familien spiste alene vilde For- og Bagfjerdingen være en meget passende Ret; og naar det blev krydret med lidt Peber og Salt, kunde det meget godt spises kogt, især om Vinteren.

Jeg har beregnet, at Omkostningerne ved at opføde et Tiggerbarn (og til Tiggerne regner jeg alle Husmænd, Daglejere og de 4/5 af Forpagtere) omtrent beløber sig til to Shilling for det første Aar, Pjalter indbefattet; og jeg tror ikke, at nogen Gentleman vil værge sig ved at give 10 Shilling for en god, fed Barnekrop, som vil give ham i det mindste fire Retter ypperligt nærende Kød.

De, der ser nøje paa Skillingen, (og jeg tilstaar, at det snart er en Nødvendighed i disse Tider), kan flaa Barnet. Huden vil utvivlsomt, naar den bliver hensigtmæssigt tilberedt, afgive fortrinlige Handsker for Damerne og Sommerstøvler for de fine Herrer.

Hvad vor gode Stad Dublin angaar, kunde man jo indrette Slagterier paa de mest passende Steder; og Slagtere, kan man være vis paa, vil man ikke komme til at mangle; imidlertid vil jeg raade Folk til hellere at købe Børnene levende og lave dem til hede fra Kniven, som vi gør, naar vi steger Smaa-grise.

Jeg finder, at Fordelene ved denne Plan baade er talrige og iøjnefaldende og af den højeste Vigtighed. – For det første vil det formindske Katholikkernes Antal meget, som vi nu overlæsses med hvert Aar, da det jo er dem, der særlig forøger Folkemængden. – Dernæst vilde Landets Formue derved forøges med 50.000 Pund Sterling om Aaret, thi man kan ikke regne Bekostningen ved at opføde 100.000 Børn paa to Aar og derover til mindre end 10 Shilling aarligt for hver; og vi vandt tillige, at de fornemme Herskaber, som forstaar sig paa at spise godt, vil faa deres Bord forøget med en ny Ret. Og Pengene vil blive i Landet, da dette Produkt helt og holdent er vokset og tilberedt hos os selv. – For det tredje vilde det være en stor Opmuntring til Ægteskab; og det har alle forstandige Folkeslag jo enten opmuntret til ved Belønninger eller ogsaa fremtvunget ved Lovbud og Straf. Det vilde forøge Mødrenes Omhu og Ømhed for deres Børn, naar selve Samfundet saaledes tog sig af Sagen, og de kunde være visse paa at faa de stakkels smaa anbragt for Livstid. – Man kunde opregne endnu flere Fordele: at vor Udførsel af Oksekød vilde blive forøget; at Flæsk vilde blive billigere; at vi vilde gøre Fremskridt i Kunsten at lave gode Skinker; men da jeg beflitter mig paa Korthed vil jeg forbigaa dette og meget andet.

Nogle, som er tilbøjelige til at se alt sort, ængster sig tillige over den store Mængde fattige, som er gamle, syge og lemlæstede; og man har bedt mig tænke over, om der ikke skulde findes et Middel til at fri Landet for saa sørgelig en Byrde; men i den Henseende nærer jeg ikke den mindste Bekymring; thi vi ved jo alle, at de hver Dag dør og gaar under af Kulde, Sult, Urenlighed og Utøj, saa hurtigt, som man fornuftigvis kunde vente det. Og hvad de unge Arbejdere angaar, giver deres Tilstand os næsten ligesaa godt Haab; de kan ikke faa Arbejde og sygner derfor hen af Mangel paa Næring, i den Grad, at hvis der engang tilfældigvis er nogen, som vil bruge dem, har de ikke Kraft til at gøre det simpleste Arbejde færdigt. Og saaledes bliver baade Landet og de selv lykkeligt befriede for alle fremtidige Onder.

Jeg kan forsikre af et oprigtigt Hjerte, at jeg ikke venter mig den mindste personlige Fordel af den Plan, jeg her arbejder for; det offentlige Vel er min eneste Bevæggrund; jeg ønsker kun at fremme vor Handel, at sørge for Børnene, at skaffe de fattige Hjælp og de rige en ny Fornøjelse. Jeg selv kan ikke tjene en eneste Skilling ved mine Børn, hvis mit Forslag gaar igennem; thi den yngste af dem er ni Aar, og min Hustru er nu for gammel til at kunne føde”.

Det er tydeligt at se, omend ved første Øjekast forunderligt, at Skildringen af Yahooerne og dette ”beskedne Forslag” er udsprunget af det samme Sind, et Sind, der vil se det modbydelige i Øjnene, netop fordi det frastødes saa stærkt af disse Sider af Tilværelsen; et Sind, der aldrig lærte at bøje sig for det uundgaaelige, men tværtimod kunde udbryde: ”Undertrykkelse gør en viis Mand gal”, og: ”De regerendes Korruption og Slyngelstreger opæder mit Kød og udmatter min Aand”. Alligevel bliver det ved at være mærkeligt, at dette Menneskehad, for hvem Mennesket er ”et lille, modbydeligt Utøj”, og denne Menneske-Medfølelse har ligget Side om Side hos den samme Mand. Det hænger sammen med hans Bevidsthed om trods alt at være bundet til og ikke at kunne undvære Medmennesket, – ikke blot bundet i det ydre og ved sin Art, men i det indre ved sin Med-Liden og sin Afhængighed, ved at være henvist til disse Mennesker. Denne Dobbelthed hos Swift: hans Forsøg paa at fjerne sig fra Menneskene i Foragt og Afsky og hans uhjælpelige Samhørighed med dem, er det egentlig karakteristiske for ham og det betydningsfulde ved hans Holdning.

