Af John W. Hørbo. Tidehverv, 1976, s.87-94.

At skulle forklare det glædelige ved det glædelige er ligeså håbløst, som at skulle forklare det morsomme ved en vittighed; det er ikke videre morsomt. Det glædelige må altid overlades til tilhøreren, men dermed er det glædelige netop ikke udelukket, men det er heller ikke udelukket, at det glædelige også kan være til at græde over. Det er i hvert fald afgørende, at budskabet er enten til forbandelse eller velsignelse, - enten til fald eller oprejsning. Således anskuet må der først spørges om, hvad budskabet selv anser for det gode. Der kunne spørges: Hvad godt er der ved det gode budskab? Men dette spørgsmål rejser spørgsmålet om, hvad der er godt eller ondt, det vil sige, på hvilket grundlag skal vi afgøre sagen. Her vil budskabets radikalitet da netop afgøre sagen. Hvad godt, der er ved det gode budskab, bliver til et spørgsmål om, hvad der er det gode i det gode budskab. Det gode budskab vil selv bestemme det gode og derfor selvfølgelig også, hvad der er godt ved det. Man kan sige, at budskabet medbringer selv sin verden. Tegner selv den verden, det vil tale til.

Men hvor budskabet forkyndes, foreligger en verden, som opfatter sig selv anderledes end budskabet, og i forhold til den verden må budskabet da gøre sin majestæt gældende. Til spørgsmålet om hvad godt der er ved det gode budskab, svarer budskabet med at sige, at det er budskabet selv, men det svarer dog også således, at det bestemmer sin godhed ved at argumentere for, hvorfor det kalder sig det gode budskab. Det tegner dog en verden, hvori der bliver mening i at tale om budskabet som et gode. Sagen har på den måde en yderside og en inderside. Budskabet gør først sin forudsætning gældende, d. v. s. budskabet hævder sig selv som værende Guds tale, om end alle omstændigheder taler derimod. På trods af den foreliggende virkelighed hævder budskabet sin suverænitet og sin godhed. Der er intet andet godt i verden end budskabet, men dette siges ikke uden at budskabet argumenterer for sin godhed i den verden, som det selv har tegnet.

At der ikke findes nogen gyldig filosofisk eller almenmenneskelig indgang eller indledning til dogmatikken, betyder ikke, at dogmatikken ikke skulle kunne skrive den selv på sine egne betingelser. Ja, den vil netop gøre det, fordi den gør krav på at være almengyldig. Budskabet taler udfra sin fordring på at have universel gyldighed. Man kan godt sige, at det er vigtigt at skelne mellem filosofi og teologi, men det er ret beset teologiens eget indre anliggende, og det er alene prædikenens radikalitet, der ophæver alle filosofiske tilløb til almengyldige normer og systemer over menneskelivet. Hvor evangeliet forkyndes ret, er filosofiens indtrængen afvæbnet indefra. Den i vore dage udbredte argumentation mod en verdslig filosofis transcendentale forudsætninger bliver let til akademisk spilfægteri, om det løsrives fra det, som hedder prædikenens dårskab. I dette bekendte udtryk udtrykker budskabet sin vilje til kun at ville argumentere på sine egne betingelser. Spørgsmålet om forholdet mellem filosofi og ideologi på den en side og prædiken på den anden side er med talen om "dårskaben" gjort til et forhold, hvori egentlig samtale er umuliggjort. Alene prædikenen lærer os at gennemskue filosofi og ideologi, men den lærer os også, at al samtale med filosoffer og ideologer om det, som samtalen med dem altid må være om, nemlig forudsætninger, er umulig, for det bliver alene til en intensiveret hævdelse af forudsætninger. Teologiens interesse for forholdet mellem filosofi og teologi er teologiens interesse for sig selv, og det vil sige for at holde sin sti ren, ellers er det teologers angst for at blive overset i det akademiske selskab.

Spørgsmålet må da blive: Hvad er da det gode i den verden, som budskabet forudsætter i sin tale til verden? Som sagt er det budskabet selv, der er det gode, men det fortæller også om det gode. Det springende punkt er her, om dette gode, som budskabet vil fortælle os om, er således beskaffent, at vi kan løbe med det og have det for os selv uafhængige af budskabet. Jeg mener, at budskabet fortæller os om det gode og viser os det gode således, at vi kan se det uden at kunne tilegne os det uafhængige af budskabet. Budskabet forudsætter et syndefald. Det gode er noget, som har været. Det gode ligger før syndefaldet. Javel, men så lad os da høre, hvori det gode bestod, så skal vi nok tage det til os, så vi kan have det for os selv uafhængige af Vorherre. Men indgangen til paradiset er bevogtet af keruber med flammesværd, og det vil sige, at før syndefaldet var det gode på den måde, at det slet ikke var, thi alt var såre godt. Uafladeligt gentager skabelsesberetningen, at alt var såre godt. Gud så det, og mennesket hvilede i det. Mennesket hvilede således i det gode, at det ikke spurgte efter det gode, og det er det gode, at mennesket ikke spørger efter det, men netop hviler totalt og radikalt sig selv uafvidende i Guds godhed.

