Essays i Tidehverv - Ordnet alfabetisk efter Forfatterne

Helliggørelsens plads i forkyndelsen

Af Chr. Haahr, Tidehverv, 1940, nr. 4, april, s.42-48.

Der er stillet mig den opgave at sige noget om helliggørelsens plads i vor forkyndelse. Først mener jeg, der er grund til at sige, at naar det gælder den sag, der benævnes med navne som: helliggørelse, hellighed, „det nye liv”, kristuslivet, „troens frugter” og saa fremdeles, da er der visse toner, som overhovedel ikke hører hjemme i forkyndelsen. Det gør de ikke, simpelthen fordi de er falske.

Det gælder de toner, som lænker vort blik til os selv; til vor egen udvikling; til troens frugter i vort liv — i stedet for at lænke blikket til Gud og hans barmhjertighed, som Kristus har aabenbaret den.

Naar der tales saadan om helliggørelse, at helliggørelsen bliver noget, vi kan og skal konstatere hos os selv, da tales der forkert.

Naar forkyndelsen drejer sig om „det nye liv” på en saadan maade, at „det nye liv” bliver det samme som „personlighedens vækst” eller „en fremadskridende fuldkommengørelse” eller det samme som „sjælens indre liv”, da er forkyndelsen afsporet.

Prof. Hallesby. der vel kan tages som et ret typisk udtryk ikke blot for norsk, men ogsaa for dansk kirkelighed, skildrer i et foredrag „det nye liv” med følgende ord (han taler om det øjeblik, da frelsesvisheden er opnaaet) og siger: „Nu er underet fuldført: af den ulydige, uvillige, genstridige og selvkloge synder, har Gud skabt en ydmyg, lykkelig, lydig, villig synder, for hvem det er en indre drift, et indre mægtigt livsbehov at finde og lyde Guds vilje”. Ja, det siger han.

Men hvis del lykkes en forkynder at bibringe den, der hører, en saadan bevidsthed om sig selv, da har forkynderen enten hjulpet vedkommende ind i et sødt selvbedrag, en fuldstændig falsk selvbedømmelse, eller ogsaa har han forledt ham til en stadig kresen om sig selv.

Den, der tager forkyndelsen alvorlig, maa jo nemlig gang efter gang spørge sig selv, om han nu ogsaa virkelig har disse frugter; om han nu har denne glæde, denne ydmyghed, denne nye villighed. Han er uhjælpelig kastet tilbage paa sig selv. Han forledes til en konstant selvoptagethed. For han skal jo se og konstatere troens frugter; ja, han tvinges af forkynderen til ovenikøbet at skulle smage paa dem. Hans blik rettes ikke imod Kristus, og heller ikke imod næstens tarv og trang; nej, det rettes imod hans eget indre liv: d. v. s. forkyndelsen er afsporet; helliggørelsestonerne falske.

Den 3die trosartikel handler jo om helliggørelsen, og her bekender vi med Luther: „Jeg tror, at jeg ikke af egen fornuft eller kraft kan tro paa Jesus Kristus min Herre; men det er den Helligaand, som har kaldet mig ved evangeliet, og som har helliget og opholdt mig i den rette tro”. —

Altsaa sker baade helliggørelsens begyndelse og fortsættelse ved aanden og ved evangeliet.

Men idet vi gentager Luthers bekendelse, tager vi afstand fra al den forkyndelse, som, under én eller anden forklædning, gør helliggørelsen til noget, der staar i menneskers magt.

Vi tager afstand fra al den forkyndelse, som gaar ud paa, at et Menneske ved fromhedsliv og fromhedsøvelser opnaar en voxende hellighed for Gud.

Dersom der drives paa helliggørelse efter den melodi, at vi skal aflægge nu én og nu en anden synd, saa at vi derved kan faa en mening om, at vi bliver mere hellige og mere antagelige for Gud, da fornægtes det, at Kristus er vor eneste hellighed.

Da skjules det, at vi ejer ikke vor hellighed i form af visse egenskaber, men alene i ordet om alle vore synders forladelse.