 

*

 

II.
Til Belysning af denne Dobbelthed hos Swift: hans Menneskeforagt og hans Bundethed til Mennesker, skal her gives en kort Skildring af hans Liv. Han er født i Dublin 1667 i en engelsk Familie, syv Maaneder efter sin Faders Død. I sin Barndom og Ungdom var han henvist til Understøttelse fra en Onkel, som efter hans Mening ikke sørgede ordentlig for ham. Han bar paa Byrden af sin Afhængighed og Fattigdom, to Ting, han kom til at hade mere end alt andet. Han studerede ved Trinity College i Dublin, men udmærkede sig ikke, bl. a. fordi han var mere interesseret i at læse for sin egen Fornøjelse end i de regelbundne Studier. Abstrakt Tænkning og pedantisk Videnskabelighed nærede han alle Dage en dyb Foragt for. Kort før sin Afgang fra Universitetet maatte han paa Knæ bede offentlig om Forladelse for uforskammet Optræden overfor en af Dekanerne. Han blev derefter Privatsekretær hos den forhenværende Politiker og Diplomat Sir William Temple; og det mangeaarige Ophold – paa Slottet Moor Park – hos denne dannede og begavede Mand blev utvivlsomt paa mange Maader af stor Betydning for Swift; han lærte meget dér, lærte ogsaa den politiske Verden og dens Forhold at kende. Han satte ogsaa megen Pris paa Temple, men gennemskuede dog, med sin stærke Realitetssans, let hans Evne til Bluff og harmedes til sit inderste over sin underordnede og afhængige Stilling. Han skrev mange Aar senere: ”Husker du, hvor jeg plejede at være i Pine, naar Sir Temple var kold og i daarligt Humør i 3-4 Dage, og jeg plejede at udtænke 100 Grunde dertil. Siden har jeg i Sandhed taget Mod til mig; han har ødelagt en fin Gentleman”. I disse Ord har vi Swift helt i hans Bitterhed og Hovmod. Enhver Behandling af ham maa uundgaaelig blive en Studie i det menneskelige Hovmod; kun maa man huske, – som hans sidste Biograf, van Doren, gør opmærksom paa, – at dette hos ham var af stærkere Art end ”den milde Forfængelighed, som er det, de fleste unge Mennesker forstaar ved Stolthed”. Derfor satte hans Ungdoms Afhængighed saa afgørende Mærker paa hele hans følgende Liv, saa han altid mest af alt frygtede at blive Menneskers Slave; han maatte være Herre dér, hvor han var; ellers kunde han ikke leve. Herudfra maa ogsaa hans Kamp for Frihed forstaas. To Ting præger hans Liv: at han blev Præst, og at han vilde være Politiker, d. v. s.: have Magt. Hvad han skrev, var for ham aldrig Maal i sig selv, aldrig ”Litteratur”, men altid kun Midler. Hans Maal var Magt, at herske over Mennesker, at styre dem. Derfor skrev han – og blev, tilfældigvis, berømt i ”Litteraturen”, skønt det aldrig var det, han havde stræbt efter. Derfor følte han sit Liv som et Nederlag. – Men disse to Ting: at han var Præst og Politikker, var for ham eet; han havde valgt at gaa i Kirkens Tjeneste, og dens Sag, saadan som han forstod den, var for ham altid Nr. 1. Han havde først sluttet sig til Whig-Partiet, men gik senere over til Tory'erne og er i den Anledning blevet beskyldt for Overløberi ud fra smudsige Motiver. Men der er ingen Tvivl om, at hans Hovedgrund dertil var, at Whig'erne samarbejdede med Dissenters (de frikirkelige), medens Tory'erne altid var Statskirkens Støtter; og før alt andet var Swift Kirkens Tjener. Naturligvis har personlig Bitterhed over, at Whig-Regeringen ikke gav ham den Forfremmelse, som den havde lovet ham, ogsaa spillet ind. Man naar Swift vedblev at være en voldsom Anti-Whig (eller, som vi vilde kalde det i vore Dage: Anti-Liberal) hele sit Liv, hænger det ikke mindst sammen med hans Frihedstrang: Han saa, at de saakaldte ”liberale” dengang (som til alle Tider) var de værste Undertrykkere. Det var ikke mere Kongens Magt, der var farlig for Friheden; det var Whig-Oligarkiet. Menneskene soler sig altid i deres ”Frihed” for de Tyranner, som Fædrene har styrtet, men finder sig gladelig i de moderne Tyranner, som de ikke mærker. Men Swifts Opposition gjaldt altid de virkelige Tyranner; og derfor var den paa Forhaand et tabt Slag; for den, der kæmper mod Dagens skjulte og aabenbare Magthavere taber altid; det er den, der bekæmper de allerede styrtede Afguder, der sejrer. Derfor var der for Swift selv ingen Modsigelse i, at han paa een Gang var Tory og Frihedens Forkæmper; heller ikke stod hans Lidenskab for Orden og Autoritet i Modstrid med hans Oppositionstrang og skaanselsløse Haan overfor Magthavernes Tyranni og Idioti. ”Jeg hader alt, som har en Titel, undtagen mine Bøger; og ogsaa om dem gælder det: jo kortere Titel, des bedre”.