I paradistilstanden stoler mennesket uden videre på Gud og eksaminerer ham derfor ikke. Gør det arbejde, som Gud pålægger mennesket. Egentlig er alt arbejde gjort, og alt er såre godt, og livet har ikke noget formål andet end livet selv, det vil sige, mennesket skal samle frugterne sammen for at opretholde livet ved dem, og alt er såre godt, og derfor findes der slet ikke noget spørgsmål om meningen med det hele. Det gode kendes ikke, fordi mennesket ikke kender det onde. Spørgsmålet om formålet med livet er endnu ikke rejst, og således befinder mennesket sig i paradiset. Spørgsmålet om formålet med livet og moraliteten er ikke kommet ind i verden. Det oprindeligt gode er, at det gode ikke eksisterer som et spørgsmål om det, men det er der som en totalbestemmelse. Alt er lys, og således kendes lyset ikke.

Syndefaldet består da i, at mennesket ønsker at blive som Gud og kende forskel på godt og ondt, og derfor rækker mennesket ud efter kundskabens træ, det vil sige, mennesket rækker ud efter moralen, og vil se meningen i tilværelsen, hvilket er det moralske spørgsmål rettet mod livets herre som en eksamination af ham og dermed netop ophævelsen af paradistilstanden. Således ødelægges den fuldkomne hvile i gudsforholdet, og moraliteten sættes ind i verden, og kampen mellem det gode og det onde tager sin begyndelse. Slangen skabte mistanken om Guds godhed, og dermed faldt mennesket ud af Guds gode skabelsesorden. Mennesket er fra da af lænket til moraliteten udleveret til sit eget spørgsmål om godt og ondt og om tilværelsens mening som det totale spørgsmål om godt og ondt, idet begge disse synsvinkler hører sammen, - moraliteten og livets mening, men det sidste som selve det ugudelige spørgsmål. Fra da af ses menneskets liv og hele verden som en krisetilstand, og alt i dette liv bærer præg af syndefaldet og er at opfatte som Guds straf over det menneske, der tvivlede om hans godhed. Arbejdet, kønsforskellen, formeringen, døden, - det hele er Guds straf, og er hvad mennesket aldrig kan forlige sig med og komme i noget harmonisk forhold til. Freden er berøvet mennesket. Guds vrede over menneskelivet skærpes. Han udvælger sig et folk, og i denne udvælgelse af folket ser vi een lang krisetilstand, som ender med Guds tilintetgørelse af folket. Folket tror selvfølgelig, at der venter dem noget særligt glorværdigt som gudsfolk, men der venter dem intet andet end, at de til sidst får sig en konge, der med al sin fromhed og fuldkommenhed bliver korsfæstet, Jesus af Nazareth, jødernes konge. Det er enden på udvælgelsen, og dermed er Guds vrede over menneskeslægten tydeliggjort og ført til ende. Krisen mellem Gud og folket blev skærpet i den periode, som hed lovens tid. Moraliteten, forskellen mellem godt og ondt, forfølger her mennesket i tilspidset konflikt og fastholder mennesket på dets oprør mod Gud. Mennesket tvinges til at spørge efter, hvad der er godt og ondt, fordi det ville spørge om det. Denne krise bringes til sin spids, da Jesus radikalt hævder Guds godhed imod menneskets godhed og både det udvalgte folk og dets udvalgte konge går til grunde i denne endelige intensivering af krisen.

Når der nu spørges om, hvad godt der er ved det gode budskab, ja, så kan det jo ikke være andet end et udtryk for det gamle oprør og krisen. Hvor spørgsmålet oprindeligt var en ødelæggelse af Guds gode skabelsesorden, så er dette spørgsmål igen et forsøg på at rive det gode ud af hånden på Gud og atter forstyrre hans nyskabelse af verden ved det nye skaberord over menneskelivet, som budskabet vil være. Først må vi sige, at det gode var, at det ikke var som et spørgsmål for mennesket, men det var hos Gud, og mennesket hvilede i det gode. Så blev det i syndefaldet menneskets spørgsmål til Gud, og dermed blev krisen, straffen, vreden og døden til, og således holdes spørgsmålet i live som et spørgsmål, der aldrig kan besvares således som mennesket egentlig vil have det besvaret, det vil sige således, at det kan have svaret for sig selv og ved sig selv. Det gode var, at det slet ikke var som vort spørgsmål til livet og dermed til livets herre. Men budskabet som det nye skaberord er kendetegnet ved, at det derimod ikke på stedet brænder den op, som stiller spørgsmålet, men svarer den, der spørger: Tilgiv den formastelige, thi han ved ikke, hvad han spørger om. Han ved ikke, hvad han spørger om, thi han er bundet til sit fald og sit oprør, og han tror, at spørgsmålet er retfærdigt og godt, og så er det netop det djævelske spørgsmål, som er årsagen til hans fald. Det gode i det gode budskab er nu den totale tilgivelse. Det gode i paradistilstanden var det godes totalitet. Alt var lys, så at lyset ikke kendtes. Det gode i det gode budskab er tilgivelsens totalitet, så at det er den, vi, idet den udtales over os, er bestemt af. Tilgivelsen gøres af budskabet til vort nye grundvilkår, og vi sættes til at tro den som grundvilkår, altså ikke som tilgivelse af dette og hint, men tilgivelsen som vort gudsforhold og forhold til livet. I tilgivelsen skal vi kende os selv som de tilgivne, og vi skal kende tilgivelsen som større end vort oprør og vore vantro spørgsmål. Den er altid det sidste ord, der til vort liv og vore tanker siger: Tilgiv dem, thi de ved ikke, hvad de gør. Man kan sige, at gudsforholdet altid består i, at Gud er alt og mennesket intet. I paradiset var Gud alt derved, at alt var såre godt, og der var ikke noget spørgsmål til Gud om hans guddommelighed, d. v. s. om det gode. I den nye pagt er gudsforholdet fornyet. Sagen er stadig den samme, at gudsforholdet står og falder med, at Gud er alt og mennesket intet, men nu er Gud alt på trods af menneskets oprør, dets fald, og dets udleverethed til sit eget oprør og den deraf følgende straf og døden som et udtryk for straffen. Således bliver det i den nye pagt altid tilgivelsesordet, der er skaberordet. Det er nu i tilgivelsesordet, at vi kender skaberen, og det er som tilgiveren, at vi kender ham, og så sandt han lader tilgivelsen være ubetinget og ubegrænset, så genskaber han selv totaliteten. Netop således gør han sig til alt og mennesket til intet, og det gør han ved at lade tilgivelsesordet være alt som grundvilkåret, og han gør det på trods af mennesket, men for menneskets skyld. Han gør det i opgør med mennesket, men for menneskets skyld. Han gør det imod den krise, som han som straf har bundet mennesket til. Han besejrer al vor ondskab ved at lade sin tilgivelse være større end vort oprør. Deri er totaliteten sikret, men ikke som vor mulighed, men som en mulighed der ligger i det tilsagte ord og altid der: Forlad dem, thi de ved ikke, hvad de gør.