Vi tager et eksempel: "Hver gang vi i den danske folkekirke vier et brudepar, da gentager vi Paulus' ord: "I er Guds udvalgte, hellige og elskede". Saadan tiltaler vi brudeparret.

Og skønt vi er meget utilbøjelige til at kalde alle ægtefolk: udvalgte, hellige og elskede, saa maa vi lade disse ord gælde alligevel. Eller ogsaa maa vi bekende, at vi regner aldrig Guds ord en smule, men tror mere paa vor egen magts hellighed og fromhed". - - - -

Naar Luther taler om gode gerninger - og det gør han tidt - saa forholder det sig uden tvivl saadan, at hans hovedsynspunkt er dette: gerningerne, troens frugter, tilhører min næste. Træet blev ikke plantet for sin egen skyld, men for at give frugt til andre.

I en prædiken til 1ste søndag i advent siger han: "Finder du nogen gerning hos dig, som du har gjort Gud, hans Helgener eller dig selv, tilgode, og ikke din næste alene, saa vid, at gerningen ikke er god".

Det, der afgør, om en gerning er god eller ond, er altsaa alene, om den kommer næsten tilgode eller ej. Om den er gjort, ikke for min skyld, men for hans skyld; som svar paa hans nød eller trang. Om den er givet ham som gave, saadan at den venstre haand ikke ved, hvad den højre gør. "Det er hans behov, der bestemmer om gerningen er god; den maa rives løs fra mig og gives ham" (Brøndsted).

Det er Luthers hovedsynspunkt.

Og udgangspunktet for Luther er jo, at det ord, som Gud taler, vender ikke tomt tilbage. Kristi gerning vil ikke være uden frugt. Dér, hvor helligaanden skaber tro, der vil frugterne ikke udeblive, til gavn for andre mennesker. For troen bestaar jo ikke blot i nogle rigtige tanker og meninger om Gud og om Kristus; nej, troen "det er en levende, virksom, handlende, mægtig ting, saa det er umuligt, at den ikke uden ophør skulde skabe godt".

Eller - sagt med et ord af Olesen Larsen: "Troen skal ikke gøre gode gerninger - den gør gode gerninger".

Dette er Luthers hovedsynspunkt.

Naar han taler om troens frugter, saa betyder det "dagliglivets gerninger", udført i et menneskes kald; det betyder "befalede gerninger", ikke selvvalgte; skabte ved troen til gode for næsten. Men som Gustav Brøndsted har paavist det i sine artikler: "Kirkens skat" (Tidehverv 1931-33), saa findes der ogsaa en anden betoning hos Luther. Andre steder taler han om gerningerne paa en noget anden maade; han taler om gerningerne, ganske vist tilgode for næsten, ja, men ogsaa tilgode for én selv og ens tro. Saa bliver gerningerne gjort til styrkelse for troen. Saa bliver frugterne et tegn paa troens tilstedeværelse; ja, undertiden en garanti for, at troen er tilstede.

Og det, skønt Luther jo netop selv mange gange erfarede, naar han faldt i anfægtelse, at troens frugter, der skulde styrke troen, de er intet værd, naar troen trænger til at styrkes.

Her staar vi ved sporskiftet i forkyndelsen. Brøndsted formulerer det saadan: Troen er Guds gerning, - skulde den saa ikke være levende, genfødende, frugtbar?

Troen er Guds gerning - skulde den saa ikke være dødsfjende af alt, hvad der leder blikket hen paa os selv?

Derfor er spørgsmaalet dette: hvorhen er det, vi retter menneskers blik, naar vi forkynder? Er det imod Guds barmhjertighed og imod næstens trang og tarv - eller er det imod vor egen helliggørelse, vor egen fuldkommengørelse, imod troens frugter i vort indre liv?

Her er sporskiftet. Det første er forkyndelse til troslydighed. Det andet er opfordring til selvbetragtning og selvkredsning.

Det drejer sig langt mere om et bestemt sigte i forkyndelsen, end det drejer sig om, hvilke ord og begreber, vi anvender.