”Forbavsende nok var Manden Præst”, siger V. Ammundsen i sin Kirkehistorie. For Swift selv var der intet mærkeligt heri; han skriver: ”Jeg ser paa mig selv, i min Egenskab af Præst, som en, der af Forsynet har faaet betroet at forsvare en Post og faa saa mange Fjender som muligt over paa sin Side”. Han var paa ingen Maade det, man i vore Dage kalder religiøs. Hans Had mod al ”Enthusiasme” viser sig intetsteds tydeligere end i Pjecen: ”Mechanical Operations of the Spirit” (d.e.: ”Aandens mekaniske Virkninger”), i hvilken al Religiøsitet, lige fra Dionysos-Dyrkerne til Sekterne i England, udledes af seksuel Drift. Der findes heri en Studie over Suggestionens Magt: Talerens Suggerering af Tilhørerne og Tilhørernes Selvsuggestion, saaledes som Swift har kunnet iagttage det ved Dissentersmøder. ”Man maa forstaa, at i Aandens Sprog indtager en affekteret og enstonig Maade at tale paa den Plads som Fornuft og Mening ellers har i det menneskelige Sprog; thi i aandelige Udgydelser er Ordenes Ordning efter Grammatikkens Regler ikke til den mindste Nytte; men Færdigheden og Virkningen ligger helt i Valget af Stavelser og deres Tonefald”. ”Saaledes er det hyppigt, at en enkelt Vokal kan faa en Menneskemængde til at sukke, og at en hel Forsamling af hellige hulker til Musikken fra en enkelt Konsonant”. Det er det 18. Aarhundredes Reaktion mod det foregaaende Aarhundredes religiøse Ophidselse. Men hvor vanskelig vor Tid end har ved at forstaa det, maa vi dog prøve at gøre os klart, at denne Mangel paa og Uvilje mod alt, hvad vi forstaar ved religiøs Følelse, slet ikke har forhindret Swift i at være overbevist om Kristendommens Sandhed, saaledes som han forstod den, eller i at blive en loyal Forsvarer af Kirken og dens Stilling som Moralens og Ordenens Støtte.

Han nærede en dyb Foragt for al Metafysik, ja for al Theologi. I ”A Tale of a Tub” (d.e.: ”Fortællingen om en Tønde”) ser han hele Tilværelsen, specielt Kirkehistorien, under Synspunktet ”Klæder”. Alt er i Virkeligheden Klæder: ”Naar nogle Stykker Hermelin og Foerværk sættes sammen paa en bestemt Maade, kalder vi dem en Dommer; og ligeledes kalder vi en passende Forening af fint Linned og sort Fløjel en Biskop”. En Fader havde nu efterladt sine tre Sønner en god og jævn Klædning, som han havde paalagt dem at bære uforandret (d.e.: den oprindelige Kristendom); men de begynder hurtigt at udstaffere den med al mulig Pynt; Peter (Romerkirken) var her den ivrigste. Da det f. Eks. en Vinter blev moderne at gaa med Sølvfryndser, ”gav Brødrene sig igen til at raadspørge deres Faders Testamente og fandt til deres store Forbavselse disse Ord: ”Item: jeg byder og befaler mine nævnte tre Sønner, at de ikke skal bære nogensomhelst Art Sølvfryndser paa deres ovennævnte Klædning”. Den Broder, som saa ofte har været omtalt for sin Lærdom, og som var, saa dygtig i Fortolkningens Kunst, erklærede imidlertid efter en kort Tavshed, at han hos en vis Forfatter, som han her vilde lade unævnt, havde fundet, at det samme Ord, som i Testamentet blev kaldt ”Fryndse”, ogsaa kunde betyde ”Fejekost”, og at det utvivlsomt maatte være brugt her i denne Betydning. Dette syntes en af de andre Brødre ikke om; thi denne Tillægsbestemmelse ”Sølv-” kunde efter hans ydmyge Mening ikke i egentlig Forstand med nogen rimelig Grund anvendes paa en Fejekost; men man svarede ham, at denne Tillægsbestemmelse her maatte tages i mythologisk og allegorisk Betydning. Men han gjorde endnu en Bemærkning: hvorfor skulde deres Fader have forbudt dem at bære en Fejekost paa deres Klæder?, det var baade en unaturlig og urimelig Advarsel; men her blev han bidt kort af som en, der talte uærbødigt om et Mysterium, der utvivlsomt var meget nyttigt og betydningsfuldt, men som man ikke altfor nysgerrigt maatte prøve at trænge ind i eller forklare i eet og alt”. – To af Brødrene: Martin (Luther og den engelske Kirke) og Jack (Calvin og Presbyterianerne) bliver efterhaanden betænkelige og fjerner Udsmykningen. Men medens Martin gaar moderat til Værks, ødelægger Jack, af bare Iver for at faa al Pynt bort, hele Klædningen; han bliver mere og mere underlig, og naar han støder sin Næse til Blods paa en Stolpe, hævder han, at det var ”bestemt nogle faa Dage før Skabelsen, at hans Næse og netop denne Stolpe skulde mødes”.

