Af K. Olesen Larsen. Tidehverv, 1928, s.103-107. Foredrag paa Ryslinge Højskole den 2. August 1928.

Jo mindre Anelse man har om, hvad Kristendom er, desto lettere gaar det med at blive enige. Det er derfor heller intet Under, at den kristelige Enighed og Enhed i vor Tid breder sig som aldrig før. Man føler ingen Trang til at forstaa noget bestemt ved Ordet Kristen-dom, men gaar simpelthen ud fra, at den er det, som vi allesammen synes, det vilde være rart, om den var. Kristendom er efterhaanden blevet identisk med borgerligt Velvære, med æstetisk Nydelse her og en tilsvarende Salighed hisset - og det er da ikke noget at komme i Strid om.

Denne Tingenes Tilstand viser sig i det større i Forholdet mellem Protestantisme og Katolicisme - det er saadan set kun en Tilfæl-dighed, at Paven ikke vil være med til at fejre den kristelige Enhed og Ligegyldighed - og i det mindre som f. Eks. herhjemme i Forhol-det mellem Indre Mission og Grundtvigianisme. Naar der overhovedet endnu er Strid mellem disse to Retninger, kommer det af, at de er konkurrerende Religionsfirmaer, der fører samme Vare - og saa naturligvis ogsaa af gammel Vane.

Uden Fare for ikke at faa alle med, kan man derfor i faa Ord karakterisere den aandelige Situation, eller skal vi hellere sige Forvir-ring. Jeg forudskikker den Bemærkning, at det kun er af Hensyn til Tiden, at jeg har renonceret paa at belægge min Fremstilling med Citater fra de forskelligste kirkelige Forkyndere og Penneførere.

Rask væk forveksler man vor religiøse Følelse med Guds hellige Aand, dennes Vidnesbyrd med vor hjertelige Overbevisning, Guds Vilje med Resultat, vi kommer til ved at bede eller meditere. Man identificerer Kirkens Gerning som Forkynder med den religiøse Fløj-tespillers lokkende Trillerier.

Man giver Ordet Myndighed ved at henvise til egne Erfaringer og ydre Succes - det være sig i Form af den indre missionske Varme og Overbevisning eller det grundtvigske levende Ord, af Indre Missions mange Institutioner, som Vorherre beskyldes for at have skabt, eller af den grundtvigske Menighed, der har afløst Paven som Guds Formynder - og i god Konsekvens heraf lærer man tvært imod Bi-belens klare Ord fra Katedre og Prædikestole Kirkens Tjenere, at de skal have Myndighed.

Man bryster sig af det nittende Aarhundredes mest hedenske Opfindelse: den religiøse Virkelighed, overfor hvilken Guds Ord maa verificere sin Sandhed, om det skal have Lov til at være med.

Man tager Fejl af Himmel og Jord, ja, man tror nærmest, at man allerede er himlet - man er dog under alle Omstændigheder og hel-digvis indgaaet i Guds Rige. Man kender ikke længer Forskel paa Gud og Menneske, paa Guds Frelse og vore Ønsker, selvfølgelig der-for heller ikke paa Lov og Evangelium - da I. P. Bang klager over, at vi, der dog maa antages at kende hans Dogmatik, tager saa lidt Hensyn til den, vil jeg ikke undlade at henvise til den som et i denne Sammenhæng udmærket Eksempel.

Da man kort og godt ikke længer véd, hvad reformatorisk Kristendom vil sige, er det ikke noget Under, at en Mand for kort Tid si-den i "Højskolebladet" erklærede, at den Slags Fjender, som Luther kæmpede imod, er vi da Gudskelov for længst færdige med - vi kan gaa videre. Ja, vi er gaaet videre!

Vore Dages Kristendomsforkyndere er dygtige Talere, endda meget dygtige. Med virkelig Virtuositet gaar de ud fra alle Menne-skers religiøse Trang og søger at lede den til Kristendom eller for at bruge et Udtryk af Carl Koch: at faa den afklaret til Kristendom.