I paradiset var det gode, at det ikke var. I krisen er det gode et uløseligt moralsk spørgsmål og et ligeså uløseligt spørgsmål om livets mening. I den nye pagt er det gode tilgivelsen som grundvilkår. Det er den samme Gud, som virker alt, men der er ikke desto mindre tale om nyt og gammelt i betydningen det, som var og stadig er, og så det, som er kommet til og er på trods af og i opgør med det gamle. Moraliteten, loven, krisen, spørgsmålet om det gode kendte kun sig selv som den eneste vej tilbage til Gud trods det, at det kun blev en vej endnu længere bort fra Gud, krisens og faldets intensivering udtrykt ved Golgatha. Og så fra dette samme sted den nye pagt, som siger, at der alene er tilgivelsen som menneskets gode. Tilgivelsen er det gode i det gode budskab og det gode ved det gode budskab, og det så netop ikke forstået som en ny moralitet, det vil sige som menneskets nye vej til forening med Gud, men som en ny totalitet sat af Gud og skænket mennesket som det, hvori synderen kan hvile, som den første Adam sig selv uafvidende kunne hvile i at alt var såre godt ved selve skabelsen, hvor alt nu er såre godt ved tilgivelsen som grundvilkår.

Det gode budskab kalder sig selv nyskabelse, og de, der hører det gode budskab er nyskabninger, og det er de i den forstand, at de er givet tilbage til den totalbestemmelse, hvori de selv er intet og Gud alt. I den forstand er det gode budskab radikalt og fastholder denne radikalitet som afgørende for budskabets indhold. Krisen og loven er uforenelig med det nye budskab. Det eneste, de har fælles er den Gud, som vil være Gud for mennesket og kun være det i en totalbestemmelse af menneskelivet, og derfor er det ved det tilgivelsesord, som i og med at det udtales hævder, at der er intet ved menneskelivet, som kan bruges af Gud, hvorfor alt må tilgives. Al tale om, at vi dog ved noget om, hvad tilgivelse er, at vi dog ved noget om, hvad tro er, at vi kan se tilliden som forudsætning for sproget, er sand tale så længe det er banaliteter om sproget og livet, men i samme øjeblik det skal til at være noget, det vil sige, i samme øjeblik det bliver til teologi eller filosofi om mennesket, så er det blevet til menneskets selvhævdelse og kamp mod sin egen intethed for Gud. Kampen mod kun at skulle kende sig selv i tilgivelsen som den tilgivne. Syndefaldet bestod just i, at mennesket ville tilegne sig det gode. Derfor består frelsen i, at Gud i stedet på trods af menneskets oprør i tilegnelsen da ved tilregnelse af det gode selv står for det gode for mennesket. Forskellen på gammelt og nyt er forskellen på tilegnelse eller tilregnelse. Den nye pagt tager tilegnelsen fra mennesket for at lade alt bero på tilregnelsen. Al tale om syndsbekendelse og selvfornægtelse er ikke noget, som mennesket selv styrer, men det er, hvad Gud sætter mennesket i ved sin totalbestemmelse af mennesket. Således er de religiøse udtryk som syndsbekendelse og selvfornægtelse farlige, om de ikke ses under modsætningen tilegnelse-tilregnelse. I den nye pagt er det Gud, der i sin dom over mennesket sørger for fornægtelsen af mennesket. I dommen over mig finder jeg min selvfornægtelse fuldført, og kan da kun tale om selvfornægtelsen som det Gud selv har gjort ved mig. Ordet selvfornægtelse kan i den nye pagt kun have Gud som grundled og mennesket som genstandsled, ellers er selvfornægtelsen blevet udspekuleret religiøs selvhævdelse, hvad den ofte går hen og bliver. Men Gud sørger for i sit ord over os at lade sin fornægtelse af os være vor eneste sande selvfornægtelse.

Lad mig sammenfatte det hidtil hævdede i fem hovedpunkter:

1. Det gode i dets oprindelighed var en totalbestemmelse af verden. Alt var såre godt. I den forstand var det gode ikke, og dette var det gode ved det gode.

2. Syndefaldet bestod i spørgsmålet om, hvad der var det gode. Mennesket ville tilegne sig det gode og tabte dermed det gode og blev prisgivet moralitetens og lovens forbandelse. Loven indeholder det gode, som var, men som i dets skikkelse af lov er et udtryk for, at vejen til paradiset er spærret, krisen lader sig ikke overvinde af mennesket. Ved mennesket kan den kun intensiveres, udvirke selvhævdelse.