Men havde Swift stor Foragt for Theologer og Sekterere, saa havde han den dog endnu større overfor Deister og Fritænkere; dem ansaa han udelukkende for aandelige Lapse, der brugte deres Angreb paa Kristendommen og Religionen som Skalkeskjul for deres umoralske Tilbøjeligheder. Et Begreb om hans Haan overfor disse letbenede Samfundsomstyrteres Moral og Forstand faar man i ”An Argument against abolishing Christianity”, (”En Grund, der taler imod at afskaffe Kristendommen”), hvoraf Uddrag her skal anføres:

”Det er maaske hverken forsigtigt eller klogt at tale imod Kristendommens Ophævelse nu i disse Dage, da alle Partier er enige om at ophæve den og fast bestemt derpaa. Men hvad enten det nu skyldes forfængelig Lyst til at adskille mig fra de andre, eller det er en Følge af den menneskelige Naturs Fordærvelse, vist er det, at det desværre ikke er mig muligt at være helt af denne Mening. Ja, hvad mere er, selvom jeg var vis paa, at der fra Rigsadvokaten blev givet Ordre til at indlede retslig Forfølgelse imod mig straks, maatte jeg dog tilstaa, at eftersom det gaar med vore Sager for Øjeblikket, baade hjemme og ude, kan jeg ikke se, at det er aldeles nødvendigt at ophæve den kristelige Religion her hos os. Dette vil maaske synes selv vor vise og dristige Tidsalder en altfor vidunderlig dristig Paastand; og jeg skal derfor behandle den med al mulig Forsigtighed og med den yderste Ærefrygt for det store og dybsindige Flertal, som har en anden Mening. –

Jeg haaber, at ingen Læser vil tro mig dum nok til at forsvare den virkelige Kristendom, der, hvis man ellers kan tro den Tids Forfattere, i gamle Dage skal have haft nogen Indflydelse paa Menneskenes Tro og Handlinger; at tænke paa at kalde den tilbage vilde sandelig være en vild Idé; det vilde være at grave Grundstenene op og med eet Slag tilintetgøre det halve af Rigets Lærdom og dets hele Vid, at sønderslaa alle Former og Indretninger, at ruinere Handelen og udslukke Kunst og Videnskab med samt deres Dyrkere. – Derfor tror jeg, at denne Advarsel i sig selv er ganske unødvendig, siden enhver fordomfri Læser let vil forstaa, at min Afhandling kun gaar ud paa at forsvare den blotte Navn-Kristendom, da vi jo alle for længe siden er blevet enige om at lægge den anden helt til Side som aldeles uforenelig med vor nuværende Higen efter Rigdom og Magt. – Meget vittige Hoveder holder af at tage sig Friheder med det højeste i Tilværelsen; og hvis de ikke har en Gud at bespotte eller fornægte, vil de tale ilde om de høje Embeder, udskælde Regeringen og kritisere Ministeriet; og jeg er sikker paa, at kun faa vil benægte, at dette vil have meget skadeligere Følger. –

Det indvendes, at det er en meget absurd og latterlig Skik, at nogle Mænd skal have Lov til, ja endog er ansat og lønnet til at skraale op hver syvende Dag imod de Methoders Lovlighed, som er mest i Brug til Opnaaelse af Storhed, Rigdom og Nydelse og stadig praktiseres af alle Mennesker de andre seks Dage i Ugen. Men denne Indvending er, synes jeg, en Smule uværdig for en Tidsalder, der er saa raffineret som vor. Lad os overveje Sagen roligt. Jeg appellerer til enhver dannet Fritænker: om han ikke, naar han stræbte efter at tilfredsstille sin fremherskende Lidenskab, altid har følt sig forunderlig ansporet ved Tanken om, at det var forbudt. – –

Da jeg nu har undersøgt de væsentligste Indvendinger mod Kristendommen og de vigtigste Fordele, som man haaber at vinde ved at ophæve den, saa vil jeg med samme Ydmyghed og Ærefrygt for dybsindigere Dommere omtale nogle ubehagelige Følger, som denne Afskaffelse af Evangeliet maaske kunde medføre, og som Planens Opfindere maaske ikke har overvejet tilstrækkeligt. Først: jeg er paa ingen Maade blind for, hvor det maa være ærgerligt og ubehageligt for alle aandrige Levemænd at se saa mange smudsige Præster, som de møder paa deres Vej, og som støder deres Blik; og dog tror jeg, at disse vise Samfundsfornyere ikke ret betænker, hvilken Fordel og Lykke det er for store Aander altid at have en Genstand for Haan og Foragt lige ved Haanden, saa at de kan øve og udvikle deres Talenter og ikke behøver at udsætte sig for af Kedsommelighed at falde over hverandre eller sig selv; i Særdeleshed naar de kan udtale deres Foragt uden mindste Fare for dem selv. – Og for at fremføre en anden Grund af samme Slags: hvis Kristendommen paa een Gang blev afskaffet, hvor skulde det saa lykkes Fritænkerne, de stærke Aander og de meget lærde Mænd, at finde et andet Stof, der var saa skikket i alle Henseender til at lægge deres store Evner for Dagen? Alle de, der ved saa lang Tids Øvelse er gaaet helt op i Spot og Skældsord mod Religionen, vil jo aldrig blive i Stand til at brillere eller udmærke sig i noget andet Emne; og naar de maa tie, hvor mange vidunderlige Værker gaar vi saa ikke glip af? Vi klager jo daglig over vort Vids sørgelige Forfald; og saa vil vi tage det største og maaske eneste Emne bort, vi har! – Det er det kloge Emnevalg, som alene smykker og udmærker Skribenten. Havde hundrede saadanne Penne som disse (d.e.: Fritænkerne) skrevet til Forsvar for Religionen, vilde de nemlig øjeblikkelig være sunket ned i Tavshed og Glemsel.