Tidens Opfattelse er ganske godt udtrykt af Edv. Geismar: Religionen er det menneskelige Gudsforhold, og Kristendommen er Fuldkommengørelsen af det menneskelige Gudsforhold. Derfor lærer man bedst Gud at kende ved at kigge ind i sig selv, og Tidens teo-logiske Afgud er Religionspsykologien.

Man far undertiden det Indtryk, at vor Tids Teologer ikke bestiller andet end som de gamle Munke at synke hen i Betragtningen af deres egen Navle og saa skrive Synerne ned. I og for sig kan man uden Skade give dem alle Ret: saaledes ser et Menneske virkelig ud, naar det sidder og kigger paa sig selv.

Religionen er Oplevelse, og saa skal Kristendommen naturligvis være en første Klasses Oplevelse; det gælder derfor om at overbevi-se Mennesker om, at de ikke faar alt med, naar de ikke ogsaa tager Kristendommen med. Religionen gør Gud og Oplevelse til eet; jeg projicerer mine Oplevelser over i Gud - og saa skal Kristendommen garantere mig, at der ikke er nogen anden Gud end ham, jeg selv har skabt: gennem Kristendommen faar jeg at vide, at der er et Maal for min religiøse Trang, Mættelse for min uendelige Higen.

Religionen er Menneskets Forhold til Gud; véd vi saa, hvor vi har Gud eller, at vi har ham, kan vi jo godt identificere Menneskers Gudsforhold med Forholdet mellem Gud og Mennesker og give os til at trække Konsekvenserne.

Vi vil et Øjeblik opholde os ved disse. Kristendommens Forsvarere har i længere Tid ment at gøre Gud og Kristendommen en særlig Tjeneste ved at tage Menneskene, hvor de staar, og saa lede dem til Gud. Man begynder med den religiøse Følelse eller endnu længere tilbage: med at vække den religiøse Følelse, og saa mener man, at bare Menneskene følger den, maa de komme til Gud - saaledes som han har aabenbaret sig.

Skal der være Mening i dette, maa Menneskene gøres til Dommere over Gud og hans Aabenbaring, og man har heller ikke været bange for at drage denne Konsekvens. Gud bejler til vor Tilslutning, siger Oscar Geismar. Selv om det er Sandheden i højeste Forstand, der kommer til os, kan den ikke unddrage sig vor Ret til at kræve en Begrundelse for, hvad den siger, udtrykker Krarup sig. Oplevelsen maa altid ligge indenfor vort Sjælelivs Grænser, slaar Oscar Geismar fast uden at lægge Mærke til, at han hermed kun har sagt en banal Sandhed, som ethvert Menneske vil skrive under paa, hvis da ikke Meningen er den, at vi selv sætter Grænserne for, hvad vi kan opleve - det er tydeligt nok ogsaa dette sidste, Oscar Geismar har i Tankerne.

Det hele gaar saa glat: ud fra sin religiøse Trang bestemmer man, hvordan Gud maa være, og kommer saa uden videre Heksekun-ster, men dog: hvor vidunderligt! til det Resultat, at saaledes er han ogsaa!

Intet Under, at man kan love Proselyterne et Paradis allerede her paa Jorden, som maatte faa en Muhamedaner til at blegne af Mis-undelse. Vi ser jo, siger Krarup, den hele Tilværelse som samlet om at berige vort ideale Selv. Heller intet Under, at man kan give fem-ten gode Grunde for at blive Kristen - som Rehling for et Aarstid siden i Lægmandsbladet - hvorimellem der vel at mærke ikke findes den, at Kristendommen er Sandhed, hvorfor Menneskene paa Trods af alle Grunde skal være Kristne.

Der bliver endogsaa god Mening i Luthers sola fide, af Tro alene; Troen er nemlig en Daad og kan med psykologisk Nødvendighed udledes af vort Væsens Selvhævdelse.