3. Den nye pagt er Guds tilregnelse af godheden uforskyldt som Guds tilgivelse af mennesket. Nu kan mennesket kun få svar på sit spørgsmål om det gode ved at spørgsmålet og hele mennesket tilgives. Totaliteten er kommet tilbage i skikkelse af tilgivelsesordet og dets ubetingethed. Nu består gudsforholdet alene i dette nye livsvilkår. Således er det gode i det gode budskab og ved det gode budskab: Tilgivelsen. Her "har" mennesket det gode, men ikke for sig selv, men i lytten til budskabets tale.

4. Kontinuiteten i det hele er, at det er den samme Gud og det samme menneske og det samme mål for Gud: At være alt for mennesket. Diskontinuiteten er at Gud på et bestemt tidspunkt og på et bestemt sted (Golgatha) forkynder et nyt udgangspunkt for gudsforholdet. Fra da af bliver menneskets verden dualistisk i forholdet mellem nyt og gammelt. Det nye og det gamle er modsat, og det dualistiske er "forskudt" i den betydning, at det nye forkynder sin sejr over det gamle.

5. Det afgørende for vort spørgsmål om det gode i det gode budskab er, at svaret på vort spørgsmål bliver Guds tilgivelse af vort spørgsmål. Således forbliver Gud den gudløses Gud ved at besvare alle gudløse spørgsmål med tilgivelsen. Således forholder vi os til det gode. Det gode er hos os som Guds ord over os. Således "ejer" vi det gode uden at kunne administrere over det.

At spørge om det gode i dets totalitet og få spørgsmålet besvaret ved selv at blive tilgivet dels for spørgsmålet og dels for holdningen bag spørgsmålet betyder det samme som at være stillet der, hvor lovens tid er forbi. Her er det da sandt, at næstekærligheden er afskaffet i kristendommen. Næstekærligheden er jo en moralitet, et gode, som vi rækker ud efter, og som sådan har næstekærligheden almen menneskelig anerkendelse. At kunne påvise næstekærlighedens uundværlighed i dette menneskeliv vil altid vinde genklang. Derimod at skulle prædike dens umulighed og Guds straf over den formastelige, der rækker ud efter den, har alle chancer for at vække forargelse, hvis sagen skal måles alment. Den good-will, kristendommen har i verden, er jo på grund af den næstekærlighed, som alle anser for gavnlig for dem selv og verden. Mennesket vil frelse sig selv ved moraliteten og give sig selv og sit liv betydning og indhold ved moraliteten, ved at gå fra det onde til det gode, ved at række ud efter det gode i en ond verden selv ond. I forhold hertil bliver det afgørende at skelne mellem det gamle og det nye, at skelne mellem disse to som mellem to verdener med vidt forskellige retninger, den ene til helvede og den anden ikke til himmelen og saligheden, men som himmelen og saligheden forkyndt her og nu. Det gamle er en graven sig ned i helvede. Det gamle er netop tilegnelse, vorden, denne fremadstræbende fordyben sig, men som sådan en vej til helvede. Det nye er retningen fra Gud til menneske, og det således at Gud ved sit ord på stedet gengiver paradistilstanden ved at forkynde den totalitet, der siger: Alt er dig tilgivet. Det er den nye totalitet, hvori moraliteten er gået til, og det er den tale, der er polemisk mod tilegnelsen. Her er da alt i stedet tro på dette nye ord, som selv skænker godheden, så at enhver gerning er god i kraft af tilgivelsen, selv den gerning at samle et halmstrå op er god, fordi Guds tilgivelse omfatter hele verden. Mennesket skal nu ikke nå til noget eller nå noget. Derfor er kristendommen ikke tro på næstekærligheden som noget i sig selv, men kristendommen er alene, som det hedder i den tredje trosartikel, tro på fællesskabet om de hellige ting. De helliges samfund kan og må fra den latinske tekst oversættes til fællesskabet om de hellige ting, og det er fællesskabet om dåb og nadver og deri selvfølgelig fællesskabet om syndernes forladelse. Denne tro på fællesskabet er troen på, at der gives intet andet fællesskab mellem mennesker end det, som ligger i Guds tale til mennesket. Næstekærligheden er ikke løsningen på menneskelivets krise. Mennesket kan ikke ved næstekærligheden række ud efter det gode og konstituere noget fællesskab, men det stilles alene i fællesskab af Guds ord, der gør mennesker fælles om deres intethed. Hvor den enkelte ikke skal nå noget, hvor de enkelte ikke skal nå til noget, men hvor Guds ord har standset alle bevægelser, der er der kun det arbejdsfællesskab tilbage, som var i paradisets have, og som er et spørgsmål om føde og livets elementære fordringer, som er fælles for alle, og som enhver har krav på.