Men hvis det med nogen ret kan siges, at Luther ikke altid holdt linien klar paa dette punkt, saa kan det i al fald siges med fuldstændig sikkerhed, at kirken, der kalder sig med hans navn, holder kun yderst sjælden linien klar.

Prof. Hallesby, som aldrig savner tilhørere her i landet, taler i et foredrag om "offervilje". Men han taler saadan om det, at det hele bliver noget, vi skal gøre for vor egen skyld. Et par citater. Han taler om hver dag at gøre noget, der er de nærmeste i hjemmet til glæde, og siger saa: "Det skal gi' den gamle Adam et afgørende og daglig knæk. Du skal igen kende glæden ved at tjene og ofre. Din sjæl skal igen fyldes med fred og lykke".

Og han fortsætter: "Ikke saa, at du fortjener dig naade ved at tjene og ofre, men saa snart du ophører med at stride imod Guds aand, saa vil han frit og uforskyldt fylde din sjæl med kristenlivets salige fylde". Ja, det er altid maalet. Ens egen sjælelige rigdom er maalet.

Man faar det bestemte indtryk, at andre mennesker igruuden slet ikke er til. Intet sker eller skal ske for deres skyld; nej, alt sker, for at "min sjæl kan fyldes med kristenlivets salige fylde". Det er simpelthen aandelig nydelsessyge. Her bliver min næste paa en raffineret maade gjort til et middel for mig. Hertil opfordrer forkyndelsen direkte.

Et sidste Citat fra Hallesby. Han siger: "Den ungdom, som hærder sin sjæl mod blødagtighed og magelighed ved daglig forsagende tjeneste, vil ikke bare opnaa en mandig kristendom; men vil samtidig opdage, at den enkleste maade at bekæmpe syndevanerne paa er: at øve tjenende kærlighed".

Det vil nu være lige haardt nok at skulle leve side om side med den slags mandige kristne - og være genstand for en saadan tjenende kærlighed.

Her er helliggørelsestonerne saa falske, at det er kompromitterende baade for prof. Hallesby og for alle dem indenfor kirken, der tier og samtykker, naar der tales saadan.

Men der findes endnu en maade at tale om "det nye liv" paa, som der maa gøres op med. Det sker nemlig den ene gang efter den anden, at der i forkyndelsen tales saadan om de kristnes liv, at "det nye liv" tilkendes den betydning, at det skal godtgøre sandheden i evangeliet.

Pastor Jens Christensen i Mardan gør i et foredrag (trykt i teologisk tidsskrift 1939, hefte 2) opmærksom paa, at da han for en del aar siden kom ud til Indien, for at forkynde kristendommen der, mødte han blandt missionærerne samme tankegang; altsaa en tankegang, som gik ud paa, at de kristne missionærer skulde ved deres liv godtgøre sandheden i det budskab, de kom med til Muhamedanerne.

"Vi maa vise folk gennem vort liv og vore gerninger, at Gud elsker dem", sagde missionærerne; og de føjede til: "Jesus viste Guds kærlighed ved at gaa omkring og gøre godt; det er vores pligt at gøre det samme. Folk maa se i vores liv, hvad de ikke kan forstaa i vores lære".

Jens Christensen fortæller, at da han kom ud til Indien som en meget ung mand, troede han, at dette var den uangribelige sandhed. Men nu har han arbejdet med disse spørgsmaal i adskillige aar og har lært, at det er en skæbnesvanger misforstaaelse. Men det er jo ikke blot i Indien, man møder denne tankegang. Nej, ogsaa hos os møder vi akkurat det samme.

"De troendes liv skal være de vantros bibel", siger nogle. "Præsten maa med sit liv staa inde for, hvad hun forkynder", siger andre. "Nu er vi trætte af ordene; vi er trætte af at høre prædikerne; nu vil vi se kristendommen praktiseret; vi vil se den levet", siger andre igen. Og saadan kunde vi blive ved.

Og selvom jeg af og til godt forstaar, hvorfor man siger saadan, foreligger der alligevel her en tankegang, der maa gøres op med.

Jeg holder mig i det følgende afsnit i det væsentlige til Jens Christensens artikel. Han nævner 4 ting.