Egentlig bliver først den Kristne til et fuldt moderne Menneske; først her naar Mennesket til fuld Udfoldelse af alle sine Kræfter, bli-ver sig selv og sin Sjæls evige Værdi bevidst. Hvor uforstaaeligt, at de mange Mennesker, som har den ubændige Livstrang, ikke kom-mer til Kristendommen; netop denne Livstrang viser jo Kristendommens Nødvendighed, for det er da ikke til at udholde, at der ikke skulde være fuld Mættelse for vor Livstørst.

Sandelig: Kristendommen bliver i vor Tid godt forsvaret, og vi kan med god Samvittighed være moderne Mennesker - og Kristne. Vi skal ikke flygte bort fra Verden, for Kristendommen passer ganske og aldeles til denne Verden - ret forstaaet selvfølgelig!

Hvad jeg her har sagt, gælder i al Almindelighed for os allesammen. Det er Tidens Løgn, Ungdommens Løgn, og den Løgn, de gam-le af misforstaaet Kærlighed til Ungdommen har søgt at sætte i System.

Men saa er der jo Karl Nielsen! Ja, vist er der Karl Nielsen; ham har man ikke let ved at overse. Forskellen mellem ham og de gamle er desværre bare et Spørgsmaal om Diæt. Det er altsammen, hvad Luther vilde have kaldt Sværmeri - Nutidens Protestantisme staar jo ogsaa, som en nu afdød tysk Teolog med stor Tilfredshed har konstateret, meget nærmere ved Sværmerne, Reformatorernes Dødsfjen-der, end ved Reformatorerne selv. Der er bare det tiltalende ved Karl Nielsen, at han er gaaet saa vidt i Tilbedelsen af sig selv og sine Oplevelser, at man ikke kan andet end haabe, at han, naar han engang bliver træt af at søge efter Kilder i Ørkenen, vil omvende sig. Naar han bliver færdig med sin Oplevelsesrus, vil vi gerne tale med ham, men heller ikke før. Vi har været der og faaet nok.

Indre Mission, gamle og nye Grundtvigianere, alle viser de tydeligt, at Menneskene i vor Tid er blevet sig selv nok. Gud er blevet overflødig - selvfølgelig har han derfor ogsaa trukket sig beskedent tilbage og overladt os til os selv og vor Rigdom. Vi har erstattet Gud med Religion, og vi synes ikke at savne ham. Vor egen indre Rigdom, vore Idéaler, Menigheden, vort kristelige Arbejde, altsam-men er det en Erstatning for Gud. Og Menneskene forstaar at vænne sig til Surrogater, saa de efterhaanden synes, de er meget bedre end de ægte.

Kristendommen har imidlertid en ganske anden Opfattelse at vor religiøse Trang end vi. Efter den kommer man ved at følge den re-ligiøse Trang ikke til Gud, men til Mennesket, ikke til Skaberen, men til Skabningen, ikke til den sande Gud, men til Afguden. Vi spør-ger: hvorledes maa den Gud være, der svarer til vor religiøse Trang, og Kristendommen svarer: han maa være vor Afgud. Hvorledes maa den Religion være, der helt formaar at slukke vor Livstørst? Den maa være Menneskets Forgudelse, Guds Afsættelse og Menne-sket paa Guds Trone. Derhen kommer vi, thi alle er vi afvegne, der er ingen, der søger Gud, end ikke een - heller ikke i den religiøse Følelse.

Men skal Mennesket være Udgangspunktet, maa Mennesket selvfølgelig ogsaa være Maalet. Resultatet er givet paa Forhaand. Der-for maa ogsaa Aabenbaringen omformes, saaledes, at den kommer til at svare til Forventningen. Hvordan skal vi kunne kende Guds Aabenbaring, om ikke fordi den er som talt ud af vort eget Hjerte - jeg citerer virkelig Oscar Geismar. Jo, Aabenbaringen er dog noget, der er opkommet i Menneskets Hjerte; og Paulus' bekendte Ord kommer til at betyde: det var næsten mere, end jeg kunde have ventet; det er næsten alt for meget. Netop som jeg havde ønsket det og endda bedre!