Det gode ved det gode budskab er budskabet selv og i budskabet tilgivelsen over os, når vi rækker ud efter det gode, men således er det gode i det gode budskab, at det vil påstå, at alene dette gode ved det gode budskab efterlader mennesker i et ureflekteret jordisk fællesskab. Kærligheden, næstekærligheden, forstået som den menneskelige præstation, forstået som den menneskelige uselviskhed skaber ikke fællesskab, men isolerer den enkelte i hans frihed af verden. Den, som sagde, forlad dem, thi de ved ikke, hvad de gør, han var ikke længere i verden, ja, han havde aldrig været der. Hans rige var af en anden verden, og derfor blev han isoleret og forkastet af verden. Og enhver, som vil gå i hans fodspor og sige det samme, som han sagde, ender i helvede, hvad han jo også selv gjorde, såsandt han bekender sin gudsforladthed og nedstødes i dødsriget. At han så i alt dette samtidig var den Kristus, der bandt de onde magter, synden, oprøret, vreden, døden, ja, det er netop, hvad vi tror i og med, at vi tror på tilgivelsen ved hans kors. Dette: Forlad dem, thi de ved ikke, hvad de gør, - havde kun mening i hans mund, som var på vej til at forløse mennesker. Hans mordere kæmpede for det gode, for loven, for moraliteten, for ærefrygten for Gud og kejseren, og derfor korsfæstede de gudsbespotteren, og således var de i deres gode ret set med den gamle verdens øjne, men de to verdener forstår ikke hinanden. Mennesket farer frem som moralitetens vogter, og dermed dræber mennesket Gud og sit eget gudsforhold, og deri møder mennesket sin egen vildfarelse, sit oprør og sin intethed, og står da på intethedens sted ikkun levende på grund af tilgivelsen, opstået fra de døde på grund af tilgivelsen.

Men dette nye liv, som er givet os i tilgivelsen, finder sted i denne verden, hvor moraliteten råder, hvor vreden er der, hvor arbejdet endnu tynger, hvor kønsforskellen og formeringen og døden er det, som vi aldrig kommer i et ret forhold til. I intet af dette finder vi hinanden, og i intet af dette finder vi det gode, - det finder vi kun i vor fælles historie, som er den hellige historie, historien om Jesu korsfæstelse: Forlad dem, thi de ved ikke, hvad de gør. Det gode i det gode budskab er således, at tilgivelsen sætter os lige. Det er ikke en lighed, vi skaber, men det er en lighed, som vi sættes i af ordet til os, en lighed, som består i intet at have eller intet at vide, ikke en lige ret, men en lige uret overfor livet og livets herre. Tilgivelsen gælder os, som mener, at vi er noget og ved noget, det vil sige noget andet end tilgivelsen. Totaliteten, som gengiver os gudsforholdet og paradistilstanden er også bestemmende for vort forhold til hinanden og bliver således et spørgsmål, om vi vil lytte til det samme ord, og denne lytten således radikalt forstået, at vi ikke har noget at sige hinanden om livets mål og mening.

Der er den afgørende forskel på paradistilstanden og den nye pagt, at i paradistilstanden var totaliteten nok et spørgsmål om ikke at stille noget spørgsmål, men således var der heller ikke noget spørgsmål. I den nye pagt er mennesket selv ikke eentydigt det nye, men kaldet og fordret af det nye imod det gamle, imod tilegnelsen og spørgsmålet om det gode, og i stedet som den, hvem det gode tilregnes på trods af og i stadig ophævelse af alle vore oprørske og ugudelige spørgsmål. Det gode er denne standsning af mennesket, så at det sammen med sin næste sættes til at høre om sit nye grundvilkår, sit nye fællesskab, sit nye gode.

Men hvorledes skal mennesket nu gå til verden? Dette spørgsmål er intet andet end den forklædte djævel, der straks vil spænde ben for troen, menneskets lytten til Gud. Mennesket skal slet ikke gå til verden, men skal blive siddende, thi da bliver det Gud, der kommer til mennesket med verden. Hvor mennesket er tilregnet al godhed og har nået alt i denne tilregnelse, der skal mennesket ikke gå nogen steder hen. Arbejdet, kønsforskellen, formeringen og døden, for nu at sammenfatte det hele på den måde, er det hvori mennesket uden Guds nye ord spørger efter det gode og rækker ud efter det i disse forhold, som er og bliver Guds straf og vrede og intet andet end usalighed og uophørlig krise. I den nye pagt befinder mennesket sig stadig i arbejdet, i kønsforskellen og formeringen og døden, men spørger ikke efter det gode i det, rækker ikke ud efter det gode i det og prisgives, om det lytter til Guds tilregnelse af det gode over mennesket, ikke til moraliteten. Ingen slipper fri af moralitetens krise, men ingen, som lytter til tilgivelsen, prisgives moraliteten. Moraliteten, spørgsmålet om det gode, kampen for det gode er altid der, hvor der ikke lyttes til Guds tilregnelse af det gode. Hvor der ikke lyttes til Gud, der brydes den enkeltes forhold til livet og dermed til medmennesket, og så er alt krise. Hvor moraliteten har mistet sin brod, er der en chance for, at jeg kan høre, hvad min konkrete næste siger, og om han siger noget virkeligt.

I den nye pagt spiser og arbejder man, forelsker sig og formerer sig og dør, men ikke for at vinde det gode. Hvorfor gør man det? Ikke for noget. Det er det afgørende gode ved det gode budskab, at der i lytten til det ikke stilles noget spørgsmål til livet om dets mening, som man heller ikke gjorde i paradiset. Man gør det, som falder for, og det gør arbejdet, så længe vi er i legemerne. I tvivlen og vantroen skal alle disse forhold i menneskelivet være noget, og de skal gennemskues, og derved bliver de krise, udtryk for Guds vrede, og så kan vi kun arbejde os endnu længere ned i det, også når vi siger, at vi vil bekæmpe det, overvinde det, forsage det, resignere i det. Der er kun et, som løser mennesket, og det er ordet, som siger: Forlad dem, thi de ved ikke, hvad de gør. Og således bindes vi til et liv, som går ud på ikke at vide, hvad vi gør i total forstand. Totaliteten er hos Gud i hans tilregnelse, og tilbage er arbejdet, formeringen o. s. v., det stykkevise. Ikke for noget andet end, at det nu er således livet kommer til os. Således er livets mening livet selv, men dette naturlige menneskeliv kan kun være, når det ikke skal være. Det kan kun være, når det ikke skal være noget, og det kan kun være, når det ikke skal være noget, som vi rækker ud efter og sætter i scene. Det er, hvad der opstår og sættes os for. Nogle vil sige, at til dette kommer vi dog ikke uden tilegnelse. Men det er ikke tilegnelse. Det er det modsatte. Det er tilregnelse. Det er standsning af al tilegnelse. Det er ikke vorden, men afdøen og det på stedet. I denne forskel i ordvalg ligger forskellen mellem gammelt og nyt.