1. Det er fuldstændig sandt, at med hensyn til vor frelse er vi ikke under loven, men under naaden. Imidlertid kan vi, hvor meget vi end prøver paa det, ikke komme udenom den kendsgerning, at Jesus selv gav loven plads i evangeliet. Det gjorde han, da han sagde, at vi skulde elske Gud af hele vort hjerte og vor næste som os selv. Men hvis kærlighedsbudet tages alvorligt, saa betyder det, at enhver god gerning, mennesker gør, bliver gjort i forhold til det bud. Overskydende gode gerninger findes simpelthen ikke. Jeg kan ikke fuldkomme denne lov og derefter svinge mig op til noget mere eller noget højere, som viser folk Guds kærlighed.

Hvis vi gør det gode til vore evners yderste rækkevidde, saa er det kun, hvad der kræves af os; og det er sagt til os, at naar vi har gjort alt dette, skal vi betragte os selv som unyttige tjenere, der ikke kan fuldkomme loven; men maa ty ind under Guds naade.

Sagt med andre ord: ingen af vore gode gerninger kan nogen sinde af os udlægges som andet end en bestræbelse efter at opfylde budet, som siger: du skal elske din næste.

Hvis andre mennesker ser vort liv og vore handlinger, ja, da ser de rimeligvis mere klart end vi selv, hvor skidt det lykkes for os; men hvordan skulde de ud fra vort liv og vore gerninger kunne se Guds kærlighed?

2. Jesus sagde: "Den, der har set mig, har set faderen.

Men det menneske, som tror, at han viser Guds kærlighed ved det liv, han lever, og at han saaledes følger i sin Herres spor, han siger i virkeligheden det samme; han siger: den, der har set mig, har set faderen. I stedet for, at han skulde bekende og sige: den, der har set den Herre Kristus, har set faderen; der finder du ham; der lyser hans ansigt imod dig; der møder du hans vilje og hans sandheds ord.

Men ved paa den maade at lægge vægten paa de troendes liv, sker der noget skæbnesvangert. Der sker det, at herved fjernes væsensforskellen mellem Jesus og os - men den oprettes imellem os og "de andre".

Vi og Jesus er paa den ene side af afgrunden; og de andre, de ukirkelige, de uomvendte, de vantro, er paa den anden side.

Men evangeliet siger noget andet. Evangeliet siger, at afgrunden bestaar mellem Gud og hele menneskeslægten, og at Jesus er Guds bro over denne afgrund - for alle uden forskel.

3. Jens Christensen fortæller, at hvis nogen vil overbevise ham om, at man skal leve kirkens lære (altsaa f. eks, at en præst med sit liv skal staa inde for det, han forkynder), saa stiller han vedkommende følgende spørgsmaal: "ved hvilken kærlighedens gerning i Deres liv kan De vise et andet menneske sandheden af Johs.3,16?".

Jeg lader herved spørgsmaalet gaa videre til dem.

4. Endelig for det 4de og sidste: hvis et menneske for alvor lever med den tanke, at han skal være et skoleeksempel for andre, saa er det ikke til at se, hvordan han undgaar at blive fyldt med farisæisme.

Jens Christensen fortæller, at han i Indien har hørt kristne missionærer paastaa, at de kristne er bedre end Muhamedanerne - og at derfor er kristendommen sandhed.

Men det er aldeles ikke et spørgsmaal om, hvorvidt vi er bedre end andre.

Farisæeren i templet var menneskelig set en bedre mand. Han vidste det og takkede Gud for det. Han roste ikke sig selv. Nej, han troede, at Gud havde gjort ham til en bedre mand; han var et eksempel for dem, der ikke passede deres religiøse pligter, som de skulde.