Heller ikke anser jeg det for en ganske grundløs eller indbildt Frygt, at Afskaffelsen af Kristendommen maaske kunde bringe Kirken i Fare. Jeg ønsker ikke at blive misforstaaet: jeg er langt fra at have den Dristighed at hævde eller tænke, at Kirken for Øjeblikket er i Fare, som Sagerne nu staar; men vi ved ikke, hvor hurtigt den kan komme det, naar den kristelige Religion afskaffes. – –

Tilsidst: Hvor store Fordele for Handelen end nogle venter sig af denne Yndlingsplan, saa er jeg dog meget bange for, at seks Maaneder efter, at Loven om Kristendommens Afskaffelse er udstedt vil Bankens og det ostindiske Kompagnis Papirer falde i det mindst een Pct. Og da det er 50 Gange mere end vor Tidsalders Visdom har fundet det passende at sætte paa Spil for at frelse Kristendommen, saa er der ingen Grund til at udsætte sig for saa stort et Tab blot for at have den Fornøjelse at ophæve den”.

”An hypocite reversed” (d.e.: en bagvendt Hykler) kaldte Swifts Ven, Fritænkeren Bolingbroke ham; og for den, der har læst blot lidt af hans private Breve, er der ingen Tvivl om, at han mente det oprigtigt med sin Religion. Men det afgørende Spørgsmaal er ikke hans Religion, – som vi, naar alt kommer til alt, kun ved lidt om, – men den Stilling til Tilværelsen og Menneskene, som laa bagved. Han, der paa sin Fødselsdag plejede at læse Jobs Bog Kap. 3, har ikke haft megen Glæde af ”Religionens Trøst”. Han har med sine sygeligt klartseende Øjne gennemskuet altings Intethed som faa andre; hele første Halvdel af Kingos Salme ”Far, Verden, farvel!” vilde han fuldtud have forstaaet. At han, baade medens han levede og senere, er blevet anset for en vantro Hykler og en Bespotter af al Religion og Menneskelighed, hænger sammen med, (som Poul Møller udtrykker det): ”at Præster ej lider den dybe Livsspot”, fordi ”deres Foragt for det jordiske ej er grundig”.

Vi vender tilbage til Skildringen af Swifts Liv: Da Tory'erne uventet kom til Magten i 1710, søgte de at vinde denne farlige Modstander, hvis Pen var saa frygtet; og han gik, som før omtalt, uden Skrupler over til det Parti, der var Kirkens naturlige Støtte, og blev en meget nær og trofast Ven af de to ledende Ministre, Oxford og Bolingbroke. I disse Aar var hans Magt og Indflydelse meget stor, baade som Forfatter af politiske Pjecer til Forsvar for Regeringens Politik og som den, der bag Kulisserne havde Regeringens Øre. Under alt dette bevarede Swift sin Uafhængighed: da Harley (den senere Lord Oxford) i deres Bekendtskabs første Tid misforstod Situationen og sendte ham 50 Pund Sterling, blev han rasende, sendte Pengene tilbage og lod sig først formilde efter at have faaet en Undskyldning; ”hvis vi lader disse store Ministre bilde sig for meget ind, vil det ikke være muligt at regere dem”. Han havde haabet at faa et engelsk Bispedømme og havde vel ogsaa faaet det, hvis Dronning Anna ikke havde anset ham for vantro; og da saa hele Tory-Regeringen ramlede sammen ved Dronningens Død i 1714, maatte Swift nøjes med at trække sig tilbage til Stiftsprovstiet i Dublin for dér ”at dø som en forgiftet Rotte i sit Hul” og tilbringe Tiden med at regere Domkapitlet og Sognet – og skændes med de irske Biskopper, om hvilke han havde uddannet sig en særlig Theori, nemlig den: at Regeringen naturligvis altid udnævnte moralske og udmærkede Mænd til Bispestolene; men ulykkeligvis hændte det altid, at disse værdige gejstlige blev overfaldet og myrdet paa Rejsen over Hounslow Heden af Røvere, som tog deres Bispekaaber og Udnævnelsesbreve og rejste til Irland; og de er nu Bisper i Stedet for de andre. ”Ikke underligt, at Swifts biskoppelige Bekendtskabskreds var begrænset”. (Leslie Stephen). – Han tog sig dog ogsaa andet til i disse Aar: han blev Irlands første Forsvarer overfor Englands og Regeringens Undertrykkelse og blev derved den populæreste Mand i Landet, paa hvis Fødselsdag hele Byen illuminerede; da en stor Folkemængde engang var løbet sammen for at se paa en Solformørkelse, fik han den til at spredes ved at sende Bud, at Solformørkelsen var udsat efter Stiftsprovstens Befaling. Selv sagde han, at hans Kamp ikke skyldtes irsk Patriotisme, men: ”hvad jeg gør, skyldes en fuldkommen Raseri og Harme og det Slaveri, den Taabelighed og Lavhed, som jeg til min Ydmygelse ser omkring mig og er tvunget til at leve iblandt”. –