Således anskuet er budskabets virkning i denne verden, om det virker, om budskabets herre lader det virke, så sandt budskabet viser os en verden, hvor alene Gud er subjektet, så er virkningen altid standsningen. Mennesket er ondt ved at række ud efter det gode, menneskets syndefald er dets spørgsmål om det gode, og straffen over mennesket er, at det lænkes til dette sit eget uløselige spørgsmål. Forløsningen af mennesket er standsningen af mennesket udtrykt i den totale tilgivelse, som gør hele vor stræben til uvidenhedens oprør: Forlad dem, thi de ved ikke, hvad de gør. Høres myndigheden og rækkevidden i dette ord, standser det mennesket i ethvert moralsk-religiøst forehavende. Nu er alt anderledes i den nye pagt, thi nu er der denne bundløse polemik imod alle mine forehavender, at de tilgives. At der aldrig bliver noget at regne op og regne sammen, thi hele mit liv tages bort i tilgivelsen. Det var uvidenhedens oprør. Mit liv var altid, at jeg rakte ud efter det gode. Under dette ord lader der sig ikke opstille noget program til verdens eller nationernes frelse. Alle sager går til under dette ord, som afslører, at vore sager er alene udtryk for, at vi ikke vil lade det gode være Guds sag.

Min påstand er, at det er Guds tilgivelsesord, som den totale standsning af mennesket, der er det gode for mennesket, og det et gode, som mennesket aldrig kan sidde inde med, men det virker det gode i verden, at det standser. Evangeliet forkynder og hævder menneskets død som menneskets liv. Derfor er evangeliet ikke løsning, men forløsning. Dermed menes, at det er ikke en kode, hvorved mennesket kan afvikle sin krise, ikke en vej at gå, men altid en standsning midt i krisen, hvor jeg sættes til at tro, at Gud er subjektet i verden. Det er, hvad han altid har været, men på grund af vort oprør har han ladet os gå fortabt i den vildfarelse, at det var os, der skulle tilvejebringe det gode. På budskabets vilkår må vi nu sige, at det gode er standsningen af det menneske, i hvilket der intet godt er, og standsningen er Guds, - den finder kun sted i lytten til ham. På den måde er det gode ikke administrerbart, og netop det er det gode og var det fra begyndelsen.

Derfor kan vi ikke fæstne sagen til papiret uden at forråde sagen, uden at sagen bliver vor sag. Livet vil gå for sig, så længe vi er i legemerne, og vil så sandt vi er et udtryk for syndefaldet være optaget af moralsk-religiøse spørgsmål. Det gode er, at Gud standser os i det og i vore forsøg på at fæstne det gode i systemet, ideologien, på papiret.

At ville give et signalement af den standsede eksistens er at forråde den, er at gøre den til en almen sag. Det er en enkeltmandssag, og der kan aldrig abstraheres fra den. Her kan der aldrig tales om det almene.

Det almene er Gud selv, Gud som den hos hvem vort gode er, og i forhold til hvem mennesket alene finder sit fællesskab med det andet menneske. Vort fællesskab er, at vi står i oprøret, krisen, vantroen, moraliteten, vort fællesskab er et fællesskab i dom og tilgivelse. Det er i budskabet, at det almene, det fælles, vort udgangspunkt befinder sig, og her har da hver sit liv et eller andet sted i landskabet, det af Gud standsede og dødsdømte liv. Dette vort eget liv var og er et udtryk for krisen, oprøret, vantroen og moralitetens kamp, og midt i det standses vi og i denne standsning opstår det enkelte menneske og hans eller hendes konkretion. Konkretionen er selve dette dømte og standsede liv. Det konkrete er på denne måde som en torso, en brudt helhed, og der leves da i denne torso, i dette brudstykke, der leves i troen på, at helheden er hos Gud. Det konkrete er således forstået ikke noget neutralt, men det er os selv i vor vantro verden. I gudsforholdet er totaliteten og helheden som det tilsagte, som paradistilstanden givet til det vantro menneske i ordets og sakramentets form. Vi tror på fællesskabet om de hellige ting, det vil sige vi opbygger ikke noget fællesskab eller nogen ny verden, men vi modtager den i tilsagnets og løftets form, så at vi ikke kan disponere over den, men alene tro på den og i denne tro kende vort fællesskab som det intet at formå eller eje, men overalt at skulle høre, at det gode tilregnes mig og er hos livets herre. I denne tale tages brodden ud af min krisetilstand.