Men selve tanken om sammenligning er gal. Saa snart jeg begynder at sammenligne mig med en anden, da har jeg rakt fanden lillefingeren - og dermed hele haanden. Hvis jeg virkelig tror, at det usvigelig staar fast, at jeg og den ganske menneskeslægt kun kan frelses fra død og ødelæggelse af Guds naade, aabenbaret i Kristus, vor Herre; ja, saa kan jeg ikke for alvor diskutere, om jeg er bedre end andre eller ej. Min tro giver mig en følelse af fællesskab med hvert menneske, jeg møder. Maaske er han bedre end jeg; maaske er jeg bedre end han; men vi maa begge give os ind under Guds naade, aabenbaret i Kristus, hvis vi vil frelses fra død og ødelæggelse.

Saa snart det gælder det grundlæggende i vor kristne tro: saa maa vi være klare over, at det kan ikke udtrykkes gennem vort liv eller ved vort eksempel. Nej, det kan kun udtrykkes i ord; det kan kun forkyndes som et budskab, der vil høres.

"At Gud elskede verden saadan, at han gav sin søn, den enbaarne, for at hver den, der tror paa ham, ikke skal fortabes, men have det evige liv", at det er sandheden i livet; den afgørende sandhed for ethvert menneske - ja, jeg kan sige, at jeg tror det; jeg kan forkynde det; men jeg kan ikke leve det. Jeg kan ikke med mit liv godtgøre, at det er sandt. Den, der mener anderledes, han overvurderer sikkert betydningen af sit eget liv, og han undervurderer betydningen af Kristi liv.

*

Men hvilken plads har da talen om "det nye liv" i vor forkyndelse? Hvordan tale ret om dette?

Hvad jeg har at sige herom, har jeg forsøgt at samle i 4 punkter. Det bliver i høj grad kun antydningsvis.

I.
Det, vi primært har at forkynde, er ikke loven, men evangeliet. Og evangeliet er et budskab om en stor glæde for hele folket, fordi Kristus er født iblandt os.

Evangeliet møder os med et ord, som er ganske uhørt; et ord, der siger til mennesket: om det er ond eller god, om det er omvendt eller uomvendt, om det har faa eller mange synder, saa er det dog Guds kære barn, for Kristi skyld.

Naar det sker, at Evangeliet trænger igennem, da faar et menneske at høre, at Guds naade er sandheden i livet, og da bliver alle ting anderledes.

Knud Hansen udtrykker det et sted saadan: "Den, der hører Guds ord, han oplever, at solen staar op, han ser dagen som noget nyt, han ser blomsterne og himlen, og han ser sit medmenneske som én, der ikke bare er et medmenneske, men en broder, hvis tilværelse gør krav paa ham".

Her er der givet udtryk for, at i det øjeblik et menneske hører Guds ord, da bliver tilværelsen anderledes; da bliver situationen ny for et menneske. Ja, da bliver dagen idag Guds gave; da bliver et menneskes kald helligt, fordi det er betroet ham af livets Gud; da bliver medmennesket ikke blot en uvedkommende; ikke blot én, der stiller sig i vejen og byder imod, nej, han bliver Kristi stedfortræder. For Kristus kommer til os netop i vor fattige næstes skikkelse. Det siger han jo udtrykkeligt.

Dette jordiske, dødelige, syndefulde liv bliver anderledes; ja, det bliver nyt, hver gang Kristi ord trænger igennem; hver gang Gud gør sin naade ny for et menneske.

Saa er der da først og fremmest det at sige om "det nye liv", at det er et liv under syndernes forladelse. Det er et liv, der har sin grund alene i Guds barmhjertighed.

Hvis dette er andet end ord; hvis det er andet end præstesnak; hvis det er den virkelighed, som sandhedens aand overbeviser om, naar og hvor den vil, saa kan vi sige én ting til; vi kan sige, at evangeliet gør os til andre menneskers skyldnere. Den, der hører evangeliet, bliver sat i gæld; i gæld til Gud og i gæld til mennesker. Det ligger i sagen, men ikke i logiken. Ja, det ligger i selve sagen, at han bliver gjort til andre menneskers skyldner; og jo mere afhængig han bliver af evangeliet, des tydeligere ser han sig som sin næstes skyldner.

Det er den realitet, der tales om i 1ste Johannes brev, naar det hedder: "Deri bestaar kærligheden, ikke at vi har elsket Gud, men at han har elsket os og udsendt sin søn til en forsoning for vore synder. Men har Gud saadan elsket os, da er ogsaa vi skyldige at elske hinanden".

