Essays i Tidehverv - Ordnet alfabetisk efter Forfatterne

Gensvar

Af Hedvig Reinhard. Tidehverv, 1928, s.133-137.

Der er nogen Vanskelighed ved et Gensvar på Professor Geismars Indlæg i forrige Nr. af "Tidehverv", fordi Prof. Geismar synes at anse Foredraget for et Angreb, udelukkende og noget nær rent personligt, på ham selv. Jeg må derfor minde om, at det var et Angreb og en Protest mod et Begreb og dets Forfalskning af Livet; og det gjaldt os alle, fordi den Vildførelse, Talen var om, kun er én Form, ét Udslag af vort løgnagtige Væsen. Og endvidere skal jeg fastslå, at det var selve Begrebet, jeg gik imod, rent bortset fra de specielle Farer, det også for Prof. Geismar rummer. Alt det er kun særlige Pragtblomster på Træet, som enhver kan se og dømme. Men når Prof. Geismar så villigt indrømmer disse, Kaldstankens Farer og Fristelser, så er det kun, hvad altid sker, når de Bygningsværker, vi Mennesker opfører og lever i, angribes. Så er det, der fordømmes, bestandig kun de Fejl og Mangler, som alt menneskeligt er underkastet. Med andre Ord: Byggeplanen var god og skabt ud fra hellige og uangribelige Idealer; kun Udførelsen var, som den menneskelige Ufuldkommenhed måtte gøre den.

Men Kaldstanken selv, Forestillingen om et Guds Særkald til hver enkelt i hans Liv her på Jorden, var det, jeg stemplede og stempler som den "drevne og frække Plattenslager", Prof. Geismars Version ikke undtaget. At han selv herved ikke er sig noget af det onde bevidst, jeg anklagede den for, er selvsagt. "Kaldet" er, som nævnt kun ét Udtryk for den Indstilling til Livet under Kristennavn, som lænker Mennesket til sig selv og sit eget Væsen - og som er vor Tids kristne "Personlighedssyntese", som Prof. Geismar selv vilde kalde det; og at det er den Indstilling og det Syn, Prof. Geismar, så langt hans Kaldsgærning rækker, vil skaffe Borgerret og Fremgang, viser hver Side i hans Forfatterskab som theologisk Professor. Med samme Kaldsgærning in mente er Chancerne for, at det kunde lykkes, vel heller ikke de dårligste - derfor var det, Prof. Geismar blev angrebet som én af dem, der siger god for ikke blot Kaldstanken, men for hele den Ånd, den er af. - Dermed er tillige sagt, at Prof. Geismars Indsigelse (S. 108, Sp. 2): "Hvis derimod nogen vil friste mig til offentlig at give den Ringhedsfølelse, jeg personlig har o. s. v.", beror på en Misforståelse, antagelig af Ordene: "hvis nogen mener, d. v. s. selv har erfaret o. s. v." - og ved nu at læse dem igen, beklager jeg, at de utvivlsomt kan misforstås. Meningen var, at theoretiske Modargumenter tog jeg ikke for gode Varer. Men Erfaring vindes ad mange Veje, udover ens eget Liv; og så lidt som min Karakteristik af Kaldstankens Trældom var at opfatte som nogensomhelst ligefrem Selvbekendelse, ligeså lidt har jeg forlangt eller ønsket den fra andre.

Prof. Geismar vil ved sit Forsøg på en Definition af sit Kaldsbegreb og ved en konkret Illustration - den kristne Hustru - fralægge sig Lod og Del i noget af det, jeg gik løs på. Definitionen, som unægtelig er sat på mærkelige Skruer, kunde vel forstås som det meget simple, at hvis og når der skal danses, så kan jeg ikke danse på Samos, hvis jeg befinder mig på Rhodos, og i så Fald blev der ingen Uenighed - fordi der dermed ikke er sagt andet end det selvfølgelige. Men Prof. Geismar både siger og mener adskilligt andet og mere: "Kald benævner jeg den konkrete Situation, som de almene Livsforhold har dannet for den enkelte, for så vidt der ud af disse Livsforhold udspringer Tilskyndelser til bestemte Udformninger af mit Lydighedsforhold til Gud. Det ejendommelige ved Kaldsbegrebet er den Tanke, at de givne Livsvilkår indicerer, at Lydighedshandlingerne skal falde indenfor disse Livsvilkårs Rammer."