Kristeligt set taler Gud ikke i vort eget Hjerte, dér taler vi selv, men i sit Ord, det Ord, der kommer udefra og tager mig til Fange til Troens Lydighed. Anden Bro end Guds Ord er der ikke mellem Himmel og Jord, og den sørger Gud for, at vi ikke skal tilrive os. Og det er ikke os, der har Tilegnelsesmulighederne for at forstaa Guds Ord. Dem skaber Gud ved Aanden gennem Ordet: ikke at jeg af egen Fornuft eller Kraft kan komme til ham … Og det er ikke os, der gennem vore Oplevelser beviser Guds Ords Sandhed, men den Helligaand er det, som gennem Ordet overbeviser vore Hjerter. Et tragikomisk Indtryk gør det, naar Grundtvigianerne bebrejder Indre Mission, at de ikke har nogen Tillid til Helligaanden, mens de dog selv har afskaffet Aanden til Fordel for Vidnesbyrdet i vore egne Hjerter. Et Par Prøver fra Oscar Geismar vil være bedre end mange Ord. I det gladeste Ukendskab til Luther identificerer han Aandens Vidnesbyrd i Luthers eget Hjerte med Aandens Vidnesbyrd gennem Ordet. Hvad mon for Resten Luther vilde sige til at blive gjort til den store Oplever, til den mest suveræne Mand, der har levet? Hvad han vilde have sagt til følgende Bemærkning: hvad der stemmede med hans egne Oplevelser, det var Sandhed, - det véd vi. Luther var nu engang ikke saa godtroende overfor sit eget Hjerte, som mo-derne gemytligt-troende Kristne er tilbøjelige til at mene.

Luther kendte mere til sig selv og derfor ogsaa mere til Gud. Han kunde slet ingen Grund finde til at tro, og derfor maatte han nøjes med alligevel at tro Gud paa Ordet. I vore Dage er der al mulig Grund til at tro - og derfor tror man ikke. Nu opererer man med Guds-billedet, med Længsler og selvlavede Syner og Drømme; den stakkels Luther havde kun Kristus at holde sig til. Han mente, at Kristen-dommen, det er Kristus. Det er ikke de Kristne, der er noget mærkeligt ved, men det er Guds Kristus. Han er Guds Ord til den gudløse Verden. Udenfor ham er alt Mørke, religiøse Længsler og Gudsbillede medregnet.

Andet og mere er Kristendommen ikke, og har vi andet, er det vort eget. Nu er vi i Kraft af Guds Ord - af Guds Retfærdighedser-klæring i Himmelen, ikke paa Jorden; udenfor os, ikke i os; for Kristi Skyld, ikke for vor religiøse Søgens Skyld - i Kraft af Guds Ord om Syndernes Forladelse, Børn hos Gud, og engang skal det opfyldes paa os. Derfor er Kristendommen Forventning, ikke Besiddelse: genfødte til et levende Haab. I Haabet er den Kristne frelst, i Himlen er Frelsen henlagt til ham. Kristendommen er Eskatologi fra først til sidst. Naar Carl Koch kan tale om en anden Frelse ved Siden af den eskatologiske, d. v. s. ved Siden af Opstandelsen, saa tilfalder Æren for denne Opfindelse ene og alene ham og ikke Kristendommen. Ja, Religionen har meget mere: den har Gud med alt, hvad hans er, den har Hvile for trætte Sjæle, Livslykke for de hungrige og Arbejde for de stærke. Derfor kender den ikke noget til Eskatologi, højst til Apokalyptik. Men Paulus sagde jo ogsaa om sig selv og sine Medkristne: har vi alene i dette Liv sat vort Haab til Kristus, da er vi de elendigste af alle Mennesker. Ja, det er saa sandt saa sandt: vi er gaaet videre!