Men at vi gøres til hinandens skyldnere; at vi kommer ind under et "du skal", et "du skal", der gælder hele vort liv og alle livets forhold - det er ikke noget, der staar i et menneskes egen magt; nej, det sættes et menneske ind i, naar han hører evangeliet og overbevises af det.

Og naar vi faktisk ikke kender os som vor næstes skyldnere, naar vi ikke er forpligtede overfor kærlighedens krav, naar det er saadan, at vi fornægter hinanden i ligegyldighed og smaalighed og surhed, saa er det kun udtryk for en bestemt ting; det er udtryk for vor vantro.

Derfor er vor egentlige ulykke ikke vor mangel paa moral, ej heller vor mangel paa interesse for vor egen helliggørelse; nej, vor egentlige ulykke, det er vor mangel paa tro.

Troede vi virkelig evangeliets tale om Kristus og Guds kærlighed i ham, da var vi hinandens skyldnere, da var vi glade som børn, og da mødte vi vort medmeneske, hvem han end er, som et Guds barn i verden.

II.
Men for at vi ikke skal glemme, at evangeliet lyder for at skabe troslydighed, saa har evangeliets herre selv givet befalingen plads i evangeliet. Det er det andet, jeg vil sige et par ord om; altsaa om kravet i evangeliet.

Evangeliet er det primære; men et evangelium uden nogen befaling, uden noget krav, det er dødt. Et evangelium, som kun vil trøste og glæde, men ikke forpligte noget menneske i dets virkelige liv - det er i al fald ikke Jesu Kristi evangelium.

Jeg er helt enig med Gustav Brøndsted, naar han i en af sine artikler til biskop Ammundsen skriver: "Loven, budet, kravet ligger ikke foran kristendommen (som en slags indledning) men i kristendommen; det hører i den grad med til "kristendommens egentlige væsen", at uden loven er evangeliet n virksomt, tomt, dødt".

Derfor skal Guds krav forkyndes; men Guds krav gaar ikke ud paa, at vi skal vokse i helliggørelse; men det gaar ud paa, at vi skal tage livet op og elske vor næste. For ham skylder vi vort liv.

Og vor næste vælger vi ikke selv. Nej, han vises hen til os af livet selv. Og enten vi kan lide ham eller ej; enten han er troende eller vantro, enten han er enig med os eller ej, - i det øjeblik han vises hen til os af livet selv, da er vi forpligtede overfor ham. Vi udpeger ham ikke; nej, Gud gør ham til vores næste.

Der kan sikkert være grund til her at gøre opmærksom paa, at der er en afgørende forskel paa Guds krav - og saa den borgerlige og kirkelige morals fordringer. Der er en afgjort forskel paa evangeliets "du skal" - og moralens "du skal". (Se en artikel af Knud Hansen i "Tidehverv" 1937, side 65).

Moralens "du skal" er nemlig ret overkommeligt. Det er udtryk for de krav, et bestemt samfund stiller til den enkelte, og er derfor ikke saa sjældent i overensstemmelse med den enkeltes egne ønsker, og hans krav om orden i samfundet.

Eller moralens "du skal" er udtryk for de krav, et menneske stiller til sig selv og andre om, hvordan man skal leve og være. Og jo mere selvagtelse man har, des højere stiller man kravene, jvf. den rige yngling. Men evangeliets "du skal" er noget ganske andet.

Evangeliets "du skal" er noget, der kun gør sig gældende, der kun virkeligt bliver hørt dér, hvor et menneske ved, at, han har tilgivelse behov.

Og det er ikke et "du skal", som vil vise mennesket en vej til at blive saadan, at han kan blive rost af alle, men det er et "du skal", der berøver mennesket alle moralske fortrin fremfor andre og bestandig stiller ham overfor øjeblikkets krav om at elske næsten; - og paa ny vente alt af Guds barmhjertighed.