Ja, på det Rhodos, hvor jeg er, skal jeg altså danse, hvis der da skal danses; og hvis der ved Dansen endvidere kun forstås det at leve sit Liv i Livets Verden, d. e. mellem andre levende Mennesker, og under de fælles menneskelige Kår, så kan Prof. Geismar og jeg også blive helt enige om, at så skal der danses. Men hvad angår hver og én af de Menneskelivets "religiøse Værdier", som Prof. Geismar ophøjer til Grundlag for "det positive Forhold til Verden" - i Modsætning til "det asketiske" som i Parenthes bemærket ingenlunde er Modsætningen - så tror jeg ikke, der tilkommer dem mindste Plads i det Spørgsmål. Det eneste, men også i ét og alt det fyldestgørende, er, at hvis jeg tror på Gud og hans Ord, så skal jeg leve dér, hvor min Næste er; ingen andre Steder kan jeg lyde Gud.

Prof. Geismars Paradigma på Kaldstankens Ret, og hellige Ret, den omtalte kristne Hustru, så vel som Spørgsmålet om: "den kristne, når han bøjer sig under det (det Kaldsbegreb, Prof. G. opstiller), skal glemme, at han tror på Gud Fader den almægtige", kan jeg fuldstændig overlade til Prof. Geismars egen Behandling - indtil han gør det vitterligt, hvor og når jeg har villet udelukke noget Menneske fra at søge "Guds Rige og hans Retfærdighed" - i Anger eller Håb, Sorg eller Glæde. Kun det ene kunde jeg tænke mig at sige om den kristne Hustru, at formentlig og forhåbentlig vil hun tiere sørge over, at hun ikke holder nok af Manden til for Alvor at give sig af med hans Forbedring - og højst rimeligt først og fremmest ved en kraftig Røffel - end over sin egen Utålmodighed eller Mangel på "Hilaritas". Den sidste Slags Fortrydelser hører nu engang så grumme sjældent andetsteds hen, end under vort eget lille etiske Oppudsningsarbejde. Jeg har nemlig det bedste Håb om, at netop den Kone ikke er befængt med nogetsomhelst Kaldsvæsen - blot hun ikke er kommet ud for Nutidens kristelige Orientering i så Henseende.

Det er derimod Prof. Geismar, som skylder Regnskab for, at han vel ikke vil udelukke noget Område fra Lydighed mod Gud, men vil give Anvisning på Områder i Livet, hvor denne Lydighed "særlig er påkrævet". Vor Enighed rækker ikke langt, selv om Prof. Geismar vil konstatere den på væsentlige Punkter. Ordene: Lydighed mod Gud, lyder rigtignok ens, men at de ikke kan betyde det samme, er klart, så snart vi kommer til de "bestemte Udformninger af mit Lydighedsforhold til Gud" eller "de Opfordringer til Handling, som opstår af den konkrete Situation, som Livets almene Forudsætninger har sat ham i" m. m. Ikke blot "Kaldets" Væsen, men hele den Grundopfattelse, det bunder i, ligger allerede gemt f. Eks. i disse Ord. Prof. Geismar henviser jo også flere Gange i sit Indlæg til sit samlede theol. Forfatterskab, Religionsfilosofien med tilhørende Etik, ligesom jeg her har gjort det; og et virkeligt Opgør vil heller ikke lykkes alene ud fra Spørgsmålet "Verdsligt Kald".

Prof. Geismars forunderlige Erklæring om sit eget Forhold til det, "at ville pynte Gud og hvad hans er ud efter vor Smag - det vil sige med al menneskelig Flitter og Maskeradestads", kunde måske friste til nogen Humor. Men da "Spotten" for en Fejls Skyld var ret bitter Alvor, og da jeg dog åbenbart kender mine Ords Rækkevidde et Stykke længere ud, end Prof. Geismar gør det, vil jeg her kun sige, at så besynderligt det er, at Prof. Geismar på denne Måde siger, hvad der er sandt, så er det Sandheden, forstået som jeg forsøgte at udtrykke den: at er vi i Gang med at "pynte vor hele afmægtige Menneskelighed op med al Slags forloren Løftelse og Glans fra det Høje, så standser vi ikke dér! Til syvende og sidst o. s. v. Og det er også Prof. Geismars Tilfælde …