I Romerbrevets første Kapitel taler Pavlus om dem, der dyrker Skabningen fremfor Skaberen - det er netop det, vor Tids Slægt har gjort og stadig gør. Dette er kun et andet Udtryk for det, der i mit Emne er kaldt for Ungdomsløgnen, den for Ungdommen særlig tilbe-redte, sødtsmagende Løgn, der er vor Tids Forkyndelses store Synd. Mere og mere tiltalende og menneskelig er Kristendommen ble-ven, og større og større er Uredeligheden og Forkvaklingen bleven. Man undskylde os Tonen, men vi kan ikke andet end svare: De er alt for artige, dette her er os dog for menneskeligt. Livsløgn kan vi godt selv skabe; vi behøver saamænd slet ikke Kristendommens Hjælp. Nu kan hvem, der vil, forsøge at blive Guder, vi kommer til at nøjes med at være Mennesker. Forvandlingen er dog for de æl-dres Vedkommende ikke bleven skuffende nok, til at vi skulde lade os narre.

Ak, skal det virkelig være nødvendigt at tale til Grundtvigianere om det menneskelige? Har de ikke Aar efter Aar holdt det ene be-gejstrende Foredrag om dette Emne efter det andet? Ja, selv med Fare for at synes uhøflig kommer jeg dog til at indrømme, at der ikke er ført mere forvirret Tale om dette Emne end af Grundtvigianere - med eller uden Hjælp af alle de nordiske Guder og deres Skjald. Derfor er jeg ikke i Tvivl om, at det, som jeg har at sige om den kristne Tro, vi som Mennesker kan have, vil forekomme Dem uforstaaeligt og forvirret. Man er jo efterhaanden blevet saa ukendt med kristne Tanker, at de maa gøre et fremmed Indtryk.

Da Gud skabte Menneskene, var det for at de skulde befolke Jorden - saa det er ganske imod Skabelsens Orden, om vi vil forlade denne vor Hjemstavn. Om Jorden kan vi derfor med Jacob Knudsen bruge de Navne, som bedst vi véd: Moder, Søster, Elskte, vor Kærlighed. Der forlyder i Kristendommen intet om, at Mennesket er en falden Aand, der egentlig hører hjemme i Himmelen og ikke paa Jorden.

Verden er alt, siger den gudløse - men det samme siger i Virkeligheden den fromme, der forsøger at drage Gud ned i Verden. Ver-den er et Fængsel, siger Asketen - maaske, men derfor har han dog ingen Ret til at tro, at han kan undfly denne Verden - hverken her eller i det tilkommende Liv. Det, han vil undfly, er i Virkeligheden det skabtes Stilling til Skaberen. Den, der vil forlade Jorden, svinge sig op til Himmelen, gøre sig selv til Gud, maa nødvendigvis bruge det jordiske, det menneskelige, som Trappestige. Det er ikke den, der guddommeliggør det menneskelige, der elsker Jorden - han elsker kun sig selv. Vil man ikke anerkende Gud, vil man altid blive en Foragter af det jordiske; man vil i Stedet have det guddommelige. Vi er saa vant til at regne med, at den gudløse ikke kommer i Himme-len; men det er i Virkeligheden ligesaa sikkert at den, der vil snyde sig derind ad idealistiske eller asketiske Genveje, heller ikke kommer der. Ja, skulde en saadan faa Lov at kigge derind, vil han faa at se, at han har taget Fejl: Kristendommen giver ikke Mennesket Løfte om at slippe for at være Guds Skabning for at blive Gud selv. Mennesket naar aldrig at sætte sig i Besiddelse af Guds Trone, i Himme-len faar det den tilbedende Stilling foran Tronen.

Bliver Jorden tro, siger ogsaa, nej siger netop Kristendommen! Jorden med al dens Synd, Nød og Elendighed, den gudforladte Jord, som Gud for sin Barmhjertigheds Skyld ikke lader i Ro. Bliver Jorden tro i dens Raab til Gud om Forløsning; dermed ogsaa Menneske-ne tro i deres Synd og altsaa ikke i deres Idealitet; thi den er kun drømt og vil aldrig kunne naaes, saa længe, der er en Gud, der ikke lader sig spotte. Overfor den, der ophøjer sig, er Gud altid den forstyrrende, men overfor det sønderbrudte er han altid den oprejsende. Her paa Jorden er Himmel og Helvede, alt eftersom Gud er her eller ikke, alt eftersom det er Menneskets eller Guds Retfærdighed, der hersker. Og da Menneskenes Ære altid er i det høje, er Guds altid i de lave - i det allerlaveste, paa Galgen.