Knud Hansen gør opmærksom paa, at den rige yngling, der kom til Jesus, han havde nok hørt Guds bud (dem havde han jo holdt fra sin ungdom af), men alligevel havde han i budenes tale slet ikke hørt det, som budene egentlig taler om.

Han havde nok hørt budenes tale, men han havde hørt dem som en tale om ham selv; en tale om, hvordan han skulde bære sig ad med at udforme sin personlighed og blive et helligt menneske.

Og derfor gaar det svar, han faar. ogsaa ud paa at sige: saalænge det er det, du er optaget af, saa længe har du slet ikke hørt, hvad budene taler om. For de taler ikke om, hvordan du skal bære dig ad med at blive et moralsk uangribeligt menneske, men de taler om dine medmennesker og om, hvad du skylder dem. De siger ikke noget om, hvad du skal gøre for din egen skyld, for at være et eksempel, som andre roser, eller for at vinde Guds velbehag; men de siger noget om, hvad du skal gøre for andres skyld. De taler om din skyld til andre; ja, de taler om din bundethed til denne skyld, og derfor taler de ogsaa om din bundethed til Guds barmhjertighed.

Derfor maa vi sige, at forskellen paa moralens "du skal" og evangeliets "du skal" er den, at moralens "du skal" er ret overkommeligt og ret betryggende for menneskets jeg, hvorimod evangeliets "du skal" er det stærkeste angreb paa menneskets jeg, som overhovedet findes.

Denne forskel er vi pligtig til at gøre klar i vor forkyndelse1. Det er vor pligt at gøre os selv og andre opmærksom paa, at troens frugter tilhører ikke os selv; de skal ikke opsamles og fastholdes af os. Vi skal ikke gaa rundt og smage paa dem.

Træet blev ikke plantet for sin egen skyld men for at bære frugt. Mennesker til næring.

"At elske Gud vil ikke sige at dyrke fromme betragtninger og grunde over, hvordan jeg skal blive et mere helliggjort menneske. Det bliver jeg aldrig ved at se paa mig selv".

Nej, det er netop at svigte det liv, som vi ejer. Jesu tale kalder ind i livet med de andre, det virkelige liv, det liv, som hver dag kræver os helt. Netop saadan, at vi ikke staar der og vaager over os selv, optaget af vor egen hellighed, eller over, hvor meget jeg er "nødt til" at hjælpe. Vor herre Jesus kendte ingen grænse dér.

De mennesker, der havde baaret troens frugter (ifl. Math.25, hvor der tales om dommens dag), de vidste det ikke selv; det var "de syge, de sultne, den fremmede og den fængslede", der nød godt af dem.

Deres "hellighed" laa der - strøet ud i gerninger, gjort overfor dem, der trængte. Og de vidste det ikke selv. De vidste, derimod uden tvivl noget om deres gæld, deres skyld og svigten.

III.
Derfor er det nok ikke blot en teologisk spidsfindighed, naar Luther flere gange siger, at en kristens hellighed er skjult; skjult baade for ham selv og for verden.

Ser han paa sig selv, da finder han genstridighed og ulydighed og vantro. Han finder ikke liv, men død. Han finder ingen hellighed. Nej, han maa se andetsteds hen, om han skal finde den. Kristus er al hans ros for Gud; baade hans retfærdighed, hans helliggørelse og hans forløsning (1.Kor.1,30).

Men helligheden er ogsaa skjult for verden. For det er langtfra givet, at andre mennesker kan afgøre, om en gerning er udtryk for troens lydighed; eller om den er udtryk for et menneskes synd og selvraadighed.

Andre mennesker er ikke i stand til at afgøre, om et menneske, der staar i troens afgørelse: om han lyder Gud - eller han bedrager sig selv.

Vi ta'r et eksempel.

Iflg.. Johs. Ev. 5 helbredle Jesus paa en sabbat en mand, der havde været syg i 38 aar.

Det var uden tvivl en gerning, gjort i tro - i lydighed mod Gud - næsten til gavn. Men hvordan blir denne gerning opfattet af mennesker? Den bliver opfattet saadan, at her var der tale om subbatsbrud. Her var der gjort en gerning, der brød sabbatens helligholdelse; ja, her var der i virkeligheden øvet gudsbespottelse.