Inden jeg går videre, vil jeg her omtale et Punkt, som jeg ikke mere ønsker at komme tilbage til eller inddrage i Diskussionen, - den, som vil, kan jo let selv gå det efter - det er Prof. Geismars Brug af Skriftsteder, som mange Steder ikke kan andet end vække Forbavselse og skarp Modsigelse. Og skal man ikke betragte det, rent arbejdsmæssigt set, som Sjuskeri, kan det kun betyde, at Forfatteren ikke sjældent har været så optaget, så indspundet i sine egne Theorier og Spekulationer, at han har været helt blind for, hvordan vedk. Skriftsted overhovedet kunde og turde fortolkes. Til Eksempel skal jeg kun henvise til, at: Luc. 19, 41-44 og Matt. 26, 38 (bl.a. Etik, S. 185) støtter Påstanden om Jesu "positive Stilling til Nationalitetsfølelsen", her "Troskab mod Nationen" - og Mark. 13, l-3 og 14, 3 (bl.a. Etik, S. 179) som visende Jesu "positive Stilling til Kunsten", Mark. 13, l-3 tillige til Nationalitetsfølelsen. -

Det vilde naturligvis være både umuligt og ørkesløst her at forsøge at gennemgå Prof. Geismars theol. Skrifter Afsnit efter Afsnit; og endnu mere forfejlet at rykke frem med Regimenter af Citater. Det sidste vilde være forfejlet, ikke mindst, fordi Prof. Geismar for en flygtigere Betragtning kunde få Ret, når han, som også her i sit Indlæg, påstår, at han mener og har skrevet nøjagtig det samme, som Modstanderen, så at Angrebet altså bliver både uvederhæftigt og særdeles uretfærdigt. Man kunde i den Anledning fristes til at sige: Ja, hvad har Prof. Geismar ikke skrevet i Religionsfilosofien og tilhørende Etik? Det kan ganske rigtigt synes, som om egentlig alt var kommet med, ikke blot refererende men med Forfatterens Sanktion af, hvad de kristne, i alt Fald i Nutid og nærmeste Fremtid, på uangribelig Måde har forsøgt at sige om Kristendom. Først og fremmest må det da også siges, at det måtte gå mere end mærkeligt til, om en kristen Mand og theologisk Professor kunde undgå adskillige Steder at udtale sig uangribeligt om Kristendom. Men dermed er der ikke sagt nogetsomhelst om virkelig Enighed på noget Punkt, eller om jeg har Uret, når jeg påstår, at Prof. Geismar slutter en Cirkel - i ganske anden vital Betydning, end i den rent formelle, han selv indrømmer at gøre det - smeder en Lænke om sig selv og andre, som begynder og ender i os selv, mens den siges at begynde og ende i Gud. Jeg har allerede antydet, at f. Eks. Ordene: "Lydighed mod Gud" kan have et himmelvidt forskelligt Indhold; og i det hele kan vist det uimodsigelig rigtige i, at Prof. Geismar mange Steder skriver kristelig-religiøse Sandheder, særdeles godt illustreres ved Anekdoten om Vejen til London, der selvfølgelig er Vejen til London, hvadenten Manden går til eller fra Byen. Prof. Geismar, og f. Eks. jeg, går utvivlsomt begge på Vejen til London, men vi går ligeså utvivlsomt hver sin Vej. Dermed intet som helst præsumeret angående selve Londons dybere Betydning som religiøst Symbol; om Prof. Geismar eller jeg går i den rigtige Retning, derom drejer hele Diskussionen sig. Og den eneste Mulighed for en Afgørelse i Sagen er at gå så vidt gørligt tilbunds på bestemte Punkter - enkelte Led i Ringen, om man vil - om det derigennem kunde klares, hvilken Prof. Geismars Retning i Sandhed er, og at den er stik modsat min. -