Det gode og det glædelige i budskabet er altid i budskabet selv og i lytten til det. For den kølige betragtning af troens eksistens er der kun et eller andet mere eller mindre meningsfyldt liv. Det vi kalder den kølige betragtning er imidlertid i budskabets hele sammenhæng og verden altid et fejlskøn. Der kan ikke skønnes køligt i budskabets verden, thi det kølige skøn når ikke til bunds i den. Det kølige skøn vil ikke se håbløsheden, og kan derfor heller ikke se håbet. Det kølige skøn vil ikke se den manglende helhed, som noget der virkelig mangler, noget som er uopretteligt, noget, som er døden, og derfor vil det kølige skøn ikke tro på helheden, noget der tilregnes, noget, der gives, og noget, der derfor er i og for troen. Det kølige overblik bliver i evangeliets verden overfladisk. Der er slet ingen tilgang til virkeligheden uden om budskabet, siger budskabet selv. Budskabet tegner selv virkeligheden som modsætningen mellem gammelt og nyt og taler derfor anderledes om alle ting. Lægens og embedsmandens syn på den økonomiske, medicinske, juridiske og politiske situation er og bliver for budskabet overfladisk, om det skal være afgørende.

Den neutrale og kølige vurdering måler virkeligheden i kurver i opgang og nedgang, fremgang og tilbagegang. Her er det onde måleligt i bevægelser frem og tilbage, og heri ligger den manglende mulighed for forstålighed mellem det videnskabelige og ideologiske menneskesyn, og evangeliets tale til mennesket og om mennesket, og evangeliets afgørelse af menneskets situation på stedet. Videnskaben og ideologien mener selv at tale om det afgørende, medens evangeliet vil være det afgørende på stedet, - således er de to inkommensurable.

At det gode er det godes umulighed er ubegribeligt alle andre steder end i troen. At det glædelige er, at Gud sørger for glæden, at håbløsheden er forudsætningen for håbets virkelighed og totalitet er kun noget, som håbets egen tale kan sætte mennesker ind i. Kun håb mod alt håb er et håb. Derfor fastholder håbets tale mennesket på dets håbløshed, - sætter mennesket der for at give det at leve i håbet, men håbet selv kan ikke bruges til noget, kan ikke gøres administrerbart for mennesket uden at det bliver flugt ud af håbløsheden. Vort sande fællesskab er ikke et fællesskab om vor egen fremgang og helbredelse og vor egen fortræffelighed og vore egne resultater. Alt dette sætter kun forskelle og indbyrdes kamp, nej, fællesskabet er om de hellige ting, om dommen til håbløshed og tilgivelsen til håb.

Er der så ikke blevet tale om en spiritualisering af menneskelivet, som strander på, at vort liv finder sted i legemer. Tværtimod ville jeg sige, thi hvor mennesket ikke skal nå frem eller op, der bliver der netop plads for livet i legemerne. Luther taler om, at vort liv endnu befinder sig i legemerne, og derfor stilles der opgaver af sig selv i og med dette liv i legemerne, men det er ikke rigtigt, at her findes så det neutralpunkt hvor alle kan mødes, eller at her findes den politiske og økonomiske yderverden, som vi dog har fælles, eller at her kan saglighed og jordbundethed trives, og her er evangeliets menneske i forhånd og fortaler for virkeligheden og det livsnære.

Der er unægtelig et liv i legemer, men det ses ikke uden, at der mærkelig nok ses bort fra det. Hermed mener jeg ikke noget med resignation og askese, men jeg mener, at det er et spørgsmål om, hvor tyngdepunktet ligger. Livet i legemerne får ikke lov til at være livet i legemerne, uden at det så netop ikke skal være noget, og at det ikke skal være noget, det er alene evangeliets tale der ved at være alt betinger det. Menneskelivets løsning er fremdeles hos Gud og derfor er menneskelivet fremdeles for mennesket selv uløseligt. Livet i legemerne er kun et udtryk som forstås i billedet af torsoen. Budskabets alvor er at afsløre mit liv således som en torso, en ruin, som den slagmark, hvor alt er ødelagt i moralitetens oprør. Livet i legemerne er på denne baggrund noget resterende, noget som må ordnes, en tilbagestående fordring, som ikke er selve sagen, og hvorledes dette skal ordnes, ja, det er jo netop alt efter, hvor i landskabet standsningen sker. Her er alt i tid og sted og individualitet. Det skal ordnes, men det skal ordnes i forhold til det foreliggende. Her er ingen patenter eller evige idéer, her er ingen løsninger og netop kun ordninger, hvis væsen for troen er, at de begrænser et eller andet kaos. De løser intet, men livet i legemerne kræver sit, og ordningerne ses i forhold dertil og ikke til andet. De er altid for tid og individualitet.

Den, som tror at have sit gode uden for verden, vil han eller hun slås for det gode i verden? Ja og nej. Ja, i den forstand, at den, som tror, bliver ved sin tro og taler for den som et gode. Nej, i den forstand, at der skulle ved menneskets kamp kunne opbygges et gode i verden. Der findes ingen sag i verden, som er det gode og det glædelige, men der findes uomgængelige ordninger for det resterende liv i legemerne. Her spørges ikke efter det gode og det glædelige i endelig forstand, her rækkes ikke ud efter det gode, men her ses til det, som livet i legemerne vil, når de ikke søger helheden, meningen, løsningen, men er det liv, som resterer. Her er alt overladt til individualiteten og det konkrete menneske, som af budskabet lærer at skelne mellem det, som hos Luther hedder det ydre og det indre menneske. Det gode budskab besætter tyngdepunktet, så at det, der bliver tilbage, er det ydre menneske, det resterende, det standsede, en stykkevis og ufuldendt affære, som langsomt svinder hen.