Og de blev vrede paa Jesus, forfulgte ham; ja, stod hum efter livet.

Saadan blev én af Jesu gerninger opfattet; en gerning, der var gjort i troens lydighed. Saadan var Jesu hellighed skjult for verden. Og "verden" vil her sige: de fromme og hellige mennesker, der samledes i farisæernes parti.

Alene det ene eksempel (som kunde suppleres med mange) skulde sige os, at vi kan ikke afgøre, hvad et andet menneske i en bestemt situation skal gøre, for at lyde evangeliet. Han staar i troens afgørelse; og Gud er den eneste, der i virkeligheden kan afgøre, om han lyder eller svigter.

Derfor kan kærlighedens gerninger aldrig kortlægges. For at bruge et udtryk af Heje: "De har intet navn". Hvorfor heller aldrig kan skrives en kristelig etik.

Bjergprædikenen er f. eks. ikke en kortlægning af, hvad det i alle tilfælde vil sige at elske sin næste som sig selv; men dette er en forkyndelse af Guds rige; den giver eksempler paa, hvad kærlighed til næsten vil sige i livets virkelighed.

Det er sikkert forkyndelsens opgave at give eksempler paa det samme taget fra vor tid, for at bringe det nær ind paa livet af os, at Guds bud taler om noget ganske andet, end baade den borgerlige og den kirkelige moral.

IV.
Hvordan bliver da Forkyndelsen af evangeliet og af loven til et ord, der forpligter mennesket?

Vor forbandelse idag indenfor kirken er jo alle de uforpligtende ord, alle de ubestemmelige, alle de ord, som i virkeligheden ikke angriber menneskets retfærdighed eller menneskets egoisme - og som ikke binder noget menneske til solidaritet med dem, han lever imellem!

Hvordan bliver forkyndelsen forpligtende?

Jeg vover til sidst 3 bemærkninger herom.

1) Skal forkyndelsen blive forpligtende, saa er det nødvendigt, at nogen vover at drage konsekvenserne af det, de selv forkynder, baade indenfor kirken og udenfor. Det er nødvendigt, at der er nogen, som ikke gaar udenom den afgørelse, der er troens afgørelse.

2) Skal forkyndelsen blive forpligtende, saa den kan skabe tro eller modsigelse, saa maa den være ugaranteret altsaa: Hverken garanteret af staten eller garanteret af kirken.

Kirken vil jo saa inderlig gerne have "den rene lære" værnet og garanteret; jvf. det ramaskrig, der rejste sig imod biskop Ølgaard for ca. 1 aar siden i anledning af Rørdamsagen.

Men én ting burde man betænke i denne forbindelse: Jo mere garanteret forkyndelsen bliver, des mere uforpligtende er den. Saa kan den jo nemlig modtages paa grund af statens eller kirkens garanti. Men da er der ikke mere tale om tro. Det er der kun, hvor ordet modtages, fordi det rammer samvittigheden og overbeviser ved sin egen magt; overbeviser mennesket og stiller det ene.

Jo mere garanteret forkyndelsen bliver, des mere ligegyldig er den; - saa kan den jo nemlig modtages, fordi det er mest betryggende at være der, hvor garantierne er stærke.

Skal forkyndelsen igen blive forpligtende, da maa den være ugaranteret.

Og vi præster maa stadig forfra spørge om, hvad evangeliet egentlig gaar ud paa. Stadig paa ny arbejde med Jesu ord og søge at lytte os til deres inderste mening.

3) Naar vi har gjort alt, hvad der staar i vor magt for at forkynde ret, saa skal vi vide, at vi ikke kan omvende et eneste menneske; og vi kan heller ikke skabe tro eller frugter af troen hos én eneste. Det kan kun sandhedens aand; Gud skaber aand.

Derfor eksisterer al virkelig forkyndelse kun i den bøn:

"Kom, Gud helligaand kom brat!
Gennembryd den mørke nat
med Guds morgenrøde".

Chr. Haahr,
Foredrag holdt ved landemodet i Viborg juni 1939.