Skal vi endelig filosofere om Religion, og Prof. Geismar siger, det er vor (Naturligvis har jeg ikke overset, at det var Kirkens, ikke "vor" Pligt. Men Kirken må så tage Skade for Hjemgæld, som den altid måtte, hvis Læren var falsk. Om ellers Tvivl, hvad enten hos vordende Præster eller deres fremtidige Tilhørere og Sognebørn, ikke turde være en af de skrappeste Kontraindikationer mod Religionsfilosofi, også i Receptform (Rf. S. 9) får stå hen). Kristenpligt mod Tvivlerne (Rf. S. 2), men skal der altså filosoferes, kan det være af Værdi, at gå selve "det religiøses" Opståen og Væsen efter, som det "efter min Sprogbrug, som jeg omhyggelig har begrundet i min Religionsfilosofi", er fremstillet. I en vis Forstand kaster allerede dette Udgangspunkt Lys over, hvordan hele Udviklingen kan forme sig, som den gør. Prof. Geismars Fremstilling kan formentlig sammenfattes omtrent som følger: Det religiøse opstår ved, at vi føler os i Forhold til en oversanselig Virkelighed, hvis Eksistens vi først og fremmest får subjektiv Vished om gennem Samvittigheden; og Religiøsitet bliver det, når vi føler, at vi, d. e. vort Sjæleliv, er centralt bestemt ved denne oversanselige Virkelighed, som altså er noget guddommeligt. - Moralen, der, som naturligt, også har Samvittigheden som primus motor, kommer derved også i Forhold til denne oversanselige Virkelighed, og bliver derved også noget religiøst.

Denne Opstilling er i og for sig positiv urigtig på Grund af den Rolle, der tildeles Samvittigheden.

At Samvittigheden står i Forhold til det oversanselige, bedre ikkesanselige, er meget indlysende. Dens Tilkendegivelser er afgjort en Livsyttring af det ikkesanselige i os selv, i Mennesket som Menneske, simpelthen - ligesom de, om man vil, står i Forhold til, er en Reaktion i Forhold til, noget ikkesanseligt udenfor os selv, nemlig det ikkesanselige i andre levende Væsener, først og fremmest andre Mennesker; men at vi derved eo ipso skulde føle os i Forhold til en Ikkesanselighed ovenover os selv, det er: det menneskelige overhovedet, noget, vi derfor dekreterer at være noget guddommeligt - det vil jeg bestemt protestere imod. Det, at Mennesket - og forøvrigt alt levende, man kan tillægge Bevidsthed - rummer det ikkesanselige, ganske sideordnet med det sanselige, har der vel heller aldrig virkelig været Uenighed om med nogen Materialist, Empirist eller anden Modstander af det religiøse. Enhver Tanke, Følelse, enhver bevidst Forestilling er jo i sig selv ikkesanselig, ligegyldigt om den så kun er et, de materielle Processer ledsagende Fænomen eller hvad andet. Spørgsmålet har heller aldrig været, om det ikkesanselige var til, men om det ikke var ganske på samme Måde årsagsbestemt, som det sanselige.

Samvittigheden, som primitivt almenmenneskeligt psykisk Organ - og kun som sådant kan den i Virkeligheden undersøges, hvis man vil være vis på ikke at have med et ganske ubestemmeligt Blandingsprodukt at gøre (Prof. Geismar begynder sin Etik med klart og grejt at definere Samvittigheden som det Organ, der dømmer mig selv og nix weiter. Men meget snart kommer den under en Behandling, som fuldstændig udsletter denne Definitions Mening og Gyldighed. Og når Samvittigheden således i Skikkelse af "den sårede Samvittighed" ender med at dømme alt mellem Himmel og Jord, selv om der endnu kan falde lidt af til mig selv som medskyldig - ja, med at skulle kunne omkalfatre alt dette, så er vi milevidt fra alt, hvad der med nogen Ret kan kaldes Samvittighed. Min Samvittighed siger kun noget til mig og om mig selv.) - giver Livstegn, så snart vi føler et sympathisk Forhold til andre Mennesker krænket ved noget, vi selv er Mester for, og som truer et organisk Sammenhæng, vi selv er en Del af og vil være en Del af, med Ødelæggelse. Derfor kan Samvittigheden og dens Nag, dens Pine - hvilke Ord langt mere rammende udtrykker Virkeligheden, end Røst, endsige Domme - mere frugtbart end noget andet, jævnføres med Smærten på det sanseliges Område. Dens Yttring er, som nævnt, en Reaktion, et subjektivt Symptom på, at der er noget ivejen, noget galt påfærde i mig - eller ialtfald kan være det; et Varsko, som jeg vel må vogte mig for at kvæle, ligesom Lægen vel må vogte sig for at døve eller ikke agte på den Smærte, som overhovedet kan tyde på, ja måske være eneste Symptom på en Fare, som i så Fald vokser med hver Time - indtil det er blevet klart, at samme Smærte var blind Alarm. Heri er Smærten og Samvittighedsnaget jo nemlig også helt analoge, at de i det konkrete Tilfælde er lige utilforladelige som Symptom. Det er også kun for så vidt, og så længe Samvittighedsnagets Årsag i mig - ikke dets abstrakte Gyldighed - er konstateret, at det "ikke er rådeligt at handle mod sin Samvittighed." Luther kendte vist bedre end nogen anden Samvittighedskvaler, udsprungne af en kronisk sygelig Sindstilstand, ligesom Lægen må være forberedt på, at Hysterikeres og forskellige andre Nervepatienters Smærter kun stammer fra den allerede tilstedeværende Sygdom.