Saaledes forløb Swifts Liv i det ydre. Men der er en Mærkelighed i hans Liv, af afgørende Betydning for Forstaaelsen af ham; og det er hans Forhold til ”Stella”. Stella, hvis virkelige Navn var Esther Johnson, hørte til i Temples Hus og var 8 Aar, da Swift kom der første Gang og 18 Aar, da han definitivt forlod det. Han var i disse Aar hendes Lærer. Det har vel ikke været tilfældigt, at han, 30 Aar gammel, nedskrev blandt sine Leveregler: ”Ikke at holde af Børn og næppe lade dem komme mig nær”. Efter Temples Død flyttede Stella med en kvindelig Slægtning til Dublin, hvor hun havde sin Formue anbragt; og hele Resten af sit Liv levede hun her i Swifts umiddelbare Nærhed; han besøgte hende daglig, naar han ikke var i London, men lagde stor Vægt paa aldrig at tale med hende alene og heller ikke paa anden Maade at udsætte hendes – og sit eget – Rygte for Fare. Fra hans lange Ophold i London 1710-13 har vi alle hans Breve til hende; de er skrevet som en Dagbog: ”Journal to Stella”, saa vi bogstavelig fra Dag til Dag kan følge hans Liv og dets smaa og store Begivenheder, skildret i Swifts klare, knappe, stærkt personlige Stil, uden Tanke paa, at andre end Stella og hendes Veninde nogensinde skulde faa det at se. Disse Breve indeholder bl. a. det mærkeligste Barnesprog (”the little language”), Kælenavne og spøgende Udtryk for hans Ømhed i et oprindelig kun for Stella forstaaeligt Ciffersprog. Det er ikke Meningen, at han behandlede hende som et Barn; tværtimod: hun var, kan vi se af denne Dagbog til hende, fuldt ud med i hans Liv som Ligemand. Men dette Sprog var en Spøg, en indirekte Maade, hvorpaa han kunde give Luft for Følelser, som han ikke maatte ytre mundtlig. Det virker ganske usentimentalt, og det er paa een Gang komisk og rørende at se Swift nogle Øjeblikke stige ned fra sin Fornufts og sit Hovmods Højder for at finde barnlige og taabelige Udtryk for det, som han dog ikke kan sige.

Spørgsmaalet om, hvorfor de ikke giftede sig, kan ikke besvares. En gammel Tradition siger, at de var hemmeligt gift; men hvorfor da hemmeligt? Sagen kompliceredes yderligere derved, at en ung Pige, Miss Vanhomrigh, var meget betaget af Swift under hans lange Ophold i London, og han sikkert ogsaa af hende. Hun fulgte efter ham til Dublin og bragte ham derved i en meget pinlig Stilling. Han følte sig imidlertid ganske bundet til Stella og brød tilsidst al Forbindelse med Miss Vanhomrigh, der kort efter tog sin Død over det. – Stella var sikkert, saa længe hun levede, det eneste Lyspunkt i Swifts bitre Udlændighedsaar. Da hun blev syg engang, medens han var i England, skrev han til en Ven i sin Angst for, at hun skulde dø: ”Der har været det næreste Venskab imellem os fra hendes Barndom; og jeg skylder hende saa meget som det ene Menneske nogensinde har skyldt det andet. Ja, hvis jeg nu var hende nær, vilde jeg ikke se hende. Jeg kunde ikke styre mig selv ordentligt og vilde fordoble hendes Sorg”. Under hendes sidste Sygdom nedskrev han nogle Bønner, hvori han beder for hende og sig selv: ”Tilgiv Sorgen og Svagheden hos dem iblandt os, som synker sammen under Smerten og Skrækken ved at miste en saa kær og gavnlig Ven”. Og da hun var død (i 1728), optegnede han samme Aften og de følgende Dage nogle Mindeord om hende: om hendes Skønhed (”en af de smukkeste, yndigste og behageligste unge Kvinder i London – kun en Smule for tyk. Hendes Haar var sortere end en Ravn og ethvert af hendes Ansigtstræk fuldkomment”), om hendes Ynde (som var ”noget mere end menneskelig”), om hendes ”Dannelse, Frihed, Naturlighed og Ærlighed”, om hendes Klogskab og Mod (hun skød engang en Indbrudstyv) o. s. v., Ord, som er en mærkelig Blanding af lidenskabelig Sorg og nøgtern, kølig Objektivitet. – Swift levede 17 Aar efter dette, de sidste fire Aar før sin Død 1745 under Opsigt som sindssyg. Man fandt efter ham en Konvolut med en Lok af Stellas Haar; udenpaa havde han skrevet: ”Kun en Kvindes Haar”. Det betyder i Swifts dobbelttydige Sprog: Saa lidt – og saa meget. Leslie Stephen siger herom i sin Swift-Biografi: ”Vor Fortolkning vil tildels afhænge af, hvad vi selv kan se i en Haarlok. Men jeg tænker, at enhver, som bedømmer Swift retfærdigt, ud af disse Ord vil læse det mest intense Udtryk for øm Følelse og patetisk Længsel efter det, som er uigenkaldeligt forbi, mærkelig blandet med en Bitterhed, der ikke udspringer af Anger, men af Harme over Livets grusomme Tragi-Komedie”.