Bliver Jorden tro - ja, for der er ingen Privatvej til Gud; kun idet vi gaar med hele Verden og med den bekender vor Synd - vor Synd, thi vi er virkelig meddelagtig med Verden i Synden, som vi er meddelagtig med den i Haabet og Raabet til Guds Barmhjertighed.

Verden vor Kærlighed - ja, men vi og denne Verden er over for Gud Støv og Aske. Derfor vil vi, at enten skal Verden være noget mere, eller ogsaa vil vi ikke elske den - det er det sidste vi smykker med Navnet Forsagelse, skønt det er Oprør overfor Gud. At forgu-de Skabningen eller foragte den, begge Dele er Vidnesbyrd om, at vi vil være andet og mere end Mennesker, vil være Selvherskere, selvtilstrækkelige, selvlovgivende.

Som om det var gjort med at forsage det, vi kalder Verden - Verden, som skal forsages, det er Mennesket, som det er af Naturen, og den eneste Maade, det kan gøres paa, er ved at tage mod Naaden. Indre Mission docerer, at man skal forsage de Ting, som man alli-gevel ikke bryder sig om. For Grundtvigianerne er Forsagelsen en styrkende Myte. Men nogle Mennesker, der ikke elsker den Jord, som de dog hører til, har fundet paa, at Verden er den ydre Verden, saa mener de at kunne redde sig selv i Sikkerhed. Smukkere vilde det være at gaa til Grunde med Verden - saaledes som den jo er under Guds Dom, om han ikke i Kristus forbarmer sig. Der findes for den Kristne ikke anden Frelse end Kødets Opstandelse - ingen anden Frelse end den med al vor Jordiskhed.

Guds er Verden - det er derfor den overfor ham kun er Støv og Aske - og den Verden, der vil være noget i sig selv, den er forban-det bort fra Gud. Men hele Skabningen er tilsammen i Veer og sukker indtil nu, thi den længes efter den Frihed, der er forjættet, der i Kristus er givet til Guds Børn.

Verden trænger til Forløsning og Kristendommen er et Liv i Forventning af denne Forløsning - dog bør vi altid huske paa Pavlus' Tilføjelse, at hele Verden ubevidst forventer det samme. Denne den Kristnes Stilling har intet tilfælles med Optimisme eller Pessimisme - tro paa Mennesket og dets Verden, d. v. s. forvente sin Frelse fra det, det er Afguderi. Men ogsaa Pessimismen er en Følge af ikke at ville anerkende det skabtes hjælpeløse Stilling overfor Skaberen. Tungsindet, Fortvivlelsen er et Udtryk for ikke at ville vedgaa, at man sammen med alt det skabte trænger til Forløsning.

Det menneskelige er vor Grænse, Jorden er vor Verden. Det menneskelige kan og skal ikke guddommeliggøres. Der er en uoversti-gelig Kløft mellem Skaberen og det skabte, en Forskel, der ikke skal udlignes. Men vor Verden skal vi elske, vor Verden skal vi lide med, vor Verden skal vi haabe med, med den skal vi forvente en ny Himmel og en ny Jord, i hvilken Retfærdighed bor.

De gammeltestamentlige Profeter stod midt i Verden og strakte Hænderne op mod Gud, Jesus stod der ogsaa, da han sagde Orde-ne: Ild er jeg kommen at kaste paa Jorden, og hvor vilde jeg, at den allerede var optændt. For Jesus forventede Guds Rige - ikke ideali-stiske Drømme; fremfor alt gælder det om ham, at han ikke var sig selv nok, derfor var det ogsaa, at Gud kunde herliggøres i ham.

Men vi kommer ikke ud af Løgnen ved at tale derom eller forbedre Udtrykkene, men alene derved, at Gud tager alt vort eget fra os og lærer os at haabe paa ham som den sidste og som den eneste Tilflugt.