Samvittigheden yttrer sig altså ud fra et ikke-sanseligt Forhold til andre Mennesker først og fremmest, men ikke ud fra noget som helst præsumeret Forhold til noget oversanseligt i Betydningen guddommeligt. Meget talende i så Henseende er for det første, at ingen kan tænke sig Samvittigheden yttre sig, hvis et Menneske aldrig mødte andre levende Væsener; og endnu mere det Faktum, at Samvittigheden også yttrer sig i et sympathisk Forhold til Dyr, såvel fra Dyrets, som fra Menneskets Side; og at Dyr har Samvittighed sig selv imellem, hvor de er forbundet ved en ikkesanselig Sympati, er ganske utvivlsomt. Når Mowgli, da han har bragt store Ubehageligheder over sine Venner i Junglen, siger: jeg er en ond Menneskeunge, og min Mave er tung af Sorg - så er det alt bevidst Livs typiske Samvittighed, som rører på sig. Og ligeså lidt som nogen, der skærer sig i Fingeren, spørger, om det har Lov at gøre ondt, før han gør noget ved Fingeren, ligeså lidt spørger det primitive Menneske nogen "oversanselig" Virkelighed, han i den Anledning føler sig bestemt af, bøjer sig for o. s. v., om Samvittigheden har Lov at pine ham. For det første vil han af med Pinen - og for det andet gør han, hvad han kan for at standse Ødelæggelsen af sit Forhold til det, han holder af. -

Ud fra Prof. Geismars Definition af det religiøse fører derfor ingen Vej bort fra det menneskelige - til Gud.

Om der derimod virkelig går en Vej i omvendt Retning - fra Gud gennem Samvittigheden til Mennesket, som det så fast er blevet troet på gennem Tiderne, er et andet Spørgsmål. Om Gud virkelig taler til vor Samvittighed - eller var det måske bedre ikke så udelukkende at ville oversætte: "Syneithæsis" med det snævrere Ord Samvittighed, men mere i Retning af Betydningen: Medviden, jeg véd med mig selv? Således forekom for ikke så længe siden i et Foredrag - P. Olesen: "Samvittigheden som Guds Røst" - den Udtalelse: "Og dog har Gud intet andet at tale til, end denne ufuldkomne Samvittighed!" Ja, min Samvittighed tilkendegiver mig altid, at jeg forbrød mig i Forhold til andre. De Tilfælde, hvor det synes at være mod mig selv, er aldrig ægte; direkte eller indirekte, står der altid andre bagved. Og hvis den Kristne, oplyst ved Guds Ord og Forholdet til Gud selv, vil se et Sammenhæng, eller rettere en Guds "Medviden" om et Sammenhæng mellem dette Faktum og Ordet om, at det at elske Næsten som sig selv, for os Mennesker er lig det at elske Gud, ja, at Næsten derved i en vis Forstand bliver Guds Repræsentant her på Jorden, så er den Kristne vel ikke helt på Vildspor. Og så vil det også være sandt, at den Stund Gud virkelig taler til os, så taler han - ikke til vor Samvittighed - men til os som dem, Samvittigheden har begyndt at lære noget om Næsten, og dermed også om Gud. For mere end få begyndt på det Stykke Arbejde formår Samvittigheden ikke; den hører Støvet til og kan ikke føre Støvets Børn bort fra dem selv til Gud.

(Fortsættes.)