Den psykologiske Forklaring paa alt dette maa andre om. Her er det medtaget, dels fordi det, sammen med det øvrige, kaster Lys over Swifts Menneskefjendskab, og dels fordi det rejser Spørgsmaalet om Eros, som ikke kan lades ude af Betragtning, naar Talen er om Forholdet til Mennesker. Der er dem, der har fundet Nøglen til hans mærkelige Optræden og Forfatterskab deri, at han var kold i erotisk Henseende; Folk er jo saa kloge. Men enten det nu er rigtigt eller ikke, at Swift ikke kendte Eros, der for en Tid overvinder Menneskets Frastødning af Mennesket og drager dem til hinanden i Forglemmelse af Fjendskabet, – saa overvandt den i hvert Fald hos ham ikke Væmmelsen ved Medskabningen og hans sygelige Renlighedssans. Modbydeligheden var stærkere end Eros. Den Bundethed til Mennesker, som han faktisk havde, er derfor af en anden og mindre forbigaaende Art end den erotiske. Og saaledes har det vel ogsaa været i hans Forhold til Stella.

Hvori bestod da denne Bundethed hos denne Menneskehader? Den bestod deri, at han ikke kunde undfly Menneskets Nød, Solidariteten med Mennesket og Afhængigheden af Mennesket. Han kunde ikke slippe for den magtesløse Medfølelse, hvor opblandet den end hos ham var med den intellektuelles Harme over Taabelighederne og den magtkæres Raseri over sin Afmagt. Han forstod vel inderst inde, at virkeligt Fællesskab med Mennesker gør svag; og han vilde være stærk. Han vilde være usaarbar, netop fordi han var saa saarbar. Hans Kynisme er Overfølsomhed. Hans Mod til at tale rent ud er ikke den robustes Mod men den desperates Beslutsomhed. Den virkelig lykkelige Mand, siger han, er ham, som kan faa eller miste en Ven ligesaa let som en Kat. Han vidste fra sin Ungdom, hvad det vil sige at være afhængig af Mennesker, henvist til deres Naade og Barmhjertighed; intet oprørte hans Hovmod mere. Og denne Mand blev tilsidst ganske afhængig af andre Mennesker. –

Det, som Swift taler til os om, er Modsætningen mellem human Menneskekærlighed og Kærlighed til Mennesket, til Næsten. Finere udtrykt: Modsætningen mellem det abstrakte og det konkrete. Sin Foragt for alle Abstraktioner har han givet et kortfattet Udtryk for i sin Strid med Skomageren og Astrologen Partridge, hvis Spaadomme han gjorde Nar af i sine ”Forudsigelser for Aaret 1708 af Isaac Bickerstaff”. Heri forudsagde han, at Partridge vilde dø nævnte Aar d. 29. Marts Kl. 11 Aften; og senere offentliggjorde han en Beretning om, at Manden virkelig var død. Denne protesterede naturligvis heftigt; men Swift møder i sit Svar med 5 Beviser for, at han ikke mere lever, og er ganske uforstaaende overfor hans Harme: Thi ”at kalde en Mand for en Nar og en Skurk og en uforskammet Karl, blot fordi man er uenig med ham i et rent videnskabeligt Spørgsmaal, er efter min ringe Mening en højst upassende Adfærd for en Mand med Mr. Partridges Opdragelse”. – Men da ”Gullivers Rejser” og senere ”Et beskedent Forslag” udkom, modtog man begge Bøgerne som en abstrakt Spøgefuldhed – og morede sig; hans Hensigt: at gøre Verden vred, naaedes ikke. Trods sin Menneskeforagt havde han dog ikke tænkt sig, at Menneskene af lutter Abstraktionsevne var blevet saa haardhudede og letfærdige, saa de slet ikke kunde harmes over et saadant Angreb. Swifts Aand var konkret; og tykhudet og letfærdig var han i hvert Fald ikke: han var overfølsom og altid i Alvor. Hvis den af ham foreslaaede Kur for Børnenes sørgelige Fremtidsudsigter ”krænkede de dybeste menneskelige Instinkter, saa gjorde Sygdommen det ogsaa”. (van Doren: ”Swift”, S. 217, smlgn. S. 200). Derfor siger han i dette Skrift: ”Jeg beder de Politikkere, som ikke synes om mit Forslag og maaske fordrister sig til at forsøge at svare mig, om, at de først vil spørge disse Børns Forældre, om de ikke i Dag vilde anse det for en stor Lykke at være blevet solgt til Føde i eet Aars Alderen paa den Maade, jeg foreslaar, – og derved have undgaaet en saadan stadig Række Ulykker, som de siden har gennemgaaet, – ved Herremændenes Undertrykkelse, ved at være ude af Stand til at betale Renter uden Penge eller Handel, ved at mangle det nødvendigste, – uden Hus og Klæder til Beskyttelse mod Vejrets Barskhed og med den uundgaaelige Udsigt til for stedse at testamentere disse eller endnu større Ulykker til deres Afkom”.