Den troende eksistens finder sted i den verden, hvor moralitetens krise råder, hvor der drives politik for at opnå det gode, men hvor der stadig kun udkrystaliseres mere eller mindre effektive ordninger for dagen og vejen. Krisen forbliver. Troen lever i ordningernes verden, og den troende indordner sig som individ i ordningerne, og er således tro imod ordningerne, men tror ikke på dem.

I debatten kunne det undertiden lyde som om kristendommen forlener os med et alment for os anvendeligt gode, når der tales om saglighed, rimelighed, billighed og fordringsløshed og dette tilmed som det fællesskabsstiftende. Det er dog i evangeliets sammenhæng aldrig noget i sig selv, men fremkommer kun på baggrund af at være et resterende. Når der f. eks. tales om livet som nation eller livet i ægteskabet, så er det for troen ikke i sig selv administrerbare goder. Budskabet møder den enkelte i hans eller hendes krise, i hans eller hendes rækken ud efter det gode og dermed i tabet af det gode. Men netop i tabet af det gode forkyndes det gode som det Gud tilregner mennesket og i denne tro på, at menneskets gode er hos Gud, der genopstår ikke et fornyet samfundsliv eller et fuldendt ægteskab, men der lærer den enkelte at leve på sit sted med stumperne af det, som skulle have været, det er konkretionen, det for den almene betragtning utilgængelige, torsoen, i ruinen af det, som skulle have været noget. Af evangeliet lærer den enkelte at leve, og ingen ideolog eller moralist kan sige noget relevant her, thi ideologens og moralistens forudsætning er troen på det gode i verden, mens den troende forholder sig til det gode som noget udenfor verden og finder deri sit gode og sin modus vivendi. Troens individualitet bliver ved sin håbløshed fastholdt alene af Guds håb, befriet fra at søge helheden og fuldkommenheden.

Jamen kan dette individualitetens liv ikke komme i konflikt med ordningerne. Ikke, hvor ordningerne er, hvad de skal være, afgrænsninger af individualiteten. Altså hvor ordningerne ikke er idéer om menneskelivet, men menneskers og for den sags skyld nationers afgrænsninger i forhold til hinanden. Ikke evig retfærdighed, ikke metoder til højere fælles livskvalitet, men de grænser som sættes, hvor slagsmålet hører op, og de grænser, som hævdes, hvor slagsmålet begynder. Udtryk for krisen og håbløsheden, anklagende, hvor de skal være noget, men uproblematiske, hvor mennesker ikke søger noget ved dem.

Fællesskabet etableres ikke udefra ved moralitetens krav om f. eks. fællesskab i nationen og familielivet og ægteskabet. I dette krav bliver disse forhold proklameret som løsninger, men ordningerne løser ikke, men løser alene op for krisen og intensiverer den om tyngdepunktet lægges der, det vil sige, om de skal løse. Fællesskabet kan vi aldrig få adgang til uden at blive det enkelte menneske, der for Guds åsyn i lighed med sin næste får pålagt sin afmagt ved hans ord. Hermed vil jeg sige, at fællesskabet først etableres, hvor det falder os af hænde, og hvor det er faldet os af hænde, der er alle ordninger dette uproblematiske, der giver sig af sig selv, thi enhver har lov til at være her.

Det at vor mulighed for fred med hinanden ikkun går om ad evangeliets dom og tilgivelse er det gode ved det gode budskab. Dets radikalitet er på denne måde både forbandelse og velsignelse. Det er ikke til at komme uden om, hvor dets myndighed og rækkevidde ses. Det er vor forbandelse, hvor vi da ikke vil tro det, og det vil vi nok sjældent, og sjældne er de, som virkelig tror det. Det forbandede ved det gode budskab er dets uomgængelighed, og det er samtidig dets gode. Dets hemmelighed er, at det fællesskab, som vi spørger efter, først er, hvor vi går hver til sit for at høre om vort gode hos Gud. Hvor selviskheden så at sige får sit hos Gud, der leves livet i legemerne uden at det er noget andet end det, som falder for, uden mening i sig selv, fødsel og opvækst, forelskelse, formering og død, og alt det arbejde, som følge af disse forhold. Sætter vi os derimod sammen for at løse livets problemer, så skaber vi kun fornyede kriser, hvor saglige og jordbundne, vi end måtte være. Alt fællesskab er kun i ensomhed med livets herre, og det hænger igen sammen med budskabets radikalitet, i at tage alt fra os for at lade alt være hos Gud således som han forkynder sig selv som verdens subjekt.

Således vil jeg konkludere i den sætning, at det gode ved det gode budskab er uden for vor rækkevidde, men er hos livets herre i hans accept af os. Dette er vort livsresultat givet os på forhånd, og således bliver det glædelige for mennesket, at dets liv ikke skal resultere i noget.

Hvor det blev alvor for et menneske, at dets liv ikke skal resultere i noget, kunne man måske sige, at det måske netop gik hen og resulterede i vigtigere sager end der, hvor man søgte resultaterne. Det er en nærliggende sætning, om man vil legitimere opfattelsen, men så er alt blot tabt på gulvet, og vi er tilbage i moraliteten igen. Det må netop hedde, at det gode ved det gode budskab er, at vort liv ikke skal resultere i noget eller betyde noget. Det glædelige ved det glædelige budskab er intetheden for Gud, - det at jeg intet skal. Denne intethed modsvares af det forbandede ved det glædelige budskab, at jeg intet kan, og om det glædelige er glædeligt er således et spørgsmål om tro på Guds almagt, det vil sige tro på, at han formår alt og har afgjort mit liv.