Denne menneskelige Abstraktionsevne ligger til Grund for den humane Menneskekærlighed, som er Kærlighed til Menneskehedens Idé og altid dækker over Menneskeforagt. Naar det ikke mere er abstrakt, men bliver konkret: det enkelte Menneske, kommer Menneskeforagten for en Dag; saa viser det sig, at Menneskekærlighed er Selvkærlighed. Menneskeheden er en Idé; og den kan man let bilde sig ind, at man elsker. Det enkelte Menneske er derimod en Realitet og maa derfor enten elskes eller hades. Og alle mindre menneskelige ”Fællesskaber”: Samfundet, Menigheden, Familien, – hvor meget de saa end ”opleves”, – er kun Idéer og Abstraktioner, der skygger for det konkrete og ubehagelige Menneske. Kun det enkelte Menneske eksisterer. – Det er Swifts Storhed, at han ikke kunde standse ved Idéer, men gik til Realiteterne og saaledes opdagede Hadet til Mennesket, som Menneskekærligheden skulde skjule. Og dernæst er det hans Storhed, at Mennesket aldrig var ham ligegyldigt. Hans Had er derfor mere værd end megen saakaldt Kærlighed. Han stod ikke fjærnt fra Menneskene i fornem Ophøjethed. Han vidste, at han havde dem for nær inde paa Livet til at kunne slippe for dem; og derfor opdagede han Fjendskabet med Medmennesket. Finder man, at det er overdrevent og sygeligt at udtrykke sig saaledes om os skikkelige Mennesker, saa maa det huskes, at efter Kristendommens Tankegang enten elsker man sin Næste, eller man hader ham; Ligegyldighed er skjult Had. Og Ligegyldighed og Skjulthed laa ikke for Swifts klare, energiske og frygtløse Aand.

At Menneskeheden virkelig skygger for Mennesket, kan man gøre Prøve paa ved den daglige Avislæsning, igennem hvilken Ulykker fra den hele Verden strømmer ind over os. Den menneskelige Sjæl er dog næppe indrettet paa at opfatte al Jordens Nød. Det maa enten føre til Sprængning eller til Afstumpning overfor den nærliggende Lidelse; og det er det sidste, der sker. – Indenfor Kirken har vi i Tanken om den altomfattende Verdenskirke (d.e.: Kirkens Enhed) den kirkelige Variation af Menneskehedens Idé. De kristelige Verdensbevægelser skygger ganske for vor Næste. Og Menigheden er blevet en Sammenslutning til at skjule, at vi slet ikke bryder os om hinanden, men derimod elsker Menigheden og Broderkærligheden højt. For deres egne Idéer og deres egen Følelser er Mennesker maaske i Stand til at dø. Men hvem vil dø for Mennesket? – Man siger nok, at Rennæssancen eller Romantikken opdagede ”Mennesket”. Men det Menneske, man opdagede var ”Sjælen”, var sig selv – og ikke det andet Menneske, ikke sin Næste.

Den eneste Virkelighed, Kristendommen kender, er netop dette andet Menneskes Virkelighed. Dette gennemført betyder Døden for mig selv, for Menneskets æstetiske og intellektuelle Jeg. Det vidste Swift. Vi hører gennem hans Liv og hans Skrifter: Mennesket er ikke ene. Det er paa een Gang Død og Evangelium. Det er Livets store Plage, at den hovmodige ikke kan – og ikke vil – slippe for Medmennesket. Og alt dette gælder kun hovmodige. De ydmyge, om saadanne skulde forefindes, behøver det ikke.

Medmenneskets Nærhed: det var Swifts Oplevelse. Derfor taler han indirekte om, at Mennesket er Menneskets Død, om Solidaritetens Uundgaaelighed og Ydmygelse, om Isolationens Galskab, om at vor Bundethed til hinanden for os er blevet til Lovens Forbandelse. Budet: ”Du skal elske din Næste som dig selv” kommer ingen udenom; og da vi ikke adlyder det, er det for os en Forbandelse, skønt det er bestemt til Velsignelse. Det viser sig deri, at Mennesket er ”Næsten”, er nær – og bliver ved at være det; og bliver han ikke elsket ”som dig selv”, saa er Nærheden netop Forbandelsen. ”Budet, som var til Liv, det fandtes at blive mig til Død”, (Rom.7,10). – Evangeliet siger, at Hvedekornet skal falde til Jorden og dø; ellers bliver det ene. (Joh.12,24). Mennesket vil være ene – og kan dog ikke være ene. Døden og vor Næste er for os det samme. Evangeliet forkynder, at vi skal dø og ikke være ene, d.v.s.: det forkynder Død for os og Liv for vor Næste; det forkynder, at Livet er i vor Næste og ikke i os selv. Dette er Evangeliets Forløsning. –

Vi vender tilsidst tilbage til Swift: En realistisk og intellektualistisk Aand, der konsekvent maa foragte og dog ikke kan slide sig løs fra denne ”taabelige” Slægt; en, der ikke kan opleve Fællesskabet, fordi hans Lugtesans er for stærkt udviklet; en, der ikke kan leve af tynde Idéer og Abstraktioner, fordi han, sig selv uafvidende, – negativt – udtrykker en Forstaaelse af, at det er sin Næste, man skal elske. Uden Interesse for ”Aanden” eller ”Idéerne”, men med en meget haandfast Opfattelse af den daglige Virkelighed. – Blot han dog havde været lidt mindre ærlig! lidt romantisk! lidt humanistisk! Blot han havde forstaaet lidt af det mystiske Fællesskab mellem Mennesker, hvor ”jeg” er ”du” og ”du” er ”jeg”, – og lidt af det begejstrende i Menneskehedens eller Fremskridtets Idé! Saa var det nok gaaet ham ”bedre”; men nu forstod han kun det, han kunde se, høre og lugte, d. v. s. sin Næste. Og ham kunde han hverken holde ud eller gøre sig fri for.

Tage Schack.
(Foredrag paa Hindsgavl-Mødet.)